An adventure going badly (Zero Bang)

S: Doomsville, forladt varehus
T: Sen eftermiddag
V: Udenfor er der overskyet, en kølig vind, men ellers lunt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

August var officielt faret vild. Han slog ud med armene og så sig omkring. Dette var...Fantastisk...
Hvad var det han skulle igen? Han havde egentlig bare været ude for at købe lidt ind. Se sig omkring. Gå en tur, for at overkomme den stadig tilstedeværende frygt for at være udenfor alene. Man oplevede kun så og så mange dårlige oplevelser, uden at det gav udslag i en slags traumer. Kunsten var ikke at blive siddende derhjemme og svælge i det, men presse sig selv til at komme ud og erfare at ikke alt var farligt. Også selv om det var alt der fyldte hans tanker lige nu. Hvor meget havde han, kun med held som følgesvend, overlevet nu? En vampyr. At blive solgt som slave. Tilfældig slåskamp på gaden, ganske enkelt fordi August i princippet var en slave nu. Manden, der havde købt ham, ønskede ingen slaver. Han havde mere reddet August fra en langsom død. Men August havde intet at vende hjem til, så han var blevet. Nu gjorde han rent i hjemmet og andre småting, til gengæld for at blive boende til han fandt på noget nyt.
Han havde mistet sit gamle hjem i Dragons Peak. Alle sine ting. Han var ikke engang rejst hjem for at tjekke det ud - han var sikker på tingene var væk. Og hvis de ikke var det, så var de muskuløse mænd der nok stadig. Menneske eller ej. August gættede på de ikke var.

Han trak vejret dybt og så sig omkring et øjeblik. Men intet virkede familiært. Siden han var flyttet fra byen, da han var født her, havde meget ændret sig. Især efter sidste jordskælv. Nu var meget genopbygget og tingene havde flyttet sig. Disse varehuse så tomme ud, forladte og det gjorde intet for at mindske den voksende angst i hans indre. Han trak vejret dybt endnu en gang.
Et menneske. Alene. I en eftermiddag, der langsomt bevægede sig over mod en aften. Det eneste han kunne, var at blive ved med at gå og så huske på de tricks, han havde lært i selvforsvar. Hvor dårlig han end var til at udføre dem eller tage fat i modstanderen. Det var ikke berøringsangst, det var bare...August brugte så meget tid alene foran sine bøger, igennem hele sit liv, at røre andre folk virkede sært. Han var underligt bevidst om den slags.
Kun iklædt nogle lette sko, et par lange bukser og en tynd trøje, vendte han sig rundt og besluttede sig endelig for en vej at gå. En hånd gled igennem det korte, krøllende hår. Nogle lette skægstubber draperede hans hage og kinder i en mørkere shade. Om halsen hvilede et halsbånd, der bevidnede om hans slavestatus. Den både gav ham problemer og reddede ham. Tit ignorerede folk ham bare, netop på grund af den og i det mindste kunne andre ikke fange ham og gen-sælge ham. Hans herre havde ikke bedt ham have den på. Han tog den selv på. Fordi det i hans sind gav mening. Gav beskyttelse.
Selv om det stadig var eftermiddag og solen ikke ville gå ned før om noget tid, virkede der alligevel mørkere og køligere her mellem bygningerne.

August nåede ikke langt, før noget fangede hans opmærksomhed. Det eneste, der kunne overvinde hans måske lidt irrationelle frygt, var nysgerrighed. Mest videnskablig, men nærmest alt kunne fange opmærksomheden. Han stoppede op og så ind mellem to varehuse, der stod...Ja, nærmest alt for tæt på hinanden, så stien mellem dem mindede om en af byens mange gyder. Han havde set bevægelse. Han var også ret sikker på han havde hørt nogen snakke, selv om det på denne afstand mere havde lydt som en mumlen. Han tøvede et øjeblik. Han burde skynde sig videre...Det var næsten usandsynligt det var mennesker, der var her nu. Selv om mennesker også kunne være slemme, forestillede August sig altid det værste: At det ikke var mennesker. Spørgsmålet var bare hvad det så var. Hvem det var. Hvad de lavede her. Sikkert noget lyssky...
Ah...Han kendte den fornemmelse. Han var nød til at tjekke det. Bare et hurtigt kig. Et kig og så videre! Ellers ville Lori vel også savne ham...Hvis manden overhoved kom hjem i dag. Som incubus var hans Herre sjældent hjemme om natten. Måske var Lux...Men for at være ærlig var det selskab ikke meget bedre. Det var også en ting. Han havde overlevet en Incubus, selv om August på ingen måde interesserede sig for sex - og slet ikke mellem to mænd. Men som incubus havde Lux haft evner til at...Overbevise...Ham om andet. Mindet for noget varmt til at stige til hans kinder og han rystede svagt på hovedet.
Ikke nu. Han listede sig tættere på.

