No fish, No fanservice! -Niklause- (Konkurrence.)

Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sted: Slavemarket.
Tid: 12:30 men så overskyet at solen næppe springer igennem, der er koldt og virker nærmest som om klokken er 20:00

Alting var forvirrende for hende, først var hun i skoven i fuld gang med at fange fisk, da et underligt reb svang sig omkring hendes hals. Hvor hun fik følelsen af at være kvalt, mens snoren strammede sig om hendes hals. Et ordentligt ryk, fik hende til at falde bagover og rode en smule rundt i vandet. De fik hevet hende op, hvor hun forsøgte at kæmpe imod, hendes evne burde virke. Hvis det ikke var fordi hun panikkede en smule, ellers havde hun nemt sluppet ud af disse folks hænder.
Hun blev kastet ind i en hestevogn, i det de havde fået viklet hendes hænder sammen, samt lænket hende fast til væggen. Hendes gyldne øjne kørte rundt, kvinder sad omkring hende. Få med tåre i øjnene, andre virkede til at være vantil dette. Hendes øre kørte tilbage. Mens hun sad i ro og mag i vognen, hun vidste allerede at hun næppe kunne komme fri. Det forhindrede hende dog ikke i at bide i rebbet hendes hænder var bundet fast med.

Dage gik, hun var endnu ikke blevet solgt, nok mest fordi folk så hendes hale og øre som et monster. Hvorfor købe et monster, samt det at hun to gange havde snuppet energien fra ham der holde hende, hvor han faldt ned af scenen og folk måtte gribe ham, for at han ikke kom slemt til skade. Det formåede dog altid at bringe hende ud i mere smerte end nødvendigt, piske slag mod ryggen, samt at have en kniv for hendes hals mens hun stod fremmet. Hun blev vasket for at virke som den reneste af slaverne, på trods af at hun nok var den der undgik vandet mere end de andre. Hun havde en skjorte på, samt et par hvide trusser. Det var alt, de andre tøser havde mindre tøj på, dog kunne de ikke få en bh på hende, hvilket gjorde at det måtte være en skjorte i stedet. Hun så rundt, mens hendes øre kørte tilbage. Halen var derimod beskidt som ind i helved, den så sort ud, men havde et halv hvidt skær i sig. Mens hendes hår og øre virkede sorte som kuld.
Mændene på scenen forsøgte inderligt at sælge hende, så godt som de nu kunne, men folk tøvede. Til en ældre herre valgte at løfte sit skilt med sit nummer på, som en hver anden handel skulle man have et nummer, så folkene kunne råbe nummeret op, hvor personen så vidste at de var blevet set. Samt det at det var nemmere at finde nummeret og huske det, end en persons navn. Hun knurrede en smule, mens kniven bare pressede en smule mere imod hendes hals.

Klokken var allerede halv et. Halvdelen af dagen var gået men normalt vil denne fyr alligevel ikke være ude på denne tid af døgnet. En ung vampyr var taget til slavemarkedet. Solen var heldigvis gemt bag massere af skyer, og vil ikke komme frem igen foreløbigt. Derfor var det nogle lunde sikkert for Niklaus at gå uden for. Normalt kunne han ikke komme ud om dagen da han var en vampyr, som døde i sollys, men fordi der intet var, kunne han sagtens være ude. Han havde længe vil ha fat på en slave. Han var selv vokset op som en, men var det ikke mere. Han havde nu brug for en slave. Den tid havde dog bare gjort ham kold, og han elskede nu at se andre i smerter. Han gik stille gennem de mange folk som var samlet her, da han fik øje på en lidt speciel tøs. Hun lignede en blanding mellem en kat og et menneske hvilket gjorde hende interessant. Han kunne tænke sig til hun måske vil blive sjov at ha, og derfor bød han på hende. Han var ligeglad hvor meget hun kostede, da han havde penge nok. Han havde allerede noget i tankerne med den her tøs, som ikke så ud til at være tæmmet helt endnu, men det skulle nok også blive sjovt at gøre. Så kunne han helt selv lære hende hvordan hun skulle være og opføre sig over for ham og andre.

