Night out and you disturb me (Oscar)

Tid: 23:14
sted: gyderne
vejr: sådan nogenlunde
omgivelser: i gyden hvor hun er, er der kun hende og engel
Påklædning: På: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Zantanna havde siddet alene hjemme i et stykke tid, Emiliy havde hun ladet blive over ved et gammel ægtepar, fordi hun ikke havde villet lade hende blive hjemme så Emiliy måske ville  komme til skade, Zantanna ville ikke kunne tigive sig selv vidst der skete hende noget. Zantanna havde haft meget svært ved styrre sig for tiden. Hun skulle faktisk have blod så tit hun kunne for at styrre sig, men hun havde bare ikke følt for at spise. Zantanna fugtede svagt læberne og rejste sig op, hun skulle have tøj på. Hun boede i et faldefærdig hus som ingen ville have fordi det sikkert snart  styrtede sammen. Hun tog sin sorte kjole på med de røde blomster, man kunne ikke se på kjolen at hun var fattig fordi det var en dem hendes rige adoptiv far havde givet hende og som hun havde taget med den gang hun blev fri. Zantanna havde ikke noget job så når hun drak af andre dræbte hun dem ikke, men drak til de besvimede og derefter tog hun deres penge. Hun gjorde det så Emiliy kunne leve. Zantanna vidste eller ikke helt om hun kunne arbejde, hun havde levet det meste af hendes liv i en  kælder og udover kældre kunne mange mennsker hun ikke kendte godt skræmme hende smule, hvilket hun ikke ville være ved vis nogen spurgte hende.

Havde hendes adoptiv far fået det som han ville havde hun været dræbermaskine uden følelser, men det var heldigvis ikke lykkedes ham lige meget hvor meget han havde slået hende og ydmyget hende, havde hun holdt fast i hendes mennskeligehed.
Zantanna gik i bare tæer, hun elskede når hun kunne mærke jorden, desuden kunne løbe hurtigere i både vampyr løb og mennskeløb. Hun havde taget den sorte kappe med trak den over hovedet så man ikke kunne se de brændende røde øjne som ville brænde hul i hver en sjæl som kiggede i dem. Hun vidste at gyderne var et godt sted jage, for der var altid mennesker og især mænd som så en ensom kvinde som noget de kunne misbruge. Zantanna vidste ikke helt om hun ville jage i gyderne det var dog et godt sted, men de fleste af mændene var fulde og deres blod smagte ikke særlig godt. Hun fik færten af en engel, engleblod var hendes ynglins, den stakkels engel havde forvildet sig ind i en blindgyde.

Englen havde flere skrammer som han fået i slåskamp af en eller anden art, han lugtede heller ikke til at havde drukket. Englen var en bredskuldret mand, han lignede en i starten af tyverne, han havde muskler som hun gættede på at han havde fået pågrunnd af hans arbejde. Engle smilte da han så hvad der for ham lignede en ung kvinde. Han rejste sig og tvang hende op af væggen. Zantanna gjorde ikke modstand så længe at kappen blev på sådan den dækkede hendes øjne. Hun tog styringen og tvang ham op af væggen og holdte ham på plads med sin krop.

