Round one... fight. -Sean-

P: En simpel mørkeblå skjorte, cowboybukser med tre dolke spændt om det højre ben og ellers et par sorte handsker, der går til midten af fingrene.


Det var ikke til, at tro at dette virkelig var en del af den større by, som man før kendte som Doomsville og som nu lå i ruiner. Overalt gik der hjemløse folk rundt, børn klamrede sig til deres forældre og op til flere gange, havde Josh spottet sorte skygger hvislet forbi ham. Han nåede knap nok at ane, at de var der og i det hele taget... hvad de var. Havde det ikke været for artiklen, ville Josh nok aldrig have hørt om jordskælvet, nu når han havde valgt at bo i Humvita. Dagen hvor det skete, måtte han dog indrømme, at havde kunne mærke en underlig form for rystelse. Stor var den ikke, men den var der og nu forstod han hvorfor. Alting lå i ruiner, hele Doomsville var nu et stort hul i jorden og væsner, ja måske op til hundrede væsner, lå døde på jorden og rådnede langsomt ind, imens kragerne snappede huden af deres ansigter.
Med sine rolige bevægelser, gik Josh hen til en mor med sin lille søn og hjalp dem op at stå, da moren havde svært ved at gå. Selv da han kom for at hjælpe, fortsatte kvinden med at græde og det havde hun sikkert blevet ved med, hvis ikke det havde været for noget bag Josh, der uden tvivl fik hende til at skrige i stedet.
Forskrækket vendte Josh sig om og kunne ikke tro sine egne øjne over det han så! Et væsen, sort som kul og øjne så røde som skinnende blod, stirrede på ham og blottede sin række af skarpe tænder. I det den sprang imod ham, skubbede han damen og barnet til siden, hvor han derefter selv rullede hen af jorden og kom få sekunder efter op at stå igen. Han trak en af sine dolke og sprang imod væsnet, hvis øjne skinnede så kraftigt og glubsk, nærmest som om at den ville have ham til, at springe imod ham. I et forsøg på at dræbe væsnet, stak han dolken igennem dets bryst, med det resultat at den bare slog ud efter ham, så han kunne mærke kløerne snitte ham. Endnu engang rullede han rundt på jorden, for derefter at komme op at stå. Stadig med sin dolk i hånden, så han forskræmt og stædigt på væsnet, der lige nu bare stod og hvæste af ham, imens halen slingrede fra side til side.
"What the fuck," hviskede han lavt for sig selv.
I stedet for at angribe ham for anden gang, forsvandt væsnet ind i mørket igen, ligeså hurtigt som den var dukket op. Med hjertet bankende i kroppen, tog Josh op til flere dybe indåndinger, før han gik nærmest vaklende hen til et telt, hvor han vidste at man kunne få noget og drikke. Hvad det han end så lige var, så havde det intet... en pludselig stikkende aura indefra teltet, fik ham til at kigge rundt, nærmest skue igennem de væsner der var herinde. Den aura havde han kun mærket en gang før og den bragte ikke noget godt med sig. Auraen var kraftfuld og troende, det var intet mindre end auraen på en archdemon.
Josh fortsatte med at se sig omkring, til han til sidst gav op og gik hen til det man kunne kalde baren i dette telt. Dog stoppede han aldrig med at være på vagt..

Doomsville, som han havde kendt det, var ikke mere. I de nederste dele herskede der et lettere anarki, mens de i de rige dele endnu opretholdt orden og troede på herskeren af Doomsville. En hersker, der for længst havde vist sig ligeglad med Doomsville og dens beboer. For Sean var dette de optimale forhold. Han havde guidet sin søn, Xander, gennem denne krisetid. Først havde han mere eller mindre overtaget ledelsen i noget tid, for at sikre sig tunnellerne i kloakkerne blev stabiliseret og sikret, så de ikke blev knust til døde efter jordskælvet og sørgede for strategiske valgte tunneller blev spærret af, så der ikke kom fremmede eller monstre ind til deres sanctum. Bagefter havde han fortalt Xander at de burde se bort fra de rige dele af byen, altså de skulle stadig indsamle informationer, men at de mere skulle fokuserer på at få magten i den nederste del af byen. Hjælpe til og slå andre, spirrende bander ned, så de fik magten. Sakref var jo alligevel ligeglad.
Men nu holdte han fri. Han havde været på flere jagter efter disse monstre, slået nogle stykker ihjel, ja, selv været en del af jordskælvet der startede det hele...Så nu gik han rundt og holdte øje, studerede og slappede lidt af, mens alt omkring ham var sandt kaos. Telte var stillet op og fungerede som en form for kro.

