Et skæbnesvangert møde - fortids emne - Alítheia

Påklædning: http://briellecostumes.typepad.com/.a/6a0134804df3cb970c014e864d57e8970d-pi

Kappen: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/ae/05/07/ae050726431c84db54a5803d28c699ae.jpg


Mørket var ved at falde på, og langsomt begyndte de mere skumle typer at dukke frem på havnen. Aquener var kendt for at være handelscentrum, dette ry måtte opholdes og der var derfor vagter. I dagstimerne så man ikke mange scenarier, hvor folk snød og slås, det mest dramatiske var vagter som slæbte af sted med drukkenbolte, muligvis pirater. Når aftenen kom og natten faldt på, forsvandt vagterne og de skumle typer kom frem fra krogene og deres skjul, og havnen var knap så sikker.
Om natten gik samtlige mænd på værtshuse, så støjen kunne høres nede ved kajen, nogle aflæssede stadig skibe – med varer man ikke ønskede skulle tjekkes. Andre skumle sømand gik rundt for at finde ofre for deres lyster.
Alítheia var vant på havnen, da hun var kommet der gennem flere år. For hende var det muligt at drive handel i dagstimerne, da hun vidste hvordan man skulle omgås reglerne og vagterne. Selvfølgelig måtte noget vente til natten, visse ting var bedre, hvos de forgik i sky af mørket.
Luften var stadig kold og fugtig efter regnvejret, de tunge skyer var ved at forsvinde, og stjerne blev synlige på den sorte himmel. Alítheia gik med en kappe trukket tæt omkring sig, for at holde kulden ude, derudover var hætten slået op, så den dækkede ansigtet. Hun gik med en varer, som befandt sig i en pung.
Alítheia vidste udmærket at det ikke var sikkert for kvinder at gå herude alene, medmindre de kunne forsvare sig selv. Normalt var hun ligeglad hvis en ung pige blev overfaldet af en af sømændene og ignorerede derfor scenariet, men undtagelsen skal jo bekræfte reglen.
Mens hun gik så hun en ung lyshåret pige, som blev overfaldet af en langt større sømand. Hun satte pigen til ikke at være mere end 13-14 år ud fra kropsbygningen. Denne gang ignorerede hun det ikke på samme måde, kunne ikke bare gå videre, om hun ville gribe ind var ikke sikkert. Hun havde troet det ville gå som altid, en ulykkelig pigestemme som tiggede om nåde. Dette blev ikke tilfældet denne gang, snart så hun pigen få vendt situationen og manden ente med en brækket nakke.
En anelse målløs og fascineret over denne piges evner stod Alítheia og betragtede, hende lidt på afstand, for at se hvad der efterfølgende ville ske.
Lydløst gik hun hen til pigen, som sad med tænderne i mandens hals og drak hans blod. Ud fra dette antog Alítheia, at hun var enten vampyr eller bloddæmon. Hun betragtede pigen et stykke tid, inden hun rømmede sig ”Jeg håber smagen behager dig, fremover kunne du muligvis gøre det mere elegant og have bedre manerer når du spiser?” sagde hun tonløst og slog hætten ned så ansigtet blev synligt, medens man kunne se det flammende bronzerøde hår. Alítheia sendte pigen et flabet smil og kiggede samtidigt afventende, nysgerrig efter hvilken reaktion, der ville komme.

Alítheia blev ved med forsat at betragte den unge pige, som tydeligvist måtte være sulten. Ikke engang et blik sendte pigen, da der blev talt til hende. Denne opførsel plejede Alítheia arrogant at kommenterer på, men denne gang lod hun det passerer og ventede tålmodigt. Efter noget tid, så det ud til den unge pige endelig havde spist op og tog sig tid til at svare. Selv svarede Alítheia hende igen; ”Javist, men manerer er en yderst vigtig dyd” man kunne spore et snert af sarkasme i hendes stemme. Alítheia var ikke ligefrem en af de højbårne og dannede kvinder, og manerer var ikke hendes stærke side. Hun fortsatte kort efter svaret til pigen, nu i en mere alvorlig tone, men stadig med et spor af sarkasme; ”Forældre ved ikke altid bedst snut, og det nytter som sagt ikke at dræbe alle. Før eller siden ville man løbe tør for føde så.”
Alítheia kiggede nærmer på den unge pige, som havde haft en følelseskold pige, hun var stadig nysgerrig. Denne pige virkede stadig som uerfaren pige, især når det kom til gadelivet så hun ud til at være ude.
Den unge pige så ud til at være vældig beskidt, men for Alítheia var det ikke svært at se hun var fra andre omgivelser end disse. Denne pige ville muligvis få det svært på gaden, som var så anderledes. Hun så ud til at komme fra en rig familie, så hvorfor stak hun af? Der fandtes værre steder at leve, hvilket Alítheia vidste meget om.
Da pigen stak halvdelen af hovedet ned i tønden, var der ikke meget at betragte, men hun måtte vel selv have indset hun var beskidt. Det fik klart det værste skidt af hende, kunne man se da hun kom op. Dog var tøjet stadig snavset og hun lignede en der kunne bruge et nyt sæt tøj, da det nuværende så beskidt og nusset ud.
Hun betragtede et øjeblik pigens unge ansigt, og overvejede bare at svare kort, vise hende et skib. Men en lille idé formede sig i hovedet. Denne unge pige kunne komme med hende, om bord på skibet, måske blive oplært af hende.
Det var denne tanke fortsatte med at køre i hendes hoved og hun svarede derfor koldt og kort for hovedet ”Ja den viden ligger jeg tilfældigvis inde med.” Lidt efter med en tøvende stemme endte planen alligevel med at komme ud, så hun derfor spurgte; ”Hør, hvad siger du til at komme med mig, og så viser jeg dig et skib du kan opholde dig på ” Hun kiggede afventende på hende og rakte hånden ud, så pigen kunne tage imod den og hun kunne komme med. Efter lidt tid talte hun i et mildt tonefald. ”For resten kan du kalde mig Alítheia” sagde hun og sendte et mildt smil.

