You know the truth.. Dont you?.. -Caroline-

Nu ville han ikke mere! Sandheden skulle frem og det skulle den altså bare.. Men hvorfor var den så svær at finde.. Han kunne mærke sig selv ryste ved tanken om at han var barn af voldtægtsmanden.. Det ville knuse ham indenvendigt, rive hans hjerte i tu og derefter ville han lægge og rådne op på jorden, eller måske i en sø. Udover Jacob, havde han ingen.. De var alle i fremtiden og var det egentlig rigtige venner? Josh havde aldrig oplevet at nogen sagde til ham at de elskede ham.. Det var som om et skilt hang over hovedet på ham, hvor der stod med fed skrift: Jeg er en fejl.
Jacob var der selvfølgelig.. Men.. Måske ville Jacob ende med at efterlade ham, så snart han fik øjnene op for at han blot var en engel og ikke en simpel dæmon som ham selv. Hvad hvis han smed ham væk? Aldrig ville se ham igen? Så var Josh alene, ingen grund til at leve. En tanke om at dræbe sit yngre jeg, kørte igennem ham, men han rystede det hurtigt væk og gik pludselig ind i nogen, så han nær var væltet..
"Min fejl," sagde han undskyldende og kiggede med et smil hen på den anden person. "Jeg skulle have set mig for," Det gik op for ham at ansigtet foran ham virkede bekendt..

Mørket var atter faldet på og hun trådte ud i byen efter en dag gemt væk i et hus. Caroline kiggede op på himlen den mørke himmel og de vidunderlige stjerner som hun var begyndt at kigge så meget på. Caroline gik rundt i sin egen verden, hun huskede sin 'slavetid' manden.. En af dem hun havde snakket med var kvinden Lola Brazil, som havde været en engel.. Men døde efter Caroline var taget væk, så CAroline følte sig skyldig i hendes død. Men Josh havde Jacob valgt at tage sig af, hvilket hun respektede Jacob for som en af tingene. Caroline kom ud af hendes tanker da hun gik ind i en, og blinkede lidt med øjne.
"Det helt okay." Caroline kunne mærke sin blodtørst men der var noget velkendt over det ansigt, som mindede hende om Lola. Måske en bror eller nevø?

De gyldne lokker.. Ansigtet.. Det hele.. Var det hende? Var det Caroline.. Han kunne ikke få et ord frem, men kunne ikke andet end at stå og glo dumt på hende, som havde man lige fortalt ham at jorden var flad og at de andre planeter spiste den som en pandekage til morgenmad.. Så snart han bemærkede sin latterlig stirren, rystede han på sit hoved og kløede sig genert i nakken, som var noget han gjorde når han var usikker på hvad han egentlig skulle gøre i sådan en situtation..
"Undskyld, du forekommer mig bare så bekendt," mumlede han og kiggede hende i øjnene med sine chokoladebrune øjne. "Mit navn er Josh og nu.. er det her et skud i tågen, men hedder du tilfældigvis Caroline? Kender du en Jacob?"

Caroline fandt hans stirren en smule ubehageligt, og rynkede lidt på bryne. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og kiggede på ham som var han syg. Han hed Josh, hvorfor spurgte han dog om hendes navn? Hvor kendte han hende og Jacob fra. Caroline sank en klump og lage armene overkors.
"Ja jeg er Caroline, og jo jeg kender en Jacob." Svarede hun og kneb øjne lidt mistroisk sammen, og hendes muskler var spændte hvis han ville angribe.

Caroline.. Det var hende.. Hvis ikke det var fordi hun virkede så anspændt, så ville han hoppe lykkeligt op for at have fundet hende. Hun kunne fortælle ham alt om hans mor og far, måske ville det ikke være så slem som han troede. Måske var hans far faktisk en ordentlig mand.. Og måske var hans mor i live et eller andet sted.. Smilet voksede på hans læber, så han følte sig nærmest helt latterlig.
"Måske lyder det ondsvagt for dig, men jeg er lille Josh, du ved den knægt Jacob render rundt med.. Det er mig, jeg er blot for fremtiden.." fortalte han og håbede på at hun lyttede ordentlig med. "Du kan fortælle mig om min mor og far.. Du ved.. Kvinden fra kælderen og alt det.. Jeg.. Jeg vil bare så gerne vide det," Han så bedende på hende.

