A Taste of Blood - Panthea

Morier sad inde i hytten og valgte for en gangs skyld at blot være sig selv i aften. Hendes øjne gled omkring sig, hun valgte at sætte noget varmt vand over. Godt nok var dette hjem gammel, men det var brugbart. Til trods for at dette 'skjule sted' var gemt under hytten ved en fald lem. Uanset hvem ejeren af hytten var, havde han eller hun en god smag på overlevelse. Hendes øjne gled på komfuret, ved duften af Teen, som snart var færdig, samt hendes kød suppe også snart var færdig.

Hun greb fat omkring kanden og hældte teen op. Hendes øjne lukkede sig kort og et svagt støn af endelig af 'slappe af' undslap hendes læber. Hun tænkte på om den 'gæst' hun havde inviterede ville dukke op. Om hun overhovedet var modig nok til at dukke op denne nat? Eller natten efter. Det kunne jo være at Morier kunne være heldig nok til at for en gangs skyld at møde en anden ældre og civiliseret 'kvindefolk' som kendte omverden. Dette var noget, som Morier så frem til.

Hendes øjne gled over på fald lemmen, som var 'indgangen' til stedet hun befandt sig. Rummet hun befandt sig, var nærmest en træ firkant, med 2 indgange til venstre for fald lemmen. Den ene førte ind til et børne værelse, som Morier aldrig bevægede sig ind i. Det andet værelse, som var til den yderste dør, tæt på venstre hjørne i dette firkantede rum hun befandt sig i. Til højre for fald lemmens indgang, var der et badeværelse, som var stort nok til en lille familie af 5-6 personer og ved siden af bade rummet, var et mindre oplarings rum til forskellige af tørfodder, som Morier brugte til at opholde noget føde. Hun vidste at nogle boede og brugte dette sted i ny og næ. Men vedkommet havde altid formåede at slippe mellem hendes fingre. Dette var noget, som også facinerede hende en smugle.

Området ude fra, lignede en gammel falde færdig hytte, hvor taget så ud til at havde været braset sammen. Med et skarpt øje, under de forbrændte træ bjælker til det før engang gående tag, var dækket af naturens mås og andet fra naturen. Få meter fra hytten, lå 3 vel passede grave. En stor grav i midten, med intet navn. Hvor en grav på hver sin side af den midterste. På højre side af midter graven, står der Annastasia, hvor ved venstre side står der Katarina.

Panthea havde vandret ude skove i et stykke tid for at finde hytten, hun vidste at hans familie havde boet derude, med han mente hun Fenris. Det var langt tid siden hun havde set ham og han var en af de få som hun anså som sin ven. Hun håbede lidt at han måske ville være der. Hun havde fået et helt andet syn på den dæmon efter han havde reddet hende. Hun havde klædt sig i den fineste kjole som hun havde lyst til have på i en skov. Som næsten altid var det sort, det var den farve hun bedst kunne lide og med den marmor hvide hud som så endnu lysere ud nu hvor hun havde sort på. Udover kjolen havde hun taget en sort kappe på som havde pels rundt om kappens hætte.
Hætten var trukket godt op omkring hendes hoved og man kunne svagt ane de lyse læber. Hendes hus var blevet fyldt op. Nu hvor Naggrü var flyttet ind og hun også havde Clara. Der var mange ting som havde ændret sig siden de sidst havde set hinanden. Panthea var sikker på at der sket en masse ændringer i hendes liv, især Rose havde fået hende til at indse at hun ikke kunne blive ved med at hade mennsker for det der var sket og sammen med Naggrü havde de formet en lidt anderledes Panthea en Panthea som skræmte hende rigtigt meget. Panthea var stadig af den mening at hun ikke kunne være god. Desuden ville hendes skaber krumme tæer over hende vis hun fik det at vide og vis hun ikke hadede mennsker hvem var hun så hadet gjorde hende til den hun var, hadet havde været hendes følgesvend så længe. Hun nåede ikke tænke længere over det før hun længere henne fik øje på noget der kunne ligne hans hytte.
Panthea nåede ikke ret langt før færten af noget hun aldrig før havde oplevet, hun lugtet blodet da hun fik en  pose af den slags blod. Lugten var sød og med det samme slog de hende at der måtte være elver i nærheden og alligevel var det noget anderledes ved lugten som hun ikke kunne sætte en finger på. Panthea måtte passe på. Hun vidste ikke om vedkommende  var bevæbnet. Dog kom hun i tanke om at hun var blevet inviteret til at komme herud, men hun stolede ikke på vedkommende og det kunne være nogen som ville Fenris det ondt. Hun trak vejret dybt der var kun en af dem. Hun åndede lettet op, men selvom det måske var en smule dumt kunne denne fremmede vel. Godt forsvare sig.

Panthea nærmede sig hytten som hun havde haft en smule svært ved at finde, men forsatte med forsigtige skridt, man skulle ikke stole blindt på nogen og især nogen man ikke vidste om man kunne stole på. Hun betragtede gravene og lod svagt sine finger glide henover den i midten som hun havde bevæget sig over til. Hun trak vejret tungt hvorfor skulle det lige være her. Hun undrede sig en smule og forsatte hen imod hytten som mere eller mindre var faldefærdig. Hun ledte efter lemmen og fik øje på den og med et godt greb omkring håndtaget  åbende hun den, men hun vidste ikke rigtig om hun havde lyst til gå der ned. Panthea følte en smule at hun forulempede Fenris ved at gå derned, men hun kunne heller ikke lade være hun var nysrrig over hvad denne elver ville hende. Hun gik til sidst derned og gav sig til kende. Hendes kropsholdning vidste tydeligt at hun ikke stolede på den fremmede og hendes læber var blevet til en streg ” hvad laver du her?” spurgte  hun hendes stemme bar også tydelig præg af at hun overhovedet ikke stolede på hende. Hun havde stadig kappen trukket ned over hovedet, men løftede svagt sine hænder for at fjernede den.
Da hun havde fjernet mødte der elveren et par sorte øjne som var kolde og advarende. Denne elver kunne lige prøve på at løbe om hjørner med hende og det kunne nemt blive det sidste denne elver gjorde.

