One lovely and quiet evening, all by myself - or not?! ~ Caroline

Sted: Ved et stort park-område i Terrorville.
Tid: Aftenstid, omkring 22:34 tiden.
Omgivelser: Træer, små-søer, ingen mennesker.
Vejr: Nat, stjernehimmel, lunt.
Årstid: Sommer perioden.
Dag: Fredag.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] .

Gaderne var lettere øde, da de fleste befandt sig på kroerne eller muligvis også gyderne. Men gågaden var lettere øde denne fredag aften. Klokken var efterhånden mange og selvom det havde været en ret så overskyet dag, så havde det ikke regnet spor. Ikke engang stilleregn. Det var nu skønt nok. Og i dette øjeblik havde stjerne fundet sig tilrette på den mørke, men smukke nattehimmel og vinden havde lagt sig. Men det var stadig lunt udenfor.

Kaitlin bevægede sig ned af gågaden og videre imod park-området, hvor hun elskede at bruge sin tiden, specielt i aftentimerne og nattetimerne. Der kunne være så fredeligt, og det kunne hun godt lide. Bare at være helt sig selv, det kunne hun godt lide. Og så specielt ude i naturen. Det brød hun sig virkelig om.
Denne fredag dag var der intet specielt sket for hende. Ingen ordentlige måltider, ingen sjov, ingen spænding. Intet. Kun det kedelige, som hun da slet ikke brød sig om. Hun havde ikke rigtig snakket med nogle i løbet af dagen og det generede hende nu lidt, det ville hun gerne indrømme. Men hvem var der at snakke med? Ingen i nærheden, i hvert fald.
Hun savnede sin bror. Men han var borte og ham ville hun aldrig få mulighed for at snakke med igen. Ikke hvad hun vidste af. Men sine forældre var hun glade for at være sluppet af ham. Specielt efter hvad der skete længe tilbage. Dem savnede hun ikke spor. Men storebroderen savnede hun så inderligt. De havde haft et helt specielt bånd, bare de to.

Kaitlin sukkede og lod sig dumpe ned på en bænk, som hun fandt i nærheden. Hun trak kjolen godt over sig og krydsede det ene ben over det andet. Så kiggede hun rundt. Der var næsten ingen. Hun havde måske set højest fem den aften, så der måtte virkelig være gang i den, enten på kroerne, bordellerne eller andre steder, som ikke lige var Terrorville. Nu var der jo også mange steder her i nærheden af byen.
Men pludselig dukkede en person op. Et menneske, kunne Kaitlin fornemme. Et svagt et af slagsen. Hun fik hurtigt øje på kvinden, der gik med hænderne i lommerne på sin frakke og kjolen dansede efter hende, imens hun klodset bevægede sig fremad. Hun lignede en ingen ville savne, hvis der skete noget med hende.

Et svagt smil dukkede op på Kaitlins læber og langsomt rejste hun sig fra bænken. Ganske elegant og lydløst bevægede hun sig imod kvinden. Bagfra. Hun magtede ikke alt den skrigen eller hvis kvinden ville flygte. Hun var sulten efter en lille snack. Og denne kvinde virkede særdeles lækker som en lille snack.