a visitor? splendid - camille

tid: hen på formiddagen.
område: ude foran slottet.
omgivelser: træerne. muren og vagter.
vejr: solskin med masser af skyer.
årstid: efterår

det var en stille eftermiddag.
vinden blæste igennem træerne, og bladene raslede til vinden. det var som en kæmpe symfoni af lyde.
det var naturens lyde. de spillede deres folks musik.
der var en pige på vej op til slottet. pigen havde tænkt sig at besøge herren af slottet, kongen af Doomsville City, Sakref Morladin. dog havde hun ikke fået af vide at faktisk var Sakref ikke hjemme men var taget til Dragons Peak for at snakke med dragerne sammen med hans kone, Valiona.
dog fandt hun ud af det da hun nærmede sig vagterne og de blev ved med at sige til hende at hun ikke kunne komme ind da hun ikke havde fået en invitation.

Tiden var endelig kommet til at Camille ville aflægge hendes gamle rejseleder og allierede et visit. Om rygterne var nået hans øre, rygterne om hende og Tristans tilbagevenden i Underworld , havde hun ingen ide om.
Sakref var blevet et stort hit....en vigtig mand, og hun glædede sig faktisk til at se ham igen. Og de andre børn og lærlinge, hvis de var hjemme.
Camille havde en sort nederdel,sortbluse og sorte lette støvler på.Godt nok var vejret lunt, men der var mange skyer. Omkring hendes lår sad en pistol med pentagramkugler, fra jægernes højborg i Deploratus...og en dolk om det andet lår.
Jo...erkende havde hun måtte, at også underworld var et farligt sted at leve.
Tag nu denne vagt...
Denne vagt der bare ikke VILLE lytte.
Det ville sikkert ende med ballade, for Camille var stædig som bar fanden, og havde ikke i sinde at trække sig.
" Hør nu her! Jeg er en personlig ven af Sakref, og hvis du ikke lukker mig ind, så bliver han godt nok ikke særlig venlig stemt over for dig- forstår du det!"
Hun strakte hovedet for at komme til at se forbi vagten...om der var nogen tilstede, der kendte hende og kunne sige ok for hende, men hun kunne ingen ane.
" For fanden...jeg behøver ikke en invitation...nu går i to, eller een af jer ind og meddeler at Camille St.Clair er her, og at hun ikke har tænkt sig at gå hjem, forløbig...afsted med jer" kommanderede hun lettere irriteret.hun måtte virkelig have en snak med Sakref om dette her.

pludslig velkendt stemme kom oppe fra den ene store sten stolpe ved siden af den store metal dør ind til slottet. det var en ung men alligevel moden stemme.
"han er ikke hjemme camille" sagde stemme og oppe på stolpen sad Melvin. Sakrefs søn. han sad der kun i sine lange bukser med bar overkrop og et venligt smil på ansigtet. man kunne se hvordan hans øjenfarve blev ved med at skifte fra at være flotte havblå i farven til at være syregule istedet.
"Sakref er ikke hjemme. han er taget til Dragons Peak for at snakke med dragerne for at få råd" sagde Melvin og hoppede ned fra stolpen, men lige i det han skulle til at ramme jorden forsvandt han i en sort røgsky og pludslig var han bag ved hende og prikkede hende på hendes højre skulder.

En stemme brød igennem Camilles vrede stemme og vagternes vrissne grynten.
" Melvin!" udbrød hun mindst lige så overrasket som gald for at se en velkendt stemme.
" Til Dragond peak...hmmm...dragerne er urolige lige for tiden, jeg håber han er varsom" sagde hun op til Melvin, med et stort smil.Hans øjne var som en lyskontakt..tænd, sluk,tænd,sluk.
Hun betragtede ham da han hoppede ned, men da han ikke landede som forventet , tog hun armene ud til siden og drejede forvirret rundt...lige til et prik ramte hendes skulder, og hun snurrede rundt- så de stod ansigt til ansigt.
Hun sendte vagterne et triumferende smil, ganske sikker på at Melvin nok skulle tage hende med ind.
" Hey..Melvin, stadig lige fyldt med energi ser jeg" hun huskede den store forandring han havde gennemgået , da de rekste gennem portalen.Han var gåetvfracat være en lille dreng til en ung mand. Hun trak vejret ind gennem næsen og pustede tungt ud..." du ser godt ud, hvordan går det hér?"

