Endnu en grå dag - Elessar + Zero

Tid - 17:33
Sted - Ashen Wood Forest
Vejr - Gråt og kedeligt, ikke meget mere at beskrive.
Omgivelser - Skov...?
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun sad, som sin ørneform, oppe i et træ, og kiggede ned på jorden, vågede lidt over hvad der kom, og gik i skoven her.
Der var dog ikke meget, de lidt mere spændende dyr var ikke kommet ud endnu, klokken var dog heller ikke særlig meget, kunne hun fornemme, og se.
Hun begyndte kort at rense sine fjer, og baskede lidt med dem, så det hun havde renset, ville falde ned på jorden.
Hun burde nok snart gå hjem ad, få noget at spise, hun vidste dog ikke helt endnu hvad hun skulle have at spise. Havde hun overhovedet lyst til noget, hun følte sig ikke helt så sulten som hun havde de andre dage, men alligevel var hun en smule sulten.
Hun sukkede tungt, hun kunne vel bare tage en bid natmad, hvis hun var mere sulten der.

Hun besluttede sig for at flyve ned fra træet, hun fløj direkte ind i en lille sten hule, som hun vogtede over, da hendes tøj var der inde.
Da hun lande på jorden, tog det hende ikke mange sekunder, før hun var menneske igen, og hun tog hurtigt sit tøj på, inden hun nu begyndte at fryse.
Det var ikke helt blevet sommer endnu, i hvert fald ikke i denne skov.
Det var nu trist, da det var her hun boede, og hun nu godt kunne tænke sig lidt solskin, hun havde dog oplevet lidt, men det var ikke meget der skinnede igennem, herned.

Hun svang sin rygsæk, som hun også havde taget med, over skulderen. Hun havde forskellige overlevelses sager i den, feks: mad, vand, våben osv. Bare det nødvendige, når hun var på vandre tur.
Hun gik ud af hulen, indåndede den meget friske luft, før hun vende, stille og roligt, snuden hjem ad.
Der var lidt vej, men hun skulle skam nok nå det, før mørkets frembrud rigtig stod til.


//Sorry det har været lidt undervejs, men håber det er tilfredsstillende, og at du kan komme på noget at skrive til det //

Skoven. Han savnede den egentlig. Mother Nature. Men det var ikke hans tid at komme hjem endnu. Først ved den næste fuldmåne. Og der var stadig næsten 2 uger til. Så han måtte overleve. Og gemme sin hjemve. Denne elver var ikke en af de normale elvere der typisk var indeni mother nature og kiggede ud på verdenen. Han gjorde det direkte omvendte. Han var ikke et udskud. Men en scout. Han havde fået til opgave at undersøge den ydre verden. Og det gjorde han. 2 fuldmåner i træk. 2 fuldmåner ude. En fuldmåne hjemme. Sådan var hans opgave. Og altid når han nåede den første fuldmåne. Begyndte han at ha hjemve. Men sådan var det jo. Han havde ikke rigtigt noget valg. Han måtte blive ude i den ydre verden. Med faren som lurede om et hvert hjørne. Heldigvis havde han da i det mindste en form for skov hvor han kunne føle sig hjemme. Ashen Wood Forest. Denne elver ved navn Elessar stod i øjeblikket oppe i et træ. Et af de højeste. Og så ud over kronerne på træerne. Hen imod den retning hvor Mother Nature var. Og sukkede svagt. Roligt greb han fat i sit reb. Svang den ene ende ud over træet. Som roligt faldt til jorden. Og samlede sig i en rulle nede på jorden. Hvorefter han roligt hoppede ned af den modsatte side. Han greb fat i snoren han havde kastet før. Så han på den måde brugte sin egen vægt til at sørge for han ikke bare faldt direkte til jorden. Og lod roligt den lange ende. Glide igennem hans hånd. Mens han havde den korte ende hårdt i hånden. Så han på den måde kunne lire sig ned til jorden. Da han nåede jorden slap han roligt det der havde været den korte ende før. Som nu var omkring lige så langt som den anden ende. Og hev så i det der havde været den korte ende. Så rebet gled helt ned fra træet. Hvorefter ha roligt rullede rebet op. Og satte fast på sit bælte igen.

Langsomt så han kort rundt. Der så ikke ud til at være nogle i nærheden. Og dog. En ørn sad i et træ. Og kiggede rundt. Han blev nysgerrig. Denne ørn virkede mere opdraget end normalt. Den virkede mere menneskelig. Han tog roligt sin bue frem. Og placerede en pil på buen. Bare for at være klar for en sikkerheds skyld. Og begyndte så lydløst og yndefuldt. At bevæge sig i skyggerne hen imod ørnen. Som roligt lettede og fløj ned i en hule. Elessar skyndte sig hen på siden af hulen og så kort ind. Ørnen var væk opdagede han. Men til gengæld stod en nøgen kvinde. Langsomt holdt han øje med hvad kvinden gjorde. Shapeshifter. Det måtte det være. Han gemte sig roligt bag nogle store sten da hun vendte rundt og gik udenfor. Hvorefter han så roligt fulgte efter hende. Og gik så roligt ud fra en af træerne. Og sigtede imod hende. Den yndefulde og smukke stemme. Dog mandig og stærk. Kom ud af hans læber som roligt bevægede sig i takt med ordene. "Er du en shapeshifter?." Buen var spændt og rettet imod hende. For en sikkerheds skyld. Det ville overraske ham hvis hun havde set ham. Han var elver. Han var mester i forklædninger.

