A new world? -Zeus- XXX

Vejret var gråt, dette var endnu et tegn på at regnen snart ville falde fra himlen. Rika rettede blikket op mod skyerne, hvor hendes øjne kort blev blå, inden de blev rødbrune igen. "Regn... huh" Hendes stemme var rolig. Dog stadigvæk med det livs opgivende ansigts udtryk. Hun begav sig længere ind i parken, alle folk havde forladt parken, i det skyerne så småt var begyndt at blive synlige. Som om det ville regne med syr om lidt.
Rika placerede sin hånd på hendes hjerte, eller mekaniske hjerte. Som var et normalt hjerte slået sammen med en masse jern, nogle få organismer og nogle få forbedringer. Hendes hjerte kunne derfor holde til meget mere, at blive ødelagt der ville ikke dræbe hende, da alle funktionerne lå i hovedet. Hun ville derfor kun dø helt ud hvis man slog noget igennem hendes hoved. Alt andet kunne hun selv fikse, dog ikke hovedet.
Hun gik langsomt rundt i det fugtige græs, mens lyden af vinden i træerne fik fuglene til at flyve væk. Hun fjernede hånden fra sit hjerte, inden hun kiggede tilbage mod byen. Måske burde hun gå tilbage, vejen tilbage til hende dimission burde være et sted i denne verden. Hvis portalen ikke havde lukket sig, ville hun kunne være gået tilbage til sin egen dimission igen, uden at blinke. Hun forstod dog ikke helt, hvorfor hun var så opsat på at tage tilbage, hvad var grunden?

Zeus Heraclae. Der var mange der kendte det navn i Dragons Peak som en af de bedste våbenforhandlere, han havde samlet de bedste smede under de bedste fabrikker så de kunne lave de bedste våben, han havde selv et mesterligt smedet våben selv, han gik meget op i kvalitet. Det var et dværgesmedet sværd med en halv stål halv sølv klinge der var så skarpt at det kunne skære gennem en mand som var han lavet af smør, det var ikke fortryllet bare meget godt lavet.
Han havde stoppet sin karret uden for parken og gik ned gennem den, han nød stilheden her, det var ikke som i de larmene gader i dragons peak. Han så en enlig pige, det var ikke godt for sådan nogle at gå rundt alene.
Zeus gik hen til den mystiske kvinde og så på hende med et smil på læben " det er ikke sikkert for smukke piger at rejse rundt alene om natten, der findes mange slemme personer i denne verden" han bukkede venligt så han kunne se ned af hende "navnet er Zeus Heraclae, en våbenhandler er min proffesion" han smilede et smil med perfekte hvide tænder.

Hun drejede om på hælen i det lyden af en stemme kom bag hende, var alle folk ikke smuttet i læ for den mulige regn. Regn... Regn var som vandet i en bruser, det rensede luften bragte vand til de tørstige planter og spredte få gangen en regnbue over himmelen. Hendes rødbrune øjne blev sat på ham, mens de få stykker stof, spredte sig i vinden [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Hun kiggede op og ned af denne person, der havde et smil på sine læber.
Smukke piger? Oh, hun havde en kvindelig form det var rigtigt, og åbentbart en køn en. Hvilket betød at hun ikke var sikker så længe hun gik alene, men hvem ville skade hende ligenu? Denne person. Det virkede til han var bevæbnet, så hun burde måske være klar på at han trak sit sværd. Hendes udtryk var neutralt som altid, mens hun ellers bare så på ham med en smule adskilte læber. "Er du en af de slemme typer i denne verden?" Spurgte hun roligt, med en halv bedårende stemme.
Han intruducerede sig selv for hende, hvilket fik hende til at træde tættere på ham. "Rika... Mere ved jeg ikke." Navnet stod på hendes tøj, hvilket var grunden til at hun kunne det. "Har ingen profession overhovedet." Hun kiggede ham ind i øjnene, mens et smil formede sig på hans læber. Endnu en ting disse folk kunne, som hun endnu ikke kunne. Smile, hvornår kunne hun smile? Og hvor længe ville det tage før hun kunne låse sine følelser op igen?

