Story of my life ~Allyson~

Påklædning//

Der var sket så meget på det sidste at det ikke var til at finde rundt i, men at hænge i fortiden var ikke altid det som var udvejen. Og Caroline havde lagt den på hylden for længe siden, men at besøge sine forældres grav var det hun havde lyst til idag. Selvom at det var Elona'dals kirke så havde Caroline nået at Elonadals blod så det måtte vel betyde at hun sagtes kunne komme derind? Hun sad ihvertfald på hug foran deres gravstene, og lagde nogle blomster. Det var sollys dag, ingen andre vampyrer kunne bevæge sig i lyset så længe som hende. Caroline åndede forsigtigt ud inden hun blinkede en tårer væk der var på vej væk. Hun havde kun Eliza tilbage af hele familien, Allyson havde været væk. Hun måtte have været død før eller noget i den stil.. Caroline rejste sig op, og kiggede omkring sig. Da hun følte at nogen overvågede hende.. Hun kiggede fremfor sig, hun kunne føle en stod bagved hende og stirrede enten bare med øjnene eller med et våben. Caroline vendte sig hurtigt rundt og kiggede på kvinden. Hun så bekendt ud, alt for bekendt. Det kunne ligne Allyson, virkelig.

Allyson havde en hvid langærmet skjorte på, sorte jeans og sorte sko. Hun havde en spids kæp gemt ved ærmet, som hun holdte fast i med højre hånd. Hun betragtede en vampyr, som stod noget væk fra hende. Allyson vidste ikke at hendes forældre var begravet på denne kirkegård. Hun havde ikke nærmet sig sit gamle hus lige siden, hun havde opdaget hendes forældre, der lå døde på deres seng, og.. Hun kunne ikke engang tænke på det uden at få tårer i øjnene. Hun regnede med at hendes søstre var døde, da hun ikke havde hørt fra dem i meget lang tid. Så, hvordan kunne hun andet end at tro på, de var døde? Hun smilede svagt, da vampyren vendte sig om og kiggede på hende. Allyson hadede vampyrer mere end noget andet.
Allyson trådte et skridt frem mod vampyren. "Hvordan kan en vampyr gå i solskin uden at brænde?" Spurgte hun koldt. Vampyren mindede hende lidt om Caroline, men det var sikkert bare hendes hukommelse der drillede hende.

Caroline lyttede til pigen, og holdt et skarpt blik på hende. Hun trådte selv tættere på hende.
"Det elementært kære, jeg er vampyrens leder. Jeg har nogle ekstra tricks i ærmet." Caroline lagde armene overkors, og blev irriteret over hendes hjerne som kunne få hende til at huske tilbage på hendes søsters uskyldige lille ansigt inden hun blev fanget.
"Må en vampyr ikke ligge blomster på sin families grav uden endnu en eller anden skal prøve at dræbe hende?" Caroline kom tættere på menneskepigen, så de kunne se hinanden lige ind i øjnene. Der var noget genkendeligt i blikket på pigen, det var som at se ind i Allysons øjne.
"Ally.." Hviskede hun og spærrede øjnene lidt op.. Deet måtte det være men det kunne da ikke være muligt.
"Thunder familien ser jeg, jeg kan se det på din holdning. Udstråling, du passer præcist ind os dem." Hun ville tjekke om det kunne passe, og Caroline lignede selv et rovdyr på jagt. Men hvis dette var Allyson ville hun selvfølgelig ikke skade hende.

Allyson løsnede sit greb om den spidse kæp en smule, så den blev synlig for vampyren. Allyson smilede kækt. "Og, jeg er vampyr jæger. Lad os gøre det her hurtigt færdigt. Jeg lever ikke evigt." Allyson var ikke ked af at hun ikke levede evigt. Hun var rigtig glad for det, for det var ikke menneskeligt at leve evigt. Allyson lagde hovedet lidt på skrå og havde et uskyldigt glimt i øjnene. "Som leder burde du vide at du altid er i fare. Så, nej, det kan du ikke." Allyson strammede truende grebet om kæppen, da vampyren trådte tættere på hende. Allyson var overbevist om at hendes hukommelse drillede hende, og derfor tænkte hun ikke nærmere over at vampyren, på en måde mindede om Caroline.
Da vampyren sagde hendes kælenavn, blev Allyson først forbavset, men hurtigt irriteret. Hvordan kunne vampyren kende til hendes kælenavn? Hun kneb øjnene sammen, da vampyren snakkede videre. "Hvor kender du mit navn og efternavn fra?" Spurgte hun irriteret.