Oscar brød sig overhovedet ikke om stedet, han var landet i. Han anede endda ikke, hvad han lavede der. Hvad skulle han? Egentlig var han bare ude og udforske byen, som altid, men denne gang brød han sig slet ikke om stedet. Han var nået frem til nogle gyder i Doomsville Rotten Root District, og her var faktisk pænt creepy.
Men hvordan kom han hjem så? Han vidste det ikke lige helt. Han var jo næsten lige flyttet til selve Doomsville, hvor han boede selv i en lille lejlighed, da hans forældre stadig boede ude i den ukendte, lille by, i hans barndomshjem og hans storesøster boede et helt andet sted. Det kunne godt være ensomt, men værre var det heller ikke. Dog kunne han godt bruge en hjælpende hånd angående byen og de forskellige distrikter i byområderne. Han var jo faret fuldkommen vild lige nu!
Et suk forlod Oscars læber og han stoppede op. Han var iført sin lange sorte forårsfrakke, et par tætsiddende cowboy jeans og sine mørke støvler med en kort hæl. Han bar en mørk hue over det krøllede, brune hår. Hænderne var placeret i lommerne på den sorte frakke, men dem tog han op, da han kiggede sig omkring i sine omgivelser. Måske skulle han gå ind og spørge et eller andet sted? "Hej, hvordan kommer jeg hjem?" bla bla. Men her lod til det, at folk var fuldkommen ligeglade. Som om de hellere ønskede, at han ikke kom hjem. At de ligefrem ønskede, at en lille teenagedreng for vild, helt alene.
Oscar havde godt bemærket de klamme blikke, som han modtog fra flere forskellige. Specielt kvinder, som han slet ikke havde lyst til at gå hen og spørge om vej. De lignede, mildt sagt, nogle der kunne finde på at voldtage ham når som helst.
Men da han drejede imod en gyde og kiggede nedad gyden, bemærkede han en mere normal udseendet kvinde, stå sammen med en mand med mange sår og skrammer. Det lignede, at hun var i gang med at hjælpe ham! Måske de kendte hinanden, måske manden var blevet kidnappet og kvinden nu havde fundet ham og var i gang med at hjælpe ham? Så kunne hun måske også hjælpe ham?!
Oscar skyndte sig ned af gyden, ned imod kvinden og manden. Et lettende suk forlod hans læber og han rakte hånden i vejret, som for at få deres opmærksomhed. "Hej, undskyld, kan jeg lige spørge om noget?" Spurgte han lettere højlydt.

Zantanna måtte tage sig selv i ikke hvæse af drengen da han afbryd hendes middags aftale med englen, hun havde stadig trukket kappens hætte godt omkring hovedet og englen havde stadig ikke mistænkt hende for at være ude på at drikke hans blod. Zantanna gav måske lidt forsent slip for englen skubbede hende væk så hendes øjne blev en smule synlige først da så englen de røde øjne. Zantanna blottede svagt sine tænder da englen forsvandt. Hun betragtede drengen som havde været så sød skræmme hendes bytte. Hun svarede ikke på hans sprøgsmål for det måtte han selv finde ud af når hun var færdig med ham. Hun gik langsomt og truende hen imod ham, han kunne løbe vis han ville hun var hugtigere end ham. Han havde mødt hende på en dårlig dag som han havde gjort mere dårlig ” hør man fostyrre ikke andre når de spiser” sagde hun og trak kappens hætte væk så han nu så ind i hendes røde øjne vis han kiggede på hende. Det var tydelig at høre at Zantanna var vred og på grund af sulten var hun langt fra sig selv. Hun var ligeglad med alt, de eneste to som havde en effekt når hun var så langt ude var Emiliy og Rafaela. Hun plejede at være mere normal, sød, rar og stille, men nu var hun et monster og hun var så langt ude at hun ingen gang selv kunne se det. Zantanna havde givet efter for vreden og lysten til dræbe drengen var stor. Hun så ingen grund til at løbe vis ikke han gjorde det, men ville han prøve på at flygte ville hun følge efter.

Zantanna havde aldrig før været så langt ude hun havde altid sørget for spise når hun havde brug for det, men fordi hun ikke tømte folk blev hun nød til drikke fra mange og selvom hun var 100 år gammel satte det sine spor, Det var også derfor at hun havde holdt pause. Zantanna brød sig ikke om forvolde folk smerte, men hun var nød til det for at overleve. Denne pause havde varet forlænge. Hun var glad for at Emiliy ikke havde været hjemme. ” vis jeg var dig ville løbe” sagde hun hendes stemme stadig kold, men der var alligevel noget drillende over den. Hun kunne godt tænke sig en jagt, katten efter musen så hun håbede på at han ville løbe. Det var lang tid siden hun jagtet nogen.