Zeus så på hende med et undrende blik og rettede sig op i sin fulde højde af 2 meter igen, hun var en spøjs en "nej, det kan godt være at jeg er i en branche der gør sig i våben, men alt jeg gør er at sørge for at folk kan føle sig sikre i deres egne hjem" han så ned af sig selv og kom i tanke om hans eget sværd "igen så er kvinder ikke de eneste der har brug for beskyttelse, dog er jeg selv paranoid så jeg har altid mit sværd med mig, lige nu har jeg ikke en body guard til at eskortere mig rundt, de er lidt klodsede føler jeg" han virkede selv sikker i hvad han sagde og snakkede roligt til kvinden "hvis du ikke har en proffesion... Rika, hvordan overlever du så, nej... nej det kan jeg ikke acceptere, sig ikke at du er hjemløs" han smilede til hende lidt bedrøvet. Han rettede lidt på sin kappe og holdt sin hånd frem "jeg kan ikke acceptere at en køn ung dame som dem kunne gå rundt ude i denne nat uden et sted at sove, jeg insistere på at du følger med mig til min midlertidige residens i området" han var en meget charmerende, han kunne få hvilken som helst dame med et smil og en venlig gestus normalt.

Hendes tøj var vel meget flashy, hun skjulte enlig ikke meget af sin krop i det, hvilket gjorde at det ikke kunne ses som en rustning på nogle punkter. Fog var det rart at have på, det var som at være hjemme i sin egen dimission hvor end det så måtte være. Hun rettede blikket op mod ham, hvor hun lagde hovedet en smule på skrå. "At føle sig tryg?" Hun kiggede en smule rundt omkring sig, dette var vel et meget tryg sted. Så hun havde et hjem, parken var altså hendes hjem? siden hun følte sig tryg her. Hvilket gjorde at hun ikke bare vandrede rundt i ingenting, nej hun vandrede rundt i hendes hjem ligenu?
Da han begyndte at snakke om bodyguards, så hun op og ned af ham igen. Hvilket nok var for at tjekken ens struktur, han kunne altid være en fjende forklædt som en to meter høj fyr. Dog sagde hun næppe noget til hans konklusion omkring bodyguards, det havde aldrig rigtig faldt ind i hendes tanker at man kunne bruge sådanne folk omkring en selv. På den anden side, var hun også ret svær at løfte, da hun vejede præcis det samme som en bil. Eller i denne verden, ville det så være det samme som en hestevogn med hesten ovenpå? Hun løftede blikket mod ham, hvor han pludselig smilede så bedrøvet til hende.
"Jeg er næppe hjemløs, parken er mit hjem." Hun drejede endnu engang rundt på hælen, mens hun gik væk fra ham. En smule uhøflig, men hukommelsen omkring manere var ikke noget hun havde for tiden, hvilket betød at man skulle lære hende dem helt for ny. Hun kiggede sig omkring, da regn pludselig begyndte at falde fra himmelen. Hun løftede hovedet en smule, hvor regnen så småt begyndte at falde som et vandfald. Det larmede så snart det ramte bladende, og torden begyndte at brage i parken, mens lys glimt fra hvert lyn lyste hele parken op.
Rika lukkede øjnene blidt sammen, mens vandet løb ned af hendes tæt siddende dragt, samt den bare hud.

han var lidt træt af at hun bare gik væk fra hende men han var hurtigere, han bevægede sig elegant hen foran hende "det var ikke høfligt bare at gå fra en samtale" han smilede til hende og blev stående ved hende mens det begyndte at regne. Han tog fat om sin kappe af med et klik fra låsen før han lagde den om hende "og det er heller ikke sund fornuft at blive stående i regnen" han lagde hovedet på skrå og opserverede hende i et kort øjeblik "du er ikke her fra... er du" han var sikker på hun var en eller anden tosset øboer men på en måde kunne han ikke lade være med at tænke hun var en anden form for sær. Han gik runder om hende "det er en skik i min familie at invitere folk i nød ind, og du ligner en der kunne bruge noget hjælp" han smilede til hende igen "se på det som en tjeneste, jeg giver dig hjælp nu og så kan du hjælpe mig senere, forstår du" han smilede til hende venligt og holdt en hånd frem.