Varehuset var lukket, men lyden af flere folk steg i intensitet. Han prøvede at være lydløs. Hjertet bankede i hans bryst og han måtte seriøst til at overveje om han ikke var blevet en slags adrenalinjunkie i stedet. Han trak vejret dybt og prøvede at berolige sig selv lidt, til han endelig fandt en dør på klem. Indenfor var der...Tomt. Et stort lokale, der var delt i to af halve vægge på midten. Der stod nogle efterladte kasser rundt omkring og August så sit snit til at liste ind bag nogle af dem. Hvem end der var herinde, var de i den anden ende af varehuset...Så hvis nogen så August, ville det næppe virke tilfældigt han var her...Folk, der opdagede skumle folk i et forladt varehus ville normalt blot skynde sig væk...
Han trak vejret dybt. Han kunne svagt ane skikkelserne, men der var mørkere her i varehuset, selv om solens sene stråler skinnede igennem huller i taget. Han tog chancen og løb over bag nogle andre kasser. Var han blevet set? Han blev pludselig i tvivl.
Måske en anelse for sent gik det op for ham præcis hvor dårlig en ide dette kunne være.

”Get those crates inside now!” Råbte en ung mand lettere vredt. Han havde flere kasser fyldt med ting at sælge og han var allerede forsinket i forhold til tidsplanen. Dog ikke forsinket i forhold til mødet. Han kunne godt li at være tidlig netop i tilfælde af sådanne situationer. Hans mænd var langsomme og det irriterede ham. Han råbte og skreg af dem mens han engang imellem gik væk for at sikre sig hvordan tingene så ud. Det så ud til at alt ville blive nået inden mødet. Men det skulle også være nu de fik det gjort. Et par stykker af mændene arbejdede ikke. Men var i stedet armeret med en mekanisk opfindelse som egentlig var en armbrøst med magasin så den kunne skyde flere pile af sted efter hinanden. Hvert magasin indeholdte 5 pile der kunne skydes med kun 3 sekunders mellemrum. Hvilket var gevaldigt hurtigere end man normalt kunne lade en armbrøst.

Et kort irriteret suk kom fra den unge mand da han vendte sig rundt og en ung knægt ikke ældre end 17 kom løbende. ”Mr. Zero Bang?” spurgte han forsigtigt som om han var bange for at få tæv. Zero som den unge mand tydeligt hed sukkede svagt. ”Jake. Call me Zero or Mr. Bang not both. That just sounds stupid.” Knægten så kort ned og undskyldte kort. ”Whatever what is it Jake?” Spurgte Zero kort og så afventende på ham. Zero fik rakt en inventar liste som knægten var løbet rundt og tjekket om det hele stemmede. Zero tog imod listen på et clipboard og læste det kort igennem. Det hele så ud til at stemme og Zero skrev kort under på den. Knægten fik sedlen tilbage før han så begyndte at løbe. Men knægten nåede ikke langt før han simpelthen blev til røg. Teleportation. Zero brugte ham som sendebud. Fordi det var hurtigere for ham at komme rundt.

Zero vendte blikket imod kasserne der endelig var blevet placeret indeni varehuset. ”Congratulations you can do something right! Get inside before we’re seen!” Råbte han hårdt før han svang hænderne ind imod indgangen. Og så sig kort rundt. Før han selv gik ind. Kort efter stod de i den anden ende af varehuset og stod og ventede på Zero’s gæster. Dørene over for dem blev åbnet og selvom Zero havde mange mænd med sig. Havde kunden mindst det dobbelte. Zero havde kun små 6-8 mænd. Hvor manden foran ham kunne Zero hurtigt se med en kort tælling at der var 20. Tydeligt undertal. For dem… Zero havde nemlig en overraskelse i ærmet hvis det skulle ske de prøvede at angribe. Zero selv var iført hans kampudstyr med en katana siddende på ryggen. Dog uden masken på da den kun blev brugt til at skjule hans åndedrag hvis der var brug for det. Hvilket hvis dette gik galt der af gode årsager ikke var. Derudover stod 3 af hans mænd med semiautomatiske armbrøster. 2 af hans mænd havde evnen til at forvandle sig selv til stål i en kort periode og derved være ’usårlig’ så at sige. Og de sidste 3 havde evnen til at skabe illusioner for at få 8 til at blive 30 mænd.

