Et bid mellem venner - Rafaela

af Gæst Søn 19 Apr 2015 - 14:19

Hun havde ikke spist ordentligt længe - Rowan havde egentlig lagt mærke til det, men ikke rigtig tænkt videre over det. Nogen spiste meget, og andre spiste lidt! Rowan var af den første kategori, og han havde blot anset Rafaela som værende af den anden kategori. Det var vel logisk nok. Men hvad Rowan ikke havde tænkt over, var at Rafaela jo trods alt var en Draconianer. Man kunne vel roligt antage, at de spiste en del.

Det var hen ad eftermiddagen, og Rowan var troppet op foran Rafaelas hjem og havde, med et stort smil og et strålende overskud, foreslået at de tog ud og fik lidt sen frokost sammen. Og nu var de så her. Han havde på hele turen til skoven forsøgt at overtale hende til, at en god gammeldags jagt var lige det der skulle til. Det var også derfor han havde foreslået at hun skulle tage sin bue med - hvis hun ikke ønskede at gå i drageform for at jage, så skulle han ikke tvinge hende. På den anden side, så ville det være... Så... sejt... Rowan trak på smilebåndet og stoppede endelig deres vandring. De stod dybt i Ashenskoven, og omkring dem kunne man høre de forskellige dyr liste rundt. Trods der var meget få hjorte tilbage i Ashen (da den primært var hjemsted til ulve), så var det altid her Rowan tog på jagt. Måske var det for at komme nær sine slægtninge; måske var det for sportens skyld. Det var ikke til at sige.

"Så er vi her!" udbrød han og vendte sig mod Rafaela, som havde fulgt med. "Jeg håber du er sulten." tilføjede han med en mild latter.

af **Rafaela** Søn 19 Apr 2015 - 17:59

Rafaela var blevet helt overrasket da hun så Rowan troppe op på slottet for og snakke med hende. Hun havde ikke den fjerneste ide om, hvad han ville. Hun var virkelig tynd og det var lidt over frokosttid. Hun havde ikke haft planer om og tage udenfor slottets mure denne dag, men Rowan havde overtalt hende. Sakref havde stået lige bagved hende imens hun havde snakket med Rowan. Sakref havde kommet med strenge ordre om, at hun skulle være hjemme senest 16:00 og ikke et minut senere. Han lod hende aldrig være længere ude end der da han ikke havde den store tillid til hende overhoved. Hun havde taget sine nye sværd med og sin bue og bil for en sikkerhedsskyld. Hun var blevet bedre til og styre forskellige våben, men hun var ude af træning når det gjaldt og skyde med bue og pil da hun ikke havde gjort det længe.
Hun fulgte efter ham ud til skoven, hvor han havde planer om og jage. Hun følte sig ikke specielt sulten og virkede heller ikke til og være i det aller bedste humør overhoved. Hun trak vejret tungt og kiggede rundt da han sagde, at nu var de ved stedet. Hun kiggede på ham med et skævt smil "Er ikke så sulten igen, men jeg vl da gerne hjælpe dig med og jage noget mad til dig" sagde hun venligt for ikke og virke alt for afvisende.

af Gæst Søn 19 Apr 2015 - 22:00

"Åh, jamen se på dig! Du er ikke andet end skind og ben!" udbrød han chokeret. For Rowan var det nærmest umuligt ikke at spise - han var nok det man ville kalde en growæder. Heldigvis for ham forbrændte han også hurtigt sin mad, så det satte sig ikke. Han trak på smilebåndet og slog ud med armene.

"Kære frøken, dagens menu er stegt rådyr i en svampestuvning! Skal vi se om vi kan finde nogle svampe og et uheldigt dyr?" Han lo; det var sjældent at andre fandt ham morsom, men heldigvis havde Rowan nok selvtillid til at synes, at hans vittigheder var det sjoveste i verden. Man skal jo også kunne le af sig selv, som man siger!

Varulven satte sig på hug og tog nogle dybe indåndinger gennem næsen, for at se om han kunne få færden af lidt vilddyr. "Der har været nogle hjorte eller lignende heromkring." mumlede han og vendte blikket mod Rafaela.

"Hey, jeg tror forresten aldrig jeg har set dig i drageform! Måske kunne du jage sådan?" foreslog han med julelys i øjnene. Der var intet han havde mere lyst til, end at se en drage jage.

