Jeg troede jeg havde set det hele...Jeg tog fejl (D12)

S: gyderne i dommsville rotten root district.
T: Den sene eftermiddag, den tidlige aften.
O: huse, affald, folk fra diverse lag i samfundet. Og rotter.
V: Overskyet, det har regnet tidligere på dagen. Dog er det tørvejr nu.

Ærlig talt var vejret noget trist. Solen havde ikke skinnet så meget om sommeren, og nu regnede det næsten hver dag. Men trods vejret, var der stadig et arbejde der skulle gøres.
Og stadig nogle folk der skulle snakkes med. Han havde forhørt sig lidt rundt omkring og håbede på at finde arbejde her et sted. Manden han havde snakket med, havde været lidt usikker da han havde givet ham beskrivelsen. Og ærligt talt, et højt hus på mindst to etager og af træ, passede på ret mange huse.
Det slog dog ikke Sean af pinden. Han elskede udfordringer og dette var en af de gode af dem. Han elskede at finde ting, især når der lykkedes. Nydelsen ved at intet kunne undgå ham, når han først havde sat sig tingene i hovedet...
Denne lidt våde dag havde han nogle mørke jeans på og en sort skjorte, som sad en anelse stramt. Åben oppe ved halsen.
Det mørkebrune hår strittede en anelse, hans pandehår gled som altid ned over hans pande og ramte ham snart i øjnene. Han burde nok få det klippet.
Og til sidst, nogle tilfælde, vandtætte sko.

Han stoppede op mellem to små gyder og så ned af først den ene, så den anden. han kendte gyderne godt, lige som han kendte byen godt, men dette krævede lidt mere end bare godt kendskab.
Det endte med han greb fat i en lille mand, som prøvede at liste sig af sted.
"Sig mig, hvor finder jeg Hr. mistell?" spurgte han og så lidt på manden, som virkede noget skræmt over at blive talt til. Faktisk en smule sindssyg efter hans mening. Sikkert ignoreret ud af samfundet, fordi han ikke passede helt til, dømt til at leve her af rotter og lidt brød, af folk der havde ondt af ham.
"Je...J-J-Jeg...Den vej!" han pegede mod højre. Han slap manden igen med et hurtigt tak og forsvandt snart ned af gyden med faste skridt.
Dette sted var lumsk, et sted man ikke måtte vise svaghed. Her fandtes alle slags folk og et forkert skridt kunne ende ret så galt. Han havde selv set det...Og været skyld i det.

Vejret var tungt og gråt. Ikke at han havde noget imod det.
Det havde regnet for lidt tid siden og havde gjort hans uniform våd. Den klistrede sig til hans krop, på den mest irriterende måde. Når han løb kunne han mærke hvordan den klistrede sig fast på hans ben. Det var en forfærdelig følelse.
Han løb igennem gyderne, med et af sine gevær i hænderne. Han var på vagt for hver en bevægelse. I hans højre øre, var der placeret en høresnegl, hvor hans herre gav ham ordre. De ordre skulle han adlyde. De var på en måde hans liv. Det var sjælendt at han ikke havde fået ordre. Hvis han ikke fik dem, ville han ikke rigtig vide hvad han skulle gøre af sig selv.
En ynkelig menneske stemme kom igennem hans andet øre. Han vendte hovedet om og fik øje på en ung mand, der holdte en anden mand i skjorten.
Den unge mand virkede til at lede efter noget.
*En dæmon,* Fortalte hans herre i hans øre. *Lad ham heller være*
D12 kiggede med et udtryksløst blik på dæmonen.
Hvad ledte han efter?
Han slap manden og gik hen imod D12. Det mørkebrune hår strittede, imens hans skjorte sad klistrede til hans krop. D12 flyttede sig ikke. Desværre var han blevet mere og mere nysgerrig den tid han havde levet. Han blev stående og stirrede på dæmonen.

