You are disturbing my dinner - Sophia

Tid: 23 ca.
Sted: En gyde ikke så langt fra en lille kro
Vejr: Solen er gået ned. Det begynder at blive køligere efter en sommer dag.
Omgivelser: Gyden er tom, men der er folk på gaden ved gyden og i kroen ikke så langt der fra.

Den unge dreng havde været ret let at lokke med sig. Marcus havde bare lokket ham med et lille job som den unge dreng kunne tjene lidt mønter på. "Vi skal dreje her" lød det kort fra Marcus med en venlig, men stadig bestemt stemmeføring. Den unge dreng gik lidt foran Marcus, han var ivrig for at komme igang med at hjælpe Marcus. Marcus var ikke sikker, men han gik ud fra drengen var fattig ligesom så mange andre i Rotten Root distriktet. Hvad folk ikke ville gøre for en håndfuld mønter nu til dags.
Solen var gået ned for en times tid siden så det var endnu tidligt på natten, men det blev hurtigt koldere og koldere i takt med at gyderne blev mørker og mørker. Det var det perfekte tidspunkt at jage. Der var stadig liv i gaderne og på kroerne og folk var lettere at lokke med sig når det enten havde fået lidt indenbors eller var fattige og desperate. Hvilket synes at være tilfældet med den unge dreng.
"Hvad skal jeg hjælpe med?" drengen spurgte Marcus imens de gik længere og længere ind i skyggerne i gyden. "Vi skal bærer nogle kasser" Marcus smilede kort for sig selv. Han elskede at 'lege' med maden så og sige. Da Marcus havde vurderet de var kommet langt nok ind i gyden, tog han fat i drengen og så ham direkte i øjnene. "Skrig og du mister dit liv med garanti!" Marcus' stemme var hård og kold imens hans stirrede på drengen som langsomt begyndte at få tårer i øjnene. Det var tydeligvis begyndt at gå op for drengen hvad der skulle ske, måske Marcus ville lade drengen leve bare fordi det var sjovt at se ham så bange? Han havde ikke bestemt sig endnu.
Med en hurtig bevægelse trak han drengens arm til sin mund og bed så igennem huden. Drengen stod som forstenet, med tårerne piplende ned af kinderne. Ude af stand til at trække sin arm til sig. Det var lykkes Marcus at skræmme gejsten af den ellers arbejdsomme og kække dreng der havde tigget inde i kroen. Imens Marcus nød sin mad kunne man inde fra gyden se folk der passerede forbi den, selvom det ikke så sådan ud, så hold Marcus et vågent øje med dem der gik forbi. Hvis han kunne slippe med at blive taget i at spise så ville han helst det. Han orkede som regelt ikke konsekvenserne når folk opdagede ham. På den anden side var Marcus ikke kendt for at gøre meget ud af at gemme lig eller rester. Hvis drengen fik lov til at leve ville han sikker løbe ud og fortælle hver en mand om Marcus. Ikke at det var en problem, folk lyttede ikke til tigger drenge alligevel.

