maybe, you know me? - Matthew

t omkring frokost tid
s Firewood Village hovedgade
o masser af mennesker og andre væsner der er ude
v solskin og en smule vind

Gaderne i Firewood Village var som altid summende af liv. En masse mennesker - og andre væsner - gik rundt og arbejdede på enten at få købt ind, være på arbejde osv.
Men Nephthys var knap så aktiv.
Hun sad på en bænk, med en tegneblok og kul, og prøvede at tage den person hun så længe nu havde savnet.
Mørke øjne, halvlangt sjusket hår, brede skuldre...
Hun sukkede kort. Det var ved at være ti år siden nu... Ti år siden at hun mistede den identitet hun havde elsket så højt.
Nemesis Sephthys Isis Storyteller var forsvundet i forbindelse med hendes broders død.
Siden den dag han gik bort havde hun levet som Nephthys Storyteller, en kvinde der ikke stolede på nogen eller noget, udover hendes eneste og bedste ven; McGivens.

Hun var iført korte shorts, og noget der mest af alt kunne ligne en bh. Håret var løst, dog med små fletninger overalt.
Hun havde et blåt øje og en flækket underlæbe.

Mens menneskerne passerede hende så diverse på hende, og mange rystede på hovedet.
Nephthys vidste udemærket godt hvad folk tænkte, men gad ikke reagerer på det.

Nogen stod mindre end to meter fra hende, og hviskede om hvor synd det var for hende. Først midstede hun sin familie, og så den eneste hun nogensinde havde elsket.

Hun bed sammen. Vidste de ikke at hun kunne høre dem, eller var de bare ligeglade?
Hun så ned og tegnede videre, opgivende.

Matthew havde siddet hele dagen inde på kroen, han havde ikke drukket noget alkohol eller rørt noget af maden som han ellers så mange gange var blevet tilbudt. Hasn blå øjne var fikseret direkte på en ældre man som sad og mæskede sig godt og grundigt i kroens aller dyreste mad og den bedste alkohol som kunne skaffes herinde. Han var ved at blive godt pløret og der ville ikke gå lang tid før hans tjener skulle følge ham hjem og det var så der han kunne få sit snit til at få fuldført sin opgave som han endnu engang havde. Han var klædt i en tætsidende sort t-shirt, nogle lettere løse sorte bukser. Inden længe rejste begge mændende sig op og luntede ud af kroen og drejede ud af byen. Efter kort tid rejste Matthew sig også op og fulgte stille og roligt efter dem.

Ikke et spor af mordene var at finde da han stod ude i vildnesset, man kunne ikke engang se at der engang var to der var døde her. Han havde ikke en bloddråbe på sig eller noget. Et grumt smil lå over hans læber før han begyndte at gå tilbage mod byen. Det varede ikke længe før han kom til byen. Han skulle have sin betaling imorgen ved solopgang.

En kvinde der sad på en bænk med en blok fangede hans blik. Hun så ikke særlig køn ud, men det behøvedes man ikke for at fange hans opmærksomhed. Det der overraskede ham var hendes vovede tøj. I hans øjne var det lidt respektløst overfor sig selv men det jo hendes valg. uden videre gik han over og satte sig på bænken ved siden af hende og kiggede på hendes tegning. Han hørte slet ikke ordene fra folkenen bag hende, men hvad ragede det egentlig også ham?

Hun bemærkede en ung mand der satte sig på bænken ved siden af hende. Hun fokuserede blankt på sin tegning, og krøb lidt sammen grundet den unge mand.
Hun var ikke særlig tryg ved fremmede, specielt ikke dem som bare gjorde sådanne ting som at sætte sig ved siden af en fremmet.

Tegningen begyndte at ligne et billede. Baggrunden var en hytte - mellemstor med bindingsværk og stråtag - og en frodig skov.
Personen, som hun havde tegnet siden hun havde sat sig, var på vej væk fra hytten, væk fra skoven. På vej væk fra det hele.
Ved hjørnet af muren som gav en blind vinkel på hytten kunne man se en lille pige stikke hovedet frem og stirre fortabt på den unge mand.

