The Reason ~~ Camille

Dag/Dato: IRL (Et par dage efter Black roses emnet)
Tid: 14.25
Vejr: En let vind og få skyer på himlen, men ellers strålende vejr.
Sted: Nær den store portal.
Omgivelser: Træer, buske, en lille bæk.

Der skete nogengange det i en persons liv, at de mistede håbet, mistede lykken, eller bare mistede evnen til at overkomme det hele. Tristan havde aldrig været en person der så let gav afkald på noget. Når han først havde det, så slap han det ikke igen. Så kunne alle verden have og vinde gå imod ham, og han ville stadig ikke slippe det.
Det var svært at sætte ord på hvordan det havde været, ikke at ville give op, da han blev adskilt fra Camille, når han vidste at finde hende igen ville være som at finde en nål i en høstak - tæt på umuligt i denne verden, men alligevel fandt han hende igen.. Eller hun fandt ham.. Det var ikke til at sige.
Der var sket meget siden de skilledes. Han havde haft nogen eventyr. Fundet det væsen der nogensinde ville kunne forstå ham bedst - tigeren Luck, som lige nu lå sikkert hjemme i Asmodeus hytte og snorkede. Han havde fået en drage.. Thefi.. Fundet ud at han havde sine biologiske forældre her... Eller i hvert fald en mor.. Ingen ville synes at ytre sig om hans far.

Tristan løftede hovedet og betragtede en sky glide forbi. Den lignede umiskendeligt meget Asmodeus med hans skæg. Tristan kom til at smile. Det skulle ikke undre ham at den gamle nok holdt øje med ham et sted fra.
Vinden tog et øjeblik fat i de orange lokker og rodede det lidt rundt. Tristan gled en hånd igennem det for at holde det væk fra ansigtet og lænede sig lidt tilbage.
Her, ikke så langt fra den port de var hoppet igennem til denne verden, havde han fundet sig en smuk oase.. Lige bag buskene vidste han den store stenport ville være, men den var glemt lige nu, hvor han kun så de solbelyste træer og den klukkende bæk.
Et par fugle kvidrede et sted, men han synes ikke at bemærke dem.

Iført et par grå bukser, en sort-t-shirt og en helt hvis overtrøje med lidt krave på, sad han nu lige ved siden af bækken. Solen skinnede ned på den hvide trøje og det fik ham næsten til at lyse op i landskabet mente han selv.. Han ville være nem et få øje på, men det var også meningen.
For det var her de havde aftalt at mødes. Ved portalen de begge vidste hvor var lå.
Tristan sukkede næsten lydløst og mærkede sin mave trække sig sammen. Der havde ikke været tid til så meget følelsesmæssigt sidst de mødtes, då det måtte blive nu. Han sank en klump, det var vel ved at være sidste udkald. Sidste fløjt inden toget kørte af paronen, og dte var helt hans egen skyld han havde ventet så længe , nu håbede han bare det hele kunne nå at udredes, eller at tiden fra hinanden ikke havde skabt for meget splid. Hans følelser havde ikke ældet en dag, men han vidste ikke med hende. Noget virkede off sidst de havde ses.

Han rystede kraftigt på hovedet. *Stop det!* tænkte han irriteret til sig selv. Det lignede ham ikke at være pessimistisk, det måtte han stoppe med.
Han var tidligt på den.. De havde aftalt kl 14.30.. Men hellere de 5 minutter før, end 5 minutter efter. Så det var bare vente på at hun ville dukke op.. Camille.

Eftertænksom gik hun i sine egne tanker .Kun svagt registrede hun den grønne skov der omgav hende og netop denne dag,lå smukt badet i sol, det meste af tiden.
Små skyer gled ind over og lagde den mere grå i ny og næ..en smuk afspejlning af selve livet, kunne man påstå.

Hun var begravet i tanker, store dynger af dem.Og en lille hovedpine sad på lur bag ved et hjørne og lurede på hvornår den skulle springe frem og angribe.Hun havde dårlig samvittighed.Ikke at hun burde, som sådan.De havde aldrig lovet hinanden noget, men alligevel havde hun en følelse af hun havde svigtet ....ham.

Tristan....
Målet for hendes lille udflugt.
Hun var så lykkelig øvet at de igen havde fundet hinanden.Over at han var okay .Det føltes som hun havde genfundet en vigtig del af sig selv.Et smil lå og spillede over hendes læber , og hendes hånd gled over nogle buske ,imens hun tænkte på ham.
Han havde altid stået hende så nær ,betydet så meget.
Det var ikke ændret og det ulykkelige bestod i at det nok aldrig ville ændres.

Det der var ændret var...
Ja, udover hun var blevet " mor" sammen med Eric, var landevejsrøver , slave bekæmper,havde modtaget en dødstrussel ....så var det hendes udlejer , dæmonen Aleck , der havde ændret ...lidt...på noget inden I hende.Og hun var nu...nervøs for at være sammen med Tristan , hvilke hun ikke helt brød sig om.
Men hun prøvede at skubbe det væk, fast besluttet på bare at nyde glæden over at skulle være sammen med Tristan, igen.