melvin grinte "bare rolig Camille. han har Valiona med sig så der skulle ikke være nogen problemer med dragerne der. plus er han gode venner med dem i forvejen." sagde han med et smil. hans øjne blev stadig ved med at skifte farve som en lille lys kontakt.
han vukkede lidt med hovedet da Camille spurgte hvordan det gik.
"det går sku okay vil jeg selv mene. vi allesammen træner for tiden. sikre os at byen er sikker og sikre os at der ikke er noget galt. hverken med folket eller med vagterne." sagde han med et smil
"Zaela har fået sit eget stykke legetøj hun leger med nu og da, og det samme gælder med Surzi" sagde han forsvandt igen og dukkede op på en gren ved det nærmeste træ.
"ellers sidder Nika for det meste og læser sine gamle støvede bøger om magi og Beko er ude og score piger og holder sine hemmelige kontakter i stand så han ved hvad der sker i byen og Neko har fået sit eget lille job som snigemorder. og så selvfølgelig er der Bron som sidder for det meste oppe på taget på tårnet der og meditere." sagde Melvin og hoppede ned fra træet igen, men den her gang nåede han at røre jorden og så forsvandt han og dukkede op ved siden af Camille og lagde en arm rundt om hende og bukkede sig ned til hendes højde da han var noget højere end hende og pegede mod det højeste tårn på slottet.
"han har været meget stille for tiden. mere end han plejer at være" sagde Melvin stadig med sin energi fyldte stemme.
Melvin har vist altid været lidt af en energi bombe.

Camille smilede stort.Det var stadig lidt svært at tænke på Sakref som en gift mand, men de blev jo alle ældre og eventuelle forhold og relationer udviklede sig.
" Det lyder som de har det godt, Valiona og Sakref, jeg glæder mig til når det lykkes at træffe dem, indtil da skal du give dem begge min varmeste hilsen" sagde Camille muntret
Hun kiggede over sin skulderen til den ene vagt...pegede med en finger på sg selv og bagefter på Melvin, imens hun sagde " Tæt ven af familien!" og blinkede til vagten.
Camille lyttede opmærksomt med til den lille update.Intet undrede hende, dog gik hendes tanker til Bron. Da de sammen havde kæmpet og skaffet Sakref den ene medaljon, havde hun knyttet sig lidt til ham.Han havde hele tiden behandlet hende pænt, modsat Zaela der have...ja skal vi formulerer det sådan, været lidt for...livlig.
" Jeg håber ikke der er noget galt med Bron?" spurgte hun forsigtigt og lo da Melvin igen dukkede op , ud af det blå...han mindede lidt om Xmen,som Camille holdte meget af.
Melvin svingede sin arm omkring hende, og da hun betragtede ham som familie, som en slags fætter....var det nok okay mente hun.
" nå..hvad med at vise mig jeres lille hybel her?" sagde hun glad.

han grinte "jeg tror ikke der er noget galt med bron jeg tror bare han tænker for meget igen. det gør han meget" sagde Melvin med et smil.
han nikkede til spørgsmålet om de skulle gå ind.
"selvfølgelig hold godt fast så tager vi den nemme vej" sagde han med et smil og holdte rundt om Camille's mave og rundt om dem dukkede der blå flammer frem. flammerne opslugte dem om dækkede dem fuldstændig men de gjorde ikke ondt overhovedet. man kunne ikke engang mærke dem og efter et sekund var de væk igen og de var nu oppe på en etage. så dukkede flammerne op igen og forsvandt igen og nu var de et andet rum som var fyldt med forskellige teenager ting.
det var en slags stue men mere en slags legestue. ved et stuebord sad Neko. Beko og Nika og spillede et slags brætspil og på sofaen lå Zaela i sit meget korte tøj og læste en bog af en slags og i en enkel sofa stol sad Surzi og puttede neglelak på hendes tå-negle.