En hel time gik hvor to personer åbentbart valgte at byde på hende, hun var dog næppe en af de dyreste af dem. Da de andre på en underlig måde ikke gad besværet med hende, hvorfor tæmme en slave. Det kunne tage så ufattelig langtid, at det nærmest ville være spild af tid. Samt det faktum af at hun før havde fået en til at besvime, bare ved en enkelt berøring. Det havde de ikke helt brug for i deres liv, især ikke hvis det kunne blive deres død. Hvad nu hvis hun gjorde det, i det en morder kom ind. Eller hvis hun gjorde det i det øjeblik de red afsted, hvor hun så kunne dræbe dem?
Da tiden var gået, og den anden herre havde givet op, blev hun trukket ned af trappen. Dog ikke uden besvær, hun blev kraftigt trukket afsted, hvor hun ellers forsøgte at stå imod. Så man kunne se hendes fødder glide hen over træ pladerne, til hun måtte overgive sig, for ikke at falde ned af trappen. De gik hende ned, hvor hun blev sat fast til en pæl, mens en af mændene tog imod pengene for hende. Hvor han lænede sig en smule frem. "Pas på hendes hænder, de kan være farlige." Lød det fra ham, inden han valgte at gå væk derfra. Manden måtte selv binde hende fri igen, og trække hende afsted.
Hun stod normalt ved pælen, som om hun allerede var fri. Ørene var rettet op, halen viftede fra side til side, mens hun rettede sine øjne op mod himlen, fuglene der fløj over hendes hoved. Fik hende kort til at tage et par skridt, men måtte stoppe, i det knuden strammede sig igen. En lav knurren kunne høres, hvor hun endnu engang begyndte at bide i rebet omkring hendes håndled.

Han var ikk så begejstret for, at den anden holdt en hel time da solen let kunne bryde frem når som helst jo. Han var nødt til at skynde sig så han ikk blev fanget af solen. Det vil ikke være en speciel god oplevelse for ham. Han var heller ikke sikker på, hvorfor han så gerne vil have hende her. Han tog sig heller ikke meget af, at hun havde en evne som åbenbart kunne slå de andre ud. Han var ikke i tvivl om, at han nok skulle få hende knækket på en eller anden måde før eller siden, og det skulle nok blive en sjov leg. Han smilede ved tanken om det.

Niklaus smilede bredt af hende da hun kæmpede imod at komme ned, og blev trukket over gulvet. Han så til mens hun blev spændt fast, og han gav pengene til sælgeren. Han lyttede til det manden havde at sige, og nikkede til det, enden han gik hen til tøsen han lige havde købt. Han kom over til hende lige som hun begyndte at bide i ræbet, og uden varsel gav han hende en syngende lussing. "Du må under ingen omstændigheder bide i det ræb, er det forstået?" Sagde han med en hår stemme. Han sørgede for, at være for langt væk fra hende til hun kunne nå ham med sine hænder. Han så lige på hende med et spydigt blik. "Du er min nu, og derfor skal du gøre hvad jeg sir. Er du god skal du nok få en belønning så som mad eller andet, og hvis ikke, blir di straffet, er det forstået?" Spurgte han hende. "Og hvis du kunne sige mig hva du hedder, får du en godbid når vi når hjem til mig"

