A taste of death - Kat, Lillith, og Bigbaloo

I stearinlyset skær stod fire mænd, svagt oplyst af den halv orange flamme der flakket fra side til side i det lille håb om at forsætte sin eksistens. Malingerne på væggene, og udskæringerne i kirkevæggens sten, fortalte mange eventyr og legender med billeder og inspirerende farver.
Men det var ikke helligdom, eller eller fred i sindet der drev disse tre menneske mænd, og en nyskabt vampyr, til kirken gloværdige og spirituelle grund, men derimod tanker om ødelæggelse og lemlæstelse, for i de tre store militær kasser de havde ført op af kirkegulvet og sat foran det hellig alter, var der håndgranater og maskinpistoler, frisk medbragt fra verden udenfor Underworld grænser.
En af mændene, en høj, slank og fysisk svag mand ved navn Vladimir, åbnet den første af kasserne, og med et skummelt smil og flabet blik sagde han til de andre der stod et par meter bag ham, og udvekslet samtaler inden deres plan skulle gennemgås "Drenge.." Vladimirs stemme var mild og velovervejet, som en skak spiller der ledte sin modstander til sin egen undergrund med charme og misledning.
Castle var som alle de andre iført militær uniformer i farverne grå, sort, og hvid, fremfor det normale brun, grøn, og sort. Han var en kende nervøs for aftens udfald, for selvom han ikke havde et gram af frygt overfor det monster de her til aften skulle sende til efterlivet, så var han urolig for Delilah og Lailah, om de ville forstå hvorfor han bliv nød til at gøre det her. Han vidste Delilah ville syntes at gå efter Rafael var en tåbelig bedrift, men Castle var forblindet af had, fordærv, og følte der var intet andet valg end at tage tyren ved sine nosser og lede den udover en kløft.
Castle stilte sig op på en af militær kasserne, og sagde til sine partners in crime som alle var hans venner fra mange år tilbage "Når vi ankommer til villaen, så ..." Castle bliv afbrudt af lyden fra kirkens tygge og solide døre, da de bliv åbnet stille og roligt, og alle deres opmærksomhed bliv drevet mod åbningen.

Det havde været en lang dag, to af hendes patienter var døde af feber. Den ene havde kun været en lille pige. En enkelt tåre sad i hendes øje. Som hun gik langs stien som førte op til kirken, mærkede hun hvordan stenene gav efter under hende sko. Den lange sorte kjole hun havde taget på, viste den sort hun følte over de tabte liv. Hendes hår var blevet sat op i en enkelt hestehale, hun havde ikke følt for at gøre mere, der var alligevel aldrig nogen i kirken på dette tidpunkt. Den sorte kappe hun havde på til at skærme sig selv imod aftenvinden, fik hende til næsten at gå i et med natten.
Hun stod et par minutter foran kirkens dør, før hun tog mod til sig for at gå ind. Hun vidste ikke helt om det var de tabte sjæle, eller sin egen hun ville bede om tilgivelse for.
Det er min skyld de er døde, jeg kunne have gjort tingene anderledes, givet dem mere imod feberen, gjort noget for at lindre deres smerter.
Hun vidste at det var dumme tanker, intet kunne have ændret det udfald som kom, men hun følte skylden i hele sin krop.
Som hun gik ind i kirken lagde hun ikke mærke til det store, hendes øjne havde ikke vænnet sig til lyset, hun så hvordan fire væsner stod i den modsatte ende af kirken, oppe ved alteret, men det var alt hun kunne se. Om de var mennesker eller ej var uden for hendes syn, deres køn var også noget hun måtte gætte sig til. Hun ville helst ikke forstyrre dem i deres gerning, så hun satte sig stille på bagerste række. Ventede på at de forsvandt fra alteret