Hun standsede så snart en stemme bag hende, nåede hendes hørelse. Hun strammede sit greb om hendes taske, til hendes knoer blev hvide. Hvad ville denne person dog have med hende at gøre?
Om hun var shapeshifter, spurgte denne stemme, som tydeligt var en mande stemme. Ja, hun var en shapeshifter, noget sagde hende dog, at han allerede havde svaret på hans eget spørgsmål.
"Noget siger mig, at du allerede kender svaret..." Sagde hun, med en letter ligegyldig stemme.
Hun havde endnu ikke vendt sig om mod ham, men hun valgte dog at gøre det til sidst, da hun nok ikke ville kunne stå med ryggen til ham for evigt.
Hun stod og kiggede direkte på en... Elver, med sin bue og pil rettet direkte mod hende, hvad skulle det dog gøre godt for... Helt ærligt. Hun sukkede tungt, og nået irriteret.
Hvad lavede en elver som ham her? Han så ikke ud til at høre til her, han var alt for... Lys, ikke mørk og farlig som denne skov havde meget af.
Var han faret vild? Han så ikke lige sådan ud, men hvem vidste. Måske var han også bare på vandretur.
"Hvad laver du herude... Du ser ikke ud som typen der høre til, i denne skov." Spurgte, med hovedet let på skrå, og et spørgende blik rettet mod ham, med et nysgerrigt glimt.

Hun blev lidt ved med at kigge på hans bue og pil, hvad skulle det til for, det var jo ikke sådan at hun havde tænkt sig at gå amok på ham. Så hun måske sådan ud? Hun håbede det ikke, det kunne sende de forkerte signaler, og det kunne hun ikke helt tænke sig.
Hun var ret harmløs, udover det våben hun havde i rygsækken, men ellers var der ikke meget andet der var farligt ved hende. Ikke engang hendes evne ville kunne gøre nogen skade på ham.
Hun løsnede sit greb om sin rygsæk lidt, så hun ikke havde den knuget helt til det gjorde ondt, hun stod lidt mere afslappet ind før, selvom det måske ikke var helt så klogt over for en elver med en bue, men hun tænkte nu ikke at han havde nogen planer om at slå hende ihjel, og hvis han skulle skyde den pil af... Ville hn nok være væk med det samme, flyvende tilbage til sit trykke hjem.

Han så på hende kort. Og sukkede svagt. "Det håber jeg. For det ville være synd at sådan en smuk ungmø som dig. Skulle være noget langt værre end en shapeshifter." Sagde han roligt før han fjernede spændingen af buen. Og lagde pilen tilbage i kogeret hvor det hørte hjemme. Hvorefter han roligt stod lidt og kiggede på hende. Med sin bue fortsat i venstre hånd. Så hvis hun nu havde tænkt sig at angribe ville han kunne trække sin pil hurtigt igen. Men for nu ville han lade sin pil ligge. Han så på hende fortsat med svagt drejet hoved. Og smilede roligt. "Jeg er en scout fra min landsby. Mig og 9 andre elvere er blevet sendt ud for at finde ud af om vi skal hjælpe i denne voksende krig. Og hvem vi skal hjælpe hvis det skulle ende så galt." Sagde han roligt og så på hende lidt. Hvorefter han roligt satte buen om på ryggen. Hun virkede ikke farlig eller truende. Dog havde han også 2 korte sværd. Som han kunne trække hvis det nu var noget. Så lige for nu ville han vise hende at han ikke var ude på at skade hende. "Beklager det trukkede våben ungmø. Jeg har fået af vide ikke at stole på nogle. Heller ikke en så smuk ung kvinde som dem." Sagde han roligt og bukkede sig kort fremover for hende. "Navnet er Elessar. Og jeg tænkte på. Hvis det ikke er for meget besvær. Om de kunne være så elskværdig og give noget brød. Jeg har ikke spist noget hele dagen. Og mine kræfter er udkørte." Han forblev bukket imens han snakkede før han roligt rettede sig op. Og et smukt uskyldigt smil kom frem. Et smil som var langt fra badboy agtig. Mere nice guy. Dog smukkere. Et rigtigt elversmil. Hvorefter han roligt gik hen og satte sig på en sten et par meter fra hende. Og så på hende roligt.

Ungmø... Det var lang tid siden hun havde hørt det, blive sagt til hende. Det var dog også længe sig hun havde taget kontakt til dem, uden fra skoven. De plejede altid at sige sådan nogle grimme ting til hende, derfor flygtede hun ud i skoven, den mørkestes af dem, så hun kunne blive fri fra deres hændelser og fornærmelser, som de kom med strømme af, gad vide hvor de havde lært alle de ord henne, hun kendte i hvert fald ikke til dem, men de var i hvert fald noget hun ikke kunne lide.
Hun så stille til da han sænkede sin bue og pil, det var rart ikke at have et våben sigtet direkte mod en, der var sgu nok ikke nogen som syntes det omvendte, troede hun da ikke.
Der var dog heller ikke meget at sigte på, hun var harmløs, selvom hun levede ude i denne skov, men hun undgik alt fare ved at flyve over skoven, og holde øje hvad der skete nede på jorden.
En scout? Det lyder okay, og det så ikke ud som om han løj for hende, så det var vel altid en god start. Hun kunne ikke li' at folk løj over for hende, det var respektløst. Hvis de ikke løj for hende, ville hun heller ikke lyve for dem, men det ville hun nok ikke lige meget hvad.
"Ah... Og hvordan går det så indtil videre?" Spurgte hun bare, lige ud. Det kunne ikke skade med lidt venlighed, og spørgsmål.
Hun kiggede på buen, som han satte på ryggen til sidst. Hun smilede halvt og nikkede lidt. "Det er okay, det er trods alt Ashen Wood Forest, man ved aldrig hvad man møder her" sagde hun, og kiggede lidt rundt for sig selv, med et tungt suk.
Hun kiggede lidt med et hævetbryn, da han bukkede for hende, og spurgte efter noget, brød? Det havde hun vel i sin taske, men det var ikke ligefrem sikkert at bringe det frem, midt i skoven, der var rov dyr som kunne lugte det, langt væk fra.
"Jeg har vist lidt brød, men vi må være opmærksomme, der er farlige dyr omkring, som ville kunne opfange duften, og sætte efter os med det samme."
Hun lod rygsækken falde og dykkede lidt ned i den, of selvom det lød voldsomt, så kunne der være ret meget i den. Hun fik sig en hjemmebagt bolle med op fra tasken, hun lukkede den hurtigt igen, og svang den over skulderen, inden hun gik hen til Elessar, og gav ham bollen.
"Jeg hedder Alexandra forresten..." Sagde hum, og smilede venligt til ham.