Den pludselige lussing der slog mod hendes kind, fik hendes øjne til at stirre mod jorden. Alting blev stille for hende, hendes sorte øre kørte tilbage, hvor øjnene langsomt søgte op mod ham. Et kort hvæs slap de fyldige læber. Hun var blevet pisket før, som om et slag mod ansigtet ville ændre noget. Samt det at hun havde levet med en drage engang, hvilket gjorde at denne mand næppe virkede skræmmende for hende på nogle måder.
Den hvide hale kørte omkring hende, nærmest lagde sig en smule omkring hendes hofte, som en lille sky der skyggede for hendes krop. De gyldne øjne søgte mod hans, hvor de få gange sprang mod hans kæbe og derefter mod hans øjne igen. Hun forstod næppe folkets sprog, kun få ord kunne hun forstå. Sådanne ting så som mad, min og Straffet. Hun nikkede kort, Mad var vel altid noget, hun kunne nemt spise noget ligenu. Så det at nikke, virkede til at give hende mad. Da han spurgte omkring hendes navn, eller det regnede hun i hvert fald med. Adskillede hun kort sine læber, hvor solen ellers så småt var begyndt at springe frem igen i skyerne.
"Ahri.." Hun så mod himlen, hvor skyerne langsomt var begyndt at danne huller, så himlen kunne blive synlig samt slikke jorden, samt folks hud.

Han står og betragter hende og griner tørt af hende, da hun vælger at hvæse af ham. Han gir hende endnu et slag, og ser på hende. "Ikke hvæse. Forstået?" Sagde han med en hår stemme, og så lige på hende. Han var ligeglad med, at hun ikke virkede til at være bange for ham, bare hun gjorde hvad han sagde til hende.

Da hun så ham ind i øjnene, så han på hende med følelseskolde øjne. Man vil ikk kunne tyde hans humør lige nu. Han bemærkede at hun nikkede, og han smilede let af det. "Godt du er med"

Stille så han op mod himlen hvor skyerne var så småt ved at forsvinde. De skulle skynde sig tilbage til hans hus inden solen kom frem. Han hørte hvad hun sagde hun hed, og han så på hende. "Godt så Ahri, ikk kæmp imod"
Han tog rebet og viklede det rundt om hende så hendes hænder ikke kunne rykkes ud fra kroppen, og hun derved ikke kunne bruge sin evne på ham. "Husk der er mad hvis du er artig" sir han til hende, inden han løfter hende op, og løber hjem til sit hus med hende. Han låser op, og kommer inden for, og lukker døren efter sig lige inden solen bryder frem bag skyerne. Han sætter Ahri ned, og løsner forsigtigt rebet om hende, og holder skarpt øje med hver en bevægelse hun laver.


//sorry hvis det er dårligt. Skrev over mobil da min computer stadig er i stykker//

Endnu et slag lagde sig på de runde kinder, hvorfor slog han hende? Hvad gjorde hun ham, han virkede til at have en pind alt for langt op i røven, til ikke at vide at han burde behandle alle folk bare en smule bedre. Hun knurrede kort af ham, mens deres øjne smeltede sammen. Som lyn mellem dem, blev der skabt en underlig form for stilhed.
Han sagde i det mindste kun få ord og meget korte ord, nogle ord der var nemmere at forstå end da hun hang ud med Ancalagons gruppe. Hun trak sine øre tilbage, og så kort mod himlen, da han også gjorde det. Solen var på vej frem, sol... Sol var altid rart, især når man lå i den, varmen der kunne omslutte en. Hun fik et kort smil på sig, i det han begyndte at løsne rebet om pælen, for derefter at placer det omkring hendes hænder. De mørke øjne fulgte hans bevægelser, mens han viklede det omkring hendes håndled.
Hans pludselige løften, fik hende til at kigge ned på jorden. Hun kunne sagtens selv gå! Hun var næppe såret, de slag han havde påført hende, havde ikke skadet hendes måde at gå på. Halen lagde sig om hans hofte, hvor hun ellers så mod den vej han løb.
Huset hun blev ført ind til, forsvandt alt for hurtigt for hende. Hun kunne næppe se hvordan alting var udenfor, samt måden alle tingene hang sammen udenfor? Var der overhovedet træer udenfor, samt vinduer i huset.
Da han satte hende ned igen, kiggede hun rundt. Mens han løsnede rebet, landede hendes blik på hendes hænder. Hvor den pjuskede hale viftede fra side til side, som et tegn på at hun på ingen måder havde noget imod at få rebet af sine hænder. Hun sukkede opgivende, da det var helt af hende. Hvad skulle hun nu? Hvorfor havde denne mand bragt hende med hjem, især når han lige havde slået hende? Og hvorfor opføre sig ordentligt, hvis han bare kunne komme her og slå hende?!