af **Rafaela** Man 27 Apr 2015 - 11:58

Hun kiggede ned af sig selv og han havde ret. Hun havde ikke set det da hun havde været alt for deprimeret og var det stadig og sulten var der overhoved ikke. Det var utroligt hvor meget tiden kunne ændre på ens levevilkår og udseende. Hun smilede kort til ham og trak vejret tundt nogle gange. "Det lyder lækkert" sagde hun lavt og smilede blidt til ham. Hun vidste ikke hvor meget han vidste om hendes liv. Det var længe siden de sidst havde set hinanden og alligevel vidste næsten alle hvem hun var og hvad der var sket.
Hun kiggede undersøgende på ham da han satte sig på hug for og kunne finde spor af et rådyr. Hun kunne lugte dem, men vidste ikke helt om lysten til og jage dem var til stede i hende. Hun smilede lidt til ham da ha syntes, at hun skulle jage i sin drageform. Hun kiggede rundt om sig før hun nikkede lidt til det han sagde før hun gik om bag et træ og tog sit tøj af for, at det ikke ville gå i stykker under forvandlingen. Hun vidste ikke om han kunne se hende eller ej. Hvis man kiggede godt efter kunne man godt se, at der stod en bag træet som var nøgen. Hun forvandlede sig i sin drageform og begyndte kort og skrige af smerter under udviklingen. Træet hun stod bag væltede imod Rowan da hun var kommet i sin drageform. Hendes skrig var blevet til et brøl før hun gik hen imod Rowan i sin drageform "Nå hvad synes du?" sagde en stemme i hovedet på Rowan. Det var Rafaela der snakkede til ham. Hun kunne ikke lave andet end og brølle hvis hun prøvede og snakke normalt. Hun holdt sine vinger tæt ind til kroppen for ikke og ødelægge alt for mange træer som var omkring dem. Hun holdt samtidig sin hale også temmelig tæt på sig. Den lovrede dog alligevel rundt i til siderne. Hun håbede lidt på og få lov til og se hans varulve form, men vidste dog ikke hvor god en ide det var.

af Gæst Tors 30 Apr 2015 - 22:01

Rowan vendte pænt ryggen til, da hun gik væk for at klæde sig af. Naturligvis havde han lyst til at kigge; primært på grund af hele drageform-forvandlingen, men hun skulle naturligvis have lidt privatliv - det nyttede ikke noget hvis han stod og lurede! Da hun skreg, skar det ham nærmest i hjertet, og han fortrød straks at han havde bedt hende om det. Det havde ikke krydset hans tanker, at forvandlingen måske kunne være ubehagelig. Heldigvis lød det til at smerten forsvandt hurtigt, for skriget blev overtaget af et brøl. Træet landede - til alt held - et par meter ved siden af ham. Varulven sprang op i et chok og vendte sig straks for at se hvordan hun kunne have væltet det. Han kendte naturligvis svaret på forhånd men... Han skulle alligevel se det før han helt troede på dét. Og der stod hun. Rowan stirrede forbløffet på det store væsen, der nu stod foran ham. De store vinger, den lange hale, de smukke farver.

"Wow." var det eneste ord han kunne få over sine læber. Han betragtede hende med store øjne, fyldt med undren og interesse. Det var ham umuligt at forstå, hvordan søde lille Rafaela kunne forvandle sig til dette store dyr. Efter at have stirret alt for længe, rømmede varulven sig endelig og klappede hænderne sammen.

"Nå! Jamen så synes jeg da at vi skal komme igang med jagten!" lo han og trak skjorte og sko af. I modsætning til Rafaela, så ødelagde Rowans forvandling ikke alt hans tøj - han havde gjort det til en vane, at gå i bukser der var en anelse for styre. Hans varulveform havde trods alt betydeligt længere og mere muskuløse ben, så hans normalt-størrelses bukser blev altid revet itu. Det havde forårsaget mange pinlige situationer i fortiden...

"Lad os komme igang!"

Og med de ord lod Rowan sig forvandle - selve overgangen fra mand til varulv var ikke så smertefuld som den så ud. Dog var følelsen af at overgive sig til noget andet ganske ubehagelig. Der gik ikke mange sekunder, før Rowan var i fuld varulveform; hans fødder var blevet til store poter, hans ben, ryg og skuldre var blevet mere muskuløse og hans ansigt var en ulvs. Han fnøs og rystede lidt på hovedet - ørerne flappede dovent fra side til side. I modsætning til Rafaela, så var Rowan ikke i stand til at kommunikere i ulveform. I stedet kiggede han på hende med store øjne og kastede med hovedet for at indikere, at de skulle bevæge sig efter deres byttedyr.