Han så på hende roligt. Og smilede venligt. Og så på skoven rundt om ham. Tænkende. Før han så på hende igen. Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham. Han havde ventet det sådan set. Og han havde også et svar klart. "Tja da jeg kom her for 30 år siden første gang. Var jeg mistroisk. Men hævede aldrig mit våben imod nogen som helst." Han hævede roligt sin arm op igennem kappen. Og fjernede et bånd han havde liggende rundt om sit håndled. Og fremviste et ar der gik hen over hans pulsåre. "Nu hæver jeg mit våben ligemeget hvad." Sagde han og viste hende det fine ar. Han så sørgmodigt på det. "En gruppe dæmoner. Som fangede mig. Torturerede mig i dage. Tappede mig for blod. Så de kunne sælge det." Sagde han roligt og så på hende kort. "Disse racer. Alle racerne næsten. Det som om de søger krig. Som om de mangler noget at ha det sjovt med. Så min konklussion dengang var ingen hjælp. Ved næste fuldmåne tager jeg hjem til min landsby. Og siger det samme jeg har sagt de sidste 30 år. De fortjener ikke elvernes hjælp. Jeg vil ikke lade mine mænd være i fare bare fordi de vil ha det sjovt." Han så på hende roligt. Og smilede roligt. Hvorefter han bandt båndet rundt om sit håndled igen. Han grinte svagt. "Dyrene vil ikke gøre os noget. Hvis du ikke ved det. Så er elvere rigtig gode venner med naturen. Samt jeg vil kunne se dem komme nærmere på lang afstand." Han så kort rundt undersøgende. "Der er ikke nogle dyr i lang afstand. Undtagen den kanin som nærmer sig dig bagfra. Men sidst jeg tjekkede så var kaniner ikke drabelige dyr." Sagde han og grinte svagt. Han tog roligt imod brødet og rykkede sig lidt så hun kunne sidde på stenen ved siden af ham hvis hun ville. "Alexandra. Det er et virkelig smukt navn ungmø." Sagde han smilende og så på hende kort. Med et venligt smil.

Hævede ikke et våben, det lød virkelig dumt i denne verden lige for tiden, der var aldrig noget der var sikkert længere. Hun sukkede tungt for sig selv, og kiggede lidt ned i jorden, inden hun kiggede op på ham igen, for ikke at være uhøflig overfor ham når han talte.
Hun kiggede lidt på arret som han fremviste, hun rynkede lidt på næsen, og kiggede så halvt op på ham.
Dæmoner, typisk dæmoner, man hvad havde man dog regnet med, de var jo dæmoner, de kendte ikke til meget andet end at skade folk.
Hun kiggede op på ham, og havde et hævet øjenbryn. "Du kan da ikke tage hjem... Det kan godt være at dem som er onde, ikke får din hjælp, men du må da hjælpe dem det går udover, du har selv været udefor det nu, vil du virkelig have at det går sådan for andre?" spurgte hun og kiggede lidt undrende på ham.
Det var aldrig lykkedes dæmoner at få fat i hende, men nogle gange havde de været tætte på.
Hun var glad for at de ikke havde fået fat i hende, eftersom hun hørte hvad der var sket med Elessar.
Hun grinede lidt og nikkede halvt, hun vidste godt at elvere var gode venner af dyrene, det var shapeshifter også, men dette var dog ike på nogen måde, nogle dyr som ligefrem var deres venner... Selvom han var elver, og selvom hun var shapeshifter. De her var anderledes.
"De er ikke ligefrem nogle dyr som er vores 'venner'" sagde hun og smilede meget svagt til ham, inden hun kiggede sig om, og så ned i jorden.
Hun smilede lidt da han rykkede sig på stenen, hun satte sig ved siden af ham, dog ikke helt op af ham, men med lidt afstand.
Ungmø... Det var ikke lige noget hun hørte særlig tit, folk brugte mere beskidte ord for tiden. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Det er lang tid siden at jeg har hørt ordet 'ungmø'... Men tak" hun smilede roligt til ham og kiggede så lidt ned på hendes fødder, imens hun tænkte lidt over hvad hun mon skulle sige.

//Sorry, jeg har været lidt væk, men er på igen //

Langsomt fulgte han hendes bevægelser svagt. Et roligt smil var plantet på hans læber. Da hun begyndte at nævne at der var andre der kom til skade. Så han kort ned. Et svagt suk kom fra ham. Før han drejede blikket lidt til højre for sig. Det var det han altid gjorde når han skulle tænke. Kigge ned til højre. Egentlig vidste han ikke hvorfor. Men sådan var det vel.
Langsomt rettede Han blikket op imod hende igen. Og smilede svagt igen. "Ondskaben er for stærk. Selv for elverne her i verdenen til at beskytte. Min deling og jeg gør hvad vi kan. Men uden et større håb vil jeg ikke tillade at ofre mine brødre. Det er en håbløs krig. Og vi har svært nok ved at klare dem der prøver at komme ind i vores skov. Jeg ønsker ikke at andre gennemlever det jeg har gjort. Men der er intet jeg kan gøre. Selv jeg får ordre. Og mine ordre er ikke at starte en krig medmindre der er håb og mulighed for at vinde. Og jeg har ikke set noget håb." Han sukkede svagt og så ned igen. "Sandheden er at denne verden er dømt til at tabe. Se på sandheden. Denne verden bliver ledet af ondskabsfulde væsner. Og hvis vi prøver at hjælpe. Vil det betyde at for mange af os vil dø." Han sukkede svagt. Og så på hende kort igen.
Et roligt smil kom da hun begyndte at snakke om venner. "Det er fordi folk der er herude. Selv shapeshifters ikke ser på grunden til de er sådan. De bliver jagtet. Skudt. Dræbt bare fordi folk har lyst." Han så på brødet roligt. Og hev et lille stykke af det. Som han begyndte at nappe af. Han spiste sjældent hurtigt. Han nød mad. Og så ingen grund til at skynde på det. Han så på hende kort da hun havde sat sig ved siden af ham. Og begyndte at snakke om at han kaldte hende ungmø. Og han smilede svagt. "Det forstår jeg ikke. Du er en skønhed. En ung kvinde med en skønhed der ville gøre selv en elver jaloux." Sagde han og grinte svagt. Før han så ned på brødet roligt. Tænkende.

