Science is a natural part of being curious - Dr. Trott

Amos havde vel været herude i snart tre dage. Alfie var som altid i nærheden, lige nu hvilende på en gren halvvejs oppe i et højt træ, hvorfra han havde god udsigt til hvad hans ældre og mere menneskelige tvilling havde gang i. Amos kunne nærmest høre sukket i Alfie's 'stemme'. *Har du ikke snart studeret ham nok? Hvor meget mere kan du have at skrive ned om ham? Det næste bliver vel at du beder om hele hans families livshistorie, også.* Og med 'ham', der mente Alfie tydeligtvis den hippogrif som Amos var henne ved, og stille og roligt gik omkring. Ligesom med en normal hest, holdt han en hånd på hippogriffen,og lod den glide rundt langs væsnets flanke, så han ikke risikerede at få et hårdt spark af en af hovene, da han på denne måde undgik at forskrække hippogriffen mens den gladeligt spiste af den spand fisk han havde taget med til den for anden dag i træk.

*Du ved godt dit brokkeri ikke får det til at gå hurtigere, Alfie. Jeg bliver nødt til at vide alt hvad der er at vide om dem - så kan jeg også bedre informere folk, og gøre dem der er bange for dem, mindre bange og mere forstående over for dem.* svarede han stille og roligt Alfie i sit sind, mens han smilende gik resten af vejen rundt om hippogriffen, for at standse op foran den og hastigt skrible noget mere ned i sin notesbog, fjerpennen ivrigt boppende frem og tilbage, op og ned som spidsen dansede hen over siden. Måden hans skuldertaske bugnede på, med både planter og papirer, vidnede også om hvor dybt han var inde i sin forskning her, præcis hvor meget information han allerede havde fået samlet sammen.

Efter han fik skriblet et par sætninger mere ned, lagde han notesbogen tilbage i tasken, som han med besvær lukkede igen, før han trådte et par skridt tilbage, og smilende observerede det forunderlige og utroligt flotte væsen foran sig. "I er virkelig fantastiske... Ville ønske flere kunne se det..." hippogriffen kiggede kort op på ham mens den slugte endnu en fisk, og de fik for nogle sekunder øjenkontakt - hvorefter den atter bøjede hovedet, for at spise den sidste fisk der var tilbage i spanden - Amos selv havde stadig én til overs, mere som en nødplan til at fastholde opmærksomheden, skulle noget andet forskrække hippogriffen. Det ville ikke være første gang det skete, og forstyrrede hans undersøgelse af et væsen. "... Du er i sandhed et pragt eksemplar..." sagde Amos så, lidt lavere, mere som en mental note for sig selv. Det var ikke den første hippogrif han havde set, men det var den mest venlige indtil videre, og også et virkelig sundt eksemplar af slagsen.

August havde forladt Doomsville i går og var gået hele vejen til skoven. Her havde han haft succes med et finde en lille hytte, som han havde fået lov at låne gratis - mod han rydde op og gjorde rent der - for et par dage. I går havde det regnet og blæst meget, i hvert fald på de åbne marker mellem Doomsville og skoven, så August havde været kold som en istap, da han endelig nåede hytten. Så i går havde han fokuseret på at få varmet hytten op og lave et mentalt kort over de ting der skulle gøres. Men dagen efter var han veludhvilet og frisk på at gå i gang. Ikke med hytten, selv om det nok skulle komme. Den var ikke så stor og så en smule forladt ud. Faktisk ville det ikke undre ham at han delte hytte med et par vilde dyr, der gemte sig på loftet eller under hytten. Nej, grunden til at August faktisk VAR kommet hele vejen ud til skoven. Alene. Uden andet end sig selv til beskyttelse.
Urter. Han måtte finde så mange urter han kunne, før alt denne vand og storme fik ødelagt mere end højst nødvendigt.

August havde aldrig skulle overleve alene i en skov - eller andre steder - før. Han vidste ikke hvordan man gjorde. Men han havde haft mad med hjemmefra, det mest varme og vandtætte tøj han ejede, foruden han boede i en hytte. Han kunne godt klare sig i et par dage...Kunne han ikke? Det skulle han! Dette var endnu et spadestik for at åbne hans nye praktik. Et sted hvor folk kunne modtage hans lægehjælp.
Men for at spare på udgifterne, ønskede han at se hvilke urter han selv kunne finde i skoven. Så det var vigtigt han tog sig sammen og kom ud.
Efter morgenmåltidet havde han klædt sig i et par næsten-helt-vandtætte støvler. Et par bukser og en varm trøje, foruden hans også næsten vandtætte kappe om skuldrene. Med et par snore lukkede han kappen til, så den kolde vind ikke kunne nå ind til ham. Skovens træer gav en smule mere læ, men at sige der ikke var koldt, ville være en overdrivelse. Med en kurv i den ene hånd, en dolk i bæltet og en lille madpakke på bunden af kurven, begav han sig ud i den store skov. Imens bad han stille til at intet farligt dyr - eller person - ville finde ham.

