Shes all I have - Geralt

Tid: Middagstid, ville sige omkring 12-13 stykker.
Omgivelser: Rare mennesker der samles for at få en øl eller to
Vejr: Solskinsvejr der skinner ind gennem vinduerne
Påklædning: En hvid trøje, som er en smule snavset med jord og skidt, derudover et par smidige bukser og nogle sko der er fine at bevæge sig i.

Dagen var rolig på kroen og folk var kommet ind med deres kammerater og stemningen var helt i top. Man kunne høre fuglene synge udenfor og det var egentlig et fantastisk vejr. Nogle satte sig ved vinduerne så de kunne nyde solens stråler mod deres hud, og man fik en fornemmelse af at høre til, ligemeget hvem man var. Folk snakkede om alt mellem himmel og jord, ligefra til et dyr de havde dræbt til snak om dronningen. I en krog af kroen sad en kvinde med et lille barn på skødet. Hun havde købt et lille brød som hun gav til sit barn selvom hendes mave rumlede. Udenfor var der travlt med mennesker der gik deres forskellige ærinder og hvad ellers man kunne lave på sådan en dejlig dag.

Dahlia og Mariah var langt hjemme fra. Dahlia havde fået et lille arbejde i nogle dage som ville tjene penge til noget nyt tøj til Mariah, så de var nød til at være her i noget tid. Mariah havde været sulten i en time før Dahlia havde taget hende med ind på kroen. Hun havde en fin lille kjole på som Dahlia havde syet til hende ud af noget tøj hun ikke kunne passe mere, og hendes korte brune hår var sat op i to rottehaler. Folk stirrede kort på dem da de trådte ind, set deres påklædning og Dahlias ret så unge alder. Dahlia nussede Mariahs hofte let mens hun nu sad på hendes skød og gumlede på brødet. Et kort smil gled over hendes læber, hun var altid glad når Mariah blev mæt:" De der mænd kigger da ret meget på Mariah, syntes du ikke Dahlia?" sagde en stemme i hendes hoved. Det var hendes bror, igen. Han havde naget hende hele dagen med fremmede der kiggede forkert, og det var begyndt at gå på hendes nerver:" Hold nu kæft...." hviskede hun lavt til sig selv og Mariah kiggede nysgerrigt op på hende:" Ma..?" mumlede hun med munden fuld af mad, det arme barn. Hun lod en hånd køre ned af Mariahs kind og rystede glad på hovedet mens hun kom med et let suk.
Mariah kravlede ned fra hende og gik roligt rundt i kroen og folk kunne ikke undgå at smile når de så hende, for sød det var hun. Dahlia holdte godt øje med hende, men hendes opmærksomhed blev taget da et krus blev tabt:" Hvorfor kigger du når du ved at det bare var et krus?" sagde stemmen. I de få sekunder hun kiggede væk nåede Mariah at smutte udenfor da døren blev åbnet og en mand trådte ind. Hun så lidt forvirret rundt da hun ikke kunne se hende mere og gik rundt i lidt tid:" Mariah?... har noget set mit barn?" spurgte hun mens hun gik. Hun spottede en lille skikkelse udenfor og følte sig straks utilpas:" Der en der tager hende nu Dahlia. De tager din lille engel fra dig og du kan ikke stoppe dem. Dumme tøs" sagde stemmen i hendes hoved. Hun begyndte at gå lidt i panik og tog ret hårdt fat i dørhåndtaget inden hun flåede døren op og skyndte sig ud. Hun skulle finde sit barn og det skulle være nu.
Mens Mariah gik udenfor og nød den dejlige sol havde en mand allerede fået øje på hende. Han lagde mærke til at hun var alene og følte at det næsten var for godt til at være sandt. Han fulgte efter hende indtil de kom til et springvand hvor Mariah stoppede for at røre vandet. Hun grinte da følelsen af vand ikke var noget hun oplevede ofte og det kildede mellem fingrene. Manden greb hendes arm til hendes overraskelse og skulle nu til at trække hende med sig væk, få lagde mærke til dette men ingen af dem følte sig nødsaget til at hjælpe:" ma.... ma?" sagde Mariah overrasket og så bange op på manden. Tårene kom frem i hendes små mørkeblå øjne og man kunne se at hun var bange.

Geralt var som altid på kroen, nogen gange var det dog, ved og gøre ham sindsyg. Han hadet at være fanget i den samme by, det var mere eller mindre lige så meget som han hadet, at være i nærheden af de rige. Han var stadig ikke overbeviste om at det Beth, havde obseveret med Dronningen af byen. Han ville rejse og Bethany ville få det at vide, hun ville ellers kunne ha Ari, de havde hinanden, hvis han forsvandt hvilket os var, den eneste der gjorde at han kunne forsvinde.  Han, havde det bare bedste ikke og være i en by, hvor folk bestemte sådan, havde han altid haft det ud over det måtte han finde hans gamle ven Arlen. Arlen var adelig, men han var en af de få, som Geralt kunne lige af dem, men det var nok fordi han tog skraldet for, hvad Geralt havde lavet, hvilket havde reddet hans liv. Da han ellers ville være blive henrettet, der var ingen som længere levet ud over dem, som kendte til det udover Geralt og Arlen.  Geralt bevægede sig ud gennem kroen, hvorefter han sætte kursen ud gennem kroen.