// Helt iorden

Hun sukkede, han havde jo ret, det var ikke til at kæmoe imod, der var for meget ondskab i verden, men hvis de bare kunne kæmpe lidt, de kunne jo spørger om hjælp fra nogle, feks englene, de var for det meste nogle gode væsner, udover de faldne, og dog hun havde hørt der skulle være nogle få gode der også.
Hun kiggede lidt betuttet på ham. "Kunne i ikke spørger om hjælp hos nogle gode væsner, engle, de vil nok gerne hjælpe måske" sagde hun og trak lidt på skulderne. Det var jo det værd at spørger, hvis det bare kunne stoppe en smule af det onde i verden, så der ville blive mindre som ville blive udsat for nogle hæslige ting.
Og så kunne man tage det der fra, og for hver dag, nedkæmpe mere og mere ondskab, han måtte virkelig ikke give op, og hun vil da glædeligt hjælpe hvis det var.
Hun kunne dog ikke forstå at han kunne give op, ja han havde brugt lang tid på dette, og ja der ville være fald i krigen, men sådan er det.
"Kæmp for det lille stykke gode der er tilbage i verden..." sagde hun og kiggede på ham.
Jagtede... Ja selvfølgelig blev dyrene jagtede.... Det var onde og mørke dyr. "Dyrene der lever i denne skov er onde og mørke, hvem ville ikke jagte en kæmpe edderkop, helt ærligt, selvom jeg er en dyreven, er en kæmpe edderkop simpelthen for meget" sagde hun og grinede lidt.
Hun kiggede på imens han spiste lidt af brødet.
Hun smilede blidt til ham.
"Tak.. Det sætter jeg pris på at du synes... Det er bare at de fleste mænd, som kommer her, er ikke lige frem nogle der kender til sådan nogle ord, de er nok mere nogle der bare whore omkring..." sagde hun og trak svagt på skulderen.

Han så på hende kort med et roligt smil. "Du tror virkelig på der er noget godt tilbage at kæmpe for?" Da hun nævnte englene tav han. Og så ned på brødet. "Engle. Hmph." Lyden der kom bagefter lød nærmest hånligt. "Egoistiske væsner det er hvad de er. De fokusere kun på deres egne. Desuden er der kun få tilbage her i denne verden. Ikke nok til at kunne stå imod en så stor hær som det mørkes." Han så på hende roligt. "Du skal huske på elvere kan kun føde elvere. Vampyrer kan skabe vampyrer. Og dæmoner kan fremmane dæmoner. De bliver flere og flere. Og vi uddør." Han sukkede svagt. Og tog lidt mere brød. Han smilede roligt til hende selvom han snakkede så trist. "Desuden så ser jeg ingen grund til at redde dem herude. Shapeshifter's og mennesker kan godt gå til elvernes land. Engle kan flyve væk. Varulve må godt være i skoven undtagen under fuldmåne. Alle gode væsner kan komme til skoven hvis de vil. Men du skal huske at elvere er et stolt væsen." Han så på hende roligt. "En meget magtfuld person skal be om vores hjælp før min leder vil gøre noget overhovedet. Ligemeget hvor meget håb der er. Bliver vores hjælp ikke bedt efter. Rør vi os ikke." Han smilede svagt. Og så ned på maden kort.
Da hun begyndte at snakke om væsnerne i skoven så han kort på hende. "Det er ikke mørke væsner. Det er korrupterede væsner. Engang var denne skov fyldt af de flinkeste væsner. Selv kæmpe edderkopperne var flinke. Men jo mere ondskab der kom til. Desto mere onde blev væsnerne." Han sukkede kort og tog en bid af brødet roligt. Og så på hende blidt. Med et roligt smil.
Da hun begyndte at snakke om andre mænd lyttede han roligt med. Men da hun sagde de Whorede rundt. Så han helt chokeret ud. Så på hende svagt. Før han roligt rystede på hovedet. "Undskyld jeg er ikke van til folk der snakker sådan. Jeg er stadig jomfru såååh." Han så ned og blev svagt lidt rød i kinderne. Men rystede på hovedet og ignorerede det før han spiste lidt mere mad.

Hun kiggede på ham og nikkede. "Ja, det gør jeg" sagde hun og smilede svagt til ham.
Hun sukkede af ham. "Du generalisere for meget..." sagde hun trist og rystede på hovedet af ham. Han havde mistet alt håb, og det var sørgeligt. "Og som sagt, det behøver ikke at være hele mørkest hær med det samme, bare skabe en forskel fra dag til dag..." sagde hun svagt og kiggede forsigtigt på ham.
Hun kiggede lidt overrasket på ham, han så ikke nogen grund til at redde dem herude? Det VAR da egoistisk af ham. Det kunne da godt være at elvere var stolte væsner, men den måtte de sgu ligge til side nogen gange.
Hun var holdt op med at sige særlig meget, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun var ret overrasket over hans mening, men det var jo hans, hun ville ikke kunne ændre den, medmindre han var villig til at ændre sig selv, men det var der ikke mange der var.
Hun grinede lidt, kæmpe edderkopper flinke... Det kunne hun ikke tro, men ja, der var vel ting som man ikke lige havde regnet med.
Hun så lidt overrasket på ham, da han sagde at han var jomfru, det var der godt nok ikke mange mænd der var nu om dage, men det var da godt... "Heh, så vi to..." sagde hun svagt og kiggede ned i jorden.