Han havde allerede brugt nogle timer i skoven. Han havde fundet mange ting! Flere urter, nogle bær og flere svampe. Mange af dem kendte han i forvejen, men han havde også samlet en håndfuld af svampe og urter han ikke lige genkendte. Måske fordi det var den forkerte sæson, eller fordi det ganske enkelt ikke var en urt han huskede eller havde set før. Han glædede sig allerede til at tage det med hjem og slå dem op i leksika derhjemme.
Opslugt af en blomst, han havde fundet under nogle faldne blade, tog hans opmærksomhed. Han opdagede at de voksede naturligt et stykke længere fremme. Han forfulgte blomsterne, mens han forsigtig skar en fri med sin dolk og lagde den i kurven. Let hoppede han over en enkelt gren, mens han endnu med næsen i jorden fulgte dem. Helt opslugt lagde han ikke mærke til at han vadede lidt ind i en lysning, hvor der allerede var nogen. Han faldt ned på det ene knæ, med kurven stillet ved siden af sig, som hans (efterhånden) kolde fingre gled over de spinkle, grønne blade på planten. Han mumlede noget for sig selv og så op....
Først nu gik det op for ham at han var i en lysning. Han kunne mærke fornemmelsen af plads omkring sig, der var også lysere. Men mest af alt var det noget helt andet der tog hans opmærksomhed. En underlig lyd, der sad fast i halsen på ham, som han stirrede på det store dyr. Til at starte med overså han fuldstændig at der var andre. Hans blik var klistret til dyret. Hurtigt...Hurtigt...
Hvad ved det for et? Nød. Vinger. Hove. Fjer og hestekrop...Hippogrif? Han genkendte den kun ud fra de bøger han selv havde læst i. Og hvad var der med hippogrifer?
Der var helt tomt. Han anede ikke særlig meget om dyr. Jo, lidt om deres anatomi og den slags, fordi det havde noget til fælles med mange andre væsner og racer. Eller at man kunne nogle af delene fra visse dyr i medicin og den slags. Men ud over det...Intet.
Dyrets mørke øjne hvilede på ham. Så det var vel forsent at flygte uforstyrret? Han lagde forsigtigt en hånd på sin kurv og holdt den anden frem for sig.
"God...Hippogri...Grif..."
Hans hjerte slog hårdt. Den ville vel ikke angribe ham, ville den? Måske var han vadet lige ind på dens territorium!

Amos havde selv været nok opslugt af at studere den prægtige hingst af en hippogrif foran ham, til slet ikke at ænse personen der fik fundet vej hen til den lille lysning, godt igang med at plukke blomster. Han lagde først mærke til at der var gang i noget, da hippogriffens kropssprog ændrede sig, på en måde han med det samme opfangede som værende meget årvågent - altså var nogen, et dyr eller en person, trådt tæt nok på til at den følte at man skulle være lidt mere agtpågivende. Ikke nok til at den var aggressiv endnu - der skulle lidt mere til med hippogriffer. havde det været en normal grif, havde det været en anden sag.

Amos' blik fulgte hippogriffens, og faldt på mennesket der havde fundet vej ind til lysningen, og som lige nu mest af alt lignede et dådyr der stod bomstille som første forsvars metode - og hans ord gjorde at et lille smil dukkede frem på Amos' læber, trods alt. Idet mindste var det da en der havde fornuften med sig,og ikke bare løb vækog skreg i vilden sky, hvilket nemt kunne starte et jagt instinkt hos hippogriffen, hvis man ikke passede på.

Hippogriffen gjorde an til at tage et skridt hen mod den nyankomne, stadig med et kropssprog der udviste forsigtighed med samtidig selvsikkerhed, en der vidste dette var ens område, men som også var nysgerrig og forsigtig omkring noget den kun havde set få gange før. Amos kunne dog godt se frygten gemt hos manden, og valgte derfor at give et højt pift fra sig - som gav et helt sæt i hippogriffen, der straks så over på ham igen. Han havde valgt et pift, da det var det tætteste han kompå den skingre lyd en mor-hippogrif lavede for at få sine unger til at lytte efter.

"Lad os undgå at give den stakkels mand et hjertetilfælde, synes du ikke?"  sagde han så roligt, med et blidt, men fast, smil til hippogriffen, som forstod den alt han sagde. "Er fisken ikke også meget mere interessant?" spurgt ehan derpå, som han tog den sidste fisk frem fra inde under sin frakke - det fik successfuldt distraheret hippogriffen, der nu gik hen til ham for at tage fisken ud af hans hånd, og som den fik slugt fisken, lod han roligt sin ene hånd stryge den ned langs halsen. "Jeg tror du overraskede ham en smule. Men bare rolig, han er kompletufarlig, hvis man bare ved hvad man gør." fortalte han så manden, som han så over på ham, det blide men også lettere generte smil på plads. Han havde altid haft det nemmere med at møde nye dyr end mennesker.

Da hippogrifen havde været ved at tage et skridt tættere på, havde August været på nippet til at tage benene på nakken. En hippogrif var forholdsvis stor og skabt til at flyve. Den ville have svært ved at jage ham problemfrit i skoven. Så det var hans plan. Han havde været ved at rejse sig i en langsom bevægelse, mens han virkede lige så agtpågivende som hippogriffen. Men han havde ikke rettet sig helt op, da han forholdt sig klar på at løbe for sit liv - en ting der virkede til at ske igen og igen i hans liv.

Til at starte med blev han lige så overrasket over mandens tilstedeværelse. Havde han hele tiden været der? August var ikke sikker, men nåede frem til at det havde han nok. For han virkede til at kende hippogriffen - hvilket også gav mening, da det kunne være et kæledyr for nogen. Dem der havde penge og plads til det.
Han satte sig ned igen, hans ben næsten gele under ham, mens han trak vejret dybt. Situationen var gået fra en noget nær sikker død - i Augusts sind - til afværgelse. Han skulle lige have et øjeblik til at samle sig og fokusere på sin vejrtrækning.