Dette var ikke et behageligt område at befinde sig i og langt fra sikkert på nogen måde. Rotten Roots var farlig nok ved dagslys, men når natten faldt på sneg flere mørke væsener sig rundt og fandt ofrer i disse områder. Kom man fra en af de højere ringe i Doomsville bevægede man sig sjældent udenfor disse, medmindre det var af nødvendighed eller for at være rebelsk.
Sophia havde aldrig følt sig tryg i dette område, og brød sig ikke om at se alle de fattige, både unge som gamle. Hun havde været ud at jage med Telford i skoven og havde mistet tidsfornemmelsen. Før hun havde vidst af det havde byens klokker ringet, hvilket betød at byens mure ville lukke for natten. I al hast havde hun samlet byttet så Telford kunne flyve hjem med det og løb så mod byens mure. Kun akkurat nåede hun ind inden de lukkede i, og nu måtte hun bevæge sig hjemad.
Sophia boede selv i Angerforge District men måtte først igennem Rotten Roots, og gik nu med små nervøse skridt. Hun brød sig ikke om de mørke gader, som langsomt blev mørkere. De folk der var på gaden, prøvede hun at gå forbi og med sænket skridt gik hun stadig med hastige skridt mod sit hjem. Kulden fik hende til at skutte sig og hun slog armene om sig for at holde kulden ude.
Årvågen kiggede Sophia sig rundt, uden Telford ved sin side følte hun sig sårbar og ensom. Hun spejdede rundt i gyderne, men så ikke andet en et tæt mørke. Sådan var det for de fleste tilfælde, men en gyde skilte sig ud, for der var et par øjne som stirrede ud fra. Automatisk stoppede Sophia op, hvorfor vidste hun ikke helt, var det i frygt eller af nysgerrighed? Hun begyndte at kigge nærmere, og der så hun at personen som stirrede ud i mørket med halsen mod en lille skikkelse. Chokeret stirrede hun sådan længe, hvilket blot gjorde hende mere sikker. Inde i gyden stod en vampyr og drak fra en dreng, blot en lille dreng. Sophia kunne ikke lade dette ske, selv om hun var frygteligt bange gik hun ind i gyden. Med små skidt og rystende hænder nærmede hun sig dem. ”L-lad drengen gå. D-du k-ka-kan da ikke angribe og dræbe et barn” sagde hun med en stemme, som tydeligt bar præg af hendes frygt. Dette var på ingen måde gennemtænkt, for Sophia havde ikke styrken eller evnerne til at sætte sig op mod en vampyr. Dog blev hun stående, trods hende usikre statur og rystende hænder, som fik hende til at se mindre ud blev hun stående og ønskede at beskytte drengen.

//Håber det er okay og kan besvares//

Drengen var stadig levende, men var dog begyndt så småt at bevæge sig lidt uroligt. Marcus ignorerede det. Dog ville han med sikkerhed dræbe drengen hvis han prøvede at trække sig vil fra Marcus. Der gik ikke længe før der stod en og gloede på dem. Marcus fortsatte lidt, men slap så sit bid og så på pigen der stammende talte til ham. Marcus smilede fornøjet over hende. Han holdt stadig fast i drengens arm så han ikke kunne flygte. "Hvem sagde jeg angreb ham... Han fulgte frivilligt med mig her ud" sagde Marcus tilfreds imens han betragtede hende. Hun var rædselslagen, han kunne se hvordan hun rystede. Det var dog imponerende at hun ikke bare var løbet sin vej, men at hun var kommet nærmere. "Vil du måske bytte plads med ham?"spurgte Marcus. Hans stemme var legende og en smule charmerende, men man skulle ikke tage fejl af det.
Han kiggede kort fra pigen til drengen som stadig græd, imens han tog sig til armen hvor der løb blod fra bidemærkerne. Det var næsten en skam at han blev afbrudt midt i sin mad, men måske en ny og bedre snack ville overtage drengens plads? Marcus gik lidt nærmere pigen imens han hev drengen med sig. "Du er da ret modig, sådan at gå rundt i gyderne om natten og stoppe almindelige borgere midt i deres aftensmad" et kort og koldt grin slap Marcus' læber der han sagde det imens han igen betragede den bange pige. Han slikkede sig over læberne og kunne smage lidt rester af drengens blod. Han overvejede lidt hvad hun havde sagt. hvis han lod drengen leve ville han fortælle om pigen der redde ham og den vampyr der havde lade sin mad gå der fra. Det var ikke direkte noget der ville skade Marcus, men han var ikke glad for tanken.
Med sin frie hånd viftede han en tot hår væk imens han strammede grebet om drengen, der ville ikke gå lang tid før knogler ville brække, men Marcus var ligeglad, det ville vise at drengen ville være skadet hvis han slap der fra med livet i behold. Fattige folk der kom til skade overlevede ikke så tit. Plus det ville gøre det nemmere at fange drengen igen en anden gang, det var en god plan.

