Tua amin saesa! (Help me please!) - Aldin -

Det både regnede og blæste. Ikke et vejr man burde være ude i, men Persi havde ikke noget valg. Hun havde ikke noget sted at bo længere, og når hun sov var det ude i naturen, uden nogen form for beskyttelse. Det var måske ikke det klogeste valg, men hvad kunne hun ellers gøre? Hun havde stadig et godt stykke vej, før hun nåede ud af skoven. Der var slet ikke noget valg for hende. Persi blonde hår lå klistret imod hendes krop, det samme gjorde hendes kjole. Hun burde finde ly. Hendes blik søgte rundt i regnen, og forsøgte at finde et stort træ. Men hun fandt noget bedre. En lejr. En mindre en af slagsens, men det var bedre end den åbne natur. Ejeren havde måske plads til hende, hvis ikke måtte hun gå igen. Selvom hun håbede på den første mulighed. Natten nærmede sig og det var der hun var mest sårbar. Hun var stadig ung, og selvom hun var en god jæger, var det ikke nok til, at hun kunne klare sig selv. Ikke fuldkommen. Før eller siden, var hun nødsaget til at slå sig sammen med nogen. Et eller andet sted, foretrak hun hvis det var en anden elver. Det var det velkendte. Men det ukendte var også mystisk og interessant, og hun kunne ikke lade vær med, at føle sig nysgerrig. Det var en del af hendes personlighed. Men grunden til hun stod i netop denne situation, var hendes temperament. Et eller andet sted, ønskede hun at hændelsen med pigen aldrig havde fundet sted, så kunne hun sidde i byen sammen med hendes familie, og det var det sted hun længtes aller mest. Men Persi prøvede ikke at se tilbage. Hvad sket var sket. Hun nærmede sig lejren, og klamrede sig en anelse til sig selv. Ikke fordi hun ønskede nogens medlidenhed, men hun frøs som bare pokker, og hun havde ikke ligefrem haft tid til at pakke, før skoveleverne havde smidt hende for porten. Hun lod hendes arme falde ned langs hendes side, og så sig nysgerrigt om i lejren. Hvem end der holdt til der, ville sandsynligvis ikke lade hende blive. Mest fordi det ikke var muligt for hende, at udtrykke hvad hun havde brug for. Medmindre personen kunne tale elversprog, hvilket ikke var umuligt, bare usandsynligt.

@Aldin

P http://pre08.deviantart.net/0ae8/th/pre/i/2013/037/e/f/the_scout__the_dim_by_altair333-d5u04mr.jpg

Aldin, havde rejste i hvad, der føltes som evigheder nu han, havde fundet en varulv og var begynde og bekymre sig for hende, selv om det ikke var noget hans skulle. Hans tur mod Humvita var dog ikke blive stoppet af den grund, han havde haft en eller anden kemi med hende varulven sandt og sige, om hun havde haft det lige sådan anede han ikke. Hans skridt blive lidt højre, mens han bevægede sig gennem skoven for at finde lidt tørt træ som, han kunne bruge til, hvad end der var ved ham. Aldin bed sig svagt i underlæben mens han samlede de sidste stykke sammen. Da han var færdig satte han derfor sin kurs over mod lejren igen, han tog den selv samme vej, hvorefter han slog hætten ned da han var kommet lidt længere frem, hvorefter han smilede svagt og lagede træet for sig selv. Da han nåede der op, kiggede han på hende, hvorefter han prøvet og sige noget, dog var det lidt svært og høre ham da han skjulte sig bag sin maske, og hætte han holde sig os lidt væk fra lyset af. Aldin burde og jage denne kvinde væk, eller dræbe hende men, der var et eller andet som holde ham tilbage om, han ville det eller ej. Aldin, fik dog ondt af hende og fjernet kort klæde foran munden, "hvem er de, kan jeg hjælpe." Han prøvede dog os med en masse fagter at gøre hende opmærksom på, hvad han mente så de var sikker på hun forstod, hvad han mente. Men inden da, ville han dog ikke gøre nogen andre ting som, havde noget med det og gøre.  Han regnet med hun kunne forstå hans fagter, da han virkelig prøvede og gøre sig forstålig.