Hun bed lidt sammen, så på tegningen, og rev den arrigt af blokken og begyndte forfra, nu med samme mand, andet sceneri.
Temaet gik fra frodige skove til golde stenede marker.

Hun sukkede og stirrede igen op på dem der stadig stod og snakkede.
En lidt ældre forfinet dame så direkte på hende, målte hende med øjnene, og som svar fra Nephthys blottede hun skarpe hjørnetænder som en ulv og knurrede dybt.
den ældre dame bakkede hurtigt væk, og Nephthys rejste sig hurtigt.

Han sagde ikke noget til hende og virkede ikke påtrængende. Han satte sig faktisk på den anden ende af bænken for at give hendes plads men også sig selv pldsen. Han ville heller ikke have det fedt hvis der bare kom en eller anden fremmede tøs eller mand for den sags skyld og satte sig direkte ved siden af ham. Han kunne mærke hendes usikkerhed på lang afstand og man kunne også bare se det på hendes kropssprog. Den måde hun sad sammen krummet på, den mde hun gemte sig i hendes tegne blok.

Matthew kunne ikke lade være med at kigge på billedet mens det udformede sig, han havde set bedre tegnere men hun gjorde da et bravt arbejde. Men hvis hun var så dygtig og sikkert kunne få penge for det. Hvorfor lignede hun så noget der lige var kravlet op af en rendesten. Hun trængte vel til en som kunne hanke lidt op i hende. Men det ville nok aldrig blive Matthew, han var ikke lige den mest omsorgsfulde person man kunne finde på markedet. Han betragtede hende da hun pludselig flåede billedet itu, hvem end manden var på billedet havde han tydeligvis gjort hende uret, eller i hvert fald i følge hende selv. Det var en hun var sur på eller havde haft meget kært og så endda måske var han forsvundet og havde efterladt hende. Det så man ret tit nu til dags.

De blå øjne fulgte hendes og han kiggede nu over på den ældre kvinde, hvordan kunne man stå og more sig over at andre havde det skidt. Sådanne mennesker var noget af det laveste man kunne finde i hans øjne. Han blev dog siddende som kvinden ved siden af ham rejste sig meget hurtigt, det overraskede ham ikke at hun knurrerede på den måde, han havde både mødt varulve og shapeshifteres før.

hendes gullige øjne faldt hårdt og vredt på kvinderne der nu begyndte at hviske.
For pokker, hun var så træt af det. Gid fanden tage at hun ikke bare kunne skrige dme ind i hovedet.

Hun så sammenbidt på manden fra bænken, rystede på hovedet over sig selv og begyndte at gå, mod kroen. Heldigvis kunne hun bo på diverse kroer, takket være hendes gamle arbejde.

Hun lod blokken og hendes kul bliver på bænken, hun skulle alligevel ikke bruge det længere.

Matthew så efter hende da hun rejste sig og gik mod kroen. Stille rejste han sig selv op, han kunne ikke fordrage når folk behandlede andre sådan og ja hvad så hvis kvinden havde problemer. Det var vel hendes egen sag og ikke kvindens at bedømme hende? Han samlede blokken og kullet op og gik roligt og fattet over mod kvinden som havde talt grimt om hende tidligere. "Undskyld mig frue. Jeg kunne ikke overgå at høre dem, hvordan de stod og dømte en anden kvinde som de slet ikke kendte. Men måske er det fordi de har det dårligt med dem selv. Er det også derfor du er overvægtig? Fordi du er blevet efterladt endda måske? Nå men i hvert fald så har jeg ondt af dig". Han lagde kort en hånd på hendes skulder men fjernede den hurtigt og begyndte så at gå over mod kroen hvor kvinden var forsvundet hen. Han ville aflevere hendes ting. Han kunne dog ikke lade være med lige at kigge sig over skulderen for at se kvindes ansigtsudtryk. Han hadede virkelig folk der rakkede ned på andre uden at kende hele historien eller kende personen selv. Roligt begyndte han så at følge efter hende.