Hans blik gled fra en tilfældig rotte, som løb over vejen på jagt efter noget spiseligt, til en mand der stod lige i nærheden. Faktisk havde han bemærket ham, men havde troet han ville gå videre. I stedet stod han og så direkte på ham, hvilket man ikke oplevede så tit.
Han lod en hånd glide gennem sit hår, mens han nærmede sig. Manden her havde været ude i regnvejret, hans tøj klistrede til ham. Han havde et våben i hånden og...en høresnegl? i øret. Men der var et eller andet ved den måde han stod på, den måde...Han næsten manglede...visse bevægelser, reaktioner. Han var ikke menneskelig, ikke nok.
Og dette fik ham til at stoppe op, da han kun var nogle meter fra ham. Han ledte efter et job, men det forhindrede ham ikke i at gøre som han selv ville, han havde jo trods alt intet at lave lige nu alligevel.
Og dette var i sandheden interessant! Han havde mødt mange væsner, også af dem er var kendt for at være umenneskelige, onde og kolde. Men de havde alle haft nogle menneskelige ting ved sig. Fra de ældste dæmoner, til de dræbende vampyrer...Men ham her virkede så anderledes, så kold og umenneskelig.
Han lagde ikke skjul på det. Hvorfor skulle han? Han havde lyst til at afprøve ham, at se hvad der kunne give en ønsket reaktion...Bare noget.
Et lille smil gled over hans læber, mens han tænkte på det. Men han var i tvivl om hvilken måde han skulle gøre sin entre...Men end til videre måtte han nok hellere være forsigtig.
"Dit blik er stirrende" konstaterede han så. Ofte fik det folk til at tænke over det. De generte kiggede væk, de frække svarede igen. Men hvordan ville han reagere? Måske ligeglad?

Dæmonen havde bemærket hans stirren. Dog havde han ikke lyst til at stoppe pga. det-.
*D12, hør du overhovedet efter! Gå så videre!*
D12 hørte godt irritation i sin herres stemme. Men han valgte at ignore det, for at se hvad dæmonen ville sige til ham.
"Dit blik er stirrende," sagde han.
D12 stoppede ikke med at stirre og han svarede ham heller ikke igen. Hans blik blev ved med at stirre. Stirre udtryksløst på den mørkhåret dæmon.
*D12!* Råbte hans herre.
D12 fik et chok og lagde en finger på høresneglen.
"Jeg kommer," sagde han kort. Han beholdte sit udtryksløse blik på Sean.
Det begyndte så småt at regne igen. Det faldt langsomt ned på Sean og D12. Begge deres blikke var rettet på hinanden. De ventede begge på en reaktion. Eller bare noget der ville sætte spændningen igang.
D12 måtte indrømme, at det var spændende at møde en dæmon.

Smilet voksede lidt. Hans eget blik kunne tolkes som nysgerrigt, mystisk og en smule koldt. Men ikke direkte fjendtligt eller uvenligt, det lå ikke til ham.
Det regnede igen, en svag regn som langsomt, men sikkert, gjorde hans hår og tøj vådt. Pyt nu med det, det var jo bare vand. Han havde tørt tøj der hjemme og syg havde han jo aldrig været. Skønt at være dæmon...
Ingen reaktion fra manden, eller hvad han nu var, andet end han åbenbart ikke gjorde helt som en person fortalte ham han skulle. Og det måtte jo betyde han selv fandt det her...Sjovt?
Jamen han skulle da ikke have lov til at gå skuffet herfra.
Det endte med at Sean nærmede sig stille og roligt. Ingen stress. Hans blik var rettet mod hans, som en åben stirre kamp, hvor det gjaldt om at vinde.
"Du er interessant" sagde han så, lige ud som det var. Sandheden var tit den, der gjorde tingene lettest og folk forventede ofte ikke sandheden.
"Du pirre min nysgerrighed. Du er nok den koldeste person jeg endnu har mødt...Jeg har mødt mange gennem årene, alle prøvede de at overbevise en om, hvor kolde og umenneskelige de var...Men sandheden var, de var alt for menneskelige! Men du ser ud til at have opnået det" smilte han
"...Og jeg kan simpelthen ikke lade dig gå før jeg ved hvordan eller hvorfor" han stoppede op igen, nu tættere på, med armene ned langs siden. Hverken fjendtlig eller direkte åben. Neutral. Mens han mørke øjne lå stadig på ham.
"Hvis din herre tillader" blinkede han så, som om de havde en indbyrdes joke kørende.

D12 nikkede til ham, da han sagde at han var interessant.
"I lige måde," sagde han, imens han blev ved med at have kontakt til dæmonen.
Regnen var ikke længere rolig. Den styrtede ned, med en kraft der ville få alle til at kravle i skjul. Men hverken D12 eller dæmonen reagerede på det.
Det var jo bare regn ikke?
*Nej! D12 jeg tillader det ikke! Kom væk derfra!* sagde hans herre, med en alvorlig stemme. "Du vover på at ignore mine ordre!*
D12 ignorede ordren. Dæmonen var alt for interessant. Et skævt, lusket smil voksede sig på hans læbe. Det udviste ikke fjendtlighed, men nysgerrighed.
Forsigtigt gik han også tættere på. Nysgerrigheden havde overtaget.
Regnen blev stærkere og stærkere. Nogen få væsner kom løbende forbi dem, for at komme væk fra den stærke regn. Kun få af de væsner sendte dem forvirrede blikke.