Imens studerede han hvordan manden fodrede hippogriffen og hvordan den havde mistet al interesse i ham. Hvilket også gav ham mulighed for at studere manden en smule. En fremmed. I skoven. Alle alarmklokker burde ringe, og takket være de dårlige ting han havde oplevet det sidste stykke tid, var det heller ikke fordi August følte sig fuldstændig rolig.
Men et smil gled helt naturligt frem, da han nikkede svagt til mandens ord.
"Tak...Eller undskyld?" Han kløede sig lidt i nakken. Han vidste ikke om han skulle takke for hjælpen, eller sige undskyld for måske at være vandret ind i noget han ikke burde.
"Jeg har levet i byer hele mit liv...Jeg troede virkelig jeg endnu en gang havde sat mig selv i en livsfarlig situation" sukkede han en anelse dramatisk, velvidende han nok lød som en typisk by-beboer.
"Ikke at jeg er i livsfare hele tiden her ude i skoven, det var ikke det jeg mente. Det kan også være farligt i byerne...Ah...Det er lige meget" Han vinkede svagt foran sig, som for at affeje emnet. Han rablede, manden ville jo ikke kunne følge med.
"Siden jeg er gået ind i jeres...Hvad det her er...Skal jeg også nok gå igen" tilbød han så, før han tog sin kurv i den ene hånd og fik rejst sig igen. Jo, hans ben var meget mere sikre at stå på nu!

Amos' smil, der var vendt tilbage det øjeblik han så at hippogriffen, som han havde antaget, fik fokus tilbage på ham, blev blot lidt større som det prægtige dyr stille og roligt tog fisken fra hans hånd, som havde de været venner i en evighed, og dette ikke blot var anden dagen de kendte til hinanden. Det var som om hippogriffen allerede så ham som en del af dens lille familie, somhan vidste boede et stykke herfra - han var med vilje ikke gået tættere på, da de sagtens kunne blive en hel del mere territorielle, jo tættere man kom på resten af familien. Så han havde holdt sig til lysningen her, som hingsten lod til at besøge ofte, istedet. Det havde været den nemmere, og mere sikre metode at få oprettet kontakt til væsnet på, uden selv at risikere alt for meget. Hidtil var det nok grifferne i bjergene omkring Dragon's Peak, eller de større edderkopper der boede dybt inde i disse skove, der havde været de farligste dyr Amos havde studeret. Men det havde også i dén grad været det værd - selvom det havde været som at gå på æggeskaller, dansen med kropssproget der, for at sørge for ikke at fornærme grifferne eller få edderkopperne til at tro at han ville være et nemt måltid.

"Intet at undskylde for. Du kunne jo ikke vide vi var her," sagde han så med det samme nervøse smil på læberne som han så over på den anden mand, som han kunne se var lidt ældre end ham selv. "Jeg har skam også selv boet i byer det meste af mit liv. Dragon's Peak, for at være helt præcis - indtil der ikke var flere væsner at se i omegnen. Så blev det tid at tage afsted til nye græsgange, så at sige. Så du behøver ikke forklare dig selv. Jeg ved skam godt byerne også kan være farlige i sig selv." et lille, akavet grin undslap ham, hvorefter han kløede sig en smule akavet i håret. Havde han sagt for meget? Han vidste ikke rigtigt hvor meget det var normalt at tale med fremmede om, så sjældent som han nu gav sig til at snakke med fremmede.

"Men du behøver skam ikke at gå igen. Jeg har alligevel fået skrevet mine sidste observationer ned om ham, og han skal vist også tilbage til sin familie snart..." sagde han så, som han let klappede hippogriffen på halsen, somi en let afsked mens han så på den - og som forstod den hvad han sagde, og forstod at de små klap var hans måde at sige farvel på, så trådte hippogriffen still eog roligt tilbage, for at vende sig om og roligt slentre dybere ind i skoven igen, så de to mennesker - og den lille drage der stadig observerede dem oppe fra hans plads på en gren - blev ladt alene. Amos åbnede sin taske igen og fik med besvær hevet notesbogen ud derfra - der faldt heldigvis hverken urter, blækhus eller andet pergament ud af tasken i forbindelse hertil - og bladrede den hurtigt igennem, om til de notater han havde gjort sig om hippogriffen, blot for at være på den sikre side, med at han nu havde fået alt med.

"... Ja, der er i alt fald ikke mere jeg kan komme i tanke om at der skal skrives ned, nu... Det her gik en del nemmere end med griffene tilbage ved Dragon's Peak," sagde han så med et let suk, som åndede han lettet op over ikke at skulle gå igennem det igen, før smilet vendte tilbage på hans læber som bogen blev stoppetned i tasken igen, før han kiggede over på den anden mand. "Åh... Undskyld, jeg fabler jo bare løs om alt og intet. Jeg er ved at skrive min tredie bog om de mange finurlige væsner i vores verden, ser du." forklarede han så hurtigt.

En fælles mand af videnskaben? August sad lidt tavst og  kiggede. Skiftevis mellem hippogriffen og manden. Faktisk sagde eller gjorde han intet, før hippogriffen begyndte at forlade dem. Mestendels fordi han ikke ønskede at forstyrre eller risikere at komme på dyrets dårlige side. En forskrækkelse måtte være nok. Men derefter rejste han sig endelig helt op og begyndte at børste skidt af sit tøj. Kurven lod han stå for nu, den gik jo ingen steder.
"Dragons Peak? Har du studeret ved universitetet der? Det har jeg selv!" bemærkede han med en stigende entusiasme og håb. Han havde ikke snakket med en ligesindet SÅ længe. Ikke siden han blev kidnappet fra byen og solgt som slave. Det var desuden et halsbånd han var begyndt at lade blive hjemme...Til dels fordi han ikke havde set skyggen af de mænd, der oprindeligt havde jagtet ham, til dels fordi han var begyndt at få det lidt bedre. Få mere selvstændighed og selvtillid igen. Nej, han kunne ikke både starte en læge-praktik og være slave.
Han rømmede sig svagt.
"Jeg er uddannet inden for lægevidenskaben. Hvilket også bringer mig til skoven her. Jeg aner intet om at overleve i en...Men jeg ved en del om de forskellige urter, der kan bruges til medicin. Jeg åbner snart en praktik i byen, ser du..." fortalte han. Han så kort på sine hænder, som for at være sikker på der ikke sad en masse skidt og jord, før han rakte en hånd frem mod manden med et stort, venligt smil.
"Jeg er August Trott, forresten" hilste han.
"Jeg kender en del til at finde empiri i marken. Mine egne studier går på at studere de forskellige racer der er. Kulturforskelle, personligheder, grupperinger, deres små samfund og den slags. Man kan måske næsten sige vi beskæftiger os med det samme, ud over jeg ikke vil virke fornærmende ved indirekte at kalde alle for dyr" At de alle var væsner - eller dyr - var en anden side af sagen. Det var et mere filosofisk emne, der hele tiden gav grobund til mere og mere debat. At de fysiologisk havde en del til fælles var dog ikke til at modbevise, trods alt.