Hun nikkede eftertænksomt.Bron havde nok altid været den stille type, så det gav mening at netop han ville ønske at fordybe sig i tanker.
" Den nemme vej?" sagde hun forbløffet netop som de nærmest lettede. Hun knuede sig ind til ham, ikke helt syåtiv i det med at lette sådan, med det var da en finurlig oplevelse, at de et øjeblik efter stod i et stort rum og til Camilles glæde var alle de andre der også.
Hun slap sit greb om Melvin og sagde med smil i stemme og øjne..." hey gyes...good to see ya! Så kan i godt finde champagnen frem og kickstarte feste" hilste hun på alle.
Det var ærgeligtvat ikke Tristan var her med hende nu, han ville også have nydt det...deres lille gensyn.
Hun smilede stort tl Melvin.
Hun betragtede ham lidt...han virkede langt mere...voksen...end sidst, rent mentalt.

det passede nok også rigtigt at Melvin var blevet mere voksen på det sidste.
der var mange årsager til at han er blevet så moden. de fleste af dem er hemmelige og noget de fleste ikke ved noget om.

da de allesammen hørte Camille stemme vendte de allesammen blikket imod hende og smilte og allesammen gik hen og hilste varmhjertet på hende. "hvordan går det Camille?" spurgte Beko hende og de andre spurgte om det samme også.
de førte hende hen til sofaen så hun kunne sidde ned og fortælle dem alt hvad hun havde oplevet og så kunne også spørge dem om ting.
Zaela og Surzi satte sig på deres egne en persons sofa stole og de andre satte sig hvor de kunne ellers.
de var meget glade for at se hende igen efter så lang tid.

Hun lo, og fik for første gang en følelse af at høre til i en flok.
Det var dejligt at se dem alle igen.Glemt var tiden hvor de faktisk havde kæmpet mod hinanden, dengang de jagtede Zean og hende efter hun havde afslået at blive Sakrefs elev, og Zean havde snuppet hende lige doran Sakrefs næse istedet, for at tippe magtbalancen, som Zean havde udtrykt det.
Hun smilede....de var kommet langt sideda.
Camille fortalte om hvordan hun var kommet hertil med Tristan og hvordan en ork kamp havde adskildt dem...i meget lang tid.
Hun fortalte at de var sammen igen nu, faktisk som kæreste og at Tristan havde det godt.
Hun fortslte også at hun boede sammen med en fyr der hed Aleck, lige i Angerforge.
Hun nævnede intet om at han var lejemorder- og dæmon.Måske de kendte ham, så var det fint nok...men ellers ville hun intet afsløre om ham. Aleck var en del af hendes liv nu.
Om slaverne hun købte fri og hendes planer om at bringe Isabellas dynasti til fald, talte hun ikke om.ej heller Eric og Mira blev nævnt....og da slet ikke krystallen fra dragerne.
Al det.....var det ikke sikkertvat tale om, ikke når der hang en pris over Camilles hoved.
" men ellers går det fint" afsluttede hun og så måtte de jo spørge hvis de ville have noget uddybet.

der var ikke noget de ville have uddybet. de allesammen vidste godt at folk havde hemmeligheder. selv de alle havde en hemmelighed som ikke alle kender til. hvad deres gruppe ellers er en betydning for.
"men nu hvor du har oplevet så meget er det så muligt at du kan gå op og snakke med Bron? han har været meget fraværende på det sidste og ingen af os har på nogen måde turde afbryde hans stilhed" sagde Beko og kiggede på Camille.
"jeg kan huske et tidspunkt hvor jeg var ved at gå ind i Brons værelse imens han var derinde og han bukstavligt talt begyndte at kaste med knive efter mig til at jeg nåede at komme ud af rummet og lukkede døren" sagde Neko bagefter.
de allesammen nikkede til hvad Neko og Beko sagde.
man kunne tydeligt se hvordan at på sin vis var Camille en del af gruppen men alligevel ikke. som om der var noget hemmeligt mellem gruppen.

