I don't know the word surrender - Caroline.

I en verden fuld af død, had og fortrydelse - Hvad skulle en vampyr, der var blevet forvandlet imod sin vilje gøre? Give op på livet eller kæmpe imod verdenen? Selvfølgelig havde Allyson valgt at kæmpe imod. Opgivelse fandtes ikke i hendes ordforråd. Hun havde kæmpet størstedelen af sit liv og ville med glæde kæmpe videre, hvis det blev krævet af hende. Hvilket det jo så i dette tilfælde gjorde. Men en ting havde Allyson gjort forkert. Hun havde kæmpet for sin familie, men da Caroline forvandlede hende til en vampyr havde Ally's had imod vampyrer gjort hende blind. Blind overfor hvad hun skulle have gjort - overfor hvad hun skulle have beskyttet. Hvad hun skulle have kæmpet for, men ikke mere. Nu ville hun tilbage i spillet, tilbage til sin familie, om de ville have hende eller ej.
Ally gik med hurtige skridt hen imod det store hus foran hende, og var egentlig ligeglad med om hvis der var nogle vagter, hvilket der heldigvis ikke var. Dette var for nemt, men hun vidste også at det ikke ville være nemt alligevel at trænge ind i huset. Hun var ikke dum og det var Caroline heller ikke, men ikke tale om at Ally ville banke høfligt på. Hun havde en hvid, lidt beskidt, tanktop på, en sort slidt læderjakke over, sorte bukser og sorte sko på. Hun havde et sværd i en beholder på ryggen, næsten en katana, men alligevel ikke en katana. Sværdet var bare ikke specielt stort eller bredt. Hendes hår var sat op i en høj hestehale, så hun kunne se ordentligt i tilfælde af en kamp skulle bryde ud.
Da Allyson nåede hen til døren skubbede hun den bare op, som om at hun hørte til der, og gik indenfor imens døren lukkede i bag hende. "Caroline! Venter du end ikke ved døren når din lillesøster vender tilbage?" Råbte hun op og så rundt. Hendes ansigt var også beskidt - tydeligvis havde Ally været i en del slåskamp at dømme udfra lidt blod på hendes ansigt og tøj. Selvfølgelig også en del jord på hende, men hun lyste alligevel op.

Audrey var i Sunfury, Jo var længere inde i Terroville ved sine engle. Caroline havde passet Jacob - Rowans søn i lidt tid nu. Og Rowan havde hentet ham for ikke så længe. Det store hus var pludselig så tomt igen. Hun manglede Faye til at flytte ind, og Allyson ja hvor var Ally. Caroline vidste ikke længere om hendes lillesøster ville hende og var faktisk ved at give op på det. Måske burde hun ikke? Lyden af nogle der kom op imod døren, gjorde hende opmærksom. Caroline trådte ud af sit værelse, og begyndte at gå nedenunder. Katten Pixi lagde og sov på sofaen - hvilket gjorde det lettere for Caroline ikke at føle sig alene hjemme. Caroline stoppede op da nogen kom ind af døren. Hun løftede let hagen op, hun kunne ikke undgå at smile. Ikke sådan som - længe siden lad mig sparke dig ud, men et virkelig smil der viste, at hun havde savnet Allyson. Hun havde ikke vidst om Ally havde været død eller i live.
"Hvis du havde sendt en brevdue eller noget, ville jeg have stået med en velkomst drink.. men velkommen tilbage." Svarede hun venligt med et skævt smil på læben. Der var sket meget siden sidst, siden Ally var smuttet. Caroline var blevet mere blid, hvilket kunne mærkes på hende. Vold var ikke hendes eneste løsning længere - og hun var ikke besat af at slå ihjel hver gang hun skulle have mad. Hun tog hvad hun havde brug for når hun skulle overleve.

