My biggest mistake - Noah - Kai

Okay, det skete ikke ofte, at Andrea gik over til Noah. Måske var det fordi, at hende og Kai havde skændtes om noget egentlig komplet latterligt, og hun ikke kunne huske hvad det egentlig var omkring. Men i hvert fald, så var hun taget hen for at se til Elena. Hun havde været ved Noah i længere tid end hun plagede på grund af Andrea havde fået en søn. Andrea var gået ind af døren, og så sig kort omkring.
"Det bare mig." Sagde hun, måske sov han? Det var ret sent alligevel. Klokken var mange faktisk. Kort fangede hun sig selv i et spørgsmål om, hvorfor hun overhovedet var her. Hun lukkede dog døren efter sig og kørte en hånd igennem det mørke let bølgede hår, hvorefter hun sukkede kort.

Nu var hun jo gået indenfor. Hendes kjole var den smukkeste tykise farve, og den var syet specielt til hende. Andrea stillede sine sko ved døren og gik ind. Hun bevægede sig igennem det store hus, ikke at hun kendte det forfærdeligt godt.
"Noah, er du hjemme?" Spurgte hun let i en hvisken, hun ville helst ikke vække Elena jo.

//Kort sorry!

Noah havde været oppe, siden dagen før.. Han havde ikke sovet, eller haft en pause.. Jazmin havde larmet igennem hele natten, så han ingen søvn havde fået. Han stod oprejst foran sit spejl. Rettede lidt på håret, og hev et par bukser op omkring hans talje.
Han kunne høre Andreas stemme tydeligt.. Hendes vidunderlige stemme, som han altid savnede, og aldrig ville lade forsvinde for noget i verden.
'' Jeg er herinde. '' Noah råbte det måske en anelse højt, men Elena var i et rum længere nede.. Hun ville ikke kunne høre det at de ville råbe..
Noah bevægede sig dog istedet ud på gangen.
'' Hvad laver du dog her? Jeg har da Elena til i over morgen? Er der sket noget? '' Noah kiggede Andrea direkte i øjne..
Han savnede hende hvert øjeblik hun var væk fra ham. Hun var hans livs kærlighed.
Caroline havde været en del af hans liv, men Andrea var den større del af livet.. Ayah var næsten lige blevet opdaget i hans liv.. og han havde stadig undret sig over, hun var blevet så stor.. Han ventede blot på Elena blev stor.. Så hun kunne formes..
Noah havde forelsket sig i Andrea for lang tid siden. Ved det første øjekast, var hans sjæl så godt som solgt til hende.. Der var intet der kunne ændre dette. Ulven i hende, var det der altid tændte ham. Hun var en selvsikker, og ikke mindst unik kvinde..
Men de var gået fra hinanden.. Han havde været en kujon.. Tabt det hele for ham.. Han ville andre kunne få sin elskede tilbage..
Caroline havde været en del af hans liv.. men Andrea havde blot været den størreste kærlighed i hans liv.
(Ret kort også. )

Hun var forvirret over sine fødder havde ført hende herover. Måske skulle hun blot køle lidt af, trods alt så havde hende og Kai et voldsomt temprament plus hendes homoner kunne gøre det hele lidt værre. Andrea var dog gået ud af døren og her over, modsat af hvad hun plagede at gøre. Hun hørte Noahs stemme, hun skulle lige til at hidse sig op over hans råben, fordi det kunne vække Elena. Der gik det op for hende, at hun altid skændtes med Noah fordi det var, hvad der var lettest for hende at håndtere. Hun gik ham i møde og stillede sig op af muren lidt fra ham.
"Jeg skulle ikke være kommet herhen, jeg beklager forstyrrelsen. Jeg havde bare lige brug for få sekunders frisk luft, og mine fødder førte mig her til." Svarede hun på det opfølgende han havde sagt. Hun kiggede ham direkte i øjnene, og sank en klump. Dette var nok det tætteste de to havde haft på en rigtig samtale igennem længere tid. Andrea gjorde sit bedste for at opfylde så mange af Elenas behov så muligt. Andrea kørte en hånd igennem sit hår og bed sig kort i læben.
"Jeg burde gå hjem igen... øhm." Sagde hun så lettere akavet og skar en grimasse af sig selv.