Så det var med et kærligt udtryk malet i hendes ansigt at hun trådte frem i lysningen, ved den rindende bæk ,lige efter at have spottet ham.
Han lignede en man havde lyst til at kaste sig i armene på, hvilke hun naturligvis ikke gjorde.
Istedet gik hun imod , og med et stort smil og den sedvanlige humor i stemmen, hilste hun varmt på ham..
" Hey Tristan....endelig alene, hva"

Som han bedst troede at han havde styr på det hele og kunne være afslappet, som han altid var sammen med hende, så dukkede hun op. Han havde altid haft det sådan. Han virkede ikke helt sig selv med hende. Hans ord ville ikke rigtigt ud og han undgik øjenkontakt det meste af tiden, mest af frygt for at følelsen i hans mave ville eksplodere hvis han søgte hendes øjne.
Han havde altid set det som en god ting.. En forfriskende ting, men nu var han ikke sikker. Nu var den bare skræmmende. Han følte sig på dybt vand nu.

Alt dette kom dog ikke til udtryk da han skød hende et skævt smil.
"Jeg ville ikke definere at være sammen med dig som værende alene" Svarede han igen og klappede græsset ved siden af ham.
"Tak a sit.. Vejret er skønt her.."
Han rodede igen i sit hår og pillede lidt ved noget græs under ham.

En lille sky gled for solen og et øjeblik var der næsten mørkt og en del koldere. Han trak sin hvide trøje tættere om sig og gøs, inden solen igen kærtegnede jorden og ham selv.
"Long time no see... Set bort fra hele drage episoden" Smilede han og slap hende med øjnene, men lod istedet de lysebrune pupiller lege ude i den lille bæk foran ham, havde hans fornuft ikke sagt at vandet stadig var iskoldt efter vinteren, ja så havde det set fristende ud at sætte fødderne i.

Han smilede stadig for sig selv, men hans mave slog stadig knuder.. Han var ikke sikker på om det var en god eller dårlig ting lige nu, så for nu, fik det ingen opmærksomhed.

" Alene uden en hel hær af mand og...nå ja, ikke ligefrem mus...vores dyre slæng var betydelig ...større " svarede hun smilende og forsatte sin gang imod ham.
Det var faktisk svært ikke at bryde med rammer og kotume.Havde hun savnet ham ,vildt? Ville nogen måske fristes til at spørge.Og da ville svaret være : Ja, helt der ind hvor det havde betydet ødelagt nattesøvn og en smerte i sit bryst.Men nu var hendes følelser jo ikke verdens navle, andre hensyn var dominerende.Andre brikker skulle finde deres plads i det fine puslespil,der udgjore Camilles liv.Og hendes liv ....var en vigtig brik i Underworld...noget med de syner hun havde ,der kunne redde tonsvis af liv.Hvis hun altsår brugte den fornuftigt.Og fornuft og Camille, var jo bff ....or not!

Hun fik sat sig ned ved siden af Tristan, og trak sin sorte trøje af strik lidt omkring sig.
Inden under havde hun en af de sorte bluser,skåret på skrå ,så en enkelt skulder var blottet og hun havde en lang bordeux vinrød nederder og nogle sorte støvler uden noget bling bling.Smykker havde hun ikke meget af,men om halsen hang den kæde Tristan havde givet hende, den forlod aldrig hendes hals - samt armbåndet fra Isabella og ikke andet stads.

Camille havde ikke helt styr på hvor meget af det der var sket Tristan faktisk var updateret omkring eller hvor meget hun burde sætte ham ind i.Hun håbede det kunne komme lidt efter lidt.Gennem tiden havde hun haft mange ...underlige...ideer og hændelser at præsenterer ham for og til hendes store glæde, havde han accepteret det meste shit hun involverede ham i.Den Demetri der boede i deepshell , havde dog været ved at blive for meget.Det var første gang hun havde set ham så vred...og forhåbentlig den sidste.

" Nå...Tristan...hvad har du rendt rundt og lavet...og din tiger ...Luck?" Der var klart noget der stak under der, som hun ikke kendte til.Og hun ville langt hellere høre om det , end at besvare eventuelle spørgsmål han måtte have.

Tristan vippede lidt med fødderne og lænede sig mere tilbage i græsset. Det var endelig begyndt at være så varmt at man kunne færdes ude, uden at behøve at være pakket ind i tøj, men det var vel bare lige her. For blot et par uger siden havde han vandret igennem en snedækket skov, forfrosset og faret vild, hvis han huskede rigtigt, for at lede efter selv samme person som sad ved siden af ham.

"Tja... Jeg har lavet så meget.. Det meste af tiden brugte jeg på udkig efter dig" Startede han med et skævt smil, uden at se på hende.
"Men ind imellem skete der et par ting.. Luck ja... Forvandlede sig til en tiger... Og er åbenbart min slægtning, det hed noget med San... Nej jeg kan ikke huske det" Grinede han og rystede på hovedet.
"Jeg har åbenbart en familie her... En eller anden ved navn Isabella har min mor, og der er ingen som vil fortælle noget om min far..." Han så tænksom ud et øjeblik, men kiggede så hen på hende med et varmt smil. Prøvede at finde hendes blå øjne med hans lysebrune.
"Oh ja ! Og som du så tidligere har jeg fået en drage.. Thefi... Du skal ikke spørge mig hvordan... Thefi taler om mig som er jeg royal eller noget, jeg har stadig ikke forstået hvorfor." Forklarede han videre.