Zero så kort imod hans modstander. Ikke nær så velorganiseret som Zero tydeligt. Men ikke desto mindre nogen han ikke burde undervurdere. Lederen af den nyankomne gruppe snakkede pludselig til Zero. ”Is that all you promised us?” Zero smilede kort og nikkede svagt. ”And maybe some extra to expand our friendship Vigor. I mean i just heard your daughter got married. So take it as a present til her. On her happy day.” Det var tydeligt at Zero spillede med musklerne lige nu. Hvorfor ellers kommentere på at han vidste hun var blevet gift? For at fortælle ham der stod foran Zero lige nu at han vidste alt.

Dog deres samtaler blev ødelagt over en af Vigor’s mænd der trak en kastekniv for at kaste den imod det der lignede Zero. Selvom det i virkeligheden var det menneske der havde listet sig bag ham. Og så gik helvede løs. Kniven blev grebet af en af hans mænd der forvandlede sig til stål og greb kniven midt i luften. De semi automatiske armbrøster blev skudt af så hurtigt de kunne efter hinanden begyndte det at regne med pile. Såvel som de reloadede og skød videre. Vigor’s mænd havde kun enden bue eller normal armbrøst så da armbrøsterne blev sigtet imod Vigor’s skyttere havde de ikke en chance. Ja en enkel af Zero’s armbrøst mænd blev ramt og faldt til jorden. Men Vigor havde allerede mistet 4 mænd på det tidspunkt. De 2 mænd af stål løb direkte imod dem med fuld knald mens illusionisterne forvandlede 2 til illusionen om 10. Mens de fjernede Zero fuldstændig fra deres synsvinkel. Så Zero kunne bruge denne ’usynlighed’ til at snige sig bag ved Vigor. Før han mærkede hvordan hans klinge på katanaen gled ind imellem ribbenene på Vigor’s ryg og videre ud af hans bryst. Langsomt som om han havde god tid. Kampen sluttede sig omkring dem. Zero havde mistet en illusionist også. Men til gengæld var der ikke mere end 4-5 af Vigor’s mænd tilbage. Og de mænd smed våbnene og rakte hånden op. Imens vendte Zero sig rundt for så at kigge imod der kniven egentlig havde retning. For at se hvad det var der faktisk var sket. For Zero havde set det ikke var ham kniven ville ramme. Dog hans mænd reagerede på en trussel som de var trænet til. Og det eneste det kostede ham var et par enkle mænd og et par timers rengøringsholds timeløn.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvad var han vidne til? Noget...Forkert. Instinktivt vidste han at dette måtte være ulovligt - og ikke et sted for August. Folk, der udførte denne slags handler og arbejde, var tit kendt for at slå ihjel. August havde intet ønske om at dø. Faktisk det helt modsatte. Trods alt han havde været igennem, havde han formået at bibeholde lidt af sin menneskelig naivitet og godhed. Men han var ikke dum. Han vidste de forskellige væsner eksisterede og han var ved at træne, så han bedre kunne beskytte sig selv. Lige nu hjalp det ham bare ikke stort. Sandsynligheden for at se andre, her i varehuset, var mennesker var...Ja, nogle af dem var måske nok. Eller slet ikke. August trak vejret dybt, som han med hænderne mod kanten af en stof trækasse kiggede hen over den. Han kunne høre stemmerne runge i huset og han opfangede flere dele af samtalen, selv om han ikke fangede alle ordene. Alligevel nok til at han fangede meningen blandt mændene. Til at opfange den tunge stemning mellem dem. Bare et fejltrin...Sikke en stressende måde at arbejde på. August var for gammel til dette her...Han burde skynde sig at finde en vej hjem.

