ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164973 indlæg i 8752 emner
An adventure begins - Sean
Side 1 af 1
An adventure begins - Sean
af Gæst Man 20 Jul 2015 - 7:14
"Sean" En kvindelig men ugenkendelig stemme kravlet sig langsommeligt og forførende ind i Seans hørelse.
Hans øjne var lukkede, men hvis han åbnede dem, som han godt kunne, ville han ikke kunne se mere, end da de var forseglet.
Der var sort omkring ham. Ikke mørkt. Sort. Fordrevet af alt lys, af nuancer.
Området føltes stort. Man kunne ikke vurdere udfra loft, eller vægge, fordi man kunne se intet, men man fik en instinktiv følelse af at området var så stort som det var tomt.
Den kvindelige og hengivende stemme begyndte atter at overtage det tomme rum omkring ham, men denne gang centraliseret den sig.
Den bliv ikke længere hørt som ligeudefra hans øre, men nu kom den fra en retning.
Og hvis Sean begyndte at kigge efter stemmens oprindelse, ville et lille hvidt stearinlys manifestere sig fra de kolde og øde ingenting.
En spinkel og nærmest livløs flamme, kunne anes i toppen af de lille lys.
Men gradvist kunne man se hvordan det forladte mørke omkring lysets svage flamme, bliv besudlet af den livlige varme, og det klare skær, som den ydmyge flamme afgav.
Gradvist kunne man se hvordan farve, og objekter tog form med centrum omkring de lille lys. Smukke grønne farver, henrivende blå kulør, og noget gribende brun, begyndte at male omgivelserne, men ikke en spontan overgang.
Endelig, en grøn mark med frodige små søer, og store enkelte standhaftige træer, kom til syne i de nu mere glædelige omgivelser.
Sean kunne røre ved hvad han ønskede. De var fysiske.
Men efter nogle sekunder, kom der nogle grå og kedsommelige kontraster ud af gløden fra det lille hvide lys.
Bid for bid bliv det kønne areal fordrævet og korrupteret af de nyankommende nuancer, og man kunne se hvordan sten mure, og sten kister bliv skabt, i takt med at omgivelserne fik en mere morbid, og dyster stemning, indtil endelige man kunne se formerne fastgøre sig til et underjordisk gravkammer med skæve trægulve, og grå sten mure og loft.
Men Sean var ikke længere alene. Fra bagved en opstående kiste af marmor, som stod i centrum af rummet, kom en skikkelse frem.
Feminin af natur. Tynde arme, smaldt liv, og en symmetrisk ansigst struktur, med små uskyldige læber.
Men der var ikke meget mere end læber at identificere vedkommende med, fordi hvor resten af hendes burde være, var der intet. Kun et hul som gik skråt op, og stoppede ikke før skråningen endte i to store dæmoniske horn.
Hornene var lange og fordrejet, som om nogle havde lavet dem ud af ler. Men matrialet så hårdt og uforgængeligt ud.
Ud af hullet i hendes hoved, kom der en røg stigende op, en sort damp af en slags, men den havde ingen duft eller betydelighed.
Hendes fingre var lange og lignet mere klør, end fingre. Neglene var den primære grund til den effekt. De var lange og spidse.
"Står de levende på skuldrene af de døde, eller står de døde på skuldrene af de levende?"
Stemmen kom fra kvinden, læberne bevæget sig ikke, men det var tydeligt at ordne var ment til ham.
Bang. Smæk. Knæk. Ud af ingenting, som et lyn fra en klar himmel, kunne man se at den ene sten bliv mødt af enorm kræft fra den modsatte side.
En rift bliv formet over dens hårde overflade, og man kunne se støv fra stenene som faldt ned på gulvet.
Igen. Denne gang mindre hårdt, men det gav samme bangende lyd igennem kravkammeret. Som om noget smadret sig ind i væggen fra den anden side. igen og igen.
Der var ikke rigtig nogle døre som Sean eller kvinden kunne forsvinde ud af, men kvinden så ikke bekymret ud, og faktisk virkede hun lidt apatisk overfor hele situationen, og lavet kun kropslige gestuser, og kropssprog, når hun sagde noget.
Men atter bliv væggen slået imod, og denne gang kunne man se hvordan de svækket sten bliv flået fra hinanden, og hvordan riften bliv forfremmet til et hul. Et kæmpe et faktisk.
Men før man overhoved ville få tid til at studere nærmere, ville sean bliv mødt af en kraftig bølge vand, som kom fråsende ind igennem hullet, som var stærk nok til at rive sten kisterne til små tyggegummistørrelse krus sten.
Men selvom at strømmen totalt ødelagde resten af rummet, så var den ikke så hård mod Sean, dog slog den ham ind i den nærmeste væg.
Da rummet bliv fyldt med vand; som det bliv hurtigt, kunne man se glimt af et brændene skib, og nogle friske lig der flød rundt i havet.
Men glimtene var ikke mere reflektioner, og ikke som om det skete omkring ham.
Men efter nogle sekunder kunne man ikke længere se resterne af gravkammeret, og nu var han bare omgivet af det store kolde hav.
Han var cirke ti meter under havoverfladen. Han kunne se sømænd som kastet sig fra deres skibs sider. Nogle havde hæftige brændsår, andre havde manglede fingre, eller en pil igennem øjet.
Men sømændene fik ikke en langsommelig drukne død, fordi skarpt efterfølgende af sømændene, kom der nogle skeletter hoppende ud fra skibets sider.
Nogle skeletter trak sømændene længere ned, og lod dem gispe efter luft.
Andre stak sabler, og knive ind i dem.
Sean vågnet nu op.
Rafael var ikke vågnet endnu. Han sad; som sean sad. Med røven placeret på en bænk som var neglet fast til et trægulv.
Med hænderne lænket i store solide jernkæder, som sad fast til nogle mindre kæder, som var lagt omkring deres ankler, og endte i en stor metal ring, som sad fast i gulvet, som så kompelt urokkelig ud.
Kæderne var ingraveret med magiske antidæmon symboler. Fra forskellige kulturer, og forskellige årtusinde, men de tog ihvertfald alt den djævelske styrke fra både Sean, og Rafael.
Hverken Sean eller Rafael havde tøj på. Højt sandsynligt en typisk slavetransport strategi, hvor man fylder fangen med afmagt og sårbarhed, som gør det nemmere at håndtere dem.
Rafael sov stadigvæk. Hans krop var blottet i alt dens brutale maskulinitet. Armene var halve træstrammer, og brystkassen var hård som en klippevæg, som subliment til hans intimiderende højde.
Sean og Rafael sad den samme bænk, fordi det gjorde det nemmere at lænke dem.
Overfor bænken sad en mand i en stol. Stolen var næsten ligeså stilfuld som han selv.
Han sad med en pibe i den ene hånd, og et greb på stolehåndledet med den frie hånd.
Der var et flabet og overlegent smil placeret på hans læber, men med et skæg så elegant som hans, har man lov til det.
"Well, well, well, You two lads are giving Sleeping Beauty a run for her trademark"
Manden havde et glimt i øjet at list, og intellekt, men fordi hans tone var så hoverende, så havde man ikke rigtig lyst til at rose ham for noget som helst. Hans flabethed var for eksplicit.
Men før han kunne forsætte sin talestrøm, og sine spidsende kommentarer, bliv han forstyret af en beordrende stemme, som var ved at få ham til at falde bagover, og ud af stolen.
"Arch, stop harassing our sea-pigs, and tell Thash there is a ship in sight"
Manden nikkede arrogant forvel til sean, og reageret ikke på noget som helst sean gjorde, selv hvis han spyttet efter ham.
stemmen som manden lyttet til, kom nu til syne, da manden havde forladt det lille træ rum, som højtsandsynlgit var på et skib, fordi man kunne føle den klassiske følelse af fornemmelse af at skibets rokket mildt.
Den beordrende stemme havde kommet fra en spinkel kvinde med en kaptain hat, og med en goggle for det ene øje.
Hendes tøj var også fint, men mindre tøset end den anden mand, som skreg for meget af hof og adel.
Hende her så ud til at have haft en pæn kaptain uniform engang, men nu var den beskidt og beskadet af manuelt arbjede, kamp, og brug.
Hun så måske lille og svag ud, men hun havde et målrettet blik, og hun virkede til have set en del ting i hendes liv, både smukke og grusomme, hvilket kunne ses i blikket, men også det faktum at tøjet var så belastet som det var.
"Jeg sender en brøddreng ned med noget vand og saltet kød"
Hun kunne tydeligvis tale forskellige sprog, fordi hun brugte det fremmede sporg til manden, og nu den almindelige tunge til sean. The underworld var en stor verden, så at der var mange sprog, var ikke underligt, men den som hun talte nu, var nok den som 90 procent af befolkningen talte, men fordi hendes mandskab kom fra fjerne egne, så bliv hun nød til at kunne formidle sig på alle små og ligegyldige dialekter, og sprog.
Sean og Rafael var godt nok dæmoner, så saltet kød og vand ville normalt ikke kunne give deres kroppe næring, men kæderne suget ikke bare deres dæmoniske styrke ud af dem, men blokeret for mange af deres biologiske processer særheder; med andre ord; kæderne gjorde at de havde brug for menneskemad. Dog kun sålænge at kæderne var på.
Kaptainen rodet ved et stykke stof som hun havde omkring hendes hånd, nok fordi hun havde et sår som irrateret hende. Efterfølgende åbnet hun et kompas, og begyndte at snakke til Sean i en afslappet tone, ikke en dominerende eller bestemmende tone, men imødekommende.
Ikke venlig dog. Hun prøvede at vise respekt, men uden at virke for venlig, fordi hun ville ikke have at Sean misforstod mellemfolkeligforståelse, for svaghed.
Så hun beholdt et gram af kompromisløshed, og fast tone.
"Det her er mit skib. Jeg vil ikke have uroligheder.
sålænge i to kan forholde jer i ro, så vil rejsen være under anstændige og værdige vilkår.
Jeg vil spare dig for overfladiske trusler, du er jo ikke ligefrem en forskræmt lille hundehvalp, men du må forstå min autoritet kan blive sat i tvivl hvis fanger opføre sig utilstedeligt, uden straf. - og vil ikke have min autoritet sat i tvivl - så hvis i to holder en god tone, og ikke skaber problemer, så bliver turen fin for alle.
Nogle spørgsmål?; og regner forresten med, at du informere din ven, når han vågner"
Hun ville ikke svare på alle spørgsmål tydeligvis. Hun var her jo ikke for at servicere Sean, og det her var ikke et ferie ophold, så at spørge hvorfor de var taget til fange på et skib, ville nok være et nytteløst spørgsmål, fordi hun ville højtsandsynligvist ikke svare.
Hun ville dog heller ikke lyve. Lyve var ikke hendes stil. Hun ville bare lade vær med at svare, hvis spørgsmålet ikke var noget hun ville svare på.
Hans øjne var lukkede, men hvis han åbnede dem, som han godt kunne, ville han ikke kunne se mere, end da de var forseglet.
Der var sort omkring ham. Ikke mørkt. Sort. Fordrevet af alt lys, af nuancer.
Området føltes stort. Man kunne ikke vurdere udfra loft, eller vægge, fordi man kunne se intet, men man fik en instinktiv følelse af at området var så stort som det var tomt.
Den kvindelige og hengivende stemme begyndte atter at overtage det tomme rum omkring ham, men denne gang centraliseret den sig.
Den bliv ikke længere hørt som ligeudefra hans øre, men nu kom den fra en retning.
Og hvis Sean begyndte at kigge efter stemmens oprindelse, ville et lille hvidt stearinlys manifestere sig fra de kolde og øde ingenting.
En spinkel og nærmest livløs flamme, kunne anes i toppen af de lille lys.
Men gradvist kunne man se hvordan det forladte mørke omkring lysets svage flamme, bliv besudlet af den livlige varme, og det klare skær, som den ydmyge flamme afgav.
Gradvist kunne man se hvordan farve, og objekter tog form med centrum omkring de lille lys. Smukke grønne farver, henrivende blå kulør, og noget gribende brun, begyndte at male omgivelserne, men ikke en spontan overgang.
Endelig, en grøn mark med frodige små søer, og store enkelte standhaftige træer, kom til syne i de nu mere glædelige omgivelser.
Sean kunne røre ved hvad han ønskede. De var fysiske.
