The story of my life ~ Audrey ~

Caden havde ikke set sine forældre, siden han var kommet tilbage. Ikke fordi han så dem meget i forvejen. Han havde sendt dem et brev om, at han nu var tilbage. De havde straks bedt ham møde dem, ikke at han havde gjort det. I stedet havde han brugt tid sammen med kvinder. Hovedsagligt Audrey, som var den der havde vækket mest interesse i ham. Han blev ved med at se hende, og havde da også fået stablet et form for venskab på benene. Han stolede på hende. Og af den grund, havde han inviteret til at møde hans forældre. Mest for at få dem til at stoppe med at snakke om ægteskab og kærlighed, for det var ikke noget han længere var interesseret. Det var det engang, men tingene havde ændret sig. Han havde snakket med Audrey om hans forældre, hvordan de var. De havde en hel række af kvinder i kø, der kunne blive gift med ham. Blot for at skabe en alliance imellem to familier, præcis som de selv var blevet giftet bort. Caden ville ikke have det sådan. Han havde allerede prøvet med Selicity, og ja han havde da udviklet nogle følelser for hende, men det var ikke gået i længden. Muligvis fordi han havde en masse andet i hans liv, han skulle have styr på. Han havde ikke set Selicity længe, og ønskede det et sted heller ikke. Ingen grund til, at rive op i fortiden. Caden havde forslået Audrey noget ekstremt. Det var ikke noget de fleste havde takket ja til, og han var også usikker på, om han overhovedet skulle gå igennem med det. Det ville betyde, at han løj for hans forældre. Ja for alle, og sagde at Audrey var hans kone. Så stor en løgn kunne ikke undgå at blive sand før eller siden. Han holdt af Audrey, men at foregive at være gift med hende, var en stor ting. Caden foldede sin arm om hende og gik op til det store hus, som hans forældre midlertidigt boede i. Deres eget var blevet ødelagt i forbindelse med jordskælvet. Der var ikke mange gæster til festens selskab, Audrey og Caden, hans forældre og deres venner samt deres to døtre. Det var ikke nogen han kendte voldsomt godt, men ved Audrey ved sin side, skulle han nok klare sig igennem. ”Klar?”
___
@Aurora

Sunfury. Hun skulle alligevel her til for at tjekke et område Caroline havde snakket om. Så da Caden spurgte hende om en tjeneste, luttede hun øre. At lade som om de var gift. Det kunne hun sagtens klare, de opførte sig sommetider som et gammelt ægtepar alligevel. Audrey havde klædt sig fint på. En lyseblå gulvlang kjole, håret sat op i en smuk knold. De fineste smykker Caroline havde givet hende. Hun måtte jo have hjælp af sine søstre til, hvordan hun skulle se ud. Så de kendte den lille hemmelighed. Audrey smilede til Caden.
"Så klar som jeg kan blive." Svarede hun ham. Hun lod ham føre hende op. Hun var en Thunder. Hendes forældre havde været meget berygtede i deres tid, og de eneste overnaturlige de viste nået var shapeshifters og varulve til tider. På den sandhed, var man ikke i tvivl om den næste generation kunne være ligeså voldsom, hvis de blev sluppet ud. Audrey, tja, hun var en af dem som kunne slå fra sig. Hvis man altså bragte den side frem i hende, ellers var hun noget så uskyldig.
Så snart dørene blev åbne for dem, smilede hun stort. Hun vidste ikke hvad der helt ville ske, men Caden var her - så kunne det ikke gå helt galt jo.

Caden havde ikke det bedste forhold til sine forældre. De havde meget forskelige syn på livet, og når de var så markant forskelligt, så var det bare svært at finde et fælles standpunkt. Han havde ikke så meget imod, at Audreys søstre kendte til deres hemmelighed. Så længe det ikke nåede ud til hans forældre, og han tvivlede på nogle af dem kendte hans forældre. Han måtte indrømme, at Audrey så ganske flot ud, i den lange blå kjole og med håret sat op. Det vidste hendes ansigt, hvilket han var særlig betaget af. Mange mænd så først en kvindes krop, men med Caden var det lige omvendt. Det var ikke svært for ham, at se ind i en piges øjne i stedet for på hendes krop. Det handlede egentlig ikke så meget om respekt for hende, han fandt bare øjnene mere interessante. ”Godt.” Han bankede på, og så på Audrey med et smil, der virkede en anelse anspændt, før han igen vendte blikket imod døren. Han satte pris på Audrey var der, så han ikke behøvede at stå med dem alene. For det var umuligt for dem, ikke at bringe bryllup og ægteskab op som samtaleemne. Hans far i hvert fald, hans mor var en anelse mere støttende. Døren gik op, og en dame med blond hår med små gråstænk her og der åbnede døren. Hendes øjne havde samme blå nuance som gjorde det tydeligt de var i familie. Han slap Audreys arm og begav sig ind i et kram. ”Hej mor.” Han trådte tilbage, og lagde en arm hen over Audreys ryg og lagde hans hånd på hendes side. ”Det her er Audrey.” Han ville senere præsentere Audrey som sin forlovede. Hvordan hans forældre tog det, var han spændt på.

