Well, well, well... Nice to see you again - Marcus

Lyden af hastige fodtrin, af en der løb, rungede igennem de ellers stille gader i denne del af Rotten Root. Det varme og tunge men hurtige åndedræt efterlod små dampskyer i den kølige luft, som hjertet bankede derudaf på kvinden der løb så hurtigt hun kunne igennem gaderne, tydeligvis på flugt fra noget - eller nogen. Det var tydeligt hun boede i dette kvarter, på de slidte laser af en gammel kjole hun var iklædt. Som hun løb om et hjørne, kom årsagen til syne - en høj, mørkhåret og blåøjet mand, der var klædt lidt for pænt til denne del af byen.

Micah smilede stille for sig selv som han gik stille og roligt ned af gaden kvinden lige havde løbet igennem, de blå øjne for en studn lukket som han tog en dyb indånding og smagte på duften der ramte ham. Frygt. Angst. Panik... Adrenalinen der var så tydelig at lugte, kun tydeligere grundet hvor hurtigt hendes hjerte nu slog, førte det hurtigere og hurtigere rundt i hendes krop. Dette var en af de ting Micah elskede mest ved hans nuværende tilværelse - jagten. At føle sig som hvad han var, toppen af fødekæden. Ikke noget svagt menneske som han havde været for godt et århundrede siden - men et rovdyr der gik efter det han engang havde været. Han slikkede sig let sultent om munden, mærkede hans hugtænder komme ud til deres fulde længde, ikke trukket ind som normalt, når han skulle prøve at skjule hvad han var - for han var på jagt, han var sulten, og legetiden var overstået. Nu skulle der spises.

Det tog ikke mange øjeblikke før han havde indhentet kvinden, og endda løbet ind foran hende, så hun løb ind i ham. Han smilede til hende - et helt igennem sadistisk smil, der tydeligt viste hugtænderne. Som hun skulle til at skrige lagd ehan hurtigt en hånd over hendes mund, mens den anden arm sneg sig omkring hende, holdt hende tæt ind til ham. "Shh, shh... It'll all be over before you even know it..." mumlede han lavt, ind i hendes øre, som han lænede sig ind for at køre sin tunge langsomt ned langs siden af hendes hals, smage let på hende før han begyndte at spise - bare den svage salte smag fra sveden der piblede af hende både fra løbeturen og fra hendes rædsel, gjorde ham endnu mere sulten, hvis det var muligt.

Som hans frie hånd gled op i hendes nakke tog han et godt, fast tag i den, og trak hendes hoved til siden, som han endelig lukkede øjnene og bed, mærkede sine sylespidse tænder let glide igennem den sarte hud, smagte blodet der vældede ud. En smule nåede at undslippe, glide ned af hendes skulder, før hans læber lukkede tæt om såret og han begyndte at drikke. Stille og roligt, langsomt... Nød hver evig eneste dråbe. Ikke noget med bare at drikke hurtigt, så virkede en lang jagt jo overflødig. Nej... Nu han havde leget med at jage hende rundt i godt og vel etkvarters tid, så skulle dette måltid også nydes til fulde!

Det var en af de aftener hvor han ikke havde folk løbende i hælene hele tiden. Det var nok de aftener han satte mest pris på efter han var blevet leder. Ikke at han ikke nød magten, men det at folk konstant var omkring ham var ikke noget han nød for meget af. Marcus havde altid været sær på den måde, han nød ensomheden som var det en eksotisk drink man kun fik få gange i løbet af sit liv. Selvom denne aften var en af de sjældne, hvor han havde fået Nick til at holde skansen, så havde Marcus alligevel et mål med aftenen.

Det var ikke mange dage siden han havde fået nys om en vampyr med bestemte gaver. Marcus havde først været meget ignorant omkring det, men da han fik mere information og et navn på vampyren havde han lyst op. Man mente navnet var Micah på denne vampyr. Selvom Marcus ikke var kendt for at passe på de vampyre han havde forvandlet så kunne han stadig huske hver og en af dem. Derfor var navnet Micah ikke fremmet for ham, det var navnet på den slave dreng Marcus havde forvandlet for omkring 100 år siden. Den evne Micah havde nu var af stor interesse for Marcus, så det var ikke underligt at Marcus ville aflægge et besøg.

Det var dog ikke helt planlagt det skulle være denne aften.
Marcus havde vandret rundt for sig selv denne nat, men lugten af blod og noget andet genkendeligt havde ændret hans eller hvileløse kurs. Rotten Root distriktet var ikke kendt for at dufte godt, det var fattigdommen der holdt til der. Folk var somreglt ret snuskede og beskidte, derfor var det heller ikke unormalt at der oftest stank af afføring og skidt. Marcus havde fået fanget den søde duft af blod. Et køligt smil brød frem, han var alene på gaden og med rolige næsten lydløse skridt fulgte han lugten.
Han skulle ikke gå langt før han stod på den samme gade som kilden til den skønne duft var. Marcus stoppede et lille stykke fra Micah og hans aftensmad. Det var ikke til at tage fejl af denne unge mand var den samme, som Marcus havde købt for mange år siden.

Marcus stak hænderne i lommerne på den lange sorte jakke han havde på. Selvom han ikke var lige så prangende i sit tøj som Micah, så var man stadig ikke i tvivl om at Marcus ikke kom fra dette fattigmands distrikt. Den lange jakke og de mørke bukser var af god kvalitet. Marcus brød sig dog ikke om at så prangende ud, det vækkede for meget opsigt. Dem der kendte ham, kunne dog genkende ham på det halvlange let krøllede mørke hår og de mange tatoveringer der prydede hans arme og krop. De var dog skjult under jakken denne aften.

"You done soon?" lød det roligt fra Marcus. Han havde betragtet Micah i lidt tid, imens han havde drukket fra den unge kvinde han havde i sin favn.

Micah havde skam godt sanset at en anden var ankommet til gyden - ikke at han bekymrede sig frygteligt meget omkring det, for så tæt på som vedkommende var da der blev standset, var det kun alt for tydeligt at høre at der ikke va rnoget hjerteslag... Og han havde derfor allerede en god idé, om hvilket væsen den anden var. Da han endelig så op fra sit måltid, trak sig igen og let slikkede om sine nu blodige læber, så han da også hurtigt at han havde ret. For hvordan kunne han nogensinde glemme den mand, når det var ham der havde givet ham dette liv, det han nød så meget mere end hans forhenværende tilværelse? Ikke at Micah generelt var en der viste nogen som helst form for taknemmelighed, og det ville han heller ikke overfor Marcus, selvom det nok egentligt var den følelse han havde inderst inde. Men få ham til at indrømme det og sige det højt? Det ville aldrig ske.

Han kigged epå ham et par sekunder, hørte hans spørgsmål... Og lænede sig så igen ind mod kvindens hals for at slikke de sidste dråber væk, inden han blot smed hende til siden. "Now I am, yes." sagde han så roligt, og kørte en hånd gennem sit hår, fik det væk fra ansigtet før han så lidt nærmere på... Ja, hans skaber. Marcus. Hans læber blev trukket op i et skævt smil som han lagde hovedet let på skrå. "And to what do I owe the pleasure of your company? I heard you've got quite a following of our kind, now... Didn't quite expect you to be the type who'd like all of that responsibility..." hvis han ikke huskede helt galt havde Marcus været... Ja, nok egentligt doven på visse punkter. Plus det der med ikke rigtigt at oplære ham, ja, det var vist heller ikke det mest ansvarlige. At Micah så havde været et naturtalent til at lære de nye ting han kunne som vampyr, havde været en helt anden sag. Nok fordi hans sind allerede havde været så ødelagt at det ikke stod til at redde på nogen som helst måde dengang Marcus fik fat i ham.

Marcus stod helt roligt og betragede Micah. Det var ikke underligt at knægten klarede sig fint nu som vampyr. Marcus var ikke tilhænger af at oplærer vampyrer, der var ingen der havde oplært ham den gang for mange år siden, og han havde overlevet fint. Derfor gad han ikke tage ansvar for at dem han forvandlede lærte at finde føde, det kunne de selv finde ud af, og hvis de ikke gjorde, så var de ikke noget værd i Marcus' øjne. Micah havde han dog aldrig regnet med ville klare sig dårligt, allerede som slave havde Micah virket ret koldblodig, hvilket hos vampyrer viste sig at være et fint karaktertræk. Alligevel var de flotte klæder som Micah bar ikke noget Marcus havde regnet med, for at stige i graderne og få penge i denne verden skulle man gerne ofre en del. Marcus havde ofret flere ting for den magt som lederstatusen havde givet ham. Det var dog ikke noget han dvælede ved mere.