Caroline var lettere forvirret, men gad virkelig ikke have helle historien. Så hun valgte den navie side og tro på ham. Men hvis det virkelig var ham, så ønskede han måske ikke at få sandheden. Men Caroline ville ikke lyve for ahm, det var Josh.. Hun ville ikke lyve.
"Din Mor, Lola Brazil. Var en af de smukkeste kvinder jeg havde mødt. Hun var smuk både indeni og udenpå, hun var engel som dig. MEn fanget samme sted som mig, af manden Kirl. Dæmon og ønskede sexual nydelse helle tiden.. Han.. Han var din far.." Sagde Caroline og vidste det var hårdt at få at vide.

Hun var en af de første som faktisk ikke spurgte ham om hele historien eller straks bad ham om at gentage det hele igen, bare for at være sikker på at de rent faktisk hørte rigtig. Det var som om at han ikke kunne fjerne det smil hver gang hun nævnte hans mor, han kunne kun huske meget få ting om hende, men han var ikke et sekund i tvivl om at alt det Caroline sagde om hende passede.. At hun var smuk og venlig.. Men pludselig, var det som om at jorden ramlede sammen under ham, da hun sagde den næste sætning, det sortnede for hans øjne og han kunne mærke at han blev svimmel.. Der blev ikke sagt et ord.. I stedet var han bare fjern i sit blik og han kiggede ned i jorden.. Hans far.. Manden som voldtog.. Og en dæmon.. Der var dæmon i ham..
"Jeg.." hviskede han og rystede på hovedet. "Tak, for at du sagde det," Han kiggede op på hende med et trist blik, inden han kiggede ned i jorden og ville begynde at gå.. Han ville ikke give mere besvær.. En fejl.. Han var bare en fejl..

Caroline åndede tungt ud da han begyndte at gå.. Med en trist mine, hun forstod godt hvorfor han var trist.. Men han var jo ikke som ham? Han var ikke opforstret af ham.. Han var opforstet af Jacob som elskede ham som sin egen lillebror. Caroline vendede sig om og gik efter ham, og med sin vampyr speed var hun hurtigt op ved siden af ham.
"Josh jeg ved du ked af det over det.. Men du på ingen måder som ham?" Sagde hun ligeud, og man kunne se hvor alovligt at hun mente hvad hun sagde. Caroline hævede et bryn af ham, og lagde begge hænder på hver af hans skuldre og så ham i øjne.

Alle tankerne var samlet på det samme sted, de var alle rettet på hans far, dæmonen som voldtog kvinder. Nydelse, han gjorde det kun for nydelsen skyld! Den idiot, hvis han var i live, ville Josh have sin hævn over ham. Om det så betød at han skulle slå ham ihjel og derved blive en af disse faldne engle. Den mand skulle ikke leve, lige meget hvad så skulle han lide. Josh kunne ikke genkende sine ejne tanker.. Lyden af en stemme så blid og alvorlig rungede pludselig i hans hoved, så han måtte fokusere på den lyshåret vampyr Caroline som stod foran ham.. Ikke som ham.. Måske ikke, men hvordan kunne hun vide det? Hun havde aldrig snakket med ham.. Aldrig.. Eller, ikke så meget som Jade og Nille..
"Hvordan kan du vide det?" spurgte han en anelse spydigt. "Du kender mig jo ikke," Han fortrød lidt at han sagde det så spydigt, men det var som om at han ikke kunne få andet end tanken om sin far ud af sit hoved og lyden af sin mors skrig.. "Undskyld," Han kiggede skamfuldt ned i jorden.. "Det var ikke min mening at sige det sådan,"

Man skulle ikke udfordre Carolines tempratant, så da han blev spydig måtte hun knytte sine næver hårdt sammen.. Så hendes knorr næsten blev helt hvide, mere hvide end hun allerede var i den marmor blegehud hun besad efter hun var kommet i vampyr eliten. Caroline ånede forsigtigt ud da han så undskyldte og slap de knyttede næver så de kunne slappe af.
"Måske kender jeg dig ikke, men jeg kendte ham." Svarede hun som om det ikk sagde hende noget mere, men det gjorde det.. Kun en anelse, men det var noget som bare skulle komme over. Caroline så på Josh. "Jeg kan lugte det på dit blod, en lille ting man ikke siger højt men ja." Hun kom frem med et kærligt smil, engleblod og jomfrueblod en fin delicatesse. Caroline så på Josh igen. "Men han havde bare taget for sig, og hvis ud havde været som ham så havde du også gjort. Men udfra dit blod så har du ikke gjort det." Hun kunne ikke lade hver med at grine en lille smule, men på kærlig vis.