Amos' blik havde næsten helt kærligt fulgt hippogriffen som den gik igen - hans kærlighed for dyr af alle arter var i alt fald tydelig, medmindre man måske var blind. Men han havde altid bedre kunnet lide dyr end mennesker og alskens mulige andre racer der fandtes - de var så meget nemmere at have med at gøre.

Hans blik gled dog tilbage på manden som deres samtale røg hen på Dragon's Peak, og deres respektive studier... Og et smil blomstrede atter frem på hans læber. Det var så sjældent han stødte på folk der gad studere forskellige væsner... Eller, racer, som det så lod til at være i mandens - August's - tilfælde! Sikke et sammentræf - og et han ikke kunne være gladere for.

"Det har jeg," bekræftede han, til at han skam havde gået på universitetet der. "Jeg blev færdig for nogle år siden og har været ude i felten lige siden da. Meget imod mine forældres ønske, men jeg tror du heller ikke ligefrem det kom bag på dem at jeg ikke ville blive hængende i byen." de havde ønsket at ham og Alfie blev tilbage i byen hvor de bedre kunne beskytte og skjule dem - men Amos havde altid haftønsket om at komme ud og se mere af verden og de fantastiske dyr der beboede den, hvilket de også havde vidst fra han var helt lille... Og deres storesøster havde altid støttet dem, så han var egentligt lidt ligeglad. Han ville ikke holde sig inden for én bys mure resten af sit liv - nej, hellere komme ud og se verden, føle man rigtigt var i live!

"De forskellige racer? Som engle og andet?" spurgte han, blot for at være sikker på at de var på helt samme side med hvad der blev talt om. "I så fald tror jeg du måske vil finde min tvilling meget interessant. Endnu en ting at tilføje til dine studier, så at sige."

Augusts smil voksede sig så stort, at det gjorde helt ondt i hans kinder. En anden videnskabsmand, der havde samme kærlighed for sit felt, som August havde for sit eget! Formentlig samme halv-akavede tilgang til at snakke med andre eller beskæftige sig med meget andet, end det de brændte for. August følte for en gangs skyld at han kunne slappe af. Det forekom måske en anelse naivt. Men mødet mindede ham om hans glædelige tid i Dragons Peak. Forelæsningerne, bøgerne, at studere under de mere erfarne professorer, hans egne studier. Det havde i sandheden været en god tid. Og når man så var færdiguddannet...Hvad så? Hvordan forfulgte man bedst sine studier yderligere? Man måtte ud og opsøge mere viden. Finde mere viden. Måske viden ingen andre havde fundet før.
"Åh...Mine forældre var meget sådan. De var stolte over hvor godt og glædeligt jeg gik i skole, hvad vi heldigvis havde råd til. Men hvor mine søskende gik efter noget mere praktisk, gik jeg hele tiden efter bøgerne. Og da jeg fik muligheden for at studere på universitetet...Det tog mig ikke lang tid at pakke min taske. Selv om min familie foretrak jeg blev og lærte et ordentligt fag...Som de kaldte det" Det var på en måde et lidt sørgeligt emne. Han var virkelig blevet uenig med sin far. Da han var rejst...Han havde næsten ikke set eller hørt fra sin familie siden.
Han trak vejret dybt. I denne verden, hvor man normalt var meget afhængig af sin familie, var det hårdt. Men han havde klaret sig okay. Og måske blive tingene også kun bedre fremadrettet. Det var i hvert fald et håb han havde. Han skulle bare tage sig mod til at opsøge sin familie og se om deres forhold kunne repareres.
"Kort af det lange er...At jeg forstår. I denne verden afhænger meget af at alle hjælper til, så ens familie klarer sig bedst muligt. Men det er ikke fordi man nødvendigvis tjener særlig meget på at studere det meste af sit liv. Eller vandre rundt som en filosoferende videnskabsmand bagefter" tilføjede han mere forklarende, før det gik op for ham at han nok gik lidt i selvsving.

Han rømmede sig svagt og nikkede som svar til mandens spørgsmål.
"Må jeg spørge til dit navn?" bemærkede han, før han kiggede sig omkring - på jagt efter denne skjulte tvilling der blev snakket om. Da han ikke umiddelbart fandt denne, så han tilbage på manden.
"Jaså?"

Det var meget rart at for en gangs skyld møde en, der lod til også at kunne forstå hvordan man nærmest helt kunne tabe sig selv i sine studier. Han havde kendt til så mange efterhånden, der syntes han skulle lave noget mere fornuftigt med sit liv end at beskæftige sig med alskens væsner - men han mente selv at det var en værdig opgave, og noget der ville gavne folk i længden - al den viden der ellers måske blot ville gå tabt!