Morier havde brugt tiden, med at lave teen færdig. Hendes øjne gled dog på det firkantede bord, som stod i midter rummet. Samme rum som køkkenet. Hun placerede kanden med teen og fik gjort de sidste ting klar, før hun hørte nogle træde over fald lemmen og åbnede den. Hendes øjne gled på stedet, hvor vedkommet ville dukke op. Hendes øjne gled på kvinden, som bevægede sig ned og stod på en god afstand af hende. Hun lyttede til kvindens ord og et smil bredte sig på hendes læber. Hun gik over til bordet og satte sig ved den ene ende.

''Jamen, jeg laver te og nyder skovens fred. Du må være Panthea. Jeg har set frem til dette møde. '' Hendes bevægelser var rolig og ganske afslappede. Dog ved gode øjenkast, var hun bestemt 'perfektionerede' til at forføre hver en enkelt detailje i at skænke teen til næsten perfektion i at skænke det. Der stod 2 kopper med krus. Dog bar kvinden ingen tydelige våben. Det eneste, som man overhovedet ville kunne 'begribe' som våben, ville være hendes krus som hun bar. Eller et hals smykke hun bar omkring halsen. Formede som en mindre krystal blå smykke.

Hendes øjne gled på hende og hun ventede høfligt. ''Men.. Af ren årsag til hvad jeg laver her? Er simpel. Jeg nyder stilheden og det er et rart sted. Da ejeren har enten forladt dette sted eller måtte vælge ikke at dukke så meget op. Og nej. Jeg har ikke rørt han eller hendes børne værelse.'' Hendes hænder, som allerede havde lagt hænderne omkring kruset og ført op til læberne. Havde med den ene pejefinger pejet i retningen af børneværelset, som ville være til Panthea's venstre side.

Hendes øjne lukkede sig roligt og hun lod den varme te risle ned af hendes krop. Både for at forsikre at hun mente ingen skade imod Panthea. Samt også at til trods for hendes 'våbenløshed' og at hun faktisk ikke bar nogle større våben på sig. Hamrede hendes hjerte ikke af bekymring. Heller ikke engang af frygt. Hendes hjerte slog roligt. Afslappet. Som om at hun vidste at Panthea ikke ville angribe hende. Dog hvis hun gjorde ville det bestemt forbavse Morier.

Panthea betragtede hende og kiggede på døren hun pegede på og nikkede ganske kort, det var vel godt for hende, hun rynkede svagt på næsen af at hun nyd skovens stilhed. Faktisk gjorde hun det i hendes vens hytte. Panthea anede ikke om skulle sætte sig heller blive stående. Hun vidste heller ikke rigtigt hvor skulle kigge hen ” hvad vil du gøre vis han kommer tilbage og du sidder her og drikker te?” spurgte hun og kom først i tanke om at det nok var dum idé at give tilkende at hun vidste hvem hytten tilhørte ” jeg mener vedkommende der ejer hytten” sagde hun selvom det nok var en smule forsent at redde den, men hun var ikke kommet for at snakke om hvem der boede der, hun ville havde at vide hvorfor hun fik et brev om at skulle mødes herude, for det undrede hende en smule, men hun var alligevel glad for at det var en af de elver der var mørkere skindet. Hvorfor vidste hun ikke helt, men det var hun. Da hun stadig ikke gjort op med sig om hun måtte sidde eller skulle vente, valgte hun at vente til elveren sagde noget imens hun stod lagde hun armene utilfredst over kors kunne hun ikke bare komme til sagen og fortælle hende hvorfor hun havde sendt bud efter hende. Hun bed sig svagt i læben. Panthea brød sig ikke om at være her og ville gerne havde det hurtigt overstået så hun ikke skulle være alt for længe hun havde som om hun blev kvalt ved at være her, men det mere fordi hun følte at det var forkert og især fordi hun ikke havde fået lov. Normalt havde hun været ligeglad, men lige denne hytte gjorde hende nervøs måske fordi hun kendte ham og han var en ven for hende. Hun valgte til sidst at fjerne blikket fra døren og rettede det på jorden foran. Det lignede lidt at prøvede på vise respekt, vis ikke det var pågrund af de korslagte arme. Panthea havde stadig blikket rettet imod jorden ” fortæl mig dig hvem du er” sagde hun trak vejret kort ” især når du ved mit navn så er det ikke fair andet end at jeg for dit” sagde hun og prøvede at skjule hvor dårligt hun egentlig havde det med at være her. Det gik bare ikke så godt for flere gange var den ved at knække for hende. Desuden kunne elveren være helt rolig havde hun villet angribe så havde hun allerede gjort det. Hun stolede dog ikke på den fremmede og sikker på at der var flere et eller andet sted ikke så langt her fra, selvom hun kun ået færten af en.

Hendes øjne gled rundt på hende. Og selve sætningen omkring 'han' skulle opdage Morier boende her. Dog da hun prøvede at roligt 'rette' sin mindre sætning, var det forsent. Hendes 'tænder' af nysgerrighed havde bidt mærke i hendes ord og nu sad hun roligt. Nærmest 'tronede' sad i stolen og blot observerede hende, med et ganske afslappede position. Hendes hænder placerede koppen med teen på bordet og hun smilede kort. ''Så de kender altså personen, som bor her? Hvordan er han?'' Hendes øjne gled på hende og hun lagde hovedet lidt på skrå. Hendes øjne var en smugle nysgerrig, men smilede svagt. Hun prøvede at virke så 'menneskelig' rar, som muligt. Til trods for hendes 'våben' lå ved hendes hals og i hendes blod. Bogen, som få kunne spotte. Lå ved hendes side og var lagt i hendes side taske, nærmest som en slags mindre log bog eller dag bog.

