Until it hurts - Jonathan

Det var nu et mystisk sted. Det var gemt et stykke mod skoven af byen - ikke at man ikke tydeligt kunne se det. Men ingen havde adgang til det. Det var ufattelig svært at bryde glasset, og et stød uden lige var som des forsvar. Stedet var ejet af nogle magikere som sørgede for at det indeni, blev bevaret som en dyrbarskat.
Derinde i midten ved den lille sø. Sad der en pige, hun havde kun været udenfor et par gange. Men væsnernes grusomheder gjorde hende utryg, og Rita havde truet hende på hendes broders liv, hvis hun forlod stedet. Modsat Bellamy, havde Rita i årenes løb smidt billeder ind i den lille piges hoved, navne, ansigter.. hun vidste,hvorfor, at hun ikke havde vinger som de andre engle.
Dog havde Rita også gjort noget ved hende.. det var den dag.. hvor Rita havde sagt det var sidste chance, for at sige ja til hendes tilbud, eller hun ville tage Lexas eneste mulighed for at få sin egen familie.. Lexa havde udbrudt, at hun ikke ville have en familie, hvis Rita var der til at se den eller tage den.. og på samme aften.. så havde Rita holdt sit ord, og gjort det umuligt for Lexa i fremtiden at få sine egne børn.

Det tordnede let udenfor. Og det fine engel ansigt kiggede op.
"Det er bare lidt torden. Vi klare os." Sagde hun til sig selv, eller faktisk naturen. Det var ikke fordi, at den talte direkte til hende, men hun kunne forstå den på en måde ingen ville kunne forstå. Derfor var hun en smule sær. Hun bar også en hvis naturlig skønhed, samt en naturlig tiltrækning fra fremmede væsner. Fordi hun var født af naturen, til naturen. Hun var i et med den. Mere end mange andre var. Endda mere end skovelverene var. Lexa strøg en ræv henover dens fine røde pels. "Løb i ly med jer, og kom igen når stormen er ovre." Sagde hun til sine små venner, og de løb derpå i deres skjul. Regnen kunne høres udenfor og hun var nysgerrig for at se, hvordan lynene slog ned. Dog kunne hun mærke, en hvis vrede og fortvivelse over dette uvejr. Det var ikke skabt af naturen selv. Det var skabt af vrede og sorg. Lexa rejste sig op og kiggede op. Hendes store blå øjne var fylde med en vis nysgerrighed. Det eneste der kunne bryde låsen til døren, var mere strøm end det kunne klare, hun vendte opmærksomheden mod døren da hun så en skikkelse imod den. Let blev hun stående, måske var det bare Rita der ville se til hende. Dumt valg. Lexa kunne ikke tage den kvinde.

Allerede inden døren blev åbnet, begyndte jorden omkring hende at ryste. Det var vreden inde i hende, vreden over Rita. Da døren fik op blev det blot værre. Udefra ville det blive set som et angreb, men en større skikkelse end hun normalt kendte til trådte ind, også blev der stille. Synet fik hende til at falde ned på knæ med en hånd for munden. Det var lige før hun begyndte at græde - hvilket hun ville hvis han gik tættere på hende - men ikke i frygt eller sorg.

Han kom imod hende. Den følelse var ubeskrivelig. På sammetid med, at hun følte sig så lettet - så var hun så bange på en måde. Med en hånd for sine halvt rystende læber, og kampen for ikke at bryde helt sammen. Han kendte hende jo ikke. Han vidste overhovedet ikke, hvem hun var. Lexa slap et par tårer ud, og jorden blev stille omkring dem.
"Det ved jeg... at du ikke ville gøre.." Sagde hun lidt lavt, men højt nok til han kunne hører det. Det var ikke en selvsikker stemme, men den var blid. Bange - lettet og forvirret.
"Jeg kan ikke fatte.. at du er her..." Så snart de ord var sagt.. så gik det op for hende, at det var Bellamy han nok ledte efter. Ikke hende. De havde aldrig savnet hende, for de vidste ikke hun fandtes.
"Han er her ikke lige nu. Rita holder mig her for jeg ikke skal sørge for han stikker af... hun har gjort det samme ved ham, som hun har gjort ved mig. Hvis du leder efter en lille dreng, så du forsent på den... han er meget ældre nu. Far i må stoppe Rita inden hun tager det mere vildt end hun allerede har gjort." Ordet far vidste hun ikke om hun skulle fortryde hun havde sagt - men det var jo sandt. Og lige nu vidste hun, at hvis Rita så dem eller hørte at hun var væk eller Jonathan havde set hende - så ville Rita dræbe Bellamy. Eller sådan havde hendes trussel lydt.

Selvfølgelig var hun bange. Hele hendes brors liv afhang af hvad der skete nu. Eller det var hvad Rita havde sagt. Hun blev let overrasket over at han tog det så hurtigt til sig. Han gik helt hen til hende, og lagde armene omkring hende. Den varme omfavnelse var nyt for hende, men hun svang armene om hans hals, og begravede sit ansigt mod Jonathan. Dog var hun stadigvæk nervøs. "Hvis jeg forsvinder herfra... så vil hun dræbe ham... hun er allerede sur over, at jeg ikke vil have hans vinger..." Hendes stemme blev igen svag. Det var ufattelig svært at vide alt, når ingen vidste noget omkring hende. "Jeg bliver nød til at have en chance for at finde ham først. Han må vide, at Rita lyver for ham." Hun så sin far direkte i øjnene. På sammetid med, hun ønskede at tage med ham, og leve det liv hun altid havde ønsket sig - på sammetid med, at hun ønskede at gøre alt for at beskytte sin tvillingebror. Selvfølgelig gjorde konsekvenserne ved begge dele hende bange.

Lexa lod ham sætte hende ned, det var hvad hun ønskede han skulle gøre. Hun kunne holde kortene til sig i noget tid. Og hun vidste selv, hvad hun skulle gøre. Selvom det var ufattelig svært for hende, så vidste hun, at hvis hun var heldig var hendes kære broder ligeså nygerrig som hende. Og måske en dag ville han tage et smut derind. Lexa lagde en hånd på sin faders kind, og kiggede ham i øjnene. "Jeg er ikke kommet så langt bare for at give op. Vi er der før i ved af det." Et smil gled op på hendes læber. DEt første rigtige smil hun viste ham. Det smil der virkelig kunne smelte hjerter. Så tog hun sin hånd til sig og lagde på hovedet på skrå. "Jeg har aldrig sagt det ville blive let. Men siden hun tog ham. Har jeg sat hans liv over mit... og det vil jeg blive ved med at gøre." Hendes forbindelse til Bellamy var utrolig. Og hun kendte ham ikke engang.