Han smilede fortsat og nikkede let til mandens fortælling om hans egen uddannelse. Ja, det lod da vist også til at han havde mødt sin egen del modgang i forhold til at fortsætte sit studie efter uddannelsen. Men virkelig, var man af et sind der passede en forsker, så ville man vel heller aldrig helt stoppe med at undersøge verden for alt hvad man fandt interessant. Mere ville have mere, som man sagde.

"Ganske rigtigt... Jeg har skam også kun selv kunnet holde fast i lidt penge ved at bruge mine studier til noget mange andre nok ville mene er mere fornuftigt. Når man først ved hvordan man læser et dyrs kropssprog, og ved hvordan man skaber en kontakt til dyret, bliver det meget nemt at træne dyr for andre. Uanset hvor meget af et 'problemdyr' de påstår at det pågældende dyr er." sagde han, og hans smil blev en smule varmere i det som han tænkte tilbage på alle de mange dyr han havde hjulpet på den måde - en del af dem nogle, der nok ellers ville være blevet aflivet af deres ejere. Han var glad for på den måde at have hjulpet dem, og givet dem en anden chance. "Mit navn? Amos. Og dit?" svarede han så, og stillede derefter sit eget spørgsmål. Det var jo kun logisk at ville kende den andens navn, når man nu gav sit eget ud.

Han så godt hvordan manden så rundt efter hans tvilling, og smilet på hans læber blev en smule bredere. "Ja, jeg burde måske kalde på ham..." han drejede hovedet for at se op på grenen, hvor Alfie stadig lå og observerede dem. "Alfie, kommer du ikke ned og hilser?" spurgte han, og Alfie fnøs blot til en start. *Virkelig? Er du sikker på han ikke bare behandler mig som et kæledyr, som så mange andre?* "Ja, jeg er sikker. Kom nu bare herned, dit dovne asen." sukkede Amos til svar, hvorefter Alfie rullede med øjnene, og hoppede fra grenen, for at folde vingerne ud, og flyve ned til at lande på Amos' skulder. Den lille grønne drage, der nu engang var Alfie, kiggede over på det andet menneske, ogbøjede hovedet i et let buk - den nemmeste måde for ham at hilse på andre.

August havde oprindeligt været under uddannelse til bager. Det havde ikke været...graciøst. Tværtimod havde han ofte modtaget skældud for ødelagte brød eller kager. Hårde som sten, uspiselige...Til han havde gennemskuet at det hele handlede om matematik. Hvad der fra den erfarne bagers side virkede til at være en fornemmelse af hvor meget der skulle i...Blev til et regnestykke for August. Derefter var han kommet tættere på noget spiseligt. Men alt i alt havde det været ret skuffende, for alle parter. Til sidst havde August mødt en professor, der af en eller anden grund havde valgt at tilbyde August et sted at bo i Dragons Peak. Straks havde han pakket sin taske og rejst. Efterladt en betuttet og fornærmet familie bag sig. Og et ulykkeligt liv som bager, der nok aldrig ville have været en succes. Ikke at han nåede at blive færdig-uddannet. I det mindste kunne han selv bage sine brød nu, hvis han havde ingredienserne. Nej, hans egne penge kom fra at tilbyde hans egenskaber som læge. Hvilket også var fint nok og netop noget, som han skulle til at genoptage igen. Med stor entusiasme!

August kunne nærmest se hvordan Amos strålede, når han tænkte på eller snakkede om dyr. Det fik August til selv at smile lidt. Den slags glæde var trods alt smittende.
"Som sagt hedder jeg August" han havde præsenteret sig, men kunne ikke sige hvorfor Amos ikke havde lagt mærke til det. Men lod det ligge ved det.
I stedet voksede hans øjne, da den lille grønne drage forlod sit træ - hvor den var kamufleret - og fløj ned til Amos. Ja...Ja...
August havde hørt om og læst om drager. Både de store og små af dem. Ikke meget, men alligevel mere end så mange andre væsner. Hvorfor? Fordi der levede draconianere i Dragons Peak. Og det havde derfor været en oplagt race at gå mere i dybden med, når han mødte utallige ved en simpel gåtur. Åh ja...Draconianerne havde været en stor inspiration for ham. Deres specielle øjne, deres hudfarve eller glans. Han havde endda set enkelte af dem forvandle en kropsdel. Det så ganske...Monstrøst...Ud. Men fascinerende alligevel! En kombination af menneske og drage...
Og her var der noget der mindede August om det. Ikke i samme krop, godt nok, men stadig med denne mystiske forbindelse ingen rigtig havde kunne forklare...Den var ikke den samme som ved shapeshifters. Og dog var der alligevel noget genkendeligt mellem de to. Over den kontakt de havde med dyr, eller dyret, som i dette tilfælde.
"En santuine!" udbrød han, i en tone der næsten fik ham til at lyde lykkelig. At være santuine var, som så meget andet, et tabu. Folk var anderledes og derfor tit udsat for racisme. Mange gemte sig, så der eksisterede nok langt flere santuines og shapeshifters end man troede. Denne gang var det Augusts øjne der lyste op som yule-lys om natten. Han kunne slet ikke lade være med at studere dragen, og trådte ubevidst et skridt tættere på for at kigge nærmere.
"Jeg kunne sige så meget interessant...Ved du at man slet ikke er tæt på at forklare hvorfor? Hvorfor nogen fødes med en tvilling af en helt anden race end dem selv? Eller den forbindelse de har til hinanden? Studier har vist at det minder meget om den forbinde en shapeshifter har til det dyr, som de kan forvandle sig til. Men alligevel ikke fuldstændig ens. Nej! Jeg fortaler mig. Jeg er blot et offer af menneskeligheden. Jeg bør omtale Jer som et Jer. For selvfølgelig har din tvilling lige så meget at sige, som de fleste folk har. Goddag, kære tvilling. Og hvad kalder man så dig?" August henvendte sig direkte til dragen nu, trods han vidste at dragen ikke kunne svare. Endnu en grund til misforståelserne...Når dyret ikke selv kunne tale, var det svært for andre at forstå de var mere end dyr. Selv August måtte, som nu, minde sig selv om det.