Den måde han opførte sig på, den tilfredse stemme, de smilende øjne gjorde blot Sophia mere skræmt. Hun kiggede usikkert rundt og turde ikke møde hans øjne. ”Han er blot en dreng, om de angreb ham eller ej gør det ikke bedre. Lad barnet gå” mumlede hun og kiggede hurtigt op, dog stadig uden at møde vampyrens blik. Det meste af tiden fokuserede hun på en løs tråd i kjolen, som hun nervøst pillede ved.
En let gysen løb igennem hende, denne gang ikke grundet kulden i gyderne. Hans legende og charmerende stemme blandet med de ord han sagde gjorde det klart for Sophia, at hun var vadet ud i noget, hvor hun ikke kunne bunde.
Ville hun bytte plads med drengen, lade sig selv blive denne vampyrs mad? Hendes første instinkt var at sige nej og bare forlade stedet igen, men hun kunne ikke. Sophia var opdraget til at hjælpe dem i nød og ikke blot vende det blinde øje til, hvis hun kunne gøre noget. Dette var blot en lille dreng, som var offer for en vampyrs mørke sind. Efter at have set dette kunne hun ikke vende om og lade det være, og bekæmpe vampyren var ikke ligefrem en mulighed. Lige meget hvad hun gjorde virkede det enten som en dødsdom over sig selv eller drengen.
Det varede længe før hun fik svaret, egentlig vidste hun fra starten at hun var parat til at tage drengens plads, hun manglede bare modet. Med en hæs og uforståelig stemme fik hun femstammet et svar langt om længe ”Jeg tager hans plads, hvis du lover at lade ham slippe fri og overleve.” Da det første havde været uforståeligt, gentog hun det nu med en fastere stemme. For første gang kiggede hun op og mødte vampyrens øjne, i håb om at virke mindre skræmt.
Denne mand var uden tvivl kold og elskede at lege med folk, Sophia havde kun været i hans nærvær et mindre stykke tid og vidste allerede dette. Han virkede langt fra uintelligent og som en man kunne løbe om hjørner med. Derfor så hun ingen anden udvej end at gå helt hen til ham og drengen, for at vise hun mente sine ord. ”Jeg ville blot hjem, men må nu erkende at det ikke bliver sådan” sagde hun sammenbidt og tilføjede mumlende kort efter ”mest af alt fordi du angreb et lille barn, som den kolde person du er” det var ikke meningen han skulle høre det sidste, hun havde bare ikke kunne holde det inde.

Marcus betragtede hende, hun var uden tvivl i gang med en længere overvejelse om hvad hun skulle gøre. Hun havde stadig en mulighed for at prøve og flygte fra ham. Om hun ville tage chancen var han ikke så sikker på. Hun havde stået stille i gyden i for lang tid, desuden var sandsynligheden for hun ville løbe ind i et andet grumt væsen ret stort som tiden gik. Han lod hende tænke så længe hun ville, mest fordi han uanset hvad havde det mad han havde brug for indtil videre, så intet ville gå tabt om hun så valgte at flygte eller overtage drengens plads.
Marcus smilede kort det var overraskende at hun faktisk ville overtage den lusede drengs plads... Marcus' grønne øjne så direkte på hende, og et køligt smil bredte si over hans læber. "Modigt" konstaterede han kort imens hans så hende lidt an. Han var imponeret over at hun turde stille krav til ham, men det gjorde det kun bedre. At hun prøvede at træde i karakter foran ham bekræftede bare at hun ville være en god distraktion for ham. Marcus betragtede hende lidt, da han hørte hendes mumlen. Han kommenterede ikke på det, han var godt klar over at han var kold. Det var ikke en nyhed og heller ikke en fornærmelse for ham, men ikke desto mindre skulle hun da bøde for at havde talt næsvist om ham.
Han så kort på drengen som havde været helt stille imens. Han var sikkert bange for at komme til skade hvis han begyndte at hidse sig op. Marcus vendte sig mod drengen og smilede koldt til ham. "Husk det er hendes skyld hvad der sker med dig efter det her...". Marcus strammede endnu en gang grebet om drengens arm. Lyden af et tørt knæk, det samme knæk man ville høre når man trådte på en gren brød den ellers meget stille gyde. Knækket var efterfulgt af en skrig af smerte fra drengen, først der slap Marcus ham og så til imens drenge grædende begyndte at løbe ude af gyden.
Marcus så da igen på pigen, "Så. Han er fri til at blive dræbt af andre nu" Marcus' var sikker på at lugten af drengens blod ville tiltrække andre vampyrer i området. Drengen ville være et let bytte nu hvor han også var skadet og bange. Den adrenalin der pumpede i drengen nu ville hurtigt aftage, så ville den brækkede arm blive en værre plage end et bid fra en vampyr. Marcus så fra drengen der hurtigt var kommet ud af gyden til hende. Marcus gik helt tæt på hende og så hende lidt an. "Du er vist ikke for klog... Jeg ville have ladet dig gå, hvis du havde givet mig fred til at nyde min mad..." Marcus sukkede og rystede kort på hovedet før han igen så på hende. Hun var køn, men det var ikke sikkert at det ville få hende skånet fra ham.

