True lies ~Delilah~

Det havde været noget af en månede, sorgen hang stadigvæk tungt over hende. Men så dybt inde at hun følte at hvis hun skreg ville ingen kunne hører hende, hun lukkede sig inde for omverdenen. Caroline var jo raceleder for satan da, hun måtte ikke virke svag eller for den skyld vise sig svag overhovedet. Desuden mente hun selv at hun kunne klarere den, og det kunne hun nu sikkert også. Men så igen, der var ingen som var der for hende lige nu. For ja Nille havde jo valgt at vende hende ryggen, og lade hende stå alene da hun troede Nicolas var død. Heldigvis var han dog ikke det, men han stod med sine egne problemer, gamle fjender han havde fået igennem tiden.. Godt nok var Caroline ligeglad med hans fjender, hun havde sine egne. Så hvorfor skulle hun frygte hans fjender når hun stod så stærkt som hun nu engang gjorde?
Gaderne var triste denne eftermiddag, der var ikke ret mange ude på gaderne i Doomsville. De fleste fortrak at blive indenfor disse dage, men ja. Caroline gad ikke leve i frygt.. Solen var forlængest blevet kidnappet af de mørkegrå skyer. Dog var der nogle skridt der gik bagved Caroline, hun var dog ligeglad med dem og valgte bare at gå videre, dog kom hun ikke langt før nogle brækkede hendes nakke og Caroline faldt bevistløst om på den kolde jord.

Caroline slog hurtigt øjnene op og satte sig op, hun tog sig til sin nakke før hun knækkede den på plads. Så kiggede hun rundt omkring sig, hun var alene. Indespærret i et lille gråt rum, to senge. Hvem fanden var den anden til?! Caroline snerrede kort for sig selv inden hun hørte stemmer udenfor rummet. Caroline holdt sig i ro og bevægede ikke en muskel for at hun kunne være i stand til at prøve på at lytte. Men hun kunne kun hører mumlen, hvilket irriterede hende nået så grufuldt. Så gik dørene op og en kvinde trådte ind, men inden Caroline nåede at gøre noget, holdt kvinden et kort frem som gjorde Caroline bakkede tilbage. Hun ville ikke risikere at brænde sig eller værre. En muskuløs mand trådte ind med noget som lignede et lig i en ligpose, han lagde det fra sig på den anden seng. Og således forlod de rummet igen, Caroline hvæste lidt af dem, inden hun vendte blikket over imod den anden seng. Hun gik forsigtigt over og åbnede posen, så sukkede hun irriteret.
"Er det bare dig?" Sagde hun irriteret, inden hun blot rullede posen ned. Delilah, ikke lige den kvinde eller dæmon Caroline havde lyst til at møde... Overhovedet! Caroline satte sig på sin seng og kiggede over imod Delilah.. Ventede på hun vågnede op.

Mørket syntes næsten at glitre i det mørke hår, der snoede sig drillende om hendes ansigt, og faldt som vridende slanger ned over hendes ryg, i en kaskade af dansende lokker og snoede bevægelser. Lyset faldt ned over de grønbrune øjne der syntes at være græsgrønne, men med kastanjebrune pletter der langsomt plettede ned i irissen, indtil den omkring pupillen flød sammen og farvede den helt kastanjebrun. Om hendes krop svajede læderet fra jakken smidigt og legende, og dækkede komplet overfor de adskillige våben der var blevet sat fast ved hendes sider, direkte under jakken - der samtidig skjulte bulerne imponerende godt.
Læderbukserne derimod sad ligeledes smidigt om hende, men både tæt og forførende bevægeligt omkring hendes ben og talje, hvilket langt fra skjulte noget. Men hendes sanser var endnu skarpe som de barberblade hun omhyggeligt havde syet ind i tøjet, og derfor syntes hendes muskler også at fryse fast i nogle sekunder, uden nogen ellers synlig grund. Hastigt var hun gledet ned i forsvarsstilling - selvom det ikke var andet end en næsten usynlig bevægelse i hendes kropsholdning, og hun snurrede omkring.
Men for langsomt.
I samme sekund var et pil fløjet frem, og borede sig ind i hendes hals - ikke en stor pil, men en mindre pil dyppet i en form for bedøvelsesmiddel, der frembragte alverdens hallucinationer. Med et hvæs flåede Delilah pilen ud af halsen så blodet langsomt piblede frem fra det smalle sår, men nåede ikke se sin angriber, før billeder og væmmelige hallucinationer overvældede hendes sind, og hun sank sammen i mareridtsverdenen.

