I have forseen my end//Privat//

Det var en underlig følelse Kat havde haft. Det gjorde nærmest ondt, hun var gået tideligt i seng, fordi hun havde følt sig syg. Men var hurtig vågnet op i et skrig. Øjnene havde været fyldt med tårer, hvorfor? Fordi, at selvom hun virkede så hård. Havde hun lige set hendes bror ville dø. Nok var Geralt og hende ikke på bedste fod, men hun ville da prøve at hjælpe.
Serena, klanens leder havde endelig fået Beth ud, og Alison havde taget sig af hende. Og bevidst om ikke at lade Beth være alene, var Alison taget med den forvirrede og bekymrede Katerina.
Beth havde ingen anelse om, hvad der forgik - men når Katerina var sådan her... så var der et eller andet helt galt! Og snart så hun hvorfor.Hun løb hen til Geralts kappe og løftede den op til sit ansigt, hvorefter hun gav den et klem. "Geralt!" Råbte hun højt, og kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at presse sig på. Hun bed sig selv i læben og kiggede omkring på alle ligene.

Katerina førte stille en hånd op til læberne, og kiggede rundt. Så fik hun øje på Geralt og løb derhen. Hun satte sig på hug ved ham, og analyserede hans tilstand. "Du får ikke lov til at dø. Det kan jeg ligeså godt fortælle dig. Er det forstået?" Sagde Katerina med en lidt lav stemme, en tårer bevægede sig stille ud af hendes øjenkrog. Ikke noget man skulle stille spørgsmål til senere.
Beth opdagede det snart og løb derhen for at skubbe Katerina til siden. Hun Greb om hans hånd og kiggede ham kort i øjnene. Rystede på hovedet. Hun rykkede noget af hans trøje i stykker for at presse det imod det største sår. TRods alt, var hun jo uddannet sygeplejeske. "Bare hold ud lidt længere.. jeg beder dig.. hold ud." Mumlede hun i gråd, imens hun prøvede at gøre alt hun kunne for at forhindre døden i at ramme.

Alison stod bagved dem og kiggede på, imens hun sank en klump. Så observerede hun, hvordan der kom nogle gående længere henne. hun lagde en hånd på Katerinas skulder og gav hende et nik til - at hun nok skulle ordne det. Hun gik dem i møde.
"Hvad kan jeg gøre for jer gentlemen?" Spurgte hun med sin blide stemme - der lød nærmst magisk.
"Vi skal have fat i ham." Lod der kort og præcis fra manden. Alison rystede på hovedet.
"Det kan jeg desværre ikke tillade, mine gode herre. Men jeg kan forslå jer en handel. I kan tage mig i stedet for, jeg kommer fra en rig familie. Moore familien. Mit navn er Alison Moore, og tro mig. Mine brødre vil betale en fin pris for mig." Svarede hun, og på de ord blev hun slået i jorden. Penge var jo alt ikke?
De tog hende med sig.


//Kort Ali var med, men nu har Geralt grund til at kontakte hende! o:

Geralt var ved og gi efter, selv om han virket hård på ydersiden, kunne han ikke se en point i at leve, hvis der ikke snart dukket hjælp op. Geralt gav derfor efter, han lukket sine øjne i det øjeblik, de kom ind. Han hørte kort efter Beths stemme, hvor han i det samme kigget op på Katharina, han så hende fælde en tår, hvor han svagt talte selv om der var lidt blod i hans mund. "Lad nu vær med og være så sentimetal Katharina, jeg er stadig i live," lød det svagt fra Geralt af, da hun var begynde og tale til ham meget lavt. Kort efter mærket han Beth skubbe kat til side, hvorefter hun sad og talte til ham, "jeg er ked af alt, jeg har ikke været den perfekte kæreste, men jeg håber du ved, at jeg gjorde det for din sikkerhed." Da han mærket hende forbinde hans sår, lød der et svagt støn fra ham, hvilket var cirka det samme støn, som da kat havde røret hans sår. Han gispet dog stadig efter vejret, Geralt kigget på Beth, mens han prøvet og få sin krop til at slappe af, han prøvet og holde hans krop under kontrol. Geralt kigget ind i hendes øjne, mens han prøvet og holde sig selv i live.  Hans krop, prøvet dog og lukke ham ned, hvilket gjorde alt dette her værre. Geralt prøve og få styr på sin indånding mens han kigget på dem, kort efter så Geralt en kvinde som blive slået ned en, der hvis havde holde folkene væk fra ham, da de tog hende væk kigget Geralt på dem begge to, mens han prøvet og rejse sig op, " vi kan ikke lade dem, tag jeres ven væk," idet samme Geralt prøvet og rejse sig op, smerten var sindsyg stærk, hvilket gjorde at Geralt idet, samme han prøvet og rejse sig, kunne man se, hvor stærk smerten var for at holde ham ned, "Arghhhh"

Katerina vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på hvad han sagde. Faktisk tænkte hun ikke helt ligenu, ikke engang da Beth skubbede hende væk. Hun havde Jason i kontakt, som sad ved Ari og plejede ham. Ironisk nok ikke? Katerina nikkde til Alison. En ting ved Alison, hvis hun havde bestemt sig for noget - vidste Katerina at man ikke kunne ændre tøsens mening. Så hun holdt fokus på Geralt i stedet for, og da han prøvede at rejse sig op. Hjalp hun Beth med at få ham ned at sidde igen.
"Hun klare sig. Alison har endelig fundet en mening med noget, lad hende leve lidt." Katerina kiggede på de ord bagud, og kunne mærke, hvordan hun fik en klump i halsen.
Der var dog ingen tid at spilde. Hun hjalp Beth med at holde sårene til, så han ikke ville forbløde.