Da Micah lod kvinden falde smilede Marcus et køligt smil, i dette kvarter kunne man godt efterlade lig. Han havde nok gjort det samme selv. Marcus så fra kvinden til Micah igen da han hørte Micah tale. Hans smil blev lidt større imens han roligt nikkede lidt med hovedet. Han kunne godt se ironien i han position som leder nu. "Responsibility... Yes, but its a diffrent kind, than the one you would have wanted from me back in the day." hans tone var rolig og neutral. Han vidste ikke om Micah havde ville haft Marcus omkring sig den gang han stadig var ny i den mørke verden. Marcus var egentligt også ligeglad, men fra tid til anden stødte han ind i folk han havde forvandlet. Der var enkelte der var rasende på Marcus over han havde forladt dem i deres tidlige dage som vampyr.
"I see you've imbraced your being, it suits you well" selvom at det var et kompliment, så var der ingen venlighed at finde i Marcus' stemme, han havde i stedet for nærmet sig kvinden der i en unaturligt stilling på jorden. Han kiggede lidt på hende imens han strøg nogle enkelte krøller væk fra sit ansigt. "A pretty one, what a tradegy" Denne gang smilte han dog, det var koldt og grumt. Marcus fortræk de unge kvinder eller mænd, de smagte bedst og det var jo kun en bonus når de også var kønne.
Marcus så igen på Micah. "I've heard some things about you recently.." han tarv og så lidt ud på den gade han var kommet fra, der var stadig ingen andre at se eller høre.

Micah fik roligt tørret sig lidt om munden - ikke at han troede det ville røre Marcus spor hvis han lod blodet sidde der, men lidt præsentabel ville han trods alt gerne se ud... Især sådan som han selv var steget i rang i løbet af årene, især som han havde fået slået alle sine tidligere mestre ihjel, og hans forældre, og derfor nemt overtaget alle deres penge... Og en del af deres slaver, selvom mange af dem var døde med tiden så han nu, inklusive Malte, 'kun' have fire tilbage. Men det var også helt fint... De kunne klare alle dagligdagstingene der kun kunne ordnes i sollyset, for ham, mens han selvfølgelig tog sig af resten.

"I only wanted it for the first month or so," sagde han så og trak på skuldrene. "Really didn't take all that long to learn on my own." Ja, han var absolut ikke sur på Marcus over bare at have efterladt ham. Han havde lært alt om hans nye liv så meget hurtigere end han havde lært al mulig andet. For at være helt ærlig så havde det været sværere endelig at lære at læse og skrive i løbet af de år, end det havde været at lære sig selv at jage hans bytte. Han nikkede da også bare med et let, skævt smil på læberne som Marcus komplimenterede ham. Han mente da også selv at det her passede langt bedre til ham end hans tidligere liv - og race - havde gjort.

Hvilke folk Micah gik efter... Han havde egentligt ikke en bestemt type han gik efter. Eller, jo, hvis han var heldig at kunne få fingrene i en lækker lille engel, så gjorde han skam det. Men ellers varierede hans præferencer ekstremt meget med hans humør. Han løftede dog et øjenbryn i et let spørgende mine som han så over på Marcus igen, og lagde hovedet blot en lille smule på skrå. "You have? What things in particular? People say so many things." han trådte lige et enkelt skridt tættere på manden, for tæt til hvad fremmede ville stå, men nu var de jo heller ikke ligefrem dét. Det kunne godt være de ikke havde set hinanden i rimelig mange år, men der var stadig lidt mere af en connection end med andre.

Marcus nikkede roligt da Micah fortalte han kun ville have haft Marcus' hjælp i begyndelsen, det havde han ikke været alene om. Det behagede dog Marcus at Micah ikke var blandt de vampyrer der ikke kunne stå på egne ben. De få der ikke havde kunne klare sig selv var forsvundet eller blevet bløde væsner. Micah der imod virkede på ingen måde blød. Selvom Marcus ikke havde nogen ansvarsfølelser over for Micah så var han alligevel behaget ved dette møde og den unge mand Micah var. " I'm pleased to know you've become a true vampire" Selvom at Marcus smilede, så var der stadig ingen ægte følelser bag. Han ansigt kunne sagtens have været en maske, for hans øjne viste sjældent andet end kulde og vrede. Hvad han sagde var dog sandt. Det var med tiden blevet meget vigtigt for ham at de vampyrer der kom til ikke var svage og kunne opretholde omdømmet.

Marcus kunne se at han havde vækket lidt nysgerrighed i Micah, det var ikke så underligt. Alle med et ry var interesseret i at hører hvad folk sagde om en. Så da Micah kom tættere med et tiltet hoved lage Marcus roligt armene over kors og smilede køligt. "I've heard different things about you. Not all goob, but also not all bad..." Marcus så roligt på Micah, der gik rygter om forskellige ting. Marcus var dog kun interesseret i en ting. Han havde hørt om Micahs evne.
Marcus så kort hen på den døde kvinde og vendte så om på hælen. "Walk with me, I don't like the smell of decay" han så om på Micah og forventede at Micah ville følge med. Det var med rolige skridt at Marcus langsomt bevægede sig væk fra liget. Lugten af kroppen der langsomt blev fyldt med gas og råd var ikke noget Marcus nød. Det tiltrak også ådselædere, som han foretrak at betragte på lang afstand.

Som han roligt bevægede sig væk så han mod Micah. "If the rumors are true, you should have a great gift I hear. Something about manipulating blood?" Selvom at Marcus' stemme var rolig, så kunne man godt høre at han var en smule nysgerrig. Hvis rygterne var sande ville Micah være en meget særlig vampyr, som klart ville have stor betydning for Marcus og resten af racen.

Micah's øjne havde igen gledet ned til den døde kvinde, før han kiggede over på Marcus igen, og det svage, skæve smil var stadig at spore på hans læber. Han havde godt en fornemmelse af hvor Marcus ville hen med det han sagde lige der... Han havde godt selvmødt de vampyrer der nærmest afskyede hvad de var blevet, som ikke kunne håndtere at de måtte ud at jage mennesker og andre væsner, dem der simpelthen ikke kunne komme ud over den grænse, selv når sulten rev dem i halsen. Han havde aldrig forstået dem... Hvorfor prøve at holde fast i de værdier når de absolut ikke gav mening med det rovdyr man nu var? Det var åndssvagt at prøve at frasige sig sin natur, især når den var så tydelig, så simpel... Du var strøget op til toppen af fødekæden. Væn dig dog til det, lad være med at opføre dig som et byttedyr længere. Punktum. At ikke ville dræbe var kun en svaghed der ville holde dig tilbage fra alt det du kunne blive, hvis du gad gøre noget for det.

Det at rygterne var lidt blandede, undrede ham nu heller ikke helt. Der blev vel sagt gode ting om ham af de folk der havde set ham som han normalt var, og... Måske lidt mindre gode ting om ham, fra dem der havde set ham miste besindelsen og gå totalt amok før. Eller omvendt, alt efter hvem man nu engang var. Godt og dårligt var jo så subjektivt. "Is that so..." var derfor hans eneste svar på det. Han løftede let det ene øjenbryn og så lidt efter Marcus som han vendte om og begyndte at gå... Det tog et længere øjeblik før han besluttede sig for at gøre som forventet og følge efter.

Hans smil blev en tand skævere, og han rystede let på hovedet, så hans hår lagde sig som han helst ville have det, igen. "Well, will you look at that. For once, the rumors are true. I do, indeed, have a gift like that. It doesn't work with my own blood, though." men det virkede med alle andres, og det var det vigtige... Det havde dog størst effekt på væsner med et hjerteslag, i alt fald det han bedst kunne lide at bruge evnen til.

Som de bevægede sig længere væk fra liget så Marcus sig roligt omkring. Han havde ikke et eksakt mål han gik efter, men det passede ham egentligt også meget fint. Han foretrak at vandre rundt uden et mål når han kunne, det bød tit på oplevelser han ellers ikke ville få. Denne aften var det dog ikke fordi han regnede med at der skulle ske noget voldsomt, men hans nysgerrighed fik ham dog alligevel til at overveje om han burde sætte en bestemt kurs.
Marcus så hen på Micah da han bekræftede rygterne. Han løftede begge øjenbryn og så for engang skyld rigtigt interesseret ud. Det var sjældent man så ærlige udtryk i Marcus' ansigt, men denne gang var han meget interesseret i Micah og hans evne.
"Do tell more Micah" Marcus stak hænderne i lommerne på sine bukser og så roligt, men yderst interesseret på Micah. Han var nød til at vide alt hvad han kunne om denne skønne evne. Hvis Micah valgte at støttet Marcus og hans lederskab ville Micahs evne kunne være meget værdifuld.