Snakke med Bron? Hun rynkede lidt på næsen.Det var jo ikke fordi hun ikke ville, mere om Bron overhovedet ville tale med hende?
På den anden side, så kunne hun jonikke aflægge besøg uden at se ham, vel?
" Jeg vil da gerne tale med ham....og så må vi se hvad han siger til min tilbagevenden, om han vil tale med mig" smålo hun.
Camille så over på Melvin, hendes lille xman, som hun havde givet ham afkælenavn nu.
" Skal jeg selv finde derop, eller kan du lave dit lille stunt med mig i armene igen?"
Turen havde været både praktisk, sjov og behagelig.
Og så var der hele overraskelses momentet for Bron.Han ville opdage hende længe inden hun nåede derop, hvis hun selv skulle.

Melvin grinte "selvfølgelig" sagde han og dukkede op bag Camille og bandt sine arme rundt om hendes mave og puf så var de væk igen og oppe i tårnet hvor Bron sad lige foran dem og mediterede.
han havde sin røde kappe på med hætte over hovedet og han havde ny maske på. han plejede jo kun at have et tørklæde der dækkede for hans mund men nu har han en slags metal plade der dækker for hans mund. hans øjne var lukkede men han virkede som om han havde opdaget at de var her.
"hej..." sagde Bron med sin stadig meget tørre og hæse stemme.
han lød virkelig som om han var død eller noget.

Inden hun kunne reagerer, lå Melvins arme omkring hende.Det var også nok meget godt for hendes 'ry' da der ellers havde været en lille risikonfor at hun ville have jublet begejstret over hans ' ja'.
Denne gang nåede hun lige at mærke en kildense mavefornemmelse, lidt som en forlystelse i en park, en rutchebane eller noget- så stod de foran Bron.
Bron virkede ikke særlig overrasket, trods deres spektakulære entré.Måske var han helt van til Melvin , der puffede op og væk ..i den blå luft? Og - hvis ikke en død fyr som Bron kunne bevare sin coolness, hvem kunne så?
" Hey Partner...tænk at finde dig her." sagde hun med lysende øjne, joo det var godt at se ham igen." Ny skrædder?", forsøgte hun at tø ham lidt op med, og få ham til at ' mærke hende' mentalt igen.