En mand holdte forgæves en slidt papkasse over hovedet, da han stoppede undrende op for at se på de to mænd. Så rystede han på hovedet og løb videre. Der skete mange underlige ting i gyderne og det bedste var at undgå det, ikke at kende til noget...
Sean mærkede hvordan hans tøj blev gennemblødt og begyndte at køle hans krop. Ikke at det generede ham, lige nu i hvert fald. Det der generede ham mest, var når vandet løb ned over hans øjne. heldigvis for øjenbryn og vipper.
Han blev stående, da manden bevægede sig tættere på. Det var tydeligt han havde fanget interessen, men for hvor længe? Det var jo aldrig til at sige, hvornår man mistede interessen og Sean havde oplevet alt for tit, hvordan andre havde mistet interessen for ham, før han mistede den for dem. Men så forfulgte han dem som ofte bare...
Det bedste var vel at manden her ikke viste direkte fjendtlighed. Faktisk...viste han jo ikke noget. Men det lille smil betød jo ofte at de ikke skulle til at angribe. så det håbede han også på nu.
"Godt" svarede han så, mens hans blik i et øjeblik gled rundt på omgivelserne. Han kunne ikke gøre for det, han blev bare nød til at tjekke at de løbende folk, ikke var folk der ville stikke ham i ryggen om et øjeblik. Han havde en del fjender efterhånden. Men blikket vendte dog hurtigt tilbage til manden, stadig med det samme smil.
"Hmm....Jeg har en fornemmelse af du allerede ved mere om mig, end jeg gør om dig. Så jeg vil spørge dig direkte. Din lugt er...sær. Jeg ved ikke hvad du er. Så, hvad er du?" spurgte han. Hvis han fik et svar, var han vel bare heldig. Hvis ikke, måtte han jo prøve på andre måder...

*D12! Jeg lover dig, hvis du fortæller ham hvad du er så..*
D12 ignorede sin herres ordre. Han havde aldrig mødt en dæmon som ham før. hvad kunne der ske ved at snakke lidt med ham?
Det irriterede ham dog lidt, at han var blevet så nysgerrige. For bare to måneder siden, ville han havde ígnoret denne mand og gået videre. Men jo flere missioner han havde været på, jo mere var han blevet nysgerrige om den verden han levede i.
"Mit navn er D12," sagde han med en kold stemme. "Jeg er skabt til at dræbe vampyre," hans blik var stadig stift og stirrende.
Regnen fik få af hans hårtoter, til at falde ned over hans pande. Våbene i hans bælte kunne godt tåle vandet, men det skulle ikke ligefrem blive dybet ned i en balje med vand.
"Dæmon, ikke sandt?" spurgte han, uden at lyde for nysgerrige.
*Ja! Han er dæmon! Kom så væk derfra!* Hans herre var rasende.
D12 ignorede endnu engang ordren, ved at blive stående og stirre på dæmonen. Han ventede på et svar.

Han smilte svagt og lod en hånd glide gennem håret, for det ikke skulle dryppe ham direkte i øjnene. Hans stemme var faktisk en smule mekanisk...Kunne tolkes som menneskelig, men der var alligevel noget bag den, ikke den almindelige kulde...
D12 var ikke noget almindeligt navn. han havde en gang mødt en klan, som gav deres medlemmer tal. Lidt som agentur på en måde. Men normalt ville folk bare kalde sig underlige navne.
Men D12...Det lød som noget man navngav...ja, hvad? Et stykke værktøj?
"Vampyrer? Det kan jeg godt forstå. De er nogle værre blodtørstige dyr" han blinkede kort til ham, med et lille smil. I hans verden gav det ikke stor mening at jage et rovdyr, for at lade resten af rovdyrene fortsat leve livet. Spise flere ofre. Men enlig var han ligeglad. Måske skulle han give ham navnet på en vampyr, han rigtig fandt irriterende? Tanken om at samarbejde med ham, hvad angik vampyrer, faldt ham ind.
Han fik nogle gange betalinger for at slå folk ihjel, deriblandt visse vampyrer...Men han kendte jo intet til fyren og det virkede til han havde en herre. Desværre.
"åh, jo, ganske rigtig. Dæmon" smilte han, som om han først nu var kommet i tanke om at han havde spurgte ham om det.
"Mit navn er Sean..." han skulle lige til at sige, om det overhoved sagde ham noget. Men det var noget han var begyndt at stoppe med, for efterhånden kendte alt for mange til ham - lige meget hvilket navn han brugte.
"D12...En kølig person, uden et rigtigt navn. Hvem er din herre?" spurgte han.