Hun brød sig ikke om han grønne øjne, der betragtede hende og det kølige smil. Havde hun truffet det forkerte valg, skulle hun bare være stykket af? Nej selvfølgelig ikke, et barn fortjente ikke denne skæbne. Hun hørte hans ord, modigt, hun så ikke sig selv som modig og hele situation var et rod. Sophia vidste hun ikke kunne komme ud af dette nu, hun havde praktisk solgt sig selv, men for at redde et barns liv eller det troede hun da.
Sophia følte sig usikker da han til drengen sagde, hun ville være årsagen til hvad der senere skete. Det lød ikke ligefrem som om han opfordrede drengen til at være taknemmelig, tværtimod. Da Sophia hørte lyden fra armen, som blev brækket og derefter skriget fra den lille dreng stod hun målløs. Havde vampyren netop brækket den lille drengs arm, en som ikke havde råd til den pleje der var nødvendig. Sophia havde overbevist sig selv om drengen ville slippe ud af dette i god behold, hvis hun tog hans plads. Forstenet stod hun, mens hans skrig stadig rungede i hendes hoved og kort efter løb drengen ud af gyden. Sophia selv stod blot og stirrede målløst på vampyren, ikke en lyd kom fra hende.
Sådan stod Sophia længe, som helt forstenet og uforstående over vampyrens handlinger. Det var først ved hans ord hun kom til sig selv. ”Du brækkede hans arm! Hvor kunne du, dit hjerteløse monster, han var jo kun et barn. Det er klart hvis han ikke overlever efter det du gjorde!” Man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun var oprørt og vred. Denne vrede havde fået det meste af frygten til at forsvinde, og hun stirrede nu trodsigt på ham.
Sophia vidste så godt som alle andre at en fattig dreng som ham ikke havde en chance for at overleve med en brækket arm. Den lille dreng ville næppe få hjælp, og armen ville ikke heale ordentligt. Derudover ville han ikke kunne arbejde og dermed ville han i sidste ende sulte ihjel, hvis ikke noget andet fik ham dræbt først.
Sophia kiggede ikke længere ned, hun havde fundet modet i vreden ”At lade dem dræbe et barn, når jeg kunne forhindre det. Det ville jeg aldrig lade ske. Hellere gøre tåbelige ting end være et monster.” Hun talte for første gang med en fast stemme. Hvad denne vampyr havde gjort mod den lille dreng gjorde hende vred, at man kunne få sig selv til den slags. Det negative ved denne vrede var at hun i stedet for at tænke sig om gjorde klar til at give vampyren en lussing, som havde han været et almindeligt menneske. Selvfølgelig ville selv et almindeligt menneske kunne overvinde Sophia, hun var ikke trænet til kamp på nogen måde. Dog blev hun først vred havde hun svært ved at tænke sig om, kun tanken om den lille dreng og skriget kørte rundt i hendes hoved. Hvordan en person kunne være som denne vampyr, hjerteløs forstod hun ikke.

Da hun udbrød i ren vrede over han handlinger så han overrasket på hende. Han havde åbenbart frem provokeret en meget vred side af den pige der ellers havde været utrolig bange og næsten ikke i stand til at sige et ord. Han så bare til imens hun skældte ham ud. Et selvtilfreds smil kom frem imens hun blev mere og mere vred. Han havde ikke regnet med at hun var blevet sur, men mere at hun var blevet bange efter han havde brækket drengens arm. Hendes vrede side var dog mere interessant. Hendes raseri så ud til at fjerne hendes kontrol. Det ville blive en spændende udvikling. "Havde du virkelig regnet med jeg ville lade ham gå kun med mit bidemærke?" Han ville provokere hende. Han skulle se hvor langt hun ville gå i sit raseri. "Så du vil ofre dit eget liv for en fremmed lille dreng der alligevel vil ende op død i randestenen? Patetisk". Marcus stod helt stille imens han så på hendes raseri udfolde sig. Han var ikke sikker på om hun turde gøre ham noget, men det så ud som om hun skulle til at give ham en lussing. Den kom dog ikke.
Marcus gik et skridt tættere på hende, der var dårligt nok en meter mellem dem nu. "Hvad vil du gøre for at overleve i aften?" spurgte han hende. Hans stemme var rolig og kontrolleret. Han lød hverken venlig eller kold. Hendes raseri var skyld i at han ikke længere ville drikke hendes blod, men se om hun kunne underholde ham. Hun virkede ikke som den mest modige, men alligevel var hun da handlekraftig på sin egen måde, det havde gjort ham nysgerrig. Somregelt var folk for svage til at turde sige ham imod eller svine ham til imens han var der. Alligevel havde hun gjort begge ting.