Noah så blot på hende, beklage sig over, at hun ikke burde have været gået herover.. Hun brokkede sig for meget, over alting. Hun burde tage en slapper med det.
'' Andrea. Slap af. '' Noah stod egentlig i bar overkrop, intet han normalt gjorde med gæster, men Andrea var kommet ind så pludseligt.
'' Hvis jeg ikke ønskede du var trådt ind af døren, havde jeg låst den. Du er altid velkommen. '' Han så hende direkte i øjne. Han kendte hende for godt, til at vide der var noget galt. Der var sket noget..
'' Hvad er der sket? '' Der stod en stol få meter fra ham, og det tog ham ikke lang tid, før hans fødder havde bevæget sig derover, for at hente stolen, og få hende til at sætte sig stille ned i stolen.
Han satte sig blot på hug, og så hende direkte ind i øjne.
'' Fortæl mig det hele. Elena kan ikke høre det.. Væggene er ret tætte her.. '' Han smilede blot til hende.

Andrea vidste bedre end at afvise at sætte sig i stolen, Noah insiterede og derfor satte hun sig. Men hun kunne ikke huske hvad hende og Kai havde diskuteret omkring. Var det noget omkring Drew eller noget helt andet? Det var ikke noget ret vigtigt i hvert fald, men de var begge to meget enige om de begge ville have det sidste ord. Men sådan var ægteskaber jo bygget op.
"Hun ville kunn.." Hun stoppede sig selv og rystede let på hvoedet efter han sagde væggene blev ret tætte. Den frustration ville hun brokke sig over en anden dag. Andrea kiggede Noah i øjnene.
"Kai og jeg var blot oppe at skændes, over et eller andet tåbeligt, jeg har allerede glemt hvad det egentlig var så." Svarede hun ærligt og kiggede ham i øjnene. Det lille smil han havde på læberne smittede en smule af på hende. Måske alligevel længe siden, at han faktisk havde fået et smil fra hende? Hvor det ikke var opsat af at skulle smile, her kom det til af sig selv. Hvilket måske ikke var det han havde set mest af for tiden.

Noah så på hende.. Da hendes læber fortalte ordene med den fantastiske lyd af hendes stemme.. Han kunne ikke klare tanken om at hun var sammen med en anden mand..
Han rystede kort på hoved og smilede blot til hende.
"I kommer over det.. Det er de ting man går igennem i et forhold. Et forhold er perfekt uden fejl. " Noah smilede blot til hende. Der havde været fejl i deres forhold og det var blot det der havde fået han til at elske Andrea endnu mere.
"Hvordan går det med barnet?" Noah rettede hurtigt blikket ned imod Andreas mave.. Han lagde blidt øret ned imod hendes mave.. Han forsøgte at høre den nye lille ulv, der var igang med at blive skabt af noget så smukt som Andrea.
"Jeg elsker dig mere end du aner.. Ud anset hvad, skal du vide min dør altid er åben for dig, min elskede."

Hun løftede kort på øjenbrynene i en lille grimasse kort.
"Det selvfølgelig sandt nok." Mumlede hun i et lille grin. Inden hun så lo let af det faktum, at han faktisk prøvede at lytte til hendes mave. Let lod hun sine fingre glide under hans hage og løftede hans blik op imod hendes igen.
"Du lidt forsent på den. Vi fik en søn. Drew. Kai passer ham lige nu." Svarede hun med et skævt smil. Så lyttede hun atter til hvad Noah sagde og sank en klump. Så rejste hun sig op, og trådte lidt væk med hænderne til sit hoved.
"Du bliver nød til at stoppe med at sige det... Noah seriøst. Du bliver nød til at stoppe." Sagde hun og bed sammen. "Du ikke klar over, hvor mange gange jeg holder mig selv tilbage fra den tanke. Jeg ved du elsker mig, og jeg har en fornemmelse du ved jeg elsker dig." Andrea stoppede sig selv og stillede sig op af muren bagved hende. Hun flyttede sine hænder op til sit hoved. "Tingene er bare sådan her, og sådan er de nød til at være. Der intet du kan gøre." Tilføjede hun og kørte en hånd igennem sit hår. Sandt så elskede hun Noah, det gjorde hun virkeligt og vil nok altid gøre det. Hun tvang sig selv til at lukke ned for den side af hendes følelser, men hunvar forelsket i Kai - og sådan var det bare. Dog var det farligt med Noah der altid gav hende en kærlighedserklæring i tide og utider.