Han nikkede, da han sagde ja til at han var en dæmon. Hans herre havde fortalt ham om disse væsner. Dem havde han intet had til. Det var kun vampyrene og deres blodtørstige væsen han afskyede.
Hans store had til vampyre, kom fra dengang at der var en flok af dem der angreb ham og hans familie. Hans herre var kun 7 år gammel dengang det skete. De overfaldte hans forældre først. Deres skarpe tænder gennemborede deres hals, så blodet sprøjtede ud til alle sider. Det havde skræmt den lille dreng fra vid af sans, så han var nød til at stikke af. Flygte fra hans forældre der var ved at blive fortærret af mørkets væsner.
Hans herre svog på, at han ville hævne sine forældre. Derfor skulle alle vampyre lide, ligesom hans forældre havde gjort.
Det var grunden til D12 skabelsesgrund.
Han skulle hævne for ham.
D12 lagde hovedet på skrå, da han spurgte om hans herre. Det var nok ikke tilladt for hans herre, at han fortalte om ham. Men. Hvad kunne der ske ved det.
"Min herre er en professor med navnet RaceKill," fortalte han og viste ikke tegn på udtryk.

Han var lidt overrasket over svaret. Ikke fordi han kendte fyren, navnet var ham faktisk fremmet, men over at han havde svaret så ligeud. En fælde? måske...
Men måske sagde han også bare sandheden.
"professor siger du?" smilte han, uden at ligge skjul på at han elskede nye oplysninger. Af alle dæmoner, var Sean nok den mest...forkerte...at sige sådanne ting til. Man viste aldrig hvad han ville bruge den viden til.
Og så igen, det var kun hvis nogen hyrede ham til at gøre noget ved tingene.
"Beklager, navnet siger mig intet. Hvem er han?" spurgte han og tænkte mere over hvad en professor brugte en dræbermaskine til. Og så lige mod vampyrer...Samlede han ind til et nyt forsøg? Måske hadede han dem bare, eller også havde de gjort ham noget...Og i stedet for selv at arbejde for det...Det var ret interessant, jo mere D12 sagde, jo mere interessant fandt han det.
"Nuvel, hvor er mine manerer? Dette er nok ikke stedet at diskutere sådanne ting. Her forstår selv rotterne hvad vi siger og man ved aldrig hvor de løber hen!" smilte han og slog ud med armen, mod den nærmeste rotte, som var stoppet op for at gnave i et stykke pap den havde fundet.
Den stoppede med at gnave og så op på dem et øjeblik, så løb den, som om den viste hvad Sean havde hentydet til.
"Jeg ved selvfølgelig ikke hvad sådan en fyr som dig, er til. Måske skal vi slå hinanden følge og gå lidt sammen?" foreslog han. Også for hans egen skyld, blev han stående helt stille i den kølige regn for længe, risikerede han bare at fryse.

"Ja," svarede han til at han var en professor.
D12 vidste ikke rigtig om man kunne kalde ham en hel professor, da han ikke havde skabt andet end ham. Men hans herre var meget enspænder agtig og havde ikke brug for andre. Derfor havde han kun skabt en super soldat.
"Han er ikke kendt, da det ikke ligefrem er tilladt det han laver," svarede han, imens han beholdte sit udtryksløse udtryk. "Han er meget enspænder og omgås ikke andre."
Han bemærkede en rotte der var ved at bide i et stykke pap, i sin øjenkrog. Da Sean fik den til at løbe, smilte han skævt, da han havde tænkt præcis det samme.
"ja, lad os gå," sagde han uden at fjerne blikket fra ham.
Med rolige bevægelser, begyndte han at gå videre hen ad fortovet.
Regnen generede ham ikke rigtig, men han kunne godt se at han var ved at være godt og grundig våd. Den lille smule pandehår han havde, var klistrede til hans pande. Det generede ham dog ikke.
"Hvad laver en dæmon egentlig?" spurgte han, imens han kiggede frem for sig. stien blev langsomt fyldt med vandpytter, så regnen kunne høres når regndråberne ramte vandpytterne.

Han smilte lidt og slog følge med ham. Han undgik dog de største vandpytter omkring sig, da han hade våde fødder. af en eller anden grund generede det ham altid en hel del.
Han lod igen en hånd glide gennem håret, for at stoppe det i at lade vandet løbe ned i øjnene på ham. Han lod blikket glide over deres nu skiftende omgivelser. folk krøb sammen hist og her for regnen. Et sted var der en bod, men en mand som bare stod og så tomt ud på folk. Boden så ud til at sælge smykker, dog nogle lidt slidte og ødelagte af slagsen.
Han så på D12 igen, da han snakkede til ham. og smilte svagt.
"Vi kan lave mange forskellige ting. Alt efter hvad vi finder interessant" svarede han. Nogle ville sige han svarede undvigende, andre at han bare svarede på hvad der blev spurgt om. Hvad dæmon laver.
"Ofte laver vi det samme som mange andre. Finder et sted at være, spiser, terrorisere vores omgivelser..." han trak svagt på skuldrene.