Hans egne hænder var også knyttet, men de blev løsladt, så snart han hørte lyden af den varme stemme og hendes kærlige ord. Han var ikke som ham, men hvordan kunne hun egentlig være sikker på det? De havde da aldrig rigtig snakket sammen, som sådan. Men, alligevel kunne Josh huske den dag hun reddet ham sammen med Jacob.. Sådan et ansigt glemte man vel aldrig..
Pludselig kunne han mærke en rødmen overtage sine kinder, da det gik op for ham hvad hun mente helt præcis med lugten på hans blod.. En lille trang til at råbe: Hey!, om op i ham, men i stedet kiggede han bare ned i jorden og lagde sine arme på kors, alt imens rødmen blot blev kraftigere og kraftigere..
Ja.. Han var en jomfru, men det ragede da ikke andre gjorde det? Men, det var vist ikke så nemt at skjule det for en vampyr, eftersom de åbenbart kunne dufte det i blodet..
"Meget morsomt," mumlede han og kiggede stadig flovt ned i jorden.

Hun smilte af hans reagtion, hun lukkede kort øjne og lod alt vrede hendes krop indholdte dne lod hun forsvinde ind i hendes underbevidsthed. caroline åbnede øjne op igen og så stille på Josh. Han var flov, men ja.. I det mindste havde hun ikke råbt det højt. Også selvom Caroline ikek var blevet voldtaget, så havde hun ikke været jomfrue. Men det var en helt anden historie. Hun rystede stille på hovedet og lagde det lidt på skrå.
"Det da ikke noget at være flovt over, så der bare mere 'bid' i dig." Sagde hun drilsk og hun ikke lade hver med at komme med et lille grin til.. Igen kærligt ment. Caroline var i sit gode humør idag.. Heldigvis for Josh, også havde hun fået noget blod at drikke. Så han var også udenfor farer.

Noget bid i ham?
Det fik ham til at kigge op på hende, med et løftet øjenbryn og et ansigt der fik ham til at ligne et stort spørgsmålstegn.
"Jeg vil ikke have at der skal være bid i mig?" sagde han forvirret, men kunne alligevel ikke lade være med at grine, da hendes muntre latter smittede meget. Jacob havde skam fortalt ham om Caroline, at hun havde en evne til at få ham til at smile og gøre ham glad.. Nu kunne Josh se hvorfor.. "Det er for risikabelt, specielt også fordi jeg er en engel.. Jeg er et stort tag selv bord?" Han grinte og løftede dramatisk på sine arme, for at demonstrere sin mening. "Jeg vil ønske at jeg havde.. Nej lige meget.." Han rystede på hovedet og lagde sine arme på kors.. Det var en helt anden historie, som Caroline ikke behøvede at vide..

Hun nikkede til ham, med et skævt smil.
"Det er virkelig reikabelt, nogle vil måske overveje dig som deres egen personlige blodpose." Svarede hun ham med et drilsk glimt i øjet, hun satte sig hen på en bæk, og klappede et par gange ved siden af hende, med hensyn til at han skulle sætte sig ved siden af hende. Caroline lukkede øjne og lod en stille vind gribe ind i hendes hår, bare at mærke vinden var fantastisk. Stjernerne lyste så klart så klart, hun smilte for sig selv. Og kiggede så hen på ham igen.
"Lola snakkede tit om hendes liv hjemme, og omkring hun var gift.. Med en varulv, de havde to døtre.. Calla og Lily." Sagde Caroline stille, af hentydning til at Josh muligvis havde to halvsøstre i denne verden, som muligvis var i live. Caroline mente hvad hun sagde, hun havde brugt mange dage på at snakke med Lola.. Derfor var der engang imellem et ar bølger af skyld som slog ind på hende, og gjorde at hun følte sig skyldig over Lolas død. Mest af alt på grund af at Lola, havde været den som Caroline havde snakket mest ved.. Og selvfølgelig var hun blevet straffet for Carolines handlinger, men Caroline havde dræbt ham.. Hun fik hævnet alt.
"Jeg ved du ikke vil hører det, men nogle gange må man kende sandheden omkring det helle.." Sagde hun så og rettede sig op, hun bukkede sig lidt forover og lod derfor sine underarme hvile på hendes lår. Hun vendede hovedet imod Josh.
"Han dræbte hende, Lola.. Han dræbte hende.. På grund af mig.." Caroline tog en dyb indånding. "Jeg stak af fra ham.. Og tydeligvis ville han have hævn, for jeg var den Lola snakkede mest med.. Selvom hun var ældre end mig, så passede hun på mig.. Hun var som den mor jeg ikke havde med mig.. Selvom jeg ikke boede i kælderen ved jer.." Caroline holdte en pause, og holdte sine tårer tilbage..
"Men jeg fik min hævn, hævn for alle. Jeg dræbte ham, imens Jacob så på."

