Ohh.. Littel fish.. Please let me take you as my slave! //Wave//

O: En gruppe mænd med et glads bur.
V: Køligt.
T: Midnat.
P: En sort kappe.

Jane havde fået øje på et fint lille bytte, langs havets smukke bølger. Bølgerne som susede ind over kysten, med en smuk lyd som når ulvene hylede i månens skær. De mørke bølger som bevægede sig med en ynde, men dog var så fulde af mystisk og gåder. Uopklarede sager, forsundende folk.
Jane kom gående med en gruppe af hendes slaver, mænd de var tit stærkest. Men hun havde valgt dem, med bedste evner. UD af de fire mænd kunne to af dem ikke kontrolleres, men de var bange for Janes evne. Hvilket hun udemærket forstod, hendes evner til smerte blokerede evnen til at blive krontrolleret. Næsten, men hendes slaver havde et skjold som kun hun kendte til. Et skjol som gjorde at hun ikke blev påvirket.
Mændene stormede ud i havet, og greb fat i den stakkels hav mand. en holdte hans arme, imens en anden pressede hans kinder imod hinanden med en del styrke.
"Ro på drenge, vi skal ikke slå ham ihjel?"
Hendes stemme havde en smuk drilsk undertone, men med en klang som skar i ens krop. Manden slap hans kæbe, men den anden holdt stadig fast i ham.

Wave lå ved strandkanten. Træt efter at havde jagtet en sæl, for at få noget at spise. Desværre var det ikke lykkedes ham, at fange sælen, så sulten fik hans mave til at snørre sig sammen. Han måtte have mad, ellers ville hans styrke være minimal.
Bølgerne kastede sig indover kysten, med alt deres magt og styrke. Wave elskede lyden, når de ramte landjorden med et WOSHH. Det fik ham til at føle sig hjemme. Havet var hans element. Der hvor han herskede.
Et greb om hans kind, fik ham slået ned i sandet. Hånden pressede om hans kinder, så det føltes som om at kinderne kunne brækkes når som helst. Hans hale piskede ud efter mændene, for at ramme dem så han enden kunne slippe væk eller angribe. Det ville være nemmeste at slippe væk, selvom det var kujon agtigt. Men, han var træt efter sin jagt, som ikke var lykkedes.
Mændene havde et godt greb i hans kinder, og han var ikke fokuseret nok til at ramme dem med sin hale..

Den anden mand holdte hans armne, og en trejde tog hans hale så godt han kunne. Selvom det var en lille katten efter musen leg. Slaven James, den stærkeste klogeste og tætteste på Jane. Kiggede lidt for side linjen, mest fordi Jane havde bedt ham om det. Jane kiggede ned på havmanden, sirenen. En fisk i hendes øjne, en muteret menneske. som var blevet blandet med en fisk. En mærkelig skabning.
Mændende trak hamop imod sandet, og kastede ham op i det lille glas bur. Hvor de satte låg på, med et enkelt lille åndehul.
Jane nikkede tilfreds til hendes slaver, og smilte lumsk. De fire mænd læftede op i buret, og gik bagved Jane.
Jane smilte tilfreds og hendes blodrøde øjne lyste af tilfreds og lumsk hed.

Mændene løftede ham, som vejde han ikke mere end en fjer. Det gav ingen mening, hans hale var meget tung. Meget tungere end menneskeben. Disse mænd måtte have en ufattelig styrke. Der var noget der tydet på at de ikke var mennesker, intet menneske havde denne styrke.
Selvom han slog ud mod halen, hjalp det ikke, før de puttede ham ned i glasbur med vand og et lille åndehul.
Wave følte sig lille i det bur. Han måtte se at komme væk! Han var som en løve i et kaninbur..
Med sine vrede øjne, kiggede han op deres leder, der havde de mest uhyggelige øjne han nogensinde havde set.. Røde som blod..
Han hvæste af hende, da hun sendte et lusket smil...

Jane rullede øjne, af hans sølle væsen. Hendes øjne kiggede ind i hans, da hendes evne bragte ham i en ufattelig smerte. Hun smilte lumsk, imens hendes slaver grinte. Deres grin fik Jane til at stoppe, og hun kiggede på dem. De stoppede med det samme, og forsatte med at gå med det lille bur. Som var tung, så var det jo godt de var så stærke. JAne gik forest, hun var ikke bange. Hnedes slaver respekterede hende, pga. hendes evne til at fremkalde en grusom smerte.

Smerten vred i hele hans krop...
Sikke en evne...
At fremkalde smerte...
Hvad for et væsen var hun dog?
Han kiggede forvirret efter hende, da hun gik op foran de mænd der holdte buret. Hun måtte være deres leder, sådan som de frygtede hende.
Det kunne godt være at de var stærke, men inderst inde var de ikke andet en kujoner. Kujoner for at gøre hvad hun sagde.. Og ikke have deres egen fri vilje.
Hvis hun troede at hun skulle få ham som slave, så kunne hun godt tro nej. Ingen skulle bestemme over ham. Ingen. Lige meget hvad.