af **Rafaela** Tirs 5 Maj 2015 - 10:00

Hun stod nærmest yndefuldt på sine 4 tynde, men meget stærke ben. Hun kunne mærke hvordan hendes 3 horn nærmest dirrede efter og stikke noget i stykker. Det var en underlig følelse. Hun havde aldrig haft den store trang til go ville dræbe nogen udover hendes familie de sidste mange uger pga vrede og da nogen prøvede og skade hende eller hendes familie, men denne gang var det nærmest som om hun bare ville dræbe noget for og få sin vrede ud. Hendes hoved bevægede sig fra side til side som var det en slanges hals. Hun kiggede på Rowan da han forvandlede sig. Han var heldig, at han kunne forvandle sig uden og skulle smide alt tøjet. Hun misundede ham. Sådanset kunne hun haft ladet ham se det hele da han havde set hende nøgen før nu, hvor hun tænkte over det. Hun kiggede rundt efter et sted, hvor der var en lysning eller mark hun kunne gå ud på for og strække sine vinger ordentligt og måske flyve lidt rundt. Både for motionen skyld, men også for og få bedre overblik over skoven. Hun gik lidt sammenbøjet rundt i skoven indtil hun fandt udgangen af skovend er førte til en mark. Hun viftede med sin hale for og vise Rowan, at han skulle følge efter hende. Han skulle have lov til og kunne se, hvordan en rigtig drage ser ud fra luften. Hvis han var i menneskeform kunne han måske få lov til og få n flyvetur, men det måtte de tage til den tid.
Hun stak sit hoved ud fra skoven for og se om der var nogen i nærheden. Der var mange som ikke brød sig om og se en drage. De angreb oftes. Da hun fik bekræftet, at der ikke var nogen gik hun helt ud og kiggede efter om Rowan var med hende. Da hun så, at hanvar der strakte hun sine store smukke vinger ud og lettede fra jorden med et vingeslag. Hele jorden rystede og jord fløj til alle sider da hun lettede. Hun fløj rundt i cirkler og lignede nærmest en fri fugl der havde siddet i et for lille bur i for lang tid. Man kunne tydeligt se på hendes kropssprog, at hun var lykkelig over og kunne bevæge sig. Hun fløj hurtigt rundt i forskellige cirkler. Det lignede nærmest en levende karusel som var oppe i himlen.

af Gæst Man 15 Jun 2015 - 17:27

Varulven luntede lydigt med og studerede den store drage fra vagtsomt afstand; dog tæt nok til at kunne få et godt syn på sagerne. Vinger, skæl, kæmpe kløer og naturligvis en lang hals og hale. Nok vidste Rowan ikke meget om disse magiske væsner, men han var ikke et øjeblik i tvivl om at det nu faktisk var en drage han gik side om side med. Han overvejede kort, om draconianere mon kunne miste kontrollen, ligesom varulve kunne. Han håbede inderligt at hun havde styr på det.

At hun førte ham til udkanten af skoven og begyndelsen på en eng overraskede ham ærligt talt. Der var ikke noget bytte i sigte, så hvad havde hun mon tænkt sig? Rowan kastede et blik på Rafaela og vippede hovedet en anelse på skrå - dog fik han straks efter et "svar". De store vinger satte af og kort efter fløj Rafaela gennem vinden, som var hun et spyd der var blevet kastet. Rowan stirrede lamslået på hende og kunne mærke jalousien boble under huden: Hvis man dog bare kunne flyve selv! Han betragtede hende, ganske betaget af hendes yndefulde bevægelser og glans.

Rowan besluttede, at det da ikke kun skulle være hende der skulle have lov til at more sig. Han gav sig derfor til at løbe igennem markens høje strå, og rullede sig vildt og lykkeligt i græssen. Duften af græs og den åbne himmel havde altid være en stor svaghed for varulven, og der gik måske mere hvalp i ham, end han ville indrømme. Midt i al fjolleriet fik han dog øje på en hjort i udkanten af skoven. Dyret stod med ryggen til dem, og havde tilsyneladende hverken hørt eller set dem. Varulven vendte blikket mod sin flyvende veninde for at se, om hun også havde spottet måltidet.

af **Rafaela** Man 15 Jun 2015 - 21:19

Dragonlycans kunne godt miste kontrollen ligesom varulve kunne. Rafaela havde ihvertfald tit oplevet og miste kontrollen det havde tit ført til, at ting var blevet smadret pga hun var gået i drageform og nogle ting var brandt helt væk eller til ukendelighed pga hendes evne samtidig var gået igang. Hun havde også fået skadet sin storebror Melvin ved og brænde ham omkring det ene øje fordi hun havde mistet kontrollen. Hun kunne skade alt og alle hvis hun mistede kontrollen. Der var selvfølgelig altid en måde og kunne berolige hende på og det var ved og nusse hende under halen. Selv i menneskeform hjalp det hende meget.
Rafaela fløj rundt og nød friheden. Hun kunne mærke i hele sin krop, at det havde været lang tid siden hun havde fået strukket hver en muskel og led i hendes krop ud. Hun fløj rundt imens hun kiggede ned på sin varulveven. Hun smilte et stort dragesmil da hun så, at der også var gået legebarn i ham.
Hun stoppede brat op i luften da hun lugtede en ny duft under sig. En hjort. Hun kiggede ned på Rowan og nikkede som tegn på, at hun også havde set den. Hun fløj langsomt hen over skoven for og se om hun kunne se flere end bare den ene hjort. Hun følte sig pludselig sulten. Hun var jo også mager og havde ikke spist i ugevis og man kunne godt se på hendes drageform, at hun var ved og være udsultet. Efter hun havde fløjet i lidt tid så hun en lille flok på 8 hjorte ikke så langt væk fra hvor hun havde forvandlet sig. Hun smilede stille og dykkede ned og landede imellem nogle træer dog væltede 2 pga hendes vinger ramte dem. Hjortene begyndte og løbe væk. Men Rafaela begyndte og jagte dem og en masse træer blev væltet pga hendes store dragekrop ramte dem. De væltede træer hjalp hende med og lave en fælde for hjortene og fik dem indespærret. Hun slog sin store hale imod dem og hjortene blev slået ind i træerne der stadig stod og brækkede nakken.