"Ellers... Jeg har mødt nogle væsner... Jeg bor lige nu hos en gammel nisse ved navn Asmodeus.. Spøjs gammel mand.." Afsluttede han lidt fjernt og rettede så opmærksomheden imod Camille igen.

"So... What have you been up to?"

Hun mærkede en knude inden i sin mave ,den ligesom vendte og drejede lidt på sig.
Han havde ledt efter hende....naturligvis, som hun også havde søgt mulige og umulige steder efter ham, og som tiden gik sank håbet og frustrationen og hjælpeløsheden....ensomheden satte ind.
" ja...du gode jeg ledte også alle steder efter dig, men ingen havde set dig Tristan" supplerede hun stadig lidt anspændt.
Men så tog eventyret ellers til og hun måtte lige anstrenge sig for helt at holde trit og få det hele med .
" Uldtot er ...en tiger? Det er den samme Luck? Jamen..?
Tristan , hvordan... ? Det giver jo ingen mening! " sad hun lidt måbende og kiggede på ham.
" Og den drage der, er du klar over hvor sjældne de er ? "
Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham lidt.Hvor ville hun dog ønske at hun havde kunne være ved hans side i det eventyr han havde skrevet uden hende.Det var for vildt.
" Royal?... Bet you loved that one" lo hun muntret for første gang,men blev så alvorlig igen.
" Jeg forstår ikke det med...din mor.Jeg mener du har da Anna...og " hun tav og tog nogle dybe vejrtrækninger.Han havde sagt Isabella.Det måtte være den samme Isabella.
Hun så ind i hans smukke øjne og lige der passerede et øjeblik hvor hun næsten glemte sit eget navn, hun ænsede kun ham, Tristan.
Hun sled sig løs fra dem.Øjnene.Selv om hun nu helst ville have taget brusebad i dem, men dette skulle hun huske at sige...
" Isabella...jeg kender hende, hun...ehm...kan ikke lide mig, faktisk har hun nærmest en pris på mit hoved.Jeg køber slaver af hende og giver dem frihed.Eller sarboterer fange transporter.Hun er juvelen på et imperie bygget af slaver og undertrykkelse.Hun er...forfærdelig"

Hun lod Tristan tænke lidt ,inden hun selv ,meget sparsomt fortalte...
" der har været sket en del Tristan, men udover jeg sammen med en ven har fået ansvaret for en pige på 6 år, Mirabelle...Mira..., så bor jeg hos en fyr i Angerforge District, der hedder Aleck."
Hun undlod i første omgang at omtale han var dæmon, det kunne altid komme senere
" Jeg ...kom til at slå en barbar ihjel og da hele byen nærmest rejste sig på nakken af mig, fik han mig ud af den ballade,ved at slæbe mig med hjem...og jeg har nu lejet et værelse der"
Hun så på bækken, ønskede næsten at ligge sig i den, at blive et med vandet.
Der var meget at fortælle og dele,men lige nu ville hun bare nyde at være sammen med ham igen...det var så længe siden.

"Underligt ingen havde set mig... Jeg synes jeg var overalt fra hvor vi blev væk fra hinanden. "
Han trak uvidende på skulderen og nikkede.
"Ja missen var en tiger hele tiden , hvem skulle have troet det? Nogengange kunne jeg sværge at høre dens miaven i mit hoved og næsten forstå det.. Men det er nok bare indbildning?" Han rystede kraftigt på hovedet og fortsatte.
"faktisk har jeg ingen ide om hvor sjældne de er, men efter hvad Asmodues sagde så er de meget sjældne.. Og endnu mere at de knytter sig til en ... Det må være håret" Grinede han og kløede i det strittende hår.

"Tja.. Åbenbart er mine biologiske her og dem i vores verden var.. Plejeforældre... Jeg ved ikke om det er noget jeg skal tro på, men det forklare meget mere for mig end alt andet har kunne" Sukkede han og vippede lidt frem og tilbage.

Han nød hendes latter.. Det måtte være første gang han hørte den så længe. Noget der altid fik ham til at smile og ville grine med.

Han sad bare og lyttede til hvad hun havde. Det gav et lille stik en gang imellem, han havde ikke været der til at opleve det med hende.. Hun havde fået så mange nye venner her.. Han havde højest fået 3 bekendte.. Men det var nok fordi han havde brugt alt sin tid på at rejse rundt og lede..
"En pige på 6? Tillykke med det mummy" Smilede han til hende - igen lidt fjernt.
"Du slog en barbar ihjel? Hold da op? Med telekinese? Det lyder som noget voldsomt" Smilede han muntert og holdt øjenkontakten, hvis han havde kunne stoppe tiden nu og holde alt andet ude, jamen så havde han gjort det uden at tøve.

"En udlejer? Han lyder som en fin fyr.. " Svarede han til sidst, helt uvidende. Det eneste der fik ham til at tænke ved hendes ord var om han ikke kendte navnet Aleck... Men det var måske et normalt navn her..

" Tristan...det lyder vildt, at du skulle være født her.Vi må da finde din mor og få hende væk fra Isabella.Der må være en måde det kan ske på.Du husker Mina..? Hende der var med på vores første tur hertil.Årh...det en lang historie,men vi er blevet mere tætte nu og jeg tror hun måske er den der kunne hjælpe os inden for Minion palæet, det er i hvertfald et forsøg værd!"