Mareridt, rædsler som hun ikke skulle have set - Det ragede i hendes hjerne og minderne ville ikke forsvinde. Hun var bundet af forbandelsen som havde været hos hende hele hendes liv. Fra barnsben af havde hun set skrækkelige hændelser og til tider kunne man mærke det på hende. Måden hun råbte op midt om natten, nogle gange græd hun endda i søvne, men selvom flere af de skrækkelige minder involverede blod havde hun intet imod at se på blod. Hun levede jo af det.
Carolines fært var velkendt, men alligevel fremmede. Det føltes som en evighed siden de havde set hinanden, hvilket det nok også var, og alligevel var det som om der intet var sket. Også selvom de oplevelser hun havde haft fornylig hang i hendes baghoved og ikke ville lade hende være i fred.
"Hvis jeg havde haft mulighed for det ville jeg have gjort det, men skoven udgiver ikke megen luksus." Sagde hun med et lille grin imens hun gik hen imod sin søster. "Fin hytte du har dig. Ikke megen beskyttelse, men jeg regner med du har et eller andet oppe i ærmet, så der ikke er nogen tyve, der bryder ind?" Hun holdte sine arme ud som for et kram.

Caroline smilede skævt til Allyson. At være i deres familie krævede en del, uanset race. Det Caroline havde gjort var forkert, og det havde hun anset nu. Det var ikke hendes valg om hendes søster ville leve eller dø. Det var ikke op til hende. Men Caroline havde gjort som hun nu engang havde gjort. Let lagde hun hovedet på skrå. "Det tror jeg på." Svarede hun kort og stod stille imens Allyson gik tættere på. Caroline virkede ikke lukket mere, hun virkede faktisk mere åben end før. "Jo altså, min hørelse plager at virke fint. Der ikke mange der tør at prøve at bryde ind her. Desuden hvis Josette er hjemme.. så tager hun over.." Caroline stoppede sig selv og kørte en hånd igennem håret. "Du ved ikke hvem Josette er... men nu skal du høre." Caroline satte sig ned og løftede katten op på sit skød - så Allyson kunne sidde ved siden af hende hvis hun ønskede.
"Jeg har... med hjælp, fundet stumperne af vores familie.. søstre, fætre, kusiner. Tanter og onkler. Jeg har ikke kontaktet alle.. men jeg fandt mine trillingesøstre - dine storesøstre. Audrey, Josette... din storesøster Faye, min lillesøster... vores kusine Lake.. vores fætter Eliot. Nu manglede jeg bare at få dig hjem." Smilede Caroline og så på Allyson med et varmt smil. Lod fortid være fortid. I det sekund blev hun mindet om et godt minde fra fortiden.

Gemmeleg. Det var det bedste de kunne finde på når de ikke legede med dukkerne på Carolines værelse. Caroline var fem år ældre end Ally, men det stoppede hende ikke i - at prøve at gøre Allys fantasi større. Der var ingen Caroline elskede højre end sin lille søster. Og selvom Ally ikke var mere 5 år, elskede Caroline at løbe rundt og gøre sin lille søster glad. De manglede intet, andet end at måtte være ude. Men det store hus i Firewood Village, havde en hel del at byde på. Så derfor manglede de intet. Her kunne de være frie, grine - larme rundt i sikre rammer.
Selvom Caroline da flere gange havde spurgt deres forældre - om de ikke måtte lege ude i haven. Efter alt for mange afslag, stoppede hun med at spørge og holdt legen indenfor.

Nogle gange havde de besøg af deres tante Clarissa. Deres far og hende var meget tætte. Mindst engang om måneden kom hun forbi, og snakkede lidt privat med deres forældre - og det lykkedes aldrig de nysgerrige børn at fange de rigtige bider af samtalen inden de blev opdaget. Måske også fordi, at Clarissa altid havde gaver med til dem. Ofte tøj, små legetøjsvåben - som Caroline og Allyson kunne øve sig i at slås for sjovt med. De vidste ikke i den alder, at det ville være begyndelsen på deres opdragelse - som jægere.