Han var som lammet til stedet, mens han studerede scenen foran sig. Som ud fra en historie. Det var på en måde...Fortryllende? Nej, det lød alt for positivt og dette var en potentielt farlig situation, et farligt sted at være. Måske var spændende blot det rigtige ord.
Stillingen, som han sad på hug, var belastende for hans ben og han ville egentlig bare rette sig. Inden han fik set sig om, havde han rejst sig lidt mere end han egentlig ville - og selvfølgelig var lykkens Gudinde ikke med ham. Som en fanget mus så han over mod alle mændene, som en pludselig kamp gik løs. August var ikke helt sikker på hvorfor eller hvordan...Han havde svagt fornemmet noget var blevet kastet. Mod lederen af den ene gruppe måske?
I hvert fald brød en kamp ud. Det var Augusts stikord til at stikke af i forvirringen. Selv om han halvvejs var på vej væk og bakkede baglæns, i håb om ikke at blive bemærket, blev hans øjne også store ved synet af kampen. Den var forvirrende og blodig. Sådanne noget var alt for voldsomt til August og han sank. Hans svælg føltes tørt og hans hjerte slog hårdt, mens han prøvede at forstå og forarbejde hvad der skete foran ham.
Dette var en hel anden verden...Dette var som en drøm...Nej, som et mareridt. Var han stadig ved bevidsthed eller ville han vågne lige om lidt, badet i sved?
Synet lammede ham yderligere og de få skridt baglæns blev hurtigt til ingenting, som han stod stille på stedet og ikke kunne tro scenen foran ham. Ingen af dem kunne være mennesker.

Den ene gruppe så ud til at vinde, måske endda ret stort. Hvordan de havde overvundet alle de andre, var August ikke sikker på. Der måtte være magi eller evner involveret. Han havde trods alt set folk blive til en eller anden form for metal. Kvalmen steg op i ham ved synet af de døde folk. Han nåede kun lige at få øjenkontakt med en af folkene - lederen? - før hans ben gav efter under ham og han faldt forover. I samme øjeblik tømte hans mave sig. Hans frokost var en del timer tilbage, så det var mest en tynd blanding med få, små klumper. Det stank, som al opkast gjorde det og August gispede efter luft.
Da han var færdig, spyttede han det sidste ud af munden, før han med en rystede hånd tørrede sig om munden. Det var måske ikke lækkert, men det var det eneste han kunne. Han følte sig syg. Det virkede som om hele huset lugtede af blod. Han ville slet ikke være her. Tårer havde samlet sig i hans øjenkrog ved opkasten. Han rystede svagt på hovedet og skubbede sig tilbage, så han sad på sine ben. Hele hans krop rystede da han så op...
Han anede ikke hvad der ville ske nu. Måske skulle han selv dø. I så fald var der ingen grund til at bekymre sig om nogle former for ære eller pinlighed, over hans nylige reaktion og opkast. Han var jo kun...Et menneske...
August trak vejret dybt og slog armene om sig. Selv om han gerne ville flygte, havde han ingen kræfter i sin krop lige nu og han kunne ikke andet end sidde her, som et offer for et rovdyr. Måske burde han sige noget, men selv når han åbnede munden, kom der intet. Til sidst gled der en svag lyd ud over hans læber.
"...Jeg beder Jer..."

Zero’s blik faldt i med en mand der stod i skjul fra hvor kniven var fløjet i retning af. Et svagt sekund gik der hvor Zero rodede i mandens sind. Og fandt hurtigt ud af dette var et stort tilfælde. Da han knækkede sig vendte Zero sig rundt igen og så mod massakren. Strømmen af nydelse over at dræbe gled igennem Zero som havde hans krop sovet. Og det havde den egentlig også. Det sidste års tid havde Zero været som forsvundet under jorden. Opmærksomheden på hans position var begyndt at blive for velkendt så han havde valgt at gå i skjul et stykke tid. Selvom hans hus stadig var hvor det var før havde han besluttet sig for at føre en anden form for forretning. Uden mord mere specifikt. Men så var dette sket. Han så kort rundt på blodet der flød hen af gulvet. Og derefter på sin klinge der dryppede af blod. Han svang det kort for at fjerne så meget blod han kunne. Før han fandt en klud frem som han tørrede blodet fra sin klinge af med. Derefter gled det roligt på plads på hans ryg. Illusionisterne var kommet hen til ham for at spørge hvad deres næste skridt var. Han så kort imod dem med et blik der nærmest pulserede af nydelse over at dræbe. Og et svagt smil gled over hans læber. ”Send bud efter rengøringen og fjern ligene.” Sagde han kort før han roligt begyndte at gå i retningen af hvor kniven var fløjet hen. Hvordan de vandt så nemt? God strategi. De havde været andre væsner hans modstandere. Men de havde ingen idé om hvad hinandens evner var. Zero udnyttede alle sine mænds evner og styrker til deres forhold. Såvel som at de seneste 5000 år havde han kombineret racer og evner for at forbedre deres egenskaber. Dog havde han indtil videre ikke mødt en der ifølge ham selv kunne måle sig med hans evne. Eller hans fars for at være ærlig talt. Ja i hans isolering havde han brugt tid sammen med hans egen far. Og selvom han ikke helt syntes han burde bruge for lang tid med ham havde det da været fornøjeligt. At se hvor ens de var. Men Zann var stadig i skjul og Zero kunne ikke sidde stille mere. Så derfor havde han bevæget sig ud igen. Zero så kort på sine hænder og hans krop. Før han knipsede og en af de mænd der blev til stål kom gående hen til ham. Selvom det tydeligt irriterede hans mand så stod Zero og spejlede sig i hans stål. Og opdagede hurtigt han havde blod hen af ansigtet fra sprøjteriet efter han havde stukket Vigor ned. Og hans hænder var også blodet ind. Zero tog handskerne af og gav til manden af stål. Før han tog en klud mere fra sin lomme og tørrede sit ansigt.