Hun lyttede der næst til kvindens næste sætning. smilet stoppede og hun rejste sig roligt og afslappet op. Hun rettede sig lidt og stod oprejst og ret. Nærmest 'royal' og traditionelt nejede høfligt overfor hende. ''Morier Lothia Zerannia. Matriak af de få stadig ståedne huse for det sortelviske samfund.'' Hun rejste sit hovede og så op på hende og der efter satte sig roligt ned igen. Blot for at være en smugle mere 'formel' overfor hende. Til trods for at hun jo var en gæst, som Morier havde skrevet og bedt om at dukke op.

Hun greb om den varme kop og smilede lidt. ''Jeg ved de er en kvinde med mange forbindelser. Normalt søger jeg ikke hjælp ude fra, men eftersom de er af styrke og magt. Ser jeg dem ligeværdi. De er værdifuld allierede eller en frygtsom fjende. Derfor ønsker jeg deres hjælp til at sikre mit folk og muligheden for at se fremtidig samarbejde mellem Sort elver og..'' hun stoppede kort og tænkte sig kort om hvordan hun bedst kunne formulere Panthea's race uden at lyde fornærmende. ''.. Ehm.. Mørke og velsignede af min egen gudinde's væsner og skabninger. '' Hun lod det ene ben hvile sig over det andet. Så det lod sig afslappet over det ene knæ. Hendes krop holdning havde igen sat sig afslappet, mens hun ventede toldmodigt på hendes svar.

Panthea nikkede ganske kort da Moier nævnte sit navn og nu slappede hun en smule mere af, hun fugtede svagt sine læber inden hun forsatte en smule usikkert hen imod  bordet. Hun satte sig ikke ned, men blev stående dog var hun kommet tættere på. Da hun spurgte ind til om kendte ham vis hytte det var nikkede hun bare, men sagde ikke noget om hvem det var. Panthea ville stadig ikke putte ham i unødvendig fare. Hun lyttede til det næsten og hendes læber blev smalle og hendes blik tænksomt. Hun slap dog det tænksomme blik ret hurtigt. Hun var ikke en der plejede at hjælpe og hun havde også svært ved se hvordan skulle hjælpe Moiers folk ret meget. Hun sukkede svagt og idet hun sagde noget forandrede de smalle læber sig en smule. Hun blev ranker i ryggen som fortalte hvor magtfuld Panthea var og det var vel ikke helt forkert ” og hvordan har du så tænkt at jeg skulle hjælpe dig?” spurgte hun og man kunne ikke høre i hendes stemme om hun ville sige ja eller nej. Hun tænkte også på hvad hun ville få ud af at hjælpe dem. Hun kneb øjnene sammen ” ja jeg ville gerne hjælpe, men hvad vil gavne mig, jeg mener hvad holder dig fra dræbe mig når du ikke behøver mig mere” sagde hun og ville engentlig havde så meget andet end en granti på at hun ikke blev dræbt når de ikke havde brug for hende længere. Panthea anede engentlig heller ikke om det ville gavne hende at havde folk sortelver rende ude i skoven som vidste hvem hun var, men denne Moier virkede til at kunne forhandle.

// undskyld ventetiden og det korte svar, men har haft en masse ting omkring ørene irl //

Morier smilede svagt og så sig omkring ''Har vampyrene noget hjemland?'' Hendes øjne gled på hende og så en smugle tænksommelig. ''Jeg er ved at skabe et underjordisk paradis for mit folk. Men det kræver hjælp. Dagen kan vi arbejde og ved hjælp fra kvindelig hænder, som selvfølgelig er overlegen, da vampyrene selv har en dronning og ikke konge på tronen. Ved at være under jorden, har solen ingen påvirkelse på os. Et samfund af ren mørke. Derved giver det muligt for begge af vores folk at kunne være til stede. Men mellem os to. Bliver det alt efter hvor meget jeg kan ligge min tillid til dem. Da jeg personligt ønsker et evigt liv. Dog ikke endnu, da mit folk skal sikre at de er under mig. At de ved at jeg har magten. Men når tiden er inde, vil jeg nok søge dem om hjælp til et evigt liv. Dem, eller en forspørgelse på deres dronning om at give mig gaven om evigt liv.''

Hendes stemme var rolig og bestemt. Hun lod en tår fra sin skål og drak færdig. Hun satte koppen roligt på bordet og skiftede ben, som hun havde støttet sig ved, så det andet nu hvilede oven over det første ben. ''Min tilbud lyder følgende. Vampyrene og Sort elverne. Får et hjem, som de kan bo ved. Dog bliver det to sepperaret byer. Altså at under selve den sortelviske by, kommer det vampyriske nation til at bo. Dette giver en strategisk fordel, da mit folk bliver uviden om hvad der lure under dem. At de har ingen ide om at deres kommende leder, har min gudindes forevigt levende væsner bag sig, som hun kan regne med. Til gengæld. For at jeg forventer deres hjælp, kaster jeg gerne blod efter den mængde vampyrer, som ønsker at bo under min by. At de får muligheden for at være et sted og leve uden at skylle frygte solens stråler. At en vampyr kan leve uden frygt for lysets gudindes vrede. Dette er mit tilbud for nattens væsner. '' Hendes øjne gled omkring sig og hun var allerede nu usikker på at nogle ville lytte.

Hendes øjne gled over på hende. ''Jeg ønsker en stærk alliance mellem Sort Elver og De evig levende. En hær, som kan gøre begge parter stærke mod lyset.'' Hendes stemme var bestemt og fast. Som var det at dette var hendes mål med livet.