Påklædning og hår: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Katherine mærkede luften der fløj omkring hende, som vilde fugle der fløj i luften. På vej over imod syden. De var sikkert på vej imod de varme lande. Katherine smilede let, med et fjoget smil. Hun bed sig forsigtigt i læben, uden at det gjorde alt for ondt på hende. Hendes normale smil. Hun var ret glad for det. Hendes kjole fløj rundt omkring i luften. Som Marylin Manroe. Forsigtigt prøvede Katherine at hive kjolen ned, for ikke at vække alt for meget opmærksomhed rundt omkring. Men det var nu en hel del svært, med alle de folk som allerede kiggede på hende. Sikke en overraskelse. Havde de aldrig før set en kvinde, iført en kjole? Hun sukkede let, og smilede bare til folkene der kiggede på hende. Hun var nået op til Kirkens dør, forsigtigt åbnede hun den, og trådte med meget lette trin ind. Hun havde kun taget et par sandaler på. Så, de larmede ikke så meget, som hvis hun havde haft højhælede på. Hendes hår fik et lille pust da hun forsigtigt lukkede døren igen. Uden at larme for meget, satte hun sig ned ved siden af bænken. E...r det LILLITH? You gotta to be fucking kidding me! Hun rystede voldsomt på hovedet. Hvorfor skulle lige netop Lillith være her!? Og nu! Hvorfor skulle de altid støde ind i hinanden på de mest åndsvage tidspunkter! Hvorfor! Katherine ville bestemt ikke være der længere hvis Lillith var her.. Men vent! Var det... CASTLE? Var Sebastian her virkeligt? Hun smilede stort og forsigt. Roligt bevægede hun sig frem imod Sebastian. Hun ville give ham et ordenligt kram. Et rigtigt vennekram! Forsigt bevægede hun sig bag ham, og lagde armene omkring ham. Et forsigt knus fik han. Han var en fantastisk ven. Hvad mon han lavede lige her!? og Nu!
Hun stilte sig ved siden af Sebastian, uden at sige en lyd.
Men for at stilheden ikke skulle vare længe, brød hun ud i et lille, og lav stemme.

'' Hvad laver du dog her? ''  

beklædning: fuld blue tiger camoflage sæt med Tshirt, jakke, bukser og læder handsker til,

udstyr: Enfield Em-2 280. caliber silver bullet kamp riffel, Strike One 357Sig silver bullet handcanon.

rustning: sin fulde kamp rustning, forude en kevlar maske for ansigtet til beskyttelse og kamp briller for øjnene.

mandskab: 15 bevæbnede lejesoldater i medium tung rustning med typiske maskingevære og haglgevære med sølv kugle.
race på mandskab: 4 varulve, 7 vampyre, 4 dæmoner.

Han knækkede fingre, imens han så sig omkring på den kirkegård han var kommet til, for og finde Lillith, han's mage, imens han's lejesoldater ventede på ordre, dog disiplinerede, med deres våben i hænderne, skarp ladte og klar til skud.
Kuuma kiggede rundt på kirkegården igen, for og tjekke det endnu en gang, før han gav tegn til sine folk om at rykke frem, og de satte i jævnt trav over imod kirken, han havde dog ikke bemærket nogen som var gået ind, da han næsten lige var kommet, så han trampede roligt imod kirken, imens han åbnede døren og kiggede ind med sit skarpe blik, han sagde til 10 af sine folk at de skulle vente ved døren, hørte de skud, eller den slags, så vel som råb, så skulle de komme ind med det samme, og han gav stille ordre til de 5 andre om at komme med og de trådte ind, de bemærkede hurtigt de 5 over ved alteret, de gjorde dog intet ved dem, Kuuma bemærkede hurtigt Lillith og gik over til hende sammen med sine 5 mand, og 3 af dem stillede sig bag ved Kuuma, som havde sat sig ned ved siden af Lillith og slået sin hjelm op og sagde blidt til hende.
''hey, har du det skidt siden du kommer her?''
Han gav hende et blidt kys på kinden, og så sig omkring, han kunne fornemme da intet helligt var ved stedet, men han ville dog være der for Lillith, beskytte hende med sit liv, selv om han håbet det ikke ville komme til det.