Hun havde været opdraget af hendes faster - det gjorde hun var en smule anerledes omkring nogen ting. Hun havde set ting, som Jo og Caroline ikke anede om. Og det skulle de heller ikke, hun kendte til nogen af familiens dybeste hemmeligheder, og var ikke ligefrem tøvende omkring det, men der fandtes folk hun ville bryde familiens codex for - hendes søstre blandt andet, også Caden. Det første hun så var Cadens mor. Audrey opførte sig pænt og blev stående stille så snart Caden slap hende. Hun lod ham hilse på hans moder. Så snart han havde fast om hende igen, så nikkede hun med et smil til hans moder.
"En fornøjelse at møde dem my lady." Hun viste maner med sin afslutning på sætningen. Audrey var en brilliant god skuespillerinde, men alligevel spillede hun ikke en stor rolle andre end sig selv - inderst inde ønskede hun vel at give hans forældre et godt indtryk. Hun rakte sin hånd frem for at hilse på hans mor med egne ord. "Audrey Thunder." Tilføjede hun med et skævt smil, og en mere livlig gnist i øjet. Familierne kom begge fra Firewood Village, de kunne ikke havde undgået at have mødt hinanden eller i hvert fald blot hørt om hinanden. Ikke at Audrey ville vide det, men hendes tante ville måske - hvis hun havde nået at tale med dem. "Datter af Mason og Rockell Thunder.." Kom hun hurtigt ind og sagde, da hendes hurtige reflekser skimtede Cadens far var på vej ud til dem. Alle vidste de var døde, eller mange gjorde. Audrey slap Cadens moders hånd, og stillede sig mod Caden igen, imens hun let flyttede sine blå øjne over imod Cadens far. Som sin far havde hun det blonde hår, og den blege hud. Audrey havde aldrig selv mødt ham, så det kunne hun jo ikke vide.

Caden var blevet opdraget godt af sine forældre, faktisk. Hans far havde stået for skolearbejdet og senere givet ham muligheder for, at blive oplært til at overtage hans job. At han havde afslået, var så noget helt andet. Hans mor derimod, havde stået for det personlige, manerne og alt andet i den kalibre. Han så på Audrey, da hun snakkede. Han havde ikke set den side af hende før. Hun var yderst formel, hvilket ville passe hans forældre godt, men han tog det nu ikke så tungt. Han havde ikke noget imod det, men han foretrak at føre en normal samtale med nogen, fremfor at slutte hver sætning med my lady eller my lord. Det virkede bare ikke naturligt for ham. De fleste havde hørt om Caroline og Jo Thunder, de var kendte personer overalt i underworld, men han kendte ikke meget til familien ellers, udover Audrey naturligvis. Hun var umiddelbart hans favorit. Han havde ganske rigtigt, ikke mødt hendes andre søskende, men han havde hørt brutale rygter. Caden så på hans mor, da hun virkede overrasket over, at høre hendes navn. ”Layla, kære. Du må gerne kalde mig Layla.” Det var det han godt kunne lide ved hans mor, hun var heller ikke helt så formel. ”George, har du set hvem der står her. Audrey Thunder, Masons pige.” Cadens mor kendte naturligvis også lidt til Mason, men han havde helt sikkert været tættere med Cadens far. Det overraskede Caden, at de kendte hinanden, så han så lidt forvirret imellem hans forældre og Audrey. ”Kender I hendes far?”

Naturligvis, var hun overrasket over, at nogen reagerede ydligere på hendes forældres navne. Eller i dette tilfælde hendes fader. Hun havde aldrig selv mødt ham, men hun havde set tegninger - og hørt en del. Audrey fik et anderledes smil på, det var ikke klistret på mere oprigtigt. Hun blev dog stående op af Caden. Hun havde pludselig en masse spørgsmål, men holdt dem for sig selv. Audrey lagde sit hoved mod Cadens arm. Det her kunne måske gå hen og blive en mere interessant dag end først forventet.
"Hvor morsomt. Jeg møder ikke så tit folk, der kendte mine forældre - eller blot en af dem." Sagde hun med et smil. "Kendte." Tilføjede hun blot stille. Det var syv år siden hendes forældre døde, så hun var blevet mere van til at snakke om det - og hun kendte dem jo ikke som sådan.
Hun flyttede blikket op til Caden, og sendte ham et stort smil. Hun skulle jo også forstille, at være så forelsket i ham så muligt. Men da hun jo i realiteten havde nogen følelser for ham, var det ikke så umuligt for hende - så der var intet falsk over det, nu havde de jo også et usædvanlig venskab.

