End of the Line//Avalon//

S et skib, på havet.
O besætning, derudover få folk som skal med til blodørene.
V Stille, men det trækker lige så stille op til, storm.
Tid 00,00
P http://36.media.tumblr.com/a015d9e4883ad372103668958b27061b/tumblr_n7e8hbdBii1qmntzbo1_500.png
Geralt og Ari, bevægede sig hen langs skibe mens, de talte sammen, *du skulle ha nævnte, hvorfor vi tog afsted Geralt, du ved hvordan Beth er.* Geralt rullet øjne, hvorefter han svaret, *jeg ved det godt men for guds skyld Ari, det er bedste hun ikke anet noget om det her, ellers ville hun være taget med, og det ved du godt.* Ari kigget på Geralt mens han tog hans hætte op, inden han svaret, *hvis Beth kommer til skade ved du at det er os, der får ballade, så for guds skyld tag dig sammen, og næste gang sige det til hende, hvis ikke hun for noget at vide om det, kan hun jo skygge os, hvilket jeg tror hun har gjorde denne gang os, jeg er sikker på jeg kan lugte hende på skibet.* Geralt bed sig i underlæben, hvorefter han svaret, *sikker på det ikke er os der dufter lidt af hende.* Ari rystede på hovedet, hvorefter han løb langs skibet, selv om Ari hadet det, da de jo ikke var på normal land jord. Men Geralt, havde personligt intet imod det, hvilket var derfor han bevægede sig efter Ari i et nogenlunde, tempo. Geralt fulgte med Ari, hvor de til sidste ende, nedeunder skibet, hvor han selv kunne lugte en velkendt duft, "Bethany, jeg ved du er her, jeg håber du har en god grund, til og ha forfulgte mig." Lød det sarkastisk, fra Geralt af, hvorefter han vendte  sig om så han så direkte på hende, hvis hun da ikke gemte sig igen, men han vidste hun var her, så det ville være dumt at gemme sig, hendes duft var nemlig ikke til og tag fejl af. Geralt så hen på Ari, som bevægede sig lige så stille, hen mod Beth.

Katerina var fløjet op i et skrig denne nat, og kunne knap nok komme sig over hendes syn. Beth ville dø, hvis hun ikke gjorde noget hurtigt. Hunsprang hurtigt i en kjole og løb ned til havnen. Men skibet var allerede for langt væk til hun kunne gøre noget. Et skrig forlod hendes læber i sorg imens hun faldt til knæ. Men det var intet hun kunne gøre.

---

Beth havde selvfølgelig taget med Geralt. Hun havde skygget ham, for hun var ikke bare en dum blondine trods alt. Hun kunne dog hører Ahris tanker ligeså godt som hun kunne hører Geralt tale. Hun trådte uskyldigt frem fra skyggerne. Hun kørte en hånd igennem sit hår og trak let på skuldrene.
"Jeg savner dig. Så jeg fulgte med." Hun slog let ud med armene til siden under sin forklaring. Hun gik hen til ham, og plantede sine læber på hans. "Jeg kan klare det her. Du må stole på mig." Smilede hun skævt og så ham direkte i øjnene.
"Lidt eventyr er vi vel nød til at tage på. Jeg gider ikke gå rundt hjemme." Tilføjede hun let.

Beth, havde bare en eller anden ting, som gjorde det her være. Han kunne ikke, være sur på hende, men hvorfor kunne hun ikke bare lade ham tag denne tur, uden og komme forbi. "mhm, ja hvis du siger det." Kom det fra Geralt inden hun kyssede ham, hvilket han kort gengælde, "beth jeg kan ikke være sur på dig, men du har jo et arbejde du skal passe i sunfury, ikke og ikke nok med det, hvad med din klan, hvad med kat min søster, hvad med alle de andre fra den." Lød det kort for hovedet, fra Geralt hvorefter han lagde sine arme om hende, da hun helt sikkert, havde fisket efter det siden hun stod med sine arme ud til siden. Geralt kyssede hende på panden, hvorefter hantræk sig let væk, aften forsætte lige så stille, han kunne lige så godt gøre det sjovt for Beth, for hvem vidste hvad der ville ske.

Ingen ikke engang dem der var på skibet, derfor begynde Geralt at gøre aften helt uforglemmelig for Beth. Han dansede endda med hende, selv om han normalt ikke gjorde det. Men de var her jo begge to, hvilket gjorde dette mere voldsomt. Men lige som tiden fløj afsted, jo tætte på kom, den storm som ville komme før eller siden.