af Gæst Ons 17 Jun 2015 - 22:40

Rowan, der selvfølgelig mest af alt havde lyst til at deltage i jagten, besluttede at det nok var sikrest at observere hele scenariet på afstand. I sidste ende kunne hun jo risikere at træde på ham eller - tilsyneladende - kaste et træ nedover ham! Varulven rettede sig op og betragtede alt der skete med store øjne og en let vippen med hovedet. Det var i sandhed ganske voldsomt at se så stort et rovdyr jage sådanne små skabninger. Men på den anden side, så var det intet mindre end dybt fascinerende! Hendes vinger, hendes taktik, hendes styrke. Da Rafaela endelig havde indespærret og tilsyneladende dræbt hele flokken, luntede Rowan tættere på. Han kravlede op på et af de væltede træer og betragtede byttedyrene der lå livløse i græsset foran ham. Han antog, at hun nok havde brug for at spise mere end ham, så han valgte at kaste sig over en enkelt hjort. Rolig og fornøjet over at han egentlig for en gangs skyld ikke var nødt til at jage selv, gav han sig til spise byttet. Han sendte naturligvis Rafaela et par taknemmelige blikke. Det frustrerede ham at han ikke var i stand til at kommunikere i varulve-form...

(Sorry, kunne ikke lige finde på noget Sad

)

af **Rafaela** Ons 17 Jun 2015 - 22:53

Hun vidste ikke om Rowan havde fået fat på et bytte, men hun kunne sagtens dele med ham. Hun nok kun 6 eller 7 af dem. Hun havde trodsalt ikke spist i flere dage og hendes drageform havde brug for meget næring for og kunne holde sig oprejst. Hun smilede stille til ham. Hun vidste ikke hvad han syntes om måden hun havde dræbt hjortene på, men det var nok heller ikke det mest praktiske sted og gå på jagt for sådan et stort rovdyr eller reptil nogen kaldte hendes race for som hende. Hun gik hen til hjortene og lagde sig ned og begyndte og spise den ene hjort efter det andet indtil hun havde spist 7 af dem. Det havde ikke taget lang tid for hende da hun var blevet sulten af og jage. Hun kiggede lidt på varulven før hun forvandlede sig tilbage i sin menneskeform. Hun var nøgen, men lod det ikke gå på. Hun var blevet for træt til og skulle tage tøj på. Hun havde spist for meget til, at hendes menneskekrop kunne arbejde med. Hun rykkede sig lidt så hun lå i det rene bløde græs og slappede af.

af Gæst Fre 19 Jun 2015 - 18:06

Rowan flåede og åd dyret, og fik på kort tid malet pelsen i blod. Han brugte derfor et øjeblik - efter at have fordærvet sit bytte - på at slikke pelsen lidt ren. Blod var i sidste ende også ganske nærende, og så smagte det desuden fantastisk godt. Ganske ubevidst logrede hans hals muntert fra side til side, imens tungen nænsomt og højlydt smaskede de sidste rester af blod og kød i sig. Varulven lod sig ikke videre påvirke af dragens spiseri - så længe hun ikke forsøgte at snuppe hans hjort, så var han tilfreds. Ikke at det var et problem mere, for det havde ikke taget lang tid for ham at spise dyret.

Normalt ville Rowan være blevet forholdsvis forbløffet over, at en kvinde pludselig ville vise sig nøgen foran ham. Men Rafaela havde han et særligt forhold til - for det første var det ikke første gang han så hende nøgen. For det andet, så var det jo hans skyld at hun var det. For det tredje, så gjorde det ham egentlig ikke noget. Varulven rejste sig fra de sørgelige rester, og luntede roligt hen til sin veninde. Han rettede sig op og lod sig selv forvandle tilbage. Han strakte armene over hovedet og rettede ryggen. I modsætning til hende, så havde han heldigvis stadig sine bukser, hvilket gjorde hele situationen mindre pinlig. Han lagde sig i græsset ved siden af hende - naturligvis det ikke-blodige græs. Et højlydt suk forlod hans løber, og han forsøgte at tørre de sidste blodpletter af sin overkrop.

