Future Control

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Vinteren lod sig ikke længere fornægter og kulden havde listet sig ind og overtaget Underworld.Om Natten var der frost og den milde blæst der pustede og gav æblefriske kinder om dagen, fik det til at opleves endnu mere koldt.
I den store skov med de ældgamle høje og næsten ligeså brede tætte træer - træer der gav skolen dække, kunne man finde Camille St.Clair home alone.
Klokken var nok omkring 11 , og Tristan havde taget fem af børnene med ud på en træningstur for miniputter. Camille havde sendt de tre største på marked og handle ind, sammen med Miriam, deres helt undværlige medarbejder.
Nu kaldte den mere kedelige og trivielt del af pligterne på Camille.

Camille var trukket i noget af tøjet fra den almindelige verden -og selv om den slags tøj sagtens var at finde i både Humvitae og efterhånden også på lokale markeder, så var det nu alligevel et meget anderledes syn, end den mode der var i Underworld som var mere middelalder agtig.
Hun var i færd med af gøre rent og stod foroverbøjet , midt i processen at vride en gulvklud imens hun småsang .Det fik altid arbejdet til at synes nemmere...hurtigere.
Den lange blonde 'selvbestemmende ' hårmanke, var flettet løst, og hang ned over Camilels højre skulder, og svingede i en roligt, når hun bevægede sig.

" If i jump...will it Eccooooo from a infinite place?
Does the light bring the Thundeeeeer - run away your ...still at risk ...
Time is a thief , trying to trick youuuuu
It will happily tell you lies ..."

Camille svingede popoen lidt med i takt , så de sølvfarvet bokstaver trykt tværs over bagdelen 'junk de luxe' fik de grå baggy bukser til at virke 'meget levende' .
Hun havde hendes godt brugte vans på, dem med små grå og grønne tern og så var en creamfarvet helt almindelig turtelneck svøbt om overkroppen.
Camille var stadig lidt af et lille nips, men hun havde dog altid været både blød og kurvet, selv om hun ikke var et stort brød af en kvinde. Træningen med Tristan havde nu endelig givet de forventet resultater. Hun var tilbage i top form, hvilke klædte både krop og humør fortrinligt.
Alt i alt var en god rytme og en dagligdag hun satte pris på, ved at blive en realitet.
Gladest var hun dog over at det var Tristan hun var ved at bygge den op med.
Det føltes....rigtigt, lød hendes tanker da hun endnu engang vred kluden og kastede den fra sig ned på gulvet, for så at ville gribe ud efter gulvskruppen.

De sørgelige rester af efterårets blade knirkede let under menneskemandens Cassidy O'Flathertys udtrådte støvler, da han for tredje gang vadede rundt om huset, han aldrig ville have lagt mærke til, havde det ikke været fordi han målbevidst og strategisk havde ledt efter det.
Da han igen nåede til hvad han mente måtte være husets hoveddør stoppede han op og et svagt suk forlod hans læber.
Han havde været fyldt med en sådan iver efter at komme herhen og tale med kvinden Camille, som han inderligt håbede befandt sig inde i det hus, at han nærmest ikke havde kunne falde i søvn, og nu hvor han endelig var her, turde han ikke engang gå indenfor - hvor var det dog ynkeligt.

Det var egentlig utrolig få oplysninger han havde om denne Camille og han havde faktisk ingen idé om, hvorvidt der var hold i den smule han vidste.
Han havde dagen forinden mødt en spritstiv dæmon på den lokale kro i Rotten Root District, hvorfra han havde alle sine oplysninger. Dæmonen, hvis navn han senere opdagede var Sanchez, havde i sin brandert siddet og pralet om hvor meget han vidste om hende Camille, fordi han var i besiddelse af en ”hemmelig” fil, som han praktisk talt havde viftet om næsen på alle dem der gad høre på ham. Cassidy havde et kort øjeblik overvejet at hugge filen, men på grund af hans manglende læsefærdigheder drog han dog hurtigt den konklusion, at den ikke ville være ham til nogen hjælp.
I stedet var han blot pænt blevet siddende med ørene slået ud. Imellem de mange eder Sanchez havde tildelt kvinden og de mange løfter han havde gjort sig selv om, at han ville hævne sig på hende, at grunde Cassidy dog ikke rigtig vidste, havde han rent faktisk sagt noget brugbart.  -Der fandtes åbenbart en kvinde ved navnet Camille, med fe-gener, som var i stand til at se ind i fremtiden.
Cassidy havde været solgt. Det var næsten alt han behøvede at vide – men som en sidste brik i pulsespillet, havde han spurgt ind til hendes opholdssted.  Hans spørgsmål var ganske vist i første omgang blevet besvaret med et ”Det er fortrolige oplysninger!”, men dæmonen havde nu alligevel pralet med at han endda vidste, hvor hun plejede at færdes, blot få øjeblikke senere – nogen folk burde virkelig holde sig fra alkohol…