Sean var iklædt praktisk tøj. Nogle støvler, sorte bukser og en sort trøje, mens en mørk kappe hvilede over den stol, han havde skaffet sig og som der ikke længere var mange af. Han havde drukket et krus øl, men den havde smagt vandet. De havde nok ikke kunne få nok ressourcer eller øl hertil efter det hele. Rundt om ham sad folk i små, trykkede grupper og talte lavmælt. Kun få turde rigtig grine eller havde overskud til det. Sean lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, da hans blik landede på en mand der trådte indenfor. Han kunne straks mærke det. Engel. Archengel. Han følte et stigende modvilje, men selvfølgelig måtte englene også komme på banen og love menneskerne en sølle trøst. Et klap på skulderen var vel alt de faktisk kunne gøre? Et svagt, hånligt smil gled over ham, da han drak den sidste mundfuld i krusset og kastede det til side. Han følte sig som et rovdyr, en af dem der fik mest ud af dette kaos og som bedst var garanteret at overleve det hele, uden større problemer. En parasit, faktisk, men det passede ham fint. I dag gad han ikke tænke over hvad der var rigtigt eller forkert. Han var en dæmon, han burde slet ikke tænke over den slags alligevel! Han rejste sig op og gik ud midt i rummet, vendt mod englen, der var gået op til den primitive bar.
"Vi er ved at få en helt ny verden. Folk dør i hundredvis. Magtfulde folk dør, andre overtager deres pladser. For den, der er hurtig, betyder det en helt ny begyndelse, en helt ny verden" kommenterede han højt og flere folk blev straks stille og så på ham med undrende, forvirret eller mistroiske øjne. Ham selv så dog mod englen.
"Hvad syntes du om det?" spurgte han drillende og hans smil voksede lidt.

Han lænede sig svagt henover baren, stadig med hårene rejst i nakken. Hvor denne archdemon end var henne, så kunne han mærke hvordan den stærke, giftige og lumske aura omring ham. For at ignorere det så godt han kunne, mest af alt for ikke at skabe en scene, bad han om en øl og trippede nærmest uroligt på fødderne, lige indtil han fik øllen serveret. Han tog en tår af den og skar en smule ansigt. Den smagte... Jah.. hvordan skulle man beskrive det, den var meget tynd! Med et svagt smil til bartenderen, stillede han den fra sig, lige i tids nok til at ingen andre end archdemonen stillede sig i midten af teltet. En gåsehud af ren irritation sneg sig op af ryggen på Josh, så snart han fik øjenkontakt med ham. Ikke en eneste gang så Josh væk fra ham. De andre væsner inde i teltet tog heller ikke øjnene fra ham. Hvordan kunne de?
Som den klassiske dæmon, snakkede archdemonen om magt, hvem der skulle overtage og at verdenen som de kendte den var ved at gå under. Josh himlede svagt med øjnene. Hvad var der med dæmoner og magt? Godt nok var de den stærkeste race, men betød det, at de skulle opføre sig som om, at de ejede alt... Vent.. Ja, ja, det var en god nok grund til at opføre sig sådan.
Han tog en tår af sin tynde øl og havde egentlig i sinde, at vende dæmonen ryggen, da han direkte snakkede til ham og fik ham til, at se nysgerrigt på ham. Da alle i teltet nu vendte deres opmærksomhed imod ham, stillede han akavet sin øl fra sig. Hvad han mente om det? Efter dæmonens drillende smil at dømme, forventede han sikkert at han som engel skulle opføre sig moralsk og falde på knæ, imens han prædiket.
"Jeg mener at du sikkert får travlt," svarede han og sendte ham selv et drillende smil. Sikkert en smule for afslappet, lænede han sig tilbage og brugte baren som rygstøtte. "Jeg mener... en archdemon som dig.."
Ligesom folk havde set mistroisk på Sean, så de nu mistroisk og forvirret på Josh. "Du har sikkert travlt med at overtage tingene, smide folk af tronerne," Hans drillende smil forsvandt aldrig fra læberne. "Hvad mener du da selv?"
Josh vidste godt, at han lagde op til at være provokerende, men han kunne ikke holde sig tilbage. Der var noget over denne archdemon.. Han kunne ikke lade være med at svare ham igen og have den største lyst til, at angribe ham.
Hvad var der i vejen med ham? Var dette blot fordi at denne mand var en archdemon? Han fandt ham truende, mere truende end han nogensinde havde fundet nogen.