En stemme brød igennem de skræmmende scenarier der oversvømmede hendes sind, og fik hende trukket op igennem den overflade hun ikke selvstændigt kunne have kommet op fra. Dog dryppede irritation i det samme ind i hendes sind, så snart hun var kommet væk fra den frygt hun havde holdt i skak, idet stemmen ikke blot tilhørte en person hun alt andet end holdte af, men selv ordene var irriterende.
”Hold kæft Caroline.”
Hendes stemme sitrede let af en blanding af irritation, og let træthed, som ønskede hun egentligt blot at blive liggende. Men hendes øjenlåg gled åbne sekundet senere, for udenset hvad der var sket, vidste hun at hun måtte finde en løsning på det problem hun var blevet stillet. Uden set hvad problemet så end måtte være. For første gang i sit liv havde hun nogle der afhang af hende, og hun havde ikke tænkt sig nogensinde at gøre noget, der ikke ville sørge for at de to små piger hun havde født, ikke havde det helt perfekt.
Hun ville gøre alt for dem. Alt.
Og derfor vidste hun, at det var lige meget hvem der havde bragt hende i denne situation, eller hvorfor fanden hun var her - det vigtigste var at hun kom væk. Børnene var stadig afhængig af hende. Det var også derfor hun fandt styrke til at trække sig ud af posen og rejse sig op, uden at slingre eller skælve, på trods af den svimmelhed der overfaldt hende, så snart hun bevægede sig.
Hendes blik gled frit og bedømmende hen over det lille celle-agtige lokale, inden det landede på Caroline.  Tanker strømmede frit i hendes sind, og hele hendes sind snurrede stadig efter det kraftige bedøvelses/søvnmiddel hun havde været udsat for, men intet af dette vistes i hendes blik. Hun var fokuseret, og netop nu, var hendes fokus rettet imod den eneste vampyr Delilah havde et specielt bånd til - med det sagt, var der ingen der sagde noget om et godt bånd.
Caroline og hende selv kendte alt til hinanden. Caroline vidste alt om Delilahs liv, hun havde alle minder og hemmeligheder som Delilah kendte, skjult i sine egne tanker - men det samme gjaldt også den anden vej omkring. Delilah kendte Caroline præcis lige så godt, som Caroline kendte sig selv. Så på dette punkt, var Delilah blot glad for at det efterhånden var gået op for hende, at Delilah selv ikke kendte sig selv så godt som hun havde troet, og Caroline derfor ikke kendte hende så godt som hun måske troede.
”Hvorfor er vi her? Hvad skal vi, og hvad skal vi gøre for at komme ud?”
Alle spørgsmålene kom hurtigt og prompte fra hendes læber, med blikket rettet dybt ind i Carolines blik - hvilket var noget hun ellers aldrig ville have gjort ved en blodsuger. Hun havde ændret sig uhyggeligt meget over det sidste korte stykke tid, men selv havde hun ikke bemærket ændringerne, selvom de var kommet hurtigt og pludseligt over korte distancer.
”Disse spørgsmål vil blive besvaret snarest muligt.”
En dyb mandlig stemme blev skubbet igennem en lille luge på den lukkede dør, der selvfølgelig øjeblikkeligt fik Delilah til at snurre omkring, og vagtsomt fiske efter sine våben - der var væk. Fuck! Mandens stemme fortsatte roligt og stødt, uden nogen form for erkendelse af at han havde bemærket at der var blevet reageret på hans ord på nogen måde.
”I vil om ikke længe modtage dragter. Tag dem på. Andet vil medføre straf, og i vil i alle tilfælde ende med at blive iklædt denne dragt. I vil blive hentet. Held og lykke, deltagere.”
Og med de ord blev lugen lukket, og de svage skridt forsvandt ned af gangen. Delilahs blik var endnu frosset fast ved døren i adskillige sekunder, før hun snurrede omkring og lagde blikket imod Caroline. Hun ville ikke tillade nogle fejltagelser, uden set hvad fanden det var han mente med ”deltagere”. Og hun var fandens ligeglad med hvad han mente. Hendes blik syntes derfor næsten at syde af indædt stædighed, og alligevel var der nogle lettere glimt i hendes blik, der måtte være kommet da hun begyndte at tø op. Ikke overfor Caroline, men begyndte at tø op, på et mere generelt plan.
”Når de skide dragter kommer, så tager du dem på! Ingen brok, forstået?”
Helt automatisk opførte Delilah sig som 'lederen', og havde derfor den tydelige stemme, der fortalte at hun bestemte dette.