Hun vendte tilbage til det med Luck, det var stadig ikke heelt klart for hende ,denne transformation og forståelsen hvad der var sket, men da hun havde resten af livet til at finde ud af det, så beskæftigede hun sig bare med det morsomme og enestående i at den lille bedårende mis , nu var en prægtig vidunderlig tiger." Det kan msn da kalde at vokse op " smilede hun og tænkte at det var derfor den havde taget så pænt imod hende og været ligeglad med Akuma og femir( eller hvad han hed).

"Jeg ville nu hellere have haft en tiger end en datter" jokede hun og gav ham et puf.
" hun var den første jeg købte fri,men det gav bagslag da der ingen familie var og jeg kunne jo ikke lade en lille pige alene.Så Eric Valentine gik med til at opdrage hende, sammen med mig, hun bor på deres gård og jeg er der ofte.Hun kunne ikke bo hos mig...kun værelset er helt mit og så er der det at Aleck er dæmon, og det er Eric ikke heelt tilfreds med.Selv om han aldrig ville gøre hverken Mira eller jeg noget som helst.Han er en ..han er god nok"
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle beskrive Aleck, for deres forhold var meget uafklaret og intenst pluds at Tristan ville tro hun havde mistet forstanden, hvis hun fortalte han var lejemorder...det lød forkert.

Han nikkede bare. Asmodeus havde forslået det samme, men Thefi havde sagt hans mor var i en ynkelig tilstand, og han var bare ikke sikker på at han ville møde hende i den tilstand. Så ville han hellere have mødt hende i hendes storhedstid.
"Vi kunne altid prøve... Kender man os ret ville vi ikke kunne lade være" Smilede han kækt og kørte en hånd igennem sit hår.

En dæmon... Tilbage i de gamle dage ville han blive bekymret og beskyttende, sige at han ikke ville have at hun boede hos en dæmon, og jo, den beskyttende trang var der da, men i denne verden var menneskene bare i undertal og der var dæmoner over alt.
"Altså du ved jeg ikke er vild med at du bor hos en dæmon... Eller en anden dreng" Han sendte hende et flabet smil. "Men hvis du siger han er god nok, så må jeg vel stole på ham?" Han vendte sig lidt hen imod hende med kroppen, og betragtede hendes lyse lokker som en gang imellem blev hevet en smule i af vinden omkring dem.

Der var dog noget der ikke kunne gå forbi ham.
"Du virker lidt... tøvende... Jeg ved ikke... Er der noget i vejen?" Spurgte han til sidst og rynkede brynene. Det var ikke fordi hun virkede trist på nogen måde, der var bare noget der ikke helt stemte et sted.. En dur akkord i en mol skala, men måske var det bare stemningen over at have været væk fra hinanden så længe.

Hun holdte øje med ham.Skjult fulgte hun hans bevægelser, betoninger og små ændringer af udtryk.
Hun havde savnet ham, meget og hun havde mest lyst til at røre ved ham, bare for at forsikre sig at han faktisk var der.
Istedet sad hun med hænderne i sit skød, som en god lille pige, foldet og tilbageholdende.
Hvordan skulle hun forklare ?
I første omgang slap hun dog for netop at skulle det, da snakken gik videre om hans mor.
" Ved du hvorfor Isabella har hende? Hvorfor er hun interessant for hende? " spurgte hun nysgerrigt,men hurtigere end hun brød sig om var samtalen tilbage på hende.
Tristan smilede ..noget flabet...ved hans bemærkning om dæmoner og...drenge i al mindelighed.
Camille ville normalt have kommet med en rap bemærkning lige retur,men det synes bare ikke lige særligt morsomt nu og grunden var Aleck.
Hun fik et lidt spekulativt udtryk over sig og hun vidste at hun hverken kunne- eller ville lyve overfor Tristan.
Men...det var jo lidt svært ,hvordan skulle hun gribe det an?
Hun var ikke i et rigtigt forhold til nogen af dem, og havde nu alligevel fået et følelsesmæssig tilknytning til dem begge.Den til Aleck var mere voldsom og ude af hendes kontrol og med Tristan havde det rod i noget solidt,ægte og varmt.
Hun måtte slå hul på emnet, hvad så emnet helt eksakt var?
" Der er ikke på den måde noget galt, men ham jeg bor hos.....han...vi er måske blevet mere...tætte...end jeg havde forstillet mig" svarede hun spagt og stirrede i græsset.
Hvad pokker skulle hun ellers have sagt? Hvis hun skulle sige noget overhovedet?Det hele virkede lidt....anspændt,og det ville hun gerne ændre.

Han rystede bare på hovedet. Han havde ingen ide om hvorfor Isabella havde hans mor. Han kendte ikke en gang sin egen mors race eller udseende.
"Jeg ved det ikke... Jeg ved hun ikke er en normal slave, men jeg ved bare ikke nok til at vide hvad hun ville bruge hende til" Forklarede han roligt.

Der var en kort stilhed. Tristan benyttede stilheden til roligt og let at lægge hånden over hendes håndflade, som lå i hendes skød. For komfort, for at sige at alting var okay nu, men mest af alt for at være sikker på de faktisk sad her, at hun var der, og han ikke var ved at blive sindsyg.
Han strøg sin pegefinger i små cirkler på hendes håndryg, hvor havde det været længe siden, han havde holdt hendes hånd. Den synes at passe perfekt i hans, bare et øjeblik.