Katten lagde Ally først mærke til nu. Den havde ikke været en del af hendes søgen, derfor blev hun først opmærksom på den nu. Hun havde aldrig regnet med at Caroline ville ønske sig en kat, men hun kendte jo heller ikke sin søster særlig godt, om hun kunne lide det eller ej. De delte blod, men de kendte knap hinanden, udover fra deres fælles barnsdomsminder. De minder, som var en af de få, der indeholdte latter og glæde - Minder som hun altid ville beskytte og sætte pris på. Efter at have taget sit sværd af fra ryggen, som hun derefter placerede op af væggen satte hun sig ned ved siden af sin søster, men holdte alligevel øje med katten, bare for en sikkerheds skyld. Navnet Josette var ikke bekendt for Ally, så derfor så hun noget forvirret på Caroline, i det hun nævnte denne 'Josette'. At få af vide hun havde flere søstre, endda fætre og kusiner var noget af en mundfuld. Hun tog lidt tid om at reagere. "Så.. Vi.." Måske endda lidt mere end hvad hun først havde troet hun havde haft brug for. "Jeg er den yngste?" Hun havde lidt svært ved at forstå det hele. Var hun den yngste i deres familie og hvorfor havde hun aldrig hørt om de andre før nu?
"Hvor er de lige nu?" Nu slog nervøsiteten ind. Hvad hvis de ikke ville acceptere hende som deres søster? Det var ikke nogen hemmelighed at Allyson havde det med at være anderledes fra andre. Opvokset som en jæger havde hun taget jobbet, som deres forældre havde lært dem op til, som sit eget. Jagtet de væsner der fortjente død, hvor hun så selv blev en. I starten havde hun tænkt at det jo var hendes job at skaffe sig af med de racer, inklusiv hende. Men, nu tænkte hun at hvis hun holdte sig til bare at drikke fra adskillige mennesker, ikke nok til at dræbe dem, og fortsatte med at jagte, så ville det være okay.
"Jeg var i.. skoven. Jeg havde brug for at komme væk. Væk fra dig, Josh, alting. At blive vampyr var noget jeg først ikke kunne tolerere, men jeg har fundet en løsning, som jeg er komfortabel ved nu." Hun nikkede kort for sig selv for at bekræfte det. "Jeg havde bare ikke regnet med at få af vide at jeg havde flere familiemedlemmer at beskytte, end hvad jeg havde forventet, den dag jeg endelig kom hjem."

Af dem der var tilbage var Ally trods alt den yngste. Eliza var væk, og kom nok aldrig tilbage. Nok taget afsted med sin lille hund Kukiu. De to var et umage par, og ikke et hun støttede, men i sidste ende var hun også glad for de var væk.
"Altså Eliza er den yngste af os, men hun er væk. Så det gør dig til den yngste nu." Svarede hun kort og smilede skævt. "Josette er leder af de faldne engle, så enten er hun i Sunfury eller Terroville. Audrey er i Sunfury, og er igang med nogle forretningssager. Faye... hun er rundt omkring. Kommer ofte forbi, og snakker lidt - men hun er jæger." Tilføjede hun. Faktisk var Caroline ikke bekymret om, hvordan de skulle tage hånd om Ally. Hvis de kunne acceptere Caroline så kunne de også acceptere Allyson.

At Allyson havde haft brug for tid væk, var forståeligt. Caroline havde været på et punkt i sit liv der, hvor hun ikke engang fattede sine egne følelser - så det havde gjort hun troede hun vidste hvordan andre havde det. Det havde ledt til problemer.
"Jeg er glad for du har fundet ud af det." Svarede hun med et skævt smil til Allyson. Hun havde været bange for, at Allyson havde valgt at give op. Desuden havde hun også skubbet en del til hende. "Det regnede jeg heller ikke med. Men vores nye søstre er meget flinke, og selvom man ikke tror det -så meget overbeskyttende." Tilføjede hun og vippede hovedet let på højkant - imens hun strøg sin hånd igennem Pixis pels. Katten spant og blinkede til Ally og Caroline.
"Men du velkommen til at blive her, hvis du vil. Jeg har en masse værelser." Lugten var varulv hang i rummet. Rowan havde været her et par gange, og det lille dæmonbarn Jacob havde også været der. "Yeah, øhm, hvis du synes der er lidt varulve fært her.. så det bare min fyr som nogengange kommer forbi." Føjede hun hurtigt lige til samtalen. Et smil strejfede hendes læber, som Ally ikke helt havde set før. Caroline var for tiden oprigtig lykkelighed. Hun havde sin familie. Hun havde Rowan. Der var ikke mere end at gå efter sine andre drømme og få dem opfyldt.

