If you can't be kind, be quiet - Delilah

Tid - 18:23
Sted - Gyder
Vejr - Lunt, men ved at blive mørkt og koldt
Omgivelser - mure, grimme lugte. Men ikke rigtig noget levende udover rotter.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Koldt var det ikke, men det var dog heller ikke varmt, slet ikke. Det var sådan... Lunt agtigt.
Der gik en uudholdelig lugt gennem alle de mange gyder, den bragte sådan en kvalmende, død lugt med sig, som om der lå en død rotte, ikke så langt derfra. Men... Det gjorde der sgu nok også, de ulækre bæster, det skulle ikke undre hende hvis der var en som havde slået en rotte ihjel.
Arycia sukkede tungt, tog en dyb indånding gennem næsen, som hun fortryd i det samme sekund, som lugten skar igennem.
Hun skar en grimasse som kun halvt ville kunne beskrive den grimme lugt som hun lige havde indåndet. *FØJ!* skreg hun inde i sig selv og holde sig for næsen, i et desperat forsøg på at lukke den lugt ude.
Skulle det også lige være i dag hun havde besluttet sig for at skyde genvej gennem gyderne til hendes hus. Hvorfor havde hun også egentlig lyttet til den ide. Der skete sådan nogle skumle ting i gyderne, som hun overhovedet ikke ville høre noget til.
Det kunne ikke gå hurtigt nok med at finde vejen til hendes hus.
Hun besluttede sig for at trække vejret gennem munden, det ville være meget bedre, selvom at tænke på at lugten så kom ind i hendes mund, stadig var kvalmende.

Gyderne var begyndt at blive ret så mørke fordi solen forsvandt mere og mere, det var svært at finde vej igennem gyderne, eller vide hvor man var henne, faktisk. Hun vidste ikke rigtig hvor hun var hende, eller hvad for en vej hun skulle gå for at komme hjem.
Hun var så småt begyndt at gå i panik over det, fordi hun bare rigtig gerne ville hjem snart. Hurtigst som muligt. Og gerne i aften. Hun havde ikke tænkt sig at overnatte der i gyderne, overhovedet ikke.
Det var slet ikke på tale, overhovedet ikke, hun ville ikke engang så meget som overveje det. Hun rystede voldsomt på hovedet over den dumme tanke, for at få den ud af hovedet.
Og med i købet fik hun også en svag hovedpine. Hun sukkede tungt og meget irriteret.
Hun ville for pokker *ups ikke bande!*, bare gerne hjem.
Hun gik lidt fortvivlet, og lost rundt i gyderne, til hun blev meget frustreret. Dette kunne simpelthen ikke passe. Hun måtte finde sin vej tilbage til gaden, så måtte hun tage den lange vej hjem. Som nu var begyndt at være kort, i forhold til den tid hun havde brugt på denne dumme genvej gennem gyderne.
Men nu ville hun altså bare gerne hjem, så måtte det tage lidt lang tid.

Hans arm lå som en uformelig lænke om hendes skuldre. Ikke en ubrydelig lænke, for hun kunne knække hans arm om nødvendigt, men dog en lænke. De små umærkelige rystelser hun fra tid til anden lod gå gennem skuldrene, fik ikke rystet den af hende, men fik ham nærmere til at trække hende ind imod sit varme bryst, som troede han at hun frøs. Og ærligt talt, syntes det en hel del mere syret at hun ikke frøs i det tøj hun bar, end det havde været mærkeligt, hvis rystelserne havde været grundlagt i kulden.
- Neco ..
Jeg ved det. Vi er der næsten.
- Skynd dig.
En klingende latter snoede sig kælent ud mellem de rødlige læber, og hendes hoved tiltede svagt til siden, så hendes hoved hvilede legende imod hans skulder. Hans åndedræt pustede fugtig varme ud over de mørke, bløde lokker hun besad, før han grinende kyssede toppen af hendes hoved. Langsomt gled hans arm fra hendes nøgne skulder, og ned over hendes arm, før den i et ryk forsvandt ind under armen og lagde sig imod taljen. Her lod han fingrene langsomt nusse stoffet der indhyllede hendes slanke skikkelse.
Stoffet svælgede i en dybblå. Det bølgede løst ned af hendes skikkelse, men de gyldne kæder der fungerede som stropperne, tillod den alligevel at sætte sig, så det lykkedes den løse kjole, hvis stof flød som vandfald om hendes krop, at sætte sig på en komplimenterende måde.
Farven stod i skarp kontrast til den cremefarvede hud hun besad, og de legende bevægelser der dovent gled igennem stoffet, gav en illusion af glitrende vand, der gled ned af hendes ellers nøgne krop. De tynde, gyldne kæder der holdt kjolen oppe, skinnede svagt i aftenens sidste lysstråler, og blev fremhævet af de mørke krøller, der slangede sig om hendes ansigt.