Et kort øjeblik efter vendte han sig imod personen han havde set før. Og gik hen imod ham igen. Og stoppede så op kort foran ham. De nærmest tiggende ord fik ham til at grine. Før han så bag sig mod massakren hvor hans mænd var ved at slæbe lig sammen i en gruppe i midten. Før han vendte blikket imod Trott igen. ”Augustus Trott? Jeg kan se dine minder når du kigger mig i øjnene så ja jeg ved hvem du er. Ved du hvem jeg er?” Spurgte han kort og så eftertænksomt på ham. Og var meget undrende over om dette ynkelige menneske havde hørt om ham i forvejen. Eller om han var en af de mere ’beskyttede’ små mennesker. Eller var det børn man kaldte det? Han blev faktisk i tvivl. Men på den anden side den korte tid han havde brugt indeni menneskets minder var nok til at han kunne se hans pinsler var små så måske var han et beskyttet menneske?

Tiden og stilheden gav August lidt tid til at komme sig. Eller...Komme sig og komme sig. Det gav ham et øjeblik til at absorberede det hele og prøve at nå frem til en...Et eller andet. Han ville gerne flygte, selv om han næppe kom særlig langt. Det var noget han hurtigt havde lært. Væsner virkede altid til at indhente en eller fange en, uanset hvor hurtigt man selv syntes man løb. August forstod ikke helt hvordan - eller måske hang det sammen med, at han overordnet set havde haft flest uheldige møder. Møder med vampyrer og dæmoner, der havde deres egenskaber til at fastholde mennesker.
August gned sine arme lidt, som om han frøs og koncentrerede på sin vejrtrækning. Det lykkedes ham at falde lidt til ro. Hans blik gled rundt, som han prøvede at vurdere om der var en vej ud - men konstateringen var det samme. Før han ville have nået at rejse sig og gå, ville nogen sikkert have stoppet ham.
Han sank. Hans hals var øm efter mavesyren. Automatisk gled hans gled hen mod lederen igen, som denne nærmede sig August.

Manden kendte Augusts navn? Ikke at det havde nogen som helst beroligende effekt - og det var næppe den slags August skulle regne med. Han prøvede at forberede sig på det værste. Men hvad ville der ske? August var et ligegyldigt menneske. Det værste ville være døden og hvordan forberedte man sig på den?
Det var jo ikke...Fordi nogen ville savne ham...
Hvor skulle han kigge hen? Han ønskede ikke at se manden i øjnene mere...Men samtidig var manden netop det eneste, som August ønskede at se på. Måske i håb om at aflæse hvad der skulle ske. Se om han kunne finde noget, der kunne give ham et eller andet håb om at slippe ud af denne situation. For han vidste det jo godt...Dette her...Var ikke godt.
Nej. Han måtte ikke opføre sig, som om alt allerede var tabt. Det var indstillingen. Indstillingen kunne ændre det hele. Så han prøvede at modarbejde sin indre frygt og forvirring, for modigt at kigge på manden igen. Han trak vejret dybt.
"Nej" svarede han, ret godt tilfreds med at hans stemme ikke rystede sønderligt meget. "Hvis du ved hvem jeg er...Må du også kunne se dig frem til, at jeg ikke burde være her...At alt det her er et tilfælde og jeg bare er et ligegyldigt menneske. For det er jeg. Jeg ved ikke hvem I er eller hvad der er sket her...Så jeg ved endnu mindre hvem jeg skulle sladre til. Så jeg ved ikke...Om jeg bare kunne få lov til at gå?"
August rettede sig lidt, men var i tvivl om, hvorvidt han burde rejse sig op. For nu, blev han enig med sig selv om han nok burde blive siddende. Bibeholde fornemmelsen af at manden foran ham, havde alt magten. Det var jo den slags disse folk gik op i. At vide de havde magten. Måske hvis August bare spillede med?