Marcus gik lidt med tankerne fokuseret på mulighederne med denne evne. Han besluttede sig så. Han stoppede brat op og så sig kort omkring på gaden. Han skulle lige orientere sig før han kunne gå videre. "Would you show me your talents?" Spurgte han og pegede med den ene hånd i en anden retningen end den de ellers havde gået i. Marcus kendte til et fattigmands hus der gerne solgte deres kreaturer og kære for en klink. Det var en perfekt mulighed for at se hvad Micah egentligt kunne med han evne. Før Micah overhovedet kunne nå at svare ham havde Marcus allerede vendt sig i retningen, som han havde peget i. "I know just the right place for you to show me!" sagde han med et stort grumt smil.

Han så afventende på Micah for at finde ud af om Micah ville være frisk på at vise Marcus sin evne. Det var jo ikke sikkert, men Marcus var dog ikke så nervøs for at Micah skulle sige nej, mest af alt fordi Marcus gættede på at tortur ikke var noget Micah var så bleg for.
Marcus selv var heller ikke helt bleg for det, men af dovenskab og de privilegier som lederstatusen gav, så udførte han ikke selv særlig meget manuelt arbejde længere. Ikke desto mindre synes han at smerte på andre var ret underholdende, og han gættede på at det Micah kunne gøre ved andre ikke var smertefrit.

Micah havde efter lidt tid fået stukket hænderne i lommerne, som han roligt fulgte efter Marcus, omend hans øjne var mere fokuseret på deres omgivelser end den anden vampyr, mere af ren nysgerrighed for hvor Marcus var ved at gå hen, selvom det hurtigt gik op for ham at der nok ikke lige var nogen bestemt kurs, da han i alt fald ikke umiddelbart kendte til nogle nævneværdige områder der var forude for hvor de gik hen af. Og med de mange år han havde tilbragt i denne by, både som slave og senere som en fri vampyr, ja, så vidste han et og andet om langt de fleste områder i Doomsville.

Hans øjne fangede kort Marcus' som han så tilbage på ham, og et skævt smil sneg sig over Micah's fyldige læber da han så den oprigtige interesse. Ser man det, der var skam nogle ting de rkunne få ægte følelser frem på den ældre vampyrs ansigt. Det i sig selv var interessant, så sjældent som han havde set andet end den samme type maske af følelser som han selv også synte shan havde mestret med årene, når han mente den var nødvendig at have fremme, i alt fald. Det var skam ikke altid han orkede at sætte den facade op, men den var nødvendig når man var omringet af andet end mørke væsner.

"What do you want to know about it?" spurgte han roligt, og var ved at gå videre da han så Marcus standse op. Han løftede let overrasket øjenbrynene ved næste spørgsmål, men smilede så skævt... Evnen var trods alt stærkest lige nu, så kort efter han havde spist. Det gav ham altid længere tid han kunne lege med det. "Show it to you? Hmm... I might. Depends what it'll do for me, to show you." ja, han vidste godt Marcus var ældre end ham og nok kunne banke ham uden de største problemer... Men han viste ikke bare sin evne til alle og enhver, den kom som regel kun frem hvis han virkelig var sur på nogen den var brugbar på, eller, som han var ude efte rnu, hvis han rent faktisk fik noget han kunne bruge, for at fremvise den. Han fulgte dog stadig efter Marcus, og stadig med hænderne i lommerne. "It takes quite a bit of energy to use it, after all. I don't want to strain myself unless I really need to." især ikke siden det, hvis Marcus ville se alt hvad evnen kunne, ville betyde endnu et måltid i nat, eller i alt fald næste nat. Godt nok elskede han at jage, men det tog stadig noget tid ud af hans nat som han kunne bruge på alt muligt andet.

Marcus gik med et lidt højere tempo end tidligere da han ikke havde en kurs. Han var nemlig lidt spændt på at se hvad Micah kunne gøre med sin evne, det var ikke gået op for Marcus at Micah nok ville miste energi på det. Marcus var bare optaget af at lærer alt hvad han kunne om evnen. Han så derfor hen på Micah da han spurgte hvad Marcus ville vide. Marcus overvejede det kort, men han blev hurtigt enig med sig selv om hvad der var vigtigst at vide. Han så frem for igen for at holde øje med den vej han gik. "Can you kill with it?" hans stemme var stadig rolig og hans oprigtige interesse var ikke længere så tydelig at se på hans ansigts udtryk. Han var i stedet begyndt at overveje evnen og Micah. Han havde godt en ide om at Micah ikke bare ville vise hvad han kunne, hvis han ikke fik noget ud af det. Sådan ville Marcus nok også være hvis han var i Micahs sted. Der skulle helst være en gulerod i enden før Marcus gjorde noget overhovedet. Det var sådan han var skruet sammen.

Han blev bekræftet da Micah spurgte indtil hvad han ville få ud af at vise sin evne, Marcus smilede køligt imens han forblev stille i lidt tid. "If you prove usefull, I would consider your place in the vampire race" sagde Marcus roligt. Han havde endnu ikke fuld kontrol vidste han, det var svært at havde fuld kontrol over alle vampyrer, mest fordi de fleste var meget egoistiske. Han regnede dog med at Micah ikke ville sige nej til mare magt, da han i forvejen virkede som en der nød den magt hans liv som vampyr havde givet ham.
Marcus forsøgte dog at få orden i racen så der ikke var nogle vampyrer der dummede sig overfor de andre racer. Han havde set mange vampyrer falde på grund af dumheder, det ville han ikke se længere. For ham var vampyrerne klart den race der burde stå over de andre nemlig.

Marcus blev hevet ud af sine tanker da Micah kom med en undskyldning for ikke at bruge sin evne. Det var klart at han havde det sådan. Marcus nikkede bare imens han drejede om hjørnet ned til en snusket og mørk gade. "I'll treat you to some food if needed" sagde Marcus imens han gik målrettet hen til en dør indtil et faldefærdigt hus der lå på gaden. Det var nok det tætteste Marcus nogensinde havde været på at tage sig af en af de vampyrer han havde forvandlet. Det virkede dog ikke til at Marcus selv anså det, som at tage sig af en anden. Han ville bare se hvad Micah kunne gøre.

Marcus bankede på døren og der gik ikke længe før man kunne hører forvirrede skridt inde fra huset af. Kort efter stod der en ældre mand med et lys i hånden og så forvirret ud på Marcus og Micah. Man kunne se han var blevet vækket af dem, da han stod i sit nattøj og så helt forfjamsket ud. Marcus stak hånden i lommen og trak to mønter op og rakte dem til manden. "I need the prettiest daughter you have..." sagde han køligt og så på manden.
Der gik lidt før manden forstod, men han tog så imod mønterne og vendte så om på hælen og forsvandt ind i huset. Marcus så kort på Micah før han igen rettede blikkede hen på døren ind til huset, som stod på klem. "They will do anyting for money in this household" sagde Marcus og grinede kort. Han fandt det enormt tosset, men for ham viste de sig brugbare, da det gjorde mange ting andre ikke ville for bare lidt penge.

Micah lagde godt mærke til det højere tempo, men havde da også absolut ingen problemer med at følge med i det. Han holdt sig stadig en meter eller to bag den ældre vampyr, men så nok ellers rimelig casual ud, på trods af det finere tøj. Hans positur var ikke blevet bedre igennem årene med den forhøjede status, han havde stadig lidt af en tendens til at gå lidt foroverbøjet, ikke at mange lagde mærke til det førend at de så ham rette sig ud til hans fulde højde, der trods alt ikke var forfærdeligt langt fra de to meter.

Han fik kort øjenkontakt med Marcus da han så tilbage på ham, før han så fremad igen, og kom med svaret på Micah's spørgsmål... Som der fik et skævt smil frem på den yngr evampyrs læber, for selvfølgelig var det da dén del han var mest interesseret i. "It's possible, yes. A bit difficult, but it can be done. It has lots of other uses, though. Some quite more practical than simply killing someone with it." derudover, hvis han skulle dræbe nogen, så foretrak han stadig at gøre det med sine egne hænder... Eller bare drikke dem tørre, selvfølgelig. To fluer med et smæk, stil tørsten og kom af med dem samtidig. "Controlling part of someone's body is a rather funny little thing..." sagde han så henkastet, som en form for teaser af hvad den ellers kunne bruges til.

Som han fik infoen om hvad han kunne få ud af det, løftede han let et øjenbryn. Det kunne jo ende ud i mange ting... Og langt de fleste af dem gode for ham. Så det kunne vel nok godt være det værd, at vise hans skaber den evne han nu havde fået... Som han først havde opdaget omkring et årti efter han var blevet forvandlet. Og nøj, hvor havd ehan også bare trænet godt med den siden da, også selv alt for interesseret i hvad han kunne bruge den til. Så når han selv havde været så nysgerrig, så var det fuldt ud forståeligt at Marcus også ville være. For ham var det vel samtidig også praktisk at vide hvad de forskellige af deres race kunne? Det ville i alt fald give mening.

