How can things we wish to control, yet slip between our lingering crasp so easily? - Aeron -

Tid Klokken er ikke kendt, men det er sendt aften
Sted Hjemme hos de Florence, mere specifikt inde på Klaus værelse
Omgivelser Vil blive beskrevet i emnet
Vejr Solen er gået ned, så det vil selvfølgelig være kølligt, men ikke så meget det er direkte uudholdeligt
Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Fortidsemne
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en stille nat, ganske smukt faktisk...specielt hvis man så det fra et syn over en balkon. Dette var om ikke andet hvad den unge Niklaus gjorde, han havde tidligere planlagt at mødes med sin elskede Rebekah, de ville tilbringe natten med højst tænkelig enten at elske eller andet lignende dette. Han havde mødt hende som ved et tilfælde og måske endda som havde skæbnen givet ham en god ting i livet, og siden da havde de været uadskillelige. Han satte ingen spørgsmålstegn til de altid mødtes ved natten skær, for ham virkede det egentlig også bedre, så slap han for problemer med sin familie. For selv om han var tæt på sine 30 år, så havde han ingen chance for at flygte, specielt ikke fra hans fader. Han havde før forsøgt og det endte altid med det samme, nemlig et resultat han aldrig ville have over sig igen. Det kunne sagtens se på hans krop, at han gentagende gange havde været blevet pisket og endda tæsket. Dog var dette noget han altid havde holdt skjult fra sin elskede, mest af alt fordi han ikke gad virke svag i hendes øjne.
Som tiden gik traskede han rundt på værelset. Det var et stort et, et mange ville tro man ville være glad for og måske var det vel også fordi hans familie bar en fin del rigdomme med sit navn, men om ikke andet gjorde det ikke familien mere elskværdig. Op af en brunlig væg, var der en stor dobbeltseng...en seng ham og Rebekah havde tilbragt mange timer i, de havde lært hver enkel del af hinandens kroppe at kende og det var timer han havde nydt ganske meget af. Der var få malerier som beklædte væggene, og faktisk ikke så meget at se. Derudover var der et par træ dører, som åbnede op ud til den store balkon. Som han netop skulle bevæge sig ud på balkonen, kom hans fader bragende ind "Og hvilke ideer tror du at du har på tankerne i disse nattelige timer?" spurgte han vredt. Klaus der ikke havde forventet dette, vendte sig overrasket om "intet! jeg ønskede blot at se månens skønhed" han havde altid været en forfærdelig løgner, og dette kunne hans fader godt se og som straf for sin løgn fik han en knytnæve i ansigtet. Klaus faldt tilbage og ramte imod trædøren, som herunder gik op "Din lille forpulede ræv! Du tror rigtig nok at dine fordrejede ord om hvad der ville hændt, er nok til at du slipper! nej du skal straffes for dine små løgne" hvæsede faren, og netop som han selv rejste sig op mærkede han en stor smerte i maven, som kniven gled igennem huden. Han var fuldkommen paralyseret, som han holde på sin mave. Han opdagede ikke engang da hans elskede kom og herpå slagtede hans far, for med et var det jordens omfavn han mærkede om sig da han faldt om