Men efter nogle sekunder, kom der nogle grå og kedsommelige kontraster ud af gløden fra det lille hvide lys.
Bid for bid bliv det kønne areal fordrævet og korrupteret af de nyankommende nuancer, og man kunne se hvordan sten mure, og sten kister bliv skabt, i takt med at omgivelserne fik en mere morbid, og dyster stemning, indtil endelige man kunne se formerne fastgøre sig til et underjordisk gravkammer med skæve trægulve, og grå sten mure og loft.
Men Sean var ikke længere alene. Fra bagved en opstående kiste af marmor, som stod i centrum af rummet, kom en skikkelse frem.
Feminin af natur. Tynde arme, smaldt liv, og en symmetrisk ansigst struktur, med små uskyldige læber.
Men der var ikke meget mere end læber at identificere vedkommende med, fordi hvor resten af hendes burde være, var der intet. Kun et hul som gik skråt op, og stoppede ikke før skråningen endte i to store dæmoniske horn.
Hornene var lange og fordrejet, som om nogle havde lavet dem ud af ler. Men matrialet så hårdt og uforgængeligt ud.
Ud af hullet i hendes hoved, kom der en røg stigende op, en sort damp af en slags, men den havde ingen duft eller betydelighed.
Hendes fingre var lange og lignet mere klør, end fingre. Neglene var den primære grund til den effekt. De var lange og spidse.
"Står de levende på skuldrene af de døde, eller står de døde på skuldrene af de levende?"
Stemmen kom fra kvinden, læberne bevæget sig ikke, men det var tydeligt at ordne var ment til ham.
Bang. Smæk. Knæk. Ud af ingenting, som et lyn fra en klar himmel, kunne man se at den ene sten bliv mødt af enorm kræft fra den modsatte side.
En rift bliv formet over dens hårde overflade, og man kunne se støv fra stenene som faldt ned på gulvet.
Igen. Denne gang mindre hårdt, men det gav samme bangende lyd igennem kravkammeret. Som om noget smadret sig ind i væggen fra den anden side. igen og igen.
Der var ikke rigtig nogle døre som Sean eller kvinden kunne forsvinde ud af, men kvinden så ikke bekymret ud, og faktisk virkede hun lidt apatisk overfor hele situationen, og lavet kun kropslige gestuser, og kropssprog, når hun sagde noget.
Men atter bliv væggen slået imod, og denne gang kunne man se hvordan de svækket sten bliv flået fra hinanden, og hvordan riften bliv forfremmet til et hul. Et kæmpe et faktisk.
Men før man overhoved ville få tid til at studere nærmere, ville sean bliv mødt af en kraftig bølge vand, som kom fråsende ind igennem hullet, som var stærk nok til at rive sten kisterne til små tyggegummistørrelse krus sten.
Men selvom at strømmen totalt ødelagde resten af rummet, så var den ikke så hård mod Sean, dog slog den ham ind i den nærmeste væg.
Da rummet bliv fyldt med vand; som det bliv hurtigt, kunne man se glimt af et brændene skib, og nogle friske lig der flød rundt i havet.
Men glimtene var ikke mere reflektioner, og ikke som om det skete omkring ham.
Men efter nogle sekunder kunne man ikke længere se resterne af gravkammeret, og nu var han bare omgivet af det store kolde hav.
Han var cirke ti meter under havoverfladen. Han kunne se sømænd som kastet sig fra deres skibs sider. Nogle havde hæftige brændsår, andre havde manglede fingre, eller en pil igennem øjet.
Men sømændene fik ikke en langsommelig drukne død, fordi skarpt efterfølgende af sømændene, kom der nogle skeletter hoppende ud fra skibets sider.
Nogle skeletter trak sømændene længere ned, og lod dem gispe efter luft.
Andre stak sabler, og knive ind i dem.
Sean vågnet nu op.
Rafael var ikke vågnet endnu. Han sad; som sean sad. Med røven placeret på en bænk som var neglet fast til et trægulv.
Med hænderne lænket i store solide jernkæder, som sad fast til nogle mindre kæder, som var lagt omkring deres ankler, og endte i en stor metal ring, som sad fast i gulvet, som så kompelt urokkelig ud.
Kæderne var ingraveret med magiske antidæmon symboler. Fra forskellige kulturer, og forskellige årtusinde, men de tog ihvertfald alt den djævelske styrke fra både Sean, og Rafael.
Hverken Sean eller Rafael havde tøj på. Højt sandsynligt en typisk slavetransport strategi, hvor man fylder fangen med afmagt og sårbarhed, som gør det nemmere at håndtere dem.
Rafael sov stadigvæk. Hans krop var blottet i alt dens brutale maskulinitet. Armene var halve træstrammer, og brystkassen var hård som en klippevæg, som subliment til hans intimiderende højde.
Sean og Rafael sad den samme bænk, fordi det gjorde det nemmere at lænke dem.
Overfor bænken sad en mand i en stol. Stolen var næsten ligeså stilfuld som han selv.
Han sad med en pibe i den ene hånd, og et greb på stolehåndledet med den frie hånd.
Der var et flabet og overlegent smil placeret på hans læber, men med et skæg så elegant som hans, har man lov til det.
"Well, well, well, You two lads are giving Sleeping Beauty a run for her trademark"
Manden havde et glimt i øjet at list, og intellekt, men fordi hans tone var så hoverende, så havde man ikke rigtig lyst til at rose ham for noget som helst. Hans flabethed var for eksplicit.
Men før han kunne forsætte sin talestrøm, og sine spidsende kommentarer, bliv han forstyret af en beordrende stemme, som var ved at få ham til at falde bagover, og ud af stolen.
"Arch, stop harassing our sea-pigs, and tell Thash there is a ship in sight"
Manden nikkede arrogant forvel til sean, og reageret ikke på noget som helst sean gjorde, selv hvis han spyttet efter ham.
stemmen som manden lyttet til, kom nu til syne, da manden havde forladt det lille træ rum, som højtsandsynlgit var på et skib, fordi man kunne føle den klassiske følelse af fornemmelse af at skibets rokket mildt.
Den beordrende stemme havde kommet fra en spinkel kvinde med en kaptain hat, og med en goggle for det ene øje.
Hendes tøj var også fint, men mindre tøset end den anden mand, som skreg for meget af hof og adel.
Hende her så ud til at have haft en pæn kaptain uniform engang, men nu var den beskidt og beskadet af manuelt arbjede, kamp, og brug.
Hun så måske lille og svag ud, men hun havde et målrettet blik, og hun virkede til have set en del ting i hendes liv, både smukke og grusomme, hvilket kunne ses i blikket, men også det faktum at tøjet var så belastet som det var.
"Jeg sender en brøddreng ned med noget vand og saltet kød"
Hun kunne tydeligvis tale forskellige sprog, fordi hun brugte det fremmede sporg til manden, og nu den almindelige tunge til sean. The underworld var en stor verden, så at der var mange sprog, var ikke underligt, men den som hun talte nu, var nok den som 90 procent af befolkningen talte, men fordi hendes mandskab kom fra fjerne egne, så bliv hun nød til at kunne formidle sig på alle små og ligegyldige dialekter, og sprog.
Sean og Rafael var godt nok dæmoner, så saltet kød og vand ville normalt ikke kunne give deres kroppe næring, men kæderne suget ikke bare deres dæmoniske styrke ud af dem, men blokeret for mange af deres biologiske processer særheder; med andre ord; kæderne gjorde at de havde brug for menneskemad. Dog kun sålænge at kæderne var på.
Kaptainen rodet ved et stykke stof som hun havde omkring hendes hånd, nok fordi hun havde et sår som irrateret hende. Efterfølgende åbnet hun et kompas, og begyndte at snakke til Sean i en afslappet tone, ikke en dominerende eller bestemmende tone, men imødekommende.
Ikke venlig dog. Hun prøvede at vise respekt, men uden at virke for venlig, fordi hun ville ikke have at Sean misforstod mellemfolkeligforståelse, for svaghed.
Så hun beholdt et gram af kompromisløshed, og fast tone.
"Det her er mit skib. Jeg vil ikke have uroligheder.
sålænge i to kan forholde jer i ro, så vil rejsen være under anstændige og værdige vilkår.
Jeg vil spare dig for overfladiske trusler, du er jo ikke ligefrem en forskræmt lille hundehvalp, men du må forstå min autoritet kan blive sat i tvivl hvis fanger opføre sig utilstedeligt, uden straf. - og vil ikke have min autoritet sat i tvivl - så hvis i to holder en god tone, og ikke skaber problemer, så bliver turen fin for alle.
Nogle spørgsmål?; og regner forresten med, at du informere din ven, når han vågner"
Hun ville ikke svare på alle spørgsmål tydeligvis. Hun var her jo ikke for at servicere Sean, og det her var ikke et ferie ophold, så at spørge hvorfor de var taget til fange på et skib, ville nok være et nytteløst spørgsmål, fordi hun ville højtsandsynligvist ikke svare.
Hun ville dog heller ikke lyve. Lyve var ikke hendes stil. Hun ville bare lade vær med at svare, hvis spørgsmålet ikke var noget hun ville svare på.
Gæst- Gæst
Sv: An adventure begins - Sean
af Sean Man 20 Jul 2015 - 14:12
Mørke. Et altopslugende mørke, uigennemtrængelig, uden måne eller stjerner, uden små lys, uden øjne...Uden noget som helst. intet pejlemærke. Det måtte være sådan det føltes, når man døde. Intethed, intet andet end fornemmelsen af langsomt at blive kvalt, skønt uden at dø.
Han åbnede øjnene. Gik han da ud fra. Det var faktisk ikke til at sige om de var åbne eller lukkede og han blev helt i tvivl om det var det ene eller det andet. Han prøvede at bevæge sig, hvad han kunne, men hvor skulle han også gå hen?
Han var ikke bange for mørke, han var ikke bange for det ukendte. Det havde han snart lært for længe siden, at hvis han var bange for det ukendte, kunne han være bange for evigt og det var noget han ikke orkede. I stedet mødte han det meste med nysgerrighed, skønt lige nu...Anede han ikke hvorhen denne nysgerrighed skulle rettes.
Stemmen. Først over det hele, siden fra en bestemt retning.
Han fulgte lyset. Folk sagde ofte man ikke måtte følge lyset, men lige nu havde han ikke meget valg. Måske kunne han samle det op, finde ud af hvor han var og komme væk igen? Hvis man altså lod være med at tænke over hvordan han overhoved var endt her...
Hans tanker gled frem og tilbage, som illusionen af græs, af søer, af træer kom til syne. Det var lidt for idyllisk og han stolede slet ikke på det. Faktisk fik han mere og mere følelsen af at en trussel var tæt på og han måtte kæmpe for at overleve. Som når man tog stilling til om man skulle kæmpe eller flygte, hvor han oftere valgte at kæmpe, ganske enkelt fordi han sjældent mødte en person, der faktisk kunne slå ordentlig igen.
Hans hjerterytme steg og hans øjne gled over det hele, som han forsøgte at lokaliserer en mulig fjende, et eller andet, han kunne handle på!
Det føltes næsten klaustrofobisk, da omgivelserne skrumpede ind, blev grålige og mørkere. Igen følte han sig forvirret, som han stod midt i et gravkammer og et væsen, han aldrig havde set før, stod midt i det hele og virkede til at kommunikerer med ham. Han trådte et skridt tilbage, mens han kneb øjnene sammen. Før havde han ledt efter en fjende, men nu var han i tvivl om han burde angribe hvad han så. En ukendt fjende kunne hurtigt blive en farlig en.
Hendes gåde var...Ja, en gåde. En gåde der ufortrødent fik ham til at tænke tilbage på ritualet, der havde ændret ham for al fremtid. Fra en almindelig dæmon til en Archdemon. Det samme mørke, de samme trusler, den samme tilstedeværelse af nogle uforklarlige skygger, der siden havde hjemsøgt ham flere gange. Han gøs.
Nogen eller noget slog mod rummet. Han så sig om efter en udgang, eller en indgang, et vindue - Et eller andet. Men der var intet. Den ukendte kvindelige skikkelse midt i rummet virkede ligeglad, mens Sean kun mærkede nervøsiteten stige. Det værste var han intet kunne gøre. Netop som slagene mod stenene virkede værst og han skulle til at søge tilflugt op af en væg, både så og mærkede han det. Hvordan den kolde bølge ramte ham, gennemblødte ham, hvirvlede ham rundt. Hvordan han blev slået imod væggen, nok til at han kunne mærke smerterne sprede sig igennem hans krop. Et par sekunder gik, inden han rigtig fik bevidsthed nok til at komme væk, til at tænke på at svømme væk.