//ARGH! ARCHDEMON! Ikke archangel...>.> Sorry...Det skulle ud...xD //

Han smilede let, som englen svarede godt for sig. Ja, han kunne faktisk rigtig godt lide svaret og det var tilmed sandt. Sean var normalt en meget travl mand, men nu var han altså faldet over en archangel og fyldt med lysten til at tæske denne engel, som sine forfædre havde forsøgt i så mange år. Det urgamle had, som ingen rigtig vidste hvor kom fra, men som ulmede i deres racer og kun de færreste faktisk kunne se fra. Okay, de fleste kunne faktisk modarbejde lysten til at slå ihjel, men lige i dag havde han lyst til at være provokerende. Trods alt var der jo ikke plads til engler i den nye verden. De ville nok være der, men han ville gøre sit for at de ville blive uønskede.
Han slog let ud med armene.
"Jeg er ligeglad med troner og kroner. De er rekvisitter, kun tegn på magt, ikke magten selv. Alle kan finde en trone eller krone og kalde sig konge eller dronning, men det betyder ikke man er det" svarede han roligt. Han var ligeglad med folkene i teltet. Enkelte var kloge nok til at færdiggøre deres dårlige øl og liste væk...Resten blev siddende og stirrede på dem, som var de et cirkus.
Han gik et par små skridt tættere på.
"Jeg syntes det skal udnyttes. Jeg mener...Rotten Root district er jo næsten et anarki i øjeblikket og det er med at udnytte kaosset. At få folk til at følge en og derefter kalde sig magtfuld. Man kan jo gå en tur på en hvilken som helst gade...Og blive overfaldet...Af desperate folk...Og man vil være ligeglad og uden midlerne til at undersøge det, fordi alle vagterne er ved muren og prøver at holde disse sorte bæster fra vores døre..." han gjorde en let gestus med den ene hånd, i den retning hvor muren lå. Selvfølgelig indeholdte hans ord en slet skjult trussel. Overfald.
"Folk må finde det ganske arrogant at en enkelt engel kommer gående midt i dette kaos..." foreslog han og trak let på den ene skulder. Det ville han gøre. Hvis han sad uden hjem, havde mistet sine kære og så kom en engel gående og lod som om alt var godt, fordi nu var englene der...
"Jeg ved selvfølgelig bedre end bare at smide dig ud. Men jeg er ret sikker på du er uønsket" tillod han sig endelig at sige. En direkte provokation. Der var intet personligt i den, han havde som sagt bare lyst til at provokerer.

Temperament var virkelig noget Josh skulle begynde at lære at styre, det ville måske mindske lysten til, at springe i flæsket på dæmonen her.
Selvfølgelig var Josh heller ikke idiot, han vidste udmærket godt, at det var en trussel der blev sendt imod ham og som dæmonen enden ønskede, at han skulle frygte eller blive hidsig af. Det var den sidste del. Han knyttede næverne i smug, nærmest ved at presse dem ind imod sine lår.
Så~~ dæmonen her var altså helt sikker i sin sag på, at han som engel bestemt ikke gjorde folk en tjeneste ved at komme her. Den tanke gang fik Josh til at himle med øjnene. Dæmonen troede altså, at han kom her for at vise overfor alle, at tingene var godt, også selvom de stod i lort til halsen og de var omringet af lig, og ikke bare lig, det var deres kæres lig.
Han klikkede med tungen og tog en tår af sin øl. Lige nu var øllen det eneste der forhindrede ham i, at springe på Sean og rive ørene af ham.
"Du kommer ingen veje med dine sølle trusler dæmon," svarede han flabet. "Jeg kommer ikke her for at minde alle om, at tingene er godt fordi..." Han så rundt. "Det er de ikke, vi står alle i lort til halsen," Ligesom dæmonen valgte at true ham, rejste han sig op og løftede hånende på et øjenbryn af dæmonen. "Jeg er ret sikker på at du er den som er uønsket,"
Kampen kunne ikke holdes inde mere. En anelse provokerende, eller snarer nok meget provokerende, gik han tættere på Sean og så ham i øjnene, udfordrede ham. "Du må hellere stikke din djævle hale imellem benene og smutte,"
Josh kunne ikke genkende sin egen opførsel, dog havde han heller ikke stået overfor en archdemon før, hans races modsætning og største fjende. Den eneste grund til at archangelene kom til var for at besjre archdemon's..