Han så på hende roligt. "prøv at sætte dig i min situation. Jeg er 200 år gammel. Jeg så ondskaben glide hen over landet. Englene der lovede os at de ville holde det hele godt og fredeligt. Og ende med at tabe. Jeg har set alt ændre sig fra noget godt til noget skidt. Og ingen kunne se det komme. Lige siden dengang har englene kn fokuseret på sine egne." Han sukkede svagt og så ned på sine fødder kort. "Selv hvis jeg ændrede mening. Hvilket jeg faktisk er på vej til efter at ha mødt nogle personer som virkede flinke. En vampyr der dræber vampyrer. Og en virkelig smuk ung shapeshifters der har et fantastisk godt hjerte til alt åbenbart." Han så på hende med et roligt smil. "Selv med alt det. Vil jeg ikke kunne ændre min leders mening uden en højere magt. En raceleder fra de godes side. Eller vores egen kommende dronnings mening." Sagde han roligt og så på hende blidt.
Han så på hende med et svagt grin da hun begyndte at grine af edderkopperne. "Jeg mener det." Sagde han og smilede svagt. Hun gjorde ham glad selvom han snakkede om noget trist for kort øjeblik siden. Det var dejligt.
Han smilede svagt hvorefter han så ned i jorden. Før han bukkede sig hen til hende for at hviske noget til hende. "Jeg har aldrig kysset en pige." Hviskede han svagt før han satte sig til rette igen. "Eller en dreng for den sags skyld." Sagde han med et svagt grin og så på hende lidt. Der var noget anderledes ved denne kvinde. Hun tiltrak ham. Han fik lyst til at røre ved hende. Mærke hendes hår. Men han ville ikke. Han var ikke typen der gjorde sådan noget. Han holdte sig altid i skindet. Han turde ikke sige noget indenfor sådan noget. Han var typen der ville ha kvinden tog det første skridt.

Hun sukkede og kiggede ned. "Det er år siden... Folk har ændret sig, folk kan altid ændre sig" sagde hun og kiggede forsigtigt på ham, med et betuttet ansigtsudtryk.
Hun smilede blidt til ham, hun var dog lidt overrasket over det med vampyren der slog vampyre ihjel, det havde hun godt nok ikke hørt om, men det lød dog godt.
Hun sukkede tungt og kiggede ned igen. "Det er ærgerligt, at folk skal leve i sådan en verden..." sagde hun svagt. Hun havde erfaring med det onde, hendes familie blev dræbt af dæmoner, hun ville sådan ønske hun kunne tage hævn en dag, men hun ville ikke kunne gøre det alene.
Hun nikkede svagt og grinede lidt igen. "Jeg tror da på dig, det lyder bare sjovt..." sagde hun og smilede til ham.
Hun kiggede forsigtigt på ham da han lænede sig hen til hende, og hviskede til hende. Hun smilede lidt og kiggede lidt ned i jorden. Hun grinte dog svagt da han sagde han heller ikke havde kysset en dreng, men det havde hun nu heller ikke troet, han virkede ikke som typen.
"Gælder det hvis man har kysset sin mor og far godnat" sagde hun og grinede lidt.
Hun havde nu heller ikke kysset nogen i den sammenhæng, det havde hun ikke haft tid til...
Det var på en måde sødt, at han var helt uskyldig, ligesom hende, det virkede næsten umuligt, fordi der var så mange mænd som bare gik for kvinde til kvinde, eller havde en kæreste, kone eller to måske, men det var godt nok sjælendt hun mødte en jomfru, han var faktisk den første. Hun smilede blidt til ham, og kiggede lidt ned.
"Er i mange elvere, der hvor du er?" spurgte hun og kiggede forsigtigt på ham.

Han så på hende roligt. Og så så ned igen bagefter. "Jeg vil ikke snakke mere om min mission. Jeg føler lidt at det er et sørgeligt emne." Sagde han roligt. Og så på hende roligt. "Jeg kan ikke love noget men for din skyld vil jeg gerne prøve og sige der er håb. Så ser vi på hvad der sker ved det." Sagde han roligt og smilede til hende svagt.
Han grinte svagt. "JEg ved det godt" Sagde han svagt og så på hende med et roligt smil. Han drejede hovedet lidt. Så lyset ramte hende på en ny måde. Og han syntes kort øjeblik hun var lige så smuk som en guddommelig engel. Men rystede så på hovedet hurtigt. Han havde vist savlet lidt. Dog heldigvis ikke tydeligt. Men havde hun set det? Det håbede han ikke han havde sikkert lignet en komplet idiot.
Da hun spurgte om det gjaldt forældre så han trist ned. Og sukkede svagt. "Det må være godt at kende sine forældre." Hviskede han svagt før han så op på hende med et svagt smil. Og prøvede at skjule den tåre som var gledet ned af hans øjenvig.
Han smilede roligt. Og tørrede hurtigt tåren væk hvorefter han hørte hvad hun spurgte om. Han smilede roligt. "100 vis hvis ikke 1000." Sagde han og så på hende med et roligt smil. "Jeg kommer fra Mother Nature Forest. En af de foreste landsbyer. Og der er vi omkring 400 men der er også andre landsbyer med mange flere i." Sagde han roligt og smilede svagt.