Hun så på ham med kolde øjne, i det han stillede sig foran hende. Han ønskede virkelig at have hende med hjem, hvilket gav hende en underlig form for mistanke. På den anden side gjorde det vel ikke meget at komme hjem til ham, hvad kunne han gøre mod hende anyways? Hun stod stille, mens han bragte sin kappe om hendes skulder. "De har ret, jeg er ikke herfra." Hun trådte et skridt frem mod ham, hvor han rakte sin hånd frem.
"Jeg tager med." Lød det kort fra hende, hvor hun ellers bare så ham i øjnene. Hendes blik var neutralt, dette var lidt alt hendes ansigt kunne udtrykke, neutral. På intet tidspunkt glæde, mistro eller andre former for følelser blev vist på hendes ansigt. Hvilket kunne virke en smule mærkeligt for nogle folk, hun fulgte ellers med ham, som han dog førte hende mod hestevognen.

((Du har set hvilken form for tøj hun har på ikke?))

han var ikke sikker på hun var helt normal i hovedet men lige nu var han enlig ligeglad med det lige nu, hun stolede på ham, eller noget. Hun var svær at læse når hun ikke gav udtryk for noget. Han ledte hende ind i hans karret og førte hende ind først. Han var selv blevet meget våd på grund af han ikke havde sin kappe mere. Han satte sig ved siden af hende og piftede ud af vinduet. Karreten begyndte at bevæge sig "så hvad med at du fortæller mig om dig selv" han smilede venligt til hende og lænede sig lidt tilbage på sædet for at slappe af, de havde omkring en times rejse her fra til hans bolig.

Rika stirrede på denne Zeus, som han havde valgt at introducerede sig som. Hvad kunne hun sige, Zeus kunne lyde som en af de græske guder. Samt det at hans øjne virkede onde, på en underlig form. Hun trak kappen længere op over sine skuldre, for at lade den blive. Mens hun trådte ind i kareten. Her var småt, dette var første gang hun var indeni sådan en form for køretøj. Normalt var det anderledes, en helt anden form for anderledes. Hun kunne dog ikke helt huske det, alt hun huskede var at sidde på en anden måde og meget mere larm.
Hun lod blikket falde ud mod regnen, mens de blide dråber i hendes hår kørte ned og dryppede derefter ned i hendes skød. Hendes øjne var tomme, havde en helt anden form for glans i sig, end de andre. De virkede mere metal agtige, men på samme tid havde de også en form for realitet i sig. Som var det et ægte par øjne, gemt bag et glas vindue.
Blikket blev dog rettet imod ham, i det han stillede hende spørgsmål. "Der er ikke meget at fortælle, jeg har mistet min hukommelse og husker derfor intet udover hvordan min krop nogenlunde funger. Alting skyldes en person der snakkede til mig, i det sekund jeg genstartede, derfor stoppede han processen og jeg fik ikke min hukommelse med mig i det jeg vågnede." For folk i denne verden, lød det som en hel del insanity. Hun lagde det ene ben over det andet, mens dråberne langsomt kørte ned af hendes skuldre.
"Jeg ved at jeg hedder Rika, eller det står der på det tøj jeg finder få steder. Derfor har jeg pågivet mig selv dette navn." Hendes stemme var varm, nærmest rar at lytte til. Hvilket gav et tegn på at hun kunne synge.

Zeus var underligt trukket til mystikken om denne pige "så du husker intet, på grund af at du skulle gen... starte, som i du kom tilbage fra de døde?" han lød forbløffet over hvad han selv sagdem hun var bestemt ikke fra denne verden over hovedet, og dette kunne bringe muligheder for ham, hvis han kunne lære den verdens hemmeligheder kunne han blive rigere og mere magtfuld end nogen anden, og hvis han i mellemtiden kunne beholde denne Rika som hun kaldte sig, ville det være en tilføjet bonus. En smuk krop som den kunne der ligge mange timers sjov i, dog virkede hun ikke normal stadigvæk "hvorfor ikke bare prøve... hvad end du gjorde før igen" han greb virkelig efter græs strå i vinden "hvis de bliver hos mig sørger jeg for at intet vil ske dem noget mens deres.... ritual finder sted" han smilede igen og knejsede sit hoved lidt for at lave et buk i den allerede lille karets rum.