Noah smilede blot, da Andrea fortalte barnet allerede var født. Drew hed han. Hvilket smukt navn, nok ikke det barn Noah ville have givet barnet.. Han ville have kaldt det noget i retningen af Gabriel.
Noah rejste sig op, da Andrea trak sig tilbage, løftede det ene øjenbryn da hun begyndte et udbrud med at han ikke skulle sige han elskede en kvinde, som han elskede.
'' Hvad vil du så have jeg skal gøre? Hvis mænd ikke siger det til kvinderne, så bliver i sure.. men når vi så siger det, bliver i også sure? '' Han sukkede kort.
'' Du fortalte mig altid, jeg skulle fortælle sandheden, aldrig lukke den inde. Jeg elsker dig Andrea, og det kan ikke laves om på.. Lige meget hvor meget, du bilder dig selv ind, at du er forelsket i Kai, så vil du aldrig være det.
Du er tvunget til at fremstille nogle følelser for ham, for at gøre din kongelige familie glad. Er det alt du ønsker? Magt, og kontrol? For det var bestemt ikke den kvinde jeg forelskede mig i. Jeg forelsket mig i en kvinde, der var sikker på sig selv, og der bestemt ikke hungerede efter magt.
Jeg troede du var den samme kvinde, som før.. men du har ændret dig til et monster? '' Noah vendte sig om, og så ned imod døren til Elenas værelse.. Han savnede hende lige nu..

Hun lukkede øjnene kort. Lyttede blot, hendes klør var troppet frem men gemt sig inde i hendes håndflade, for at hendes temprament ikke løb af med hende. Blodet kunne hun dufte men ignorerede det, først da Noah kaldte hende et monster slog hun blikket op. Hun gik med hurtige skridt op til ham og greb fast i hans arm, for at vende ham imod hende.
"Jeg går ikke op i magt og kontrol. Jeg går op i retfærdighed. Jeg prøver at gøre det bedste jeg kan for alle! Jeg kom til verden, ledte efter familie. Fandt den, mine forældre viste sig at være de største idioter på hele planeten, du burde være taknemlig over du ikke nåede at møde dem. Jeg gør intet for at gøre den kongelige familie glad, og lytter til beborerne af byen. Og Jeg er sikker på mig selv, det dig som gør mig usikker på mig selv. Kan du ikke se det?" Udbrød hun så og slap ham. Hun stod ikke langt fra ham, men hendes mørke øjne borrede sig direkte ind i hans. Let sank hun nervøst en klump, og kunne mærke sit hjerte galoperede mere og mere afsted.
"Jeg bestemmer ikke, hvad du skal sige eller gør. Det er op til dig selv, og det forkert af mig at få dig til at ligge noget på hylden, hvis du ikke vil." Tilføjede hun i en mere mild stemme. "Jeg kom ikke for at diskutere med dig eller skændes. Men det vel det eneste vi rigtig gode til efter hånden." Hun sukkede let og slog blikket ned i jorden.

Noah trak et skridt tilbage, væk fra Andrea, da hun hun tog fadt i Noahs arm, og vendte ham.
Andrea havde måske lidt ret i, at alt de to gjorde, var at skændtes fortiden.. Det var overhovedet ikke det Noah havde lyst til, de skulle gøre..
'' Hvad ønsker du fra mig Andrea? At jeg forsvinder igen, og aldrig kommer tilbage denne gang? For det tror jeg ikke..
Du ønsker at tilbringe livet med mig. Vi ved begge, at du ikke er forelsket i Kai. '' Noah var sikker i hans ord, men vred. Han havde ikke været vred i mange år.. Men Andrea havde gjort ham vred nu.
Noah vendte sig om igen, og bevægede sig stille frem imod Elenas værelse sammen.
'' Vi skabte noget sammen. Drew vil aldrig få den plads, Elena er født til.. Selv ikke Victoria. '' Noah sankt en klump.. Hvorfor blandet han Drew ind i det her, nok fordi han var en del af Kais afkom.. Noah havde egentlig aldrig mødt Kai, men det eneste indtryk Noah havde af ham, var at han havde taget hans elskede, fra ham.
'' Hvordan kunne du noglesinde falde for en kujon som ham.. '' Noah bevægede sig længere frem af.