Hun nikkede lidt, og forstod ham egentlig godt, for det var jo et sørgeligt emne. Hun sukkede tungt og kiggede ned i jorden, gav vide om det snart regnede, så kunne det være hun kunne få lov til at rulle sig i mudder igen... Hun havde en masse sjov herude i denne skov... Hun smilede lidt for sig selv.
Hun kiggede op på ham, og smilede blidt til ham. "Tak" sagde hun svagt, og kiggede inden længe, ned i jorden igen.
Hun kunne huske de gange hun legede med sine søskende i skoven, de havde haft det sjovt sammen den gang. Hun sukkede tungt.
Hun kiggede sig lidt omkring, edderkopper som flinke, ser man det, det kunne hun da godt tænke sig at opleve, det skete dog nok ikke.
Hun kiggede stadig ned i jorden, hun syntes hun var begyndt at tænke meget over sin familie på det seneste, som om hun snart skulle til at have en hel uge igen, hvor hun bare blev hjemme og græd lidt.
Hun kiggede op på ham, da han nævnte forældre og at det var godt at kende dem. Det så ud som om han også havde mistet sine. Hun sukkede og nikkede svagt. "Det ser ud til at du også har mistet dine forældre?" sagde hun og kiggede forsigtigt og medlidende på ham.
Hun nikkede svagt, det måtte da være dejligt at have så mange folk omkring sig, at have nogen at bruge tiden sammen med. "Er det ikke dejligt at have nogen omkring sig?" spurgte hun, for selvom han havde været væk et stykke tid, måtte han da kunne huske hvordan det var... Hun kiggede ned i jorden igen. Der kunne godt blive ensomt herude, selvom hun havde nogle få dyr at pippe med, men ellers var der meget dødt derude.

Han så på hende kort med et roligt smil. "Så lidt." Sagde han roligt med et venligt smil. Der virkede en smule anderledes. Lidt for venligt hvis man kunne sige det. Som om der lå noget mere bag det smil. Hvorefter han roligt rettede blikket ned i jorden igen. Og virkede rimelig forlegen pludselig. Dog ignorerede han det. Han var god til at lægge sine følelser til siden. Specielt noget så dumt som en smule forelskelse. Hvilket han troede dette var. Han havde dog aldrig haft det sådan her før. Specielt ikke ved en han lige havde mødt. Han trak roligt på skulderen inde i sit hoved. Og valgte at ændre tankegang. Han så kort på hende da hun spurgte om noget angåënde hans forældre. Og han sukkede svagt. "Jeg har aldrig kendt dem. Jeg har altid været en ette. En outsider. En som ikke tilhørte. Selv nu når jeg er kommandør for hæren. Selv nu hvor jeg har ofret 30 år af mit liv på at sætte mit liv på spil. Er jeg stadig en ette." Han sukkede svagt. Han så på hende roligt. "Det er ikke fedt at vide hele den landsby man vil ofre sit liv for. Er så ligeglad med en. At blive kaldt Ette er det værste der kan ske. Normalt kalder man det kun til svartelvere. Aldrig til lyselvere." Han sukkede svagt. Før han lukkede øjnene og rettede ansigtet nedaf.
Han valgte ikke at besvare hendes spørgsmål. Og dog. "Jeg har kun mine plejeforældre som jeg passer. De passede mig da jeg var mindre. Men det ikke det samme. Jeg ville ønske jeg vidste hvem min mor var." Sagde han svagt med et svagt blik rettet imod jorden.

Hun smilede venligt tilbage til ham, og tog roligt sine ben op til sig. Hun lagde ikke mærke til meget, hendes sanser var svækket, af nogle tanker som var alt for langt væk. Hun sukkede svagt og kiggede på ham med et blidt blik, det var lang tid siden hun havde mødt sådan en rolig og sød fyr som ham, en som faktisk talte og udtrykte følelser, ikke bare en kold skid... Hun var egentlig glad for at hun havde mødt ham, det var sgu ikke lige hver dag man mødte sådan en fyr som ham, hun havde heller ikke lige i tankerne at slippe ham med det samme.
Hun lyttede til hvad han fortalte om sin familie, og det var egentlig trist, at blive kaldt det, at blive skubbet væk fra sin familie. Ikke at være en stor del af den. Hun kiggede trist på ham. "Det er jeg ked af at høre" sagde hun og kiggede ned i jorden for en kort stund.
Plejeforældre, det lød da ikke værst, hun kunne godt bruge nogle forældre, et par forældre ville altid være godt, og så nogle søde nogen. Hun sukkede svagt. "Jeg kan godt følge dig med det med din mor, men plejeforældre er vel bedre end ingenting, ik?" sagde hun og lagde hovedet på skrå, med et blidt og opmuntrende smil, og hun havde egentlig bare lyst til at kramme ham, så trist han så ud, men hun gjorde det dog ikke, hun ville ikke fare for hurtigt frem... Hun vidste ikke engang om det var venner lige nu.

Han smilede roligt og så på hende roligt. Før han besluttede sig for noget. Men ventede dog lidt med den. Roligt så han lidt på hende igen med et roligt smil. Og tænkte på hvor sød hun egentlig var. Han sad lidt i sine egne tanker. Hvorefter han havde fjernet sine hænder fra sine knæ. For at placere dem på stenen på hver side af ham. Så han kunne holde sig oprejst på den måde. Men hvad han ikke havde lagt mærke til var at han kom til at lægge sin hånd ovenpå hendes. Hvorefter han hurtigt og flovt fjernede hånden igen. Og kiggede lidt ned. "Undskyld." Hviskede han roligt og så på hende svagt med et roligt smil.
Da hun snakkede om hans familie så han lidt på hendes ene knæ lidt. Bare fordi det var det der var lidt længere nede i forhold til hendes blik. Det var et klassisk ting han havde. Han kiggede altid lidt ned hvis han skulle tænke. "Det gør ikke noget. Jeg har aldrig kendt hverken min mor eller min far." Sagde han roligt og smilede roligt. HVorefter han vendte blikket imod hende igen med et roligt smil. Da hun begyndte at snakke om hans plejeforældre trak han roligt på skulderen. "Det ved jeg ikke. Jeg tror de havde klaret sig bedre uden mig. Siden de tog imod mig er de også blevet Ette'er. Så jeg føler lidt det er min skyld ingen gider snakke med dem." Sagde han roligt. Og så lidt rundt. Før han tog den sidste del af det brød han havde fået. Og delte det i 2. Og rakte hende det ene. "Har du lyst til at beære mig med at dele det sidste brød med mig?" Spurgte han roligt og så på hende med et svagt smil. Roligt tog han det sidste stykke i munden. Og tykkede det kort. Før han roligt slugte det. Og rejste sig op. Langsomt rakte han hende en hånd. "Kom. Jeg vil vise dig noget som jeg ikke har vist til særlig mange." Sagde han roligt og smilede svagt. Og håbede på hun tog hans hånd så han kunne følge hende.