Caroline nikkede til mennesket.
"Jamen tillykke med det jæger fidus." Svarede hun og hævede på et bryn. "Du et menneske geni, jeg ved godt du ikke lever evigt. Men det jo virkelig ikke mit problem." Tilføjede hun. Caroline havde set dolken men frygtede den ikke spor.
"Du har ret, man kan ingen steder gå nu til dags." Carolines stemme havde et strejf af sarkasme, den havde kommet til hende med vinden efter alt hvad hun havde været igennem.. Så havde hun fået den med sig som et åben.
"Vampyrjæger, så stædig. Rapkæftet. Din mor måtte.. Vent.. Jeg mener din store søster må være stolt. Eller det ved jeg hun er. For hun står lige foran dig." Caroline lagde hovedet lidt på skrå og fremtryllede et skævt smil. "Caroline Thunder, til deres tjeneste Ally."

Allyson lod sig ikke påvirke af vampyrens kække ord. Hun ignorerede dem. Hun ville ikke lade en vampyr gøre hende vred, for hun skulle ikke handle udfra vrede. Hun skulle handle udfra fornuft. "Så du ved faktisk noget? Hvor imponerende." Man kunne tydeligt høre og se på Allyson at hun var langtfra imponeret. Hendes stemme havde også haft en tone af sarkasme over sig. Allyson smilede kækt til vampyren. "Nej, det er sådan en skam. Måske skulle du gemme dig i dit hus, så du ikke gør andre fortræd, eller selv kommer til skade?" Allyson var ikke så stolt over det hun lige havde sagt, fordi det ikke havde lydt så godt, som det havde inde i hendes hoved.
Allyson så tomt på vampyren, indtil at vampyren nævnte hendes storesøster. Caroline. Kunne det virkelig være Caroline, der stod foran hende lige nu? Nej. Umuligt. Caroline ville aldrig lade sig forvandle til vampyr, ville hun? Allyson havde mistet sit greb i kæppen, så den nu lå på jorden. "Nej. Du er ikke Caroline. Caroline ville aldrig lade sig forvandle til vampyr, eller være leder for dem." Allyson rystede stædigt på hovedet.

Caroline havde ikke i starten ønsket at blive vampyr, heller ikke at blive varulv. For slet ikke at nævne alt hvad hun havde været udefor, intet af det havde hun nogensinde ønsket at blive. Men se på hende nu, hun kunne takke alt der var sket for at hun var så stærk idag. Caroline så på Allyson med et mere beroligende blik.
"Nej jeg ønskede det ikke, men hvis jeg ikke var blevet det. Så var jeg blevet slået ihjel. Faktisk var jeg varulv da jeg blev forvandlet. Men jeg har aldrig selv bedt om at blive forvandlet. Og jeg er leder for den race jeg aldrig troede jeg ville være stolt af, men jeg er stærkere, næsten frygtløs og jeg er stadigvæk migselv." Svarede Caroline og tilføjede et skævt smil til sin søster. "Jeg troede du var død," Tilføjede hun roligt.

Allyson så på kæppen. Mon hun skulle skynde sig at samle den op, så hun havde noget at forsvare sig med? Allyson så på vampyren, der påstod at være Caroline, snakkede videre. Allyson havde svært ved at tro på hende. Allyson lagde armene over kors, for at lade som om, hun ikke havde tænkt sig at samle kæppen op. Det havde hun dog tænkt sig, men først senere, når hun var sikker på at vampyren ikke kunne stoppe hende.
"Jeg tror ikke på dig." Sagde Allyson. Hendes øjne var tomme for følelser. "Bevis at du er min søster. Fortæl mig noget som kun Caroline vidste." Allyson smilede kækt, da hun ikke troede på at vampyren kunne gøre det. Allyson hævede et øjnebryn. "Men det er jeg ikke." Sagde hun koldt.

