Step aside and let me DOCTORING THE VICTIME - Sophia

Det havde ikke set godt ud, armen havde været blå og ubrugelig. Sophias fader havde samme dag skadet sin ene arm frygteligt, og det så ud til at være et brud. Fik han ikke hjælp hurtigst muligt ville det ikke så godt ud, hverken for ham eller den lille familie. Helede hans arm ikke hurtigt og ordentligt var der ikke længere smedearbejde, hvilket ville betyde et liv i fattigdom for dem. Sophia havde hurtigt vidst at det var nødvendigt at hente hjælp, det eneste problem var at skaffe en ordentlig person, som kunne få armen på plads.
Der var selvfølgelig få lægekyndige i byen, men ikke nogle der virkeligt kunne hjælpe. Sophia så blot bekymret til, som hendes far sad praktisk talt hjælpeløst. Hun var gået ud efter hjælp hurtigt, men ikke meget var der at hente. Dog hørte hun fra nogle et rygte, om en dygtig person, som kunne hjælpe. Der gik rygter om denne mand, han omtaltes om en mirakelmager, netop hvad de havde brug for. Selvfølgelig havde hun straks fortalt forældrene om denne mand, de virkede knap så begejstrede. Endnu mindre begejstrede blev de, da de hørte hvor han tog til. Trods Sophias indvendinger skiftede de ikke mening, de ville ikke opsøge denne mand.

Sophia havde sneget sig væk fra huset og ud af byen, for at opsøge denne person. Hun var overbevist om at han om nogle kunne hjælpe, så faderen kunne komme på rette fod igen. Mørket havde sænket sig og hun fulgte stigen. Over hendes hoved fløj Telford, sammen var de blevet enige om at begive sig af sted. Forældrene havde forbudt det, men Sophia ønskede at hjælpe sin far, og ville derfor ikke opgive på denne doktor. Hun havde en flaskegrøn uldkjole på, og om sig havde hun en kappe, hvor hætten var trukket over hovedet.
Det varede et stykke tid før de nåede huset, som skulle tilhøre denne mand. Da hun så det skuttede hun sig let, det virkede som et dystert sted. Havde hendes forældre haft ret, var det dumt at kommer her? Det virkede for Sophia nu, mere forståeligt at de havde sagt nej. Let skuttede hun sig og begav sig mod husets port, Telford fløj nu lavere og kom ned til hende. Da hun nåede til porten satte broderen sig på hendes skulder og hun aede blidt hans bryst. ”Så, så Telford, det skal nok gå, jeg er sikker på han er flink og vil hjælpe” egentlig sagde hun det mere for at berolige sig selv, end broderen. Han havde altid været den modige af de to, mens Sophia var den bange. Han svarede hende beroligende igen og dette gav Sophia modet til at fortsætte, de skulle have fat i manden.
Forsigtigt gik hun hen til porten, nervøst løftede hun hånden op og lod den ramme døren Bank… bank… bank lød det. Nu stod hun blot der, med Telford på sin skulder og ventede på døren ville åbnes.

//Undskyld ventetiden, håber det er brugbart//

// Det helt okay //

Elaija trak sine knogler frem fra knogerne også der efter begyndte at lave ansigtet på denne vampyr, som nu lå med ansigtet imod ham. Han bevægede sig ikke under de sidste 2 timer Elaija arbejdet, da en af de unge tjeneste folk dukkede op. ''Hr. Elaija, der er en ung kvinde et par hundred meter fra vore grund, skal vi gå i forsvar?'' Elaija fortsatte videre med projectet, mens hans smilede kort. Nej, lad hende blot være og lad hende komme ind, hvis hun var en trudsel, havde vi alleredet været under angreb nettop nu, når vi står og taler sammen. Elaija formået at få lavet det sidste færdigt ved denne unge vampyr og gik der efter ud af rummet, hans blik var i retningen af hoved døren, mens hans tøj blev smidt på gulvet, som senere blev samlet op af husets omvandrende tjeneste folk, som mest af alt blot bestod af nogle hunde, som samlede tøj, mønter og dets ligende og lagde det i en stor soteret bunke i kælderen, hvor det senere kunne renses og genbruges igen.

Elaija fortsatte videre, mens et par tjeneste folk dukkede op og gav ham vest, en stok og der efter stod klar og ventede på at den unge pige skulle dukke op. Få sekunder senere lød der en banken på døren, som der efter åbnede ind af, imod Elaija. Fint i klæder, som mest af alt bestod af en Hvid skjorte, Læder brun vest og en ung vagt hund, siddende og stirende på denne unge kvinde og hende's fugl, som nu kunne se de 6 skulpturer, på et par af 2 af hver side, som når man rullede den røde løber frem, ville de 6 skulpture danne et par af 3, på samme linje. Det virkede 'lidt' for perfect til nogle smag, mens ved deres venstre side var der et symbol af klanen Tzimisché og ved deres højre side, et langs gyldent sølv belagt sværd, stolt ingraveret på noget gammelt sprog.

Elaija smilede varmt og venligt, mens han roligt trådte frem imod disse fremmede. Velkommen, Velkommen! Jeg er Elaija Arkmen, må jeg spørge hvad dette besøg skyldes? Lyden af hans stemme førte mere vægt på besøg og årsagen for disse gæster var kommet, men han gav aldrig udtryk for at skulle se ned på hende, men tvært imod så hende som en lige mand. Eller kvinde i dette tilfælde. Hans blik var fortsat i en noble gang og dog var det tydeligt at man kunne spotte, med de rette øjne på ham, at han var vampyr, men med duften af friske roser.