Han hørte tydeligt hendes knurren, og så på hende med et strengt og truende blik for at fortælle hende, at hun heller ikke måtte knurre af ham. Han sagde intet, men håbede på, at blikket vil sige nok.
Grunden til han valgte at bære hende var, at han ikke troede hun var hurtig nok, og de havde temmelig travlt med at nå hjem til ham, inden solen brød frem og han vil brænde op. Mens han løb hjem med hende, ignorerer han hendes hale som viklede sig rundt om ham.

Han lagde godt mærke til, at hun virkede glad for at få rebet af, og han smed det over i et hjørne. Belysningen i huset var en smule dunkelt i det, da der ingen vinduer var, og alt blev oplyst af olielamper. Han lagde hovedet på skrå og så på hende, inden han rystede på hovedet af hende. "Smid dit tøj" beordrede han og så lige på hende, ikke sikker på om hun vil adlyde ham, eller ikke.
Roligt gik han ud i sit køkken, hvor han fandt noget kød og lagde det ned i en skål. Roligt gik han ind i stuen til hende igen, med skålen i hånden, og så på hende. "Vil du ha noget at spise?" Spurgte han, og satte skålen ned på gulvet et lille stykke væk fra hende. Hun ville ikke få maden hvis hun ikke havde adlydt hans ordre før, og havde hun, måtte hun få kødet i skålen.

Hans strenge blik, fik hende til at se væk. Hvorfor skulle han også slå hende, og hvorfor det onde blik. Han var den der slog hende, hun valgte at undgå hans blik, og stoppede dog ellers gnurren i det hendes øjne landede på jorden.

Lyden af rebet der slog mod gulvet, fik hende til at rette sine øre mod lyden. Dog uden at rykke på sit hoved, hun så sig endnu rundt. Hendes øjne kørte mest op mod loftet, stedet virkede stort. Samt bedre end den grotte hun havde boet i. Der var dog næsten ligeså mørkt her som det andet sted, uanset hvordan man så på det. Ville grotten ikke kunne måle sig på dette sted, gad vide hvor hun skulle sove? Hvilket hjørne, sikkert der hvor rebet lå.
Hans kommentar om at hun skulle smide tøjet, fik hende til at kigge op på ham. Mens han, ellers begav sig ud i køkkenet. Virkelig, endnu en person der ønskede at hun smed tøjet? Hvorfor ville alle folk have hendes tøj, ikke at hun havde meget på. Den hvide skjorte varmede hende på ingen måder, hvilket gjorde at hun bestemt ikke stod og tænkte længe. Før hun trak skjorten over hovedet, hvor det sorte hår faldt elegant ned fra skjortens åbning igen. Det dækkede hendes bryster en del, mens den hvide hale dækkede hendes røv.
Hun smed derimod trusserne, hvor alting blev lagt i en bunke i samme hjørne med rebet. I tilfælde af at hun ville falde over det, det var altid pinligt når hun faldt over ting. Duften af kød fik hende til at dreje sit hoved mod ham, mens ørene rejste sig højt. Mad!
Hun tog roligt imod det, hvor hun havde sat sig på gulvet. Den pjuskede hale dækkede hendes hofte, hvilket gjorde at intet var synligt. Samt det sorte lange hår der dækkede hendes bryster. Mens hun ellers sad og gnaskede i kødet. At give hende det i en skål var hun skam ligeglad med, hun spiste anyways med hænderne.

Da hun valgte at stoppe med at knurre af ham, og hun slog blikket ned, smilede han stille af hende. "Se det var straks meget bedre. Vi gider ikke alt den knurren og hvæsen, og høre jeg det igen, bliver du straffet." Sagde han med en rolig stemme.