///sorry det blev ret kort skulle lige en masse ting på en gang///

Det hjalp ikke ligefrem på Sophias vrede, at han nu stod og smilede selvtilfreds som havde han sejret. På mange måder hun en velopdragen og behersket ung dame, men hun havde et temperament. Siden hun havde været helt lille, havde hun haft svært ved at kontrollere sin vrede. Dette var ofte endt i slåskampe, og som man kan forestille tabte den lille pige. Med alderen havde hun fået mere kontrol over den og gav sig ikke bare til at slå løs på folk, hun prøvede at trække vejret først. Vampyrens provokationer virkede i største grad, for hvert hånende, kolde selviske ord han udtale blev hun mere vred.
Hånden der i forvejen var løftet, klar til at give ham en lussing susede nu mod hans ansigt. Medmindre han forhindrede hendes slag eller nåede at flytte sig vil slaget ramme hans kind. Hun stoppede ikke ved slaget, hun kunne ikke lade hans ord blive hængende uden at tage til genmæle. ”Hvor kan de gøre den slags, kan de slet ikke se det er andre personer med et liv! Ja jeg havde regnet med de ville lade ham gå, trods din personlighed havde jeg troet der var bare en smule anstændighed over dig, men jeg tog tydeligvis fejl. Andre ville ikke kunne holde sådan en selvisk og kold person ud! Det skulle ikke undre mig hvis de var ensom, det har de fortjent!” Var ordene som strømmede ud af munden på Sophia efter hun havde slået ud efter ham. Hendes stemme var blevet hård da hun talte til ham, og hun nærmest vrængede nogle af ordene.
Sophia brød sig ikke om han trådte nærmere, så de nu stod tættere på hinanden. Han kontrollerede og rolige stemme gjorde hende ikke mere tryg, men vreden var stadig for stor til hun blev helt bange. Hvad hun ville gøre for at overleve? Spørgsmålet gjorde hende paf, det tog hende noget tid at forstå, hvad han havde gang i. For noget tid forsvandt hendes vrede og hun kiggede uforstående og en anelse forskræmt på ham. Sophias vrede vendte dog snart efter igen, som det gik op for hende, hvad han havde gang i ”Hvis de tror jeg vil være dit personlige legetøj, du kan få til at gøre hvad du vil, for at overleve tager du så grueligt fejl.” efter disse ord fnysede hun og løftede en pegefinger mod ham.
Dette måtte i sidste ende være komisk for ham, Sophia var ikke en høj person eller stærk, og nu stod hun der og både slog ud efter ham, for derefter at løfte pegefingeren af ham. Dette var noget mødre gjorde mod små uartige drenge, ikke en ung pige mod en vampyr, når natten var faldet på.