Han blev blot bekræftet i sin beslutning om rent faktisk at vise evnen, da han blev tilbudt at Marcus så ville sørge for han fik noget mere at spise... En venlig gestus var det da i alt fald. Og det ville spare ham for endnu mere tid brugt på jagt, som han kunne bruge på at opdrage den lille knægt derhjemme... Det menneske fortrød nok allerede hvad han havde prøvet at gøre mod Micah, hah. Måske lærte han sig en lektie om altid at tjekke hvad folk var, før man prøvede på noget mod dem. For et menneske der fucker med en vampyr? Ja, det var dømt til at gå galt for ham.

Han standsede op igen godt en meter bag Marcus da de nåede til huset, og løftede i første omgang blot et øjenbryn ved de første ord der blev sagt til den søvndrukne mand før han forsvandt ind i huset igen... Før han smilede af hans medvampyrs næste ord. "Ah. One of those households." han kendte til en del af dem efterhånden... Det var bare forholdsvist sjældent han brugte dem, men det her var da i sandhed også en god brug af dem.

Det fornøjede Marcus at høre at det faktisk var muligt for Micah at slå ihjel med hans evne, det var faktisk en god nyhed. Ikke desto mindre fik Micahs lille kommentar om at styre andres kroppe, med den selvsamme evne Marcus til kort at smile lidt. Det var ikke et glad smil, det er grumt og koldt. Det var dog et relativt ærligt smil, da Marcus sagtens kunne se mulighederne i den evne som Micah fortalte om. Det var en meget praktisk evne, som ville kunne bruges til en del forskellige ting - så længe Micah selvfølgelig gad udføre dem. Det var jo ikke til at vide om Micah overhovedet ville udføre noget af Marcus' dirtywork. Hvis ikke, så havde Marcus andre der kunne gøre det, men han ville nu foretrække det var Micah. Både fordi evnen fascinerede Marcus, men også fordi han var sikker på at det ville passe Micah meget godt at torturerer og slå ihjel. Marcus skulle dog være sikker på at Micah var til at stole på, men det skulle nok komme. Først ville han se hvad Micah kunne.

Marcus så kort på Micah og nikkede kort. "These households can proof to be very usefull" sagde Marcus roligt, dette var nemlig ikke første gang han havde besøgt netop denne familie. Denne familie havde været med til at samle information til Marcus for nogle år siden. Familien kendte selvfølgelig ikke andet til Marcus end at han havde penge og var vampyr. Der gik ikke mange flere øjeblikke før døren blev åbnet mere op og manden kom ud med en forvirret pige. Hun var ret tynd og var en smule beskidt at se på, men hun havde dog et kønt ansigt. Marcus så lidt på manden før han trådte til side så pigen kunne komme udenfor. "Good.." sagde han imens han så hen på pigen der ikke så særlig tilpas ud. Hun så dog heller ikke helt skrækslagen ud endnu. Han så da lidt rundt på gaden de stod på. Der var en del huse, nogle af dem så dog forladte ud. Marcus trak lidt på skuldren og nikkede så. "I think this place will do just fine, no one will say anyting no matter what" han talte både til sig selv, men også lidt til Micah. Marcus var ikke så bekymret over deres lokation, da det var et fattigt og ret hårdt kvarter, så chancen for at folk dødede var ret stor.

Marcus tog fat i pigens arm og hev hende kort lidt tættere på så han bedre kunne se hende lidt an. Han så så hen på Micah imens han stadig holdt fast i pigens ene arm. "Are you ready?" spurgte han før han skubbede pigen hen til Micah. Marcus vidste intet om Micah skulle røre ved hende eller ej for at kunne manipulere hendes blod, så han tog et bare enkelte skridt bagud så han kunne se både Micah og pigen uden problemer, men også så han ikke var i vejen for Micah.
Pigen så ikke særlig komfortabel ud med at blive skubbet sådan rundt, men da hun var ved Micah så hun op på ham med utrygge øjne. Det var tydeligt at hun ikke havde lyst til at være der, men at hun ikke kunne gøre noget ved det. Hendes far stod i døren og fulgte med i hvad der skulle til at ske, han var dog halvt indenfor i sit hus, da han godt vidste at folk som Marcus ikke var blege for at blive voldlige.

Micah lagde med det samme mærke til det lille smil. Det at det var grumt, mørkere i det, koldt, ja, det rørte ham ikke spor. Sådan var langt de fleste af hans egne smil også, trods alt. Intet kunne få ham til at smile som at se og høre andre folks smerte og ulidelighed. Især hvis han selv var skyld i den. Han havde tilbragt mange fornøjelige stunder med sin evne her... Især i starten af sit vampyriske liv, mens han stadig fandt ud af præcis hvad han kunne med evnen. Efter en ni årtiers træning af den var han da også blevet rimelig dygtig til at bruge den, hvis han da selv skulle sige det. Han kunne stadig kun rigtigt påvirke én person af gangen, flere krævede alt for stort fokus i forhold til hvad han havde, men hvis han så også først havde fået krammet på en... Så slap man i alt fald ikke bare lige væk fra ham igen. Medmindre du selv var en race enten uden hjerteslag eller hvor blødning ikke gjorde meget, for der... Ja, der var det bedst at han bare gik til den med sin egen brutale råstyrke istedet. Den som ingen forventede ud fra hans kropsbygning, men som altid kom som en rigtig god opvækning når de fandt ud af præcis hvad han var.

"Indeed, they can." gav han Marcus ret - for ja, det kunen de. At han havde brugt den sjældent var ikke fordi de ikke var nyttige - men fordi han tit syntes det var sjovere selv at gå ud og finde folk han kunne bruge, end at tage den 'nemme' udvej og gå hen til disse huse. Men med en ting som dette, var de tnok optimalt at bruge de huse ja, for der var heller ingen der ville sladre om hvad de så her. De vidste godt hvad det medførte, især fordi ingen alligevel brød sig om at tage sig af dem der boede her. Vagterne gjorde aldrig noget ved de mange drab der var i det her distrikt, så der var helle rikke nogen grund for dem til bare at tænke på at anmelde noget. Derudover havde Micah da også før betalt sig fra en desideret anholdelse - han havde været sløset og dræbt en i Angerforge, og på trods af det havde krævet en del penge, havde han da formået at betale for at slippe for yderligere følger af det.

Micah nikkede blot til Marcus' kommentar - han havde jo ret, ingen grund til bekymring i denne del af byen. Smilet der dansede hen over hans læber da han blev spurgt om han var klar, var nok også mere end svar nok for Marcus - og han tog imod pigen da hun blev skubbet over til ham. Dog kun for at han så lidt på hende først, så hende an... Ja, hun var da egentligt meget køn. At hun så ikke ville være det meget længere, var en anden sag. Han gav slip på hende,og trådte et par skridt tilbage som han talte til Marcus, selvom hans fokus helt og aldeles var på pigen. "Well, I guess we can start with this... The more reversible part." han lod al sit fokus koncentrere sig om hendes hjerteslag, 'mærkede' hendes blod... Og tog fat i blod en smule af det, omtrent halvdelen der var inde i selve hendes hjerte... Og holdt det der. Som han var så vand ttil at det skete, og som Marcus også ville kunne høre, så faldt pigens puls efter ikke særlig lang tid, og drastisk. Drastisk nok til at hun besvimede, og bare faldt om der på jorden. I live, men bevidstløs og med en ekstremt lav puls. "Practical for moving people, of course. Or just rendering them harmless until you've done what needs to be done... Like, tying them up. And gets rid of the screaming, too. If you need to do it without anybody noticing." det var i alt fald hvad han havde brugt den del af evnen til. Efter nogle sekunde rmere, gav han slip på evnen igen, og lod blodet flyde frit igennem hjertet igen, så hun ville vågne igen indenfor detnæst eminut, klar til næste fremvisning af evnen.