Det var tydeligt at Beth var bange for at miste Geralt lige nu. Hun rystede let på hovedet. Kort bed hun sig i læben, hun observerede slet ikke det med Alison, overhovedet. Ikke nogle af hans ord eller Katerinas. Lige nu ville hendes moders evne være fantastisk! Faktisk ville den være mere end fantastisk. Beth prøvede virkelig at holde sit hoved koldt, men det virkede nærmest umuligt.

Geralt mærket Beth og kat hjælper ham ned at sidde igen, mens de holde og presset til ved hans sår. "Jeg kunne ikke redde dem og nu har de taget jeres ven med sig," lød det svagt fra Geralt af, hvorefter han vendte sit hovedet væk fra dem, der fald kort en tårer. Men han fjernet den hurtigt og kigget på dem, " han anet ikke, hvad han skulle sige, hvad kunne han sige. Han mærket, hvordan de presset på hans sårer, mens han kigget på dem begge to skiftevis. Han prøvet og holde smerten i sig selv, hvilket i sig selv var en kæmpe bedrift.  Geralt så på dem, mens han prøvet og bevare overblikket, "hvor slemt er det," lød det svagt fra Geralt af, mens han kigget Beth og kat i øjne begge to.  Han anet ikke, hvor stor skaderne selv var, det eneste han vidste var at han, havde mistet alt for meget blod. Dette her hjælp så slet ikke sjovt nok, men det var altid noget at han ikke mistet mere blod i nu, Geralts øjne var svagt ved og lukke sig, men han kæmpet virkelig for at holde dem oppe, "hvis jeg dør skal i bare forlade mig her, lov mig det begge to." Kom det svagt fra Geralt af, hvorefter han kastet noget blod op, han undgik dog at kaste det op på dem to, ved at læne sig ud til den ene side. Geralt bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han kigget på dem igen, "Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre, jeres ven er blive taget væk, fordi i ville hjælpe." Da de ord forlod Geralt så han på dem begge to,
han kunne mærke at de lige så stille, havde fået styr på hans forblødninger.

Geralt, havde dog en enkel forblødning indenunder som de, i løbet af en uge nok skulle ha helt styr på, da det ville dræbe ham, hvis der nåede og gå en uge. Men der var ingen grund, til og tale om det lige nu, "skal vi finde jeres ven og redde hende, jeg er nogenlunde klar," lød det svagt fra Geralt, hvor han prøvet og rejse sig op igen.

Katerina kunne mærke stemmer i sit hoved, og ikke fordi, at hun var vild med dem. Hun tog sig let til hovedet imens han kastede blod op. Det var som om, at hun stod og kunne se hans livslinje. Den var så tæt på at blive klippet over, hvis han ikke passede gevaldig meget på! Katerina rystede på hovedet da han endnu engang rejste sig op.
"Ali kan klare sig selv. Geralt. Du burde hvile dig." Sagde hun og hævede let på et bryn. Han havde nok aldrig regnet med, at han skulle se hende bekymret. Engang skulle jo være den første.

Beth nikkede til Katerina. "Hun har ret. Om du vil det eller ej, har du brug for en tur på syghuset, der har jeg hjælpemidlerne til at kunne hjælpe dig." Sagde Beth så. Hun kiggede meget stædig på ham, det var ikke nu han skulle diskutere hans sikkerhed med hende. Hun lod forsigtigt en hånd køre ned langs hans kind. "Jeg giver ikke op." Sagde hun så imens hun kiggede ham direkte i øjnene. Der skulle mere til at få hende til at give slip på dette.

Geralt kunne mærke det hele svimle for ham, hvilket medførte at han var nød til og støtte sig selv op af grottens væg. Han åbnet svagt øjne da Katherina talte til ha, hvorefter han var nød til og bukke under. Han faldt kort efter ned på jorden igen, hvorefter han prøvet og holde sin krop rolige, han himlet kort med øjne, da de begge to komenteret på det. "Det er ikke så galt, jeg behøver ikke at komme på syghuset, det er bare nogen få skrammer." Han stod og lavet en løgn, det var helt sikkert men han ville ikke ha de bekymret sig om ham. Han mærket kort efter Beths hånd glide over hans højre kind, han kigget hende i øjne da hun talte, "det er godt en af os ikke gir op."Kom det svagt fra Geralt, hvorefter han kigget på dem begge, "vi kan ikke hvile, særlige længe her det ved i godt ikke vi er ude i ørkenen og så snart det bliver dag, bliver det nærmest umuligt for os og komme til Sunfurry." Idet samme han sagde det, mærket han en smerte igen, den var blive lidt svagere. Men det var stadig ikke nok til at Geralt, kunne holde sig selv ud, Geralt kigget på kat kort efter, hvor han sende hende et svagt smil, nået man ikke, havde set før. Han vidste ikke, hvad han skulle sige til hende eller gøre, men en ting var sikkert, han måtte ha styr på
ting.

"Jeg har os en kro jeg skal holde øje med, så jeg kan ikke befinde mig på et syghuse, det ved du godt ikke Bethany." Han lavet sjovt med hans skader, hvilket sikkert ikke ville falde i god jord, men det var sådan det bedste. Geralt så på Bethany og katherina, "jeg er faktisk glad for at i har hinanden, jeg har altid gået gennem tingene alene, men det er godt at jeres venskab er så stærkt som det er, hvis jeg nu ikke kan blive fikset, lov mig at du tag dig af Bethany så Katherina." Man kunne høre, at han ikke regnet med og ville overleve dette, men tiden ville vise sig at han ville overleve dette. Han lukket svagt sine øjne, hvor han stadig prøvet og holde sig vågne, mens han slappe af i hele hans krop.