"Det var en ret vild jagt!" lo ham og vendte ansigtet mod solen. Det var rart at blive varmet lidt igennem. "Plejer du altid at tackle træerne omkring dig, eller fik jeg en særforestilling?"

af **Rafaela** Fre 19 Jun 2015 - 21:38

Hun havde aldrig haft lyst til og tage hans mad fra ham. Hun kiggede hen imod ham og smilede stille til ham. Hun tog det nu meget pænt, at ligge nøgen foran ham. Hun blev ved med og kigge på ham efter han havde rejst sig op. Hun var jaloux over, at han stadig havde sine bukser på. Bare man kunne få tøj til hende som voksede når hun var i sin drageform. Hun var forbløffet over måden han forvandlede sig tilbage på. Hun kiggede på ham og rykkede sig tættere på ham og lagde sit hoved på hans skulder. Hun smilede sødt op til ham "Er det okay, at jeg ligger op af dig?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville selvfølgelig ikke gøre noget som ville skræmme ham væk fra hende. Hun lyttede stille til hans spørgsmål. Hun fnisede kort "Der er fordelle og ulemper ved og være en draconianer. Specielt vores størrelser når vi forvandler os. Så det sker tit, at noget bliver ødelagt når jeg forvandler mig" sagde hun stille til ham og kiggede op på ham. Hun var ligeglad med og ligge nøgen op af ham. "Det er uretfærdigt, at du stadig har tøj på når du forvandler dig. Jeg skal enten smide tøjet inden eller lade det gå i stykker" sagde hun stille med et klang af jalousi i sin stemme.

af Gæst Fre 3 Jul 2015 - 14:05

Rowan havde naturligvis intet imod at have en ung smuk draconianer-kvinde liggende op ad sig. Især ikke når hun var nøgen. Egentlig havde Rowan ikke noget imod at have nogen nøgne kvinder tæt på sig. Kvindekroppen var ikke kun betagende men også ganske smuk - i hvert fald i varulvens øjne. Han valgte dog at undlade at be-glo sin veninde; det ville ikke være passende. "Du lægger dig bare til rette!" Sagde han mildt med et stort smil. Han lagde den ene arm om bag hende, så hun kunne rykke hovedet ud på hans arm, hvis hun foretrak det. Rowan lyttede opmærksomt da hun fortalte om Draconianernes centrale problem. Han kunne ikke undlade at trække på smilebåndet og slå en mild latter op. "Åh ja, jeg kan forestille mig at det må sætte én i en masse akavede situationer! Har du nogensinde forvandlet dig i søvne? Tænk hvis man kom til at smadre hele sit hjem!" Tanken var for ham absurd men dog ikke så langt væk som sådan - han havde selv ofte mistet kontrollen over sin egen forvandling, hvilket havde resulteret i en masse pinlige situationer.

Rowan lod blikket glide ned over sin egen krop. Bukserne var nu ganske behagelige at have; varulven var ganske blufærdig trods alt. Han skævede til hendes nøgne ben og rømmede sig. "Vil du... Gerne låne mine bukser?" Spurgte han tøvende. Han havde trods alt stadig shorts under bukserne så det ville ikke være helt slemt. Det ville måske også være mere passende hvis han tilbød sine bukser.

( undskyld hvis det er kort og uforståeligt - skriver fra mobilen! )

af **Rafaela** Ons 29 Jul 2015 - 10:39

Hun lagde sig til rette op af ham og smilede stille for sig selv. Hun følte sig mæt og lysten til og sove var dukket op indeni hende. Hun havde ikke spist ordentligt længe og nu havde hun spist for mere end hun havde gjort i flere måneder. Hun lukkede stille sine øjne og nød solens stråler ramme hende og varme hendes krop. Hun lagde sin hale hen over sig så siden med skældet vendte op mod himlen for ikke og kradse sig selv med skældet.
Hun kiggede på ham stille og lyttede til det han sagde. Hun rystede stille til det han fortalte "Nej jeg har aldrig forvandlet mig i søvne, men i vrede og sorg så kan det nemt være ude af kontrol. Der har jeg oplevet det tit. Det, at min evne og min forvandling dukker op og tro mig der er det ikke nogen god cocktail og være i nærheden af mig" sagde hun stille kort og fortsatte "Men ja det giver mange akavede situationer. Ville faktisk ønske, at man kunne få tøj til og dragonlycans og draconianere som blev større så det passede os når vi forvandlede os og tilbage igen for, at vi ikke var helt nøgne når vi kom tilbage i vores menneskeforme" sagde hun stille og kiggede op på himlen. Hun begyndte kort og overveje om hun selv skulle prøve og skabe sådanne noget tøj? Hun ville da blive populær af det og haft skabt noget som alle draconianere og dragonlycans ville kunne bruge for fremtiden. Samtidig ville hun kunne blive mere rig af det. Hun smilte stille for sig selv som havde hun fået en ide.