Rika rystede blidt på hovedet, intet virkede til at irritere hende eller få hende til at smile, i sær ikke til at få hende til at virke overrasket. En person med et neutralt ansigt, var vel en smule kedelig at se på. "Jeg har været i live hele tiden, så længe jeg får sollys og mad, lever jeg endnu." Hun rettede hovedet mod vinduet endnu engang, da et lys spredte sig i kareten og forsvandt med det samme igen. Efterfulgt af et brag, hun stirrede ud på vejen der virkede til at være ustabil ligenu.
"Jeg kan ikke huske hvordan man gør." Hun rettede sine øjne mod ham igen, hun lød seriøs men på samme tid en smule sjov. "Min hukommelse er væk, det at huske et ritual er også væk, jeg tror at hvis tingene sker igen vil jeg kunne huske det. Men at lave et ritual, eller disse andre ting jeg kan, virker ikke til at kunne ske i denne verden." Hun løftede kappen en smule over sine skuldre igen, det føltes som om den gled ned, samt det at den virkede en smule klistrede fra regnen af.
"Jeg takker for deres venlighed, men at søge ly er det eneste der er i mit hoved lige nu." Hun var måske en robot, men hendes sanser var stærke, kulden kunne derfor mærkes sammen med alle andre former for følelser. Hvilket betød at regnen bragte kulde og en underlig kildende følelse når den gled ned af hendes glødende hud. "Hvor langt er der til deres beboelses sted?" Han havde sagt det kunne tage tid, men hvor lang tid snakkede de om. Timer, en dag eller mere?

Zeus smilede til til Rika lidt forvirret "sikke en kattepine" han lænede sig tilbage lidt og tænkte længe "du siger du søger ly, så må jeg insistere du bliver boende hos mig" han lagde en arm om hende forsikrende "er der noget andet du kan huske som kunne hjælpe dig, der burde være noget der kunne genstarte dig selv hvis du ikke kunne huske det, ikke sandt" han tænkte logisk, hvis en magiker glemte sit ritual skulle der jo altid være en måde at annullere der på. Det var logikken i denne verden og hvis det hjalp hende kunne det være lige så godt, efter som hun sikkert ville stå i gæld til ham. Hvis han kunne få noget af den viden fra den anden verden kunne det ændre en hel del i denne verden og ville putte ham på toppen af den nye verden.

Rika forholdte sig neutral, hvorfor kunne hun ikke fremvise flere følelser? Hvorfor snakkede hun med en fremmed, der på mange punkter virkede mistænkelig. Han tog hende jo med hjem, men på samme tid gik hun jo med til dette, så hvad end der ville ske ville det være hendes egen skyld. Hun burde bare have sagt nej og være gået, på den anden side, ville regnen kunne forstyrre hendes systemer en del.
Hun rystede blidt på hovedet, hvor hånden langsomt løftede sig fra hendes skød, inden den lagde sig mod hendes hjerte. "Det er også ligemeget, så snart jeg få hukommelsen tilbage, sker der ikke så meget andet, end at den er her." Hun lukkede sine øjne i, mens lyden af hendes hjerte slog. Underligt, at være en robot, men stadigvæk kunne mærke sit hjerte slå, var det en anden form for menneskelig relation hendes skaber havde givet hende?
"Hvis jeg kun tænker på at få min hukommelse tilbage, vil jeg automatisk gå i stykker. Da mit hoved ikke ville køre på andet end dette, og derfor overarbejde." Hun lagde forsigtigt sin hånd i sit skød igen. Han ignorede hendes spørgsmål, hvilket fik hende til at kigge ud af vinduet igen. Hvorfor besvarede hun denne mands spørgsmål, når han ikke engang besvarede hendes? Hvad ragede det enlig ham, om hun fik hukommelsen tilbage? Det var jo ikke ligefrem fordi hendes hukommelse, ville kunne bringe ham nogle form for rigdom eller andre ting, eller det kunne hun i hvert fald ikke helt se ville ske.
Det halv lange pinke hår klistrede mod hendes kindben, mens regnen blev reflekterede i de rødbrune øjne.