Alt virkede så godt. DEt virkede næsten sukkersødt romantisk. At hun sneg sig ombord, stod her og kyssede manden hun elskede. Dog skete alt derefter ret hurtigt. Et tordenbrag fik hendes hjerte til at springe en takt over. Beth kiggede skræmt Geralt i øjnene. Skibet begyndte at gynge voldsomt, og hun greb fast i ham, da de blev vippet om, så de ville umuligt kunne holde balancen. Hun rystede panikslagen på hovedet.
"Det her... var ikke hvad jeg havde i sinde!" Råbte hun let og klemmede sig tættere ind til Geralt, hun havde ikke i sinde at give slip. Man kunne hører vandet kaste sig op på siden af skibet og tippe det endnu engang. Geralt, Beth og Ahri ville automatisk glide hen i den anden side af rummet. Tønder faldt ned, flasker blev smadret når de ramte jorden og ramte dem. Beth gemte sig ind til Geralts brystkasse til hun løftede hovedet op og kiggede ham i øjnene.
"Hvis det her er enden... så skal du vide. At jeg har haft det bedste liv nogle kunne have... for jeg kom til at kende dig... du ændrede mig liv... til det bedre. Jeg har aldrig elsket dig. Du reddede bogstavlig talt mit liv, og for det er jeg evig taknemlig. Jeg elsker dig Geralt." Sagde hun med lettere panik dog fuld ærlighed i sin stemme, og gav hans hånd et hårdere klem. Hun græd. Ikke fordi, at hun var bange for døden, men fordi, at hun var bange for, at han ikke ville følge med hende. Hun vidste, at hun ikke ville overleve... for hun kunne ikke svømme... han havde måske en chance.. men på disse vane ville hun synke til bunden.

Så skete det. Snart var der et ryk, og hun kunne mærke vandet der stille gled ind i rummet. Beth kiggede blot ind i Geralts øjne. Og pustede let ud. Vandet steg hurtigere og hurtigere. Skibets brædder kunne snart ikke klare presset mere og knustes. Vandet strømmede ind imod dem. Kraftige skyld. Snart var rummet fyldt. Lungerne fyldtes med vand, alt hun kunne var at se det slørrede billed af Geralt, og snart blev det dækket med en voldsom smerte, da en flok sirener brød ind og begyndte at æde af dem.
Til sidst følte hun intet. Hun var slet ikke ved skibet mere.. let kiggede hun rundt og fik øje på Geralt ved hendes side.Hun var ikke levende mere. Let tog hun hans hånd.
"J..Jeg synes vi skal sige farvel til Kat.. hun fortjener et farvel.."

Geralt mærket hende stå sammen med ha, i løbet af ingen ting, kunne han mærke hvordan, Ari begynde og kæmpe for at komme ud. Geralt vidste godt, at selv han ikke, ville overleve det. Da Ari ikke kunne svømme, Geralt holde omkring hende. Mens hun talte til ham, han kunne ikke rigtig sige, andet end det samme for hende, han prøvet og få dem kæmpet lidt længere ud. Men i det samme vandet faldt ind igen, blive han kastet tilbage med Beth, Geralt så hende i øjne for, at vise hende, at lige meget, hvad der skete, ville han os gå til grunde. Ari kunne ikke svømme, hvilket ville gå ud over Geralt os. "Jeg ved det godt, og jeg fortryder ikke, jeg har mødt dig, du ændret mit liv i denne tid, jeg kende dig men, du skulle ikke være taget med, det var ikke sådan jeg havde set dette slutte." Med de ord plantet han, et kys på hendes læber. Hvorefter han mærket vandet stige op omkring dem, dette var slutningen. Geralt kunne mærke, hvordan hans krop gav efter, eftersom Ari druknet, Geralt fik problemer, med og trække vejret, hvilket betød at Ari var tæt på og dø. Hans krop gav sig derefter helt op, hvorefter han faldt med Beth nedeunder havet. Han så disse havvæsner, komme mod ham og Beth, inden han lukke hans øjne igen. Geralts krop faldt derfor sammen, hvorefter disse væsner begynde og spise dem. Geralts krop, blive spist sammen med Beths, men da det inderligt, var blive lidt ordnet. Så Geralt sig omkring, efter han svagt åbnet sine øjne, han så Beth, hvorefter han fulgte med hende, efter han tog fat i hendes hånd og lod hende føre dem, hen til Kat. Geralt, kunne dog ikke tale, da han havde mistet hans bror, så havde han mistet en del af hans egenskaber, hvilket var stemmen i denne del af verden, Geralt fulgte derfor med Beth hen mod det sted, som hun var sikker på Kat var.