Det værste man kunne serverer Sean for var skibe og det dybe hav. To ting han intet vidste om, den ene ting han til tider kunne føle sig direkte bange for. Der var en grund til at han holdte sig til byerne, til lands. Okay, måske fandtes der ukendte ting han var bange for. Men det var ikke ukendte væsner, det var helt sikkert!
Det dybe hav omringede ham. Ville han drukne? Det virkede ikke som tilfældet, men samtidig var han ikke sikker. Han prøvede at svømme opad, men det virkede aldrig som om han kom nogen vegne.
Under ham var det endnu mørkere dyb, over ham lyset. Skibet der brændte, sømænd i vandet, lig og skeletter. Han kunne ikke længere overskue detaljerne, situationerne. Det hele oversteg hans fatteevne. Hvor var han? Hvorfor skete det? Hvordan? Hvorfor ham?
Han vågnede gispende. Ikke en blid opvågning, men brat. Hans øjne fløj op og han trak vejret dybt, som havde han ikke kunne trække vejret mens han drømte. Der var lys. Der var farver, lyde, fornemmelser. Hans blik fløj rundt. Men...Han havde været i havet, i dybet? Han havde været...Han blinkede et par gange. Ja, hvor var han? Det var som om han havde sovet, drømt et mareridt og så vågnet. Et pludselig kuldegys gjorde ham opmærksom på han var nøgen og luften virkede kølig. Den vuggende bevægelse og lugten af salt fortalte ham de nok var på et skib, som tydeligvis måtte sejle.
Nej. Han var endnu ikke vågnet fra sit mareridt. Det var han overbevist om. En ting var at gå frivilligt ombord på et skib, et andet var at blive placeret midt på et og ikke vide hvor eller hvor længe man skulle sidde der, eller hvor man endte.
Kæderne raslede, da han rettede sig op. Han var lidt øm i ryggen, som om han havde siddet foroverbøjet i længere tid. Han var ikke just selv en lille mand, muskuløs og med diverse ar over det meste af kroppen. En tatovering på den ene læg, en lille tekst, som folk påstod kun velsignede dæmonfamilier, af selve Lucifer, havde. Tatoveringen var heldigvis lys og de færreste bemærkede den.
Men selv om han ikke var en lille mand, var han slet ikke så stor eller bred som den fremmede mand ved siden af ham.
Som en erfaren tyv, gled hans øjne over lænkerne. Flere af mærkerne genkendte han, andre var helt fremmede for ham. Men de han kendte havde en ting til fælles: De blev brugt mod dæmoner.
Han kiggede efter låsen for at se hvordan den var, før han prøvede hev lidt i lænkerne. Han følte sig...Slet ikke som normalt. Svagere. Uanset hvor meget han hev i lænkerne, kom han ingen vegne.
Først nu blev han opmærksom på den fremmede mand der sad over for dem.
Da de fleste i UW talte det samme sprog, omend til tider med forskellige dialekter, havde han ikke set det nødvendigt at lære nogle af de resterende sprog. Derfor forstod han intet af hvad manden sagde. Han så bare på manden, reagerede ikke rigtig på noget som helst af hvad manden sagde eller gjorde. Men han fulgte opmærksomt med i alt der skete. Også da en anden stemme tydeligvis kaldte manden på arbejde.
Hans blik gled over kvinden. En kvinde der hverken virkede enormt stærk eller ligefrem enormt svag. Måske nok lidt i midten. Tøjet. En...Kaptajn, gættede han på?
Eller i hvert fald en der virkede til at bestemme.
Hans eget, grå blik hvilede køligt på hende. Han var ret ligeglad. Ligeglad med alt hun sagde.
Først nu gled hans blik rigtig over fyren ved siden af ham. Han havde de samme lænker på og derfor gik Sean ud fra han også var en dæmon. Så, to nøgne dæmoner på tur. Midt på et skib, midt på havet og en kvinde, der troede han bare ville være en hundehvalp?
Et svagt smil gled over ham.
"Først og fremmest er jeg interesseret i hvad skibets navn er" Hans blik gled over til kvinden igen. De færreste ville nok spørge til navnet på skibet, de var på. Men for Sean ville det lidt af spørgsmålet om hvor de var. Og hvem ved? Måske var det et navn han kendte.
"Dernæst vil jeg gerne vide hvor meget du ved. Du ved...Om hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen, om du er hjernen bag det hele eller bare en der kan købes...Åh ja, det spørgsmål er faktisk godt! Er du bare købt?" spurgte han så. Købte folk viste ofte...Intet. Eller kun løgne. Eller kun udvalgte detaljer. Uanset hvad, ville det placerer hende som en brik i spillet. Alle brikkerne skulle samles, men Sean ville være tilfreds hvis han bare kunne samle et par stykker af dem.
Hans stemme var lige så autoritær som hendes. De var nok begge van til at hundse rundt med folk, men uanset hvad havde han ikke tænkt sig at bøje nakken, bare fordi hun sagde han burde.
Til sidst gled et mindre, djævelsk smil over ham.
"Og så...Ved du hvem min ven er?" spurgte han og gjorde et let kast med hovedet mod den sovende mand ved siden af sig.
Han åbnede øjnene. Gik han da ud fra. Det var faktisk ikke til at sige om de var åbne eller lukkede og han blev helt i tvivl om det var det ene eller det andet. Han prøvede at bevæge sig, hvad han kunne, men hvor skulle han også gå hen?
Han var ikke bange for mørke, han var ikke bange for det ukendte. Det havde han snart lært for længe siden, at hvis han var bange for det ukendte, kunne han være bange for evigt og det var noget han ikke orkede. I stedet mødte han det meste med nysgerrighed, skønt lige nu...Anede han ikke hvorhen denne nysgerrighed skulle rettes.
Stemmen. Først over det hele, siden fra en bestemt retning.
Han fulgte lyset. Folk sagde ofte man ikke måtte følge lyset, men lige nu havde han ikke meget valg. Måske kunne han samle det op, finde ud af hvor han var og komme væk igen? Hvis man altså lod være med at tænke over hvordan han overhoved var endt her...
Hans tanker gled frem og tilbage, som illusionen af græs, af søer, af træer kom til syne. Det var lidt for idyllisk og han stolede slet ikke på det. Faktisk fik han mere og mere følelsen af at en trussel var tæt på og han måtte kæmpe for at overleve. Som når man tog stilling til om man skulle kæmpe eller flygte, hvor han oftere valgte at kæmpe, ganske enkelt fordi han sjældent mødte en person, der faktisk kunne slå ordentlig igen.
Hans hjerterytme steg og hans øjne gled over det hele, som han forsøgte at lokaliserer en mulig fjende, et eller andet, han kunne handle på!
Det føltes næsten klaustrofobisk, da omgivelserne skrumpede ind, blev grålige og mørkere. Igen følte han sig forvirret, som han stod midt i et gravkammer og et væsen, han aldrig havde set før, stod midt i det hele og virkede til at kommunikerer med ham. Han trådte et skridt tilbage, mens han kneb øjnene sammen. Før havde han ledt efter en fjende, men nu var han i tvivl om han burde angribe hvad han så. En ukendt fjende kunne hurtigt blive en farlig en.
Hendes gåde var...Ja, en gåde. En gåde der ufortrødent fik ham til at tænke tilbage på ritualet, der havde ændret ham for al fremtid. Fra en almindelig dæmon til en Archdemon. Det samme mørke, de samme trusler, den samme tilstedeværelse af nogle uforklarlige skygger, der siden havde hjemsøgt ham flere gange. Han gøs.
Nogen eller noget slog mod rummet. Han så sig om efter en udgang, eller en indgang, et vindue - Et eller andet. Men der var intet. Den ukendte kvindelige skikkelse midt i rummet virkede ligeglad, mens Sean kun mærkede nervøsiteten stige. Det værste var han intet kunne gøre. Netop som slagene mod stenene virkede værst og han skulle til at søge tilflugt op af en væg, både så og mærkede han det. Hvordan den kolde bølge ramte ham, gennemblødte ham, hvirvlede ham rundt. Hvordan han blev slået imod væggen, nok til at han kunne mærke smerterne sprede sig igennem hans krop. Et par sekunder gik, inden han rigtig fik bevidsthed nok til at komme væk, til at tænke på at svømme væk.
Det værste man kunne serverer Sean for var skibe og det dybe hav. To ting han intet vidste om, den ene ting han til tider kunne føle sig direkte bange for. Der var en grund til at han holdte sig til byerne, til lands. Okay, måske fandtes der ukendte ting han var bange for. Men det var ikke ukendte væsner, det var helt sikkert!
Det dybe hav omringede ham. Ville han drukne? Det virkede ikke som tilfældet, men samtidig var han ikke sikker. Han prøvede at svømme opad, men det virkede aldrig som om han kom nogen vegne.
Under ham var det endnu mørkere dyb, over ham lyset. Skibet der brændte, sømænd i vandet, lig og skeletter. Han kunne ikke længere overskue detaljerne, situationerne. Det hele oversteg hans fatteevne. Hvor var han? Hvorfor skete det? Hvordan? Hvorfor ham?
Han vågnede gispende. Ikke en blid opvågning, men brat. Hans øjne fløj op og han trak vejret dybt, som havde han ikke kunne trække vejret mens han drømte. Der var lys. Der var farver, lyde, fornemmelser. Hans blik fløj rundt. Men...Han havde været i havet, i dybet? Han havde været...Han blinkede et par gange. Ja, hvor var han? Det var som om han havde sovet, drømt et mareridt og så vågnet. Et pludselig kuldegys gjorde ham opmærksom på han var nøgen og luften virkede kølig. Den vuggende bevægelse og lugten af salt fortalte ham de nok var på et skib, som tydeligvis måtte sejle.
Nej. Han var endnu ikke vågnet fra sit mareridt. Det var han overbevist om. En ting var at gå frivilligt ombord på et skib, et andet var at blive placeret midt på et og ikke vide hvor eller hvor længe man skulle sidde der, eller hvor man endte.
Kæderne raslede, da han rettede sig op. Han var lidt øm i ryggen, som om han havde siddet foroverbøjet i længere tid. Han var ikke just selv en lille mand, muskuløs og med diverse ar over det meste af kroppen. En tatovering på den ene læg, en lille tekst, som folk påstod kun velsignede dæmonfamilier, af selve Lucifer, havde. Tatoveringen var heldigvis lys og de færreste bemærkede den.
Men selv om han ikke var en lille mand, var han slet ikke så stor eller bred som den fremmede mand ved siden af ham.
Som en erfaren tyv, gled hans øjne over lænkerne. Flere af mærkerne genkendte han, andre var helt fremmede for ham. Men de han kendte havde en ting til fælles: De blev brugt mod dæmoner.
Han kiggede efter låsen for at se hvordan den var, før han prøvede hev lidt i lænkerne. Han følte sig...Slet ikke som normalt. Svagere. Uanset hvor meget han hev i lænkerne, kom han ingen vegne.
Først nu blev han opmærksom på den fremmede mand der sad over for dem.
Da de fleste i UW talte det samme sprog, omend til tider med forskellige dialekter, havde han ikke set det nødvendigt at lære nogle af de resterende sprog. Derfor forstod han intet af hvad manden sagde. Han så bare på manden, reagerede ikke rigtig på noget som helst af hvad manden sagde eller gjorde. Men han fulgte opmærksomt med i alt der skete. Også da en anden stemme tydeligvis kaldte manden på arbejde.
Hans blik gled over kvinden. En kvinde der hverken virkede enormt stærk eller ligefrem enormt svag. Måske nok lidt i midten. Tøjet. En...Kaptajn, gættede han på?
Eller i hvert fald en der virkede til at bestemme.
Hans eget, grå blik hvilede køligt på hende. Han var ret ligeglad. Ligeglad med alt hun sagde.
Først nu gled hans blik rigtig over fyren ved siden af ham. Han havde de samme lænker på og derfor gik Sean ud fra han også var en dæmon. Så, to nøgne dæmoner på tur. Midt på et skib, midt på havet og en kvinde, der troede han bare ville være en hundehvalp?