Caroline holdt Delilah til at stille spørgsmålene, hun var selv mere typen som lyttede og tænkte over hvad der blev sagt. Caroline kneb øjnene lidt, hvad skulle de bruge dragter til? Hvad skulle der ske med dem helt hundrede procent, Caroline var nysgerrig ikke bange, som hun måske burde være. Deltagere, det lød som om de havde tilmeldt sig noget, eller nærmere at nogle havde tilmeldt dem. Caroline nikkede kort for sig selv, og åbnede så et skarpt blik overpå Delilah da hun snakkede til hende som om hun bestemte.
"Undskyld, sidst jeg tjekkede så er du ikke min mor. Og jeg ved udemærket hvordan jeg skal passe på mig selv." Svarede Caroline koldt og rullede så med øjnene.
"Bare fordi du har to børn, giver det dig ikke ret til at behandle mig som om jeg er svagere end dig." Sagde Caroline for sig selv, uden at vide om Delilah hørte det eller ej. Delilah vidste godt at Caroline havde en datter, men vidste ikke at hun var blevet drabt fornyeligt. Selvom det gjorde ondt, måtte hun ikke lade alle de ting som gik ned af bakke påvirke hende. Måske skulle hun endelig bare lade sig selv dø her? Hun havde jo ikke mere tilbage? Men der var intet tilbage at dø for, og hvis Caroline skulle dø så ville hun dø for nogle. Ellers var man alt for ynkelig. Caroline satte sig hen på en af sengene imens hun lænede ryggen op af muren.
"Altså vi heldige, vi kan måske ikke fordrage hinanden. Men vi begge to så fucking stædige, og vores mål er vores overlevelse. Det gør os til det muligvis stærkeste team, hvis vi så kan finde ud af at bruge vores fordele." Sagde Caroline, men var ikke sikker på om hun bare talte til luften, dog var det jo fornuftigt. De var begge to så stærke fysisk og deres problemer i fortiden og nu gjorde dem blot stærkere. Hvor der var nogle som var fødte krigere, der i blandt de to. For hver eneste gang verden vendte sig imod dem kæmpede de videre, gav ikke op ligemeget hvor meget verden hadede dem eller ville slå dem ud. En lyd udefra gjorde hun blev opmærksom og derved rejste sig op. To kasser blev hurtigt skubbet ind af døren, og ligeså hurtigt som døren var åbnet blev den lukket. Caroline gik over til kasserne og åbnede den ene, dragterne var i disse kasser. Hun tog hendes op.
"Elegant." Sagde hun sarkastisk for sig selv men gik så over tog lagde den på sin seng. Caroline begyndte at klæde om, og så snart hun havde fået dragten på gav hun sig til at flette de gyldne lokker. Dragten sad tæt ind til deres hud, så der ikke var overfyldigt stof som sad i vejen når de kom ud på marken. Nu ventede Caroline blot på at der ville komme mere information om hvad der skulle ske.

Delilahs læber skiltes i chok sekundet efter Caroline havde snakket om hendes børn. Så glimtede et lyn igennem hendes blik, og hun var med lynhurtige skridt ovre ved hende, og slog ud efter kvinden - om hun ramte eller ej betød ikke så meget, for hun greb sekundet senere ud efter vampyrens hals. Hvis hun fik fat, ville hun trække hende tæt på, med øjne der brændte intenst.
"Du snakker aldrig om mine børn! Du tænker fucking ikke engang på dem! Du ved hvordan det er at have børn! Jeg nævner ikke din, du nævner ikke mine!"
Delilahs blik syntes overraskende vredt, på trods af at Caroline ikke havde gjort andet end blot nævne hendes børn, men hvad Caroline sikkert aldrig ville komme til at forstå - på trods af at hun faktisk havde Delilahs minder - var hvad de børn betød for hende. Delilah havde intet andet, så bare det at Caroline nævnte dem i en sammenhæng der ikke var positiv, kunne få Delilah til at tænde fuldstændigt af. Med et ryk skubbede hun vampyren væk fra sig, og snurrede omkring så hun stod med ryggen til.
"Jeg siger ikke du er svagere end jeg er, Caroline. Faktisk er du sgu nok fysisk en hel del stærkere fordi du er et omvandrende lig. Men jeg har ingen interesse i at skændes med dig, for jeg har åbenbart brug for dig, for at sørge for dem der har brug for mig."
Delilah tænkte ikke et sekund på hendes eget liv. Fuck hendes liv, men som det var nu, havde børnene endnu brug for hende. Og hun ville ikke lade Caroline spolere det for hende.