Kjolen

Nervøst stod Sophia og trippede ved døren, hun havde trukket kappen tættere omkring sig. Huset virkede ikke indbydende for hende, der var noget over det. Mørket omsluttede det nærmest, skyggerne virkede tættere og det virkede som om ondskaben lurede i krogene. Mest af alt havde hun lyst til at løbe derfra, lade som om hun aldrig var taget af sted. Sophia var ikke en modig person, langt fra faktisk. Dog rodede hun sig altid ud i situationer, som ikke var behagelige eller passede sig for en pæn ung dame. Det skete oftest, fordi hun ønskede at hjælpe andre folk og gøre verden til et bedre sted. Til tider havde hun ikke Telford ved sin hånd, han var ofte en stor hjælp og havde reddet hende et par gange. Af de to tvillinger var han den modige og stærke, til tider også den mere uretfærdige.
Telford gned sit hoved mod Sophias, som for at berolige hende, og hun lod en hånd glide op og aede hans bug.

Det varede ikke længe før døren til huset blev åbnet, og noget af et syn kom hende i møde. Da hun så huset indvendigt, kunne hun ikke lade være med at måbe lidt. Udsmykningen med de forskellige statuer, den måde alt virkede så elegant på. Hun lod øjnene glide rundt og de faldt på herren, som var klædt sofistikeret. Da hun mødte mandens blik blev hun igen mere rolig, trods han var ualmindeligt bleg (hvilket kunne tyde på en vampyr) silede han varmt. Lettet åndede Sophia ud og hun smilede venligt igen, hendes nervøsitet var forsvundet. Hun antog at manden som bød velkommen var husets ejer, og den hun ledte efter. Hvis den velklædte mand med det varme smil ejede huset, mente hun næppe der kunne ske hende noget. Sophia ventede på hun blev budt ind, og trådte først ind da hun antog det var i orden. Sammenlignet med ham følte hun sig ilde klædt, hendes kjole var i brunlige og afdæmpede farver og håret sad løst og sjusket efter turen.
Hun tøvede ikke med at svare på hans spørgsmål ”Jeg leder efter doktoren, hans hjælp er desperat ønsket, derfor opsøgte min bro… jeg ham med min fugl” Det var i sidste øjeblik hun kom i tanke om ikke at nævne broderen, folk så ofte på dem med skæve øjne. Hun kiggede nervøst på herren, som kaldtes Elaija, med bedene øjne som udstrålede hendes ønske om hjælp.
Sophia gik videre hen mod manden, og først nu mærkede hun trætheden. Hun havde ikke fået noget søvn og var ikke udholdende, så den lange tur havde tæret på hendes energi. Med tunge skridt lykkedes var hun endelig henne ved ham. Hun nejede dybt, som det påbød sig en dame at gøre og fik først nu præsenteret sig. ”Jeg undskylder jeg ikke fik præsenteret mig. Mit navn er Sophia Johnson” hun kom op og står kort efter og kiggede manden i øjnene.

//Igen undskyld ventetiden, har haft nogle ting at ordne de sidste par dage. Håber svaret kan bruges, skriv hvis jeg skal skrive mere til!//

// Det er helt iorden og ligeledes beklager jeg for først at svare nu. En fly tur kan virkelig tage på kræfterne. //


Elaija havde stadig et varm smil på læben, mens blikket faldt på fuglen. '' Kom ind, kom ind, men lad mig høre.. Hvad skyldes æren af deres besøg?'' Elaija høfligt bød dem inden for og stille observerede hver hendes bevægelse. Duften af hende virkede anderledes. Specielt ikke menneske, det var helt sikkert. Dette havde han flere at gøre med og varulv var hun hellere ikke, da de ofte aldrig går med dyr som deres companioner. Måske en anden vampyr? men hun er alt alt for.. Levende, men igen måske kunne hun være træld for en? Hun ved åbenbart hvem Elaija er? eller gør hun?.

Elaija lyttede til hendes ord og da hun bedte om at finde doktoren, bukkede Elaija kort og svarede høfligt ''Det er mig, Til deres Tjeneste'' Han kiggede fortsat på hende og spottede let at hun afbrød sig selv og rettede fra bor til sig selv og fuglen... Hvorfor nævne fulgen? hvilken centimental værdi havde den, siden den var værdig til at blive nævnt i en sætning? Elaija kørte kort det rundt i tankerne, hvor efter han blev afbrudt da hun undskyldte og præsenterede sig selv.

''Ingen skade gjort kære, kom lad mig give dem i det mindste noget at spise og drikke på din lange rejse også kan du fortæle mig alt. Okay? Bare rolig, jeg en transport vogn klar til rejsen. Elaija rakte hende hånden, som et tilbud om at byde hende ind på en bid måltid. Han knipsede med den anden hånd og 2 tvillinger dukkede op og så på ham. ''klar gør vognen, da det ikke er længe før vi tager afsted og pak nødvendige materiale.'' Hans stemme virkede halv rolig og hans blik faldt kort på de to tjeneste folk, som blot nikkede og gik ind af en dør og forsvandt.