Nervøsiteten blev ikke mindre med tiden, den blev derimod større. Hun havde været bange for at Caroline ikke ville tage imod hende, men nu skulle hun være bange for at hendes andre søskende ikke ville? Presset blev en smule for stort, men hun prøvede at holde fast i det mod, der havde været med hende i skoven. Hun tog en dyb indånding inden hun så på Caroline igen og fik et lille smil frem. "Jeg vil med glæde blive, hvis du ikke har noget imod det." Hun vidste ikke hvad hun skulle sige omkring det med deres søskende. Det lød til de alle havde en eller anden vigtig rolle og hun var bare.. hende. Lidt skuffende måtte hun da være.
"Din fyr? Som.. i en varulv? Som i en varulvekæreste?" Ally ville ikke dømme Caroline for at være sammen med en varulv - Allyson havde jo selv haft noget kørende med en engel i starten af hendes liv som vampyr. Dog havde hun ikke set ham i meget lang tid, og på en måde var hun egentlig ret ligeglad med om hvordan han havde det lige nu. Havde han det godt, så var det fint. Havde han det dårligt, så var det bare synd. "Hvem er katten?" Nu måtte hun altså vide det!

Det glædede Caroline, de var begge to forandret. Tiden havde gjort dem godt for engangs skyld. De havde fundet fred, hvilket var en god ting. Allyson var det eneste positive som Caroline havde tilbage af de 12 år af sin barndom.
"Selvfølgelig må du det, og de andre har sikkert heller ikke noget imod det."
Caroline skar en kort grimasse.
"Jeg ved ikke om vi er sammen, men det føltes sådan." Svarede hun blot og kørte en hånd henover det blonde lokker. Rowan var blevet en stor del af hendes liv, og så ledes var hendes søstre - så hun havde slet ikke haft tid til at tænke over, hvor Josh og Jacob var. Hvis de ville hende noget efter to år, måtte de kontakte hende? Lige nu var hun lykkelig, og havde i sinde at forblive det.
Caroline slog blikket ned på Pixi.
"Audrey tog hende med sig da hun flyttede ind. Det Pixi." Svarede hun med et lille grin.
"Vi har snakket om at lave en kæmpe natur og dyrpark et sted. Et kæmpe familie fortagne. Du selvfølgelig velkommen til at deltage, hvis du ønsker." Tilføjede hun lidt spørgende. "Thunders naturpark. Det lyder fantastisk i mine øre. Vi overvejede lidt måske en af blodørerne. Der en masse natur, hvis vi kunne beskytte den, undersøge den og dyrlivet. Det kunne være fantastisk." Det var en lille drøm Rowan havde fået hende til at gå efter, normalt talte hun ikke om den. Hun havde levet rygtet som den grusomme og drablige vampyr som var hun skabt til rollen, men det var en facade det var hvad folk ønskede hun skulle være. Nu havde hun fundet ud af, hvem hun var og gik efter målet i sit nye lange liv.

Bevidst om hendes nye ar strøg Allyson en hånd op af sin arm helt op til hendes skulder, hvor hendes hånd blev siddende. "Udmærket. Jeg har ikke rigtigt nogle sager, så..jeg må vel finde mig et arbejde for at få råd til at købe noget nyt tøj." Hun så ned af sit beskidte tøj med et lille skuldertræk. Hun havde intet imod at gå i beskidt tøj, det hørte jo ligesom til. Hun så ned imod katten imens hun rynkede let på panden. På en måde brød hun sig ikke rigtigt om katte, men det var vel fordi at hun aldrig rigtigt havde omgåes en. Måske kunne det ændre sig nu?
"Du kan da bare spørge ham om I er." Hun var ikke god til kærlighed og var meget direkte omkring hvad hun mente. Hvis hun var forvirret omkring en fyr, om han flirtede eller ikke, så spurgte hun ham bare. Det så hun intet problem i. Genert var hun slet ikke, hvis hun nogensinde havde været det.
"Hm.. Thunders naturpark.." Hun lænede sig tilbage og strøg en hånd ned af sin kind. "Det lyder godt. Jeg kan lide ideen om det. Hvad vil det kræve?" Spurgte hun med et lille smil imens hun så på sin søster - Hvor hun dog havde savnet at kunne snakke stille og roligt med Caroline, som de havde kunnet da de var mindre.