Et svagt smil gled over ham.
"Først og fremmest er jeg interesseret i hvad skibets navn er" Hans blik gled over til kvinden igen. De færreste ville nok spørge til navnet på skibet, de var på. Men for Sean ville det lidt af spørgsmålet om hvor de var. Og hvem ved? Måske var det et navn han kendte.
"Dernæst vil jeg gerne vide hvor meget du ved. Du ved...Om hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen, om du er hjernen bag det hele eller bare en der kan købes...Åh ja, det spørgsmål er faktisk godt! Er du bare købt?" spurgte han så. Købte folk viste ofte...Intet. Eller kun løgne. Eller kun udvalgte detaljer. Uanset hvad, ville det placerer hende som en brik i spillet. Alle brikkerne skulle samles, men Sean ville være tilfreds hvis han bare kunne samle et par stykker af dem.
Hans stemme var lige så autoritær som hendes. De var nok begge van til at hundse rundt med folk, men uanset hvad havde han ikke tænkt sig at bøje nakken, bare fordi hun sagde han burde.
Til sidst gled et mindre, djævelsk smil over ham.
"Og så...Ved du hvem min ven er?" spurgte han og gjorde et let kast med hovedet mod den sovende mand ved siden af sig.
_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“
Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean- Admin
- Antal indlæg : 10267
Reputation : 114
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)
Sv: An adventure begins - Sean
af Gæst Man 20 Jul 2015 - 19:49
Hun kunne ikke lide hans attitude. Måske burde han se hvem af dem, der har lænkerne på, og indse at det her ikke er en forhandlings situation.
Hendes skib. Hendes regler. Og hendes regler indenbære at transporteret fanger ikke skaber problemer. Måske burde hun skære hans nosser af, så han skiftet til en mere medgørlig attitude.
Hun vidste ikke helt hvad han ville bruge skibets navn til. Måske havde han i sinde at flygte, også bruge skibets navn til at finde og tage hævn på mandskabet.
Men hun var enlig ikke så nervøs for hvad han kunne bruge navnet til. Trods alt var de pirater, og være diskret og anonym var ikke rigtig en del af deres job beskrivelse, og siden deres skibs navn var ret kendt, så ville det være nytteløst at prøve at holde skibets identitet hemmeligt.
"Hendes navn er Marzella"
Marzella var et kendt navn i de fleste havne, og ved de fleste handels ruter.
Skibet bliv dog mest kaldt for Vortex, når man snakkede med almene sømænd, fordi selvom skibet havde et officelt navn, så havde rygter og historier skabt deres egne navne for de kendte pirat skibe som sejlet på havene, nok fordi at de fleste skibsnavne ikke ville kunne bruges til rim i sange, eller skabe frygt i sørøverhistorier.
Skibet Vortex var kendt for mange historier. Det var ikke det mest berygtet pirat skib, men det var klart en navn som bliv kastet rundt omkring i kroer.
Piraterne på skibet er alle tidligere soldater i racelederes flåder, men fordi der ikke har været en åben krig i lang tid, har mange aldelfolk, hertuger, raceledere, og andre som har stående hære, valgt at tage penge ud af deres flåder, fordi det er en stor passiv udgift, som ikke rigtig har en positiv side medmindre man er i konflikt, så mange sømænd og soldater har mistet deres kontrakter, hvilket selvfølgelig resulteret i at de måtte finde sig en ny beskæftigelse, fordi der skal jo mad på bordet.
Men hvad gør man som flådesoldat, når man har brugt hele sit liv på at træne til kamp på havet, og man nu står uden arbjede, og uden erfaring til at arbjede med noget pragmatisk på landjorden? Typisk ender man som pirat. Man gør jo mange af de samme ting som pirat, som man gjorde som flåde soldat, så det kræver ikke en stor livsstils forandring, og man kan faktisk bruge sine kompetancer.
Vortex havde en stærk besætning. Ifølge rygter og historierne. Gode sværd kæmpere. De var godt udrustet med gode stål klinger, og godt trænet af deres militære baggrund. En sand udfordring for et hvert fjendeligt skib.
De var ikke de farligste af alle pirat skibe, og der findes stærkere besætninger, men de var ikke nogle man slog med lukkede øjne, ligegyldigt hvem man var.
Så det var nok omkring det som Sean havde hørt om skibet. Men hvem ved, rygter kan jo sagtens være langt fra sandheden.
Hun lyttede til hans næste spørgsmål. Og det var der at hun begyndte at blive træt af at snakke med, hun havde jo ikke givet ham lov til at stille spørgsmål, så han kunne fornærme hende.
Men hun svaret da. Men hun bøjet hoved en smule fremad, og så mere irrateret ud.
”Jeg er en pirat. Selvfølgelig er jeg betalt. Og selvfølgelig ved jeg hvor vi er på vej hen, og hvem i er. Jeg ville ikke transportere noget på mit skib, medmindre jeg vidste alt om det. Du fornærmer min intelligens. Nyd turen Hr Sean”
Hun vendte sig om, og gad ikke reagere mere på hvad han sagde. Han havde mistet det privilegie. Hun gad ikke blive hånt af en lænket mand, bare fordi hun var rar nok til at lade ham få noget at vide om sin situation.
Der var ikke langt hen til døren, som åbnede op til trappe, som gik op til dækket. Hun satte roligt og afslappet sin fod på det første trin, også sagde hun
”Rafael. Dæmonernes leder. I to -”
Hun bliv afbrudt da en sømand med en hvid løs sejler skjorte, og nogle brune posebukser, og et stort overskæg, kom løbende ned af trapperne, og sagde så hurtigt som hans lunger, og tunge kunne tillade
”Kaptain!”
Mere nået manden ikke at sige, før en pil med sølv spids fløj ned fra dækket, hvor trappen ledte til, og endte i baghoved på den uagtsomme sømand.
Her ville logik så diktere at mandens kropsvægt ville få ham til at falde forover, da pilen kom bagfra, og derved trykket hans krop fremad, og fordi han bliv skudt i hoved, ville han da umuligt have besindelsen til at holde sine muskler i benene i gang, så han kunne holde balancen.
Men det som skete, var at pilens skinnede sølvtip, begyndte at blive til en blå gas art, og bliv suget ind i det åbne hul i hans kranium.
Pind delen af pilen faldt til jorden da spidsen forsvandt, men manden faldt stadigvæk ikke. Derimod kunne man se et blålidt skær komme frem i hans pupiller, og fik manden til at lave et hjerteskærende skrig af lidelse, mens at man kunne se noget blåt damp som kom ud af mandens næse, og mund, men dog kun kortvarende, fordi efter tre sekunder med inderlige smerte, begyndte hans næse at kollapse, og ud af det gabende hul var der ivrige blå flammer, som brændte hans hud som smeltet smør, og lavet hans ansigt om til et krater.
Kaptainen fik et forskræmt, og oprigtigt overraskede blik, inden hun så stop måbende, og stivfrossen. Hun burde nok løbe op på dæk, for at se hvad der forgik, men hendes ben gad ikke bevæge sig; ikke pågrund af magiske effekter, men fordi hun ikke helt kunne overtale sig selv til at løbe op af trappen.
Hun havde ikke sin sabel på sig, fordi den lå i hendes kaptain hytte, så hun lagde bare sine fingre omkring sit holder til sablen, og nusset den en smule i et desperat forsøg på at have husket sablen alligevel.
Man kunne nu høre kamp oppe fra dækket. Stål som mødte stål. Kroppe som kollapsede. Vand som blaskede. Råb og ordre som bliv kastet rundt.
Fra den anden ende af rummet som de tre var i, som var i den modsatte ende af trappen, kunne man høre nogle knækkende lyde, da den tynde træ væg, som skilte to rum, bliv knækket, og en herre kom til syne, han havde et streanlys i den ene hånd, og en sabel i den anden.
Men han var ikke af kød, og knogler.. eller jo, halvtreds procent af det. Fordi da han kom frem i lyset, kunne man se hvordan de gamle knogler rystede og danglede frem og tilbage for hvert skridt han tog, og hvordan der ikke var det mindste kød eller hud på dem.
Der kravlet ederkopper og andre insekter rundt på hans krop, og ind samt ud af hans øjeløse huller i ansigtet.
Han kastede sig ud i et sving mod kaptainen som stod lamslåret, men sværdret bliv blokeret af Rafael som nu brugte den begrænset bevægelse i hans lænkede arme, til at gribe fast om håndlede på skelettet.
Rafael havde selvfølgelig ladet som om han sov, fra det sekund han havde vågnet, fordi det ville give ham meget mere information om sine fangevogtere, end hvis de troet han var ved bevidsthed.
Men Rafael havde ikke perfekt bevægelse i sine hænder, fordi de jo var lænket, men hans plan var heller ikke at redde kaptainen, men at derimod hjælpe sværdret på vej.
Han lagde alle sine skuldrekræfter; hvilket ikke var særlig meget, fordi lænkerne kraftigt gjorde ham svaglig; til at støde frem af mod kaptainen, men fordelen af ved hjælpe skelettet, fremfor at bare lade det stikke selv, var at hvis skelettet havde ramt kaptainen, ville hun højtsandsynligt falde bagover og dø, hvilket ville gøre det besværligt at få nøglen fra hende.
Så han satte sværd stødet i en skrådt vinkel, så han havde sablen sat fast under en af hendes ribben, så han kunne trække hende tættere på ved hjælp af sablen.
Men før han gjorde den slags, drejet han sablen en omgang rundt, ved at dreje håndledet på skelettet, så skelettet mistet sit fodfæste.
Rafael lod den ene ankellænke til at blive sat ind under foden på skelettet som nu i forvejen stod lidt halvdårligt placeret.
Normalt ville skelettet bare få fodfæste igen, men fordi hele bevægelsen skete hurtigt, og sammentidigt, så havde den udøde ingen chance for at undgå at træde på ankellænken, som fik den til at falde.
Og fordi centrummet for dens fald var lænken, så kunne Rafael styre retningen af faldet ved at trække i sit ben. Det krævet ikke meget styrke, fordi skeletters egen vægt, og tyngdekraften sørget for momentum, Rafael skulle bare redigere hvor lænket snuplet ham hen.
og Rafael valgte at få skelettet til at falde i retning af Sean.
Rafael vidste at de på ingen måde kunne overvinde nogen med de her lænker på, fordi man kunne ikke bevæge kroppen nok, og man havde ikke styrken, og den eneste grund til at Rafael havde haft muligheden for at have en indflydelse på at gribe håndledet på skelettet, var fordi han havde hænget med hoved og ladet som om han var bevidstløs, så opmærksomheden ikke var på ham, og på den måde ville skelettet ikke have haft sine parader oppe fra den side.
Men hvis Sean og Rafael skulle have en chance, så skulle skelettet blive udslettet, inden det kunne hoppe væk fra dem, og skære i dem fra lang afstand, så at skelettet faldt mod Sean, og nok basickly landet i Seans skød, var nok den eneste kamp mulighed de havde, fordi Rafael skulle prøve at fiske nøglen fra kvinden, og låse ham selv op, mens Sean holdt skelettet beskæftiget.
Men nu ville sean nok bliv nød til at slås med skelettet uden rigtig at kunne bevæge sig det helt store. Men tilgængel havde Sean en fordel i form af at skelettet var faldet, så måske kunne Sean udnytte dens mangel på fodfæste, til sin fordel, fordi hvis han ikke kunne, så ville både ham og Rafael nok dø.
"Dræb den.. igen"
Hendes skib. Hendes regler. Og hendes regler indenbære at transporteret fanger ikke skaber problemer. Måske burde hun skære hans nosser af, så han skiftet til en mere medgørlig attitude.
Hun vidste ikke helt hvad han ville bruge skibets navn til. Måske havde han i sinde at flygte, også bruge skibets navn til at finde og tage hævn på mandskabet.
Men hun var enlig ikke så nervøs for hvad han kunne bruge navnet til. Trods alt var de pirater, og være diskret og anonym var ikke rigtig en del af deres job beskrivelse, og siden deres skibs navn var ret kendt, så ville det være nytteløst at prøve at holde skibets identitet hemmeligt.
"Hendes navn er Marzella"
Marzella var et kendt navn i de fleste havne, og ved de fleste handels ruter.