Det var først da hun begyndte at tale igen at han kiggede op på hende. Et uforstået halvt smil formede sig på hans ansigt, det ændrede sig til en bare uforstået grimasse.
"Pft... H-hvad mener du?" Han rynkede på brynene og lænede sig en smule væk. Han vidste ikke helt hvordan det skulle tolkes, men han kunne mærke den varme følelse han altid havde i hans mave sammen med hende, bevægede sig opad og satte sig som en klump i halsen, der truede med at ekpslodere i hans luftrør, og han fandt ordene underligt svære at forme.

Hun havde sin fulde opmærksomhed givet til deres hænder, og hun ville have ønsket den kunne have blevet der.
Men Tristan var ikke dum og han kendte hende al for godt , for godt til at lade den udtalelse passere, desværre.
Hun skar en lille grimasse imens hun gennemsøgte sit forråd af ord efter de helt rigtige, beklageligvis dukkede de ikke op.Tristan vidste også at hun ikke var typen der hverken blev duperet let, eller rendte rundt og kyssede på ...hvem som helst.
Hun var...tilbagetrukken ,kræsen og kun få havde været oplagte interessanter for hende, og Tristan var den der stod hende nærmest af alle.
Så hvordan kunne det ske? Det med Aleck? Det vidste hun jo dårligt selv, uden det lød som et læs dårlige undskyldninger.
" Det var aldrig hensigten....og jeg ved ikke helt hvordan....men der var et mord indblandet, vi....jeg ved det ikke helt, men ...vi har kysset nogle gange".
Hun så ned, ned på den hånd hun var rimelig sikker på ville ende sine små kærtegn nu.
Hun ville gerne have haft det var anderledes,men hun havde været indfanget af ham hurtigt, og hun kæmpede selv med at forstå det hele, og midt i det havde Tristan været som sunket i jorden.

Det var sjovt som et par få sætninger, eller bare ord, kunne gøre så meget. Tristan fangede sig selv i at kigge op for at se om en sky var gledet for solen. Han følte sig pludselig helt kold.. men solen skinnede som altid. Han var stivnet, slog blikket ned.
Et øjeblik gjorde han intet, så fjernede han roligt sin hånd og rettede sig op, kiggede ubevidst væk.
"Det... " Han tav igen. Hvad skulle han sige? Det hele sad fast i hans hals, klumpen i den voksede sig større.
"... Okay" Sagde han så og sagde ikke rigtig mere. Han kunne ikke blive sur, de havde aldrig lovet hinanden noget.. Han havde aldrig taget sig sammen til noget, det hadede han sig selv for nu.
Hans tanker kørte lidt rundt.. Han kunne have rystet på hovedet af det og taget det som en fejl hvis hun bare sagde de havde kysset, men "Nogle gange" sad fast i hans hoved.. Var det var femte minut i 2 uger, eller 2 gange..?

Han ville ikke en gang tillade sig at vise hvordan han havde det, med ord. Det havde han ikke retten til nu.
"Jamen så køre det hele vel på skinner for dig" Prøvede han. Hans blik søgte belysningen de sad i efter et sted han kunne snige sig ud uden hun fulgte efter. Bare løbe i en tilfældig retning.. Eller tage igennem portalen igen. Hjem igen.. Hvis han var heldig kunne den portal måske blive en tidsmaskine..

Ord var ikke nødvendige.
Hun kunne føle det,mærke ham og hans reaktion på lang afstand.
Og hånden blev flyttet ,som forventning.
Hendes øjne fyldtes med tårer.Hvordan kunne dette gøres godt?
" På skinner er nok lidt for ..." og så kom der ikke mere ud af hendes mund.
Hun kunne ikke leve sådan, ikke leve med at den person hun elskede og respekteret så højt, trak sig fra hende sådan her.Hun vidste hun burde holde sin mund, og sikkert også lade ham være...og lade Aleck være, hun ville ende med at drive alle til randen af ulykkelighed,som hun netop havde med Zean.
Hun burde være alene, altid.
Camille kom op på knæ og møvede sig foran Tristan.
" Tristan please...j-jeg ved ikke helt hvad der sker med mig...med ham og med dig?.Jeg var alene da det hele begyndte og nu....nu er der knyttet nogle bånd og her...her sidder du igen..."
Om hun bare vrøvlede eller om mening ren faktisk kunne udledes fra hendes ord, var hun selv i tvivl om .Hun greb ud efter hans hånd.

Der var ikke meget han var sikker på lige nu. Det eneste rigtige holdpunkt han havde haft, var lige væltet, og han anede ikke hvor han stammede fra eller hvem han rigtig var, men en ting var han dog sikker på lige nu. Han havde ikke tænkt sig at græde foran hende, så meget værdighed havde han da tilbage.

"Hvorfor beder du mig please? Der er jo ikke noget jeg kan give dig." Svarede han og nægtede stadig at kigge på hende. Han havde knyttet sine hænder for at begrænse det lidt. Et eller andet sted var han vred.. Havde lyst til at råbe ad hende alt det han havde opgivet og gjort for hende, men han gjorde det ikke, det ville nok for alvor feje hans chance væk..