Nogle mænd gik et sted foran dem. på vej imod dem. den ene var ret lav, med en brun kappe om sig en hætte trukket ned over ansigtet, som regnen løb ned over. en anden mand var høj, en smule muskuløs og iført en T-shirt og nogle bukser. en trejde mand var pakket ind i en stor jakke, godt foret, med et ar hen over ansigtet og hen over det ene øje, som forhindrede ham i at se.
Og selv om de tre mænd lignede nogle der hørte til her, viste Sean lige præcis hvem de var. Han havde for nylig dræbt deres søster for betaling. De var sikkert på jagt efter ham...Eller oplysninger om ham.
Mens de nærmede sig hinanden,overvejede han hvad der var bedst at gøre. ignorere dem og håbe de ikke så ham, ikke genkendte ham her i regnen? stoppe op, gå den anden vej? Gå direkte til angreb?
Han valgte at lade dem tage valget. Genkendte de ham, måtte han jo se hvad der skete...

Han nikkede og kiggede sig omkring.
Regnen generede en del mennesker, især en mand der stod og solgte smykker i en bod. Regnen tiltrak ikke ligefrem kunder, så han forstod godt at det generede ham. Menneskerne krøb i skjul, imens de brugte deres jakker, som de før havde haft under armen, som dække til at deres hår ikke skule blive vådt.
"Så, i laver ikke noget der er helt jeres eget?" spurgte han og rettede blikket mod en pige der kom løbende forbi dem, med sin jakke over hovedet. "Noget der kendetegner jer selv?"
Han rettede sit blik på Sean igen.

Tre mænd kom gående imod dem, på en meget mystisk måde. Det var tydeligt for D12 at de ledte efter noget. Det kunne han se på den måde, de kiggede sig omkring på og hvordan de gik.
Deres kapper, dækkede deres hoveder, så man ikke kunne se deres ansigt. Regnen havde for længst gjordt deres kapper våde.
De var mystiske.
Hvad mon de ledte efter?

han grinte svagt, men selv om han svarede, var hans blik rettet mod de tre personer foran dem.
De var varulve, huskede han. deres søster havde skambidt en person, som derefter havde søgt hævn.
"Åh, vi kan godt finde på at lave nogle ting, som mest vi laver...Men at dræbe gør alle vist" svarede han
"Det der er nok et mest...specielt, ved os, er den måde vi spiser på. Og det vi spiser"
De var nu ret tæt på de tre mænd og desværre for sean, så en af dem op fra sin hætte og stoppede pludseligt op.
Sean kunne ikke gøre for det, selv om han ville have fortsat, stoppede han automatisk op. Men gik jo ikke direkte ind i fjendens gab, gjorde man? De to andre mænd stoppede nu også op og den mellemste af dem trak sin hætte tilbage og så fra den ene til den anden. Men så så hadefuldt på Sean.
"Dig!" udbrød han, med en dyb stemme. en snerren kom fra en af de andre.
"Og jer" smilte Sean, som om de gamle venner der mødtes. Dog formidlede det ikke mændene.
"Du får ikke lov at slippe nu! ikke denne gang! Husker du vore søster, din..." han viste åbenbart ikke hvad han skulle kalde Sean, han sluttede i hvert fald ikke sætning.

Det trak helt klart op til ballade. Normalt udryddet han sine fjender, en efter en. som han fik dem støvet op og fundet deres svage punkt. Men disse var forholdsvis nye og han havde ikke givet dem særlig meget opmærksomhed.
Dog var hans øjne som limet fast til dem nu. Studerede hvert et skridt de tog. Han bemærkede at den højeste var på grænset til at angribe, spændt som en fjeder.
den laveste stod med armene over kors og så ret sur ud, men ellers ventende.
og den mellemste, så bare ud til at...tale.
Sean kunne ikke lade være med at grine lidt. Hvilket så ud til at undre den mellemste mand.
"Hvad griner du af?! er det tanken om vores søster, din sindssyge..." sean afbrød han.
"åh, nej. Hun var bare et navn på listen. Jeg griner af jer. Tre små hunde, stående drivvåde på række og ser noget så farlige ud..." det så helt klart ud til at forvirre den mellemste mand, som blev lidt usikker. Sean anså nu også den højeste mand for at være den sande trussel, hvis der endelig skulle ske noget.