Cassidy rynkede let panden og lagde så sin hånd fladt mod døren. Burde han banke på eller blot prøve lykken og ta’ i døren? Uden videre at tænke over det, gjorde han en mellemting – knyttede næven og gav døren tre lette bank, og tog samtidig ned i håndtaget med sin frie hånd og skubbede døren op. Det ville ikke være første gang at Cass blot vadede ind i fremmedes hjem, og skønt det sjældent var gået særligt godt førhen, var han ikke just typen der lærte af sine fejl.

Da han, efter at havde vadet lidt længere ind i huset, opdagede en kvinde, stoppede han op nærmest pr. automatik. Den første tanke der slog ham var, at kvinden ikke kunne være Camille. Han havde en eller anden fjollet idé om, at fordi der var nogen fe-gener indblandet, så kunne hun ikke være mere end et par tommer høj - sådan var feerne i hvert fald altid i eventyrerne.
Det næste han lagde mærke til, var kvindens påklædning - som i den grad var atypisk, og alligevel blev han meget bevidst om de pjalter han selv bar.Dette fik ham til at trække sin alt for store brune jakke, lidt tættere om sig. Selvom jakken også var grim, syntes han at tøjet han bar indenunder var værre.
Hans tanker vendte dog hurtigt tilbage til hans egentlige gøremål, og hvis ikke hun allerede havde opdaget ham, ville han rømme sig, for at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse.

"Øh.. Hej.. Jeg-øh -døren var åben," mumlede han og kløede sig kort i nakken. Han følte sig pludselig utrolig dum og ikke mindst ufattelig akavet. - Hvorfor helvede havde han ikke blot ventet pænt på at blive lukket ind, ligesom et hvert andet kløgtigt menneske ville have gjort?

Med lov skal land bygges, og med sang skal pligt fordrives...eller bare overståes .
Tankerne poppede tilfældigt op og sprang til højre og venstre , som små popcorn i en microovn, mens hun vrikkede og skrubbede efter bedste evne. Hun var optaget af sine tanker og havde ingen opmærksom på lyden af sko og de trin der måtte komme hendes vej.
For tiden var hun lidt ... Nostalgisk ... Vandrede i tankerne meget tilbage i tiden , måske få ubevidst at synkroniserer den stille og roligt , så den igen passede ind i nutiden ?

Hun kunne nu godt savne de mere elektroniske sager fra hendes egen dimension. Ting som Vaskemasine og mobil.
Christ - tænk at have en mobil nu ! Det ville være så dejligt , men her måtte ting ske via hest eller due, og det var da noget af en langtrukkene SMS måtte man sige.
Det havde alligevel krævet noget at omstille sig til Underworld. Uden at tænke over det , strøg en hånd op i den blonde hår , og hen over en enkelt lok hår. Den sprang ikke i øjnene. Ved første øjenkast , men det kvikke øje ville kunne se , at den skinnede mere sølv agtigt , og den havde hun erhvervet sig dengang hun rejste gennem portalen , sammen med Sakref , Tristan , Mina og de andre.
Stadig havde hun ikke erfaret alle de ændringer portal rejsen havde medført.
Hendes telekinesisk havde til eksempel aldrig virket på væsner . Kun mennesker og så ting. Men det gjorde den i underworld- hvis hun altså bare ville afprøve det , for det havde hun endnu ikke.
Det svarede til at tænde for et tv man jo 'vidste ' ikke virkede?!

Camille havde mange facetter og mange der trak i forskellig retning.
Hun var blød som smør , og alligevel stod hun en del igennem der realistisk kunne lægge mange andre mennesker piger ned.
Men hun var en lille kegle - på mange måder. Men selv om hun væltede med et ordenlig brag - kom hun altid op at stå og var klar til næste runde.