Bron drejede sit hovede lidt så han fik et rigtig blik af Camille. man kunne nu se den store metal maske han havde på som dækkede hans mund og hans flotte blå øjne der lyste magisk imod hende.
det var lidt som om han så igennem Camille og imod Melvin istedet.
inden nogen af dem kunne nå at gøre noget som helst lavede Bron nogen hurtige armbevægelser med sin ene arm imod jorden og pludslig var der en slags tegn på jorden. det sidste Camille hørte var Melvin der bare rent sagde "shit" og Bron lagde sin døde arm på tegnet og det lyste op og man hørte hvordan Melvin stod i flammer og forsvandt som om han var blevet bortvist fra taget her.
"en rune forbandelse imod dæmoner. det forbander dem til at ikke kunne være i det samme niveau som ens selv for et stykke tid" sagde Bron og rejste sig op.
hans lange rødde kappe blæste i vinden så man kunne se i bunden af kappen hvor slidt og ødelagt kappen var også selv om at den så meget ny ud.
han vendte sig imod Camille så hun kunne se ham i hans døde øjne der lyste som blå krystaller.
der var en bestemt slags tristhed over Bron som ikke helt kunne forklares. man kunne bare på en måde se det i hans ansigt at han var ikke glad men heller ikke sur.
han kiggede ned imod jorden og begyndte at snakke "jeg gætter på at de andre har spurgt dig om du gad at spørge mig hvad der er galt med mig og det er sødt af de andre og dig at ville spørge mig men det er noget de andre nok ikke kan forstå men jeg tror på en plan at jeg ikke kan sige det samme til dig" sagde han og en stilhed brød ud imellem dem. man kunne høre hvordan vinden blæste kraftigere og kraftigere som om en storm ville snart komme.
"jeg er begyndt at blive svag. det startede i de små med at jeg ikke var så hurtig og stærk som jeg plejede at være men jeg troede bare at det var fordi jeg var ude af form. men så begyndte det at blive værre og værre og er nu gået til at bruge blod magi til at kunne holde mig selv sikker." sagde han som om han hadede magi og især blod magi.
"jeg overvejer at rejse... ikke for evigt men bare så jeg kan finde svar. jeg overvejer at rejse til dalen af de døde og snakke med lederen af alt dødt. Dhuum og høre om han ved hvad der er ved at ske med mig" sagde Bron med en tydlig foragt og tristhed over sin stemme.

Puff...og de var der! Hun smilede til Melvin, det var lige godt nok sejt at teleporterer.
Men da Bron sendte ham afsted, fik han et misbilligende blik af Camille.
" Det var da ikke nødvendigt Bron, hvorfor sende ham væk?" men Bron besvarede selv det spørgsmål, og begyndte at forklare.
Så han var ved at blive svag.? Det kunne hun forstille sig ikke var særligt prestige fyldt for ham, og slet ikke i forhold til alle de andre.
At han var trist, kunne hun forstå...men hun brød sig ikke om foragten i hans stemme, ikke hvis den var rettet mod ham selv.
" Bron?" sagde hun blidt...." du VED godt at din værdi ikke sidder i din styrke og ikke er bestemt af hvilke evner du har, ik? " Camille mente at han måske så tingene fra en liiiidt anden vinkel." Dhuum...? Aldrig hørt om ham, er han til at tale med, eller er han...farlg?"
Nu vidste hun godt at de to nok ikke havde samme opfattelse af hvad farligt var, men alligevel...

"Dhuum. han var den som fangede os i starten da vi lige var kommet til den her verden. det er nok lidt længe siden nu men det var ham der fangede os og puttede os i små vogne og var ved at køre væk med os" sagde Bron.
det passede meget rigtigt. Dhuum var den store skelet væsen de mødte da de lige var kommet til The Underworld. eller rettere sagt de mødte ham efter han angreb Firewood village og tog dem som fanger. det var ham der ikke kunne dø og gik med et skelet der hang på hans stav som både kunne grine og det hele.
"han er dødbringende og vil sikkert se mig som en trussel da jeg er en af de få udøde der ikke er kontrolleret under ham. men jeg ved ikke. jeg har brug for at tænke lidt længere tid over det. måske er der en anden mulighed. det ved jeg endnu ikke" sagde han og kiggede ned igen med lidt skam over at han ikke vidste hvad han skulle gøre med sig selv på sin vis.

Camille blev helt bleg da Bron genopfriskede hendes erindringer.
Oh jov, hun huskede kun den tur og den kamp, alt for godt.
Hun gav ham et anklagende blik" No way Bron! Du kan da ikke tage til ham, jeg er ked af at sige det, men han sku ikke just en fan....tvært om. og dengang var du stærk, hvis han opdager du er en smule mindre stærk, vil han gå lige efter dit hoved på et sølv fad.Vi må kunne finde en anden måde at få svar på!" afsluttede hun.
Det var nu ikke fordi Camille led af storheds vanvid, hun vidste udmærket at hun ingen ret havde tilbat blande sig i Brons handlinger, lige så lidt havde han i hendes.
Men...han var blevet en del af hendes venner skare, efter de eventyr de sammen havde deltaget i, og hun skyldte Bron sit liv.Og nu prøvede hun blot at holde ham i live....eller hvad man sagde om en undead- det vidste hun ikke helt.