"Ah, ja...Du må undskylde, det... Mit sind er desværre lidt flyvsk til tider. Det var også en af de få ting professorerne aldrig kunne lide ved mig... De syntes aldrig at jeg lod til at lytte efter, sådan som jeg snakked eom alt og intet, og hurtigt glemte nogle af tingene der lige var blevet sagt i undervisningen... Så ja... Det må du virkelig undskylde, August. Jeg skal nok sørge for at huske på det fra nu af." sagde han med et akavet, og rimelig flovt grin, som han kløede sig let i nakken.

Kort efter blev det så tid til at introducere Alfie, og fåham overtalt til at flyve ned for at slutte sig til deres selskab. Somaltid skulel der lidt overtalelse til, da Alfie som regel foretrak bare at observere, nu de fleste alligevel bare troede at han var et kæledyr, og han sådan hadede at blive degraderet på den måde, når han var mindst lige så klog som Amos - hvis ikke klogere, hvis man altså spurgte Alfie.

Amos' smil blev til gengæld næsten dobbelt størrelse af før, hvis mulig, som han så begejstringen på August's ansigt, i hans øjne, og hørte hans udbrud. En der kendte til den race de tilhørte, og som så åbenlyst ikke havde noget ondt ellergrimt at sige om dem. Fantastisk! Det var sket så få gange i løbet af deres liv, at Amos kunne tælle det på én hånd. Som både Amos og Alfie så på August, ville det for August nok også være tydeligt at se, at Alfie's øjne var åbenlyst identiske med Amos' egne, farven præcis den samme, det præcis samme mix af brune og grønne nuancer, omend pupillen var anderledes formet hos Alfie.

Alfie trak hovedet en kende tilbage som August trådte tættere på - stadig ikke helt tryg ved situationen, mens Amos selv blot fortsat havde det strålende smil på læberne, selvom han også lyttede interesseret med. "Det havde jeg ingen anelse om - men jeg har så heller ikke selv læst så meget op på det. Jeg ved blot at det altid har været sådan for os, og at vores bånd nærmest kun er blevet stærkere med årene. Hvordan andre lever uden at være så knyttet til en anden, er en ting jeg nok aldrig helt forstår, dog. Men på den anden side, kan jeg forestille mig at det også må være mærkeligt for dig, at forestille sig et liv hvor man netop er så knyttet til en anden? At altid kunne høre hinandens tanker så klart som jeg kan høre dig tale, nu? Ordet 'sjælefrende' får i alt fald en helt anden mening for os end hvad den har for de fleste andre, kunne jeg forestille mig."

Alfie lagde hovedet let på skrå igen som August talte til ham. Nu kunne han jo ikke verbalt svare, men, med megen hjælp fra Amos, havde de fundet ud af en anden måde han kunne kommunikere på. Alfie satte letkløerne i Amos' skulder for at få hans opmærksomhed, som han kastede med hovedet ned mod Amos' taske. Amos glippede let med øjnene, også et par gange fra Alfie til tasken og tilbage igen, før det gik op for ham præcis hvad hans tvilling mente. "Oh! Ja, et øjeblik Alfie, så skal jeg nok få det frem... August, følg med," sagde han så, og fremdrog en smule forhastet et par stykker pergament og en fyldepen fra tasken - dette stillede han frem på en træstub et lille stykke væk. Alfie hoppede tilfreds ned fra Amos skulder til at sætte sig ved bunden af pergamentet, hvorefter han løftede pennen med begge forpoter, og gav sig til at skrive på papiret, en del møjsommeligt og ikke det mest læselige, men alligevel imponerende for hva dhan havde at arbejde med. Lige sålangsomt fik han skrevet; 'Mit navn er Alfie. Vær hilset, August.'

August havde vinket afværgende til Amos, som denne undskyldte for ikke at huske hans navn. Det betød ikke det store og Amos undskyldte mere end rigeligt. Desuden tog dragen automatisk hans opmærksomhed. Han havde læst studier om santuines - selvfølgelig mest om det, der rigtig interesserede de fleste. Båndet mellem menneske og dyr. Nogle indeholdte endda eksperimenter, desværre også eksperimenter man ikke burde have udført. Ja, der var sandelig mange grunde til at Santuines ville foretrække at gemme sig. Eller i det mindste gemme hvad de var.
Og Amos nævnte netop noget interessant. Ville August selv kunne lide at have sådan en tvilling, sådan en følgesvend? Han var ikke sikker. Det var svært at forestille sig præcis hvordan det ville have ændret hans liv eller muligheder. Måske havde han aldrig fået lov til at læse videre, fravalgt grundet racisme? Måske havde hans forældre skilt sig af med den ene af dem...Og måske var han stadig endt her, med sin uddannelse, men blot med et solidarisk selskab igennem alle de hårde tider.
Nogle gange måtte det var være rart. Ikke at være alene. Og nogen gange måtte det netop være rart at kunne være alene.
"Desværre er alle teksterne om santuines ikke...De bedste at læse" bemærkede han med en svag rømmelse.
"Folk har udsat dem for alverdens forsøg, for at undersøge hvad båndet kunne holde til eller om man kunne påvirke det. Det var grum læsning" forsikrede han, uden at gå i detaljen. Der var ingen grund til at give Amos mere at frygte fra resten af menneskeheden. I stedet fulgte hans blik som det lille scenarie blev sat op på træstubben. Som Alfie hoppede derhen, fulgte August med og satte sig op hug så tæt på, som han følte at han kunne. Han ville heller ikke invadere deres personlige rum. En grænse August altid frygtede at krydse, når hans nysgerrighed omkring andre personer blev tændt.