Da Kuuma, lillth, og Kat var ankommet, samt Kuumas egen lille private hær, så kigget Castle akavet, overrasket, og skuffet på en af fyrene og sagde flabet og humoristisk "Hvilken del af hold mødestedet hemmeligt forstod du ikke Faxius?" Castle skiftet retning med hans blik, og lod de rovsdyrs blodtørstige øjne falde på sin anden ven Vladimir, og Vladimir sank en klump inden han hurtigt tog dominans positionen som leder fra Castle ved at sige stålfast "Castle. Når Rafael ligger død, forventer jeg du ligger en pistol i munden på dig selv" Castle nikket. Castle havde levet som jæger af overnaturlige væsner så længe at han aldrig i sit liv skulle forstille sig selv ende som en af de vanskabninger, og siden alle hans venner var jægere havde de ikke tænkt sig at lade Castle undgå den skæbne de syntes alle vampyrer, og dæmoner fortjente.
Castle hoppet ned fra kassen, og gav Kat et knus inden han så kigget mod de syv folk der var i den anden ende af kirken, og efter at have givet et diskret nik til sine folk om at de skulle gøre deres våben klar til hvis der kom et skud udveksling, sagde Castle i høj og tydelig tone "Er i nogen af dæmon lederens små tinsoldater, eller ville i være ligeglade hvis vi puttet en granat ned i bukserne på den skolebals droning?" Castle var flabet men lidt bange for den største af dem (Kuuma) men han ville ikke slås med dem hvis de alligevel ikke var med Rafael, men gad heller ikke have de gik herfra uden en rollestol, hvis de var på dæmonfissens side.

Lillith kunne mærke hvordan forvirringen begyndte at køre i kroppen på hende, hun havde kun fortalt Cleo hvor hun gik hen, og hun ville aldrig have sagt det til andre, det var deres hemmelighed.
Hun så hvordan Kat var kommet ind, forvirret over at se sin søster her, hun havde ikke set hende siden den dag hvor hun var stukket af fra hende, om hun var stukket af som slave eller ej, var op til hvem der end valgte at tolke det.
*Hun må kende de folk, mon de ved hvad hun er?* det var begyndt at gå op for Lillith at disse mænd måtte være en form for jægere, eller nogle væsner som virkelig ønskede døden. Hvem gik ellers efter dæmonernes leder, hvem var dum nok til det.
Hun kiggede lidt skræmt på Kuuma ”Jeg kom her for at bede, ikke andet?” ikke klar over hvor meget hun skulle fortælle, dette var hverken tid eller stedet til at fortælle om sin tvivl og om de to mennesker hun ikke var sikker på om hun havde blodet på hænderne.
”Jeg har intet med Dæmonernes herre at gøre” hendes stemme rystede en smule, hvis disse folk virkelig var jægere, så havde hun et problem hvis de opdagede hvad de alle sammen var, en jæger slog alt ihjel som ikke var fuldt menneske, så hverken Kuuma, hende eller kat ville være sikre hvis der skete noget. ”Men at putte en granat i en andens bukser virker lidt ekstremt” det sidste hviskede hun mere til sig selv, end sagde det til dem

Katherinede smilede til Sebastian, da et knus strejfede hende fra ham af. Hun havde ikke selv forventede det helt store. Roligt vendte hun sig om, og lyttede med til Sebastians, nærmest advarelser til hans trop. Eller hvad man nu ellers skulle kalde det. Roligt lod hun blikket rette sig over imod Lillith med en ret høj snerren. Hvis Lillith skulle noget med hende nu, ville Katherine da helt sikkert gå imod hende. Hvad end det ville koste hende.
Med lange skridt hen imod der, hvor både Kuuma og Lillith sad. Hurtigt rettede Katherine blikket ned imod soldaterne som Kuuma havde taget med. '' Er der virkeligt brug for så mange beskyttere? '' Hendes stemme snerrede en hel del. Hun havde bestemt intet pænt og sige når Lillith var der. Om Kuuma så ville gå amok på hende, ville hun være bedøvende ligeglad. Hun ville bare løbe, gemme sig, eller finde på en åndsvag ide til noget andet. Helt tænkelig var Katherine ikke.

