You can't live without fire - Jonathan

Det var sent på eftermiddagen. Denne tid af året var der stadigvæk lyst. Ikke at hun havde noget imod det. Dagens jagt havde været en succes, og lige nu var hun egentlig bare på gåben på vej hjem. Hun havde et rådyr svunget over skulderen. Stærk. Det måtte man give hende, at hun var. Hvis hun ikke jagede havde hende og Rita ikke kød - og Bellamy havde brug for kød - specielt hvis han skulle overleve. Octavia havde et par shorts på samt en mørke blå top. Hendes hud var beskidt, tydelig hun havde arbejdet. Håret var sat op i en lidt rodet knold.
En eller anden idiot bestemte sig dog for at stoppe hende på vejen ved at spænde ben for hende. Derpå mistede hun balancen og væltede forover, så det tunge dyr lagde ovenpå hende. Det lettede sig fra hende da tumpen dog hendes fangst. "Jamen mange tak frøken. Så der nok til min aftensmad." Grinede han og Octavia kunne mærke, hvordan hans latter hang i luften på hende. I aften ville der være fuldmåne. Ikke fordi, at det betød så meget for hende. Hun var jo engel ikke? Eller var det bare hvad man forventede. Octavia bar varulve gener. Hun kunne mærke dem, og efter hun havde fået fortalt historier om hendes moder - så forstod hun pludselig hvor vreden kom fra. Den var arvet fra hende.

Octavia rejste sig op og et lettere sadisk smil kom på hendes læber - det var et helt anderledes smil end normalt for hende. På trods hun hverken var falden eller noget. Hun løftede hånden og pegede på rådyret.
"Faktisk. Så det ikke til dig, du fed nok i forvejen. Så giv mig nu bare det, og så slipper vi for mere ballade i aften." Sagde hun lettere truende. Det var ikke normal adfærd for hende, medmindre man virkelig var på vej til at træde i spinaten. Og lige nu... så var denne fyr ved at gå direkte over stregen.
"Du tror nok du er sej var. Lille sommerfulge tøs." Han lagde rådyret fra sig og gik over til hende. Lod kort en hånd glide henover hendes kind. "Vi kan også dele?" Spurgte han. Tydeligt, hvad han ville have fra hende. De blå øjne lyste nærmest af had. Hvorefter hun slog hans hånd væk. "Tak men nej tak." På de ord langede hun ud efter ham og placerede en næve på hans kind.
Det tog ham dog ikke mere end et sekund før han slog ud, og placerede et slag på hendes kind så hun fløj lidt til siden. Dog med balancen i top. Octavia vendte fonten imod ham, hvorefter hun fik i hvert fald tre slag mere til blodet stod ud. Hun lagde næsten bevidstløs på jorden.
I sidste ende fik hun overtalt sig selv til at rejse sig op. Hun gik derhen igen. Han greb omkring hendes arm og holdt øjenkontakten kort. Octavia spyttede blod ud i hovedet af ham.
"Du har noget som tilhøre mig." Sagde hun så advarende, dog fik hun endnu et slag i ansigtet. Denne gang ramte ryggen mod jorden igen, inden han kastede sig over hende med en kniv mod hendes strube.
"Jeg er ved at være træt af dig tøs." Sagde han så. Octavia kiggede ham i øjnene.

Der var sjovt nok ingen frygt i hendes øjne. De stirrede blot tomt og fjernt  op i luften. Lige igennem manden. Måske fordi, at hun alligevel vidste at Bellamy ville have det godt om hun var der eller ej. En lille tåre slap dog ud af hendes øjenkrog. Det var en forfærdelig tanke at tvinge sig selv til at tænke. Et gisp forlod hendes læber da knivens køllige blad landede ned mod hendes hud i en blød bevægelse. Han var blevet slået væk af noget hårdt. Hurtigt satte hun sig op og greb om kniven, og kiggede rundt. Hendes blik var en smule slørret, men hun kunne sagtens uden tvivl se det var Jonathan. Det lettede hende overraskende. Hendes greb om kniven blev dog ikke lettere af den grund. Hendes knor gjorde nærmest ondt af det faste greb som hun havde omkring den. Så rejste hun sig halv svejende op og gik hen til rådyret, og tvang sig selv til at svinge det over sin skulder. Hun havde slås som en ulv om sit bytte. Octavia løftede dog de blå øjne op mod Jonathan. Hendes ansigt var fyldt med blod fra slagene. Samt røde mærker på arme og ben også. Det havde været en hår kamp, hendes hår var også faldet ned og han egentlig meget fint - lidt rodet men fint.

"Tak for den ekstra hånd." Svarede hun let svajende og smilede skævt. Hun prøvede virkelig at holde sig på benene. Overraskende udholdende og stædig hun var. Hvilket hun selvfølgelig ikke vidste lagde til familien. Hun var en blanding mellem to af de mest stædige og udholdende familier der fandtes. Octavia kiggede ned på manden der lå bevidstløs på jorden. Hun kunne mærke, hvordan det blev sort for hendes øjne også ikke. "Jeg skal have den her hjem til Ri.." På de ord væltede hun om sammen med rådyret. Octavia hadede at være svag - og hun hadede inderstinde at være en fin lille englebasse - men hun måtte leve med det. Man var som man var.

Efter faldet så registrede hun ingenting. En skam, hun ville have elsket det. Rita var bekymret selvfølgelig var hun det. Octavia var ikke blot hendes datter, men også hendes eksperiment. Men hvad tøsen ikke vidste, havde hun vel ikke ondt af? Rita havde lavet en formel der havde gjort Octavia faktisk var så gammel hun var. I realiteten burde hun kun have været 5-6 år gammel. Det var som om, Rita havde erstattet hende med en udgave af Octavia fra fremtiden. Planen for Rita var at gøre det samme ved Bellamy, men hun havde aldrig kunne få muligheden for det uden Enten Octavia eller Jonathan var til stede.