- Des hurtigere det er overstået ...
Des hurtigere kan jeg holde dem igen. Jeg ved det.
Leende samtaler blev skudt imellem dem, og hendes bløde stemme lod sig kælende indsmøre i hans uvidenhed, mens deres skridt blandede sig. Han syntes alt for optaget af samtalen, til at bemærke hvordan hun ledte ham dybere og dybere ind i en labyrint af formørkede gyder, og længere og længere væk fra al menneskehed og civilisation. I stedet bevægede han virrende hovedet over de mørke lokker. Vent .. Duftede han til hendes hår?
Det er altså for mærkeligt!
- Du lugter sikkert af feromoner.
Whatever. Hans snot skal skride ud af mit hår.
Endelig nåede hun destinationen - en gyde, hvoraf der kun var to veje ind til. Et kælent, legesygt smil dansede om de fyldige læber, da hun skubbede ham op af en væk, med en drillende latter hvirvlende om sig. Hun lænede sig langsomt ind mod væggen, og kyssede ham blidt på halsen. Hendes håndflade bevægede sig roligt opad hans brystkasse, inden hun slap hans hals med læberne, og pustede en hviskende sætning ind i hans øre.
"Hvor er de, Dustin?"
Hans øjne var lukkede, og hans blonde hoved hvilede tilfredst imod den kølige mur bag ham. Han så ikke ud til at registrere, at den tilfældige kvinde han havde mødt på baren, udspurgte ham om private ting. Han syntes kun at bemærke hvordan hendes bløde læber, strejfede hans hals og kraveben i strømme af varme.
"Hvem?"
Det var ikke mere end en åndeløs hvisken, der forlod hans læber. Hvis man havde spurgt ham efterfølgende, var det usandsynligt at han ville huske hvordan sætningen havde undsluppet hans læber. Et smil sitrede om dæmonens læber. Hun kunne forme ham netop som hun ønskede, nu hvor hun havde trukket ham ind i en forventning om nydelse - det var et af hendes stærkeste kort. Og det fungerede hver eneste gang.
"Du ved hvem jeg snakker om, Dustin. Dem. De fortabte."
Hun lod fingrene fingere drillende ved hans buksekant, da ordene blev hvisket imellem hendes læber. I forvetning bed han sig i læben, og sukkede svagt. Selv hvis han et øjeblik havde tænkt over, hvordan hun kunne vide så meget om hans liv, var det forduftet i samme sekund havde fingre gled ind under knappen i hans bukser, og løsnede den. En adresse blev sukket ud imellem hans læber, så lavt at hun skulle anstrenge sig for at fange det.
Lettelse, glæde og forløsning flakkede henover hendes blik da adressen forsvandt ud mellem Dustins læber, samtidig med at dæmonens fingre forsvandt op under hendes kjole. Og trak en lang, sølvglinsende kniv ud derfra, hvis skæfte glitrede drabeligt i de sidste lysstråler. Dustins øjne var lukket, og bemærkede ingenting, da hun løftede kniven op. Hendes læber slap hans hals, og grebet om strammede om knivens skæfte i et ryk.
- Nu, Neco!

Skridt...! Hun stoppede med det samme. Kiggede sig lidt omkring, selvom der ikke var noget at se, fordi det var mørkt, men stadig... For at være sikker ik?
Hun stillede sig mast op mod den kolde mur og lyttede bare til skridtende, meget nøje, og vurderet lidt hvor de var.
Indtil de så stoppede, og der gik lidt før en kvindelig stemme brød stilheden i de mørke gyder.
*"Hvor er de Dustin?" Hvad pokker skal det betyde?* tænkte hun for sig selv.
Hun bevægede sig lidt, med meget små skridt, ninja agtig var hun... Næsten da! Men hun var i hvert fald meget let på tå.
Hun holde sine åndedrag på det samme level hun havde som normalt. Ellers ville de bare gå helt amok...!
Pludselig kom en mande stemme til, tydeligvis distraheret af noget, som tog hans koncentration ret meget.
En kvinde som kunne sit kram? Meget vel, det var da altid noget, så var det altså ikke bare mænd.
Hun gik lidt ud fra muren så hun kunne se hvad der foregik, dog så hun det ikke særlig godt, da det var mørkt, og det blev hurtigere mørkt i gyderne jo. Men hun kunne se en person, stå med en anden person presset mod væggen.
Kvindes stemme kom igen, og gjorde bare Ary endnu mere forvirret over hvad der skete her.