Marcus havde lagt armene over kryds imens han fulgte med i hvad der skulle til at ske med pigen. Han var ikke sikker på hvad han skulle forvente, men han glædede sig til at se det. Marcus så hen på Micah, da han fortalte hvad han ville starte med, Marcus nikkede dog bare for at stemme i. Det var fint at han kunne komme til at se lidt forskellige ting som Micah kunne udføre. Det gav klart nogle plus point hos Marcus, at Micah var villig til at blotte sin evne for ham. Det beviste at denne unge vampyr var omtrent, som Marcus havde forventet. En ung, koldblodig og magt tørstende person. En der passede perfekt ind i Marcus' hoved. Dette kunne være starten på noget meget fint.
Marcus rettede sin opmærksomhed mod pigen, og fulgte alle hendes bevægelser med øjnene. Der gik ikke lang tid før han kunne høre det, hendes puls. Han hævede kort øjenbrynene imens han lyttede til pulsen der mest af alt mindede ham om alle de liv han havde taget. Det var det samme der skete. Pulsen dalede alt imens livet gled ud af kroppen. Da pigen faldt om på jorden så Marcus hurtigt fra hende og hen på Micah. Han kunne stadig høre pulsen, så hun var ikke død. I hvert fald ikke endnu.

Marcus lyttede til hvad Micah havde at sige om hans præsentation. Marcus nikkede roligt imens Micah forklarede mulighederne i det han lige havde gjort. Det var ikke helt tosset! "Very good" kommenterede Marcus kort. Han tarv dog hurtigt, da han kunne høre pulsen ændre sig igen, den blev mere normal. Marcus betragtede kort pigen, man kunne se hvordan hendes hud havde været blevet bleg, men langsomt kom der mere farve tilbage.
"And is this hard on you to do?" spurgte han roligt imens han langsomt bevægede sig en anelse tættere på pigen, der endnu var besvimet. Selvom han talte til Micah, blev han nød til at undersøge pigen, han ville vide om der skete noget med hende. Han satte sig kort på hug ved siden af hende og så lidt på hende. Han løftede så kort i hendes ene øjenlåg for at tjekke, men alt så normalt ud. Ud over at hun nok havde slået hovedet en anelse i faldet, men det var hvad man kunne forvente.
Marcus så lidt op på Micah for også at tjekke ham. Det så dog ikke ud til at der skete noget med ham fysisk.

Marcu nåede dårligt at rejse sig igen, før pigen begyndte at bevæge sig en anelse. Marcus rakte en hånd ned mod hende, for at hjælpe hende på benene igen da hun vågnede helt op.
Da hun kom på benene var det tydeligt at hun var forvirret over hvad der var sket. Hun mumlede en del om hvorfor hun var besvimet, men Marcus tog ikke rigtigt notits af det. I stedet smilede han opmuntrende til hende før han talte. "How good to see you are on your feet again" det var jo fantastisk, hun var allerede klar til den næste demonstation. Marcus slap hendes hånd og trådte væk fra hende igen. Han så da hen på Micah før han igen talte,"When ever you are ready again".

Så snart han havde fortalt at han ville gå igang med den del der var nem at 'gøre op for' igen, havde han ikke lige haft det store fokus på Marcus. Al hans opmærksomhed havde været på pigebarnet, men evnen virkede også bedre jo mere han kunne koncentrere sig om den, og af alle personer lige nu, så forventede han ikke ligefrem noget slemt fra Marcus, især ikke når han var så interesseret i evnen som han lod til at være. For det ville trods alt være dumt at skade en, der havde noget man kunne bruge... Og han kendte Marcus god tnok til at vide at den anden vampyr absolut ikke var dum, også selvom de kun havde set hinanden så lidt som de havde den korte tid Marcus havde haft ham før han forvandlede ham. Hvis Micah selv skulle gætte var det nok fordi at han allerede havde haft et mindset tæt på hans nuværende dengang, selvom han kun havde været menneske... Det havde vel blot vist sig som kæmpe potentiale til en ny vampyr.

Det eneste han lagde mærke til, var det korte blik han fik lige efter pigen var drattet om. Men ja, han smilede selv blot let, en svag trækning i den ene side af munden, virkelig... For hun var trods alt, som Marcus da også kunne høre, ikke død. Nej nej, vi ventede med drabet til at vis eham det som det allersidste. Den anden vampyrs reaktion på de ting han foreslog atden var god at bruge til, var da også meget rar. For ja, de fleste kunne vel godt bruge at kunne transportere nogen fra et sted til et andet, og samtidig være sikker på de ikke lavede nogen optøjer eller larm mens man var igang med det. Det gjorde jo den type arbejde en hel del nemmere. "Depends," sagde han så først, til Marcus' spørgsmål. "On how recently I've fed, mostly. So you're just in luck, having found me when you did. It's at its strongest, and the easiest to use for me right now."

Han betragtede roligt hvordan Marcus lige gik hen og tjekkede pigebarnet, men ja, udover faldet skete der aldrig det store med dem han brugte den her del af evnen på. Måske kunne der i længden komme skade på hjertet, men han havde aldrig ladet folk overlevet længe nok til rigtigt at se en effekt af det. Smilet vendte dog tilbage til hans læber som mennesket kom til bevidsthed igen, og den anden vampyr havde hjulpet hende op. Han nikkede let til Marcus' ord, og var derpå da også fuldt ud klar igen. "Well then... Let's control her a bit, shall we?" sagde han så blot, for kort at lukke øjnene som han koncentrerede sig om alt blodet i kvindens ene arm... Så snart han havde fået kontrollen over det, åbnede han igen øjnene, og så på hende som han med et skævt smil rykkede med blodet... Og derved også hendes arm. Fin nok kontrol til at han fik hende til at tage hendes højre hånd op omkring hendes hals... Og klemme til. At dømme efter hvordan hun prøvede at få sin hånd væk med sin frie hånd, var der i alt fald ingen tvivl om at hun selv ingen kontrol havde over den arm, og Micah fuldt ud kontrollerede den istedet... Og hvor panisk hun blev som han fik hendes egen hånd til at klemme så meget til at hun næsten ikke kunne trække vejret.

Til Micahs forklaring af hvordan det påvirkede ham, nikkede Marcus igen bare indforstået. Han havde før mødt væsner med fantastiske evner, men det afhang gerne af deres egen energi, eller hvornår de sidst havde spist. Det var derfor ikke underligt for Marcus at høre det svar fra Micah. Han frydede sig en anelse over sit held denne aften, det var som om det have været planlagt. Marcus kunne selvfølgelig have arrangeret noget blod til Micah, men han nød nu sit held alligevel. Dette havde også været et fint indblik i Micah, når han klarede sig selv.
Marcus havde taget lidt afstand til pigen, og stod derfor roligt og observerede det hele. Man kunne jo ikke være sikker på om pigebarnet ville forblive hos dem eller om hun var dum nok til at flygte. Det så dog ud til at hendes forvirring var for herskende til at flugt var en mulighed endnu.

Da Micah foreslog at kontrollere pigen, fik det Marcus til at smile en anelse. Det var det samme grumme smil, som ofte vidste sig når han oplevede andre blive udsat for tortur. Han vidste ikke helt hvorfor, men det var bare en underholdende ting når al magt blev bortrøvet folk. Han så kort på Micah, da han så ud til at forberede sig før han gik i gang. Det fik Marcus til igen at kigge hen på pigen. Hun virkede stadig forvirret, men de ord som Micah havde brugt havde dog fået hende til at at reagere lidt. Marcus rystede blot lidt på hovedet da han hørte hende spørge forvirret hvad de mente.
Der gik dog ikke længe før Micah virkede klar. Marcus' lyste op da han så armen bevæge sig ufrivilligt. Da hånden greb fat om hendes hals fik det Marcus til at flytte lidt på sig. Han ville stå så han bedre kunne se pigebarnets ansigt. De forpinte lyde der kom fra hende bekræftede Marcus' formodning om at hun blev kvalt en anelse. "This I must say is a treat, imagine dying by your own hand, but it's not suicide!" selvom Marcus' stemme var ret lav, så kunne man stadig spore lidt forundring i hans stemme. I de mange år Marcus' havde været vampyr, var døden ofte noget han havde tænkt på. Først som en mulighed for at slutte sine smerter, senere af ren forundring og nysgerrighed. Marcus havde længe levet med død omkring sig, det var derfor ikke noget han længere havde det svært med. Det gik han ud fra de fleste vampyrer ikke havde, bare på grund af måden man skulle skaffe føde på, men han havde dog mødt enkelte vampyrer der var markant anderledes end ham.
Han var dog sikker på at Micah, ligesom ham selv havde at ret roligt forhold til døden. Men han kunne vel tage fejl.

Marcus havde kort overvejet mulighederne i det han så ske. Han så fra pigen til Micah og overvejede kort sine ord, før han talte. "So you could do the same thing on any other part of her body, right?" spurgte han roligt, og så på da på hånden på pigen. Marcus forstillede sig mulighederne, man ville kunne gøre så meget uden selv at blive svinet til. Han sukkede kort, da han kom i tanke om begrænsningerne bestod i Micahs indtag af blod. Det var dog stadig en fantastisk evne i Marcus' øjne.