Audrey havde fortalt Caden, lidt om hendes familie. Ligesom han havde fortalt om hans. På trods af hans ikke var nær så stor som hendes. Han havde kun sine forældre, og et par af hans forældres søskende og deres børn. De eneste han dog umiddelbart havde kontakt med, var hans forældre. Og selv det var begrænset. ”Måske kan vi tale om ham senere.” Det var tydeligt det overraskede hende, men også at hun var begejstret. Det var kun naturligt, især når man ikke havde kendt sine forældre. Da Audrey gentog ordet ’kendte’ lagde han blidt hans læber imod toppen af hendes hoved. Deres højdeforskel - på trods af den ikke var voldsom - kunne han lige nå toppen af hendes hoved. Caden så tilbage på sine forældre. ”Men lad os komme ind til middagen, i stedet for at stå herude i kulden.” Hans forældre trådte til siden, og han slap Audreys side, for i stedet at tage fat i hendes hånd. At være forelsket - eller have følelser generelt - var ikke noget der lå let ham. Muligvis fordi han ofte skubbede det fra sig. Han lænede sig ind til hende, da de var kommet indenfor. ”Tak fordi du er her,” hviskede han blidt i hendes øre. Caden satte i den grad på hendes tilstedeværelse, og det ville han gerne have hun skulle videre. Caden førte hende videre ind i spisestuen.

Hun smilede let.
"Selvfølgelig kan vi det. Det er rart at få billeder vækket til live." Svarede hun. Cadens læber på toppen af hendes hoved var overraskende behageligt. Han slap hende og greb fast i hendes hånd. Audrey havde en følelse af, at de balancerede over en flod af lave lige nu. Enten ville planen lykkes, ellers ville det fejle. Men hun anede ikke, hvad konsekvensen ville være hvis de blev opdaget. Udover, at Caden nok ville blive viet til en anden - en ting hun ikke ville lade ske. Audrey trak skævt på smilebåndet, da han sagde tak for hun var her.
"Altid." Hviskede hun igen. Derefter lod hun ham føre sig ind i spisestuen. En af hendes yndlingsting, gratis mad! Hun åndede let ud og smilede stadigvæk varmt og glad. Indtil videre var hans forældre ikke så slemme som hun havde frygtet. Hvem vidste, måske kunne hun ende med at komme oprigtig godt ud af med dem. Også selvom de ikke kendte til hendes mærkværdige vaner derhjemme, ikke alle kendte dem alligevel.

Caden stolede på Audrey. Muligvis mere på hende, end nogen anden i hans liv. Hun havde vist, at hun var der for ham, når han havde brug for det. Hun var gået med til, at spille gift med ham. Det var kun de ægte venner der gjorde sådan. Selvom Audrey måske var mere end en ven for ham, var det alligevel sådan han omtalte hende. Undtagen over for hans forældre, hvor hun snart ville være hans forlovet. Tænk. Ham, forlovet igen. Selvom det var falskt denne gang. Før maden blev serveret, kom Cadens mor gående med en stak papirer bundet sammen med snor. ”Nej, mor. Audrey behøver ikke set det.” Hans mor rystede bare på hovedet, og stillede sig ved siden af Audrey. Caden tog en dyb indånding og så ned på papirerne. ”Vidste du godt, Caden tegnede da han var yngre Audrey?” Hun begyndte at vise tegningerne frem. Der var mange forskellige motiver, en hel del kvindeansigter, men også naturen, himlen og andre ting. Cadens far stillede sig ved hans side, og så misfornøjet på tegningerne. Han havde aldrig været glad for hans hobby. Tidligere hobby. Ligemeget hvad Caden gjorde, ville det aldrig gøre hans far stolt. ”Du har været væk længe. Hvor har du været? Er det normalt at mænd bare efterlader alting, selv deres egne børn? Du havde så meget, og du smed det hele væk, fordi du ikke kunne holde dig et sted længe nok. Jeg har aldrig brudt mig om din livsstil, men at efterlade en kvinde med dine børn, er bare lavt. Selv for dig.” Caden lyttede, men undervejs kunne han mærke, hvordan hans hjerte begyndte at banke hurtigere og hårdere, og han frygtede et øjeblik, det ville springe ud af brystet på ham. Hans slips føltes pludselig til, at sidde alt for stramt om hans hals. Han kunne ikke få vejret. ”Kan du ikke tåle sandheden knægt?” Cadens øjne skiftede sig til den gyldne farve, de havde når han var forvandlet. Han skubbede til sin far, uen rent faktisk at vide hvad der foregik. Caden faldt på knæ, og alle der nærmede sig, blev skubbet væk igen.