Panthea lyttede da hun igen begyndte at snakke og denne gang kom hendes hensigt og det vækkede hendes nysrrighed. Hvor mange gange havde hun ikke tænkt hvor rart det måtte være at gå ud og ikke skulle tænke på solens stråler. Hun smilede svagt. Dog rynkede hun svagt på næsen evigt liv var ikke noget man skulle ønske sig, men hun blev ret hurtigt stift i ansigtet igen ” jeg er til at stole på når først man fået min opmærksomhed” sagde hun og nævnte ikke det med evigt liv vis elveren gerne ville have evigt liv skulle hun da nok give hende det. Hun var bare ikke den bedste lærer mester, men hun kunne da ligge sig i selen, men hvad angik andre vampyrer var det nok Carmilla hun skulle have fat i for så vigtig var Panthea ikke selv. Hun kunne måske godt nævne det for Carmilla næsten gang de mødtes, men det kunne godt tage lang tid. ” og man må sige du fået den” sagde hun og lod svagt tungen glide henover sine læber inden hun igen betragtede elveren ” men du skal nok have fat i vores leder for det hende der kan sætte skub i tingene for jeg bare ubetydelig i den hensende” sagde hun og håbede sådan at Morier ikke kendte til Carmillas og hendes mor, datter forhold.
Panthea kunne nemlig aldrig finde på blande sig i det job som Carmilla havde som leder faktisk gik hun ikke op idet. Panthea ville aldrig alligevel blive en god leder og når Carmilla nu var så god så hvorfor stræbe efter noget som sikkert bare ville få hende dræbt alligevel. Hun sad kiggede tænktsomt ud i luften. Hun kunne ikke rigtigt se hvad der galt i det lige end til Morier nævnte det med en hær. Så vidt som hun vidste brød ingen vampyrer sig om at kæmpe for nogen og især ikke hende selv. Hun sagde ikke noget. Elveren kunne snakke med deres leder. Hun lagde svagt hånden på en af stolene trak den ud og satte sig hendes kjole var så stor at hun ikke kunne sætte benene over kors. Hun ville gerne hjælpe elveren med at tage kontrakt til Carmilla vis det virkelig var det elveren ønskede sig. Panthea ville ikke stå i vejen for at hun kunne få sin hær.
Det ville hun lade  andre med ledeengenskaber om at gøre. Panthea sad stift i stolen imens hun tænkte over hvad hun skulle gøre " hvad jeg kan gøre er måske at sætte dig i kontrakt med vores leder" sagde hun nævnte stadig ikke noget om at hun kendte deres leder ret godt. Hun regnede lidt med det var det hun ville have at Panthea skulle gøre, men hun kunne ikke selv gøre noget.

Morier smilede lidt for sig selv over Panthea's svar. Hun nikkede lyttende og anerkende at hun virkede til ikke at havde nogle større forbindelser med deres raceleder, men kun nok til at få kontakt til hende? Måske havde hun forbindelser alligevel? Hun nikkede blot anerkende. ''Nuvel, jeg havde blot fået den korte information om at du er Camilla nær. Altså måske barndoms veninde eller noget den stil. '' sagde hun med et let smil på læben. Hvor efter hun tog en slurk af sin kop for at tømme den resterende mængde tilbage og der efter fortsatte.

''Men hvis de kunne havde muligheden for at skabe en samtale mellem Camilla og jeg, ville jeg sætte stor pris på dette. Og de skal vide at jeg holder mine ord, samt tand for tunge.'' Hun nikkede anerkende og måtte indrømme hun måske havde 'dummet' sig en smugle ved at lokke Panthea her til, men måske var det bedre at forhøre sig sin mulige forhandlings part's venner og nære først, før man opsøger kilden. Da det ofte resultere i et helt billede af personen. Hun så omkring og undret sig en smugle over stedet. ''Hvis jeg må spørge, hvorfor virkede de vred over at jeg var til stede ved dette sted? Eller er det bedst for mig ikke at vide?'' Hendes øjne gled over på hende og Morier håbede lidt at hun ikke tog dette ilde op at Morier spurgte en smugle ind til det.

Hendes ord omkring at Morier kunne stole på hende, lagde et roligt smil på hendes læber og hun sagde med en kølig stemme. ''Det sidste væsen, som nævnte selv samme ord, at man kunne stole på en, så længde man havde ens opmærksomhed. Dræbte næsten hele min slægt.'' Hendes øjne var rolige og en svag andelse af 'sorg' lagde sig for en kort stund i hendes øjne, som hun hurtigt prøvede at dække bag et lettere 'smil' på hendes læber. I et kort 'håb' om at hun ikke opdagede det.

Panthea frys en smule da hun nævnte drabet på hendes familie det var en underlig følelse som voksede i hende, hun havde stolet på de forkerte og det havde endt med at hun nær selv var blevet dræbt eller det ville sige at hun faktisk døde den nat hvor han gjort de ubeskrivlige ting. Hun løftede uvilkårligt arme op i luften for at fortælle at det var okay at hun var til stole på. Hun rettede sig op og det forfærdet i hendes kropssporg forsvandt ” det er jeg ked af at høre” sagde hun stille og et virkelig oprigtigt smil ramte hendes læber. Hun en lyst til at fortælle hende at det hele nok skulle hvilket det ikke havde gjort for hende. Hun sad lidt da det gik op for hende at hun ikke havde sagt noget ” ja det er rigtigt at jeg kender hende og jeg tror kan skaffe dig et møde” sagde hun selvom hun ikke ville ind på hvilket forhold hun havde med deres leder det vedkom ikke elveren da hun nævte at de var bardoms venner gav hun hende bare ret selvom Carmilla var meget ældre end hun var. Hun sad lidt og anede ikke rigtigt hvad skulle og følte at tavsheden  var kvælende og det brød hun sig om og der Moier spurgte ind til om hun kendte den vedkommende som ejede hytten nikkede hun bare hun anede ikke om skulle fortælle om ham eller bare korte det af, men følte alligevel at elveren havde lukket op. Hun kiggede tænksomt op i loftet ” ja jeg kender ham vis hytte det er og derfor føles det at forkert at være herinde, jeg føler at jeg snager i noget jeg ikke burde” sagde hun og sagde ikke meget om hvem det var, men det var mere fordi hun stadig ikke ville bringe ham i fare ved at snakke om ham.
Panthea stolede på at vis Moier ville havde hendes hjælp så hun ville nok ikke gøre noget som gjorde Panthea vred. Hun smilede svagt ” Fenris hedder han” sagde hun og lod blikket glide ned på hendes hænder deres forhold var venner, men de havde haft forhold engang som ikke fungerede. Hun sad lidt og kunne ikke rigtigt for sig til forsætte og tav.