Katerina havde ikke forladt havnen. Da hun mærkede døden traffe var hun faldet skrigene til jorden. Hun sad og råbte nej gentagende gange imens hun bare græd. Hun havde endelig åbnet sig op, og så mistede hun alting på engang. Hun havde ladet Beth komme ind i hendes liv, også Geralt. Hun kunne mærke det sorte sig for hendes øjne, og hun følte vand strømme ind i hendes lunger. En ubehagelig følelse. Katerina hostede voldsomt, virkeligt eller ej, hun mærkede det. Til sidst følelsen af at blive slået levende af de grusomme væsner. Til sidst åndede hun op og spærrede øjnne op for at kigge ud imod havet igen. Dog kunne hun mærke åndelig tilstedeværelse.
"Please sig det ikke er rigtigt." Hviskede hun til sig selv og rejste sig op for at vende sig rundt. Hun kunne se dem stå der. Geralt og Beth hånd i hånd. Selvfølgelig ville hun ønske, at det var virkeligt og de ikke var taget nogle steder - men hun vidste det var for godt til at være sandt. Let rystede hun på hovedet.
"J.. jeg er ikke klar til det her. Jeg er virkelig ikke klar til at miste jer begge to.. Virkelig ikke." Lød det hjerteskræende fra hende. Hendes stemme var overvælet af sorgen, og tårerne havde forlængest gjort hendes kinder næsten spejlblanke. Hun ville ikke kunne fysisk føle dem, men hvis de rørte hendes hud, ville de kunne sende hende en illusion af noget. Hvad enten det skulle være et minde eller en illusion af noget bedre.

Geralt vidste godt hun ikke kunne sige noget, men han kunne lige så godt prøve og få det bedste ud af det her. Han gik hen mod hende med Beth, hvorefter han lagde hans hånd på hendes skuldere. Eller der, hvor der ville ha været en. Geralt lod kort  en illusion komme frem ,hvor han talte til hende i den. "Jeg havde, ikke troede, dette ville ske så hurtigt, men jeg har ikke så mange ting og sige, du kunne ikke ha gjorde noget for os begge, lad vær med og gi dig selv skylden og lev livet, som du vil ha det, måske kan du overtage begge kroer, min for da behov for en ny ejer, jeg har dog kun en ting og sige, jeg har en ven som er i Sunfury find, ham og lad ham blive en del af dit liv, han er selv alene og har været det alt for længe." Han træk sig væk, hvorefter de kom ud af drømme verden eller, hvad man ville kalde det, han så på Beth, da han forventet at hun os ville sige noget til kat, inden de tog afsted.

Katerina kørte hænderne henover sit ansigt og op igennem håret for at fjerne tårrerne også, og prøve at smile for dem. Da Geralt ramte hendes skulder sendte han hende ind i en illusion han havde skabt for hende. Hun lyttede med, og slog øjnene op igen da han trak hende tilbage til virkeligheden. Let nikkede hun.
"Det lover jeg." Smilede hun let og tørrede sine øjne. Hun kiggede over på Beth og de lo begge to kort, inden tårerne atter angreb Katerina.
"Der bliver kedeligt her uden dig." Kommenterede Katerina og lagde hovedet let på skrå. Beth fnøs kort og lo så.
"Som om, jeg er en af de mest kedelige personer du kan finde." Hun begyndte selv at få tårer i øjnene.
"Vi venter på dig, men lev livet. Du har fortjent en gnist glæde i dit liv. Du skal ikke vende tilbage til den du var før bare fordi vi væk, du skal nok finde dit helt eget lys. Det lover jeg. Men når tiden er inde, om meget langtid forhåbenlig... så skal vi nok stå klar over på den anden side og vente... men seriøst.. hvis du får brug for os.. så kald. Hvis det virkelig er livskrævende, så skal vi nok være der mere eller mindre fysisk, men vi vil altid være der inde i hjertet." Beth lagde let hovedet på skrå. "Pas på dig selv. Det på tide vi træder videre ind i lyset." Tilføjede hun og tog Geralts hånd.

Katerina så dem forsvinde, som de spøgelserne de nu var. Hun klemte øjnene hårdt sammen, og lod de sidste tårer strømme ud. I det mindste havde hun fået et farvel, det var mere end mange fik. Og ærligtalt kunne hun ikke forlange mere.

Geralt smilede svagt mens de fik sagt farvel, han tog kort efter fat i Beths, hånd, hvorefter han selv forlod denne verden, kat skulle bare leve livet, hun skulle nok finde en lykke, da hun havde åbnet sig.
//out//