Næste runde , eller næste vers i sangen , men en helt fremmed og total ukendt stemme , satte brat en stopper for det.
Camille snurrede rundt om sig selv , og fandt sig overfor en fyr , een hun ikke kunne mindes at have set før?

" jeez , du forskrækkede mig " Camille stillede gulvskruppen mellem sine fødder og havde greb om den med begge hænder. Klar til at forsvare sig med den , hvis situationen skulle kræve det.
Hvem han var og hvad han ønskede , havde hun slet ikke fantasi til at forstille sig. Han så ikke velhavende eller gemen ud , men hun havde forlænget lært ikke at skue hunden på hårene... Eller hvad det nu hed.
Hun drog ihvertfald ikke konklusioner udfra folks ydre. Hans øjne virkede rare , var det hun bemærkede.

" Jamen .... Kom dog inden for " jokede hun lidt og smilede så til den fremmed. " Jeg er Camille , hvad kan jeg hjælpe med ?"
Efternavn gav hun sjældent ud , ikke efter hun havde iværksat sin karriere som landevejsrøver og slave befrier.
Der var jo ingen grund til at udfordre skæbnen.

Det ville være løgn at sige hun ikke var nysgerrig. Hendes liv var ikke så outgoing længere , der var langt mellem Club besøg og shots efterhånden , men andre eventyr svingede hende rundt på underworlds store 'dansegulv', så det var bestemt ikke fordi hun kedede sig.
Spørgsmålet var nu , hvad fyren ville ? Det kunne jo også være en af Tristans venner , poppede pludselig op.

" Hvad kan jeg gøre for dig? ... Og pas lige på du ikke glider for gulvet er glat" smilede hun lidt fåret til ham.
Det kunne se kønt ud at skulle forklare hvordan hendes gulvvask havde kostet en fremmed mand et lårbensbrud, når Miriam og Tristan kom tilbage.

Selvom Cassidy gjorde sig i en profession som selvudnævnt tyveknægt, var det uhyre sjældent, at han følte hverken skyld eller skam - på trods af at han på nærmest dagligt basis invaderede andres privatliv, i den forstand at han huggede deres private ejendele, og i flere tilfælde også snagede helt vildt i deres privatliv forinden dette, blot for at få de oplysninger han havde brug for.
- Hvor var det dog synd for den rige dame at hun mistede et af sine utallige smykker, som hun sikkert ikke vil lægge mærke til mangler – sikken en skandale…
Ikke at Cassidy på nogen måde var et sådan Robin Hood-agtig forbillede af en tyv, der udelukkende stjal fra de rige – mødte han en fattig der var i besiddelse af noget han ville ha’, jammen  så stjal han sgu’ da lortet.
Når man som Cassidy var vokset op i Rotten Root District, lærte man lidt af hvert: Stjæler du fra den pjaltede mand, kan du næsten sige dig sikker på, at han også vil stjæle fra dig på et senere tidspunkt, eller i hvert fald gøre forsøget – og lader du derimod være med at stjæle fra den pjaltede mand, ja så vil han sgu’ nok forsøge at bestjæle dig alligevel.
It’s every man for himself – ka’ du ikke klare mosten, må du finde på noget andet at gi’ dig til.

Selvom det, at vade ind i en fremmeds hus uden tilladelse, var af en fuldkommen anden og langt mindre seriøs kaliber end det at stjæle og berøve, følte Cassidy faktisk for en gangs skyld, at han lidt brasede ind i kvindens privatsfære, sådan som hun der, uvidende om hans tilstedeværelse, havde stået og sunget og vrikket og svajet til tonerne, alt imens hun vaskede gulvet.

Da Cassidy mødte hendes blik, løftede han let op i den ene mundvig – dog resulterede denne bevægelse nærmere i, at en halvakavet grimasse, frem for et smil, kom til at pryde hans ellers normalt ganske kønne ansigt.
”Ja.. undskyld… - Det var ikke rigtig meningen,” mumlede han lavmælt som respons på det hun sagde mens han lod hånden, som han før havde kløet sig i nakken med, dumpe ned langs hans side.
Hun tog hans ”indtræden” langt pænere end han havde turdet håbe på, men han kunne alligevel ikke lade være med at lægge mærke til hendes greb om gulvskruppen. Havde hun tænk sig at slå ham med en kost? – eller hva’ pokker et sådan instrument, man brugte til gulvvask, nu engang hed.