Hun lod Caroline sætte sig, uden så meget som lade blikket strejfe hende. Hvad hun sagde, fik hende dog langsomt til at vende sig, og lægge blikket imod Carolines blik i adskillige sekunder, før hun skilte læberne for at besvare disse ord.
"Vores største fordel er at vi kender alt til hinanden. Selvom det måske er pisse irriterende, så kender vi hinanden bedre end nogen anden."
Underligt nok lyste et svagt smil op på de let skilte læber, og blev sendt i Carolines retning - før smilet falmede og forsvandt, endnu før det rigtigt var blevet født og var opvokset. Delilah fik hurtig grebet den ene af kasserne da de blev skubbet ind, og trak outfittet op. Hendes øjenbryn hævede sig dramatisk opad, og et irriteret strejf bevægede sig ved hendes læber.
Ikke særligt meget stof var på alle måder en underdrivelse. Dragten var læderundertøj med en slags læderkappe der kunne knappes hen over barmen og derefter åbnede på forsiden og viste maven, men svang sig langt ved bagsiden. Det eneste der dækkede læderunderdelen var noget der kunne minde om nogle tynde shorts der hverken skjulte noget eller beskyttede noget.
"Super. Så vi er deres ludere. Bare perfekt!"
Sarkasmen red tykt på hendes sætning, men hun skiftede alligevel. Det var et af de tidspunkter hvor det var godt hun ikke brugte blufærdighed til noget, og var meget åben om hendes seksualitet. Apropo seksualitet, så kunne hun godt mærke det var ved at være timer siden hun havde haft sex. Delilahs sexappetit var enorm, så det var bare endnu en god grund til at komme ud af det her lorte sted.
Tøjet sad som slikket op af hende, undtagen bagsiden af læderkappen der dansede bag hende med slørede bevægelser. Hun så meget afslørende ud, men hun syntes mere interesseret i de våben der var lagt ned i kasserne. En sindssygt udseende pistol hun ikke kunne vente med at afprøve, samt et stort udvalg af forskellige knive og forskellige ting af sætte det fast med. Da alt var monteret vendte hun sig imod Caroline.
"Vi skal bare have afprøvet den pistol dér. Fuck den ser fed ud!"
Hun sendte Caroline et lysende, muntert smil - havde tilsyneladende glemt alt om at hun hadede vampyren i nogle sekunder - inden hun snurrede omkring igen så hun vendte imod døren. I samme sekund gik døren så op, og en fuldstændig sort mand trådte ind. Ikke sort, som i hudfarve, men sort som klædt i en eller anden form for latterlig ninjadragt uden øjenhuller. Han stod der nogle sekunder, og så gik lyset helt simpelt ud i Delilahs hjerne, og hun sank om, besvimet på jorden.
Det samme skete for Caroline.

Da de vågnede var de begge fastspændt i et rum der var fyldt med alverdens træningsinstrumenter. Vægte, skydeskiver, boksepuder og alt andet der kunne tænkes som træning. Hele vejen rundt i lokalet var væsner af alle racer fastspændt, og begyndte at vågne op en efter en. Der var to fra hver race - en mand og en kvinde fra hver race, samt nogle special og blandingsracer hun ikke kendte. En mand trådte ind i lokalet.
"Træn løs, grupper. I er sammen to og to. Hvis jeres makker dør, har vi sprøjtet små bomber ind i jeres blodårer. Samme sekund jeres makker dør, bliver i sprængt i luften. Når alle andre grupper er døde, så slipper vi jer fri med en enorm præmie. Dette er blot træningsrummet, så hvis i forsøger at slå de andre grupper ihjel herinde, vil I blive sprængt i luften. I vil blive ført ind i arenaen når det er tid. Held og lykke!"
Med de ord forsvandt han i den blå luft, som en tryllekunstner - og hvad end de var blevet fastspændt med, forsvandt sammen med ham.