Hun rystede på hovedet.
"Jeg har aldrig sagt jeg ønskede du rejste. Hvis jeg ønskede du rejste, ville jeg så lade dig bo lige overfor. Ville jeg så lade dig have Elena boende på skift af dig og mig?" Spurgte hun og hævede på et bryn. Hun sank en klump. Hun gik op foran ham og blokerede hans vej.
"Du skal ikke vække Elena ved midnat, hun har brug for sin søvn til hendes udvikling. Vi kan ikke bare vække hende fordi, at vi ikke kan klare mosten." Sagde hun stille men bestemt. Hun lyttede ikke efter når han kom med bemærkninger om Kai. Hun skubbede dog til sidst Noah et par skidt tilbage så hans ryg ramte vækken.
"Bland Kai udenom det her, du kender ham ikke. Jeg forventer ikke du skal kunne lide ham, men jeg forventer du tænker over dit ordvalg.Du vred på mig. Ikke på Kai eller på Drew. Bland dem uden om det her. Det her er imellem os to." Hendes hånd var placeret på hans brystkasse, og hun kunne mærke hans hjerte banke.

'' Jeg gør hvad jeg vil. Det her er mit hus. Mine regler. Du er velkommen til at forlade det, hvis du ikke bryder dig om udtalelserne herinde. '' Noah lænede sig op af væggen. Han var stadig en anelse sur på hende, men undrende nok, var hun kølet op? Noah var blot blevet mere sur på hende..
Langsomt, så han hende dog i øjne.. Hvorfor var han vred på en skabning som hende? Hun var stadig det smukkeste han havde set, ligeså smuk som Elena..
Han tog et hurtigt fat i hendes kinder, og kyssede hende blot på læberne. Han nød faktisk kysset, trods alt den vrede der var inde i ham.

De stod der og stirrede hinanden ind i øjnene i flere minutter føltes det som. Det var helt ude af karakter for hende, hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. I et andet liv vidste hun godt, men i det her liv vidste hun hvad hun burde gøre. Hun kunne bare træde væk og skride, det ville være lettest, men hun gjorde sig klog i at holde sig på god fod med Noah, på grund af Elena. Dog vidste hun Lockheart var inde ved hendes lille prinsesse nu. Hun kunne fornemme hans tilstedeværelse. I samme sekund blev hun skubbet langtvæk fra sine tanker, da Noahs hænder greb fast i hende, og kyssede hendes læber. Andrea kunne mærke et mindre sus, måske var det fra alt Noahs kærlighed til hende der ramte hende på engang? Ingen vidste det. Andrea overraskede sig selv ved at gengælde kysset. Og i nogle minutter var hun langtfra sig selv. Hun slog blikket op og trådte tilbage.
"Hvorfor gjorde du det?" Spurgte hun og glemte næsten at trække vejret over sin egen handling. Allerede nu kunne hun mærke skyldfølelsen ramme hende hårdt.

Noah undrede sig blot over hendes opførelse, og rystede en anelse på hovedet. Hvordan kunne hun tillade sig, at sige det til ham?
Hun burde vide hvor forelsket hun selv var i ham? Men hun lukkede altid følelserne ude. I rædsel for at han skulle forlade hende igen, helt sikkert..
'' Hvorfor tror du, Andrea? ''
Noah kiggede hende direkte i øjne, og forsøgte at få hende til at kigge ham i øjne.
'' Jeg træt af, du ikke kan finde ud af dine følelser. '' Noah så hende direkte i øjne.
'' Hvis du vil råbe af mig, så syntes jeg du skal gå ud af døren igen. ''
Noah så hende i øjne.. '' Jeg ville egentlig blot have en god dag med dig, men det ser det ud til at det ikke bliver.. Måske vi skulle hente Kai, så du kan få det bedre med dig selv? Så kan han klare dine problemer.. '' Noah sukkede.. Han ønskede ikke at flippe på hende.
Han ønskede bestemt ikke at gøre hende ondt, men han var træt af hun aldrig kunne finde ud af sig selv, og lod det gå ud over Noah..
Noahs forelsket var stadig stor.