Audrey kiggede interessant på tegningerne. De var virkelig flotte. De bragte et oprigtigt smil henover hendes læber imens hun lod fingerspidserne køre henover papiret. Hun ville kommentere det, til at Cadens far åbnede munden. Hendes ansigt løftede sig op, hun ville måske have været mere truende, hvis hun var vampyr, varulv eller et andet overnaturligt. Men det var hun ikke, men hun kunne ikke bære at Cadens far talte sådan til ham. Hun bemærkede ikke Caden fordi hun stod lidt med ryggen til.
"Han var sammen med mig. Vi har haft kontakt til hans børn. Han efterlod dem ikke." Kommenterede hun og dækkede for ham. Og Audrey kendte ikke engang til hans børn. Let sank hun en klump og vente sig om. Hun var næsten ligeglad med, at hun havde virket spydig overfor Cadens far. Hendes øjne spærrede sig kraftigt op da hun så Caden falde på knæ. De prøvede at komme tættere på, men det lod ikke til, at den indre ulv ville lade nogen komme tæt på. Audrey sank en klump. Så trådte hun af de høje hæle, løftede det smukke hår. For at ligne sig selv mere måske?
"Træd lidt tilbage." Sagde hun måske lidt for kommanderende. Hun havde håndteret Jo på sit værste - Caden kunne umuligt være værre. Eller kunne han?

Hun tog en dyb indånding og gik lidt tættere på Caden. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere.
"Du er okay Caden." Sagde hun med en lav beroligende stemme. Men hun var nervøs, ikke at hun var bange for ham. For det var hun ikke. Audrey bed sig kort i læben, inden hun satte sig på hug. Lod sig sætte ned på hug og stille bevæge sig imod ham. Hun tog ikke øjnene fra ham, til sidst kom hun tæt nok på til, at hvis hun rakte en hånd frem - ville hun kunne nå ham.
"Du er okay. Bare tag en dyb indånding Caden." Hun gjorde det hun sagde han skulle gøre, måske for at håbe, at han ville følge hendes mønster. En hver anden som havde været ansat til dette, ville være smuttet. Let lod hun sin hånd bevæge sig hen for at lande på hans knæ - blot for at hendes håndled nærmest blev kvast. Rettere sagt, hun kunne mærke, hvordan klørene borrede sig ind i hendes hud. Ulve elskede vel at få blod på tanden.

Audrey kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, med hårdere slag.
"Caden." Sagde hun lavt, og flyttede sit blik op imod hans øjne. "Caden!" Råbte hun så, og håbede på at bryde lidt sammen. "Det her er ikke hvad du vil. Du bedre end det her, bryd igennem. Du kan kontrollere det her... Tag en dyb indånding... og pust ud." Hun kunne mærke, hvordan det spændte sig i hendes håndled - hvordan det dunkede helt vildt. "Kig på mig... du vil ikke skade mig..." Tilføjede hun i en lettere hvisken. "Du kan stoppe det. Du stærk nok."

Det lignede ikke Caden. Han havde altid, været god til at styre forvandlingerne. De første gange havde været svære, men han havde altid kunnet holde tilbage, og ikke forvandle sig på grund af vrede eller andre stærke følelser. Han kunne godt stoppe det. Men ikke denne gang. Han kunne svagt høre hvad Audrey sagde, men det føltes langt væk, som en drøm. Hans blod pumpede om hans ører, og han kunne ikke kende forskel på virkelighed og fantasi, hvad hans eget hoved opfandt. Han hørte hende igen. Hans vejrtrækning var stadig hurtig og usikker. Han havde et panikanfald. Aldrig noget han havde oplevet før, men han kunne ikke se, hvad det ellers skulle være. Det var næsten det eneste, der kunne fremkalde hans forvandling. De få gange hvor han oprigtig havde følt panik, havde han reageret med noget i samme stil. Bare ikke nær så voldsomt. Han prøvede at gøre som Audrey sagde, tage en dyb indånding, men hans krop ville anderledes. I stedet greb han ud efter hende. Det føltes som om, hans krop bevægede sig uden hans tilladelse, hvilket bestemt ikke var rart. Intet ved det var rart. Han kunne dufte blodet, men han kunne ikke stoppe. Caden bed tænderne sammen, forvandlingen var ikke trådt helt ind. Hans ryg havde ændret sig, han havde fået kløer, hans øjne havde ligeledes ændret sig, og hår var begyndt at dukke frem på hans krop. Han så op, da hun råbte hans navn, men så først direkte på hende, da hun bad ham om det. Han skulle bare kæmpe. Ja. Han tog en dyb indånding igennem næsen, og pustede ud igennem munden, og blev ved til han følte sig mere rolig. Han trak straks sin hånd til sig, og så sig omkring. Lidt drama skulle der vel være, til enhver familiemiddag. Hans mor virkede bekymret, men fik alligevel fremsagt en sætning. ”Der et værelse ovenpå. Hvis I vil.. Nette jer.” Caden var stadig ved at komme sig.