Personlige blodpose.. Han måtte heller være på vagt overfor disse vampyrer.. Specielt overfor en som Bella.. Han rystede tanken ud af sit hoved, da han bemærkede at Caroline satte sig ned og klappede ved siden af sig, for at få ham til at være hende med selvskab. Han havde på fornemelsen at der var et eller andet alvorligt som hun skulle fortælle, hvilket var en af grundene til at en række kuldegysninger overfaldede hans ryg. Forsigtigt satte han sig ned ved siden af hende, lod hende fortælle det hun havde på hjertet, og præcis som han havde troet, så var det en alvorlig samtale som han blev nød til at hører.. Lola.. Hun hed altså Lola.. Det kunne han egentlig godt huske, når han tænkte det efter, men det med at hun var gift med en varulv havde han aldrig troet.. Så.. Der var alstå nogen børn derude som var de perfekte børn af hende.. Børn som hun havde ønsket sig.. Tanken fik ham til at lukke sine øjne hårdt i, alt imens han bed sig i underlæben.. Der var halv søstre derude.. Perfekte halvsøstre.. Selvom han ikke sagde et ord, så lyttede han til alt hvad Caroline sagde, lige fra da hun startede til hun sluttede..
Han dræbte hende pga. Caroline..
Halv søstre..
Josh kunne til sidst ikke lide at hører det mere, så han rejste sig op og kiggede ned i jorden. "jamen.. Så er han jo død.. Livet er perfekt.. jeg har søstre, som er perfekte.." Han kiggede ikke op på hende, ikke en eneste gang.. "Alt er bare.. Perfekt," Hans stemme var kold..

Caroline kunne ikke lide hans kolde stemme, den fik vreden til at banke inden i hende.. Hun prøvede at forholde sig rolig.. PErfekte.. Hvordan kunne han sige at nogle var perfekte?! Caroline rejste sig op efter han var færdig med at tale, hun stod bræt op og kiggede på ham.
"Perfekte er det det som du sammenligner folk med nu til dags. Jeg ved du har det svært med dig selv ligenu! Det ved jeg for jeg kan se det på dig, men derfor betyder det ikke alle er perfekte forhold til dig! Josh alle har problemer, der nogle som elsker dig." Sagde hun så hårdt, og sank en klump. Hun vidste Jacob elskede ham, efter den dag Kida næsten truede Jacob ved at kvæle Josh.. Hun vidste hvor meget Josh bestød for Jacob.. Caroline så Josh i øjne, og lagde sin hånd på hans skulder. Hun havde en sort handske på som beskyttede folk imod hendes nye evne, som hun ikke kunne styre helt endnu. Caroline kiggede ham meningsfuldt i øjne.
"Måske ser det perfekt ud men intet er perfekt. Og jeg fortæller dig kun de ting her, fordi du ville vide dem. Du fortjener at vide de ting, og en eller anden dag. Så vil du vise hvem du er. Og så det ligemeget hvem du barn af, du kan gøre en forskel Josh. Det ved jeg du kan." Sagde Caroline med et smil på læben.

Selvom alt det hun sagde var rigtig, så kunne han ikke skjule en vrede inde i sig selv.. En vrede som blussede op og gav ham lyst til at ødelægge et eller andet.. Dræbe et eller andet.. Hendes ord var søde og de varmede ham skam også om hjertet, men han kunne ikke få tanken om sin mor ud af sit hoved.. Og pludselig kom en dag i kælderen frem for hans hukomelse.. En dag han havde ønsket at glemme for altid og grunden til hvorfor han var hvem han var..
Han lukkede sine øjne i, klemte dem og det samme med hans hænder. Den dag blev så tydelig for ham nu..