Andrea holdt øjenkontakten, og sank en klump.
"Jeg kan godt finde rundt i mine følelser Noah, det dig som ikke kan. Jeg har ikke tænkt mig at råbe af dig, jeg har diskuteret nok for en aften. Det midt om natten, troede du seriøst jeg ville tilbringe min nat her?" Spurgte hun med et hævet bryn. Hun nikkede kort efter og lagde armene overkors.
"Du har ret jeg har det elendigt med mig selv, for endelig er der en fyr som faktisk fortjener min kærlighed, og du får mig til at bryde hans tillid til mig." Svarede hun roligt, men stadigvæk bestemt.
"Bare så du ved det. Lockheart har fløjet Elena hjem. Hun skal hilse på sin lillebror imorgen tidlig. Og klokken er ved at være mange. Og hvis jeg ikke skal råbe eller ødelægge noget. Så det nok bedst jeg går nu." Sagde hun så og gik imod døren hun var trådt ind ad.

//Skal vi oute her, også tager jeg emnet med Kai og Noah bagefter eller hvordan gør vi?

Noah kiggede blot efter Andrea der bevægede sig ud af døren.
'' Jeg kan godt finde ud af mine følelser.. Men jeg hopper ikke fra mand, til mand.. Jeg bliver hos den kvinde jeg elsker, og vil ære hele mit liv. '' Noah sukkede, og vrisede en anelse.
'' Hvorfor forelskede jeg mig noglesinde i dig? '' Noah smækkede døren i bag sig, og bevægede sig ind på værelset igen..


(( Det kan vi godt. ))

Hun vendte sig rundt.
"Siger manden der skred fra mig." Råbte hun af ham, og vrissede let inden hun så gik tilbage til slottet. Hun kørte en hånd igennem sit hår, og kunne allerede mærke, hvordan skylden ramte hende hårdt. Hun tog en dyb indånding, men hendes gråd var allerede slået ind og væltet hende omkuld. Hun gik stille hen til Kai og stillede sig op af vækken.
"Jeg har begået en voldsomt stor fejl. Jeg er så ked af det." Startede hun så ud og kørte atter anden igennem hendes hår. "Jeg vidste ikke, at han ville kysse mig.. men det heller ikke problemet. Problemet er jeg kyssede ham igen.. og jeg er så ked af jeg gjorde det.. Jeg forstår udmærket.. jeg forstår udmærket, hvis du ikke vil se mig igen. Jeg er så forfærdeligt ked af det Kai.. tro mig." Udbrød hun så, imens tårerne strømmede ned af hendes kinder. Det var som om, at hun havde slået hul på sit eget hjerte og hun ikke længere kunne fikse det.