Oscar rynkede brynene, da han hørte en hvæsen. Kom den fra kvinden? Hvordan? Han bed sig lidt i underlæben, imens han betragtede manden og kvinden. Der foregik et eller andet mærkeligt her. Men hvad, det anede han ikke. Voldtægt, måske? Arh.
Han gjorde store øjne, da han så kvindens røde øjne, da hun vendte sin opmærksomhed imod ham. Hvorfor var hendes øjne røde?! Allergi? Han betragtede hende med store øjne - han var nærmest lamslået.
"Spiser?!" Udbrød han forvirret, og var nu blevet en anelse skrækslagen. Hvad foregik der lige her?! Hvad var det lige, han havde set, før han afbrød? Var det ikke en kvinde, der hjalp en mand? Det lignede det! Men måske ikke.
Oscar hev næsten efter vejret, så bange var han pludseligt blevet. Løbe? Gud, ja! Løb, for fanden! Han skyndte sig at snurre rundt og stak halen mellem benene. Han vidste ikke hvorfor, men han følte, helt inde, at han burde løbe. Løbe væk fra denne kvinde, der ikke virkede helt normalt. Måske ville hun tæve ham? Voldtage ham? Han anede det ikke, men han var sikker på, at han ikke havde lyst til at finde ud af det!

// Kort, sorreh D:

// det går nok bare du svare så jeg er tilfreds //

Zantanna grinede koldt da drengen løb, hun ville følge ham over alt end til  hun blev træt så ville hun drikke den dejlige væske som Zantanna vidste pumpede rundt inde i hans krop som væsken gjorde i alle levende væsner. Hun vidste at han aldrig ville kunne vide sig sikker igen nogen sinde. I starten gik hun til han han havde fået et godt forspring inden hun gik ud af gyden trak kappens hætte godt op over hovdet så ingen kunne se de uhyggelige røde øjne. Hun var vred og drengen skulle bøde fordi han havde været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Hun var en jager som gerne brugte hendes forhøjede sanser til finde det hun ville have, men ikke blot fordi han havde pisset hende af skulle lide langsomt. Hun var for langt ude til at se at hun var ved blive som ham, hun aller helst ville undgå at blive. Zantanna havde kæmpet for sin menneskelighed og var ved miste den, hun bed sig hårdt i læben inden hun kiggede sig omkring mennskerne omkring hende havde travlt med deres, men for hende var der kun en duft som adskilte sig fra de andre og det var hendes nye bytte som flygtede som skræmt lam fra ulven, hun var ulven farlig dog arbejede hun ikke i gruppe, men alene.

Et svagt smertende lyd kom fra hende, men mange ville tolke det som et advarende hvæsen, hun tænkte tit hvorfor han ikke bare havde dræbt hende den gang han fik hende. Hun havde aldrig været en slave som sådan, men da hun blev større var det som om han havde haft en anden interasse for hende. Hun bedsig svagt i læben og løb i vampyrløb til hun stod bag ved drengen ” du løber ikke hurtigt nok” sagde hun og hendes stemme lød drillende og sød, vis ikke det var fordi man vidste at hun jagtede drengen og ville gøre ham ondt ” jeg vil finde dig ligemeget hvor du er i denne by så pas på” sagde hun og brugte den samme drillende tone inden hun trak sig væk og ind i skyggerne. Hun var stadig tæt på, men fordi han mennske og ikke kunne få færten af hende var hun som sunket i jorden. Jagten gik ind og nu var tid. Zantanna skulle have blod og når han havde skræmt hendes første måltid væk skulle han være det næste.