Så snart han lyttede til hende, åndede hun lettet ud. Han genvandt kontrollen. Han slap hendes håndled, og det gjorde, at hun hurtig dog sin hånd til sig. Så snart han virkede til at have mere styr på det rejste hun sig op, for at få øjenkontakt til hans mor. Dog følte hun let at hun havde trækket vreden ud af Caden, så hun gik direkte hen til hans far.
"Hør her. Måske er det ikke din stil. Men det her er ikke som du måske har oplevet. Tingene har ændret sig. Måske er det ikke som du har håbet på. Caden er fantastisk. Han har talenter, måske ikke dem du håbede på. Men giv ham dog lidt mere en lort i hovedet." Sagde hun så, i en overraskende dæmpet tone, men hun mente hvert et ord hun sagde. Nok kendte hun ikke sin egen far, men hun lød præcis ligesom ham når noget i hans hoved ikke stemte over ens med folks handlinger. Audrey tog en dyb indånding, og rystede så let på hovedet. "Jeg beklager." Undskyldte hun så for sin opførsel og vendte sig om for at se til Caden. Så kiggede hun over på Layla.
"Jeg tager ham med ovenpå.. jeg undskylder meget." Nok også for dramaet.. det hele. Hun greb let sine sko på gulvet i den ene hånd - og lagde så en hånd omkring Caden - for at tage ham med sig - selvom hun ikke kendte vejen, det gjorde han måske.

Caden havde vænnet sig til hans forældre - hovedsageligt hans far - og hans skuffelse over ham. Men han brød sig ikke om, at han bragte hans børn med ind i det. Det havde fået ham over kanten, mest fordi han havde ret et eller andet sted. Han kom på benene, og så skiftevis på Audrey og hans far, der ikke virkede glad for hele situationen. Han fulgte med hende ud, men stoppede op og vendte sig om imod dem. ”Audrey burde ikke stå og undskylde. Det der skyldte der her, havde intet med hende at gøre. Jeg forventer i undskylder til min forlovede når vi kommer ned igen. Især dig.” Caden så på sin far, i slutningen af hans sætning. Det var trods alt ham, der havde fremkaldt hans panikanfald og forvandling. Han tog hendes hånd og fulgte hende op ad trappen og førte hende ind på værelse, der havde et badeværelse knyttet til sig. Caden satte sig bare på sengen, og så ned i gulvet. ”Undskyld. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg skulle ikke have taget dig med.” Hans forældre kunne være ret overvældende, og de påvirkede ham i højere grad, end hvad han ønskede og hvad han bildte sig selv ind. ”Er du okay?” Han så op på hende, hans øjne fremviste tydeligt han var ked af det. Ind imellem var det en god ting, at hans øjne var så udtryksfuld.

Audrey følte sig overvældet, af hendes lille udbrud - man skulle tro - at hun havde været varulven der. Men måske var hun også bare en del beskyttende. Hun så over på Caden da han snakkede til sine forældre. Hun holdt et lille smil tilbage, men det sneg sig op indvendigt. Så snart de var inde på værelset følte hun bedre, at hun kunne få vejret. Imens han satte sig ind på sengen, gik hun ud til badeværelset for at vaske blodet af sig - dog lyttede hun med. Hendes øjne fangede deres spejlbilled og kørte blidt en hånd igennem de lyse lokker. Så vendte hun tilbage til Caden. Desværre som Jo og Caorline healede hendes sår ikke. Men hun kunne leve med et par ar - mere til samlingen.
"Du skal ikke undskylde. Jeg var glad for jeg tog med." Svarede hun ham, og stillede sig hen foran ham. Hun nikkede imens hun lod sine hænder fange hans. "Jeg er altid okay. Det en smule overvældende, men det skal nok gå." Hun lænede sig ind imod ham og gav toppen af hans hoved et blidt kys. Som han havde gjort ved hende før. Så satte hun sig på hug foran ham, og sørgede for bedst mulig at holde øjenkontakt.
"Din far skulle ikke sige sådan til dig." Tilføjede hun, og gav hans hånd et lille klem. Tydeligt, at hun var på Cadens side i dette. "Hvad med dig... klare du den?" Spurgte hun så bekymret.