D12 beholdte blikket på de tre mænd, da Sean svarede på hans spørgsmål.
Ordet dræbe suste forbi ham og han kiggede hurtigt hen på Sean, med et nysgerrigt blik.
Dræbt han også?
Han dræbte sikkert for penge eller som hævn for andre. De mindede mere om hinanden end han troede.
D12 slog ihjel for at give sin herre den hævn han ønsker og Sean slog også ihjel af en eller anden grund.
Han ville lige til at spørge hvorfor han dræbte, da en af de tre mænd stoppede op og kiggede vredt på Sean. Sean stoppede op ligesom ham, imens et lusket smil var på hans læber. D12 kiggede skiftevis på Sean og på manden.
Der var ballade på vej.
Det kunne han mærke.
Da de snakkede sammen, skiftede han stadig med at kigge på dem begge to. Det var manden i midten, der snakkede. De andre stod bare og så farlige ud. Eller, det prøvede de i hvert fald på, men D12 fandt dem ikke særlig skræmmende.
Sean svarede på deres fornærmelser, med det luskede smil på sine læber. Han tog dem vist hellere ikke særlig alvolrige.
D12 ville gå videre, men kunne mærke på Sean at han ikke havde lyst til at gå pga. dem.
"Hvem er i?" spurgte han endellig, med en kold stemme.

Den mellemste mand så ret lettet ud, da han endelig kunne komme videre fra den ubehagelige tavshed han havde haft. Han så mod D12
"Ham...Den mand du følges med, ved du hvad han har gjort? ved ud hvad han gør? Han dræber! Han dræbte vores søster! Ja, vi fandt selv resterne af hende, mens han stod i hjørnet og tørrede kniven af i hendes kjole, det syge monster!" han så igen hadefuldt på Sean og håbede tydeligvis at opnå D12s sympati. Eller håbede at han også ville vende sig mod Sean.
Sean smilte bare roligt, mens han så på dem. Den mellemste mand ville gerne virke farlig, men var samtidig den mest svageste af dem. Han kunne sagtens gøre noget ved ham, bare med ord. Men ville resten følge efter?
Sean forholdte sig tavs mens de snakkede. Selv da manden var færdig, reagerede han ikke rigtig.
Til sidst bukkede han sig dog ned, hev en anelse op i det ene bukseben og hev noget frem. Lidt efter rejste han sig op med en lille, fin kniv i hænderne. Selve kniven bestod af noget af det hårdeste metal de havde i denne verden, skarp. Skaftet var med symboler og bestod hovedsagligt af sølv.
"Åh, mener du denne her?" smilte han og holdte den frem, med et lille smil.
Manden havde klart ikke ventet det, men denne gang så han bare ud til at blive mere vred. Sean var van til at blive kaldt monster, men det betød ikke han brød sig om det.
Han studerede dem, da manden åbenbart fik nok.
"Lad os få vores hævn, brødre..." knurrede han, han trak en stor kniv frem. Pludselig lød der en flænsende lyd, da den største af dem forandrede sig til en kæmpe ulv...

Havde Sean dræbt deres søster?
Men hvorfor?
Der måtte være en god grund, eller så gjorde han det for penge eller en herre. Det kunne man jo aldrig vide.
D12 kiggede bare koldt på manden der snakkede, da han ikke skulle regne med sympati fra ham. Han var van til at dræbe.
Få af de vampyre han havde dræbt, havde også haft familie, som sikkert også var efter ham. Men det havde ikke forhindret ham i at dræbe.
Han kiggede sig til siden, da Sean bøjede sig ned og afslørede at han havde en kniv på sig. Præcis ligesom ham selv.
"Den her?" spurgte han og snorede den rundt i sin hånd.
Mændene blev tydeligvis rasende over hans opførelse. En af mændene sendte ham et blik, der udviste at han ikke ville have andet en hævn.
Hævn.
Et uskydligt lille ord, der kunne forvirre en hver menneske hjerne. Det havde D12 selv set med sin herre. Han tørstede altid efter hævn, på de forræderiske vampyre.

Han gik forskrækket et skridt tilbage, da den største af mændene forvandlede sig om til en kæmpe ulv. Hans tøj blev med det samme flænsede i stykker.
D12 havde aldrig set noget lignende.
Hvad var han?
Uden mændene bemærkede det, tog han en pistol op af sit bælte og skjulte den i sin behandskede hånd.