Forvirringen og spørgsmålene fra hende gjorde det næsten kun det meget mere underholdende at fremvise evnen - han elskede at fremtvinge forvirring og især gerne panik i sine ofre, jo mere jo bedre... Det gav som regel også en mere underholdende jagt, hvis det nogensinde nåede så langt. Selvom det også næsten var ligeså underholdende med dem der kæmpede igen, især hvis det blot var et sølle menneske eller lignende - at de virkelig troede de havde en chance mod en vampyr, mod et væsen skabt til at leve af dem, skabt til at være det perfekte rovdyr for dem. Perfektioneret til at fungere i natten hvor menneskene næsten intet kunne se... Det var altid så sjovt at se hvordan de fumlede rundt i mørket, hvor hjælpeløse de egentligt var. Det gjorde ham bare endnu gladere for at Marcus havde gjort det han nu engang havde, det her liv passede ham så meget bedre end det han havde haft førhen.

Og lige nu, med udtrykket i Marcus' ansigt, tonen i hans stemme som han fremviste mere af sin evne, så kunne det da også tyde på at Marcus måske var glad for at han havde gjort det, også, nu. I alt fald var denne evne først dukket op efter Micah nu engang var blevet en vampyr. "Indeed. Some... Jobs have called for making it look like suicide, earlier. I've made people shoot themselves like this, too. Stab themselves. You name it." han smilede skævt og trak let på skuldrene. "The best thing is the second they realize what's going to happen, though." lige dét sekund der, hvor rædslen og panikken fyldte hver en celle i deres krop, inden de døde. Det var nok noget nær det bedste han vidste... Og derfor også panikken hvis folk lige nåede at se hans tænder inden han satte dem i deres hals, det var også bare dejligt... Helt ubeskriveligt, den følelse han fik af at se folk indse hvor håbløst det var, at han helt og holdent bestemte om de døde eller levede, i det øjeblik.

Han gav efte rlidt tid slip på evnen igen, og observerede blot stille og roligt pigen som hun faldt ne dpå alle fire og gispede efter vejret, hostede lidt. Hans øjne gled over på Marcus igen, og han nikkede som svar til hans spørgsmål. "Only one part at a time, though. One leg, one arm, the head... Any part, yes, but only one at any given moment." simpelthen fordi han ikke kunne kontrollere store nok mængder blod til at styre mere end det af gangen. "And third, I can just make someone bleed out, too, of course. Without ever needing to touch them. No need for any obvious violence." den del af den havd ehan også før brugt til at få det til at ligne et hændeligt uheld... Når der ikke var nogle steder personen var blevet skåret, skudt eller lignende - men i stedet blot havde blød tud af alle naturlige krops åbninger - så havde de som sådan heller ikke noget at gå efter, jo. Og hvis de prøvede at finde ud af om gift var involveret, så var der jo ingen spor af det, heller.

Marcus kunne fornemme hvordan denne demonstration Micah udførte ikke var noget der generede ham det mindste. Det var godt. Marcus havde købt en slave dreng så mange år tilbage, men man kunne aldrig være helt sikker på hvordan folk ændrede sig når de blev vampyre. Micah var dog helt efter Marcus' hoved. Havde Marcus været mere i forbindelse med sine følelser og måske været far til Micah, ville han nok have været stolt. Sådan som Marcus var skruet sammen følte han ikke lige frem stolthed over Micah, men mere en anelse af respekt for at Micah havde klaret sig så godt efter Marcus havde forladt ham. Det var ikke alle vampyre Marcus havde skabt der klarede sig lige så godt. Han fulgte ikke som sådan med i deres liv, men han var klar over at nogle af dem ikke længere levede og at andre var mere blødsødende.

Da Micah forklarede hvordan han havde brugt sin evne til at fuldføre jobs før, så Marcus på ham med rolige øjne. Det var godt at høre. Hvis Micah besluttede sig for at slutte sig til Marcus så ville han nok få missioner hvor folk skulle dø på den ene eller anden måde. Marcus havde stadig fjender der gerne så han ikke var leder. Modsat andre så søgte Marcus at udslette den slags opposition. Han fandt at det var den nemmeste løsning. "Jobs.. You do this for profit? Would you do this to anyone, also someone who was not a human?". Selvom at Marcus var leder for vampyrene, så var han ikke bleg for at slå andre vampyre ihjel, så længe han havde grund for det. Det var dog langt fra alle der havde det på samme måde som ham, så han blev nød til at træde varsomt for at finde ud af om Micah var som ham, eller ej. Den lettere morderiske kommentar Micah sluttede af med inden han slap evnen, gjorde dog Marcus optimistisk.
Marcus så kort på pigen da hun faldt til jorden. Hendes hosten og hakken var det eneste andet man kunne høre når Marcus og Micah ikke talte. Marcus lyttede til Micah, som han fortalte om hvad evnen ellers kunne. Marcus var imponeret. Dette var en særdeles fin evne i hans øjne. Den var praktisk, men på samme tid også grusom. En god kombination.

"Why don't you show me? I believe this little dove needs to be put out of her misery.." hans forslag var næsten toneløst. Han så hen mod huset pigebarnet kom fra. De gjorde dem en tjeneste, det var en mund mindre de skulle skaffe føde efter denne nat.
Selvom at pigen stadig hev efter vejret, så var hun åbenbart ikke helt ude af sans og samling. Hun så op på dem med tåre i øjnene. Da hun endelig kunne frembringe lidt stemme begyndte hun at tigge og bede Micah om at skåne hende. Alle mulige undskyldninger for at forblive levende kom ud af hende. Det var yderst morsomt at lytte til. Marcus trådte tættere på hende og satte sig ned på hug så han næsten var i øjenhøjde med hende. Han smilede et overraskende varmt smil til hende. "Don't strain your self love, I does not suit girls like you" hans stemme var lav, men venlig. I få sekunder kunne man se håbet i pigens øjne, hun troede han var venlig. Det var aldeles ikke det han var, han nød bare at lege med hendes følelser. Marcus så fra pigen af til Micah, imens den varme smil langsomt forsvandt fra hans læber. "If you would kindly help the sweet girl" sagde Marcus og så afventende på Micah. Han ville meget gerne se hvordan Micah kunne få hende til at dø uden at røre ved hende. Det var det sidste han ønskede at se på dette tidspunkt. Han regnede også med at Micah snart ville have det blod Marcus havde lovet ham.

Micah havde haft sit fokus på den unge kvinde et stykke tid, men så roligt over på Marcus igen som spørgsmålet kom, og det skæve smil talte nok fint for sig selv førend han overhovedet snakkede. For det ville skam ikke være første gang - han havde før stødt på blødsødne vampyrer der prøvede på at ændre på ham... Hvilket blot havde gjort at han havde vendt sig mod dem, hvilket de ikke havde været helt forberedte på. De ville i alt fald ikke irritere nogen igen. "I would, and I have." sagde han så, i en tone lige så rolig som hans blik, men stadig medet skævt, og nu også lettere sadistisk smil om læberne. Han havde jo egentligt nydt det ligeså meget som han nød at dræbe mennesker - at se hvor hjælpeløse de havde været selvom de var vampyrer, og da nok især fordi de ikke spiste ligeså godt som han gjorde og derfor havde haft færre kræfter at give af. De fleste havde så også været yngre end ham - man overlevede sjældent længe som vampyr hvis man var blødsøden, havde i alt fald været hvad Micah havde set af indtil videre.

Hans øjne forblev på Marcus lidt tid som han talte - i alt fald indtil pigebarnet begyndte at tigge og bede for sit liv. Åh, men det var jo nærmest som sød musik i hans ører! Den der håbløse tiggen, at hun virkelig troede han var en der overhovedet kendte til nåde - og en der ville skænke hende det. Tsk tsk tsk... Hans magtdemonstration burde da allerede have fortalt hende et og andet, men så... Åbenbart ikke, alligevel. Nogen folk kunne virkelig være tykpandede. Ikke at han bebrejdede hende for det, at hun ikke havde lyst til at dø... Men det var nu alt for sjovt, og dejligt, at høre hende tigge og bede sådan, at se panikken vælde op i hende som hun fattede hvad der meget snart skulle ske. Det gjorde ham blot ivrig efter at bruge evnen og virkelig se panikken som det ville gå op for hende at ja, hun ville dø her i aften...

