Heartbeat {Matthew, Jo & Manning }

Et anonymt brev havde bragt hende her. Den lille kro på hjørnet i Terroville. Solen var gået ned for ikke så længe siden, og hun sad her i en blodrød kjole, imens de blonde lokker krøllede let henover hendes skuldre. De lyse øjne kiggede ned i sit glas, imens hun bevægede væsken rundt ved at få det til at bevæge sig i cirkelbevægelser. Hun ventede. Og det var ikke ligefrem fordi, at hun var det mest tålmodige menneske man kunne finde. Caroline førte glasset op til sine læber. Hun havde set små glimt af sin Octavia, hendes ene datter og den eneste levende (af hvad hun vidste). Men sammetid med hun ønskede at møde sin datter følte hun, at hvis hun blandede sig ville der være en chance for at Caroline ville ødelægge tøsens liv, og det ønskede hun ikke. Hun havde jo ødelagt Mikaylas ikke? Det synes hun i hvert fald selv. Carolines familie generalt, alle hun kendte til var endten døde eller væk - eller nu også en som hun ikke turde genforene sig med.

Så der sad hun bare, ikke så langt fra, hvor hun første gang havde mødt Nicolas. Lige inden han reddede hendes røv fra nogle vampyrer der havde prøvet at dræbe hende. Hvordan hun havde overlevet forvandlingen fra varulv til vampyr var der mange der var nysgerrige over. Allerede som menneske havde Ophelia været afhæning af hendes blod, der må have været noget specielt over hende siden det kunne lykkes hende, og andre døde i forsøget. Caroline trak lidt på skulderen af tanke gangen. Det værste ved at være varulv dengang var smerten ved fuldmånen. Nu var der ingen smerte. At være vampyr i starten havde været hårdt, solen havde været en byrde, til hun fik Elona dals blod, og nu var den ikke et problem. Caroline havde alt det en vampyr kunne ønske sig. Hun var vampyros. Hun havde evnen til at gå i solen. Og hun var fri. Dog havde hun også mere smerte på skuldrene end hun selv kunne bære.

En genkendelig duft ramte hendes næse, anderledes fra varulv til vampyr hvordan man opfangede forskellige dufte, men Caroline havde kun haft denne fært ved en person før. Det var en helt bestemt aura, og hun drejede hovedet først for at være sikker. Hun havde ikke set denne person siden at hun havde været varulv, hvilket var omkring 4 år siden eller sådan noget. Det var uendelig langtid siden. Men måske havde hun været bange for, at han ikke ville se hende på samme måde. Fra varulv til vampyr, ingen plagede jo at overleve. Og Caroline var ikke den samme person som hun var dengang. Sandt nok var hun stadigvæk sig selv, men hun var bare en forbedret udgave af sig selv fra den tid af. Synet af skikkelsen gjorde hende varm inden i, det havde været sådan et stærkt venskab, og hun ville aldrig have overlevet forvandlingen og sin indre vrede uden ham. Caroline sprang ned af stolen og gik stille derover imod da hun stoppede op ved en mærkelig velkendt fært ramte hende. Ikke en hun kendte men som i en hun burde kende. Dog rystede hun den af sig, og pustede kort ud.
"Matthew... hey." Sagde hun let og fik et smil på læben.