Niklaus var en smule træt da han jo var van til t sove på denne tid. Han var sjældent vågen om dagen da han alligevel for det meste kun kunne komme ud efter solen var gået ned. I dag havde kun været fordi det havde været overskyet udenfor, han kunne gå ud, da solen derved ikke var fremme.
Han så på hende da hun begyndte at spise det kød han havde givet hende, og et kort suk forlod ham da hun brugte hænderne til at spise med, men han valgte ikke at gøre noget ved det denne gang, og lade det gå for nu. Hun skulle nok lære det, at opføre sig som han ville have hende til. Han lod stille en hånd ae hende oven på øret, og forsigtigt fjerne hendes hør om på ryggen, hvilket var bedre nu. Han smilede af det, men gik så væk fra hende for at tænde op i pejsen så der vil komme mere lys, og mere varme også. Da det var tændt så han over på hende, og gik så tilbage for at tage skålen på gulvet. Hvis hun ikke havde spist op var det bare surt for hende. Han gik ud i køkkenet og gemte resten af maden hvis hun ikke havde spist det hele, og fyldte så vand i skålen, som han satte ned til hende. Han så bare lige på hende med et lumsk smil. "Når du er færdig, så stil skålen på bordet, og kom over til mig." beordrede han hende, inden han gik ind i stuen og satte sig på sofaen.

Han ville straffe hende hvis hun knurrede igen, det fortalte alting ved ham. Hans øjne, den måde han så koldt på hende og smilede. Hvorfor var denne person sådan, hvorfor var alle folk sådan overfor hende. De burde alle dø, alle burde lade livet, for at have lagt hånd på hende!

Hun spiste kødet med et smalt smil på sine læber, normalt ville hun helst have fisk, men bare kød i det hele taget, var ok for hende. Hun åbnede sine øjne en smule, i det han valgte at køre hånden om bag hendes øre, som i forvejen var lagt en smule ned. Som et tegn på utryghed, og på samme tid, bare et tegn på at hun var på vagt.
Hun begyndte dog kort at spinde, mens hun spiste en smule langsommere. Da han valgte at fjerne skålen, var der dog endnu mad i den, hun så på skålen der blev båret væk. Dog forsatte hun med at spise det der var i hendes hånd, hvor hun lod sin tunge køre over håndfladen, for at fjerne safterne fra kødet, samt gøre sin hånd ren igen. Hvor han kom tilbage, med en skål fyldt med vand. Hvorfor kom han ikke med et glas i stedet, det gav ikke helt mening for hende.
På den anden side, var der virkelig næsten ingen der gav mening for hende. Hun samlede skålen op og drak fra den, hvor noget af vandet faldt ud over hendes mundvig, lod sig langsomt glide ned til hendes hage og dryppe ned på hendes skød.
Hans kommentar om at stille skålen, og komme hentil ham. Var hun usikker på, hvilket fik hende til at blande dem sammen. Hun valgte derfor at stille skålen i hans skød, og gå hen og sætte sig på bordet. Hvor hun så ind fra døren af, hvor hendes gyldne øjne stirrede på ham, mens han sad i sofaen. Hun fjernede vandet fra sin hage, og slikkede vandet væk fra hånden igen. Mens øjnene faldt en smule ned på gulvet, hvorfor ville han have hende til at sidde på bordet? Måske var det et tegn på at hun skulle sove på bordet, ikke at det gjorde hende noget. Hun kunne dufte ilden der brændte i pejsen, mens ørene rejste sig. Lyttede til gnisterne, der svævede rundt i pejsen.
Stedet virkede allerede varmt, bare af selve lyden fra træet der brændte.