Marcus lod hende slå ham, det gjorde ham intet. Han smilede bare. Da hun blev helt paf og vreden kort forsvandt udviklede hans smil sig til et meget selvtilfreds et. "Jeg regnede ikke med at du ville gøre hvad jeg beder dig om" sagde han og grinede kort. "Det er du for selvstændig til..." Han så kort ud på gaden hvor der efterhånden blev langt imellem de passerede folk. Han overvejede kort hvad han skulle nu, de risikerede at nogle ville finde dem i gyden og de fleste vidste godt at der aldrig skete gode ting i gyderne.
Med en hurtig bevægelse tog han fat i den hånd hun brugte til at pege på ham og trak hende med sig. Hun kunne prøve at modstå hans styrke, men hun ville have svært ved det. "Du tog drengens plads, så du skylder mig noget! Jeg laver ikke aftaler uden de bliver overholdt.." Sagde han lavmælt imens han hev hende ud af gyden. De skulle finde et sted hvor der ikke var nogle der kunne genere dem. Marcus overvejede at tage noget af hendes blod med magt hvis hun ikke gjorde som han sagde inden natten var omme. Det hele var en stor leg for ham nu hvor hun havde vist hun turde tale igen til ham og endda give ham en lussing.
Folk der var ude på gade gjorde ikke særlig meget ved Marcus og pigen, de måtte vel bare tro at det var hans lillesøster som var i unode. Alligevel var der en gammel kromutter der stoppede dem lige udenfor gyden. "Undskyld, men hvad sker der?" spurgte hun. Marcus stoppede op, men holdt stadig fast med et hårdt greb om sit hans nye byttes hånd. Marcus' attitude var som forvandlet. Han smilede venlig til damen, "Undskyld, min søster var desværre forlænge ude så jeg blev nød til at hente hende" hans stemme var venlig charmerende, hvilket kunne ses på krodamen. Hun smilede til ham og nikkede så forstående. Hun stak kort Sophia et vantro blik, tydeligvis skuffet over en sømmelig pige som Sophia der ikke lysterede sin bror. Marcus strammede grebet om Sophias hånd for at signalere at hun ikke skulle prøve noget! Han gad ikke deale med denne dame. Det var rigeligt at hans aftensmad allerede var blevet forhandlet væk...

Hvorfor havde han stillet det spørgsmål, hvis han allerede kendte det svar hun ville give? Sophia undrede sig over det, men brød sig heller ikke om det. Det varede noget tid inden hun var klar til at tage til genmæle, men inden hun fik åbnet munden, havde han taget fat om hendes håndled. Snart efter begyndte han at trække af sted med hende.  Straks satte hun hælene i jorden og prøvede at forhindre dette, men meget hjalp det ikke. Styrkeforskellen var stor, vampyren var hende overlegen, og hun måtte se sig blive trukket af sted med. Dette betød ikke hun opgav kampen, stædigt blev hun ved med at hiv og trække imod, for at slippe fri.
Det var rigtigt nok, Sophia havde taget drengens plads, men hvorfor blev hun nu hevet gennem gaderne. Hvad ville vampyren nu, hun havde regnet med han tog hendes blod i gyden, da hun indgik aftalen. ”De kan i det mindste sige, hvad de vil gøre ved mig, hvad jeg skylder dig! Eller er deres anstændighed der ikke bare den lille smule” fnyste hun af ham, som de gik igennem de mørke gader.

Telfords stemme dukkede op i Sophias sind, hans og forældrenes bekymring om hvor hun blev af kom frem. Skulle hun fortælle sin bror, at hun havde forhandlet med en vampyr, så hun nu praktisk talt var hans fange. Svaret blev nej, hun villeikke blande sin bror eller forældre ind i dette, de ville selv ende med at komme til skade, ansvaret var hendes. I stedet forklarede hun ham at hun ikke var noget tilbage til byen, og derfor måtte overnatte i området udenfor. Uroen han havde følt fra hendes side, var blot fordi hun ikke brød sig om det, men bad ham blive hjemme.
Det virkede til at virke, eftersom Telford ikke spurgte mere ind eller virkede bekymret. Nu håbede Sophia blot han blev hjemme, så hun ikke bragte ham i fare. Alt dette foregik telepatisk.

Sophia skulle netop til at tale ham imod, forklare kromoderen, hvad der egentlig foregik. Da  mærkede hun grebet om håndleddet strammes og valgte at lukke i. Hun var ikke i tvivl om at han kunne og ville brække hendes håndled, hvis hun sagde ham imod nu. Derudover ville det nok bringe kromoderen i farer, hvis Sophia valgte at sige noget, for hun var ikke i tvivl om denne vampyr nok skulle skade kvinden. I stedet for at forklare sig kiggede Sophia bare ned i jorden og forblev tavs, denne gang var hun samarbejdsvillig.
Kort efter var kromoderen gået videre og igen var Sophia ladt til sig selv, fanget af vampyren. ”Kan de i det mindste sige mig, hvor vi er på vej hen?” sagde hun sammenbidt, og lod ham, hvis han fortsatte, trække sig videre.