//Jamen fint nok, så det Kai der skal skrive nu

Påklædning Et par jeans, en sort skjorte og et par sorte sko

Efter Andre var smuttet, var adrenalinen allerede begyndt at pumpe rundt i hans krop, så blot for at sørge for der ingen forvandling skete, vandrede han hen imod Drew's værelse. Han vidste det at være sammen med sin familie, ofte gjorde hans indre ulv mere rolig, en ulv der i disse dage ikke just havde udvist den største form for selvkontrol. Dog var der bare noget ved enten, at føle sin elskede Andrea tæt på sig eller bare hans smukke børn. Måske var Elena ikke hans biologiske datter, men i hans øjne var hun nok det tætteste på det og han elskede hende som var hun hans egen. Han sad på hug, alt i mens han stille vuggede lille Drew's seng fra side til side. Han kunne ikke engang huske hvorfor pokker ham og Andrea var kommet op, og skændes, men et eller andet var der sket og det ende så ud i et mindre skænderi. Dette var om ikke andet alt glemt nu, og nu så han blot frem til at have sin kone tilbage i sine arme igen.
Han kunne med et høre hvordan døren blev åbnet, hvorpå han besluttede sig for at gå hende i møde. Grundet gode sanser, og en lyst til at holde hende i sine arme kunne han straks fornemme det var hende der kom ind. Han skyndte sig hen imod hende, blot for at trække hende ind i sine arme og undskylde over sin idiotiske adfærd, men da han nåede hen og var en meter fra hende, kunne han straks lugte noget forkert ved hende: den stærke lugt af en fremmede mand, den hang over hende og skar i hans næse. Han rynkede brynet, og bad til hvad hun ville fortælle ham ikke var hvad han troede det ville være. Han knurrede, og med et skiftede hans øjne farve, hvilket tydede på at ulven var tæt på overfladen. Han gik stille imod hende, med direkte og dominerende skridt før han stoppede op foran hende. Som en Nightcans og ikke desto mindre en varulv, så havde han en fin territorierinstinkt, hvilket ville sige at han ikke var helt glad for andre rørte hans mage. Han greb fat om hendes arme, hvorpå han med den ene hånd blidt tørrede hendes tåre væk. Uden rigtig at sige noget, trykkede han sine læber imod hendes, lidt ligesom for at pisse sit territorium af, uden rent faktisk at bruge urin. Han hvilede sin pande imod hendes og sukkede "Han er færdig!" Han trak sig væk fra hende, hvorpå han gik imod døren. Hele hans krop sitrede og alt i ham var sat i killing mode. Denne Noah, uagtet hvad hans relation til Elena var, skulle sættes på plads. Ingen rørte hans mage på den måde og slap godt fra det. Hans hjerte bankede hurtigt, og hans krop var i actionmode, hvilket også vil sige at hans hjerne var godt i gang med at producere det hormon der fremkom i kroppen på en varulv under en fuldmåne, så hvis han ikke fik sig selv under kontrol, så ville han forvandle sig. Hans klør havde allerede vist sig og hans hugtænder var fint på vej. Han ignorerede fuldkommen hans omgivelser, det hele handlede blot om at finde denne Noah og få ham til at bøde for dette. På trods af aldrig, at havde været der så mindes han at Andrea havde fortalt ham om stedet, derudover desto tættere han kom, desto mere kom lugten af engel der inde fra, den selv samme lugt som havde klæbet sig til Andreas hud. I det han nåede frem, sparkede han døren ind og som han stod der i døren lignede han mere monster end menneske "Dig!" knurrede han og hans stemme bar helt klart præg af at han var tæt på sin forvandling, da den både var dyb, hæs og mere dyrisk end det skulle være muligt. Hans øre var allerede ved at blive pjuskede, derudover var hans skæg også blevet samlet med håret, så hans ansigt var med andre ord behåret! Hans lange arm var strukket i retning af hvor Noah stod, derudover havde han hans pegefinger pegende imod ham.

Noah hev skjorten om armene. Han sukkede en anelse.. Hvorfor havde han opført sig sådan overfor hende? Han vidste udmærket godt det var forkert, men hun måtte vide sandheden.. Om hende, og ikke mindst om sig selv.. Han var forelsket, og det kunne ikke bare ændres.
Han havde været forelsket i hende, siden den dag han mødte hende..
Tankerne om hende, var der konstant, og ikke mindst med Elena omkring ham. Hun lignede sin mor for meget..
Noah så på sig selv i spejlet.. Hans hår lå ikke korrekt.. En enkelt håndfuld vand, kunne nemt rette det..
Langsomt rettede han på det.. Så det lå ordentligt, og sukkede..
Hvorfor var han blevet sådan her? Hvorfor var han den her nu? Måske havde kærligheden til Andrea, påvirket ham alt for meget.
Noah blev en anelse forskrækket, da døren blev sparket op ind til hans hus. Han vendte sig om imod Kai, der pegede imod ham.. Han så ikke specielt venlig ud.. Han lignede en typisk Jazmin i et vredesanfald, men rystede blot på hovedet..
‘’ Hvad, med mig? ‘’ Noah var egentlig pænt ligeglad, med både Andrea og Kai primært. Hans opførelsel var ikke ligefrem den mest voksende fra han side af.. Noah rettede blikket i mod jorden. Han vidste godt, at det at kysse en anden mands kvinde, var forkert.. men han fortrød det på ingen måde..
Noah vendte derimod blikket op igen, og så på Kai med et vredt blik.
‘’ Hvordan kan du tillade dig, at sparke døren op.. ind til en anden persons hus? ‘’ Noah var ikke rigtigt vred, men fusteret over hvorfor han overhovedet gjorde det? Han kendte jo godt svaret, men Kai havde sådan set også taget Andrea fra ham af.. Så hvem skulle de have mest ondt af.. Noah.
Kai, havde oven i købet, taget Elena til hende, som var han hendes egen datter.. Det ville aldrig blive hans datter. ALDRIG! Noah råbte det nærmest ud i hans sind..