Lyden af et barn, var umulig ikke og høre, hvilket gjorde det vildt mærkeligt for Geralt og høre. Da han og Beth, havde mistet deres børne, hvilket mere eller mindre gjorde at han bevægede sig hen mod lyden af et barn, som nærmest kalde på sin mor. Geralt begynde derefter og løbe mod lyden, da han så slavehandler som gik med Barnet. Geralt kunne se det var en af de rige slavehandler, som altid gjorde dette med og finde flere folk. De kidnappede alle folk, som nærmeste dukket op, især børn og fattig var de største  ofre.  Geralt greb fat i hans kniv som han, havde på sig han bevægede sig lige så stille om bag ham, hvorefter han lod hans knive skære halsen over på ham. Blodet faldt desværre ned over barnet, hvilket gav nogen få hyl fra barnet, da han greb hende, han bevægede sig lige så stille tilbage mod kroen, han havde da haft lidt spænding i hans liv nu, men han kunne ikke blive i byen.
Geralt åbnet døren, hvorefter han sætte den lille pige fra sig, mens han råbte rundt i kroen. "Jeg fandt en lille pige udenfor, hvem er dets."

Dahlia løb rundt udenfor i noget tid og kaldte efter Mariah. Hun stoppede dog brat op da hun så at en ret så ung mand rendte rundt med Mariah, tildækket af blod. Hun knugede sin hånd hårdt sammen og gik med raske skridt mod ham. Hun nåede dog først ind kroen efter han havde råbt:" Lad mig tage over Dahlia... han har tydeligvis gjort hende ondt... bare giv ind.." sagde stemmen lokkende i hendes hoved og hun følte at alt var rodet.
Hendes tanker blev rodet sammen og hun gik hen og satte sig på knæ ved sin datter. Hun trak hende helt hen til sig og knugede hende indtil sig da hun var det eneste hun levede for. Efter det tjekkede hun hende for sår eller mærker, og satte sin hånd trist op for sin mund og begyndte at hulke i forbavselse, da hun så at Mariah havde et rødt mærke om armen efter at være trukket.

Dahlia virkede ikke som en stabil mor, det kunne alle se. En mand som egentlig var en stamkunde på kroen, og havde grint og drukket med sine venner for lidt siden, rejste sig roligt og gik over mod hende:" Hey, du skræmmer barnet.. er du sikker på at det godt at du har hende..?" sagde han og nærmede sig lidt forsigtigt. Dahlia så hurtigt op på manden og rejste sig så:" Du ved ikke hvornår mit barn er skræmt, du kender hende ikke!" råbte hun fortvivlet og så lidt på fyren som havde reddet hendes barn, dog vidste hun ikke det:" Hvad er der sket med mit barn? Har du gjort dette? Mit hovede gør så ondt... Vær sød... at få det til at stoppe.. De må ikke tage mit barn.." sagde hun mens hendes øjne skinnede med en dyb sorg, men da hun havde vendt sin opmærksomhed væk, var manden kommet helt tæt på og trak Mariah væk

"De tager hende fra dig og du ser hende aldrig igen.." råbte stemmen så indeni hendes hoved. At manden rørte Mariah, tog hun som en trussel og da Mariah prøvede desperat at få fat i Dahlias trøje, blev det helt klart ikke bedre.
Dahlia tog sig til hovedet og skulle mest af alt til at besvime:" Hvis du ikke lader mig tage over så tager de Mariah... Det vil ingen af os have... Lad mig tage over" Sagde stemmen. Hvilket hun egentlig så bare gjorde. Dog inden hun faldt til jorden, rakte hun sine arme ud som stoppede faldet. Hendes hoved hang lidt løst ned mellem sine arme og hendes hulken var stoppet helt."Showtime, baby" kom det ud af hende og hun satte sig op. Hun virkede helt anderledes nu, ikke en eneste følelse var til at finde i hendes øjne.
Folk der kendte hende ville ikke være i tvivl om at det ikke længere var Dahlia der styrede. Det var nemlig hendes bror. Dog kunne man spotte en enkelt ting i hendes øjne, det kunne enhver. Han tænkte nemlig kun på mord, så Dahlias øjne havde et udtryk som mest af alt lignte et faretruet dyr der skulle til at angribe. Manden lod dog ikke til at tage sig af det.