Oscar løb som en sindssyg. Han var skrækslagen for denne kvinde, som han lige havde set. Hvorfor skulle han også ende ud i sådan en situation? Det var så typisk ham. Og nu løb han - løb for livet, følte han. Så hurtigt som han kunne, igennem gaderne i byen og videre. Hvorhen, det anede han ikke, men han måtte hurtigst muligt væk. Han havde ikke hørt hende løbe efter, og han måtte derfor være langt foran efterhånden.

Så Oscar stoppede op, forpustet. Han bøjede sig en smule forover og støttede hænderne mod lårene og prøvede ihærdigt at få vejret igen. Indtil han hørte en kvindelige stemme bag sig, og han stivnede i skræk. Hele hans ansigt blev næsten kridhvidt. Langsomt drejede han hovedet og stirrede op på kvinden, der var både højere end ham generelt, men også fordi han stod let foroverbøjet. Øjnene blev større end nogensinde før, på grund af det, som kvinden sagde. Han kunne ikke flygte fra hende? Hvad var hun lige?!

Hurtigt rettede Oscar sig op og skyndte sig at løbe videre igennem gaderne. Ligeglad med at folk kiggede efter ham. Han skulle væk og det kunne ikke gå hurtigt nok. På en eller anden måde følte han, at han var med i en eller andet sindssyg leg. Og han var offeret. Katten efter musen. Han var musen.

Hun grinede svagt, drengen forstod tydeligvis ikke det at han flygtede satte et jagt instinkt i gang inde i hende som gjorde at hun blev mere til et monster end hun ville erkende vis havde set hende på et tidspunkt hvor hun havde fået blod. En del af hende havde næsten ondt af ham, hun ville ikke ønske for nogen at skulle være så bange Zantanna havde selv engang været den lille og bange, faktisk var hun det til tider stadig, hun havde levet i fangeskab og derfor var der så meget hun ikke kendte til. Hun bed sig svagt i læben og trak kappens hætte godt op omkring hovedet så de røde øjne var skjulte. Zantanna begyndte at gå, hans fært brændte i hendes næse og hun fulgte den. Han skulle fortryde at han nogensinde var kommet og havde forstyrret hende. Hun var mere end en kat, men han var stadig et bytte. Hun lod ham løbe det lang tid siden hun havde tilladt sig jage rigtigt og nu var Emily og Rafaela var der ikke til stoppe hende. Det måske syndt for drengen, men han kunne bare havde ladet være med at forstyrre hende. Hun var så fokuseret på hans fært at hun ikke ænsede dem omkring hende, faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad. Zantanna havde ikke travlt og jo mere den dreng løb jo hurtigere blev han udmattet. Hun var ikke en kat, men hans værste mareridt som han sent ville glemme. Dog satte hun farten en smule op, det var den ikke hurtige fart som vampyre kunne løbe, men mere en lunten.
Zantanna ænsede ikke folks mærkelige blikke over hendes luntetrav, hun kunne ikke fatte hvorfor hun ikke havde jagtet sådan har noget oftere hun fandt det sjovt og det vækkede noget i hende som aldrig hun før havde troet. Zantanna havde prøvet holde sig menneskelig, men der sket noget i hende som gjorde at hun svære ved styrer sig selv og sin vrede. Zantanna var vel ved at erkende at hun ikke var  et menneske, men noget mere magtfuldt og hvor nemt det var at overrumple alle som stod i hendes vej.
Zantanna var drog en anden når hun fik blod, så var hun rar og den del hun gerne ville være, men det var blevet svært og hun bange for at såre dem hun holdte af, hun vidste godt at det var forkert, men hendes tørst og den brændende fornemelse gjorde det svært for hende og lade være, men hvorfor skulle hun ligge bånd på sig selv når hun nu var så stærk og den skræmte lille dreng var svag. Hun kunne lige så godt vise ham at det var hende der bestemte og der var ingen vej udenom hun ville finde ham som det perfekte rovdyr hun var og når gjorde ville ikke være i tvivl om at hun var et af nattens væsner.