"Jeg forstår godt hvad du siger.. Jeg var væk .. Fair nok.. Knyttet nogen bånd... Ja jeg forstår.. Du... Er sammen med ham nu, det er okay.." Svarede han bare og trak sig lidt væk.
"Til at gøre op for alt det jeg aldrig sagde så fandt jeg noget så var det dig jeg kæmpede for til sidst.. Ja og jeg .."
Han stoppede sig selv. Klumpen i halsen udvidede sig betydeligt og han følte ikke for at klemme de sidste ord ud nu.

Uvejeret nærmede sig.Men en truende fart rykkede det nærmere og hun havde frygtet det så meget.
Havde han blot skældt ud, råbt af hende , sagt hun var en idiot.Det havde hun kunne klare og sikkert givet ham ret- eller selv blevet i ubalance og skændt tilbage på ham.
Men alt var bedre end....det hér.
Han trak sig fra hende...ånd,sind,sjæl..og krop og hendes hjerte trak sig sammen ,da hun stilletiende så det ske for øjnene af hende.
" Jeg mener..please...lad vær med...det der, lad vær med at blive vred...tal med mig" næsten tiggede hun ham.
Hun tog sin hånd til sig igen.Hendes bekymring skreg af hende, råbte hun måtte tage sig sammen nu- ellers ville et helvede , et inferno af problemer bryde ud." Check yes...til det meste, men Tristan vi er ikke....sammen...altsår ...ikke helt på dén måde..." Hun lyttede til hans ord og vidste han var vred.De knyttede hænder bar vidne om det ligeledes og mest af alt ville hun tage hans hånd , strække fingrene ud og flette dem med hendes egne.Hun kunne ikke klare at være årsagen til dette.
Hans sidste sætning forvirrede hende .." Jeg ved ikke helt hvad du mener ,med det sidste der .." sagde hun stille uden at se på ham.Hun havde mere svært ved at tøjle føelser end han havde.

Fristende.. Det var fristende.. Bare at rejse sig og gå. Finde et sted han kunne sidde i fred og bare gro fast der. Eller rejse sig og råbe ad hende, få klumpen i halsen ud, miste kontrollen. Too bad at han stadig klyngede sig til det lille håb han nok ikke havde mere.
"Jeg er ikke... Vred.." Sagde han bare og der var en lille stilhed.
"Ikke helt på den måde.. Det lyder sådan, og et lyder mest af alt som om det er det du ønsker.." svarede han roligt, mærkede igen lysten til bare at blive vred og slå fra sig, men ikke på hende, han ville aldrig kunne lægge en hånd på hende om hun så havde været på dusørjægernes bingo book #1. Han havde lyst til at slå sig selv, straffe sig selv for at være en idiot. Det var jo ikke hendes skyld, det var hans egen. Endelig fandt han den person der kunne vende det rundt. Få andre piger til at virker uinteressante og kedelige, også kvajer han sig. Flot. Bare flot.

Han forklarede ikke det første der havde forvirret hende, men fortsatte bare med at tale lidt efter.
"Jeg begynder at tro at der var en mening med at vi kom her.. I forhold til hele underworld.. Og alligevel fortryder jeg det.. I vores verden var jeg måske blevet slået ihjel om blot et par dage.. Men i det mindste havde jeg haft dig.. " Hans stemme var kontrolleret, omen den en gang imellem havde et knæk eller to.

"Der var så meget jeg aldrig sagde.. Som jeg skulle have sagt.. Tingene ville have været anerledes nu, men jeg var bare bange for det hele.." Han bed sig i læben og lukkede øjnene et sekund. Drømte sig tilbage til den aften i Camilles sommerhus. På stranden, med vinen og solnedgangen.. Derfra mente han.. Derfra havde han vidst det, et eller andet sted.

"Så jeg må sige det nu, på falderebet" Han klemte et skævt smil ind og så for første gang hen på hende. Vidste ikke helt hvad hun kunne se på ham, for han vidste ikke en gang hvordan han havde det - glad fordi det kom ud, men samtidig forfærdeligt fordi det ikke var gengældt. I hvert fald ikke mere.
"Jeg elsker dig.. Det har jeg gjort så længe nu" Afsluttede han til sidst og slog de lysebrune øjne væk fra hende, gjorde an til at rejse sig op.. Han ville bare væk nu.

Hun kunne se det på ham. Se at han ikke havde lyst til at være der nu.Han lignede mest af alt en der var på vej væk, på alle måder.
Selv om han sagde han ikke var vred, så stod det klart at han heller ikke var det modsatte, glad. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre.
Hun ville gerne kunne sige at Aleck intet betød, at han var glemt og væk....men det ville være en meget stor løgn. Problemet....dilemmaet bestod i at Tristan ligeledes ikke havde mistet sin særstatus hos hende, han havde ligeså stort hold om hendes hjerte som altid. men hun følte bare ikke hun havde ret til at fortælle det. Ville det være for egoistisk?Hun ville på ingen måde sætte sig selv først og gøre ham fortræd i dette forløb.