Skibet bliv dog mest kaldt for Vortex, når man snakkede med almene sømænd, fordi selvom skibet havde et officelt navn, så havde rygter og historier skabt deres egne navne for de kendte pirat skibe som sejlet på havene, nok fordi at de fleste skibsnavne ikke ville kunne bruges til rim i sange, eller skabe frygt i sørøverhistorier.
Skibet Vortex var kendt for mange historier. Det var ikke det mest berygtet pirat skib, men det var klart en navn som bliv kastet rundt omkring i kroer.
Piraterne på skibet er alle tidligere soldater i racelederes flåder, men fordi der ikke har været en åben krig i lang tid, har mange aldelfolk, hertuger, raceledere, og andre som har stående hære, valgt at tage penge ud af deres flåder, fordi det er en stor passiv udgift, som ikke rigtig har en positiv side medmindre man er i konflikt, så mange sømænd og soldater har mistet deres kontrakter, hvilket selvfølgelig resulteret i at de måtte finde sig en ny beskæftigelse, fordi der skal jo mad på bordet.
Men hvad gør man som flådesoldat, når man har brugt hele sit liv på at træne til kamp på havet, og man nu står uden arbjede, og uden erfaring til at arbjede med noget pragmatisk på landjorden? Typisk ender man som pirat. Man gør jo mange af de samme ting som pirat, som man gjorde som flåde soldat, så det kræver ikke en stor livsstils forandring, og man kan faktisk bruge sine kompetancer.
Vortex havde en stærk besætning. Ifølge rygter og historierne. Gode sværd kæmpere. De var godt udrustet med gode stål klinger, og godt trænet af deres militære baggrund. En sand udfordring for et hvert fjendeligt skib.
De var ikke de farligste af alle pirat skibe, og der findes stærkere besætninger, men de var ikke nogle man slog med lukkede øjne, ligegyldigt hvem man var.
Så det var nok omkring det som Sean havde hørt om skibet. Men hvem ved, rygter kan jo sagtens være langt fra sandheden.
Hun lyttede til hans næste spørgsmål. Og det var der at hun begyndte at blive træt af at snakke med, hun havde jo ikke givet ham lov til at stille spørgsmål, så han kunne fornærme hende.
Men hun svaret da. Men hun bøjet hoved en smule fremad, og så mere irrateret ud.
”Jeg er en pirat. Selvfølgelig er jeg betalt. Og selvfølgelig ved jeg hvor vi er på vej hen, og hvem i er. Jeg ville ikke transportere noget på mit skib, medmindre jeg vidste alt om det. Du fornærmer min intelligens. Nyd turen Hr Sean”
Hun vendte sig om, og gad ikke reagere mere på hvad han sagde. Han havde mistet det privilegie. Hun gad ikke blive hånt af en lænket mand, bare fordi hun var rar nok til at lade ham få noget at vide om sin situation.
Der var ikke langt hen til døren, som åbnede op til trappe, som gik op til dækket. Hun satte roligt og afslappet sin fod på det første trin, også sagde hun
”Rafael. Dæmonernes leder. I to -”
Hun bliv afbrudt da en sømand med en hvid løs sejler skjorte, og nogle brune posebukser, og et stort overskæg, kom løbende ned af trapperne, og sagde så hurtigt som hans lunger, og tunge kunne tillade
”Kaptain!”
Mere nået manden ikke at sige, før en pil med sølv spids fløj ned fra dækket, hvor trappen ledte til, og endte i baghoved på den uagtsomme sømand.
Her ville logik så diktere at mandens kropsvægt ville få ham til at falde forover, da pilen kom bagfra, og derved trykket hans krop fremad, og fordi han bliv skudt i hoved, ville han da umuligt have besindelsen til at holde sine muskler i benene i gang, så han kunne holde balancen.
Men det som skete, var at pilens skinnede sølvtip, begyndte at blive til en blå gas art, og bliv suget ind i det åbne hul i hans kranium.
Pind delen af pilen faldt til jorden da spidsen forsvandt, men manden faldt stadigvæk ikke. Derimod kunne man se et blålidt skær komme frem i hans pupiller, og fik manden til at lave et hjerteskærende skrig af lidelse, mens at man kunne se noget blåt damp som kom ud af mandens næse, og mund, men dog kun kortvarende, fordi efter tre sekunder med inderlige smerte, begyndte hans næse at kollapse, og ud af det gabende hul var der ivrige blå flammer, som brændte hans hud som smeltet smør, og lavet hans ansigt om til et krater.
Kaptainen fik et forskræmt, og oprigtigt overraskede blik, inden hun så stop måbende, og stivfrossen. Hun burde nok løbe op på dæk, for at se hvad der forgik, men hendes ben gad ikke bevæge sig; ikke pågrund af magiske effekter, men fordi hun ikke helt kunne overtale sig selv til at løbe op af trappen.
Hun havde ikke sin sabel på sig, fordi den lå i hendes kaptain hytte, så hun lagde bare sine fingre omkring sit holder til sablen, og nusset den en smule i et desperat forsøg på at have husket sablen alligevel.
Man kunne nu høre kamp oppe fra dækket. Stål som mødte stål. Kroppe som kollapsede. Vand som blaskede. Råb og ordre som bliv kastet rundt.
Fra den anden ende af rummet som de tre var i, som var i den modsatte ende af trappen, kunne man høre nogle knækkende lyde, da den tynde træ væg, som skilte to rum, bliv knækket, og en herre kom til syne, han havde et streanlys i den ene hånd, og en sabel i den anden.
Men han var ikke af kød, og knogler.. eller jo, halvtreds procent af det. Fordi da han kom frem i lyset, kunne man se hvordan de gamle knogler rystede og danglede frem og tilbage for hvert skridt han tog, og hvordan der ikke var det mindste kød eller hud på dem.
Der kravlet ederkopper og andre insekter rundt på hans krop, og ind samt ud af hans øjeløse huller i ansigtet.
Han kastede sig ud i et sving mod kaptainen som stod lamslåret, men sværdret bliv blokeret af Rafael som nu brugte den begrænset bevægelse i hans lænkede arme, til at gribe fast om håndlede på skelettet.
Rafael havde selvfølgelig ladet som om han sov, fra det sekund han havde vågnet, fordi det ville give ham meget mere information om sine fangevogtere, end hvis de troet han var ved bevidsthed.
Men Rafael havde ikke perfekt bevægelse i sine hænder, fordi de jo var lænket, men hans plan var heller ikke at redde kaptainen, men at derimod hjælpe sværdret på vej.
Han lagde alle sine skuldrekræfter; hvilket ikke var særlig meget, fordi lænkerne kraftigt gjorde ham svaglig; til at støde frem af mod kaptainen, men fordelen af ved hjælpe skelettet, fremfor at bare lade det stikke selv, var at hvis skelettet havde ramt kaptainen, ville hun højtsandsynligt falde bagover og dø, hvilket ville gøre det besværligt at få nøglen fra hende.
Så han satte sværd stødet i en skrådt vinkel, så han havde sablen sat fast under en af hendes ribben, så han kunne trække hende tættere på ved hjælp af sablen.
Men før han gjorde den slags, drejet han sablen en omgang rundt, ved at dreje håndledet på skelettet, så skelettet mistet sit fodfæste.
Rafael lod den ene ankellænke til at blive sat ind under foden på skelettet som nu i forvejen stod lidt halvdårligt placeret.
Normalt ville skelettet bare få fodfæste igen, men fordi hele bevægelsen skete hurtigt, og sammentidigt, så havde den udøde ingen chance for at undgå at træde på ankellænken, som fik den til at falde.
Og fordi centrummet for dens fald var lænken, så kunne Rafael styre retningen af faldet ved at trække i sit ben. Det krævet ikke meget styrke, fordi skeletters egen vægt, og tyngdekraften sørget for momentum, Rafael skulle bare redigere hvor lænket snuplet ham hen.
og Rafael valgte at få skelettet til at falde i retning af Sean.
Rafael vidste at de på ingen måde kunne overvinde nogen med de her lænker på, fordi man kunne ikke bevæge kroppen nok, og man havde ikke styrken, og den eneste grund til at Rafael havde haft muligheden for at have en indflydelse på at gribe håndledet på skelettet, var fordi han havde hænget med hoved og ladet som om han var bevidstløs, så opmærksomheden ikke var på ham, og på den måde ville skelettet ikke have haft sine parader oppe fra den side.
Men hvis Sean og Rafael skulle have en chance, så skulle skelettet blive udslettet, inden det kunne hoppe væk fra dem, og skære i dem fra lang afstand, så at skelettet faldt mod Sean, og nok basickly landet i Seans skød, var nok den eneste kamp mulighed de havde, fordi Rafael skulle prøve at fiske nøglen fra kvinden, og låse ham selv op, mens Sean holdt skelettet beskæftiget.
Men nu ville sean nok bliv nød til at slås med skelettet uden rigtig at kunne bevæge sig det helt store. Men tilgængel havde Sean en fordel i form af at skelettet var faldet, så måske kunne Sean udnytte dens mangel på fodfæste, til sin fordel, fordi hvis han ikke kunne, så ville både ham og Rafael nok dø.
"Dræb den.. igen"
Gæst- Gæst
Sv: An adventure begins - Sean
af Sean Man 20 Jul 2015 - 21:22
Han kunne se kaptajnen blev irriteret. Og det var helt fint. Enten det eller gøre sig gode venner med hende, men da han følte sig i et noget forvirret og gnavent humør efter et forfærdeligt mareridt, havde han valgt at irriterer. Hvem ved? Måske blev hun irriteret nok til at snakke over sig. Uanset hvad fortalte det ham nok. Hun havde en hvis stolthed, men ikke mere end hun alligevel til dels besvarede hans spørgsmål. Og alt i alt virkede det ikke til hun virkede noget virkelig vigtigt. Mere oplysninger han alligevel ville få på et tidspunkt.
Marzella. Navnet virkede bekendt. Når han tænkte efter...Jo. Han havde hørt det før, i diverse historier og rygter. Nok til at vide at skibet var et af de mere kendte og at skibets besætning skulle være dygtig nok til at udgøre en reel trussel, måske endda selv hvis han forvandlede sig eller brugte sin evne...En evne han helst ikke ville bruge, af flere grunde. Den ene, fordi han blot ville blive så træt bagefter.
Nåe ja, så var der nogle historier om de skibe, som Marzella skulle have erobret og om at skibet skulle kunne holde til selv det værste uvejr og endda mod sømonstre. Historierne var mange og til tider var det en kunst at vide hvilke der var de sande og hvilke der ikke var. I det mindste var han nu helt sikker på skibet faktisk fandtes.
Det irriterede dog lige så meget ham, at hun vidste hvem han var, når det eneste han vidste, var skibets navn. Han trak vejret dybt og fnøs kortvarigt. I det mindste havde hun brugt hans fornavn, det navn flest folk kendte, hvortil hans efternavn var en mere sjældenhed. Men generelt havde han aldrig brug for at holde sit navn hemmeligt. Hellere lade sine fjender opsøge ham, så sparede han besværet!
Hans blik fløj op til kvinden, som hun påstod manden ved hans side skulle være hans egen leder. Som om den fyr overhoved eksisterede. Han havde mødt Fenris, hans kronprins...Åh ja, det havde været noget af et møde. Et der næsten fik ham til at smile, blot ved tanken. Men ellers havde han ingen grund til at tro hans leder var en selvstændig person. Hvem fulgte en, man aldrig havde set? Alt han vidste, kunne Rafael lige så godt være et rygte. Men selvfølgelig eksisterede manden. Der var lige så mange rygter der talte for det, som for at han ikke gjorde.
Men alligevel. Af al held eller uheld.
Hans blik gled kortvarigt over på skikkelsen. Han vendte først opmærksomheden tilbage til kvinden, da han hørte den fremmede mand komme løbende.
Han kunne høre kaosset ovenpå. Det var lige det der manglede. Nu manglede de bare nogen skød skibet i skænk, så de alle kunne drukne og blive glemt. Synke ned i dybet under dem. Han gøs kortvarigt ved tanken.
Pilen kom ud af det blå. Seans øjne var som limet fast til manden, som han undergik transformationen. Ikke fordi han havde ondt af manden, men mere fordi han ikke selv ønskede at opleve det samme. De måtte fri. Han måtte fri. Han følte ingen form for forpligtelser over for den mand, der efter sigende var hans leder. Hvis han bare selv kunne komme fri og anskaffe sig et våben...Hvis han kunne beskytte skibet sammen med piraterne, var der måske en mindre mulighed for at han kunne sejle hjem igen. Hvilket faktisk var hvad han bekymrede sig mest om. At komme hjem igen, hjem til Familien Chase, til hans sønner, til hans hus. Der var overraskende mange folk der var afhængige af ham og havde brug for hans faste og beskyttende hånd til at eksisterer optimalt. I følge ham selv, i hvert fald.