August lænede sig frem. Hans blik gled over teksten et par gange. Men takket være han selv både havde læst og skrevet meget i sit liv, lykkedes det ham relativt nemt at afkode ordene. Så så han på Alfie med et smil og nikkede let.
"Tak"
Han så op på Amos igen, før han så tilbage på Alfie. Han havde aldrig tænkt over at dyret - hvis det havde de fornødne fysiske muligheder for det - ville kunne ting såsom at skrive. Det var interessant at se.
"Oh...Nu hvor jeg har mødt jer...Øjeblik..." August begyndte selv at rode rundt i sin egen taske. Mellem papirer og forskellige urter han havde lagt derned, til han endelig kunne tage en notesbog op. Den indeholdt tegninger og noter om forskellige urter. Han slog op i den og bladrede lidt frem og tilbage, til han endelig fandt den passende side.
"Jeg er klar over I bruger jeres tid med dyr, men måske har I bemærket om den er her eller ej alligevel. Jeg skal snart åbne en klinik i byen og til det samler jeg mig et forråd af urter jeg kan bruge. Denne urt brugte jeg hele tiden hjemme i Dragons Peak, der var masser af den i skoven. Men jeg har ikke kunne finde den her endnu. Jeg er lidt usikker på om den overhoved vokser hernede...Har I set den?" han rakte bogen frem mod Amos, slået op på den side der var relevant. Siden viste en fin tegning af en lille urt, der voksede langt jorden. Lille, men med brede rødgrønne blade og blomster. Ikke at der var farver på tegningen, men det ville man kunne tyde fra de sirlige bogstaver der svang sig elegant over siden. August ville også vise det til Alfie, hvis denne ikke så med hos Amos eller Amos ikke viste den til denne.

"Jeg har godt hørt om nogle få... Mindre heldige forsøg, ja. Men jeg har ikke selv aktivt ledt efter materiale om det." sagde Amos, ikke med helt samme entusiasme før - specielt fordi han kom til at tænke på det eksperiment han havde hørt om, hvor folk åbenbart liiiige syntes de skulle teste om det nu ikke bare var en myte, det med at hvis den ene døde, så døde den anden også - hvor de jo så hurtigt havde fundet ud af at det skam ikke kun var en myte, og der ofte gik ganske kort tid før den anden tvilling også døde. Rent filosofisk havd ehan selv funderet en del over hvad dette egentligt betød - var man måske egentligt to dele af samme sjæl, i hver sin krop? Og det så var derfor, at man var så stærkt forbundet? Det skulle han ikke kunne sige... Men han havde i alt fald selv alle dage været glad for at have Alfie ved sin side. Alene tanken om ensomhed kunne han ikke døje, så det var godt at han havde en fast følgesvend igennem hele sit liv.

Men kort efte rvar det glemt, som han fik sat Alfie ned, så Alfie kunne skrive hvad han ville sige til August. Og som August fik det læst, og takkede Alfie, så sørgede Alfie skam også for at s eham i øjnene - her ville det selvfølgelig blive ekstra tydeligt, at ham og Amos havde præcis samme øjenfarve, blot endnu et bevis påhvordan de var koblet sammen til hinanden - som han svagt bøjede hovedet, nærmest i en lettere form af et buk, med et blik der nærmest bar ei sig selv sagde 'velbekomme'.

Amos kiggede dernæst nysgerrigt ove rpå August som han fik fundet noget frem, og det fremmede også Alfie's nysgerrighed - så han atter fløj op for at sidde på Amos' skulder, som de begge så på tegningen og notaterne omkring planten. Amos tog gladeligt imod bogen så de kunne studere det lidt mere indgående, før tvillingerne begge drejedehovedet til at se på hinanden - og de skiftende ansigtsudtryk, små tilt med hovedet, indikterede tydeligt, når man vidste at de kunne tale med hinanden telepatisk, at der var godt gang i en samtale, som de fik diskuteret frem og tilbage med de planter de havde set. Alfie havde fået set en del flere end Amos, dog, da Amos selv jo netop havde sit fokus mer epå dyrene. Men det gav så også Alfie ekstra tid til at kigge sig omkring, når det nu endelig var at Amos var i sit es.

Men efter et par minutter sådan, så kiggede de begge over på August, og Amos smilede. "Alfie siger han tror han så nogle få af dem i forgårs, klumpet godt sammen... Det er dog... Hvad ville du sige Alfie... En halv dags rejse til fods væk, halvdelen for dig at flyve?" sagde han, og så efterfølgende på Alfie, der tænkte sig omet sekund eller to, for derpå at nikke.