Hun lavede store øjne da hun så kvinden hæve en kniv, for at dræbe manden. Hun vidste ikke hvad denne mand havde gjort, om han havde gjort noget fuldt ud ulovligt og hæsligt, eller om han bare havde stjålet lidt, eller hvad pokker det end var, der fik hende til at skulle dræbe ham, men hun var også ligeglad. For ligemeget hvad var årsagen til det her, så var mord aldrig udvejen.
Hun trådte frem fra sit skjule sted. "STOP LIGE DER!" råbte hun.
Hun vidste godt at det nok ikke ville forhindre hende den mindste smule at slå ham her ihjel, hvis hun bare stod og råbte af hende, men hun ville ikke bruge vold, end ikke for at beskytte denne mand.

((Sorry vente tiden, skulle lige finde på noget ordentlig at skrive ))

Hendes sanser snoede sig bag hende, og bugtede sig i luften efter tegn på noget, der kunne ødelægge øjeblikket. Men de nåede ikke glide ud i intetheden, før hendes hørelse opfangede et råb, der frøs alle hendes muskler fast. Hvad fanden? Kun i et sekund, låste hendes stilling sig fast. Mandens øjne blev slået op ved lydens afbrydelse, og i samme sekund det skete, rykkede Delilahs hoved sig bagover, og de mørke øjne lagde sig iskoldt imod ... et fucking fjerkræ?
Pis pis pis!
- Neco, engle er uskyldigheden se...
Fandme nej!
Det lød næsten som et vildt dyrs snerren, der passerede hendes læbers mur. Dustins ansigt ændrede sig langsomt, da han scannede scenen. Kvinden der havde sat gang i hans .. erotiske system, stod presset op af ham, som han så tydeligt kunne mærke. Men det syntes langsomt at gå op for ham, at hun måske ikke trykkede sig op ad ham - måske holdt hun ham fast imod muren? Kniven skinnede svagt i månens blege lys, og sendte endeligt skræk ned over hans ansigt. Delilah bemærkede dog intet af dette.
"Hvorfor fanden tror du, at du har retten til at beordre mig til en fucking skid, fjerkræ?"
Hendes stemme sitrede af en irritation, der helt tydeligt skubbede mandens rædsel endnu dybere ind i ham. Han forsøgte med tilbageholdt åndedræt at skubbe sig ud under den mørkhårede kvindes greb, men gjorde intet andet end at tiltrække sig hendes opmærksomhed. En arm blev revet op, og hun lagde den med et hårdt tryk imod hans hals, så han omgående hikstede og hev efter vejret.
"Hold dog kæft, Dustin. Slavehandler? For fucking real?! Hvorfor tror du at du har ret til at tage andres frihed fra dem?! Du er ikke en fucking gud!"
Han gurglede næsten, og kæmpede bravt for at komme fri fra hendes greb. Men Delilah forstærkede muskler gav ham ikke en chance. Duften af engel forstyrrede hendes drabsmetode, og sendte bølger af irritation ind i hendes system. Måske var det også Chayas hviskende kommentarer, der pissede hende mere af end nødvendigt.
Med et hårdt ryk smed hun Dustin ned på jorden, så han rullede hostende over jorden, lettet over endelig at kunne få lov at trække vejret igen ordentligt. I et par skridt var hun ovre ved ham, løftede foden, og hamrede hælen igennem hans pande. Han var død på stedet. Hendes blik løftede sig, som kniven endnu hang næsten nyttesløst imellem hendes fingre. Hælen, der tydeligvis var en del stærkere end den så ud, blev trukket blodig ud af hans hoved, samtidig med at hun langsomt løftede blikket, og lagde det imod englen.

//OOC: Helt fint! Jeg ved ikke om jeg har givet dig nok at svare på? Ellers siger du bare til, så skal jeg nok tilføje lidt guf!

Et stød gik igennem hende, og det gav et gib i hende, da kvinden kiggede på hende, med sit iskolde blik. *Hvis blik kunne dræbe* tænkte hun og krøb nærmest sammen inde i sig selv.
Hendes snerren gjorde det ikke specielt mere hyggeligt, inde i hendes indre, hvilket nok ikke var en overraskelse, hun havde lige afbrudt hende i at dræbe, og med effaring fra hendes side, vidste hun at det ikke lige var sagen for en dæmon.
Hun bed tænderne sammen, og skulle virkelig holde sig for ikke at bare løbe væk fra dette, hun lige havde rodet sig ind i.
Hun tog en dyb indånding og kiggede mod kvinden, så stift hun kunne.
"Det er aldrig udvejen, at bruge vold" sagde hun bare, højt nok til at kvinden kunne høre det, hun have en meget rolig stemme, eller hun prøvede at holde den rolig, men den var lidt rystet. Man ville tydeligt kunne mærke frygten fra hende, hvis man stod tæt nok.
Hun kiggede på manden som tydeligvis, havde fundet ud af hvad dette handlede om, og nu havde besluttet sig for at flygte, det kom dog som en overraskelse, da kvinden fik sit udbrud på manden.
Han var slavehandler? For et sekund, syntes Arycia at det var fair at denne kvinde ville dræbe manden, men det forsvandt igen. Selvom han var slavehandler, var det ikke retfærdigt.
Men alligevel, gjorde hun intet, sagde intet, da kvinden slog manden ihjel, hun kiggede bare på, lod hende gøre det, for hvad kunne hun gøre, og ville hun overhovedet gøre noget, når nu hun havde fået af vide, at denne mand var slavehandler. Det bæst.
Hun kiggede fra manden, som lå på jorden, op på kvinden som havde lagt sine øjne på hende. Hun sank en klump, var det nu hun skulle løbe, der var ikke meget andet at gøre her for hende, var der?
Hun bakkede langsomt tilbage, stadig holde hun sine øjne på kvinden.