Mændene slæbte ham hen til et hus, et ret smukt hus. En pige stod i døren, med hænderne for munden. Da hun så hvilken skabning Jane havde med sig. Amazon var den eneste kvinlige slave Jane havde. Men Amazon var blot bare en sød pige, som frygtede for sit liv. Og hendes bror James. De frygtede sjæledæmonen, som blot ved et kys kunne suge en sjæl ud.
Jane gik op ad trapperne, og forbi Amazon. James og co. kom ind ad døren, med buret. OG satte det midt i stuen.
James krammede hans søster Amazon, imens de ventede på hvad deres herskerinde sagde.
"Hvad er det?" Sprugte Amazon med en nervøs stemme-

De placerede buret midt i stuen.
Et fint lille hus, det måtte han indrømme, men han ville heler have det store hav.. Der var intet som det.. Landjorden virkede så kold, og alle beboerne virkede onde og behandlede hinanden som skidt..
Wave kiggede kort på pigen, der stod og betragtede ham.. Et nervøs glimt var i hendes øjne.. Tydeligvis endnu en slave..
Han sukkede og vendte ryggen til dem, så godt han nu kunne i det lille bur. Så snart han kunne, så stak han af.. Det var dog ikke så let, da han aldrig havde brugt sine ben før..

Jane satte sig i en af de polstrede stole, hun kiggede på buret. Amazon kiggede på Jane ud af øjenkrogen, og kiggede Jane. Men rettede sit nysgerrige og forsigtige blik i øjne. Hun satte sig på hug, og kiggede på ham. Hun var et menneske, et ganske almendelig menneske.
"Hvad er det for et væsen?" Spurgte Tyler, som stod op ad muren overfor buret.
"Det er en sirene." Svareede Jane og kiggede på ham, og Tyler pustede ud.
"En blanding af en frisk, eller rettere sagt bare en rå fisk. Skal vi ikke stege den, jeg er sulten." Tyler grinte drilsk, men Jane hævede det bryn. Som fik ham til at stoppe.

Wave fortsatte med at have ryggen vendt til den kvinde, der var deres leder. Han havde intet at gøre med hende. Hun havde fjernet ham fra sit hjem, og fortjente ikke hans respekt.
Landvæsner fik som regel ikke hans respekt. De fortjente den heller ikke...
Han hørte noget om rå fisk, så hans mave gav sig til at rumle. Han var sulten... Gid en af slaverne ville servere sig selv som mad..

Amazon kiggede op og Tyler klappede mere i.
"Måske han sulten, Jane må jeg ikke give ham noget mad?" Spurgte Amazon, som sikkert ville hjælpe ham. Amazon var ret omsorgsfuld, og lagde en hånd på det køllige glas. Jane nikkede til Amazon.

En kærlig stemme udviklede sig i blandt en af slaverne. Det måtte være den unge pige..
Han drejde sig rundt, da han kunne høre lyden af en blid hånd der lagde sig på glasset. Ganske rigtigt, det var pigen fra før..
Hans øjne lyste af facsination over denne pige... Hun virkede ikke som de andre, men nu skulle han ikke bedømme for hurtigt. Ingen mennesker havde narret ham før, og det ville heller aldrig ske.
Den solbrune hånd, placerede han på ruden og kiggede med store uskyldige øjne op på hende.

Amazon kiggede ind i hans uskyldige øjne, hun nikkede til ham. Og rejste sig og luntede ud i det store køkken, hun kom tilbage med noget råt kød. Og åbnede forsigtigt buret lidt, og smed det ned til ham. Og håbede at han ville spise det.. Amazon satte sig på hug igen, og hendes mørke brune hud blev ramt af lampens stråler. Hendes hår var kussort og gik hende til taljen. hun var en meget smuk kvinde.

Kødet nåede ikke at falde ned på bunden af glasset, før han havde taget det til sig og begyndt at spise af det. Han kunne mærke hvordan hans kræfter langsomt kom igen, mens han guffede det dejlige stykke kød i sig. Det var skønt for ham, endelig at få noget at spise, også selvom han ikke måtte jage efter det. Sirener elskede nemelig at jage deres eget bytte.
Han spiste kødet op og smilte venligt til den smukke pige. Hvad lavede hun sådan et sted som dette? Hos en pige som Jane, der ikke ønskede andet end smerte. Det kunne han se i hendes øjne, de var røde som blod og udtrykte ikke andet end smerte og magt.
Han kiggede væk fra pigen og hen på Jane, der sad lænede tilbage i stolen. Det før så uskyldige ansigt, forvandlede sig om til et mareridt med gule øjne og spidse tænder, da de fik øjenkontakt. Hun skulle ikke tro at hun havde vundet.