//Undskyld ventetiden//

Marcus havde bare ignoreret hende selvom han havde snakket til ham. Efter deres korte stop ved krodamen var han igen begyndt at gå. Han så sig lidt omkring, der var sikkert et sted de kunne låne. Han var dog ikke helt sikker på om han ville have et værelse eller om han bare skulle finde en lille kro i stedet. Imens de gik løsnede han grebet om hendes håndled, dog kun så det ikke ville gøre ondt på hende. Han ville ikke lade hende slippe nu hvor han havde fået hende med væk fra gyden. Endelig åbnede han munden og talte. "Du får et valg..." Sagde han roligt imens han stadig gik. Han havde besluttet sig. Der lå en lille kro, med en gammel og grisk krovært kun nogle få gader der fra, det ville være et perfekt sted.
Han satte farten en smule op imens han gik målrettet med Sophia på slæb mod kroen. Han vidste at den gamle krovært ikke ville genere Marcus, da han stod i gæld til Marcus. Da de kun var en enkelt gade fra kroen stoppe Marcus og trak Sophia tæt på sig. Han bøjede sig en smule hen mod hende og talte så med en dæmpet stemme. "Enten finde du blod til mig... Eller du lader mig drikke dit blod, så er vi kvit.". Hans tilbud var konsekvent og stod ikke til at blive ændret. Det var hendes egen skyld at hun var havnet i den situation.
Imens han afventede hendes svar så han sig omkring. Der var stadig få folk på gaden, men de holdt sig for sig selv. Det var også bedst for dem. Marcus var ikke sur, men lettere irritabel efter at han havde mistet sin aftensmad, men han ville have det bedste ud af hende han kunne få. Hun skulle være glad for at han overhovedet fik et valg, det var sjældent at hans ofre fik lov til at vælge hvordan deres nat med Marcus skulle udvikle sig.

//sorry det blev lidt kort///

Det var ikke lang tid de blev ved krodamen, før han igen begyndte at trække hende videre. Denne gang gjorde hun knap så meget modstand og gik blot en smule langsommere. Til hendes lettelse løsnedes grebet snart om håndledet og det smertede mindre nu. Dog var det stadig ømt, for svag kunne man ikke ligefrem kalde vampyren. Havde hans greb været løsere, ville hun have revet sig fri, men sådan forholdt det sig dog ikke.
Hovedet han og hun var godt og vel træt, men hjem kom hun ikke. Sophia havde rodet sig ud i en frygtelig situation, og vidste endnu ikke, hvad den egentlig indebar. Dette fik hun dog snart mere indsigt i, hun skulle træffe et valg, men selvfølgelig valgte han ikke at uddybe mere, men trak blot videre med hende. ”Du vil ikke fortælle mig hvilket valg endnu” mumlede hun, stadig irriteret på denne vampyr over hans kolde personlighed.
Hastigheden blev sat op og Sophia måtte smålunte for at følge med, at være lav resulterede i at man måtte gå hurtigere. Det varede dog ikke længe, for pludseligt standsede de op i en tilfældig gade. Han trak hende tæt på sig, hvilket gjorde hende nervøs og vakte ubehag. Da han med en dæmpet stemme begyndte at tale løb en let gysen ned ad hendes ryg. De ord han sagde forstærkede effekten og hun mærkede at hænderne igen rystede nervøst. Langt om længe sagde han, hvad de skulle og ordene betryggede langt fra. Sophia så ikke mindre end chokeret på ham, da hun havde hørt hans ord. Fra starten af havde hun regnet med at han skulle have hendes blod, men dette, denne leg han havde gang i. Troede han virkelig Sophia ville finde ham et nyt offer, når hun blot havde prøvet at få et reddet ud af hans skind. Sophia vidste med sig selv, at hun ikke ville finde ham en ny person, som kunne blive hans aftensmad. ”Finde blod til dig, hvordan skulle jeg det?” spurgte hun uskyldigt, prøvede at trække tiden ud. Om ikke andet, hvis hun kunne trække den ud til solens stråler atter viste sig, var hun måske reddet.

//Undskyld ventetiden. Håber det kan bruges, havde ikke så meget kreativitet, så det blev lidt kort.//