Hun så Kai i øjnene. Hun kunne se hvordan øjnene på Kai ændrede sig, det var en farlig ting at fortælle ham - mest fordi hun kendte hans vredes udbrud - de var ekstremt ens på den måde, hun håndterede det blot bedre. Andrea lod Kai omfavne hendes læber, og tage hvad der retmæssigt var hans tilbage. Hun slog blikket op da han sagde Noah var færdig. Der lagde meget i de ord. Et Nicolas ville have blandede følelser omkring hvis Kai tævede Noah, samt Angela. Nok mest Angela. Nic var ikke hjemme, hvilket måske var udmærket.

Andrea tog sig til i at skulle til at løbe ud af døren, da Lockheart kom med et lille brøl fra sig, for at få hendes opmærksomhed. Andrea drejede rundt på sine hæle, og kunne hører lyden af hendes børn græde. Hun kiggede på Lockheart.
"Smut over, og sørg for der ikke er nogen af dem der dræber hinanden." Sagde hun til Lockheart, som gav et nik fra sig og luntede så hurtigt han kunne over til Noahs hus. Andrea løb op af trapperne og ind på børneværelset. Drew skulle ammes og det skulle passes som første privitet, Elena måtte sidde på gulvet imens og synge en sang med Andrea. Hun skulle virke så afslappende så muligt, også for de små ikke blev stresset - Andrea gik Drew til at sove bagefter og lagde Elena i seng. Hun fik en stuepige til at hører efter børnene, også smuttede hun ud af huset.

Lockheart holdt sig i baggrunden, men til stede, hvis det skulle gå alt for vidt for sig. Andrea stoppede op foran døren og sank en klump, da hun så den indsparkede dør. Hendes gode hørelse fangede hurtigt, hvor Kai var og løb op til ham. Let placerede hun en stille hånd på hans skulder og lænede sine læber mod hans øre.
"Han er ikke det værd skat. Han lider allerede." Sagde hun let og kiggede overpå Noah, hvis det skulle gå let - så skulle Noah bare slappe af, eller Kai skulle bare forlange at Noah ikke rørte hende. Andrea kendte Kai nok til at vide, at han blot ønskede at flå Noah levende lige nu. Lockheart gav et lille brøl fra sig, for at fortælle dem de skulle stoppe med at skændes.
"Vi nød til at gå tilbage, jeg vil ikke efterlade børnene uden deres forældre for langtid." Sagde hun en smule tiggende til Kai. Hun havde en stor trang til blot at gå. Mest fordi, hvad Kai gjorde, var ikke hendes kamp, eller hendes konsekvens. Hun havde blot for meget bamhjertelighed til at lade noget dårligt ske. Sket var trods alt sket, og hun ville aldrig lade det ske igen, fra hendes side af.