//sorry længden og indholdet//

Let rystede Alítheia over den unge piges udtalelse, nok havde hun evner men hun manglede viden og dannelse. ”Det lyder ganske praktisk at kunne forsvinde igennem alt materiale, men ser du kære det er ikke altid bedst at flygte. Nogle gange får man mere ud af at kunne føre sig ordentligt. Manerer bruges til at overbevise folk, fordreje deres sind, få hvad du ønsker blot ved ord og opførsel.” prøvede hun at forklare den unge pige.
Det var ikke svært at se at denne unge pige var skræmt og nervøs, hendes urolige blikke rundt på havnen. Om det var frygten for endnu et overfald eller noget andet kunne Alítheia ikke vide, dog fandt hun ud af det da den unge pige igen begyndte at forklare. Denne unge pige var stukket af hjemmefra, flygtet fra sin familie. Men ud fra hendes beskrivelse lød det ikke underligt på Alítheia at hun ville stikke af. Dog lød det ikke helt bekendt med kærlige dæmonmødre fra Alítheia, men hun havde ikke ligefrem selv haft sådan en. ”Jamen hvis de var så slemme, var det vel godt du slap væk. Men hør forældre er ikke altid gode, glem dem og skab dig i stedet et bedre liv nu du har chancen. Jeg gætter på det er din moder du kigger dig nervøst efter.” det var bare en nøgtern stemme det blev sagt med.
Det forventningsfulde blik hun først sendte, der blev efterfulgt af det overraskede morede Alítheia en smule. Hendes tøven var vel forståelig, hvorfor stole på en vildt fremmede bare sådan uden videre. Pigen endte dig med at tage hendes hånd og stole på hende i dette øjeblik. For en gangs skyld havde Alítheia ingen bagtanker eller onde formål, men ønskede at hjælpe – ikke noget, som var normalt for hende. Hun så på pigens smilende ansigt, og hørte for første gang den barnlige stemme, hun var så ung endnu.
Før hun kunne tage pigen med hen på skibet og give hende nogle nye klæder, måtte hun først aflevere varen i pungen. ”Elena, før vi tager hen til skibet, skal jeg først lige løbe et ærinde, du kommer bare med mig.” Sagde hun stadig med en mild, dog denne gang mere fast stemme og gjorde klar til at gå. Selvfølgelig forventede hun pigen fulgte med, men ville ikke bebrejde hende hvis ikke.

//Håber det kan bruges - undskyld ventetiden//

Elena stod forundret i noget tid, manerer, god opførsel og ord? Det var ikke noget der nogensinde havde været en del af hendes opdragelse.. Hvis man da kunne kalde det for opdragelse. Næh hele hendes liv havde handlet om at dræbe, blive tortureret, mishandlet og skældt ud, talt ned til og ja, mobbet af sine egne slægtninge.
"Vil du lære mig disse ting?" Hun spurgte med store ængstelige øjne, hun længte, ja ligefrem hungrede efter at lære disse ting. Athena var af et lære stræbende væsen, hvos der var noget hun hørte om og endnu ikke kendte til, så ville hun ikke kunne slappe af før hun havde lært det, hun blev ligefrem rastløs og irritabel.
" min moder kender ikke til medfølelse, barmhjertighed eller kærlighed. Jeg selv kender til de to første, men kærlighed... Jeg har aldrig oplevet det og derfor ved jeg ikke hvordan det føles eller hvad det er, men jeg håber jeg en dag vil lære denne følelse at kende, og det at føle sig tryg.. Men ja det er min moder jeg kigger efter, hun ville nok dræbe mig for hende og min mormors ære, det at jeg er stukket af hjemmefra er en så dyb krænkelse for min familie.." Hun sagde det med en tvist af tristhed i stemmen, at have set andre børn ud af vinduet have forældre der tog sig af dem, gik op i dem og trøstede dem når de slog knæet havde Elena altid misundt. Hendes egen mor havde skældt hende ud lige fra hun var en tumling hvis hun faldt. Der havde aldrig været plads til fejl.

Elena kiggede op på Alítheia" jeg vil gå med dig, men vil du beskytte mig hvis nogen prøver mig noget ondt?" Spurgte hun, og denne gang var der meget nervøsitet at finde i hendes stemme. Hun var træt, ikke så stor og havde været heldig at manden fra før kun havde været et menneske, ellers havde det nok ikke gået særlig godt for hende. Hun gik op på siden af Alítheia som tegn på at hun ville følge med hende hvorend hun gik.