Han kunne tydelig mærke at hun var utryk, og det morede ham faktisk en del. Utryk var lig med frygt, og frygt var altid godt. Så længe hun ikke begyndte at angribe ham eller noget, men hun vil alligevel ikke kunne komme ud af hans hus, da der ingen vinduer var, og døren var låst med en nøgle, som kun han vidste hvor var.
Da han gav hende vand i skålen, kunne han godt se, at hun ikke forstod det, at han ikke bare gav hende et glas. Han smilede bare køligt af hende, inden han forsvandt ind i stuen og satte sig i sofaen. Da hun var færdig med at drikke, så han på hende. Vil hun mon kunne følge den ordre som han lige havde givet hende? Men det kunne hun åbenbart ikke, for hun kom med skålen og satte den i hans skød, og satte sig ud på køkkenbordet. Hans øjne blev smalle, og man kunne se han ikke var tilfreds med hende. Han rejste sig hurtigt op, og gik lige ud i køkkenet til hende. Uden varsel grab han fat i hendes hår, og hev hende ned fra bordet. "Det var skålen du skulle sætte på bordet." sagde han i en hård tone, og viste hende skålen, og satte den på bordet, inden han hev hende med sig ind i stuen. Han havde stadig fat i hendes hår, og var ligeglad med, om det vil gøre ondt på hende og om hun valgte at følge med eller ikke, for under alle omstændigheder vil hun komme med, om han så skulle trække hende via hendes hår.
Da de var kommet ind i stuen, tvang han hende ned at sidde på gulvet, og så strengt på hende. "Bliv der" Han håbede hun kunne finde ud af at følge det. Han gik ind i et tilstødende rum, der hvor han sov inde. Målrettet gik han over til et skab og åbnede det, og fandt et halsbånd frem. Han gik tilbage ind i stuen til hende, og så på hende. Gik over til hende, og uden tøven, satte halsbåndet om hendes hals, og låste det. Hun vil ikke kunne få det op, eller af, og det var kun ham som kunne få det af hende, da han var den eneste med en nøgle til det.

Da han kom ud i køkkenet til hende, forventede hun af en underlig grund ros. Som om hun havde gjort noget rigtigt, og han nu ville give hende endnu mere mad. Hvilket bestemt ikke var tilfældet, nope. Han hev hende i stedet ned fra bordet, hvor smerten fra hendes hovedbund, fik hende til at give et lavt smertes klynk. Hvor hun placerede sine hænder på hans arm, for at gøre grebet en smule blidere. Hendes hale svang sig omkring hende, som havde det været et forsøg på at lave et skjold.
Hun klemte sine øjne sammen, da han hev hendes hoved op, så hun kunne se hvordan man stillede skålen på bordet. Hun hev sig en smule væk fra ham, og forsøgte tydeligvis at komme fri fra hans greb om hendes hår, hun klemte endnu engang sine øjne sammen, mens smerten jog i hende. Hvorfor slap han hende ikke?! Hvorfor begyndte han også lige at trække hende ind i stuen! Det gjorde ondt, meget ondt.
Da han tvang hende ned at sidde, slog hun ham dog med halen. Hvor hun endte med at sidde på gulvet, hendes hænder gnubbede hendes hovedbund. Dette skete alligevel ikke ved Ancalagon, ikke at hun var sur over det ikke skete, for dette var noget der gerne måtte stoppe hurtigt!
Halsbåndet der blev sat om hendes hals, blev dog en kamp. Det at en person kom tæt på hendes hals, var hun næppe glad for. Hun slog derfor hans hænder væk, bed og kradsede, hvor hun enkelte gange forsøgte at kravle væk, for at komme væk fra halsbåndet hurtigt.

Da hun kom med en smertende lyd efter han havde hevet hende ned, så han lige på hende med et koldt blik. Det var ingen gang meget smerte hun havde fået der, og så kunne hun ingen gang holde hendes klynk inde, og det var han ikke tilfreds med. Hun skulle lære at klare mere smerte end det her, uden at sige noget. Han sukkede bare af hende. Da hun valgte at ligge sin hånd på hans arm, løftede han det ene øjenbryn, og fjernede hendes hånd fra hans arm. Han gjorde ikke sit greb om hendes hår blidere, da hun ikke skulle ha lov til at styre hvor hårdt det greb skulle være.
Han så hårdt på hende, da hun trak sig væk, eller prøvede på det. Hans reaktion på dette, var at hive hende tilbage igen. Han gav hende en hurtig lussing, for at få hende til at stoppe med, at prøve at komme fri fra ham. Han kunne se på hende, da han trak hende ind i stuen, at det gjorde ondt. "Stop med og kæmpe imod Ahri, og så vil det nok ikke gøre lige så ondt på dig" skændte han.