Som om det ikke var nok at manden forsvandt i blå flammer og kvinden så ud til at være frosset fast - af alle tidspunkter og trods hendes seje attitude - vandrede der også et skelet ind til festen.
Det var ligegyldigt for Sean at prøve at kæmpe sig fri. Derfor sad han også endnu ned, da manden ved hans side så ud til at vågne op til dåd.
Det næste skete ret hurtigt. Kvinden fik en sabel i sig og skelettet faldt snart ned i skødet på Sean.
Ja. Undeads var jo ikke ligefrem sjældne for ham. Det var ham selv der havde vandret ind i necromancerens camp, da han var der og tilbød sine tjenester til ham. Godt nok var manden så stukket af bagefter...Men pointen var den samme. Han var ikke bange for undeads. Men spørgsmålet var om denne var som alle de andre?
Uanset hvad gled hans arme rundt om skelettet, så godt de kunne, og holdte den nede i skødet på ham. Hans ene ben gled rundt om dets ene ben, for at undgå det kom på benene igen og så han forhåbentlig, hvis det skulle ske, kunne bruge sin egen lænke til at vælte skelettet igen.
Han greb fat rundt om skelettets hoved og børstet hurtigt et tusindben væk, som kravlede over hans hånd. Skelettet var overraskende glat og smattet af røre ved og insekterne gjorde det ikke bedre. Alligevel borede han nogle fingre ind i øjenhulerne på den, samtidig som hans anden hånd gled rundt om halshvirvlerne på den. Hvis han havde haft sin styrke, og ikke følt sig så svag, ville han hurtigt kunne flå hovedet af den. Nu måtte han håbe han kunne holde skelettet nede eller prøve sig frem og se om det måske hjalp af knække nakken på den. Han tvivlede. Folk der allerede var døde, var som regel lidt svære at slå ihjel igen.
Alligevel prøvede han sig frem. Han slap øjenhulerne og skulle netop til at gribe bedre fat rundt om den, for at tvinge nakkehvirvlerne fra hinanden, da han mærkede dens tynde fingre rundt om sit eget hoved, som skelettet logisk nok ikke bare ville blive liggende som en sød skødehund.
Han brummede for sig selv, da han i stedet måtte gribe fat om skelettets arm og tvinge armen væk fra sit eget hoved. Med en voldsom, men velovervejet, bevægelse skubbede han skelettet ned på gulvet, men stadig med et greb i den ene arm. Han rejste sig og hoppede direkte ned på den, i håb om at knække et par knogle ved hans vægt alene. Hans vægt var vel den samme, om han kunne bruge sin dæmoniske styrke eller ej. Til hans fornøjelse mærkede han nogle af ribbenene give efter og en knækkende lyd rungede igennem rummet. Han viklede sin ene arm-lænke rund tom halsen på den og satte sig over dens hoved. Med en fod på hver af dens skuldre, hev han til i lænken. Han plan var at bruge lænken til at hive hovedet af skelettet. Og håbe det var nok til at uskadeliggøre den for denne omgang.
Uanset hvad var det noget af det bedste han kunne lige nu, uden særlig stor bevægelsesfrihed eller særlig mange muligheder. Med en halvt irriteret bevægelse hev han til. Det virkede som om hovedet gav efter. Skelettets arme slog mod hans ben og greb fat i hans fødder, men han fokuserede på ikke at flytte sig og blive ved med at hive, til hans plan havde virket. skelettet rev ham over benene og skabte røde striber. Enkelte af dem begyndte at bløde. Det hele resulterede kun i at Sean hev endnu mere.
Først da den sidste knækkende lyd kom og lænken pludselig gav efter, stoppede han. Han gled bagud, men han faldt ikke helt, da lænken ikke var længere og faktisk reddede ham fra at støde hovedet ned i gulvet. Han tøvede ikke, men tog hovedet og kastede det væk, i håb om at kroppen ikke virkede uden et hoved.
Marzella. Navnet virkede bekendt. Når han tænkte efter...Jo. Han havde hørt det før, i diverse historier og rygter. Nok til at vide at skibet var et af de mere kendte og at skibets besætning skulle være dygtig nok til at udgøre en reel trussel, måske endda selv hvis han forvandlede sig eller brugte sin evne...En evne han helst ikke ville bruge, af flere grunde. Den ene, fordi han blot ville blive så træt bagefter.
Nåe ja, så var der nogle historier om de skibe, som Marzella skulle have erobret og om at skibet skulle kunne holde til selv det værste uvejr og endda mod sømonstre. Historierne var mange og til tider var det en kunst at vide hvilke der var de sande og hvilke der ikke var. I det mindste var han nu helt sikker på skibet faktisk fandtes.
Det irriterede dog lige så meget ham, at hun vidste hvem han var, når det eneste han vidste, var skibets navn. Han trak vejret dybt og fnøs kortvarigt. I det mindste havde hun brugt hans fornavn, det navn flest folk kendte, hvortil hans efternavn var en mere sjældenhed. Men generelt havde han aldrig brug for at holde sit navn hemmeligt. Hellere lade sine fjender opsøge ham, så sparede han besværet!
Hans blik fløj op til kvinden, som hun påstod manden ved hans side skulle være hans egen leder. Som om den fyr overhoved eksisterede. Han havde mødt Fenris, hans kronprins...Åh ja, det havde været noget af et møde. Et der næsten fik ham til at smile, blot ved tanken. Men ellers havde han ingen grund til at tro hans leder var en selvstændig person. Hvem fulgte en, man aldrig havde set? Alt han vidste, kunne Rafael lige så godt være et rygte. Men selvfølgelig eksisterede manden. Der var lige så mange rygter der talte for det, som for at han ikke gjorde.
Men alligevel. Af al held eller uheld.
Hans blik gled kortvarigt over på skikkelsen. Han vendte først opmærksomheden tilbage til kvinden, da han hørte den fremmede mand komme løbende.
Han kunne høre kaosset ovenpå. Det var lige det der manglede. Nu manglede de bare nogen skød skibet i skænk, så de alle kunne drukne og blive glemt. Synke ned i dybet under dem. Han gøs kortvarigt ved tanken.
Pilen kom ud af det blå. Seans øjne var som limet fast til manden, som han undergik transformationen. Ikke fordi han havde ondt af manden, men mere fordi han ikke selv ønskede at opleve det samme. De måtte fri. Han måtte fri. Han følte ingen form for forpligtelser over for den mand, der efter sigende var hans leder. Hvis han bare selv kunne komme fri og anskaffe sig et våben...Hvis han kunne beskytte skibet sammen med piraterne, var der måske en mindre mulighed for at han kunne sejle hjem igen. Hvilket faktisk var hvad han bekymrede sig mest om. At komme hjem igen, hjem til Familien Chase, til hans sønner, til hans hus. Der var overraskende mange folk der var afhængige af ham og havde brug for hans faste og beskyttende hånd til at eksisterer optimalt. I følge ham selv, i hvert fald.
Som om det ikke var nok at manden forsvandt i blå flammer og kvinden så ud til at være frosset fast - af alle tidspunkter og trods hendes seje attitude - vandrede der også et skelet ind til festen.
Det var ligegyldigt for Sean at prøve at kæmpe sig fri. Derfor sad han også endnu ned, da manden ved hans side så ud til at vågne op til dåd.
Det næste skete ret hurtigt. Kvinden fik en sabel i sig og skelettet faldt snart ned i skødet på Sean.
Ja. Undeads var jo ikke ligefrem sjældne for ham. Det var ham selv der havde vandret ind i necromancerens camp, da han var der og tilbød sine tjenester til ham. Godt nok var manden så stukket af bagefter...Men pointen var den samme. Han var ikke bange for undeads. Men spørgsmålet var om denne var som alle de andre?
Uanset hvad gled hans arme rundt om skelettet, så godt de kunne, og holdte den nede i skødet på ham. Hans ene ben gled rundt om dets ene ben, for at undgå det kom på benene igen og så han forhåbentlig, hvis det skulle ske, kunne bruge sin egen lænke til at vælte skelettet igen.
Han greb fat rundt om skelettets hoved og børstet hurtigt et tusindben væk, som kravlede over hans hånd. Skelettet var overraskende glat og smattet af røre ved og insekterne gjorde det ikke bedre. Alligevel borede han nogle fingre ind i øjenhulerne på den, samtidig som hans anden hånd gled rundt om halshvirvlerne på den. Hvis han havde haft sin styrke, og ikke følt sig så svag, ville han hurtigt kunne flå hovedet af den. Nu måtte han håbe han kunne holde skelettet nede eller prøve sig frem og se om det måske hjalp af knække nakken på den. Han tvivlede. Folk der allerede var døde, var som regel lidt svære at slå ihjel igen.
Alligevel prøvede han sig frem. Han slap øjenhulerne og skulle netop til at gribe bedre fat rundt om den, for at tvinge nakkehvirvlerne fra hinanden, da han mærkede dens tynde fingre rundt om sit eget hoved, som skelettet logisk nok ikke bare ville blive liggende som en sød skødehund.
Han brummede for sig selv, da han i stedet måtte gribe fat om skelettets arm og tvinge armen væk fra sit eget hoved. Med en voldsom, men velovervejet, bevægelse skubbede han skelettet ned på gulvet, men stadig med et greb i den ene arm. Han rejste sig og hoppede direkte ned på den, i håb om at knække et par knogle ved hans vægt alene. Hans vægt var vel den samme, om han kunne bruge sin dæmoniske styrke eller ej. Til hans fornøjelse mærkede han nogle af ribbenene give efter og en knækkende lyd rungede igennem rummet. Han viklede sin ene arm-lænke rund tom halsen på den og satte sig over dens hoved. Med en fod på hver af dens skuldre, hev han til i lænken. Han plan var at bruge lænken til at hive hovedet af skelettet. Og håbe det var nok til at uskadeliggøre den for denne omgang.
Uanset hvad var det noget af det bedste han kunne lige nu, uden særlig stor bevægelsesfrihed eller særlig mange muligheder. Med en halvt irriteret bevægelse hev han til. Det virkede som om hovedet gav efter. Skelettets arme slog mod hans ben og greb fat i hans fødder, men han fokuserede på ikke at flytte sig og blive ved med at hive, til hans plan havde virket. skelettet rev ham over benene og skabte røde striber. Enkelte af dem begyndte at bløde. Det hele resulterede kun i at Sean hev endnu mere.
Først da den sidste knækkende lyd kom og lænken pludselig gav efter, stoppede han. Han gled bagud, men han faldt ikke helt, da lænken ikke var længere og faktisk reddede ham fra at støde hovedet ned i gulvet. Han tøvede ikke, men tog hovedet og kastede det væk, i håb om at kroppen ikke virkede uden et hoved.
_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“
Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean- Admin
- Antal indlæg : 10267
Reputation : 114
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)
Sv: An adventure begins - Sean
af Gæst Ons 22 Jul 2015 - 0:01
Rafael skyndte sig med at få nøglen i låsen, efter at han havde brugt kvinden på sablen - det skal ikke misforstås. - til at få fat i nøglen som sad i hendes bælte.
Han vidste ikke hvor han var på havet, han havde jo som Sean været bevidstløs i en ukendt mængde tid, så han havde ikke bare brug for sin egen overlevelse, men også overlevelsen af skibets mandskab, fordi chancen for at et så stort skib kunne blive sejlet af kun Sean og Rafael, var meget meget lille, plus mandskabet ville kende vejen, eller ihvertfald have brugbar information om turen, som hverken sean eller Rafael havde, så Rafael kæmpet ikke kun med nøglen for at komme fri inden noget dårligt skete ved ham, men også for at komme op på dækket og hjælpe mandskabet, inden de ikke længere var brugbare; døde.
Da Rafael havde fået kæderne af, kastet han et blik hen til Sean, for at se om den anden fange var i live, inden han så kastet nøglen til ham.