Micah's øjne gled tilbage på Marcus som han gik hen til hende, og han lagde hovedet blot en lille smule på skrå som han fulgte med i udvekslingen. Det kolde, sadistiske smil var tilbage på hans læbersom Marcus så tilbage på ham, og de kort fik øjenkontakt... Førend han rykkede sitfokus tilbage på pigebarnet, lukkede øjnene et kort sekund for at koncentrere sig om hendes blod... Før han åbnede øjnene igen og fuldt ud holdt sit fokus på hende... Som han tvang blod hen til de mindre blodårer nær hendes ører, næse, hals, øjne... Så der kom nok tryk i blodårerne til at de sprang, og hun snart begyndte at bløde ud af alle disse åbninger - årerne der var brast i halsen var dog større, og nu gav han slip på evnen igen, da hendes blotte hjerteslag villegøre at hun ville blive kvalt i sit eget blod... Og panik ville blot få det til at gå hurtigere, med den hurtigere hjerterytme. Det var så skøn en ting at se, hvordan folk kunne forhaste deres egen død på den måde, nærmest helt ironisk.

Marcus kunne næsten ikke blive mere tilfreds med Micah denne aften. Han var mere end villig til at vise sin evne og han lød til at være en perfekt kandidat til nogle odd jobs som Marcus ikke bare gav til alle og enhver. Det lød på Micah som om det ikke var et problem at dræbe alle der skulle være uheldige nok. Dette var en egenskab som ikke altid var til at finde, selv i det hårdeste og mest brutale typer. Det var altid noget af det sidste af deres samvittighed der holdt dem igen, men Marcus havde endnu ikke kunne spore noget gram af samvittighed i Micah denne aften. Det tegnede godt.

Det var meget interessant at se hvordan Micah, lige som Marcus også fandt den ligegyldige tiggen fra pigebarnet ret underholdende. Selvom det ikke virkede sådan, så holdt Marcus et vågent øje med Micah hele tiden. Selv når han havde interageret med pigen var han stadig meget bevidst om Micah.
Marcus sad stadig på hug og afventede Micah, der gik dog ikke mange sekunder før han så Micahs øjne lukkes. Han havde gættet det var opvarmningen til det. Marcus rejste sig langsomt fra pigen og gik et skridt tilbage. Hans blik gled fra Micah til pigen. Han lyttede til det susende blod og smilede en anelse for sig selv over det. Pigen sad endnu på jorden, først havde hun været stille og uforstående. Der gik dog ikke længe før hun reagerede. Marcus nikkede roligt bekræftende. Hun begyndte at vride sig på jorden imens blod kom fra alle huller og overflader på hendes hud der ikke havde kunne tage presset. Marcus' øjne gled med korte øjeblikke fra pigen til Micah og tilbage.
Pigen hostede blod og hendes øjne var ikke bare blodskudte, de lignede ikke øjne længere... Alt hendes tøj var nu i den smukkeste farve og rendestenen fyldtes med det mørke blod. Marcus var ikke sikker på hvordan det havde føltes for hende, men han håbede på smerte.

Da pigen endelig syntes at ligge helt stille og blodet var stoppet med at løbe hurtigt trådte Marcus igen frem mod pigen. Han satte sig igen på hug ved hendes side og lod pegefingeren glide langs hendes kind. Den var dækket af et fint lag blod, lige som resten af hendes ansigt og det meste af hendes krop. Han slikkede roligt blodet af sin finger imens han kort overvejede aftenen. Micah havde alt andet end skuffet ham. Marcus smagte roligt på det søde blod, men rejste sig så. Han rettede sig mod Micah før han gik helt hen til Micah. "Almost a complete night.." sagde han kort med en rolig stemme. Han så kort ned på pigen før han så pegede væk fra hende. "I promised you a drink, didn't I?" spurgte han roligt før han langsomt begyndte at bevæge sig væk fra pigen og hendes families hus. Han så ingen grund til at skaffe liget væk, han regnede med faren havde fulgt med i al den tid de havde været i gang. Han ville nok hente sin datter og begrave hende når Micah og Marcus var ude af syne.
Marcus havde et sted i tankerne hvor der var lidt for hver en smag, Micah havde trods alt fortjent en godbid for alt det han havde vist Marcus denne aften.

Micah stod blot helt stille og roligt og svarede på spørgsmålene, ikke så meget som ét sekunds tvivl eller tøven før han fik svarene. For som Marcus ganske rigtigt fornemmede, så var medlidenhed og sanvittighed ikke rigtig koncepter der eksisterede i Micah's hoved længere. De havde heller ikke været særlige kraftige koncepter for ham mens han havde været menneske, men det havde vel også blot været endnu en grund til at Marcus måske havde set noget potentiale i ham dengang? Han var ærligt talt ligeglad og gad ikkespørge om det, men han nød skam hans nuværende liv. Eller u-liv... Kald det hvad du vil. Eksistens.

Smilet var forblevet på hans læber selv mens han havde koncentreret sig om brugen af hans evne, og var kun blevet større efter han åbnede øjnene igen og observerede hvordan pigen hurtigt fandt ud af hvor tæt hun stod på sin død nu, som hun langsomt blev kvalt i sit eget blod. Micah skulle virkelig beherske sig for ikke at grine højlydt af smerten der stod malet i hendes ansigt, den ynkelige måde hun prøvede at flygte på uden held med så lidt ilt hun havde tilbage i kroppen, den patetiske måde hun faldt omkuld på for atblodet stille og roligt blev ved med at flyde ud af hende. En enkelt lyd eller to forlod ham nok stadig, dog - lyde der helt klart var født af morskab ved at se hende vride sig rundt inden hun endelig lå helt stille, død af sit blodtab. Det var kun alt for tydeligt, selv når han prøvede at holde igen, hvor meget det frydede ham at se mennesker eller andre svagere væsner prøve at undslippe deres skæbne selv når det var så nyttesløst som det var når han vendte sin evne mod dem og valgte dem til at være hans offer. Der var virkelig ikke så meget som ét gram menneskelighed tilbage i ham - han var adskillige gange blevet kaldet etmonster af hans tidligere ofre, en titel han kun fandt passende, og fandt stolthed i. For ja... han var jo ikke et svagt menneske længere. Så hvorfor bekymre sig om de samme ting som dem?

Han havde stadig et smil om læberne som Marcus gik frem og lod fingeren glide ned af hendes blod dækkede kind, og han havde blot lagt hovedet let på skrå idet hans skaber rejste sig, ogløftede let et øjenbryn ved hans ord, men smilede så atter. "Indeed, you did. And I daresay I've held up my part of the bargain." sagde han roligt, og begyndte at følge efter Marcus som han gik, uden at kaste så meget som ét blik tilbage på det døde, værdiløse pigebarn.

Dette havde været en nok så underholdende nat, det var gået meget bedre end han havde håbet på. Det var ikke altid man kunne vide sig sikker når man mødte de vampyre man havde skabt. Han havde besøgt Raven for længe siden, hun havde ikke taget særlig pænt imod ham.. Hun havde faktisk lidt fortjent en røvfuld, men det ville ikke give ham det han ønskede fra hende desværre. Micah derimod var af en helt anden støbning, han var mere efter Marcus' hoved. Det lys der var i Micahs øjne som han dræbte den stakkels pige havde overtalt Marcus. Han så gerne Micah blev en del af hans operationer. Det ville gavne dem begge i Marcus' øjne, men det var ikke sikker at Micah så det helt på samme måde. Ikke desto mindre ville han forhøre sig stille og roligt når Micah igen var kommet til kræfter. Der var ingen grund til at presse denne slags ting.

Marcus smilede roligt da Micah svarede og derefter fulgte med ham. "You've done beautiful tonight, I must say it was very impressive. Marcus' stemme var roligt, men en anelse alvorlig. Han ville stadig være helt sikker på at Micah ville være ham trofast før han tilbød ham mere end et måltid.
Han så kort på Micah før han talte igen. "What do you prefer? A sweet lady or maybe a man? I can get you both easily" hans spørgsmål var ikke så formelt, det var en ærlig sag hvad man foretrak at drikke fra. Marcus selv holdt sig ikke kun til et køn, men han foretrak dem unge. Nogle gange for unge i følge nogle andre.. Det generede ham ikke rigtigt.

Som de gik langs de tomme gader, så Marcus sig fra tid til anden lidt omkring. Gaderne var velkendte for ham og han havde sat kursen mod et af de huse han havde overtaget længe før han var blevet leder. Det fungerede lidt som en safeheaven for vampyre, den eneste hage var at man skulle arbejde for Marcus hvis man benyttede husene og deres andre perks. Han ville ikke have noget imod at vise dette ene hus til Micah, da det ikke som sådan var hemmeligt. Dog også fordi han regnede med at Micah selv også ville have noget ud af denne aften, andet end blod.