Han så sin mor for sig, sidde og omfavne ham, imens hun engang imellem strøg ham over håret. De andre kvinder var samlet omkring hende, de så ned på Josh med kolde øjne, som ønskede de at dræbe ham og den eneste beskyttelse han havde var sin mor.. Eller, det troede han..
"Dræb ham nu Lola, vil du risikere at han bliver ligesom sin far!?" spurgte en af kvinderne spydigt.
Lola rystede på hovedet og klemte hårdere om Josh. "Nej men.."
"Men hvad? Lola, du har to døtre udenfor hulen.. Det skader ikke hvis du mister ham, han er jo søn af en voldtægtsmand,"
Langsomt blev Lola greb løsere og løsere om Josh, som lyttede hun til hvad de sagde og snart ville give ham til kvinderne så de kunne dræbe ham..
"Det ved jeg," hviskede hun..
Stemingen blev pludselig anspændt og stille, kvinderne sagde ikke mere, men kiggede ned i jorden, alt imens Lola begyndte at klemme hårdere og hårdere om Josh, som ville hun kvæle ham.. Josh gispede efter vejret, skreg at hun skulle stoppe, men hun blev ved.. Lige indtil døren blev åbnet og hans far trådte ind..

Hun ville have dræbt ham.. Hun ville have dræbt ham!? Josh knyttede sine hænder hårdt, inden han spredte sine vinger ud og fløj op i luften med lynets hast. For ikke at sårer nogen, satte han sig i et træ og krympede sig helt sammen.

Caroline kunne huske de mange sønner den dæmon havde, og døtre.. Alle sønnerne var blevet hans 'hjælpere' han havde trænt dem til at vogte og passe på huset.. Og kvinderne. Og gøre præcis hvad han sagde de skulle gøre, blandt andet havde nogle af dem prøvet at slå Caroline ihjel eller bare skade hende fordi hun var stukket af. Caroline sukkede og tog hænderne til hovedet, da Josh fløj op i et træ.
"Josh kom herned?" Sagde hun med en kærlig stemme først, men så gentog hun sig selv og den blev mere alvorlig.. Selvom det ikke ville hjælpe hende. Caroline satte fart på og sprang op på den gren han sad på.
"Josh?" Spurgte hun stille og lagde en hånd på hans skuldre.

"Min egen mor ville dræbe mig," hviskede han og havde gemt sit ansigt fuldstændig væk, ved at have krympet sammen på grenen, med benene ind til sig og hovedet gemt væk nede i dem. "Hun elskede mig ikke," Hans stemme var fortsat kold, selvom det ikke var hans mening at snakke i den toneleje til hende.. Det var som om at det den indre dæmon som talte, en dæmon som ønskede at få sin hævn. Men, Caroline skulle ikke tage stemmen personligt, sådan havde snakket til hvem som helst, selv Jacob.. Lige nu, kunne han bare ikke få den dag ud af sit hoved. Han kunne endda stadig fornemme Lolas omfavnelse, der blev hårdere og hårdere, så han ikke kunne få luft. "Jeg.. Du behøver ikke at spilde din tid på mig Caroline, du må gerne gå, jeg vil ikke holde dig tilbage,"

Caroline lagde hovedet lidt på skrå, og bed sig lidt i læben.. Selvom Nicolas utalligegange havde sagt at hun skulle holde op med den vane. Men selvfølgelig var det jo derfor hun blev ved. Caroline satte sig på hug ved ham, hendes balance var ikke den bedste specielt ikke med hæle. Hun lod sin hånd gnuppe Josh's ryg.
"Josh hun hadede dig ikke okay?" Sagde Caroline med et stille smil. "Jeg har set hende med dig siden du var to år gammel. Hun ville sikkert bare ikke have at du skulle ende som de andre af hans sønner." Tilføjede Caroline stille og sukkede lavt. En enkelt forkert bevægelse fra dem begge, eller et eller andet dyr ville få hende til at miste balancen. Men så havde Caroline en sidste nødplan.. Flagermus! Ulempen var at ens tøj blev alt for stort og gled af. Derfor gjorde hun det ikke så tit igen.