//Rækkefølgen: Caroline, Matthew, Jo, Manning

Selvfølgelig! Manning mente det var på tide at de skulle vise sig fremfor Caroline, eller så dramatisk lød det i det brev hun havde fået. Josette mente dog bare han savnede hendes selskab. De var bange for at skade hinanden, derfor havde hun taget afstand til ham. Hun var ligeså farlig nu, som han var som vampyr. Josette var måske endda en smule mere også langtfra. Hun trådte ind på kroen. I ført en sort kjole der fremhævede hendes kvindelige former og et par stiletter. Hendes hår sad som det gjorde for det meste stort og krøllet. Hun kiggede rundt og fik øje på Caroline. Målet. Dog frøs hun lidt da hun også fik øje på Matthew. Det var ikke fordi, at der havde været et langt romantisk forhold, men de havde da været sammen på et tidspunkt - bare en enkelt gang eller to... men det var fortid. Josette vidste godt sin rolle i samfundet. Hun var rig. Hun var ganske nydelig mente hunselv, men hun var også ekstremt magtfuld - i hvert fald i sit eget hoved. Folk skulle ikke blinke mere end to gange for at blive skrevet på hendes liste over folk hun ikke ville have skulle se solen stå op.
Josette kiggede tilbage og kunne se Manning på afstand, måske skulle hun bryde isen først? Manning ville være der på ingen tid alligevel. Josette gik hen og greb fast i en drink der ikke engang var hendes, men vedkommende hun dog den fra rystede dog bare på hovedet, over at det var sådan et kønt ansigt der havde taget hans drink. Dog var Josette langtfra interesseret i denne fyr. Hun tog en slurk og gik over på siden af Matthew. "Du må være Caroline ikke sandt. Hej Matty." Hun lød som en lalleglad lille pige, og smilede ligeså stort falsk. Det var ikke fordi, at hun ikke kunne lide Caroline - hun havde ofret meget for den tøs. Og hun kunne i og for sig også godt lide Matty, men hendes attitude var bare blevet meget kritisk også selvom hun ikke mente det. Josette og Caroline lignede hinanden på mange punkter. Holdning, øjne... man kunne se de var i familie. "Josette." Sagde hun og rakte hånden frem. "Og her har min bror. Manning." Hun drejede sig let rundt da han kom ind af døren, og pegede over imod ham.

Det var underligt at se ham igen. Meget. "Ja det meget længe siden. Alt for længe siden, det tog mig tid at overtale mig selv til at finde dig igen." Svarede hun ærligt, og skulle til at sige noget mere da en anden kvinde trådte op ved siden af dem. Det var som at se sig selv på en eller anden måde. Kvindens ansigt mindede ufattelig meget om hendes eget, og færten. Det var ligesom Allyson og Eliza. Caroline havde svært ved at tro det kunne passe - men alligevel så virkede det så rigtigt. Hun kunne føle båndet mellem dem. Kort nikkede hun til Josette, og så forvirret på Matthew som hun først nok prøvede var hans kæreste eller flirt måske? Dog blev hendes tanker afbrudt af en herre der trådte ind. Endnu engang blev hendes teori bekræftet. De to lignede virkelig hinanden og Mannings fært var stærkere hos hende end Josettes var. Hun kunne huske den nu. Fra dengang da hun var fanget af de varulve, deres fært. Nu vidste hun hvor den var kommet fra, de havde reddet hende dengang. Hun blinkede kort forvirret. Det var alligevel meget at få smidt i hovedet. "Kender i to også hinanden eller?" Spurgte hun så Matthew, for at håbe han ville blive her. Fordi hun orkede ikke den her samtale uden lidt opbakning.

Hun rullede let øjne af Matthew og spillede fornærmet.
"Awh Matty da. Du har intet at klage over." Sagde hun og grinede kort. Josette kunne se det komiske i alt nærmest, ligefra folk der prøvede at kritisere hende til tortur. Alt var nærmest sjovt i hendes verden. Hun kiggede let på Caroline og kiggede ned af hende.
"Jeg ville bare hilse på min søster uden jeg behøvede at gøre det i smug. Vi kunne ligeså godt gøre det offiecielt. Manning og jeg er dine trillingesøskende. Vi reddede dig fra den grotte du var fanget i for to år siden. Det var så lidt." Smilede hun måske lidt snobbet, men hun mente det med bedste intentioner. Det vidste Manning vel også. Josette var som hun var, og ville ikke laves om på - det kunne hun ikke.

//Beklager kort.. skal vi ikke bare oute det o.o..