Caden var langt fra stolt over sin far. Han var hele tiden på nakken af ham, og det nåede altid ind til ham. Han ville gerne gøre sin far stolt, men alt han gjorde var forkert i hans øjne. Måske var det også derfor, han altid vendte tilbage. For at få sin fars anerkendelse. Men nu havde han fået nok. ”Hvis du ikke havde været med, havde jeg ikke stoppet mig selv.” Hun var den eneste i det hus, der nåede ham længere end huden. Han så ned på deres hænder, og kunne mærke den varme de bragte med sig. På trods af Caden altid var den varme - med undtagelse af få personer - så kunne Audrey altid bringe en varme frem i ham. ”Det er godt.” Han smilede svagt, da hun kyssede ham på toppen af hovedet. Caden havde fået nok. Hans far var gået over stregen, og det var han ikke sikker på, om han kunne acceptere. Ikke denne gang. ”Det ved jeg.” Han så hende i øjnene, og greb let fat om hendes sårede håndled. Han drejede det blidt, så han bedre kunne se de skader han havde medbragt. Han blev pludselig usikker på, om hun overhovedet var sikker i hans liv. Han kunne nemt gøre noget meget værre. Nænsomt, førte han en hånd over en af hullerne fra hans kløer. ”Det gør jeg altid.” Han så hende i øjnene igen. ”Jeg tror ikke jeg kommer tilbage til dem. Han har fået for mange chancer.” Caden slap hendes ene hånd, og lagde den i stedet på hendes knæ. ”Vi behøver ikke lege forlovede længere. Ikke efter i aften.” Han førte en tommelfinger over hendes håndryg. ”Måske bør vi.. Bare stoppe helt.” Det gjorde næsten ondt på ham at sige, og man ville godt kunne se, han ikke ønskede det sådan. Han havde langt flere følelser for Audrey, end han først havde regnet med. Det havde i aften vist.

Hun kiggede på hans hånd der tjekkede hendes håndled. Hun smilede let over de havde nærmest sagt det samme. De klarede den altid. Det var selvfølgelig svært for hende, at sætte sig ind i hans sted. Hendes forældre smed hende ud som ung på grund af Josette. Hun ville alligevel gøre alt for at have haft en chance for at se dem i levende person. Hvor mange chancer ville hun have givet sine forældre, hvis de havde været lige sådan. Det fik hende til at tænke. Hendes familie ville aldrig synes om Caroline og specielt ikke om Jo... og Audrey ville aldrig lade dem i stikken. Det ville ikke have endt godt... hun havde altid haft en mening om, at alle elskede deres børn - men stille blev hun usikker på den teori, og dog - hun var sikker på, at hvis hun kunne få tid med Cadens far - ville hun opleve en mand der blot ville det bedste for sin søn.

Audrey løftede blikket op i hans øjne, da han sagde det næste. Hun glemte at trække vejret. Det føltes nærmest som om, at de slog op - selvom de ikke var sammen. og ærligtalt - så vidste hun ikke, hvordan hun skulle håndtere det. Så hun gjorde som hun var bedst til - lukkede det inde i sig selv.
"Det er din beslutning." Sagde hun stille og sank en klump. Hun var en kriger, og de viste kun følelser når det var nødvendigt. Men hun kunne ikke undgå, at virke en smule bare en smule nedtrykt.
"Jeg henter noget mad... du har brug for noget at spise.. jeg klare mig, det skal du ikke bekymre dig om." Sagde hun så og gik hen til døren. Hun hævede et bryn til, at han skulle blive hvor han var.

Audrey lukkede døren bag sig og pustede stille ud. Så gik hun nedenunder til stuen.
"Det her var virkelig ikke, hvad jeg havde forventet." Startede hun ud og gik forsigtigt længere ind. Hun gik om overnaturlige væsner hver eneste dag, så der var ingen frygt i hendes hjerte banken. Hun vidste, at hvis Caden stillede sin gode hørelse ind efter det - ville han kunne høre med. "Men i forstår det ikke. Jeg er sikker på, at i ønsker det bedste for ham. At i vil have han skal være lykkelig. Problemet er, at i ser tingene som, hvad vil gør jer lykkelige at se ham som." Forsatte hun i et roligt tone leje.
"Jeg ved ikke, hvorfor, om det fordi, at jeg ikke vil se ham miste forbindelsen til sine forældre på grund af misforståelser... eller om det fordi, at jeg ikke har kendt mine forældre.." Hun tøvede kort om hun virkelig burde fortsætte.
"Men en ting ved jeg... Hvis i fortsætter sådan her.. så når han går ud af den her dør, så kommer han ikke tilbage." Sagde hun så ret alvorligt. "Har i noget mad, manden er ved at dø af sult." Spurgte hun så og sank en klump. Dette var ikke hendes kamp, men hun elskede Caden for højt til at lade det være en mulighed.