Sean holdt overblikket og kiggede fra den ene til den anden. Men varulven, som netop havde forandret sig, var den største trussel lige nu. Og med et lille smil lod han hele sin koncentration falde over den forvoksede hund...
Han lavede ikke længere små kunster med sin kniv, men holdt den nu fast i sin hånd.
Han så direkte på ulven, som lidt efter løb direkte mod ham. Den var faretruende nær, da han endelig fik kontakt til mandens sind og sendte sine egne billeder ind.
Åh, nogen gange var det så sødt at se folk forvirring. Det var i hvert fald det udtryk varulven havde i sine øjne, da Sean overbeviste ham om at han burde angribe sine brødre...
Manden var ret stædig, men jo mere han kæmpede imod, jo mere indædt manipulerede han med manden. Brødre så lidt tvivlende ud, da deres bror åbenbart var stoppet op.
Og endelig gav manden sig. Varulven vendte snerren om og løb direkte mod sine brødre.
Inden de nåede at reagere, for de havde ikke ventet deres egen bror ville angribe dem, havde varulven grebet fat i dens ene ben og lyden af knogler der splinters, hørtes, mens blodet sprøjtede.

Sean havde travlt med at holde sin magt over varulven, at han ikke bemærkede D12s reaktion. Selv kendte han alt det til de andre racer, som han havde brug for.
Da varulven havde dræbt sin bror, den mindste af dem som mest havde gemt sig, kunne Sean dog ikke holde det længere. Det krævede for meget energi og manden var alt for stædig. Han mærkede hvordan forvirringen begyndte at lette fra varulven, hvordan sorgen og vreden skyllede gennem manden, da han ikke længere kunne holde magten over ham.
Sean kom med et træt udbrud, da han slap manden.
Varulven vente straks om og på både Sean og D12 igen.
Sean faldt ned på det ene knæ, da trætheden overvældede ham. Men han var ikke for træt til at holde øje med sin fjende foran sig.
Den mellemste mand var forfærdet og viste ikke hvad han skulle tro. forvirret, frygt...disse ting spillede i hans ansigt.
Det var klart den forvandlede bror snart ville angribe igen...
Regnen tog langsomt lidt til.

Varulven kom susende, med alle dets muskler imod Sean, som stod klar med sin dolk i hænderne. Pludselig stoppede den op og kiggede sig forvirret omkring, som var der noget der prøvede at få den til at stoppe.
D12 kiggede over på Sean og kunne se koncentration i hans øjne. Det måtte være ham der gjorde det. Han kontrullerede over varulven, med sine dæmon kræfter. Eller, han vidste ikke om det var en dæmon kræt, men det var i hvert fald ham der gjorde.
Varulven prøvede at kæmpe imod, men gik til sidst til angreb på en af dets ejne. Blodet sprøjtede ud, imens lyden af knogler der brækkede suste igennem luften. D12 kunne ikke tro sine ejne øjne. Han dræbte sin egen bror.
Da varulven var færdig vente den sig om imod dem, med en fortvivelse i dets øjne. Den kunne ikke have styret sig selv og nu havde den dræbt sin egen bror.
d12 kiggede ned på Sean, der var faldet ned på det ene knæ. Han måtte være træt. Manipolution var åbenbart ikke nemt.
Varulven brølede og tog endnu engang tilløb hen mod dem. Men denne gang, nåede den ikke langt, før D12 sigtede med sin pistol imod den og ramte den lige midt i panden.
Varulven faldt med det samme om med et hyl. Blodet strømmede ud af dets pande..
D12 stoppede med at sigte og kiggede koldt på den.
Det var første gang han havde dræbt en varulv.

Sean havde spændt hver en muskel i sin krop, for at modtage varulven. Han havde altid lært at han skulle klare sig selv, at han ikke skulle forvente hjælp, så det havde han heller ikke gjort denne gang.
Men hjælpen var alligevel velkommen. Da D12 havde skudt og varulven faldt sammen, død, rejste sean sig helt op igen.
Han så kort på D12, men lod så blikket glide hen til den sidste mand. Den sidste bror. Manden der så gerne ville snakke!
Og smilte. Manden så kort på ham, så vente han om og løb. Han nåede dog ikke særligt langt, før Seans kniv gled gennem luften og stak ham ned bagfra. Manden faldt forlæns og efter et øjeblik, hvor manden havde tydeligt smerter, døde han.
Sean gik hen til ham og hev kniven ud igen, med den våde lyd af blod der fulgte med. Han tørrede den af i mandens bukser, bukkede sig ned og satte den fast ved sit ben igen.
Han rejste sig op og gik tilbage til D12. Han så lidt på ham, så trak han bare på skuldrene. Hans øjne var de eneste der røbede han var lidt træt nu.
"Beklager...det er hvad der kan ske når man er mig. Men tak for hjælpen" han lod en hånd glide gennem luften. Regnen begyndte at tage af igen. Hans var helt gennemblødt, men lige nu frøs han ikke.