Hun kiggede hurtigt op på ham, hurtigere end man kunne sige 'Cheese' da hans hånd lande oven på hendes. Men det var så ikke med vilje, og han så lidt flov ud, hun kunne godt forstå ham på en måde, men hun kunne ikke stoppe med at føle sig lidt tom da han sagde undskyld for det. Hun nikkede bare lidt svagt og tog sin hånd til sig og gned lidt på den, hun vidste ikke lige hvad hun skulle sige til det, ærligtalt havde hun intet haft imod det, men selvfølgelig, det var få minutter siden de havde mødtes, tag det dog med ro Alexandra. Hun rystede mentalt på hovedet af sig selv. *Du ved jo ikke engang om han kan lide DIG* hun sukkede tungt.
Hun kunne ikke forstille sig ikke at have kendt sine forældre, hun kunne ikke takke sin far eller mor nok gange. Hun elskede dem virkelig, det gjorde hun stadig, det ville hun aldrig holde op med.
Hun trak på skulderne. "Er de glade for dig... Er de glade for at have dig i familien, for hvis de er det, så er alt andet vel lige meget, bare man har en familie man kan være sammen med" sagde hun og kiggede lidt ned, kort stund, før hun kiggede på ham med et blidt smil.
Hun kiggede på det halve brød han rakte hende, og smilede så inden hun tog imod det. "Tak" sagde hun, og gumlede lidt på det.
Hun kiggede op på ham da han rejste sig op, hvad skulle der dog ske, ville han gå nu, det ville hun dog ikke tillade.
Hun kiggede på hans hånd, og smilede. Hun skulle et sted hen med ham? Et sted han ikke havde vidst nogen før... Så måtte det være specielt, men hvorfor så lige hende.
"Okay" sagde hun og tog hans hånd og rejste sig op.

Han grinte svagt. "Af hvad jeg ved af har de aldrig fortrudt at tage mig til dem." Sagde han med et roligt smil mens han roligt så på hende med et roligt blik.
Han smilede roligt. Hvorefter han roligt hev hende lidt med sig. I sin hånd. Lagde egentlig ikke mærke til han havde hendes hånd i hans. Langsomt som de kom længere og længere ind i skoven. Sænkede han farten mere mere. Mens han stadig havde hendes hånd i hans. Indtil han nærmest bare gik ved siden af hende. I retning mod et enkelt bestemt sted han kendte. Et sted han håbede på hun syntes var smukt. Langsomt nåede de en cirka 4-6 meter høj jordmur af en art. Hvor vand flød ned af det. I midten af muren flød der en større stråle. Ligesom et vandfald. Det hele så så naturligt ud. Men samtidig en skønhed. Roligt stoppede Elessar op. Og så kort ned på deres hænder. Og smilte svagt. Før han kiggede på hende kort. Før han roligt slap hendes hånd. Hvorefter han roligt trak sin bue. Og en enkelt pil. Han spændte den roligt og sigtede den direkte imod det store vandfald. Og hviskede blidt til pilen. "pilin' en' í Seldarine." Pilen begyndte svagt at lyse. Som blev kraftigere og kraftigere. Før den lignede en pil der var lavet af det pureste lysende guld. Hvorefter han roligt slap pilen. Pilen fløj af sted. Trykket fra pilen fik deres begges tøj og hår til at flyve svagt. Hvorefter pilen roligt ramte vandet. I det øjeblik pilen ramte det store 5 meter brede vand. Blev alt vandet skubbet ud til alle sidderne. Og afslørede den store mur bag vandfaldet. Hvor der var rødder og sten som dannede et fint stort hjerte. Som var de 5 meter bredt. Og 5 meter højt. Et svagt kraftigt lys kom fra midten af hjertet da hans pil ramte. Og energien fra pilen. Fløj afsted fra pilen hen over overfladen af det store hjerte.Og stoppede lige i kanterne af hjertet. Hvorefter det hele lyste kort. Før det roligt slukkede igen. Og vandet faldt blidt på plads igen. Han så på hende roligt. Med et svagt nervøst smil. "Nåh?" Spurgte han svagt. Han havde aldrig vist sådan noget til nogle. Og han håbede lidt hun forstod hentydningen. Men var ikke sikker.

Hun trak på skulderne, og smilede til ham. "Så tror jeg de er ret ligeglade med hvad andre synes om dem" sagde hun og smilede blidt til ham.
Familien var det vigtigste, det havde hun lært for noget tid siden, og lige meget hvad elskede familien en... hun vidste ikke med hans rigtige forældre, men hans plejeforældre lød til at elske ham lige så højt som en rigtig forældre.
Hun gik hurtigt med og prøvede at følge trit med ham, som han gik afsted. Hvor de skulle hen, havde hun ingen anelse om, men hun havde ikke lyst til at spørger.
Hun gik til sidst ved siden af ham, da han havde sænket farten lidt, hun kiggede op på ham med et smil, og kiggede lidt ned på deres hænder, det føltes dejligt betryggende.
Hun betragtede vandet som løb ned af muren bagved, hun elskede lyden af vand, hun sov over det. Det var så dejligt beroligende. Og så var det smukt på samme tid.
Hun kiggede op på ham da han stoppede, og deres hænder skiltes. Hun smilede blidt til ham, og tog sin hånd til sig og gned lidt på den, som sidst.
Hun kiggede nysgerrigt da han trak sine bue og pil, hun kiggede nøje på hvad det egentlig var han gjorde, og gispede svagt da han skød den afsted, og vandet skiltes.
Tænk at det virkelig kunne lade sig gøre, hun så lidt overrasket ud.
Og da så hun hjertet på muren. Hun gjorde store øjne. Det var... Så smukt. Tænk at natur kunne være så smukt, men folk brugte tiden på at ødelægge den.
Hun blinkede lidt da det lyste, men det så til sidst forsvandt. Hun kiggede op på ham med et stort smil. "Det var smukt" sagde hun blidt. Betød dette at han så kunne lide hende, siden han viste hende dette, dette smukke hjerte. Hun havde aldrig oplevet kærlighed før, men ham her virkede til at være den rette til at forelske sig i første gang, og forhåbentlig sidste. Hun smilede kærligt til ham.