Hun fik igen de blanke øjne, der vidnede om at stærke følelser flød igennem hende imens Tristan talte, hun var ikke vant til at han satte ord på hans følelser på denne måde...* idet mindste ville jeg have haft dig *
næsten lydløst hviskede hun tilbage " Du har mig stadig "
men hvis hun troede hun ikke kunne blive mere overrasket, tog hun grundigt fejl.
Hvad fablede han om ...på falde rebet? Skulle han gå? Ikke tale om, hun havde lige fundet ham igen.Om hun så skulle lænke ham til et træ,eller til hende så kom han til at blive.
Hans næste ord, sendte hende til nedtælling.Hun havde set ind i hans smukke mandelformet øjne, kunne egenlig været blevet hængende der og fordybet sig, men hans læber formede ord...ord som hun drømte om- og ord som hun frygtede at binde sig til.Sad hun ikke ned i forvejen, havde hun været faldet og ramt græsset by now .Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men i hendes eget hoved rungede de samme ord * du ved jeg også elsker dig * , hun så tøvende på ham, var han ved at ville...gå?

Hun kravlkede over til ham, greb efter hans hånd og svarede usammenhængende " D-du ved jeg også elsker dig Tristan, vores timing er bare..elendig, men...vi finder ud af det...på en eller anden måde...finder vi ud af det ?!"

Et tag i hans hånd fik ham til at fryse og falde tilbage ned i græsset. Han følte sig kold og forslået. Ville egentlig hellere have brydet med en drage end at skulle igennem alt det her. Han havde altid forstillet sig, at når to mennesker elskede hinanden, så var det en lykkelig ting, men det var åbenbart ikke altid en dans på roser.

Han kiggede op på hende igen.. Blinkede et par gange. Forstod ikke.. Han ville bare væk. Ønskede hun ville slippe hans hånd og skubbe ham væk, så han kunne løbe sin vej.. Lidt som han altid gjorde, og på samme tid ville han bare så gerne holde hende ind til sig, kysse hende, ligge og bare kigge ind i hendes øjne igen, som om alt var som før.

After all, så det alligevel ud til at den anden trang vandt og han ragte sine arme rundt om hende og holdte hende ind til sig i et tæt greb. Han lukkede øjnene hårdt sammen og ville bare .. Bare gøre det hele godt igen..
Han forstod hende ikke.. Hun sagde hun havde en anden, men hun sagde hun ville finde ud af det.
"Selvfølgelig finder vi ud af det ... Men det er ikke min beslutning at tage... " Svarede han beroligende og trak hende lidt væk igen for at give hende et beroligende smil, stryge hende over kinden.
"Det er din" Mumlede han og kunne mærke klumpen i halsen vokse. For første gang siden 1 klasse kunne han mærke tårene presse på.

Hun havde ingen fred.Ingen fred i sine tanker og ingen fred i sjælen, selv hendes krop citrede,næsten emmede af ubehag.Som hun så det , var hun solo ansvarlig for det rod der var skabt.Havde hun haft sine grunde, kunne du spørge?
Naturligvis , ville svaret dernæst lyde.Men det var hende der havde lukket op, tilladt at åbne døren til hendes hjerte og lukke en anden ind.Der havde været andre ...de havde pænt og høfligt stået og banket på, og Camille havde været så tæt på at åbne,men havde alligevel undladt.Måske fordi hun var bange for hvad der ville ske.
Aleck havde på en måde bare vist sig fuldstændig ligeglad, havde sparket døren ind og gået efter det han ville have , selv om hun havde stået og raslet med hendes sikkerhedslåse til døren.Det var noget rod, for hun var ikke sikker på hun kunne smække døren i hovedet på ham, Aleck.Og HVIS hun endelig gjore, ville han så sparke hele døren ned igen? Eller som den store stygge dæmon( ulv) blive ved at puste til hele hendes f****** hus styrtede sammen? Eller ville han bøje nakken, grine og smutte? Hun anede det ikke.
MEN hun vidste at fyren foran hende betød for meget, hun var for knyttet til ham , hun elskede ham for meget til at kunne sidde passivt og se ham forlade hende.

Hun blev hevet ind i et knus, og for første gang følte hun bare nogle sekunders comfort, som hun blev halet ind i en tryg havn. Hun knuede sig ind til ham, og i den tid han tillod ,gemte hun sin snude ved hans hals og lukkede sine øjne.

Da han trak hende lidt ud og aede hendes kind , så hun på ham med store øjne og et hjerte der bankede kun for ham i disse sekunder.
Han havde en beroligende effekt på hende, ihvertfald nok til at lige file lidt af toppen ,så hun idet mindste kunne tænke og tale nogen lunde forståeligt.For tag ikke fejl...inden i rasede en storm af kaos, men ikke om ti vilde Valens heste ville kunne få hende til at udsætte Tristan for det uvejr, hvis hun på noget sæt kunne undgå det.

" Jeg skal nok få ....finde en løsning der gør alle glade" sagde hun med en anelse svag stemme og hovedet lidt på sned.Hun kunne se han var berørt og lænede sig mod ham for blidt og nænsomt at kysse hans kind.

Det var lidt af en agenda hun netop havde udstukket sig selv .
Men hva pokker, var det ikke hende liv i en nøddeskal, det bestod snart udelukket af umulige opgaver.Men hvis hun i Deepshell havde det mål at få alle racer til at co- eksisterer i fred med hinanden, så kunne hun vel for dælen også komme op med en løsning der tilfredsstillede både Tristan,Aleck og måske hende selv ?
Planens svage led? She hadn't got a single clue how ?