Bron sukkede og kiggede på Camille lige i øjne.
"jeg forstår dig skam godt at du ikke kan lide den ide at snakke med ham men det er det eneste valg jeg indtil videre har. ingen af de andre kender noget til undeads og der er ikke mange undeads der har hjerne nok til at kunne tænke på noget" sagde Bron og sukkede igen og satte sig.
"det er enten det eller så skal jeg håbe at jeg kan få en snak med dragen af liv og håbe at hun ved noget om hvad der er igang med at ske med mig. så jeg vil hellere satse mine penge på at snakke med Dhuum end at måske få snakket med en af dragerne som måske eller måske ikke ved noget" sagde han og kiggede på hende.
han fjernede blikket og hele hans ansigt blev fuld af vrede og med en knytnæve slog han ned i en af sidestene på tårnet og knuste denne store firkantede sten med sin næve.
"eeaaargh!... jeg har ingen anelse om hvad jeg skal gøre!" råbte han nærmest og gik lidt frem og tilbage.

Camille var ikke helt sikker på at Bron forstor hvilken risiko han ville løbe.Han var mest van til at leve nogenlunde ubesejret og plejede at tage trusler og udfordringer med oprejst pande.Selv dengang han blev sendt ud med en umuligus som Camille.Hun trak på smilebåndet, ved mindet.
Tale med drager...det var jo også en løsning, fik hun tænkt og så ind i hans øjne.Men hvor de før lyste så fint blå, bemærkede hun kun vreden denne gang.Hele Camilles krop gav et gip, da Bron smadret stenen med sin næve.Ok...helt slap var fyren så ikke endnu.
Hun ville ønske at hun kunne få et af sine flashes af fremtiden, et syn hvor hun kunne kende Brons skæbne, kunne se hvilken vej han skulle vælge....men som altid fungerede hendes evner ikke helt efter hensigten.Det var som hun kun fik beskikket 2 hånds sorterings evner, dem med små fejl , der ikke var blevet valgt af andre?
Dét - eller også var hun ualmindelig ringe til at lære at kontrollere dem.
Telekinesen var blevet bedre ja.Men kun efter en evighed med at drive Zean til vanvid, træning med Anchilla inden hun dødede, og endelig træning med Singal ...hvor hun også fik dræbt en hund.Hun var sku ikke viderer heldig, nej.
" Bron...fald nu ned" forsøgte hun.
" hvad med at tale med dragen så? Det lyder da lidt mere..eh...sikkert end Dhuumdrengen?" hun

Bron rystede på hovedet.
"dragerne har ikke tid til sådan noget og især ikke de fem store. de har travlt med deres eget folk og den opgave de har jo fået med at beskytte verden mod total ødelæggelse og noget med en sovende fjende." sagde Bron og gik lidt frem og tilbage.
han stoppede pludselig op som om han havde fået en ide.
"der er en måde vi kan gøre det muligt for os at snakke med Dhuum uden at han prøver at myrde ham groft og brutalt" sagde Bron og kiggede på Camille med sine glødende blå øjne.
"der findes noget vand her i denne verden som har evnen til at paralysere undeads ved berøring af vandet for ca 30 minutter.
dog er den kilde hvor vandet kommer fra er hele vejen henne ved Sunfury City." sagde han og kiggede på Camille.
"jeg er nød til at have dig til at komme med mig og hjælpe mig med at få transpoterede vandet hele vejen hen til Dhuum" sagde Bron og kiggede på Camille for første gang som om han havde faktisk brug for hjælp med det her.