Et grin kom hurtigt frem fra Katherines mund, da Sebastian nærmest sagde det som en joke, efter hendes holdning. Hurtigt lagde hun en hånd op til munden, for at stoppe hendes store grine flip som hun tydeligt havde fået nær Lillith og Kuuma. '' Det kunne da set meget sjovt ud, med en granat i andres bukser! '' Katherine smed sig ned i ''stolen'' ved siden af Lillith, og lagde fødderne op på den næste række. Ligeså flabede hun kunne smile, smilede hun til Lillith.

Kuuma så over på den fremmede vampyr, han hørte ikke efter hvad da blev sagt, men da han blev gjort bemærket om at de gjorde deres våben klar, til hvad vidste han ikke, og han fløjtede lavt, og nogle sekunder kom resten af de folk han havde med, ind så alle 15 stod klar, de var dog tavse bag deres maskeringer, men Kuuma hørte dog manden spørge om de var Rafael's folk og han skævede til sine mænd som klukkede og små grinte muntert, han svarede muntert.
''mig og mine våben brødre ville hellere dø end og være han's små.. tinsoldater, som du så pænt kalder os, nej, men jeg hedder Kuuma, og dette er mine våben brødre, men hvis du sprænger ham i små stykker, så værsgo, det ville kun glæde os hvis du gjorde det, ikke sandt, gutter? men vi har intet udestående med ham, selv om vi har hørt nogle grimme ting om ham, men hvis i vælger og sprænge ham i luften, værsgo, så det jeres kamp, men blander Rafael sig uden om vores forretninger, så blander vi os ude af hans''
Han lød høflig og venlig, ikke truende, selv om han's våben brødre kunne ligne nogen da ville rette deres våben imod manden og han's ledsagere hvis de rettede deres imod dem først men de grinte dog muntert ved tanken om Rafael da sprang i luften.
Kuuma havde dog osse bemærket Kat's snerren og han sagde dog intet, men hvis hun rørte Lillith så ville han hamre hende en på siden af hovedet, trods deres fortid, og han så hende osse gå imod dem, Kuuma vendte sin opmærksomhed imod sin Mage og svarede hende lavt og blidt.
''det okay, ville bare tjekke, jeg hørte bare da var sket noget skidt på hospitalet, og så ville jeg bare tjekke om du var okay''
han strøg hende blidt på kinden og gav hende et kort kys på munden.
Han havde hørt Kat snerre omkring Kuuma's soldater, som han forstod det, han svarede høfligt.
''dette er en lille styrke, jeg plejer og have måske halvtreds, endda hunrede med, hvis jeg følte det var nødvendigt, men vi ville ikke vække mere opsigt end jeg i forvejen gør med alle mine våben brødre her i doomsville, men tja det stille og roligt''
han lød høflig og venlig, som han var trænet til, og han smilede roligt til folk, Han's våben brødre stod bare ret med deres våben klar, ikke som en trussel, men hvis det kom til at nogen ville skade Kuuma eller Lillith.
Han havde hørt at Kat var gået ned til dem og havde sat sig ned, og han hørte hende osse snakke så vel som grine, han bemærkede osse hende's flabede smil, men han sagde dog intet til det, lagde bare blidt sin arm om Lillith og gav hende et trøstene klem om armen, han hørte hende dog sige det var lidt ekstremt og han svarede blidt.
''i krig sker da mange ekstreme ting''
han lød blid og venlig, så vel som kærlig og rolig.