Caden havde meget tilfælles med Audrey. Det havde han altid haft. Og det var også af den grund, de kom så godt ud af det med hinanden. Han havde aldrig haft nogle familiemedlemmer, han havde været rigtig tætte med. Det tætteste var hans mor. Hun var stolt over ham, men hun støttede samtidig sin mand, hvilket gjorde deres forhold kompliceret. Han var ikke stolt af det, for han ville på ingen måde gøre Audrey ked af det, og det var heller ikke let at lade hende gå, men han frygtede for hendes liv. Hvad ville der ikke ske næste gang, han ikke lige kunne styre sig? Han turde ikke tage den risiko. Så var det bedre at hun gik med sit liv i behold. Da hun forlod ham for at hente mad, nikkede han blot. Han var ikke den snagende type, men nysgerrig var han, så han indstillede sin hørelse, så han kunne høre samtalen der foregik nedenunder ham.

Begge Cadens forældre, virkede påvirket af episoden. Hans mor rystet, hans far vred og skuffet. Ikke at det var noget nyt. Layla gik hen imod Audrey, da hun kom ind i stuen. ”Jeg beklager. Han plejer ikke at være sådan. Jeg ved ikke hvad der skete.” George brød ind, og stillede sig ved sin kones side. ”Undskyld mig, men det er ikke dit sted, at fortælle hvordan vi skal behandle vores søn. Han er opdraget til bedre, og vi er meget skuffet over, han ikke blev som vi forventede.” Layla så ned, et tegn på hun var uenig. Hun kunne ikke sige ham imod. Det var hendes mand. ”Tal med din forlovede, så taler jeg med min mand.” Layla trådte et skridt frem, og så på Audrey. ”Jeg er glad på jeres vegne. Mest for ham. Han har brug for en som dig.” George virkede misfornøjet, men sagde ikke noget. Layla gjorde en tallerken klar med mad, og gav den til Audrey. ”Vi skal nok fortælle om dine forældre en anden gang. Når stormen har lagt sig.” Layla elskede sin søn, og det gjorde George også. Caden havde bare ikke være den søn, han havde forventet.

Audrey havde sine søstres temperament og ikke mindst hendes fars. Hun var nok også den af sine søstre, som lignede ham mest på opførsel. Stod altid op for hvad han troede på, om det endte i diskussioner som denne - ofte ja. Audrey skulle lige til at bryde ind. Men Layla tog ordet fra hende. Det var ikke hendes kamp. Det var ikke hendes ret til at diskutere deres families situation, men i hendes hoved havde hun ret til at sige sin mening. Hun lukkede Cadens far ude, og flyttede opmærksomheden på Layla. Audrey lod blidt sit blik køre hen på George. For så at kigge på Layla da hun nævnte Audreys forældre. Hun tog imod tallerkenen.
"Jeg ønsker ikke andet end han er glad. Det er den eneste grund til, at jeg blander mig. Jeg ved udmærket det ikke er i min ret til at blande mig, for det beklager jeg - men jeg lover ikke, at jeg kan stoppe." Hun flyttede blikket over på Layla. "Sådan er kærlighed vel bare." De ord var oprigtige, så varmen i hendes stemme fik en anden form for klang, en smule lysere dog stadigvæk så harmonisk blød. Så nikkede hun.
"Jeg lader jeg være alene nu." Tilføjede hun så og gik ovenpå.

Audrey åbnede døren med sin albue og gik ind til Caden igen. Så lukkede hun døren med sin fod. Hendes øjne fangede Cadens, og hun samlede sine læber i en smal streg.
"Du hørte det hele ikke sandt?" SPurgte hun så og nikkede let for sig selv. "Undskyld for det." Tilføjede hun blot og stillede tallerkenerne fra sig på nærmeste bord. Hendes øjne landede på Caden igen, og ventede blot på en reaktion.