Hun så på Bron lidt tid. Hendes ansigt signalerede intet andet end alvor indtil et lys latter fik det til at blænde op i et stort smil.
" du er nød til at have min hjælp til atvtransporterer vandet? Og deeeet fordi jeg er den eneste med hænder i miles omkreds eller.." lo hun og holdte hænderne frem i en lidt roterende gestus.
" Hør nu her Bron...jeg hjælper dig gerne, hvis du mangler lidt assistance, men indrøm det...jeg er bare den eneste lige nu du kan holde ud.. Hvilke egenlig er meget underligt da jeg har en evne til at snakke ekstremt meget om alt du finder intetsigende" drillede hun ham.
" Ok...hvornår tager vi,afsted...og hvad med Melvin?" spurgte hun og kiggede sig omkring for at se om han var der et sted.

Bron kiggede på Camille.
"du glemmer jo at vandet paralysere undeads og jeg er jo også selv undead så hvis jeg rør bare ved selve kilden med min hånd vil jeg være paralysere for evigt over vandet" sagde han og kiggede på hende. man kunne jo ikke se om han var glad eller sur eller trist igennem den store metal plade der dækkede hans mund men så skulle man holde øje med hans øjne og signalerede at de var glade nu hvor Camille ville gerne hjælpe.
"vi tager afsted med det samme og vi siger ikke noget til de andre" sagde han og gik hen og tog fat i camille og løftede hende op i sine arme og hoppede ud over kanten af tårnet. hvilket var over 100 meter højt og Bron landede på jorden på sine ben med Camille stadig i sine arme. og så satte hende stille ned.

Hun kløede sig i nakken, en kende forlegen over at have forregnet sig lidt- eller nærmere en hel del meget." Deeet jo en væsenlig pointe du har der Bron " sagde hun og stak ham et lidt flabet smil..." men alligevel...indrøm, du vil vil gerne have mig med !" og i det samme kom Bron mod hende, svipede hende op i sine arme og da han så ud til at ville springe ud af tårnets vindue, klyngede hun sig ind til ham og mumlede " Bron for helvede...nej" men det næste var vinden der rev i hendes hår og et bump , da de landede på jorden.Bron satte hende forsigtigt fra sig. " Bron...for fanden...det gør du ikke uden at advare mig" skændte hun og rettet lidt på tøjet imens hun mumlede noget i stil med "... morladin gener...showoff...mænd" .
Hun så på Bron " Er det nu klogt ikke at give besked om hvor vi er? hvis vi render ind i vallade, arh....undskyld...NÅR vi render ind i ballade " sagde hun og var helt afklaret med at de ville få problemer undervejs. Ingen adventure med Morladin klanen gik ubesværet.

Bron begyndte faktisk at grine. det var en hæs og meget metallisk grin han havde. som hvis man hørte darth vader grine eller sådan noget.
"jeg er ikke helt svag endnu jeg kan sagtens passe på os begge. i hvert fald så længe det varer. men jeg vil ikke have at de andre kommer til skade så vi siger ikke noget til dem" sagde han og kiggede på hende.
"kom lad os komme afsted inden nogen opdager at vi er smuttet. der vil gå et kvarter endnu før Melvin vil kunne komme op på tårnet og opdage at vi ikke er der mere så kom" sagde han og begyndte at gå afsted. dog kom de ikke langt før de nåede til hvor den store mur var der sørgede for at folk ikke kunne komme ind til slottet men den holdte også folk inde.
Bron kiggede til sidderne som om han ville se om der var andre her eller ej.
da der jo ikke var nogen andre gik han hen til træet der var lige ved siden af muren og trykkede sin hånd på en plet på træet som ikke havde nogen bark på sig.
pludselig åbnede sig en hemmelig vej under træet.
"kom den her vej" sagde Bron og hoppede ned og man kunne tydligt høre hans store metal sko ramme det der lød som et hårdt stengulv.