Det var fandens længe siden hun havde haft våben i sine hænder, hun havde ikke haft brug for dem og havde endelig stadigvæk ikke. Styrken sad i hendes fysiske styrke, hun var meget mere dræbende end et våben. Dog gik noget op for hende, fordi med hendes fysiske styrke og så tilføje et sving med et sværd eller et kniv kast. Det ville komme afsted med hurtigere fart og have større skade på offeret. Caroline kiggede på våbene, og tog nogle knive op i sine hænder for at sikre sig at de sad godt.
"Pas på blondie, du skulle nødig komme til skade." Sagde en kæphøj varulv, hvilket fik Caroline til at snerre af ham. Dog skubbede hun det til side, at vise al for meget styrke nu ville være slemt.. For at gøre det så ville de kende deres modstander. Caroline kastede sit blik tilbage på Delilah.
"Du utrolig god i nærkamp og ja alle former for kamp. Lad hver med at vise det til at det virkelig gælder. De må ikke vide hvem de er oppe imod." Sagde Caroline. "Eller vi kan lade dem vide hvem de har med at gøre, og de kan krybe sammen i et musehul af stræk. Du vælger?" Caroline smilede lidt skævt, dog forsvandt smilet da hun vente blikket imod træningsbanerne igen. Hun kunne hører den rapkæftede dreng tale om hende, ikke fordi hun blev meget andet end irriteret, hendes følelser var en stor bombe som man ikke kunne stole på. Hun tog en pil fra bue og pil sættet da han sagde at hun sikkert ikke havde forstand på at kæmpe eller noget, at hun var bare en lille pyntepude. Caroline holdt et fast greb om pilen inden hun uden at sigte kastede den imod ham. Pilen landede perferkt ved siden af hans hals oppe af en mur. Han rettede blikket op og mødte hendes øjne, Caroline smilede bare stort og falsk inden hun vendte opmærksomheden tilbage på Delilah igen.
"Du sagde?"

Stemmen der opstod bag dem, nåede ikke engang ind bag hendes lag af hår, før deres betydning var visnet i hendes tanker. Carolines irriterende formaning tvang hun dog sig selv til at høre, hvilket ikke gjorde andet end at sørge for at det chok og vrede der hamrede igennem hende da kællingen skød efter en af de andre, til at blive fordoblet mange gange. Et hvæs forlod hendes læber, og uden at tænke over det greb hun fat i iglen, og-
Hun stoppede op. Et latterligt sødt smil sitrede på hendes læber, da hun vendte sig imod varulvedrengen. Hans muskler spillede udfordrende under tøjet da han trådte nærmere, med øjne der rovdyragtigt lyste af foragt. Delilahs smil forvandlede sig langsomt, til tråde af et undskyldende strejf havde lagt sig ud over hele hendes ansigt, og gravet sig ind i selv hendes øjnes dans.
"Åh, det er jeg altså ked af. Caroline rammer ikke så godt. Hun forsøgte at ramme den dér!"
Delilahs slanke finger løftede sig, og rettede sig imod en skydeskive, der var placeret nogle meter fra hvor varulven havde stået. Mistænksomt fløj varulvens blik hen på Delilah, men efter han havde betragtet både Delilahs og Carolines krop i nogle sekunder, vendte han om og forsvandt tilbage til sin partner. Delilahs fingre bevægede sig dansende da hun vinkede efter ham, som en sommerfugl der lettere stupidt dansede en afsked til den store varulvedreng.

"Undskyld mig?"
Delilahs finger prikkede på ryggen af en incubusmand. Hendes negl sank ind i hans behagelige trøje, og tiltrak sig hans opmærksomhed. Hans opærksomhed fandt hende med et chokeret ryk, der lod forvirring danse igennem hele hans krop. Et naivt, uskyldigt blik havde med besvær trykket sig imod Delilahs ansigt, for at skabe en illusion af at hun virkelig ikke anede hvad hun lavede. Og med århundredes træning af våben, var det faktisk en smule besværligt for hende, ikke at klappe begejstret i hænderne af alle de våben og træningssteder der var her.
"Kunne du fortælle mig hvordan denne her virker?"
Hun løftede en smukt udskåret bue, hvis håndtag var dannet af elegante figurer der snoede sig sammen, og skabte det perfekte håndtag. Incubusen smilede beroligende, og fik trukket en ligeså smukt udskåret pil op, alt imens han forklarede hvad man gjorde. I samme sekund han gik bag hende og lod armene glide over hendes, imens hans krop stillede hende i en rigtig position, forsvandt Delilahs blik over og lagde sig sigende på Caroline. Dette var hendes version af at sige: Spil dum.
Hvad Delilah heller ikke viste var, at manden faktisk ikke stod helt optimalt, i forhold til at skyde med bue og pil. Og det irriterede hende ud over alle grænser.

//Hvorfor har jeg ikke opdaget du har svaret?! o.o Udover jeg samler det ind, så skal jeg vidst lige svare det her!! o.o//

//OOC: Flot .. Jeg følte lige jeg havde nødt til at svare dig med et *Dask i hovedet på dig med avis*