Han valgte at hvæse af hende da hun slog ham med halen. "så er det godt tøs" nærmest knurrede han af hende. "Det er mig der bestemmer her, og ikke dig, er det forstået?" ville han vide, inden han gik ind efter halsbåndet.
Da han prøvede at sætte halsbåndet på hendes hals, og hun slog hans hænder væk, bide og kradse ham, blev han sur på hende. Hun skulle straffes for dette. Han tog fat i hendes hår, og trak hende tilbage, da hun prøvede at kravle væk fra ham. Han fik halsbåndet på hende, trods hun kæmpede imod.

"Kom her Ahri." sagde han, og havde stadig fat i hendes hår. Langsomt gik han over mod en dår, og regnede med at hun vil følge med ham. Han vil have, at hun kravlede på alle fire efter ham. Da de nåede over til en dør, åbnede han den, og en trappe ned til en kælder viste sig, og han gik stille ned af trappen, ligeglad med om hun fulgte med, for gjorde hun ikke, vil hun ende med at falde ned af trappen, når han hev i hendes hår, og han vil ikke hjælpe hende op eller tage sig af de mulige skader hun kunne få.

Stoppe med at kæmpe imod, han skulle tro nej! Det gjorde ondt, og han kunne nemt bare bede hende om at følge med alligevel. Hun adlød for det meste, endten det eller så misforstod hun hvad hun skulle. Så dette han gjorde ved hende, fortjente han skam en straf for. Hvis hun skulle være helt ærlig, kunne hun nemt finde på at dræbe ham, bare mens han sov! Ja! Eller.... Gah! Hvis hun selv troede hun kunne dræbe en fra denne race, så nemt som i dens søvn, skulle hun være klog.
Gid han bare ville stikke den stemme han havde, så langt op i røven som han kunne. Hun ville have ham til at holde kæft, hun fattede jo alligevel intet af det han sagde. Udover at hun skulle stoppe med at kæmpe imod. Som om hun ville stoppe, han stoppede jo heller ikke ligefrem.

Da han forsøgte at skælde hende ud, og fortælle hende at han bestemte hende. Var hun kold, hun drejede bare hovedet til den anden side, som et *Screw you!* Uden ord. Hun så på ham ud af sin øjenkrog, hvor hun langsomt kørte ørende tilbage, da han gik ud.
Hun forsøgte at kravle væk, dog uden held. Da han fik grebet fat i hendes lange sorte hår, endnu engang var det træls at have så langt hår! Hun knurrede af smerten, da han endelig fik halsbåndet på hende. Hvorfor skulle hun have sådan noget på, men ikke tøj! Denne varmede på ingen måder, hendes krop. Hvad skulle hun så gøre?! Hun kunne blive syg, ikke at det ville ske nemt, da hendes immune forsvar var fantastisk. Men hvis det skete, ville denne person være til at bebrejde!

Følge med!? Han trak hende via håret, havde hun et valg?! Dog da trappen kom frem, spærrede hendes øjne op. Skulle hun ned i en kælder igen, præcis som sidst. De underlige ting der skete i kælderen sidst, fik hende til at tøve en smule. På trods af at han hev hende med sig ned, hendes læber adskillede sig en smule. "N-No..." Lød det lavt fra hende, hvor hun greb fat i hans arm og borede sine negle ned i den. "Please... No!" Lød det højere fra hende, hun ønskede ikke at komme herned. Stedet var mørkt, skræmmende og ikke mindst koldt! Hendes hale kørte mellem hendes ben, hvor ørene havde trukket sig tilbage.