Pixi så op på Allyson og blinkede kort til hende. Caroline smilede skævt til Ally.
"Altså, vi bor allerede tre piger her... og jeg ville mene du sagtens kan låne noget af os." Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Caroline havde også overvejet at arbejde, ja Caroline havde overvejet at arbejde på en kro. Tjene penge i stedet for hele tiden, at nasse så meget på samfundet.
"Det kunne jeg vel, men jeg tror bare jeg lader tingene køre af sig selv. Så er jeg da sikker på, at jeg ikke ødelægger det."  Tilføjede hun med et skævt smil. Dette her troede hun aldrig skulle ske. At hende og Ally faktisk sad i samme rum, og snakkede - ikke råbte.
"Hvad det kræver... hmm." Hun kørte sin hånd igennem Pixis pels. "Altså, at du vil. Vi skal have fundet et område, stort areal. Vi har vores fætre og kusiner indover også.. Så det bliver stort nok." Tilføjede hun og vippede hovedet lidt på højkant.

---

Audrey

Endelig havde hun fundet vejen tilbage til Terroville. Og hun havde fundet tilbage til huset. Fået handlet lidt ind af ting hun havde brug for. Så åbnede hun døren til palæet. Hun nåede knap nok at komme indenfor før hun hørte en ukendt stemme. Let tog hun tingene med ind i stuen og satte dem hurtigt fra sig på nærmeste komode. Nok fordi, at den person hun så, kunne hun se var hendes søster. Det måtte være Allyson. Jo og Ally lignede faktisk hinanden en del, de samme blå øjne og det mørke hår - lignede faktisk også Faye. Ret komisk faktisk, men ret realistisk. Pixi reagerede på Audrey og sprang ned fra Carolines skød og løb overfor til Audrey med halen i vejret, for at hilse på sin ejer. Audrey gik derhen.
"Du må være Allyson." Startede hun let ud. "Jeg er Audrey." Tilføjede hun for at være høflig. Der var et stort smil på Audreys læber. Hun havde været bange for at Allyson var død, eftersom Caroline ikke havde troet hun ville komme tilbage. Allyson var vampyr, ikke blot noget Caroline havde fortalt, men Audrey var trænet til at kunne se den slags. Men hun vidste også, at Ally var den eneste af deres søstre, om kendte til måden de var vokset op på.

Tre piger. To hun ikke kendte. Allyson var ikke genert, hun følte sig bare lidt usikker, men hun skubbede den følelse væk med det samme. Hun brød sig ikke om at føle sig usikker; at føle sig skræmt. Uvisheden.. Det ukendte.. Det skræmte hende, men hun prøvede altid at gemme det, at skjule sine egne følelser fra hende selv. Indtil videre havde det fungeret fint. Selv gode følelser skjulte hun. Der var en ting som hun havde lært imens hun havde været vampyr - Følelser gjorde dig svag.
"Eller også ødelægger det måske det hele. Nu ved jeg jo ikke hvordan han er, men hvis han nu troede at det hele bare var for sjov og troede du ville være okay med at han var sammen med andre.. Der findes mænd, der er sådan." Hun trak lidt på skuldrene.
Ja, det lød til at det ville blive stort, og hvis det kunne bringe hende sammen med sin familie samtidig med at gøre en god gerning.. "Jeg vil gerne. Bare sig hvad jeg skal gøre og det vil blive gjort." Hun grinede lidt kækt.
Lyden af døren til palæet der blev åbnet gav Ally en underlig, nærmest tung, fornemmelse i maven. Nervøsitet måske? Hun bed sig selv i underlæben og prøvede at presse følelsen nede. Da hun hørte Audrey's stemme tøvede hun lidt før hun rejste sig op, smilede bredt og rakte sin hånd imod Audrey. "Jeps, det er mig." Åh, hvor hun følte sig beskidt nu. Her var hun - Lige kommet fra skoven, beskidt, smurt i mudder nærmest og der stod hendes to søstre. Strålende, rene.. Glade.
Gid det var hende.