Hun lagde sit hoved på hans brystkasse og lukkede sine øjne og slappede af. Hun åbnede dog stille sine øjne og kiggede op på ham da hun hørte ham sige noget. Låne hans bukser? Men hvad skulle han da så have på? "Men hvad skal du så have på?" spurgte hun undrende. Hun ville ikke låne dem hvis det var, at han ikke havde noget på indenunder sine bukser.

af Gæst Søn 2 Aug 2015 - 21:41

Han fortrød at han havde tilbudt det. Ikke fordi han ikke ville gøre hende den tjeneste, men fordi tanken om at han skulle gå bukseløs hjem skræmte ham mere end den burde. Rowan var trods alt ret blufærdig. Han rømmede sig og forsøgte at komme ud af situationen igen: "Jo. Ja... Det er nok bedst at jeg beholder dem." Mumlede han og betragtede himlen over dem. "Men vi bør ikke ligge her for længe, så. Vi må komme tilbage til dit tøj så du ikke bliver kold eller..." Eller så der ikke var nogen der fandt dem her, og fik den forkerte ide. Han trak på smilebåndet og vendte blikket mod hende igen. "Jeg vil forresten huske ikke at gøre dig trist eller vred; jeg vil nødig have at du skulle sætte dig på mig i drageform!" Han lo og rettede sig en smule op for at undgå at skubbe hende for voldsomt af sig. Han sendte hende et skævt smil.
"Kom. Vi må hellere se at komme afsted. Jeg vil helst undgå at nogen finder vores tøj og løber med det. Man ved aldrig hvad der kan ske!" Med disse ord skubbede han sig selv op at sidde og rakte derefter hånden mod hende for at hjælpe hende op.

(Undskyld det er kort!)

af **Rafaela** Lør 15 Aug 2015 - 8:45

Hun puttede sig stille ind til ham for og stjæle hans varme for og bibeholde sin egen indre varme optimalt. Nok vil der gå lang tid før hun virkelig begynder og frysse, men hellere bibeholde hendes naturlige varme oppe end at den ville begynde og falde. Hun smilede stille til det han sagde med og beholde sine bukser "Det lyder som en fornuftig ide" sagde hun stille og nussede ham kort på maven. Hun begyndte og tænke på om varulve havde det samme som hende ved, at de er meget varmere indvendig end de føles? Samtidig prøvede hun og forestille sig, hvordan det ville være og røre ved varulvepels.
Hun kom tilbage til virkeligheden da hun hørte Rowan snakke til hende. Hun nikkede stille "Det har du nok ret i" svarede hun stille, men blev ved med og ligge ind til ham og slappe af.
Hun begyndte selv, at grine da han nævnte, at han ikke ville gøre hende sur eller ked af det "Lyder som en fornuftig ide, men det er nu ikke kun min drageform der er ude af balance når det er" svarede hun med en latter i stemmen. Da han begyndte og rette sig op kunne hun mærke, at hun var ved og glide ned af ham så hun ville ende med og ligge på jorden. Hun faldt dog først helt ned og ligge på græsset da han satte sir ordentligt op. Hun kiggede op på ham med et sødt og uskyldigt blik. Hun tog imod hans hånd og satte sig selv op. Hun kiggede sødt på ham "Tak for hjælpen og tak for, at du har fået mig i et meget bedre humør" sagde hun stille og kyssede ham på kinden. Hun smilte til ham og rejste sig op imens hendes dragehale logrede afted.

(Det er helt fint det vigtigste er, at du fik svaret (: )

af Gæst Man 7 Sep 2015 - 19:39

Han trak på smilebåndet og en let rødmen gled henover hans ansigt da hun kyssede hans kind. Det var efterhånden en standard reaktion. Han sørgede naturligvis stadig for kun at se på hendes øjne; han kunne ikke tillade sig at se på hendes krop. Ikke for hendes skyld, og ej heller for Carolines skyld! Og så måske lidt for sin egen? Nej, nok ikke. Et grin gled henover hans læber ved tanken om hans nyfundne selv-kontrol; engang havde han stirret længe på nøgne kvindekroppen. Men det var måske længere tid siden end han egentlig turde indse.

Rowan lagde hånden på Rafaelas ryg, og førte hende hen mod skoven - heldigvis kunne hans næse sagtens hjælpe ham til at finde den rette vej tilbage til deres tøj. Det var nu en af de bedste ting ved at være varulv! Næsen!
"Lad mig høre; hvordan står tingene så til på hjemmefronten?" spurgte han, imens de traskede væk fra den åbne eng og tilbage ind i træernes skygge. Deres tøj var heldigvis ikke langt fra skovbrynet. Rowan fandt sin skjorte på jorden, og børstede nænsomt blade og jord fra stoffet. Han trak efterfølgende sit fodtøj på og kastede et blik mod Rafaela, for at se om hun var kommet i tøjet endnu.