Rafael sagde ingen rosende ord da han så det hovedløse skelet, han lod bare nøglen flyve gennem luften i et blidt tempo til Seans hænder, inden han så vendte sig væk fra den fremmede mand, som muligvis kunne være af værdi senere, men ihvertfald ikke ville være af værdi, hvis han var i kæder.
Skelettet forbliv dødt. Ikke at det ikke havde været det hele tiden. Men det rejste sig ikke længere op og ville lemlæste folk. Så det var da et plus.
Men da hoved bliv skilt fra kroppen, kunne man se et grønligt skær som reflektereret sig fra skelettets tomme øjehuller.
Men efter et sekunds tid, forsvandt Shrek lyset.
Rafael ventede ikke på den fremmede mand.
man skulle tro at Rafael ville løbe op af trapperne, men hvorfor træde på stablet træbjælker for at komme opad, når man er en ældgammel dæmon, og har ben kræfter som ville gøre selv Hulk jaloux.
Rafael bøjet sig kortvarigt ned i knæene, men ikke overdrevet, eller overdramatisk meget, kun en kort lille bevægelse til at hoppe op af, inden han så sprang igennem det ellers solide loft, og lavet det kraftige egetræ om til splinter, der fløj vildt omkring, da de bliv blæst til alle sider fra den enorme titan som fløj op igennem loftet for at ankomme oppe på dækket.
Som om en lille atombombe havde sat gemt indeni egetræet, endte det med at blive så ødelagt som en pakke tændstikker ville blive af en håndgranat.
Rafael stod lodret, og solidt på dækket, i alt hans pragt, som en kæmpe der lige havde hoppet ned fra en bjergside, og nu stod på en slagmark mellem rivaliserende myrestammer.
Han slog armene ud til siderne, og lod sin tilstedeværelse bliv gjort til kende med et intimiderende og højt brøl, som fik liv fra den fulde styrke af hans lunger.
Og i et kort øjeblik; om man så var ved at skrive sit testamente, eller var ved at blive voldtaget af en hest, ville man fratage opmærksomhed fra sine egne aktiviter, og fokusere på den store mand som.. selvom han var nøgen.. og på den måde burde provokere latter.. fik man alligevel lyst til at skære sit eget hjerte ud, og spise det som en nyplukket æble, hvis det gav en muligheden for at slippe fra følelsen af at det voksende mindreværds kompleks, som man ville få af at stirre på denne ideelle model af en kæmper.
Rafael var en raceleder, og det havde han været både her i Underworld, men også i The Lost World, hvor han reageret med brutal styrke, og overlegen fysisk magt, samt den rendyrket frygt som han kunne skabe i andre, så at forvente at han var andet end urealistisk stærk, selv for et overnaturligt væsen, ville være urimeligt, hvis man faktoret ind den natur som dæmoner generelt havde overfor ledere, og hvis man skulle styre den mest anarkistiske race, og vinde deres respekt, så havde man brug for at være urimeligt magtfuld.
Rafael studeret kort kamppladsen.
og søverne… klaret sig overraskende godt…. De bliv ikke nedslaget så hurtigt som man kunne forvente.
men overraskende var skeletter ikke den eneste modstander som de skulle overkomme.
Der var godt nok skeletter og pirater over hele skibet, men der var enkelte væsner som langtfra skeletter, men der var få af dem, og Rafael antog at de var vigtigere at fokusere på end skeletterne.
Den ene var en stor mand med en økse; Meget simpelt. Intet fancy.
Men hvis manden er stor nok, og øksen bliver svunget hårdt nok, så er dit ansigt ligeglad med at kampstilen ikke er fancy, fordi dit ansigt ender i to dele either way.
Han var stor og skræmmende, samt var ved at hugge fem mænd til ti forskellige dele, i kun et enkelt sving. Lyder måske en smule overdrevet, men det syntes de døde fem mænd nok ikke.
Manden med øksen sloges uden teknik, og uden tanke. Han svinget bare øksen i retningen af ting som ikke var skeletter, og håbet på at ramme.
og det ville muligvis gøre ham til en nem person at slå… i teorien.
Men selvom man tit snakker om at hurtige små folk med god teknik, altid ville kunne slå store folk uden teknik, ændre det ikke på, at ham her nemt nedlagde gruppevis af pirater, som var både hurtige, og teknik fulde; de led bare af en kronisk svaghed overfor at blive hugget i to dele. – så teorien om at store dumme folk, ikke havde en chance, hjalp dem ikke så godt i praksis.
En anden trussel var af mere dyrisk natur. Der ligger sikkert en dårlig edderkop joke et sted, fordi det her var en bogstavlig blanding mellem edderkop, og kvinde, som var udstyret med panser på hoved, og den menneskelige del af overkoppen.
Hun sloges ved at spytte syre. Syre på ansigter. Syre på overkroppe. Syre på underbukser. Syre på Sværd. Generelt bare syre på ting.
og sålænge man havde en magisk beskyttelse mod at ætse til en pøl af boblende væske, så ville man klare sig fint; men alle os andre; nok alle; ville have en ret svær kamp mod denne pansreret skabning af seks benet død og ødelæggelse.
Hun var selv immun over sin syre. Så et klassisk helte trick med at bruge det mod hende selv, vil kun ende i at helten får brug for en rigtig god plastik kirurg.
Men hvis hun ender mod en modstander som virker trænet i at undgå hendes syre, så er hun jo stadigvæk fire meter høj, og har store stærke ben, som nok trampe de fleste til vejkrus.
Rafael ville gerne give efter sin lyst til at bare smadre ting, men han besluttede sig for at beskytte roret til skibet var vigtigere, fordi hvis det bliv beskadet, så ville det være ligegyldigt med at vinde kampen, fordi så ville det kræve matriale at genopbygge, og den slags finder man ikke på midten af havet.
han ville gerne hjælpe i kampen, men han skulle lige sikre skibets vigtighed først, også kunne ham den fremmede dæmon belejligt vælge den af de to modstandere som han helst ville kæmpe mod, så kunne Rafael slås mod den som den anden dæmon ikke ville slås mod.
Skibet;
Han vidste ikke hvor han var på havet, han havde jo som Sean været bevidstløs i en ukendt mængde tid, så han havde ikke bare brug for sin egen overlevelse, men også overlevelsen af skibets mandskab, fordi chancen for at et så stort skib kunne blive sejlet af kun Sean og Rafael, var meget meget lille, plus mandskabet ville kende vejen, eller ihvertfald have brugbar information om turen, som hverken sean eller Rafael havde, så Rafael kæmpet ikke kun med nøglen for at komme fri inden noget dårligt skete ved ham, men også for at komme op på dækket og hjælpe mandskabet, inden de ikke længere var brugbare; døde.
Da Rafael havde fået kæderne af, kastet han et blik hen til Sean, for at se om den anden fange var i live, inden han så kastet nøglen til ham.
Rafael sagde ingen rosende ord da han så det hovedløse skelet, han lod bare nøglen flyve gennem luften i et blidt tempo til Seans hænder, inden han så vendte sig væk fra den fremmede mand, som muligvis kunne være af værdi senere, men ihvertfald ikke ville være af værdi, hvis han var i kæder.
Skelettet forbliv dødt. Ikke at det ikke havde været det hele tiden. Men det rejste sig ikke længere op og ville lemlæste folk. Så det var da et plus.
Men da hoved bliv skilt fra kroppen, kunne man se et grønligt skær som reflektereret sig fra skelettets tomme øjehuller.
Men efter et sekunds tid, forsvandt Shrek lyset.
Rafael ventede ikke på den fremmede mand.
man skulle tro at Rafael ville løbe op af trapperne, men hvorfor træde på stablet træbjælker for at komme opad, når man er en ældgammel dæmon, og har ben kræfter som ville gøre selv Hulk jaloux.
Rafael bøjet sig kortvarigt ned i knæene, men ikke overdrevet, eller overdramatisk meget, kun en kort lille bevægelse til at hoppe op af, inden han så sprang igennem det ellers solide loft, og lavet det kraftige egetræ om til splinter, der fløj vildt omkring, da de bliv blæst til alle sider fra den enorme titan som fløj op igennem loftet for at ankomme oppe på dækket.
Som om en lille atombombe havde sat gemt indeni egetræet, endte det med at blive så ødelagt som en pakke tændstikker ville blive af en håndgranat.
Rafael stod lodret, og solidt på dækket, i alt hans pragt, som en kæmpe der lige havde hoppet ned fra en bjergside, og nu stod på en slagmark mellem rivaliserende myrestammer.
Han slog armene ud til siderne, og lod sin tilstedeværelse bliv gjort til kende med et intimiderende og højt brøl, som fik liv fra den fulde styrke af hans lunger.
Og i et kort øjeblik; om man så var ved at skrive sit testamente, eller var ved at blive voldtaget af en hest, ville man fratage opmærksomhed fra sine egne aktiviter, og fokusere på den store mand som.. selvom han var nøgen.. og på den måde burde provokere latter.. fik man alligevel lyst til at skære sit eget hjerte ud, og spise det som en nyplukket æble, hvis det gav en muligheden for at slippe fra følelsen af at det voksende mindreværds kompleks, som man ville få af at stirre på denne ideelle model af en kæmper.
Rafael var en raceleder, og det havde han været både her i Underworld, men også i The Lost World, hvor han reageret med brutal styrke, og overlegen fysisk magt, samt den rendyrket frygt som han kunne skabe i andre, så at forvente at han var andet end urealistisk stærk, selv for et overnaturligt væsen, ville være urimeligt, hvis man faktoret ind den natur som dæmoner generelt havde overfor ledere, og hvis man skulle styre den mest anarkistiske race, og vinde deres respekt, så havde man brug for at være urimeligt magtfuld.
Rafael studeret kort kamppladsen.
og søverne… klaret sig overraskende godt…. De bliv ikke nedslaget så hurtigt som man kunne forvente.
men overraskende var skeletter ikke den eneste modstander som de skulle overkomme.
Der var godt nok skeletter og pirater over hele skibet, men der var enkelte væsner som langtfra skeletter, men der var få af dem, og Rafael antog at de var vigtigere at fokusere på end skeletterne.
Den ene var en stor mand med en økse; Meget simpelt. Intet fancy.
Men hvis manden er stor nok, og øksen bliver svunget hårdt nok, så er dit ansigt ligeglad med at kampstilen ikke er fancy, fordi dit ansigt ender i to dele either way.
Han var stor og skræmmende, samt var ved at hugge fem mænd til ti forskellige dele, i kun et enkelt sving. Lyder måske en smule overdrevet, men det syntes de døde fem mænd nok ikke.
Manden med øksen sloges uden teknik, og uden tanke. Han svinget bare øksen i retningen af ting som ikke var skeletter, og håbet på at ramme.
og det ville muligvis gøre ham til en nem person at slå… i teorien.
Men selvom man tit snakker om at hurtige små folk med god teknik, altid ville kunne slå store folk uden teknik, ændre det ikke på, at ham her nemt nedlagde gruppevis af pirater, som var både hurtige, og teknik fulde; de led bare af en kronisk svaghed overfor at blive hugget i to dele. – så teorien om at store dumme folk, ikke havde en chance, hjalp dem ikke så godt i praksis.
En anden trussel var af mere dyrisk natur. Der ligger sikkert en dårlig edderkop joke et sted, fordi det her var en bogstavlig blanding mellem edderkop, og kvinde, som var udstyret med panser på hoved, og den menneskelige del af overkoppen.
Hun sloges ved at spytte syre. Syre på ansigter. Syre på overkroppe. Syre på underbukser. Syre på Sværd. Generelt bare syre på ting.
og sålænge man havde en magisk beskyttelse mod at ætse til en pøl af boblende væske, så ville man klare sig fint; men alle os andre; nok alle; ville have en ret svær kamp mod denne pansreret skabning af seks benet død og ødelæggelse.
Hun var selv immun over sin syre. Så et klassisk helte trick med at bruge det mod hende selv, vil kun ende i at helten får brug for en rigtig god plastik kirurg.
Men hvis hun ender mod en modstander som virker trænet i at undgå hendes syre, så er hun jo stadigvæk fire meter høj, og har store stærke ben, som nok trampe de fleste til vejkrus.