Mens de to tvillinger snakkede sammen, uden at August kunne høre det, studerede ham det. Uden direkte at stirre, selvfølgelig, selv om det virkede som om de var fordybet i samtale. Det var interessant at se. Hvordan kropssproget afslørede de rent faktisk snakkede og ikke bare kiggede på hinanden, mens de lod August hænge. Hvordan de reagerede, som hvis man havde en helt almindelig samtale. Hvad det jo nok også var for dem, vel at mærke.
Der var helt sikkert nogle små tegn, de havde lært hos hinanden og aflæste automatisk, uden de var bevidst om det. Det var måske noget af det der gjorde hvert tvillinge-par anderledes. De var ikke en samlet race, af årsager August havde overvejet meget. I princippet kunne de have samlet sig og flyttet deres eget sted hen, en handling der måske ville have givet dem mere respekt eller plads i dag. Men i stedet gemte de sig blandt menneskerne...
En af årsagerne kunne være racens formodede udvikling. Det, og så at ingen helt vidste hvorfor santuines opstod. De blev født tilfældigt over hele landet. En del af deres familie - hvis familien accepterede dem - og det lokale miljø. Det var klart de gerne ville passe ind i det liv, som de var født ind til. Og ikke bare hevet væk fra eventuelle familie og venner for at bo et fremmede sted.

August stod lidt i sine egne tanker, da tvillingerne endelig så tilbage på ham. Han blinkede et par gange, som han også selv vendte tilbage til dem. Smilet var tilbage.
"Så langt?" Han sukkede svagt for sig selv og så ud til at overveje det lidt. Så rystede han svagt på hovedet.
"Det vil ikke gå. Jeg kan knap nok lave mit eget bål, endnu mindre gå endnu længere ind i skoven uden at risikere at dø til et eller andet. Men tak for jeres hjælp" bemærkede han, ikke uden et stik af skuffelse. Han ville gerne have urterne. Jo flere han selv kunne samle, jo mere kunne han spare på pengene til den slags. Ud fra aftalen med Katrina, ville han nok ikke tjene særlig meget, som han ville fokusere på at hjælpe folk uden midler. Så meget som han nu kunne, men samtidig få det hele til at køre rundt. Han kradsede sig i håret et øjeblik, mens han stod med den lukkede bog i sin anden hånd. Så trak han på skuldrene, som det virkede til at han opgav ideen.
"Pyt. Jeg har samlet mange andre urter og fundet ud af hvor de vokser" forsikrede han så.
"Hvilke spændende dyr lever der så i denne skov?"
Spørgsmålet var lige så meget af, at det måske var godt at vide lidt om det. Han kunne risikere at møde nogen med sår fra skoven, eller blive sendt herud til sårede. Så at vide hvad de nærmeste naturlige fare var, var en god ide. Måske Amos og Alfie kunne gøre ham klogere derpå, som de nok kendte skoven langt bedre end han selv kunne.

Som August så ganske rigtigt kom frem til, ja, så var det jo netop en helt normal samtale for Amos og Alfie, selvom ingen andre kunne høre den. Det mentale link de altid havde været vandt til var der, konstant at kunne tjekke ind på hinanden, vide hvordan den anden følte... generelt så kendte de bare hinanden bedre end selv normale tvillinger nogensinde ville kunne. De kendte hinanden helt i bund og grund, og ville føle sig noget så fortabt uden hinanden. Selv hvis de kunne have overlevet en sådan adskillelse, så var de ringen af dem der nogensinde ønskede det skulle ske. Ikke når de nu havde været hinandens faste støtte i alle disse år.

"Ja, desværre... Jeg lægger ikke selv så meget mærke til planterne, må jeg indrømme. Men det var sidste tidspunkt Alfie selv så en, i alt fald. Og så vidt jeg kan regne tilbage..." han så over på Alfie igen, nu med en spørgende mine. "Så har det været mens jeg lavede mine notater om highlegs, efter jeg fandt den mindre koloni med dem?" spurgte han roligt, og Alfie nikkede efter at have tænkt over det et par sekunder. "Ah... Så i dét område. Javel..." Amos lavede sig en mental note omkring det. Hvis han blev her i området lidt længere tid, kunne det godt være han ville prøve at finde de urter, og tage ind til byen for at give dem til August, så.

"Åh, der lever en hel del! Jeg har set både highlegs, spinal'noris, antspinners, hippogriffen her... Og ja, jeg har hørt rygter om kæmpeulve og en enhjørning der vandrer omkring her, og sågar også en servus caelo der skulle omkredse Doomsville på sikker afstand!" det var atter en gang tydeligt hvor meget Amos livede op som han talte om de forskellige dyr, og også mere end tydeligt hvor gerne han ville møde de dyr han kun havde hørt rygter om var i området, men som han ikke lige havde fået studeret endnu. De forskellige kæmpe edderkopper havde været forholdsvist nemme at finde, og hippogriffen havde han tilfældigvis stødt på da han selv havde været nede ved åen lige i nærheden, for to dage siden.

August nikkede let. Det kunne ikke undgås at han måtte købe sig til nogle urter. Han fiskede i sin taske, til han fandt et blækhus og en fjerpen frem. Han satte sig på hug, så blækhuset kunne stå på jorden. Han slog op i sin bog og skrev en hurtig note omkring voksesteder i skoven, før han pustede for at tørre blækken og pakkede det hele sammen igen. Det var en god ide at holde styr på hvor han kunne finde urterne selv. Især når han ikke ligefrem var skabt til at vandre omkring i skoven helt alene - faktisk var det nok direkte uansvarligt og Lori ville måske bemærke han ikke burde gøre det. Men det var gået fint for nu, og han havde trods alt mødt Amos.

Det lød til der boede flest edderkopper i skoven. Ikke at det var særlig betryggende, som August ikke brød sig særlig meget om disse kæmpe insekter. I det hele taget var insekter noget han undgik mest muligt. I hvert fald de potentielt giftige af dem. Heldigvis boede edderkopperne som regel i grupper forskellige steder, så han havde god mulighed for at undgå dem eller opdage dem, mens han endnu kunne komme væk.
"En Servus Caelo?" spurgte han, som han ikke lige var bekendt med det navn.