Cadens forældre lyttede til Audrey, men hans mor var noget mere modtagelig end hans far. Da hun forlod rummet, forsatte de samtalen, og Audrey ville kunne høre, Georges vrede toneleje, men også at Layla stod fast, hvilket ikke set ofte. Caden nikkede blot til hendes spørgsmål. Han kunne ikke lade vær. Hendes ord havde i den grad påvirket ham, og påvirket hans beslutning. Han rejste sig og gik hen til hende. Lige så snart hun havde sagt ordet ’det’ lå hans læber imod hendes, i et intens kys. Han brød det øjeblik, men stod stadig tæt på hende. ”Lad mig aldrig lade dig gå.” Han var blevet mere klar over hans følelser for Audrey. Ikke helt præcist hvad de var, men hvor stærke de var. Han lagde hans pande mod hendes, og lagde hans hænder om hende, så de stod tæt sammen. ”Tak for det. Min mor havde brug for et skub.” Han havde aldrig selv gjort noget ved det. Han ville vel bare ikke skabe splid i deres familie, men hvis ikke nogen gjorde noget, var han gået sin vej. Han ville aldrig have set tilbage, og det ville have knust hans mors hjerte. Caden trak sig en anelse væk, men han holdt stadig om hende, luften imellem dem blev bare en smule mere. ”Du skal ikke undskylde for det Audrey. Du hjalp mig. Du hjalp min mor, og sikkert også min far. De kunne ikke selv se det, hvor tæt jeg var på at gå. Nu ved de det. Og selvom vi har vores uenigheder, så vil ingen af dem se mig gå.”

Hun havde været bange for, at han ville blive sur på hende - men hans reaktion var meget meget bedre end hun havde forventet. Audrey gengalte det i den stund det varrede. Hun slog blikket op og kiggede Caden i øjnene.
"Deal." Svarede hun med et skævt smil. Audrey kunne godt lide, at stå så tæt her med Caden. Virkelig. Og det gav hun ikke mindst udtryk for. Havde hun virkelig gjort det rigtige? Hun lyttede opmærksomt med til, hvad Caden sagde. Hendes klare blå øjne kiggede ind i hans stadigvæk.
"Jamen så har jeg vel gjort dagens gode gerning." Let lagde hun sine arme over hans skuldre og låste sine fingre om hans nakke. Hun tog ikke øjnene fra ham. Det kunne hun ikke.

Audrey kunne vende sig til det her. Selvfølgelig kendte hun til hans livstil, hun havde den samme næsten. Men sjovt nok, var hun altid bedst tilpas ved Caden. Hun endte altid ved ham igen. Alt andet var tidsfordriv, måske komme sig over tanken om - at han ikke ville vælge hende. Men den tanke var ved at vende sig i hendes hoved nu... hvad nu hvis det kunne fungere? Audrey følte sig ikke naiv for at håbe på det, selvom nogle ville mene at hun blot var viklet rundt om hans lillefinger - hvilet hun også var.

Caden havde haft få forhold i sit liv, ingen af dem havde fungeret i længden. Han var som regel den, der endte med at ødelægge det. Han var bare for glad for kvinder. Derfor kunne han godt lide, at være sammen med Audrey. De var ens på det punkt. Deres forhold var åbent, og hun kunne være sammen med dem hun ville, det samme kunne han. Det fungerede for ham, for selvom der var mange andre kvinder derude, som han kunne give sin opmærksomhed til, vendte han altid tilbage til Audrey. Sådan havde det været siden han havde været tilbage, og det generede ham egentlig ikke. Det var jo ikke noget fast. De havde deres egne løse rammer. Men han var begyndt at tænke på, om deres rammer skulle have en opdatering. Han nikkede, da hun gik med til aftalen. ”Det har du.” Caden så hende i øjnene, og følte sig et øjeblik fanget til dem. ”Så kærlighed?” Hans smiler trak sig op i et skævt smil. Hun havde nedenunder nævnt ’at sådan var kærlighed bare’. Det var typisk ham, at så snart han stod i et følelsesmæssigt intimt øjeblik, ville han lave en vittighed. Han var ikke god til, at være så blottet, og lige nu kunne Audrey se alle hans følelser, hvis bare hun gravede lidt. Noget han ikke ønskede hun gjorde. Derfor vittigheden. ”Sig mig, Audrey. Elsker du mig?” Det var tydeligt, han blot lavede sjovt. Hans hoved var let på skrå, hans øjne havde et legende blik og hans læber var formet i et smil, han altid brugte når han ’drillede’ nogen.

Selvfølgelig en joke, som egentlig ikke var en joke - men hun holdt den hen. Hun rystede på hovedet af ham.
"Det ville du ønske jeg gjorde." Svarede hun ham med et lille hævet øjenbryn. Hun lod sin ene arm glide ned fra hans skulder, for hun kunne prikke ham på næsen kort med en finger. Audrey lagde hovedet let på skrå.
"Jeg antager jeg lød meget overbevisende?" Spurgte hun med et skævt drilsk smil. De prøvede virkelig begge to ikke at grave for meget ind i det, måske fordi, at de vidste at det ikke kunne gå - eller kunne det? Det var jo lige det. Audrey ville ikke sige noget, som kunne ødelægge det de havde lige nu, så hun holdt det til sig. Det var bare bedst sådan... eller hvad. Indtil videre gjorde hun det at hun skjulte det delvist. Derfor var det så nemt for hende at sige ja til hans tilbud.