Micah's øjne blev i et par sekunder hængende på den nu døde pige, mens et skævt smil let trak op i hans ene mundvige. Hun havde virkelig ikke været det værd at bruge evnen på, men når Marcus nu gerne ville have en demonstration for at give Micah noget til gengæld, ja, så havde hun pludselig alligevel været det værd. Om ikke andet for at se hendes reaktioner på det hele. Det var altid så underholdende at se på - alle reagerede forskelligt på hans evne, men alle endte som regel også ud ei panikken lige inden de døde. Hvilket nok var noget af det han nødmest af alt at se på andre folks ansigter. Det øjeblik de indså de intet kunne gøre, at han havde fuldkommen kontrol over om de levede eller døde. Det var altid noget der fik et godt skud adrenalin igennem ham, gav ham den her kraftfulde følelse af at intet kunne røre ham i de øjeblikke. Virkelig, den bedste følelse han kendte.

Men snart herefter fulgte han roligt med Marcus, og fik hurtigt rettet på sit tøj igen. Han forholdt sig stille mens Marcus talte - og kunne, som forventet, godt mærke sulten trænge sig på igen. Kun en god ting at han var blevet lovet dette måltid lige efter. "A young man. I prefer someone actually willing to fight a bit for their life. Everything else is just boring." svarede han så roligt. For ja - hvad var pointen i at dræbe dem hvis de bare overgav sig eller var små hulkende klumper? Nej nej... Lidt kampgejst var det bedste. Dem der virkelig ikke ville af med deres liv. Ikke at de rent faktisk kunne gøre noget mod en vampyrs styrke, men han elskede stadig at mærke kampen, at kunne smage lidt af adrenalinen i deres blod.

Micah så sig stille omkring som de fortsatte med at gå. Som de var for Marcus, var mange af disse gader også velkendte for ham. Ikke alene havde han vokset op her mens han stadig havde været menneske, men han havde også boet i Doomsville og vandret disse gader tynde i løbet af sine årsom vampyr. I virkeligheden var det nok lidt af et under at ham og Marcus ikke havde stødt på hinanden før... Men det var vel ligegyldigt nu, når de endelig havde, og Marcus nu vidste præcis hvad Micah var i stand til.

Der var ikke langt igen, kun et par få små krogede gader og så ville de være ved huset. Marcus havde igennem hans lange liv boet mange steder, både i og udenfor Doomsville. Han havde gjort sig meget upopulær blandt nogle af de finere vampyr familie små 150 år siden. De havde jaget ham ud af doomsville den gang, men det kunne de ikke længere. Det frydede ham at han havde vundet magt der hvor de ikke selv kunne. Nu ville de ikke slippe så let fra ham. Men den ustabile levevis han havde ført så længe betød også at han havde lært mange af kende der husede ham i ny og næ. Dette hus han var på vej til havde før tilhørt en yderst behagelig kvinde. Hun havde været menneske den gang for mange år siden og hun havde ladet ham bo hos hende når han ønskede det. Da hun døde havde hun skrevet ham ind i sit testamente, så han fik huset. Hun var nok en af de eneste mennesker han havde mødt på sin vej, som han ikke havde dræbt...
Hendes hus var nu fyldt med vampyre, noget hun nok godt vidste ville ske før eller siden, men Marcus mindedes nu stadig de simplere tider hvor han var den eneste der besøgte det hus.

Micahs svar på det mad han foretrak fik Marcus til at smile en anelse. Det kom ikke rigtigt bag på ham. Micah virkede ikke som typen der ønskede at leve et nemt liv. Han virkede til at nyde kampen også selvom han vidste hans ofre ikke havde en chance. Marcus overvejede kort mulighederne for mad før han så lidt på Micah med rolige øjne. "A young man with a little lust for life..." mumlede han kort og nikkede så. "A good choice,  I will get you that when we arrive" bekræftede han til Micah.

De drejede ned af nogle snørklede veje, som alle havde relativt pæne huse. Ikke helt fattige, men heller ikke massere af penge. Det var et okay kvarter kunne man se. Om dagen var der sikkert fyldt med liv, men om natten var kun et af husene i live. Det var et mellemstort hus, alle vinduerne ud til gaden havde lys og man kunne se silhuetter af folk der bevægede sig rundt inde i huset. Marcus stoppede foran en lille låge der ledte ind til en meget lille forhave. Det var tydeligt at der ikke var nogen der tog sig af planterne, det ellers fine lille træhegn var overgroet og den lille sti der engang havde ført op til hovedøren var ren græs og mos nu. Marcus tog dog ikke notits af det længere. Han havde aldrig være gartner typen..

Han ledte Micah med igennem den overgroede lille have og ind af hoveddøren. Hoveddøren ledte ind til en lille gang med to værelser på hver side. Der var en summen af snakken, som kunne høres så snart man trådte inden for. Huste var ikke overfyldt, men der var alligevel omkring en 10-12 vampyre i huset. Marcus nikkede bare til de få vampyre der stak hovedet ud i gangen for at se hvem der ankom. Selvom han var leder så var han ikke meget for alt det påstyr med at bukke eller andre formelle hilsner. De vampyre han husede vidste de skulle være respektfulde for at være der.
Marcus vendte sig mod Micah før han talte. "This is my house, but you are welcome to visit if you want. I house people if they need it during the day han forklarede Micah det imens han begyndte at bevæge sig ud af den lille gang. Han forventede at Micah ville følge med. There are not many rules, but I prefer people to behave when I am not here to look after them.." han hævede stemmen en anelse ved den sidste del af sin sætning. Den summen der før havde været, var blevet betydeligt lavere efter Marcus var begyndt at tale. Dog stoppede den ikke helt. Det generede ham ikke, dem der ikke kunne indrette sig efter hans ord havde vidste de skulle forholde sig rolige når han var der. Han var trods alt ikke bleg for at slå folk fra sin egen race ihjel...

Marcus fulgte Micah ind i stuen, der var et enkelt gammel spisebord og en efterhånden ret faldefærdig gyngestol i et højrne. "Sit if you'ed like, I will get you your food" sagde han og så kort mod en af de få andre vampyre der stadig var i rummet. Marcus smilte køligt og gik hen til vampyren. Det var en yngre fyr, der så ud til at have levet et brutalt liv før han var blevet vampyr. "Would you find a young boy? Preferably one with some energy." spurgte Marcus og nikkede i retning af en dør der førte ud af stuen. Fyren nikkede bare som svar og forlod dem.
Marcus gik hen til Micah og satte sig til rette ved spisebordet. "I've been here a few days, so we keep a small stock of food.. Just in case" fortalte han og nikkede hen imod den dør vampyren var gået ud af.
Man vidste aldrig hvornår man behøvede friskt blod...

Micah kiggede sig stille og roligt omkring som Marcus førte ham igennem gaderne, for at være sikker på at forankre ruten fast i sin hukommelse, så han altid kunne finde herhen en anden gang hvis det skulle vise sig nødvendigt. Selvom han godt selv havde fået en del kontakter og magt rundtom i byen, så vidste han jo også sagtens godt at Marcus havde en del mere, dum var han jo ikke. Han vidste skam godt at en med Marcus' alder og forholdsvist nye magt position havde en del mere han kunne gøre end Micah selv kunne, så hvis det absolut skulle blive nødvendigt... Kunne man vel altid skylde en tjeneste til gengæld for én.

Han nikkede let til Marcus' 'uddybning' af hans valg af mad... Ja, folk skulle have smag for livet før det rigtigt var værd at tage fra dem, trods alt. Alt andet var kedeligt... For nemt... Virkede nærmest dovent på ham hvis byttet ikke gav bare en smule modstand. Ja, de havde ingen chance, men kampen var jo stadig halvdelen af måltidet!

Han så sig atter omkring som de kom ind i huset, blot for at få sig et lille overblik om den generelle størrelse af huset, hvor mange rum der var og så videre... Man kunne jo aldrig helt bedømme et hus' størrelse blot på facaden, det kunne jo være meget dybere end man lige umiddelbart troede. Han nikkede let af Marcus' ord - noget han også lidt havde forventet når han nu så fint blev vist rundt herinde. Det ville man vel ikke gøre hvis personen ikke ville være velkommen der fremover.

Micah satte sig stille og roligt til rette efter Marcus havde fået vist ham ind i rummet, og så blot på som han fik 'bestilt' Micah's mad via den anden vampyr. Micah lagde skam godt mærke til fyrens en smule medtagede udseende - idet mindste havde han aldrig selv endt op sådan, selvom han heller ikke havde haft et nemt liv... Men sådan var det vel når han altid havde været 'for køn' til at hans tidligere ejere havde villet gøre noget som helst ved hans udseende, da de så ikke havde kunnet bruge ham som sexslave.. Så de havde nøjes med at ødelægge hans sind, istedet. Hvilket nok bare havde gjort hans personlighed perfekt for en vampyr, istedet. "Makes perfect sense. You never know when you might need an extra meal, after all.." kommenterede han blot på det sidste, med et svagt smil spillende på læberne.