Fornærmelserne prallede af ham, som kugler mod en solid rustning. Han var van til den slags og vidste bedre end at miste kontrollen. Det gjaldt altid om at have kontrol, ikke lade sig påvirke af følelser. Men til hans glæde så det ud til at englen ikke helt ejede den samme, indre kontrol over sig selv. Hvilket gav muligheder for fejl under en kamp. Det glædede ham faktisk, selv om han vidste bedre end at undervurderer manden. Man skulle heller aldrig undervurderer sine fjender...
Men han var nysgerrig. Hvordan en kamp mellem dem ville gå. Både for sjov og for egen reference.
Derfor lod han englen komme helt tæt på. Hans øjne stirrede roligt, omend koldt, ind i hans. Et lille smil gled over ham og hans nakke knækkede svagt, da han rullede lidt med hovedet, for at løsne sine led. Klar på faktisk hvad som helst.
"En..." talte han roligt og trådte et skridt bagud og slog let ud med armene, som en invitation til englen om at angribe eller stikke af...
"...To..." han smed sin kappe fra sig. Sit sværd. Han ville ikke slås med noget så simpelt, nu hvor han var sammen med en archangel. Nej, han ville endelig indtræde i sin rigtige skikkelse, frem for denne besnærende menneskeskikkelse. Han kunne mærke den indre ild, hvordan han lod den vokse.
"...Tre!" Han ville vente og se om englen ville stikke af eller slås...
Ellers var hans tanke at forvandle sig om til sin dæmoniske skikkelse. Han havde selvfølgelig sin evne, der kunne slå englen ihjel, omend han selv ville være så godt som bevidstløs i flere dage. Men han ville helst kun bruge den i nødstilfælde. Desuden gav den ingen god ide om hvem der var stærkest som sådan.
"Angrib eller flygt, fjerdyr!" udfordrede han åbenlyst.

Ingen af fornærmelserne ramte dæmonen. Ikke at Josh havde regnet med, at de ville ramme ham og bringe ham ned til jorden, det ville være ALT for let.
Og når man snakkede om tingene ville blive alt for lette, så ville denne kamp, eller hvad de nu var i gang med at puste op, blive alt andet end let. Det lille knæk, dæmonen valgte at gøre med halsen, var nok til at få Josh til at væmmes og få en lille gysen ned af ryggen, dog var han ikke bange, langt fra. Af en eller anden grund, tog han sig selv at stå i en situation hvor han var mere end klar til, at kaste dæmonen over skulderen, blot for at teste sine kræfter. De var aldrig blevet prøvet af imod en archdemon, så hvorfor ikke få noget sjov nu?
Hvad pokker var han blevet til? Han var fanget i 'the heat of the moment', hvis man kunne sige det på den måde.
Den dramatiske måde dæmonen, gik baglæns på og talte ned fra tre, var nok til at de forskellige folk inde i teltet, enden smuttede ud af frygt eller blot rykkede sig længere væk, for ikke at blive en del af kampen.
Sean fik knap nok lov til, at råbe sin sætning færdig, før Josh var sprunget imod ham, et forsøg på at ramme ham med et knytnæve lige på næsen. Hvis Sean undgik, ville Josh hurtigt snurre rundt og sparke ud efter benene i stedet, i håbet om at han ville vælte sin fjende. Han havde ingen anelse om hvad han havde rodet sig ud i. Men en ting var sikkert, det var ikke godt og han slap ikke ud af det uden fysiske, voldsomme skader.