Da kvinden efterfølgende jokede, og smilede til ham, sænkede han igen paraderne og mistanken, og et mere oprigtigt, og mindre akavet, smil fandt i stedet vej til hans læber. I næste splitsekund blev smilet erstattet af en overrasket grimasse.
”Så du er rent faktisk Camille.” Han kunne ikke lade være med at le – for engangs skyld havde noget faktisk været nemt, og var gået efter planen.  Han slog hænderne sammen af fryd – dog uden rigtigt at tænke over, at han gjorde det, ”Jeg er her faktisk udelukkende fordi jeg håbede på, at du ville være her…”
Cassidy rynkede lidt panden over sig selv lige så snart ordene var som fløjet ud af munden på ham. Det kunne nok være formuleret bedre, så han lød bare en smule mindre som en stalker, ”Det lød måske lidt mere skummelt end hvad der var hensigten…” mumlede han lavmælt og i et tempo, som man skulle være vaks for at følge med i.
Han rettede kortvarigt blikket mod gulvet, som Camille havde sagt var glat – og han overvejede kort om han skulle komplimentere det – sige at det var flot og skinnende eller sådan noget i den dur. Han endte dog med at lade være. Hvis ikke hun allerede nu synes at han var underlig, ville en sådan kommentar da sikkert få hende til det…

”Jeg er her lidt fordi jeg håber, at du måske kan hjælpe mig, med at finde min far…” svarede han hende. Cassidy så ingen grund til at skjule sine intentioner. Enten var hun villig til at hjælpe ham – og eller også var hun ikke. Hvis sidstnævnte skulle vise sig at blive tilfældet, måtte han skrue lidt op for charmen og smide et par gyldne mønter i spil.
”Jeg hørte om dine synske evner i går, sådan ret tilfældigt faktisk, og jeg tænkte derfor at du.. ja – måske kunne hjælpe mig?” fortsatte han i et tjept tempo, vred ubevist hænderne i takt med at han talte, og smilede skævt. Efter en kort pause indskød han dog også et: ”Nå ja, jeg hedder Cassidy – forresten.”
Under normale omstændigheder ville han have præsenteret sig som Cass, da han generelt oplevede at folk blev forundrede og overraskede over, at Cassidy også var et navn, der kunne bruges til mænd. – Men hvis hun skulle og kunne hjælpe ham, skulle hun næsten have hans rigtige navn.

Havde det været i nattens mulm og mørke at Cassidy havde trængt sig ind på Camille, var hun sikkert gået i panik, og havde allerede mejet ham ned.
Men taget i betragtning af de besynderlige ting , de mærkværdige oplevelser der altid syntes at følge i hendes kølvand, var det ikke noget stort bådrokkende, at der stod en fremmed mand og ....ja...han virkede jo meget høflig, so far.
Hun var da hverken blevet bedt om at stikke hænderne over hovedet, eller havde fået lagt en kniv mod den sårbare strube.
Så hun var ved godt mod, og gulvskrubben ....var bare for en sikkerhedsskyld.
At være lidt forsigtig havde så vidt hun vidste , aldrig gjort nogen fortræd.

" Det er okay. " mødte hun hans undskyldning og flyttede sit blik fra den fremmede unge mand, og over mod kedlen der var begyndt at små buldre , over på blusset.
Da fyren forsatte, var det ligefør Camille tog gulvskrubben i brug - ikke til at give HAM et kingsize slag , men sig selv!
Hun VAR jo alligevel en smule for skødesløs , for sit eget bedste.
Hun havde sænket sine parader, var faldet i vandet og havde fået håret i postkassen ....shitty dum fejl - hun havde jo sløset!
Hun plejede jo for pokker da aldrig at slynge sit navn ud, bare sådan uden videre.
Ikke efter hun havde indledt sig med at befri slaver, og slet ikke siden at det på en eller anden meget mærkelig måde var sivet ud, at hun havde fe blod i årene.
Hun brugte stort set aldrig sit efternavn længere, men .....efter at have fået Tristan tilbage i sit liv, omend i en lidt anden relation end før...ja..så glemte hun ind i mellem de seriøse og alvorlige ting- og blev igen bare til den unge sorgeløst pige, der sang og trallede sine favorit melodier ....også selv om det kun var i små perioder.
Damn...nå...men nu var katten altså ude af sækken, og han havde ramt sin bulls eye.
Begejstringen var dog X small , da hun forsøgte trække et smil over læberne..