"Jeg har mødt en." sagde han pludselig. Kort efter stod han ved hendes side igen. "En kvinde, mener jeg." Udmeldingen var kommet bag på ham selv; hvorfor havde han pludselig lyst til at fortælle om Caroline? "Jeg tror hun er... jeg ved ikke..." Den eneste ene? Varulven rynkede på næsen ved tanken. Ikke grundet tanken i sig selv, men måden man sagde det på. Den eneste ene. Hvad hvis man mistede dem? "Har du en mand i dit liv, Raf?" spurgte han, og sendte hende et smil. Det var altid nemmere at skubbe sådanne emner væk fra sig selv - også selvom man selv kom til at nævne dem.

af **Rafaela** Søn 20 Sep 2015 - 20:49

Hun smilede stille til ham og lænede sig ind til ham da han lagde en arm på hendes ryg. Hun følte sig tryg ved og være i nærheden af ham som om hun endelig havde en omkring sig som aldrig ville skuffe hende som hendes egen familie havde gjort ved hende.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. Det gik jo ikke særligt godt, men hvordan skulle hun forklare det? Hun trak vejret dybt "For, at være ærlig går det ikke særligt godt. Blev gravid for noget tid siden, men da min far så sig surt på mig valgte han og dræbe barnet og på samme tid gøre min mor gravid. Jeg måtte ikke beholde mit barn og min egen far straffer mig som var jeg en ussel slave" sagde hun direkte. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at det var svært for hende og snakke om. Det gik hende meget på, men det havde hjulpet lidt og komme med en kort og direkte beskrivelse af, hvordan hun egentlig havde det.
Hun gik hen til sit tøj da de var kommet hen til stedet, hvor deres tøj lå. Hun rystede det for jord og blade inden hun tog det på.
Hun fik et chok da Rowan pludselig stod ved siden af hende og snakkede til hende imens hun tog tøjet på. Hun havde overhoved ikke hørt ham komme hen til hende. Hun lyttede stille til det han fortalte. Hun smilede glædeligt til det han fortalte. Det varmede hendes hjerte, at nogen havde det meget bedre end hun selv havde. "Hvem er så den heldige pige der får dig i sit liv Rowan?" spurgte hun nysgerrigt. Hun glemte næsten og tage tøj på for og høre det. Hun fik dog taget sig sammen til og tage det sidste tøj på før hun vendte sig ordentligt hen til ham og kiggede på ham. Hun rystede stille på hovedet om hans spørgsmål "Nej det har jeg ikke. Der er ikke så stor en chance og finde en fyr når man er datter af kongen i Doomsville så nej, men nu vil jeg hellere høre om dig og hende den heldige" svarede hun stille. Han skulle ikke tro, at han kunne snakke uden om.

af Gæst Tirs 29 Sep 2015 - 16:51

Varulven stirrede lamslået på sin veninde over hendes svar. For det meste spiste man sig af med et "det går fint"-svar, eller noget i dén retning. Det var de færreste der svarede ærligt. Egenlig var han taknemlig for, at hun følte sig sikker nok i hans nærvær, til at være åben og ærlig. Samtidig ønskede han straks at han ikke havde spurgt. Det lod ikke ligefrem til at hendes tilværelse var en dans på roser - langt fra!
"Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige." I et kort øjeblik var det hele lidt akavet mellem dem; især da de kort efter gik hver til sit for at iklæde sig. Da han vendte tilbage til hende efterfølgende, lagde han armen om hende. Han kunne ikke formulere nogle beroligende sætninger, men han kunne få hende til at indse, at han var der for hende.
"Jeg er ked af at du har haft det så hårdt, Raf." mumlede han, og strøg hendes kind med den ene pegefinger. "Du skal vide, at du altid kan komme til mig, hvis du vil væk derfra." Han sendte hende et opmundrende smil. "Altid."

Det var naturligvis lidt akavet at omfavne en halvt-påklædt kvinde, så Rowan trak sig straks efter lidt væk, så hun kunne påklæde sig i fred og ro. Han var endda så gallant, at vende ryggen til hende, for at give hende lidt privatliv!
"Den heldige pige? Åh hun er... Vidunderlig!" I et øjeblik lod han sig opsluge af tanken om Caroline. Hun fik hans hjerte til at hamre hårdere og hurtigere end normalt. Hun gjorde hans tanker lyserøde og hans smil bredere. Forelskelse var som en sygdom. Han rystede på hovedet og bragte sig selv tilbage til virkeligheden.
"Hendes navn er Caroline. Hun er fantastisk. Vi har vores forskelligeheder, men det virker som om... som om det her bare er rigtigt, du ved..?" Han vendte sig mod sin veninde og slog armene ud til siden. "Men nok om det! Raf! Du skal ikke lade dig selv definere som 'datteren af Doomsvilles konge'! Du er dig, og det skal du bare vise de mange mænd du møder. Fortæl dem at du er Rafaela - træ-vælteren! Med de store vinger og den lange hale! Du behøver ikke lade dem vide at du er en prinsesse! Husk på, at jeg vidste ikke hvem du var da vi mødtes, og vi har da klaret os meget godt!" Han smilte og lagde en hånd på hendes skulder. Havde han vidst at Raf var en prinsesse, havde han nok holdt mere afstand og været langt mere formel, end som så. I sidste ende havde hans uvidenhed medvirket til at deres venskab havde blomstret!
"Lov mig at du altid er dig selv!"

af **Rafaela** Ons 30 Sep 2015 - 21:49

Hun vidste godt, at han ikke forventede, at høre sandheden, men han kunne lige så godt få det serveret med det samme istedet for og aflæse det på hendes kropssprog og mimik for den skjulte ikke ligefrem, at hun havde det godt psykisk straks det stik modsatte. Hun trak let på skuldrene over, at han ikke vidste, hvad han skulle sige "Det fint nok. Det forventede jeg heller ikke, at du vidste" svarede hun stille.
Hun blev noget overrasket over, at han kom og holdt om hende. Hun smilede stille da hun mærkede hans nærvær og puttede sig kort ind til ham "Tak for din støtte" svarede hun stille. En enkelt tåre trillede ned af hendes ene kind af glæde.