Persi så sig omkring i lejren, det gik hurtigt op for hende, hvem end der ejede den, ikke var der i øjeblikket. Sandsynligvis var hun eller han, ude efter forsyninger. Hun ville dog ikke trænge sig på, så hun drejede sig rundt, og lagde an til at gå igen, da lyden af skridt lød, og hun gik ud fra ejeren var vendt tilbage. Hun drejede sig om imod maden, der var klædt godt ind, så hun knap nok kunne se hans ansigt. Persi havde altid været nysgerrig, og det gjorde tit hun endte i unødvendige farer. Hun lagde hendes hoved en anelse på skrå, og gik et par skridt nærmere på manden. Han sagde noget, men hun forstod ham ikke. Ikke kun fordi hun ikke forstod hans sprog, men lige så meget fordi, hans mund var dækket til. Persi fejede hendes hår væk fra hendes ansigt, og afslørede for alvor, hvor uskyldig hun så ud. Det gjorde det ikke bedre, at hun var drivvåd. Han spurgte om noget. Hun kunne afgøre det var spørgsmål, fordi hans stemme blev en anelse højere på sidst ord, men hvad han spurgte om, var hun ikke sikker på. Hun forsøgte at tolke hans fagter, og finde ud af hvad han sagde, ikke umiddelbart den letteste opgave, men hun blev nød til at vende sig til det. Folk forstod hende ikke herude, så enten skulle hun blive exceptionel til at læse kropssprog, eller lære andet end elversprog, hvilket virkede som en umulig opgave. ”Amin hiraetha” undskyldte hun. Hun havde ikke en intention om at trænge sig på, og hun var jo ikke ligefrem en let gæst. Hun kunne ikke forstå ham, og sandsynligvis heller ikke den anden vej rundt. Persi var så vant til at være omkring mange mennesker, som hun let kunne forstå, og nu var hun ude i en verden, hvor hun var alene, omringet af folk der ikke forstod hende. Det var en stor omvæltning, men hun skulle nok finde sin plads. Før eller siden. ”Esta sinome?” Hun pegede på sig selv, og så på lejren, som hvis hun spurgte om hun måtte være der, hvilket var det hun spurgte hun om. Eller helt præcist, spurgte hun, om hun måtte slappe af der, men hun håbede budskabet nåede frem. Hun sendte et smil i retning, før hun rakte ham en hånd. ”Persi.”

Elijah forstod ikke det første hun sagde, men han prøvede og afkode hende selv om det ikke var så let, da hun var ved og blive færdig med den sætning. Gættet han sig frem til, at hun nok undskylde, det så det da ud til. Han smilede svagt til hende, mens han stadig skjulte sit højre øje lidt, han hadet det som ind i helvede det var der ingen tvivl om. Da hun så peget på hans lejre og hende selv, begynde han hurtigt og tænke, han peget derfor selv på lejren og sig selv, hvorefter han peget på hende og lejren. Det sidste forstod han dog godt, da hun sagde det, helt sikkert hendes navn, det lød nemlig ikke som en sætning. Derfor prøvede han og svare hende igen, med at bakke tilbage, hvorefter han vinket hende over til ham," Persi du må godt sove her , hvis du da vil." Lød det fra Elijah, hvorefter han stillede sig selv væk, hvorefter han gik hen til bålet som han, begynde og prøve og få ild i da det jo var, hvad han havde været igang med. før. Elijah arbejde derfor med og få ild i bålet, hvorefter han så sig omkring det ville snart blive bedre vejret så, han måtte finde en måde han undgik og blive syg på, mens han havde hende her på besøg i hans lejre. Han tog sig til sit ene øje, det var blive meget mere provokerne, han ville så gerne få styr på det, måske skulle han ikke ha været så hård ved Skylar, hvor han bare kunne ha taget sig sammen, og lade hende brænde hans øje, men han ville selv være nød til det på et tidspunkt eller finde noget andet, som kunne bruges til og fjerne hans øje infektion, for lige nu kunne han ikke, han måtte bare tænke ud af boksen, så sværte kunne det ikke være kunne det.