Han smilede roligt. Før han så på hende blidt. Så hende lidt i øjnene. Med de blide dådyrsgrønne elverøjne. Hvorefter han roligt trak en ny pil frem. Og satte den på buen mens han stadig kiggede på hende. Hvorefter han så kort ned på det og satte et stykke træ på spidsen fra jorden. Han sigtede lige opad. Og skød den så derefter af. Og samtidig med han fulgte pilen med blikket og sin bue rettet imod den. Tog han med en utrolig hastighed en ny pil. Sigtede roligt. "pilin' en' í Seldarine." Pilen fik den gyldne lysene farve igen. Hvorefter han slap pilen. Pilen fløj direkte op i luften. Direkte imod hans pil han havde skudt af før. Da de 2 pile ramte hinanden. Sprang de begge i et smukt glintrende skær. Nærmest som lydløst fyrværkeri. Roligt trak han sin kappe af. Som han langsomt foldede ud på jorden. Hvorefter han rejste sig op. Og så på hende roligt. Bukkede sig svagt. "Smukke ungmø vil de give mig den ære at nyde det prægtige syn af stjernerne der snart vil komme frem. Liggende på min kappe?" Spurgte han roligt. Og så på hende svagt. Hvorefter han lagde sig roligt med hænderne foldet sammen under hans hoved. Kappen var ikke så stor så hvis de skulle ligge 2 personer på den. Var hun nok højst sandsynligt nød til at ligge sit hoved ovenpå hans muskuløse overarm.

Hun kiggede endnu engang nysgerrigt på ham da han trak en ny pil frem, og skød den op i luften, efter at have sat noget træ fast på spidsen, og skød så en til af sted. Hun kiggede op på mod himlen da de ramte og der blev skabt et smukt lys på himlen. Hun kiggede overrasket og imponeret på det, før hun kiggede på ham igen. Hun smilede blidt til ham. Hun betragtede ham som han tog sin kappe af og folede den ud. Hun kiggede nysgerrigt på ham, kiggede på hvad han gjorde, og smilede så stort af hans spørgsmål. De skulle ligge og kigge på stjerner sammen? Det lød.. Hyggeligt. Hun nikkede smilende. "Med glæde" sagde hun smilende og så på ham som han lagde sig ned. Hun lagde sig ned efter ham, og grundet at kappens størrelse, måtte hun krybe tættere på ham. Det have hun dog intet imod.
Hun kiggede på ham med et smil, inden hun kiggede op på himlen, det her var virkelig hyggeligt, noget hun aldrig ville glemme.

Han smilede roligt. Og så på hende blidt da hun så på det smukke lys. Han var ikke interesseret i at se på det. Han havde set det så mange gange. Han var mere interesseret i at se på hende. Hendes smukke udseende. Hendes kærlige gyldne hjerte der strålede ud af hendes øjne så snart hun snakkede om det gode i denne verden. Hendes dejlige hår. Og hendes vidunderlige stemme. Han var tydeligvis forelsket. Og for hvert minut de brugte sammen. Blev det mere og mere tydeligt. Han havde efterhånden opgivet at skjule det.
Da de havde lagt sig. Rykkede han roligt sin hånd og lagde den roligt om hendes kraveben roligt. Ikke noget hårdt. Men blidt så hun stadig lå behageligt. Han så på på stjernerne som langsomt gled frem. Begyndte at fortælle hende om de forskellige stjernetegn indenfor elvere. Den hvide hest. Som tydeligvis var den han vidste mest om. Han fortalte at den hvide hest var en betegnelse for det evige liv hvilket er det alle elvere venter på. Venter på den dag hvor de har gennemført deres skæbne og kan komme til det evige liv. Han så roligt ned på hende blidt. Og lagde mærke til at hvis hun drejede hovedet hen imod ham. Ville deres ansigter være lige omkring en centimeter fra hinanden. De ville bogstaveligt talt kunne mærke hinandens ånde. Og han havde letåben mund. Han blev ved med at kigge ned på hendes læber. Han fik en mærkelig lyst til at mærke hendes læber imod hans. Men samtidig vidste han ikke om han burde. Han var nervøs. Genert. Tøvende. Alligevel skreg hans hjerne at han skulle gøre det. Men han kunne ikke få sig selv til det.

Hun kunne godt mærke at han kiggede meget på hende imens hun kiggede på lyset. Hun kiggede dog på ham efter lidt tid, hun syntes at det var sjovt at han kiggede sådan på hende, kunne han virkelig lide hende. Hun smilede stort og kærligt til ham. Hun kunne ikke rigtig lade vær med at gøre andet.
Hun smilede da hun kunne mærke hans hånd ligge sig om hendes kraveben, hun kiggede på ham og smilede blidt til ham.
Hun lyttede nysgerrigt med til hvad han sagde om det forskellige stjernetegn fra hans race, elverne, og det var egentlig ret spænde at høre om. Hun tænkte dog lidt på den hvide hest han nævnte, med det evige liv. Det ville altså sige at han blev udødelig. Hun puttede sig automatisk lidt ind til ha, og kiggede op mod himlen.
Hun kunne dog ikke lade vær med at kigge på ham igen, hun smilede blidt til ham, og lagde godt mærke til at han kiggede lidt på hendes læber. Hun rødmede svagt og slog blikket ned, inden hun gav ham et hurtigt, kort og genert kys, men kærligt på en måde.