Morier løftede øjenbrynet da panthea valgte at rejse sig op og sagde at hun var ked af at høre det. Hun var bestemt overrasket over denne reaktion og smilede lidt over det. Hun holdte hånden for læberne og prøvede at holde et grin tilbage. Dette var første gang at et andet væsen havde reagerede, som hun. Morier stoppede brat og hun rømmede sig kort og så kort ned på bordet ''Ehm.. Få har reagerede, som de har. Jeg takker mange gange for deres omsorg. At en familie dør, er blot daglig dag for mig. Det er vel en del af livets cirkel.'' Hendes øjne gled på hende og et smil dannede sig på hendes læber. Hun nød Panthea's selskab. Det var hyggeligt. Ikke så formelt, som ved samtaler ved andre huse, hvor man frygtede for hvem der forgiftede hvem's drink.

Hendes øjne gled observerende på hende, da hun satte sig ned. Mon Panthea frygtede noget ved huset? Hendes reaktion omkring at hun ville kontakte sin leder, nikkede Morier blot anerkende. ''Jeg takker mange gange. '' Hendes øjne gled omkring sig. Næsten konstant overvågende for at sikre sine omgivelser var, som de var. Et svagt 'paranoia' ville nogle mene, mens andre blot ville trække på skuldrene. Efter den korte stilhed og der efter så halv vuderende på hende. Stilheden var bestemt kvælende og hun rejste sig op for at hælde noget mere Te op. ''Te?'' sagde Morier med en sukker sød tone, mens hendes øjnegled kort over på hende. Hun tænkte at denne døende stilhed krævede at blive brudt, så hun fik fundet endnu en kop og stilte den på bordet og hældte en smugle te op til sig selv og der efter satte kanden på bordet, hvis hun ønskede noget.

Da hun nævnte at hun kendte ham og nævnte hans navn var Fenris, syntes Morier at det sagde hende noget, men kunne ikke helt huske hvad. Hun begyndte så småt at lytte og nikkede høfligt. ''Jeg regner hellere ikke at vores møder forholder sig her. Denne Fenris lyder til at være en person nær dem. Bare rolig, jeg har ikke rørt hans personlige malerier der inde.'' Hun pejede på døren ind til Fenris' soveværelse, hvor nogle malerier, som morier havde kigget på, men ikke rørt. Hun smilede roligt. ''Han er en fortræffelig maler. Hvis de endelig møder ham, husk at ros ham for hans flotte malerier.'' sagde hun, med et rolig og lettere oprigtigt smil. Morier måtte indrømme at hun fandt kunst ofte svært at acceptere, med disse var nogle få tilfælde hun accepterede. Også selv om det nu var at hun måske havde sagt det en smugle forkert, dog kunne hun stadig ikke lade vær med at tænkte tanken om at hun havde hørt ordet 'fenris' før. Et eller andet sted.

Panthea nikkede ganske kort ” jeg ved om nogen hvordan det er at stole på de forkerte” sagde hun og var faktisk mere åben end hun plejede at være over for fremmede. Faktisk plejede Panthea at være kold og fjern og den man ikke kunne stole på, men det med at Moier havde mistet noget hun var sikker på at Moier holdte af den følelse havde Panthea også oplevet. Hun sad lidt og et meget svagt smil bredte sig på hendes læber. Panthea ville havde været mer nærgående og sikkert angribe Moier vis hun havde villet dræbe hende. Det største ulempe ved at være vampyr var at tørsten kunne drive selv den stærkeste vampyr ud i at såre dem man holdte af. Panthea havde ikke mange hun holdte af, men dem hun havde var hun bnage for at såre. Panthea bar frygten med sig og det at skuffe blandet sammen med frygten kunne gøre mærkelige ting ved en. Hun lod svagt tungen glide henover hendes læber. Hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle sige da hun sagde at hun ikke havde rørt malerierne inde i rummet ved siden af nikkede hun bare. Fenris var en god maler og han havde endda malet et af hende som han havde fået lov til at beholde som et minde. Hun smilede en smule bredre. Det var lang tid siden hun havde set Fenris, men han var i gang med sit liv og hun ville ikke forstyrre ved at troppe op. Panthea måtte bare acceptere at det var sådan det var. Hun vidste at vis han havde brug for hendes hjælp ville han nok sende bud efter hende.
Derudover var der Rose og Naggrü som hun så som tætte, de var de eneste venner hun havde og vis Carmilla fik at vide at hun var ven med et mennske ville hun for alvor komme i problemer, men Rose minde hende om det hun havde mistet og derfor kunne hun ikke gøre noget ved hende, det ville være som miste ham igen. Hun havde siddet lidt i stilhed, lod hun sit blik glide over på rummet ” det skal jeg nok vis jeg nogensinde kommer til at se ham igen” sagde hun og var ikke sikker på at hun ville komme til at se Fenris igen, men det var sikkert også bedre på den måde for så udgjorde hun ingen fare for ham.
Hun syntes at samtalen var kommet meget over på Fenris og det brød hun sig ikke meget om, men hun kunne jo spørge ind til Moier, men det var svært for Panthea var ikke så vant til at havde samtaler med andre det mere spis først spørg bagefter i hendes verden. For hun så sig selv som et rovdyr. Hun var jageren og alle andre var bytte. Dog kunne man godt glide ind under det kolde ydre og det overraskede at elveren var på vej ind under den og de mure hun havde bygget for mange år siden. Hun bed sig svagt i læben og undertrykte trangen til at rejse sig og sige farvel ” sig mig hvordan er jeres samfund, jeg har aldrig i mit unaturlige liv mødt en elver før og i er en fasinerende race” sagde hun idet hun kom i tanke om at der måske flere racer inde for elversamfundet. Hun blev revet tilbage til virekligheden der Moier spurgte om hun ville have te. Hun rystede svagt på hovedet det eneste der smagte hende var rødvin og blod. Hun vidste ikke hvorfor det var sådan, men måske fordi rødvin mindede hende blod ” nej tak jeg drikker kun blod” sagde hun selvom det ikke var helt rigtigt.