Blodet flød ud af menneskekroppen, heldigt for Caroline at hun havde nogenlunde styr på sin blodtørst eller kunne det have endt meget dårligt. Efter at have dræbt dæmonerne som havde angrebet dem, løb hun hen og smed sig på knæene ved Allyson. Caroline prøvede at holde hovedet koldt, men det var jo familie.. Noget som Caroline ikke havde råd til at miste mere af. Caroline havde god hørelse og kunne hører hvordan Allyson's hjerte slog svagere og svagere.. Caroline måtte træde i karakter, selvom det måske betød at Allyson ville hade hende for evigt.. Og når man var udødelig var det virkelig langtid. Caroline tog Allyson's håndled op.
"Jeg elsker dig søs, og jeg kan altså ikke bare stå her og se til imens du dør." Så satte hun sine tænder i Allysons håndled, og sugede til. Et par tårer trillede ned af hendes kind imens hun sugede livet ud af Allyson. Bagefter var hun hurtig og bed hul på sit eget håndled. Caroline satte sit håndled imod Allysons læber så vampyrblodet kom ind i hendes system og forvandlingen kunne træde i kræft. Caroline holdt stadigvæk sin lillesøster i sin favn, hun ønskede trods alt ikke at miste Allyson. Hun var vred på sig selv over at hun ikke havde opsøgt eller prøvet at finde hendes lig.. I alle de år.. de tre år.. "Du skal nok blive okay, det hele skal nok blive okay."

Allyson skreg højt, da hun mærkede en stor smerte i sin ryg. En dæmon havde kastet en kniv, og den havde ramt hende i hendes ryg. kniv var i hendes ryg, og blodet løb ned af hendes ryg. Hun faldt ned på hug. Hendes syn blev mere og mere sløret. Hun faldt ned, så hun lå på siden. Hun gispede efter vejret, mens hun rystede i kroppen, grundet den store smerte. Hun kunne svagt høre hvad Caroline sagde. Allyson klynkede lavmælt, da Caroline satte sine tænder i hendes håndled. "N-nej..." Hviskede Allyson svagt. Hun ville ikke være vampyr! Hun ville ikke blive det hun hadede mest. Da Caroline satte sit håndled mod Allysons læber, ville Allyson ikke drikke blodet, men hun fik nærmest intet valg. Tårerne gled langsomt ned af Allysons kinder. "Nej.. Jeg vil ikke... være som dig.." Allyson lukkede sine øjne. Hun kunne mærke hvordan hun langsomt fik det bedre, og hun hadede det. Hun vidste at hun nu var ved at blive vampyr. "Du skulle have... ladet mig dø.." Man kunne høre på Allysons stemme at hun var ved at få det bedre.

Caroline rystede på hovedet da Allyson sagde at hun skulle have ladet hende dø.
"Nej.. Nej. Hvorfor skulle jeg det, du min søster. Jeg har ikke råd til at miste mere familie. Jeg har kun lidt tilbage.." Sagde Caroline og prøvede at benægte overfor sig selv at det hun havde gjort var selvisk. Caroline havde kun gjort hvad der var bedst for hende, men alligevel kunne hun sætte sig i Allysons sko. Caroline selv havde hadet vampyrer næsten ligeså meget som hun hadede dæmoner. Og nu var hun vampyrernes leder. Det var alligevel et spring for hende.

Allysons verden brasede langsomt sammen. Hun ville ikke være en vampyr. Hun ville ikke være tvunget til at skade andre, for at overleve. Hendes syn blev langsomt bedre, så hun kunne se Caroline mere tydeligt. "Og, så skal jeg blive det jeg hader mest, bare fordi du ikke vil miste mere familie?" Allyson sukkede svagt. Hun hvæsede, da en stor smerte meldte sig ved to bestemte punkter ved hendes tænder. Hun fik langsomt hugtænder.
Allyson trak sig ud af Carolines favn, hvorefter hun vaklende prøvede at rejse sig op. Hun så på Caroline. Smerten ved hugtænderne forsvandt langsomt. Hun følte sig meget mere frisk, selvom hendes hals begyndte at gøre ondt. "Lever Eliza og Destiny også?" Der var et glimt af håb i Allysons øjne. Forhåbentlig var Eliza og Destiny ikke vampyrer.