Noah så blot på Kai, og Andrea. Hvordan kunne hun tillade sig, at bevæge sig ind i hans hus igen? Hun havde været mindst en lige så stor del af det, som han havde været.
‘’ Elena er min datter, og det bliver aldrig din. Forstår du det? Du tog, min elskede fra mig.. Andrea forelskede sig i en tumpe, der mener vold er løsningen. Det er ikke løsningen. ‘’ Noah sank en klump.. Han var ikke ligefrem specielt glad for at sige de ting han gjorde. Han brød sig ikke om at tale grimt om andre mennesker.. Men Andrea havde fået hans temperament op i det røde felt, desuden havde hun fået Lockheart, til at flyve hans datter hjem. Noah havde stadig Elena et par dage mere..
Noah vrissede en anelse af dem.
‘’ Jeg forlod aldrig Andrea. Hun forlod mig. Jeg var på en rejse.. Jeg var ikke flygtet fra hende, men det var hvad hun mente. Det kan aldrig være min skyld, at kvinde mennesket, kysser mig igen. Hun kunne have skubbet mig væk. Men vi ved begge godt, at jeg forbliver, og er Andreas eneste ene.. Det kan du ikke ændre lige meget hvor meget du vil. Andrea vil blot ikke indrømme det. ‘’ Noah rettede blikket direkte imod Andrea.
‘’ Jeg beder hende ikke, lade være sammen med dig. Jeg beder hende, finde ud af sig selv. Hun forvirre mig konstant. Siger hun elsker mig, stadig vil have mig imod hendes krop.
Så skifter hun over til at ville have dig igen. Det er hende, der er den forkerte her. Spiller to mænd imod hinanden. Jeg har et simpelt kodex, der hedder, jeg aldrig går imod andre mænds kvinder. Jeg rør ikke deres kvinder. Men Andrea er min. ‘’ Noah rettede lyn hurtigt blikket imod Kai. Noah var ikke ligefrem den gladeste personlige nu, og ikke nok med det, larmede Jazmin længere ind i huset..
‘’ Jeg er træt, af kvinder der ikke kan finde ud af sig selv. Jeg fortryder jeg nogensinde forelskede mig i dig. Selv, en sindsforvirede kvinde, er mere værd end du. ‘’ Noah så Andrea direkte i øjne.. Han talte en smule sand, i de ord han sagde.
Han ønskede intet skænderi med Kai, overhovedet.. Blot at han kendte sandheden.
‘’ Ville en kvinde, nogensinde flygte fra sin elskede under et skænderi? Næppe. Andrea gjorde det aldrig med mig, hvorfor gør hun det så med dig? ‘’ Noah løftede det ene øjenbryn.

Andrea stoppede op selvom Kai endelig var gået med til at gå med hende. Hvilket hun vidste tog meget af ham, når han var vred. Dog kunne hun ikke undgå at blive så fandes irriteret over Noahs galen at hun vendte rundt på sine hæle og gik indenfor igen.
"Den eneste tumpe jeg nogensinde har forelsket mig i, var dig." Svarede hun koldt. Så fnøs hun.
"Du flygtede som den lille kujon du er Noah. Jazmin og jeg blev overgrebet, men du var så bange. Du viste mig mistro med det samme, du flygtede." Hun gik helt op foran ham og kiggede ham direkte i øjnene. Hun havde intet til overs for ham - hendes øjne begyndte stille at blive gyldne. Tydeligt at ulven i hende var fremme nu, og vreden lige var ved at syde ud af hende. Med en evne indenfor ilden var vrede noget der kom nemt til hende, men den havde været holdt nede for længe nu - og helvede brød nu løs. Andrea knyttede sin venstre næve og placerede den i et slag på Noahs kæbe. Hun hævede på sit ene bryn og knurrede af ham.
"Tror du virkelig falskebeskyldninger gør noget bedre? Men lad os få en ting på det rene, jeg vil aldrig blive din. Jeg er ikke en ting du kan eje. Mindre værd end en sindsforvirret kvinde, jamen fint nok. I din verden har du heller ikke rigtig styr på, hvad der er rigtigt og forkert. Men smut ind til din sindsforvirrede veninde og snak med hende." Hun tøvede ikke lige nu, hun spyttede sandheden ud i hovedet af ham.
"Bare fordi du ikke har noget liv Noah. Du har ingen indhold i livet, du har viet det til mig, som ikke ønsker det. Du kan ikke engang finde ud af at holde mig, og det ikke min skyld. Du stak af, du ødelagde alt da du blev bange - og du prøver smide skylden over på mig, men gæt hvad det hjælper ikke." Sagde hun så med hævet stemme.
"Jeg vil aldrig se dig igen. Er det sivet ind. Du skal hverken banke på, du skal ikke se Elena. Du skal ikke have noget som helst med mig at gøre. Og hvis du prøver, så bliver det værst for dig selv." Vrissede hun så af ham og skubbede ham væk.
"Du kan blive boende, men hold dig væk." Tilføjede hun koldt, og smuttede så ud af døren.

Andrea passerede Kai og gik direkte hjem. Lockheart fulgte efter hende, og tog med hende op på slottet igen. Vagterne var sat til at holde vagt, hvis Noah prøvede at komme ind så ville de slå ham tilbage.

//Out, i kan bare fortsætte hvis i ønsker.

Jeg tænker noget i retningen med Jazmin og Andrea? ))

(Synes lige Kai og dig skal have lov til at oute først, inden vi taler om fortsættelse af andre emner Skriv din ide evt skype