Morier lyttede bestemt til hendes stemme, da hun fortalte omkring at hun kendte maleren. Måske skulle hun selv prøve at forhører ham om at male hendes samfund? Det kunne være en interessant mulighed. Måske hvis hun var heldig, var denne 'fenris' en sort elver selv. Hun smilede lidt over Panthea's svar og da hun hørte at hun kun drikkede blod og at hun ville vide lidt mere om det sortelviske samfund, gik morier over med en ny lavet kop te.

''Hmm... Hvor kan jeg starte.'' Morier så lidt eftertænktsom ud og smilede lidt over hendes spørgsmål. ''Vi Sort Elvere, er ofte kendt for vores heraki inde for samfundet. Kvinden har magten, da hun er kendt for at være tættest på vores gudinde Lothia. Du ville nok referare hende, som Mørkets Gudinde.'' Hun rejste sig op og gik over for at få endnu en kop til Panthea og der efter tog sit halssmykke og fra den en mindre ofre kniv og skar et langt snit, som fik blod dryppende ned fra hendes hånd ned i glasset. ''Vores mest farvorit ting i daglig dagen er magt, slaver, assasinationer. Blot for at få magten. Nogle sort elvere forhøre sig hos dæmoner for at få magt, mens andre som mig. Forhøre sig med andre racer, der i blandt nattens børn.'' Hendes øjne gled over på Panthea, for at vudere hendes reaktion. Efter at blodet havde dryppet og et næsten koldt ansigt havde lagt sig fra hendes blik over 'smerten' fra det lange sår på hendes håndflade, fik hende blot til at smile lidt.

Hvis en sort elver havde set dette, ville han gå amok. Men eftersom at Morier og Panthea sad i en underjordisk hytte alene, tænkte hun at det ville være en dårlig ide at bringe andre folk ind til deres samtale. ''Værsego. Det første og eneste blod de får fra mig personligt. Bare rolig, mit blod er ikke svagt, hvis du fortrække en kraftfuld mængde, men der er magi i det. Jeg er blod magiker. '' sagde Morier med et svagt smil på læben og slikkede såret, som hun havde åbnet i sin håndflade for at give et halv kop med sit eget blod til Panthea. Hun tog et stykke stof, som hun havde i sin rejsetaske der lå foran køkken bordet og fandt et stykke stof frem. Det var ofte praktisk for en blod magiker at havde nogle forbindinger. Der efter bandt hun hånden ind og gik over og satte sig igen og drak en smugle af koppen med teen i sig.


//Beklager forsinket svar. //

Panthea trak vejret en smule tungt idet Morier hældte sit blod i en kop til hende, men det eneste som det kunne ses på var at hendes øjne ændrede sig fra brune næsten sorte til røde. Panthea var heldigvis en ældre vampyr og kunne styrre det. Da hun var færdig nikkede hun beæret ” jeg vældig beæret over at du vil dele dit blod med mig” sagde hun lettere overasket over at Morier havde villet det især fordi det lød til på Morier at det var meget specielt. Hun rakte forsigtigt ud efter koppen. Blodet havde den normale duft, men der var alligevel en anderledes duft over det. Hun havde lyttet til alt det Morier havde sagt om deres samfund og for hende var det himmlen, hun hadede at i det samfund hun var del af var kvinder de svage og især så man hende som svag. På grund af den lille spinkle krop hun havde. Der var ikke mange som kendte til hendes historie hun gik meget op i at holde det for sig selv, hun havde kæmpet en kamp uden lige fra starten. Hendes læber trak sig svagt op af ” det lyder næsten for godt til at være sandt” sagde hun og prøvede forstille sig et samfund hvor det var kvinderne der stod i spidsen. Hun betragtede igen koppen inden hun forsigtigt tog et sip af koppen. Hendes øjne var blevet de normale mørke igen ” jeg mener jeg ville ønske at mit samfund var som dit” sagde hun og indrømme at hun så kvinder som det stærke køn.
Hun stod lidt fumlede med koppen som der var noget hun ville sige, men som hun ikke rigtigt kunne få sig selv til at sige. Hun rømmede sig måske havde Morier brug for en rådgiver i den verden Panthea var del af, desuden havde Panthea tilbragt mange år i den verden. Hun rømmede sig ” vis du nogen sinde for brug for en rådgiver til mennsker og for den sags skyld andre racer vil  jeg gerne hjælpe” sagde hun og prøvede at få det til at lyde så henkastet som muligt som det var et tilbud uden en bagtanke.