Han kiggede tøvende op på hende. De chokoaldebrune øjne var ikke våde, men alligevel kunne man se hvor hådt det minde havde ramt ham, som havde nogen skudt ham i hjertet med en pil. Gnisten der gjorde at han altid så glad ud, var forsvundet og erstattede med et trist glimt i øjet.. Hun elskede ham, men ville slå ham ihjel, fordi hun kom i tanke om sine andre døtre.. Det var så forvirrende, men på en måde troede han på det Caroline sagde. Trods alt, havde hun snakket meget godt med hende og selv kunne Josh godt se, at Lola havde følt sig presset af de andre kvinder. Men, alligevel kunne han ikke få billedet af at hun prøvede at kvæle ham ud af hovedet.
"Måske," mumlede han. Hans stemme var så småt ved at blive varm igen.. Et spørgende blik blev sendt hende. "Er du sikker på at du ikke vil ned på jorden igen? Det ligner at du er ved at falde,"

Caroline var smlte let til ham, og holdte vejert for ikke at miste balancen. Hun så på Josh med det samme smil som før.
"Jeg er helt sikker," Svarede hun ham venligt. "Jo det ville være meget rart." Svarede hun og prøvede at rejse sig op, da hun væltede ned af træet.. Og styrtede imod den hårde jord, hun reagerede dg hrutigt. Og landede på sine fødder imens hu sad på hug. Hun rettede blikket imod Josh.
"Jo jorden er vidt det bedste sted for mig."

Da hun hoppede ned mod jorden, kiggede han efter hende, imens han fortsat blev siddende oppe i træet og krympede sig sammen. Lige nu, ønskede han bare at være et andet sted, ikke i fremtiden men heller ikke for tiden.. han kunne ikke være nogen steder og det irriterede ham. Han følte sig så ubetydelig på en mærkelig måde, trods alt var hans eksistens heller ikke meningen, så det var vel helt normalt at føle sådan. Et kort øjeblik, stoppede han med at kigge på Caroline og kiggede i stedet ud mod horisonten, stjernerne glitrede som tusinde diamanter, hvilket fik et smil frem på det ellers så triste ansigt. Et sted derude, var der et sted hvor han hørte til og han kunne ikke vente med at finde det en dag.. Til sidst sprang han ned fra træet og landte på sine ben uden problemer. Han sendte Caroline et skævt smil, inden han begyndte at lunte videre, hun havde sikkert andre ting at give sig til end at se til ham..

Caroline blev en smule fornærmet over at han bare sådan begyndte at gå, efter at han havde smilt til hende. Hun hævede på et bryn, og inden han nåede at blinke var hun oppe foran ham. Havde noget bedre at give sig til at lave? Enlig ikke, selvom hun var i Terrorville var det ikke for at besøge Nicolas. Hun var bare i byen, hun var mange steder. Mest alene, hun var da ret ensom.. Og søgte ofte selvskab, men ikke bare af dem som kendte i forvejen.. Hun havde forvandlet en til vampyr af kedsomhed.. Blair.. Og nu var de præcis samme race, elite vampyrer. Det gik jo bare strygende.
"Jeg troede ikke at der var mange af jer tilbage, men vi overså vel nogle?" Sagde en kold stemme bagved hende, og Caroline vendede sig rundt da hun mærkede en træpind. Bare en alm en borre sig ind i hendes hjerte. Den kunne ikke dræbe hende, men vidste Josh det? Det gjorde stadigvæk ligeså ondt. Caroline faldt til jorden, og gispede.. Hun var død til den blev trukket ud. Men ham som havde stukket hende ned vidste udemærket hvad hun var, og hvordan hun skulle dræbes. Så han fik nogle til at komme med noget hvidløg for at svække hende. Da han opdagede der var en engel tilstede, en engel som Caroline ikke havde skadet.
"Du kan gå igen knægt, vi tager den herfra."

Ligesom når et lyn slog ned, kom der en farer som fik en chokbølge til at kører igennem Josh unge krop og et gisp undslippe munden, der nu stod helt åben af forskrækkelse. Han kunne ikke tage øjnene fra dolken som var boret ind i hendes hjerte, samt hvordan Caroline faldt til jorden og pludselig lå helt stille. Da mændene snakkede til ham, lyttede han ikke engang til hvad de sagde, han stod bare og stirrede på caroline.. Kunne ikke tro at hun var blevet dræbt lige for øjnene af ham. Han havde lige snakket med hende, uden det mindste tegn på farer og lige pludselig lå hun bevidstløs på jorden, med en dolk i sit hjerte. I stedet for at kigge taknemligt på dem, som de nok forventede at han ville, så han bare vredt på dem og langsomt begyndte de chokoladebrune øjne at lyse svagt. Han kiggede på dem begge, fokuserede kun på dem og hvad de inderst inde frygtede.. Langsomt ville deres frygt danse for øjnene af dem, de ville ikke kunne flygte fra den.. han var vred.. Ønskede at de skulle se frygten for sig..