D12 smilte skævt til Sean, da han kiggede overrasket op på ham. Han havde vist ikke forventede at han ville hjælpe. Det havde han ikke engang selv.
Sean rettede sit blik mod den sidste mand, der tog halen imellem benene og løb sin vej. Han nåede ikke langt, før Sean kastede sin kniv der ramte ham perfekt i ryggen, imellem skulderbladene.
D12 spærrede imponeret øjnene op og fulgte med ham hen til mandens lig.
Blodet strømmede ud af den mand, der før havde været så kæphøj med alt sin snakken.
Han nikkede som selv tak, til Sean.
Regnen var blevet kraftigere, uden at han havde bemærket det. Hans uniform var blevet mere og våd og klistrede sig stadig til hans krop.
"Dræbte deres søster?" spurgte han og nikkede ned mod den døde mand. "Hvorfor?"
Han ville gerne vide hvorfor Sean dræbte.
For penge?
For en herre?
Eller bare for sjov?

Han sukkede svagt og så lidt på D12, som om han overvejede hvad han enlig skulle sige. han kom frem til at sandheden vist ikke gjorde nogen skade. D12 dræbte jo sådan set, næsten, kun vampyrer. Desuden havde han haft mange muligheder for at slå ham ihjel, hvis det var.
"jeg gjorde det for spændingens skyld. Og pengene selvfølgelig" svarede han så, mens han vedblev at se på D12, for at tolke hans reaktion. Men det var næsten nemmere at se noget i en mur.
Hvad gjorde ham så...umenneskelig? Hvad for en hemmelighed gemte han på og hvordan skulle han nå den? få den?
"Manden der bad mig gøre det, gjorde det for hævn" tilføjede han så og lod blikket glide rundt omkring sig. Her var ingen. De fleste var søgt i læ, andre var flygtet da de så det trak på til ballade.
Så smilte han lidt igen.

Regnen var så småt ved at dampe af.
D12 kiggede ned på mandens lig, med et koldt blik. Han nikkede til Seans svar og kiggede op på ham igen.
"Lidt noget lignende min herre," svarede han og kiggede ham i øjnene.
"Godt nok, gør jeg det ikke for penge," Han kiggede ned af sig selv. En smule blod fra varulven, havde sat sig fast på hans uniform. Med et skævt smil, kiggede han op på Sean igen.
"Men, det bestemmer man da også selv."
Han lod en hånd glide igennem sit hår, for at fjerne lidt hår der klistrede sig til hans pande.
En flok piger på vej hjem fra byen, kom gående med armene om hinanden, som slyng veninder. De stoppede op, da de så liget ved siden af Sean og D12. De slap hurtigt hinanden, imens de stirrede af skræk på dem.
"Morder!" skreg en af dem.

Sean så lidt på ham, mens han snakkede. Han overvejede stadig hvordan han kunne lære mandens hemmelighed at kende, da nogle kvinder kom gående. De havde et tæt forhold, disse kvinder. og som altid, som mennesker havde for vane, tog de deres egen tolkning af omgivelserne.
Sean så lidt på dem.
"Rolig, piger...Rolig!" Det var nemmere sagt end gjort. I et kort øjeblik mærkede han deres fristende sjæle, men det var ikke tiden til det lige nu og her. Han kunne ikke bare voldtage en af dem midt i det hele...Det var ikke hans stil. ikke hans måde at spise på, som en incubuc var dømt til.
I stedet brugte han en anden af sine evner, en der fulgte med den slags dæmon han var. Han prøvede at påvirke deres følelser og få dem til at slappe lidt mere af.
Han havde ikke brug for at blive jagtet igennem hele byen lige nu. Ikke af flere folk. Han kunne jo ikke bare slå alle ihjel.
"Vi fandt dem...Sådan her..." Sean gjorde en gestus ud mod ligene og gjorde en ret troværdig grimasse. Hvad nu? Hvad skulle han prøve at overbevise dem om? hvis han bad dem hente hjælp...hvis politiet, eller hvem det nu var, kom...Ville de så jage dem eller bare tro pigerne var fulde af historier? Lig i gyderne var normalt og ikke altid værd at spilde tid på....Og de ville komme af med pigerne...
Men så igen...pigerne havde set dem bare stå her, og de lignede jo ikke ligefrem nogen der lige havde fundet ligene selv...