Panthea smilede svagt og vidste godt at hun  nok ikke ville passe ind i Moriers verden fordi Panthea ikke var en Sortelver, men Panthea behøvede ikke kun at være rådgiver når hun tænke over det kunne sagtens gøre andre ting. Hun håbede ikke det var for tydeligt at hun gerne ville være en del af noget hun mente var rigtigt det var bare en skam at de i hendes verden ikke kunne se det. Hun smilede ” det er virkelig fasinerende” sagde hun og havde slet ikke regnet med at hun skulle hjælpe andre end sig selv. Hun måtte finde ud af hvornår hun kunne tage kontrakt til Carmilla. Nu når hun tænkte over det var det lang tid siden hun sidst havde snakket med hende. Hvorfor vidste hun ikke helt, men de havde vel begge travlt med deres. Hun var tavs i stykke tid og hendes ansigt blev ulæsligt, men kun  i et  split sekund. Inden hun afventede svar. Panthea ville så gerne hjælpe med andet end bare at tage kontrakt til Carmilla. Hun slap svagt sine hænder. Faktisk fandt hun det meget rart at være andet end bare være en der ikke havde andet give sig til end at jage og med de monster udefor og efter jordskævlet var det meget svært at få noget.  Så hun kunne også være istand til at dræbe.

// det går nok bare giv dig god tid //

Morier så observernede overasket på at Panthea kunne forholde sig i ro. Dette måtte måske betyde at hun har en hvis trænning? Siden hun kunne acceptere noble blod fra Morier's side af. Et svagt smil dannede sig på hendes læber og satte sig med sin egen kop te. Hun så kort på Panthea og så halv nysgerrigt på hendes former og ikke mindst hendes øjne. Jo, hun var bestemt af vampyrisk status. Hun smilede lidt over Panthea's kommentar omkring at Morier ville dele hendes blod. Morier smilede lidt selv over det. ''Blodet er noget, som få væsner ikke forstå kan være en gud dommelig kilde til magt. Noget, som alle har, men ingen forstår. Derfor kan det være en frugt for dem. Eller et våben for mig.'' Hendes øjne gled over på Te kanden efter hun havde drukket sin egen kop tør for teen og lod blikket på forbindingen og skar et støre huld og stille lukkede øjnene og smilede kort for sig selv, mens hun koncentreret sig og hviskede lavmældt. ''Mak'ra Nias bodo'' Hendes øjne slog op og te kanden begyndte stille at svæve over til hendes kop og hældte en smugle af teen op. Hendes øjne gled over på hende og et svagt smil dannede sig på hendes læber, mens hun lidt kunne mærke at de 2 dl blod krævede en hvis mængde for at kunne få kanden under hendes kontrol. Dog ikke det største, men en kort 'svimmelhed' lagde sig for en kort stund på hendes baghovede, som hun prøvede at skjule ved at lade den kogende kande hænge over ildstedet for at varme vandet op. Hendes blik gled ned på teen og hun tog endnu en gang en slurk af teen.

''Det Sort elviske samfund er.. interessant.'' Hun smilede lidt af Panthea's kommentar omkring at det skulle være for godt til at være sandt. Hendes øjne gled på hende og ved hendes ord omkring at være Morier's rådgiver fik hende til at smile. ''Jeg kunne godt bruge en rådgiver inde for deres race. Ikke menneskeligt, da de ofte har for store svagheder og ofte bliver lagt som bytte. Men en af nattens børn, som både har kendskaber til sin egen race og mennesket benægter jeg ikke at jeg ikke kan bruge.'' Hendes øjne gled kort på hendes kop og hun smilede halv morende over det. ''Dog skal de vide at hvis de vælger at blive min rådgiver, bliver det i at de har visse begrænsinger. Da min folk gerne vil vide hvad deres intentioner er, samt også at du nok skal forvente at havde minimum en eller to bodyguards omkring dem konstant. Mange andre sort elvere, ønsker at finde dem og bruge dem som en metode for at få anskaffet magt. '' Hun smilede lidt over tanken om de mindre dele af 'bekymringer' som sortelvisk status skukke døje med dagligt. ''De fleste sortelver, ofte kæmper internt om magten. Hvilket er derfor man ofte har svært ved at komme til magten. Men ved hjælp af Loth, har hun velsignet mig nok til at få den magt og forståelse. Derfor agter jeg at være front figur for mit folk, når byen bliver bygget færdig.''

Hun valgte at kigge kort rundt og tænkte kort at hun kunne lede hende til stedet. ''Hvis de har lyst, kan de mødes med mig efter to fuldmåner. Der forventer jeg at byen vil være præsentable nok. I hvert fald nok til at byen kan strømme sig sammen og havde en begyndende solid jord. '' Hun så kort rundt og hørte en banken oppe fra. Hun rejste sig kort med et halv undrende blik og så kort ned på hende. ''Forventer de gæster?'' Hendes stemme var rolig, som en kort spørgende, men respekterende mine. I at hun ikke forventede at Panthea planlagde at ligge et baghold. Så hun valgte at gå over med hånden fast omkring hendes ofre kniv og sagde med en skarp tone. Hendes tanker var klar til at tænke på skuffen med de mange kniv redskaber, som kunne bruges til at forsvare hende. Hvor at lemmen blev slået op og en sortelvisk mand stod der. Det var Morier's egen tvilling og han virkede bestemt ikke stolt over at havde forstyrret sin søster. ''Hvad vil du? Jeg har travlt.'' Manden sagde intet, men formåede dog at kravle ned og lagde sig på knæ foran hende, med et brev til hende. Det var indhyldet af et segl, som endnu ikke var åbnet. Morier åbnet brevet og smilede halv stolt. ''Panthea, hvis de mødes med mig om to fuldmåner, kan jeg vise dem et nyt liv og en nybegyndelse, for deres karriere. Hvis de ønsker.'' Hun vendte sig rundt og et større smil lagde sig på hendes læber. Sortelveren forblev knælene og havde øjnene fokuseret ned imod gulvet. Han så næsten ud til at ikke engang at vise at han var tilstede.