Rafael ville gerne give efter sin lyst til at bare smadre ting, men han besluttede sig for at beskytte roret til skibet var vigtigere, fordi hvis det bliv beskadet, så ville det være ligegyldigt med at vinde kampen, fordi så ville det kræve matriale at genopbygge, og den slags finder man ikke på midten af havet.
han ville gerne hjælpe i kampen, men han skulle lige sikre skibets vigtighed først, også kunne ham den fremmede dæmon belejligt vælge den af de to modstandere som han helst ville kæmpe mod, så kunne Rafael slås mod den som den anden dæmon ikke ville slås mod.
Skibet;
Gæst- Gæst
Sv: An adventure begins - Sean
af Sean Ons 22 Jul 2015 - 14:17
Han havde skam ikke forventet ros. Han var ingen lille dreng og så længe man kom levende fra sine kampe, måtte det i sig selv være ros nok.
I stedet greb han nøglerne, som de fløj over til ham. Han sparkede skelet-kroppen fra sig og var hurtig til at løsne sine egne lænker. Straks som lænkerne forlod ham, kunne han mærke hvordan styrken vendte tilbage og han følte sig straks bedre tilpas, skønt hans nøgenhed endnu gav ham en fornemmelse af at være lidt for nem at komme ind til. En ting han dog intet kunne gøre ved, selv om han ønskede det. Måske kunne han snart overvinde en eller anden og stjæle personens tøj. Et svagt smil gled over ham, som han forestillede sig selv i pirattøj.
Selv tog han trappen. At springe igennem loftet var simpelthen blot lidt for dramatisk til hans smag og han kunne ikke lade være med at hviske 'blærerøv', mens han selv tog tre trin ad gangen, da han ilede op på dækket. Der skulle mere end råstyrke til at vække Seans interesse.
Dækket var et sandt kaos. Som at opleve en krig på et alt for lille areal. Hans blik gled over nogle skeletter, der væltede en af sørøverne over rælingen, så hans faldt i vandet med et sigende plask. Så gled det videre over kaosset af kæmpende kroppe og knogler. To væsner skilte sig dog tydeligt ud, som et palads i en by, der kun bestod af hytter. Som et træ på en eng. Hans blik gled over dem. Den ene svang sin økse og virkede som en fæl fætter, men den anden virkede endnu værre. Spyt, syrespyt. Nok til at et lille udtryk af væmmelse gled over Seans ansigt. Nej tak.
Faktisk var dette mere eller mindre en situation hvor Sean kun ville kæmpe, hvis han ikke havde andre udveje. Ellers ville han overlade fjenden til andre og selv sørge for han ikke blev hugget i stykker. Men lige nu...Lige nu så det ikke ud til at flokke af pirater rigtig havde en chance mod disse væsner. Og hvorfor skulle han, som ene person, så have? Godt nok var han dæmon. Godt nok var hans archdemon...Men selv ikke han var udødelig, hvis han mistede halvdelen af sit hovedet. Om det så var til en økse eller syre.
Hans blik gled over skibet. Han så denne Rafael, der før havde stået og skreget, så selv hans egne øjne var faldet på hans muskuløse skikkelse, der skyndte sig mod skibets ror.
Ja. Det var faktisk noget han selv havde tænkt over. Hvor var disse fjender kommet fra? Et andet skib? Magi?
Ved en pludselig indskydelse løb han over til den ene ræling og lænede sig lidt ud over den, som han prøvede at finde ud af hvor fjenden var kommet fra. Måske ville det i sig selv give en mulighed. En mulighed for at komme af med fjenderne igen, en mulighed for at kalde dem tilbage? Trods alt var dette væsner han aldrig havde mødt før. Eller jo, selvfølgelig havde han stået ansigt til ansigt med en mand, der svang en økse eller en vred kvinde. Men ikke af den voldsomme kaliber, som de var her.
Da han ikke umiddelbart mente han fik øje i noget, der gav ham nogle ideer, så han i stedet op mod sejlene og de reb, der der snoede sig om masterne.
Med et svagt smil lød han under armene på et skelet, der havde haft kurs mod ham, og direkte over til rebene, der fra skibets ene side og halvvejs op af en mast. Han greb fat i den ene reb og begyndte energisk at kravle opad, uanset sin nøgenhed eller ej. De måtte være enig om en ting. Det gjaldt om at få de to store monstre væk først. Det burde være nok bare at vælte dem af skibet, men det kunne han ikke uden reb og noget, der kunne hjælpe ham med at vælte dem. Eller den. Han kunne jo ikke vælte to på en gang. Umiddelbart gik han ud fra det ville virke bedst på den syrespyttende edderkoppedame. Hun havde seks den. Hvis hun først lå ned, hvis han ikke fik hende væltet over rælingen, kunne han håbe folk var kloge nok til at holde hende nede og forhåbentlig hakke hende ihjel. Selv om hun var godt beskyttet, havde alle nogle svage punkter. Hvis hun lå ned, måtte det være nemmere at finde dem.
Han hænder greb fat om det hårde træ, der udgjorde kasten. Han hev sig selv op og snart sad han overskævs på en af stolperne, der gik ud fra selve masten. Flere reb sad fast, mens enkelte var løsnet. De sejlede endnu, ingen havde tænkt på at løsne sejl eller noget som helst. Heroppe fra kunne han se meget mere, men der så ikke ud til at være land eller fugle nogle steder.
Med et suk greb han fat i en af rebene. Den kunne helt sikkert sættes fast igen, så man skulle bruge sejlet, hvis de overlevede dette angreb så de kunne sejle hjem. Straks begyndte han at binde rebet helt op og løsne det nok. Var det langt nok?
Da rebet var løsnet samlede han det, så han havde alt rebet tæt på sig, samlet over stolpen, så den ikke bare hang ned. Hans blik gled ned...
Ja. Okay. Damen var lidt for langt væk til at han kunne bruge det. Hvordan kunne han lokke hende herhen? Han sukkede. Et være helt var virkelig ikke et job man gjorde særlig godt alene.
Med en efterhånden irriteret bevægelse flåede han noget metal af en af stolperne, en af dem som rebene ellers sad fast i, så man kunne justerer dem. Det gik nok. Man kunne stadig binde rebet fast om stolpen, hvis det var.
Han tog sigte...Og kastede. Og håbede han ramte både godt nok og hårdt nok, til at damen ville komme herover ad...Og ellers...
Måtte han jo finde på noget andet.
I stedet greb han nøglerne, som de fløj over til ham. Han sparkede skelet-kroppen fra sig og var hurtig til at løsne sine egne lænker. Straks som lænkerne forlod ham, kunne han mærke hvordan styrken vendte tilbage og han følte sig straks bedre tilpas, skønt hans nøgenhed endnu gav ham en fornemmelse af at være lidt for nem at komme ind til. En ting han dog intet kunne gøre ved, selv om han ønskede det. Måske kunne han snart overvinde en eller anden og stjæle personens tøj. Et svagt smil gled over ham, som han forestillede sig selv i pirattøj.
Selv tog han trappen. At springe igennem loftet var simpelthen blot lidt for dramatisk til hans smag og han kunne ikke lade være med at hviske 'blærerøv', mens han selv tog tre trin ad gangen, da han ilede op på dækket. Der skulle mere end råstyrke til at vække Seans interesse.
Dækket var et sandt kaos. Som at opleve en krig på et alt for lille areal. Hans blik gled over nogle skeletter, der væltede en af sørøverne over rælingen, så hans faldt i vandet med et sigende plask. Så gled det videre over kaosset af kæmpende kroppe og knogler. To væsner skilte sig dog tydeligt ud, som et palads i en by, der kun bestod af hytter. Som et træ på en eng. Hans blik gled over dem. Den ene svang sin økse og virkede som en fæl fætter, men den anden virkede endnu værre. Spyt, syrespyt. Nok til at et lille udtryk af væmmelse gled over Seans ansigt. Nej tak.
Faktisk var dette mere eller mindre en situation hvor Sean kun ville kæmpe, hvis han ikke havde andre udveje. Ellers ville han overlade fjenden til andre og selv sørge for han ikke blev hugget i stykker. Men lige nu...Lige nu så det ikke ud til at flokke af pirater rigtig havde en chance mod disse væsner. Og hvorfor skulle han, som ene person, så have? Godt nok var han dæmon. Godt nok var hans archdemon...Men selv ikke han var udødelig, hvis han mistede halvdelen af sit hovedet. Om det så var til en økse eller syre.
Hans blik gled over skibet. Han så denne Rafael, der før havde stået og skreget, så selv hans egne øjne var faldet på hans muskuløse skikkelse, der skyndte sig mod skibets ror.
Ja. Det var faktisk noget han selv havde tænkt over. Hvor var disse fjender kommet fra? Et andet skib? Magi?
Ved en pludselig indskydelse løb han over til den ene ræling og lænede sig lidt ud over den, som han prøvede at finde ud af hvor fjenden var kommet fra. Måske ville det i sig selv give en mulighed. En mulighed for at komme af med fjenderne igen, en mulighed for at kalde dem tilbage? Trods alt var dette væsner han aldrig havde mødt før. Eller jo, selvfølgelig havde han stået ansigt til ansigt med en mand, der svang en økse eller en vred kvinde. Men ikke af den voldsomme kaliber, som de var her.
Da han ikke umiddelbart mente han fik øje i noget, der gav ham nogle ideer, så han i stedet op mod sejlene og de reb, der der snoede sig om masterne.
Med et svagt smil lød han under armene på et skelet, der havde haft kurs mod ham, og direkte over til rebene, der fra skibets ene side og halvvejs op af en mast. Han greb fat i den ene reb og begyndte energisk at kravle opad, uanset sin nøgenhed eller ej. De måtte være enig om en ting. Det gjaldt om at få de to store monstre væk først. Det burde være nok bare at vælte dem af skibet, men det kunne han ikke uden reb og noget, der kunne hjælpe ham med at vælte dem. Eller den. Han kunne jo ikke vælte to på en gang. Umiddelbart gik han ud fra det ville virke bedst på den syrespyttende edderkoppedame. Hun havde seks den. Hvis hun først lå ned, hvis han ikke fik hende væltet over rælingen, kunne han håbe folk var kloge nok til at holde hende nede og forhåbentlig hakke hende ihjel. Selv om hun var godt beskyttet, havde alle nogle svage punkter. Hvis hun lå ned, måtte det være nemmere at finde dem.
Han hænder greb fat om det hårde træ, der udgjorde kasten. Han hev sig selv op og snart sad han overskævs på en af stolperne, der gik ud fra selve masten. Flere reb sad fast, mens enkelte var løsnet. De sejlede endnu, ingen havde tænkt på at løsne sejl eller noget som helst. Heroppe fra kunne han se meget mere, men der så ikke ud til at være land eller fugle nogle steder.
Med et suk greb han fat i en af rebene. Den kunne helt sikkert sættes fast igen, så man skulle bruge sejlet, hvis de overlevede dette angreb så de kunne sejle hjem. Straks begyndte han at binde rebet helt op og løsne det nok. Var det langt nok?
Da rebet var løsnet samlede han det, så han havde alt rebet tæt på sig, samlet over stolpen, så den ikke bare hang ned. Hans blik gled ned...
Ja. Okay. Damen var lidt for langt væk til at han kunne bruge det. Hvordan kunne han lokke hende herhen? Han sukkede. Et være helt var virkelig ikke et job man gjorde særlig godt alene.
Med en efterhånden irriteret bevægelse flåede han noget metal af en af stolperne, en af dem som rebene ellers sad fast i, så man kunne justerer dem. Det gik nok. Man kunne stadig binde rebet fast om stolpen, hvis det var.
Han tog sigte...Og kastede. Og håbede han ramte både godt nok og hårdt nok, til at damen ville komme herover ad...Og ellers...
Måtte han jo finde på noget andet.
_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“
Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean- Admin
- Antal indlæg : 10267
Reputation : 114
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)
Lignende emner» the hunt begins //blair//
» when the sun goes down the real battle begins Daenerys,
» An adventure going badly (Zero Bang)
» XX - So.. My dear Sean, what would the night entertainment be? ~ Sean
» The Adventure Of The Dragon Hunters - Episode Et; The Gathering
» when the sun goes down the real battle begins Daenerys,
» An adventure going badly (Zero Bang)
» XX - So.. My dear Sean, what would the night entertainment be? ~ Sean
» The Adventure Of The Dragon Hunters - Episode Et; The Gathering
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Your new home, my little sweetheart
» please safe me - Savas
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
» Aften a long time - Sean
» Oh what a circus -Natalie
» Who am I now?? //Jake//
» A royal search for knowledge