Det var først i hvert fald en time efter, at hun ømmede sig en smule, og slog de store blå øjne op. Hun førte let en hånden op til hendes hoved. Det førte hun gjorde var at kigge flakkende rundt, til hendes øjne hvilke på Jonathan. Så slappede hun af, og lagde sin hånd ovenpå hans. Derefter fik hun sat sig let op, og kørte en hånd igennem håret. Ansigtet var stadigvæk blodigt, men sårende havde det bedre.
"Kender du den følelse af at føle sig ufattelig ynkelig?... for den har jeg lige nu." Hun lagde hænderne på sit lår og kiggede Johnathan direkte i øjnene. Så kom Rita indenfor.
"Godt at se du har det bedre min kære. Jeg tilbereder noget mad til dig med det samme, hvad med dig Jonathan, vil du have noget?" Spurgte hun med et venligt smil.

// Havde overvejet det

Hun nåede knap nok at gengælde kysset før Rita kom ind. Så snart begge var ude af rummet rejste hun sig op. Hun gik ud på det lille badeværelse, og vaskede sårene så hun var fin som ny igen. Hurtig redte hun sit hår, og satte det op i en pæn-rodet knold. Octavia tog en sort tank top over hovedet, og trak en grå nederdel op til hofteskålene. Derpå gik hun ud af badeværelset og ind i den hyggelige stue. Hun gav sig til at spise, hvad Rita havde serveret for hende. Synet af Jonathan gjorde altid et eller andet ved Octavia. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham. Det var bare sjovt. Når de var sådan her fungerede deres forhold, så snart de prøvede at være sammen endte det i diskutioner og skænderier. Indtil videre var det bedst sådan her.

Rita gav sig til at vaske op. "I to burde lave et eller andet sammen. Jeg mangler nogle råvare. I kunne tage ud og handle ind. Jeg skal skam nok holde øje med den lille guldklump imens." Rita virkede egentlig bare som en der ville have de skulle finde sammen - men hun ville også gerne have at hun kunne få en chance for at udføre sin lille plan... også stikke af. Alle besad ondskab - alle var bare ikke klar over det. Desværre. Octavia kiggede kort over på Jonathan.
"Jo selvfølgelig." Smilede hun blot og kiggede over mod Rita igen. Octavia gjorde altid hvad hun blev spurgt om af Rita. Uden hende ville de ende med at dø. Måske var det derfor hun ville have Bellamy, fordi han højest sandsynlig ville være stærkere. Dæmon børn var trods alt vildere i sind, men stadigvæk på styrke med en engel.

Den følelse hun havde haft under hele turen. Den havde været ubehagelig, og noget var ikke som det skulle være. Dog havde hun slået den væk. Det kunne være en mindre sygdom måske? Da de kom ind til huset bemærkede hun stalden var åbnet for, der var et eller andet galt. Octavia slap hvad hun bar på og løb indenfor. Rita havde sørget for at få huset til at ligne et stort rod - som var nogle brudt ind. Octavia løb uden at tænke ind på Bellamys værelse. Han var væk. "Rita?!" Råbte hun højt og kiggede sig omkring. Der var ingen. Octavia løb ud i køkkent og spærrede øjnene op i et sæt. Og nåede lige at smide sig på gulvet da en mindre eksplosion opstod fra komfuret. Køkkenet var i flammer.
Octavia fik kravlet ud derfra og kiggede sig omkring. Hun tog sig til hovedet og var ved at miste fatningen. Så løb hun udenfor, og kiggede rundt. Daydream kom løbende over til hende. Den snehvide hoppe. Octavia løb hende i møde. "Har du set dem? Kan du vise os vejen til dem?" Spurgte hun let. Selvfølgelig kunne Daydream ikke vise hundrede procent den rigtige vej, men det var nu en rigtig klog hoppe hun havde sig Octavia. Hun greb hurtigt om sin bue og svang den og beholderen med pile over skulderen. Derefter sprang hun op på ryggen af hende. Der gik det op for hende hun endnu engang handlede impulsivt. Det var typisk hende i pressede situationer. Hun tog ikke andres ord med sig. Faktisk siden hun kom ind af døren havde hun ikke registreret Jonathan. Hurtigt drejede hun hovedet imod ham. "Brazil står vidst stadigvæk i sin fold, hvis du vil på hesteryg" sagde hun så og satte så Daydream i fuld galop.
Søgen dag og nat. Ingen ting. De var som forsvundet fra jordens overflade.

Hvert sekund der gik føltes som år. Hun var helt ude af sig selv. Dog til sidst lod hun sig falde ned af Daydream og støttede sig op af et træ. Jonathan var et stykke væk, og Daydream søgte videre. Det gjorde så ondt på hende, at det føltes som enden på det hele. Alt hun havde lyst til at skrige, så det gjorde hun. En hånd mod maven bagefter, hvor hun lod sig glide grædende ned på knæ ved stammen. Hun dækkede sine øjne med sine hænder, nærmest opgivende. Hvad kunne man sige, hun havde brug for at opbygge ilden og den indre dæmon for at kunne gennemføre dette. Så slog det hende. Rita havde sagt før i tiden, at hun reddede Octavia for nogle magikere som ville ældre hende. Så rejste hun sig op og tænkte. Dog fik hun endnu et angst anfald, og rystede vildt. Hun kunne i den grad ikke tænke klart lige nu. Hun kiggede rundt. Regnen kom lidt efter. Det regnede så meget, at alle de spor der ville have været - var hvisket ud nu. Det var spild af tid at gå rundt i cirkler her.