Persi kunne godt være træt af, at folk ikke forstod hende, og hun ikke forstod dem. Det var ikke altid let at kommunikere. Men hun prøvede. Og så måtte hun bare forsøge at lære sproget, når hun engang kom ud af skoven. Da han pegede på lejren og sig selv, gik han ud fra, det betød, det var hans lejr. Men det kunne også betyde, hun godt måtte blive. Da han sagde en sætning i et rolig stemmeleje, tog hun det som om, hun godt måtte blive. Persi havde lagt mærke til, at han skjulte sit øje væk. Hvorfor vidste hun ikke helt. Men det var heller ikke hendes sted at snage. Ikke fordi han ville kunne forstå det. Da han gik i gang med bålet, fik hun øje på hans øje. Hun stirrede måske et øjeblik, men mente intet ondt imod det. Hun ville bare gerne hjælpe. Tilbage betale hans venlighed, så at sige. Da regnen var falmet en smule, gik hun ud i skoven. Hun sagde ikke noget, da det egentlig var normalt for hende. Da hun boede i elverbyen, gk folk tit uden at sige noget for, at jage, samle ting eller hvad det ellers kunne være. Det var også det hun gjorde nu. Hun gik ud i skoven, og ledte efter bestemte planter. Det kunne måske hjælpe på hans øje. Hun havde måske været af en jægerfamilie, men folk kom også til skade når de jagede, og det var i sådanne tilfælde, at de havde brug for naturens medicin. Havde man de rigtige midler, kunne man kurere alting. Det havde hendes mor altid fortalt. Hvad de rigtige midler var, vidste hun så ikke altid. Men hun kunne altid prøve. De mest simple infektioner, kunne hun godt klare. De mere avanceret ting var sværere. Da hun havde fundet de ting hun skulle bruge, vendte hun tilbage til lejren. Hun gik hen til ham og pegede på hendes eget øje. Forhåbentligt forstod han, at tingene kunne hjælpe på hans øje. Hun smilede let til ham, da hun bare gerne ville hjælpe, og hun vidste det kunne hjælpe. Om han ville tage imod hendes hjælp, var så en anden sag.

Aldin smilede til hende da hun sætte sig ned og virket til og tag imod hans tilbud, hvorefter han personligt selv prøvet og få nogen flammer i gang. Aldin, lagede godt mærke til at hun gik, men han ville ikke stoppe hende, hvis hun ville blive kunne hun blive. Men ellers var det bare op til hende, selv om hun ville blive eller ej. Han, havde dog ikke forventet, hvad hun var ude og hente eller gøre. Aldin fik lige så stille efter tre gang, hvor han havde prøvet og få ild i det skete det, det var ikke særlig stort men nok til man kunne holde varmen, hvis man havde behov for det. Aldin stod derfor og varmet lidt mad til dem, mens han prøvet og få lidt varme selv. Da han hørte nogen skridt var han klar til og trække hans sværd, men da han så hvem det var slappet han mere af. Da hun kom tætte på ham så han spørgende på hende, hvorefter han så hende i øjne.

Aldin så lidt på det hun havde med, hvorefter han kunne se hun peget mod hans øje og det hun havde med. Fik han endelig en lille ide om, hvad hun prøvede og forklare ham. Han sætte sig derefter ned på hans knæ, hvor han så på hende, han regnede med hun ville hjælpe og han kunne ikke rigtig, være bekendt og takke nej. Derfor så han op på hende og nikkede, for at indikere at han gerne, ville tag imod hendes hjælp. Da hun engang blive færdig, hvor han, havde holdt smerten inde i sig, nikkede han til hende og sende hende et svagt smil. ”Mange tak for din hjælp Persi.” Man kunne høre, han var helt igennem taknemlig. Da han, havde sagt det fandt han noget mad frem ikke kød bare lidt brød og en suppe af grønsager, hvor han så gav hende den, men inden kigget han hende i øjne, så hun kunne se hans mund bevæge sig. ”Det er meget varmt,” hvor han så viste med tegnesprog at det var varmt.