((Sorry igen
Men min computer har været lidt af en lort, og jeg har måtte skrive over mobil her på det seneste, og jeg ville helst skrive over computeren når jeg skrev lange emner, og til her, skulle der helst bruges et langt svar.
Men endelig ville min computer som jeg ville, og jeg fik skrevet svaret i en fart.
Håber du kan bruge det (: ))

Et smil opstod om Delilahs læber, da englen valgte den vildeste kliché, men smilet var langt fra det behagelige og venlige, de fleste associerede et smil med. Smilet havde en hånlig arrogance, der næsten sydede melodramatisk i mørkets iskolde favntag. Intet strejfede de rødlige læber, der indeholdt andet end irritation, men lod hende i stedet fange små klatter af dødelig vrede, og klistre dem fast til en cremefarvet hud, der syntes fejlfri fra afstand. Tæt på, afslørede den hundredevis af småskrammer og tusindevis af ar, der spolerede hendes skønhed.
- Neco, den uforstyrrede godhed, skabt a...
Jeg er SERIØST ikke i humør til dit pis, Chaya! Shut the fuck up!
Lettere halvfornærmet prustede Chaya i Delilahs sind, men lod dog stilheden lægge sig befriende over dæmonens tanker, da hun klappede i. Det gjorde dog også, at dæmonen bemærkede englens udstråling så meget tydeligere, og frygten der næsten blev pumpet ud derfra, var hun godt tilfreds med. Måske det kunne betyde, at englen ikke ville lege the savior endnu engang. For ærligt talt, skabte det ikke andet end problemer for den lille engel. Det ville Delilah med glæde bevise. Bitch.
- Neco ...
Shut the FUCK up!
- Uskyldig. Jeg siger det bare!
Indvendigt rumlede Delilahs dybe knurren, men på et eller andet punkt, vidste hun også udmærket af Chaya havde ret. Delilah ønskede ikke at skade uskyldige, men for fanden ... Kællingen var jo irriterende som ind i helvede, og mørket der omringede Delilahs sind, var et mørke der var pisse ligeglad med hvor uskyldsrene bevingede tøser var. Derfor skubbede hun uskylden væk, og fokuserede på .. well, vreden.

Blod gled ned af hendes hæl og satte aftryk på jorden i dén ene cirkel, da hun langsomt nærmede sig englen. Fyrige, ildfarvede øjne lå undersøgende på det såkaldte rene væsen, og lod hende se at renheden måske var uspoleret. Hun håbede det et eller andet sted, men nogle gange overvældede følelsen af at kunne frakoble sine følelser midlertidigt, og lade vrede og morderiske følelser tage over. Og hun lod dem.
"Lyt til mig lige nu, fjerkræ! Jeg er ikke i et fucking humør til at lege baby-fucking-sitter, og jeg gider satme ikke til at skulle jagte den fjerede røv!"
Hun nærmede sig endnu, i samme langsomme tempo, uden at forhaste sig med andet end den kniv, der legede bevægede sig imellem hendes fingre. Hun havde fisket en ny op, og lod den danse imellem fingrene i en næsten hypnotiserende dans, men bemærkede det knapt nok selv. Gammel vane. Stemmen der var ebbet ud i et sekund, blev endnu engang taget i brug, men denne gang i en svagt lavere tone, og med et blik der i stedet for at flamme voldsomt, ulmede som gløder i et bål.
"Så hvis jeg var dig ville jeg enten tage dine små trommestikker i brug og flygte herfra, eller lege fucking birdy og baske væk, inden jeg beslutter mig for at jeg faktisk godt gider jagte dig, og flå dine små vinger af, fodre dig med dem og kvæle dig i dem. Bare et godt råd."
Det sidste ord, var næsten ikke mere end en dyb knurren der forlod hendes læber. Der var noget dyrisk over hende, der ikke kunne forklares - end ikke med hendes race. Kniven stoppede sin leg, og blev revet op, og lagt behageligt og tydeligt hjemmevant i hendes håndflade - klar til at lege en blodig leg med englen, hvis det blev nødvendigt.
- Neco! Lad så være!