Morier så kort på ham. ''Dette er min tvillinge bror. Han er ofte kendt som min bodyguard og har været igennem dette hele mit liv. '' Hun så der efter på Panthea og smilede roligt. ''Jeg regner med at byen er klar til at blive fremvist. Da jeg har fået nyt om at en større strømning af sortelviske folk tager til min by. Den er snart færdig!'' Hendes stemme lød af mere håb end noget andet og en svag tåre gled ned fra hendes kind, som hun hurtigt fjernede, med et større smil på læben. ''Jeg.. ehm.. Bliver nok nød til at gå... Men.. Jeg kan tilbyde dem en sikre rute igennem skoven. Så de ikke bliver overfaldet af skovens vogtere. Der iblandt edderkopperne. Da de trods alt kan være lidt fjendtlige for ikke sortelviske væsner.'' Hun så på panthea og smilede lidt over det. ''Tak for mødet. Beklager, men bliver nød til at sikre at mit folk får den rette information og kommando.'' Panthea gik hurtigt over og tog sin taske og smilede lidt for sig selv over dette. ''Forresten, hvis de under deres rejser støder på folk af magiske lærdom. Skal de vide at jeg er interesseret i hvilken som helst lærd magiker. Uanset race og at vedkommet er velkommen til mit samfund. Specielt hvis det er af kvindelig status.'' Hendes stemme var fast beslutted og hun så kort på sin tvillinge bror. ''Han vil lede dig sikkert ud hvis du har behov for det. Jeg beklager at jeg pludselig måtte gå, men min bror vil fortælle dem den nødvendig information de ønsker. '' Med nogle hurtige skridt gik hun over mod trappen og skyndte sig op af for at komme afsted. Broren rejste sig høfligt op og så blot på Panthea's føder, mens han afventede kommandoen fra Panthea.

Panthea sad lidt da hun mærkede Moriers blik på hende rettede hun sig op så hun sad ret og rank, vis ikke hun mente hun var den opgave værdig som Moriers rådgiver havde hun aldrig sagt hun ville, desuden ville hun gerne stille sig til råddighed. Hun var sikker på at sortelverne kunne blive en stor spiller på den ene eller den anden måde. Om det var godt eller skidt vidste hun ikke, men vis det var skidt ville hun ikke være på den forkerte side. Desuden kunne hun lærer noget af deres samfund. Hun kiggede overrasket da Morier igen skar hul i sin arm.  Panthea skulle lige til at agumentere om hvorfor hun brude havde Panthea som rådgiver, men så havde hun sagt noget Panthea ikke forstod og lige pludselig fløj tekanden. Hun fulgte den med øjnene og kunne ikke lade være med gispe overrasket. Hun måtte virklig være noget for sig selv Morier Panthea havde aldrig set eller hørt om nogen der kunne blodmagi og hun var lige ved at tabe kæben. Hun kiggede over på Morier tids nok til opfange at hun fik det en smule skidt ved brug af evnen, men det var selvfølgelig klart for hun brugte sit eget blod. Panthea kunne styrrer sig selv fordi hun sørgede for at spise hverdag og gerne af flere gange, desuden var hun en ældre vampyr og jo ældre man var jo nemmere blev det at holde sig selv i skak så man ikke sprang på hvem som helst.
Hun anede ikke helt hvad skulle sige og nåede ikke rigtigt at sige noget før duften af en anden elver ramte hende. Hun blottede uvilkårligt sine tænder da det bankede på. Panthea rystede på hovedet og var næsten sikker på at det var en fælde, men hvorfor skulle man give tilkende at man ville havde en som rådgiver for så bare dræbe dem.
Panthea blev siddende imens Morier åbende døren, hun var ret sikker på at vis det var en fælde så var hun den stærkeste. Hun lyttede til Moriers samtale med hendes gode hørelse. Hun rejste sig op og smilede ganske kort da vedkommende kom ned. Han var også sortelver. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre eller sige så  hun sagde ikke noget til den ny ankommende. Hun lyttede til Morier og smilede det var mærkeligt at se hvor underdanig han var. Han virkede næsten ikke til at være tilstede. Hun Kunne altså virkelig vænne sig til det. Panthea ville ønske at hun selv var en sortelver, men det var hun desværre ikke, men hun var heldigvis heller ikke et mennske.  Hun kunne sagtens leve med nogen til  at beskytte hende. Det var ikke jordens undergang ” det skal jeg nok og glæder mig allerede til vores næste møde” sagde hun og smilede svagt.

Da Morier var gået vendte hun sit blik imod hendes bror. Han sagde ikke ret meget. Hun vendte sig om kiggede på bordet, hun måtte nok heller begynde at rydde lidt op, men så kom hun i tanke om at hun havde glemt spørge hende om hvor de skulle mødes. Hun trak kort på skulderne og smilede en smule skævt ” mit navn er Panthea” sagde hun anede ikke hvordan hun skulle tiltale ham, men på den anden side hvordan skulle hun. Hun havde aldrig mødt nogen af deres slags. Panthea gav sig til rydde op, det tog ikke så lang tid når man havde superfart. Vendte sig om imod elveren igen ” sig mig lige en ting hvordan kan det være at i er så underdanige?” spurgte en smule forsigtigt, det var ikke fordi hun ville træde nogle over træerne ved at spørge, men mere mer fordi gerne ville lærer hvorfor og hvordan deres kultur var. Hun stod og trak kappens hætten op, hun måtte hjem inden solen stod op. Hun forsatte hen imod stigen ” kommer du eller skal jeg selv gå igemmen skoven?” spurgte hun og ventede på hans svar.