To insult people is one of my finest abilities. (Sophia)

Tid: Middag - hvor solen står højest, skønt dens stråler blokeres en smule af træernes kroner.
Sted: Ashen Wood Forest
Vejr: Mildt, lunt men overskyet.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ashen Wood var en sørgerlig skov. Det var i hvert fald sådan elvermanden Rhychdir tænkte, da han let på benene, elegant og lydløst bevægede sig rundt i omtalte skov. Det var nok en overdrivelse - det var en overdrivelse - skoven var trods alt levende med velfungerende plante- og dyreliv,  men når man havde boet næsten hele sit liv i The Forest of Mother Nature, var der altså intet der kunne nå den magiske elverskov så meget som til sokkeholderne!
Det hele var så pokkers gråt! Hvor var diversiteten, hvor var farverne?
Selvom Ashen Wood nok næppe gik hen og blev Rhychdirs nye favoritskov, var der alligevel noget helt særligt ved at bevæge sig rundt i en skov - ligegyldig hvor grå og intetsigende den ellers måttes påstås at være.
På ryggen bar Rhychdir en bue, og havde det ikke været for kurven der hang over hans ene underarm, kunne han velsagtens have lignet én der var i skoven for at jage. Det var dog langt fra tilfældet. Selvom Rhychdir var en dygtig skytt,e var tanken om at tage liv med buen nærmest helt ubærelig. Han var stærkt modstander af at tage liv for egen nytte, og havde egentlig kun slæbt det åndsvage våben med fordi han ikke turde efterlade sig noget af værdi på det kroværelse der lige for tiden udgjorde hans hjem.

Det var dog ikke kun fordi han havde en lille smule hjemve, hvilket kunne påstås at være latterligt når han ikke havde været i Doomsville og omegn meget mere end få uger, at han befandt sig i skoven - men også fordi han havde et lille lager af planter og urter han skulle have genforsynet, hvoraf han regnede med at kunne skaffe de fleste her. Det var egentlig mest af alt en helt særlig rod han håbede på at kunne finde, som gjorde underværker for huden, blev den presset og blandet op med en creme.
De få, men ret mislykkede, uger han hidtil havde tilbragt i Doomsvilles fattige ende, havde sat spor på den unge elverman. Ikke kun i form at af han i hvert fald havde tabt sig et kilo eller to, fordi han ikke brød sig om maden der - men det kunne han leve med - han ville have haft det langt strammere med i stedet at have taget ekstra på, men han havde også fået store sorte poser, under de ellers kønne blågrønne øjne, og når man var så forfængelig og gik så meget op i sit udseende som Rhychdir gjorde, var det altså en mindre skandale! Det måtte den pokkers rod kunne gøre bod på!

Det var derfor med et lettere højlyd "Ha!" at Rhychdir bukkede sig ned da han spottede, hvad der umiddelbart lignede den rette rod, og begynte at grave lidt. Lige præcis når han færdedes i skoven blev paraderne faktisk sænket en smule. Da betød det ikke det store om der kom lidt jord under neglene, mudder på buksebenene eller om grene viklede sig fast i hans høstak af en hårpragt. Det var egentlig kun når han færdedes i byerne, at han gik op i at se repræsentabel ud - men der gik han til gengæld også op i det!  Nænsomt, for ikke at beskadige roden fik han vristet den op af jorden, vægtede den kort i hånden inden ham med et overlegent smil lagde den ned i kurven til de andre planter han hidtid hade raget til sig. Win.