Just hold me... okay? ~Jonathan~

Bellamy havde naturligvis fundet hende skør i sidste ende, og ja. Hun havde sagt, at hun nok skulle finde hjem selv. Derfor søgte hun imod Jonathans hus i Terroville. Hun havde fundet sig et lån hos en gavmild kvinde, hvor hun havde lånt en hvid smuk kjole. Octavia gik stille imod huset. På vejen stødte hun ind i nogle unge knægte, som gik imod hende. Det var ikke fordi de var ude på noget, de var bare meget friske. "Halløj smukke, hvordan går det?" Spurgte den ene, og i samme sekund slog Octavia ud efter ham, så han væltede til jorden. Hendes hjerte rytme var på sit højeste, samt kunne man kort skimte frygten i hendes øjne. Dog rystede hun den af sig. "Undskyld..." Mumlede hun inden hun så gik videre. Hun tog en dyb indånding og gik sig selv under kontrol. Hun kunne ikke være så rystet når hun mødte Jonathan. Octavia vidste, at hvis hun først så ham i den tilstand. Ville hun være et værre rod - og det ønskede hun ikke at han skulle se.
Så snart masken var pudset smed hun den på. Det tog hende ikke længe. Derpå forsatte hun ned af gaden og kom op til hans hoveddør. Let lagde hun en hånd på dørhåndtaget og åbnede døren. Ligeså hurtigt lukkede hun den efter sig da hun var kommet indenfor.
"Jonathan..?" Spurgte hun let, for at se om han overhovedet var hjemme. Det tordnede vildt udenfor, hvilket gjorde, at hun nu sikkert ville holde sig indenfor. Octavia havde været væk i hvertfald i en måned. Nok til at hun vidste, at Jonathan ville være pissed over hendes forsvindning. Og hun stod her for at konfrontere den, hun havde overlevet deres andre skænderier. Mon ikke også hun ville overleve dette?

//Sorry babe, var i mood til emnet i:

Det var som om, at en sten faldt fra hendes hjerte da hun så ham i øjnene. Hun havde mest af alt bare lyst til at begrave sit ansigt i hans favn - bare lade ham holde om hende. Det ville hjælpe lidt... meget. Octavia lagde en hånd om den hånd han placerede på hendes kind, og lod øjnene lukke i. Han ville kunne se frygten i hendes øjne ellers. Da han spurgte hende ramte minderne hende som et lyn, og hun sprang direkte i favnen på ham. Det var alt hun holdt tilbage, der sprang afsted. Alt den tid hun havde brugt dernede, alt den tid, som hun havde brugt på at forholde sig rolig. Octavia begyndte stille at hulke lidt, men efter lidt tid fik hun samlet sig lidt. "Det var bare nogle vampyre... der ønskede lidt levende underholdning." Hendes sætning lød halvkvalt, men hun prøvede at sige det som var det bare et simpelt angreb - hvilket det slet ikke var. De vampyrer havde brugt hende og en santuine til deres egen lille private forstilling - som var hun en af de billige tøser fra et af de mange bordeller. Klart hun følte sig ynkelig. "Jeg er så ked af det Jonathan... jeg er så ked af det." Hun trak sig en smule, ikke meget kun nok til at kunne se ham i øjnene.

Octavia følte sig langt mere tilpas nu end før. Oplevelsen i sig selv havde været slem. Hun havde stadigvæk ekstreme smerter i ryggen. Hun gengalt hans kys uden at tøve. "Jeg har ingen planer om at tage afsted igen." Svarede hun lagde armene omkring ham. Selvfølgelig skulle han løfte hende op. Det var typisk ham. Og hun elskede at være i hans favn. Det måtte hun indrømme. Så snart hendes ryg ramte madressen gjorde det en smule ondt, men hun vandt sig selv over efter han tog hendes sko af. Octavia lagde sig på siden og kiggede let på ham. "Jeg tror du bliver nød til at tjekke det her for mig.. det har pint mig i flere uger nu." Sagde hun svagt, og derpå trak hun kjolen over hovedet. Hun havde ingen bh på, hun blottede sin ryg for ham. Ved vingerne var der flere små sår, som ikke kunne heales fordi, at der sad nogle metal stænger inde i.. De var endda syet så man ikke så nemt kunne få fat på det. Intet vidunder at det gjorde ufattelig ondt, hvordan hun havde overvundet sig selv til at gå herhen var utrolig. "Er det meget slemt?" Spurgte hun halv bekymret og drejede blikket let over imod ham.

Han ville ikke lade hende hører hvad der var galt - hvilket tydeligvis ikke tegnede specielt godt. Octavia lukkede let sine øjne da han gik igang. Så snart han skar kunne hun mærke, hvordan hendes nerver sprang direkte på smerteskalaen. Hun klemte øjnene sammen, så snart han begyndte at fiske kunne hun ikke undlade at skrige - hvem ville? Octavia prøvede dog at holde det i sig. Følelsen var ekstremt ubehagelig. Til sidst så havde hun været både ved bevidsten og ikke. Men da han endelig var færdig, så var hun vågen. Hun åndede en smule lettet ud, og greb så kniven, hvorpå hun skar en flænge i sin arm. Hurtigt satte hun sine læber for og drak af sit eget blod. Det healede hende. Det ville lindre smerten. Så fjernede hun sine læber, og sukkede lettet. "Jeg har forresten også gode nyheder." Sagde hun og flyttede blikket over på Jonathan. "Jeg stødte ind i Bellamy... faktisk reddede han mit liv.. Han er ikke lille mere... jeg ved ikk hvad der er sket, men han er en ung herre nu. Tydeligvis troede han ikke på den kvinde dækket til i blod - som tydeligvis var gået fra forstanden. Men han ser ud til at have det godt." Fortalte hun så. Lettet for hende at han faktisk var i live.