Han nikkede... kiggede væk. Han havde stadig lyst til at krybe sammen i et hul. Han vidste godt at så snart de skilledes idag, så ville han bruge tiden på at sidde i sin seng i Asmodeus hus og glo ud i luften - samle støv.
Mentalt gav han sig selv et slag, en trækning i hans ansigt var det eneste fysiske der viste det. Han skulle ikke rådne op på grund af det her. Hvis han skulle igennem så skulle han ud og glemme det hele - på eventyr. Ikke sidde alene og trist.

"Ærlig talt så tror jeg ikke der er en måde alle ville være glade.. Eller nu ved jeg ikke noget om jeres... forhold" talte han. Spyttede næsten det sidste ord ud. En trang kunne føles. Til at denne gang ikke give sig selv et los bagi, men denne gang denne dæmon, Aleck. Han synes at huske navnet et sted fra, men kunne ikke lige sætte ansigt på. Om ikke andet, havde han bare lyst til at slå ham så hårdt han kunne.

Den varme følelse af hendes læber imod hans kind. Det fik ham næsten til at smile sådan rigtig. Et øjeblik forsvandt trangen til at krybe sig sammen, eller til at slå en fyr han ikke engang kendte.
Et øjeblik havde han kun en trang, at føle hende helt tæt på.
Han satte en hånd på hendes kind, og før hun kunne nå at trække sig længere væk fra at have kysset hans kind, lænede han sig frem og pladserede sin læber på toppen af hendes.

Havde hun forventet anderledes , ville det nok være lidt tåbeligt.
Hun så væk da han talte...alene måden han betonede ordet forhold på, det gjore ondt.
Ondt fordi hun vidste han ikke brød sig om det.Ondt fordi hun syntes mindre om sig selv over det og endeligt ondt fordi hun ikke kunne benægte at hun var blevet involveret med Aleck, følelsesmæssigt.Når hun var sammen med ham , poppede alle de...ting...op i hende og det var som at skulle holde styr på en hel sæk lopper, umuligt.
Måske havde han ret...måske var der ingen løsning, men det måtte jo undersøges, afprøves.Og skulle der udgødes hjerteblod ville det første der blev spildt være hendes, ikke de to fyres, så meget var hun helt afklaret med.
" Vi må se..." sagde hun og inden hun nåede at rette sig op, havde Tristan sat hans læber mod hendes.
Som verdenen drejede rundt, eller også var det ham der fik hende til at vende op og ned ? Resultatet var det samme, hun så dansende stjerner og hendes hænder fandt reflektorisk på plads omme ved hans nakke hvor hun nussede hans karskteriske orange lokker af hår , imens den bløde varme fornemmelse af hans mund , fik hendes lille overbelastet hjerte til at slå en munter koldbøtte.

Den der følelse... Han kunne specifikt huske den fra den aften ved Lars og Lindas Bryllup. Følelsen af bare at overgive sig selv og falde.. Han faldt. Var faldet. Svævede rundt i vægtløshed. Verden betød ikke noget nu. Der var intet der betød noget ud over det her.
Hans højre hånd strøg hen over hendes kind og strøg noget hår tilbage. Den anden havde han diskret lagt på hendes talje.
Måske var det lige det sekund det gik op for ham at hey, han var færdig med at løbe fra det hele nu.

Han trak sig et par cm væk fra hende igen et sekund, inden han blødt pladserede læberne på hendes et øjeblik mere. Som et barn, lige vågnet og tikkende om at få 10 minutter mere at vågne i. Han havde altid været typen til at sove over sig og ikke nå i skole, måske var det samme princip?

Hun smeltede som smør, der i solens stråler.Men det var ikke dem der var årsagen, det var ham. Tristan.
Trods deres lange forløb, havde de delt ikke mange kys, men dem der havde været -havde alle været ladet med en helt særligt og unik energi og hun havde altid følt sig som den heldigeste pige i verdenen, i hans arme. Hun vidste at han var kræsen, ikke bare kastede sig over alt med et skørt, selvom han var flirtende og havde muligheder nok at vælge mellem - og det var en kvalitet hun godt kunne lide hos drenge.Hos ham.

Da kysset endte, slog hun øjnene op og i to små stødvise inhalationer ifk hun luft i lungerne igen, hendes hænder slap hans hår og åbnede sig, gav plads til han kunne trække sig yderliger væk...men istedet vendte han tilbage og igen blev deres læber forseglet i et kys.Hun lukkede øjnene og denne gang holdte hendes arme ham mere hårdt ind til sig, mere trøstende, mere krævende, mere følelsesladet.

Hendes faste greb omkring ham, gav ham signal til selv at hive armen tættere om hende. Den anden kørte han kærtegnende ind i hendes hår. God.. om han havde savnet hende.
Let spredte han læberne en smule og uddybede kysset en smule. Lod sig lege med i en leg han var sikker på havde bedre chance for at knuse ham, end de fleste væsner i denne verden og deres egen.

Efter et stykke tid sådan, gled han væk igen. Adskilte sig fra hende og istedet for at have hånden på hendes kind, fandt han hendes hånd med den istedet for. Lige nu var det lige meget hvad han valgte, for lige nu, havde han hende.

Han fik vejret igen og lod sine lysebrune øjne låse sig fast i hendes smukke blå øjne.
"Je-... Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige... Det sker ellers ikke så tit" Små smilede han, og kiggede væk igen.