Amin sinta lle? ¤ Andrew ¤

Sted: The Forest.
Omgivelser: Træer, dyr og hvad man ellers kan finde i skoven.
Vejr: Lunt.
Tid: Lige omkring middag.
Påklædning: En kjole af skind, der gør det let for hende at bevæge sig. Hendes hår hænger løst om hendes skulder, og virker en smule uglet.

Persi sad foran et bål, hun havde skabt ved naturens ressourcer. På en pind hen over flammerne, hang en skindet fugl, der ville udgøre hendes måltid. Persi spiste ikke meget kød, hun havde overlevet af grøntsager så meget som muligt, men ind imellem, blev hun nød til at få noget kød. Da den var godt gennemstegt, fjernede hun den fra varmen og lod den hvile på pinden, ind til den var kølet af. Duften af stegt fugl var meget tiltrækkende, og hun kunne tydeligt mærke, at hun ikke havde fået kød i noget tid. Persi brugte hendes ene hånd, til at føre hendes hår til den ene side. Det havde en tendens til, at være i vejen. Da fuglen var godt afkølet, rejste hun sig op, og smed noget jord på ilden, der straks fik den til at gå ud. Så kunne hun forlade denne del af skoven, og bevæge sig længere ud imod verdenen. Den verden hun intet kendte til, og ikke vidste hvad indeholdt. Mens hun gik, tog hun små stykker af fuglen hun kunne spise. Hun blev nød til at huske, at takke skoven for dens offer. I løbet af hendes gåtur, gik det op for hende, at hun ikke vidste hvor hun skulle tage hen. Når hun først var kommet ud af skoven, var hun på bar bund. Hun havde ikke længere naturens beskyttelse, hun ville ikke kende nogen eller noget. Hun vidste ikke engang hvad der befandt sig der ude. Den kunne lige så godt være øde, for alt hun vidste. Persi havde forsøgt at finde Ayla, men det var endnu ikke lykkedes hende. Ayla var den eneste Persi kendte, der måske kunne hjælpe hende med at justere sig til den nye verden.

Andrew, havde tilbringe evigheder i hans dyreform, eller sådan føltes det da, han kunne ikke huske, hvornår han sidste, havde været i hans menneskeform, hvilket var godt, på nogen punktur og andre, var det knap så godt. Andrew sætte derfor sin kurs gennem skoven og ud af den, hvorfor han ville det vidste han ikke engang selv helt, hvilket nok var mærkeligt. Andrew hylet svagt, for at afmærke hans plads i skoven, han havde dog os tisset der for at gøre det, som så mange andre. Han begynde lige så stille og bevæge sig videre ind i skoven, steder han aldrig havde været før, da han så en person som bevægede sig mod hans plads, det var en kvinde og sikkert en elver. Han bevægede sig hen til en busk og gemte si der, hvorefter han kigget lige ud, fra hans sikkerhed. Andrew begynde og klø sig selv lidt mens han ventet, *har hun set mig, please lad hende ikke ha set mig.* Det var de eneste tænker som gled gennem Andrews hovedet, mens han kravlet lidt mere tilbage og gemte sig lidt bedre, Andrews brune øjne kigget lige ud mens hans blive mere og mere nervøs, hvis hun havde set ham hvad ventet hun så på, han stillet sig op, hvorefter han bevægede sig lidt længere frem. Andrew kigget hen mod højre, hvorefter han sætte sig ned der var ingen så vidt han kunne se nu, så derfor lagde han sig ned og gnavet videre i hans stykke kød, han havde gemt sig med.

Persi stoppede op, da han hørte en ulv hyle tæt på sig. Det gjorde hende ikke bange, da hun altid kunne forklare dem, at hun ikke ønskede dem nogle skade. Det var som regel nok, til at de ville lade hende være i fred. Dog var elvere og dyr generelt havde et godt forhold til hinanden. Undtagen når elverne forsøgte at dræbe dem, naturligvis. Hun lod hendes sind række ud og gribe fat i dyrenes tanker. Først stødte hun på en fugl, der tænkte på orme, så et egern der flygtede fra et større dyr. Først i tredje omgang, fangede hun det rigtige dyr. Det kom fra buskene. Men det var ikke et hvert som helst andet dyr. Hans tanker var menneskelige. Det var aldrig noget hun havde stødt på før, og det forvirrede hende en anelse. Hun forstod muligvis ikke dyret, men det var stadig et dyr, og det fortjente hendes respekt, som tegn på hun respekterede naturen og alle dens væsner. Hun trådte et smule væk, og det fik ulven til at træde frem. Hun så på ham længe, før hun gik hen til ham med forsigtige skridt, og hænderne hævet, så hun ikke virkede som en trussel. *Jeg gør dig ikke noget,* lød det i hendes tanker, som snart ville blive ulvens tanker også. Hun tog et stykke af fuglen, og lagde det foran den. *Skal vi spise sammen?* Persi satte sig ned ved siden af ulven, og nippede til fuglen.