Hun lyttede stille til det han fortalte om den heldige pige som åbenbart hed Caroline. Hun vidste dog ikke, hvad hun skulle mene om deres forskellighed, men det måtte han styre bare det, at han var lykkelig og havde et godt liv så var hun tilfreds så måtte hendes eget komme i anden række da andre var vigtigere for hende end sig selv selvom hun godt vidste, at det var sværere og hjælpe andre når man ikke havde det godt selv.
Hun vidste ikke selv hvordan hun skulle reagere da han sagde, at hun ikke skulle definere sig selv som kongens datter udover hun kunne definere sig selv som hans slave, men det gjorde det ikke ligefrem bedre og da han oven i købet bad hende om og love ham, at være sig selv stod hun af for hun vidste ikke selv, hvem hun egentlig var. Hun kiggede på hans hånd der lå på hendes skulder og derefter op på hans ansigt "Når jeg finder ud af hvem jeg selv er skal jeg nok love det men indtil da er jeg slaven eller datteren af Doomsvilles konge" svarede hun stille og kiggede ned i jorden. Hun havde ingen selvværd eller selvtillid til og holde sig oppe og det lyste tydeligt ud af hende fra alle vinkler.

af Gæst Tirs 6 Okt 2015 - 21:19

Varulven betragtede hende indgående, og lod sine øjne søge efter svar i hendes. Hun havde altid stået ham meget nær, og at se hende så nedbrudt gjorde ham ganske bedrøvet. Hvordan kunne han have ladet det gå så vidt? Han skammede sig.
Du skulle have været der for hende. Han sukkede over den altid-bagkloge stemme i hans hoved. Han gav hendes skulder et blidt klem og sendte hende et opløftende smil. "Vær ikke for hård ved dig selv. Faktisk... Så kunne jeg godt hjælpe dig med en ny rolle, hvis du er interesseret?" spurgte han og trak sin arm til sig. Han lagde armene over kors og overvejede kort om hans ny-fundne idé var en god én.
"Jeg er blevet adoptiv-far." sagde han og rømmede sig. "Han hedder Jacob. Min søn, mener jeg..." Han trak på smilebåndet. Måske var det forkert at fortælle om sin egen lykke, når hun nu havde været igennem så megen ondskab. Men i sidste ende... Hvis han kunne dele nogle af de ting, der gjorde ham lykkelig...?
"Hvis du har brug for at slappe lidt af og gerne vil slippe dit indre legebarn løs, så er du mere end velkommen til at spolere min dreng med gaver og kærlighed." Han lo og trak på skuldrene. Det lød måske lidt tosset. Han havde generelt svært ved at tale med kvinder om disse ting.
"Så kan du være 'datter af doomsvilles konge' OG 'Jacobs legetante'. Det er da to OK titler, tænker jeg?" Han sendte hende endnu et smil.

af **Rafaela** Søn 18 Okt 2015 - 11:28

Hun hadet og snakke om sig selv og hun hadet endnu mere når folk var kommet så tæt på hende, at hun ikke kunne holde facaderne oppe. Inderst inde vidste hun godt, at det ville hjælpe i sidste ende og snakke om det, men hun følte altid, at hun var en uduelig unge som ikke burde være født eller ihvertfald ikke hørte til i den familie. Man sagde, at tiden healer alle sår, men hvorfor var det så, at hendes sår ikke blev healet overhoved? Hun syntes blot, at de blev værre og værre end hun havde forestillet sig til og starte med. Hun kiggede ned i jorden.
Da han snakkede om og hjælpe hende med og lave en ny rolle blev hun lidt nysgerrig og kiggede op på ham. Hvordan kunne han hjælpe hende med det og hvad var det han havde i tankerne? Hun lyttede stille til det han fortalte om en dreng han har adopteret. Det lød meget interresant, men var hun god til det med børn overhoved? Måske ville det hjælpe hende lidt og lege med hans søn og måske passe ham nogle gange for og bearbejde sorgen over det barn hun mistede. Hun nikkede stille til hans forslag og smilede stille til ham "Vil gerne prøve og se om det vil hjælpe lidt på noget af alt den sorg der bor indeni mig og måske vil jeg også kunne bevise overfor min familie, at jeg er ansarsfuld nok til og kunne passe et barn" hun var glad for, at han ville give hende denne chace. Hun gav ham et stort kram og kyssede ham på kinden.

af Sponsoreret inhold

Et bid mellem venner - Rafaela

Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela

Sv: Et bid mellem venner - Rafaela