"Ja...jeg er Camille. Er du en ven af Tristans, eller ?" Lød det forsigtige bud, dog var der noget der sagde hende at det ikke var tilfældet. Så ville han nok nærmere havde ledt efter Tristan , og ikke Camille.

Camille så irriteret over på kedlen , den var sat i et højt heksehyl, da vandet var færdig kogt og klar til kaffe.
Hun glanede lidt dumt på Cassidy, men nikkede undskyldende mod larmen, da hun ikke kunne fokuserer med den støj den lavede.

" Jeg lytter....jeg tager bare lige dén der af, og laver kaffe imens" oplyste hun og satte gulvskruppen fra sig. Hun ville kunne hidkalde den på et nano sekundt, med telekinese- skulle hun få behov for det.

Camille begyndte at hælde vand på de mørke bønner, og fulgte med i Cassidys forklaring.
Hun endte med at se op på ham, med øjne spilet op og store spørgsmåls tegn stod og blafrede deri.

" vent...vent liiiige lidt....du HØRTE at jeg var synsk ? " hun strøg sin bekymret pande , strøg en hånd hen over , og kæmpede lidt med at få hold om hans ord.

" Jeg har ingen ide om hvor du kan have opsnappet det? Men jeg kan love dig at jeg hverken har en spåkugle, tarotkort... eller er i stand til at... Hidkalde syner eller tale med ånder....og jeg kan heller ikke finde din far! Jeg kan ikke engang finde mig selv nogengange "
Slog hun fast, med et lille smil dinglende i mundvigen.
Man skulle man bemærke ordet 'hidkalde' , for det verificerede alt i alt hendes udsagn.
Camille havde slet ikke styr på den evne - ingen kontrol over hendes flashes af fremtiden, none whatsoever.
Den opførte sig som en lille loppe i et cirkus- hoppe de rundt og viste sig, når den selv følte for det.
Og synerne var altid om krig, død, sygdom og lemlæstelser.Aldrig havde hun prøvet at få et eneste positivt og dejligt fremtidssyn - Hvilke bare gjorde den evne virkede mere som en belastning istedet for en gave.
Nej....det var ikke pænt sagt, for hun havde reddet mange liv, med de flashes og visioner hun fik. Det var bare altid .....anstrengende og følelsesmæssigt hårdt for hende, og et kapløb med tiden , plejede det også at være. Camille ville dog ikke undvære den, for ....så gik muligheden og chancen for at hjælpe andre jo til spilde.

" Cassidy sagde du dit navn var ? Vil du have kaffe?...og så ...så tror jeg du er nød til at fortælle mig det hele ...fra begyndelsen" inviterede hun til og med pegefingeren mod det varme krus, skubbede hun det hen af køkken bordet, mod ham...fyldt med sort ny brygget mokka.

Tristan? Hvem helvede var Tristan? Boede han da her? - Var det ikke en skole? Han kunne selfølgelig også være en elev.. Han rynkede sin pande let. Der var åbenbart dele Sanchez trods alt havde udeladt, eller også var der ting om Camille, som Sanchez simpelt ikke kendte til, det var selvfølgelig også en mulighed.

Han havde løftet op i mundvigen da hun havde nævnt, at hun nogengang havde problemer med at finde sig selv.
"Bare rolig - det har vi andre dødelige også fra tid til anden," indvendte han kort, og sendte hende et lidt kækt, men dog venligt smil.
At hun hverken havde spåkugle eller tarotkort kom nu ikke som et chok eller fik ham til at miste modet - udfra hvordan han havde tolket Snachez pladren, var det slet ikke nødvendigt for hende med sådan nolge midler

Han reagerede straks da hun sagde hans navn, det tog ham dog lidt længere tid at opfatte, at hun rent faktisk spurgte om det nu var sådan han hed, og han endte bare med nikke en enkelt gang.
Om ville have kaffe virkede mere som et retorisk spørgsmål, hun ventede i hvert fald ikke på hans svar  før hun havde brygget en kop. Han gik hen mod hende, lagde hænderne om koppen nikkede en enkelt gang og mumlede et "Tak."
Han havde faktisk ikke opdaget at han frøs om hænderne, før han nu mærkede hvor rart det var at varme sig på koppen. Som det utålmodige fjols han var, løftede han koppen mod sine læber og tog en tår, hvilket resulterede i, at han brændte tungen. Han varr egentlig god nok til at skjule det, men var heller ikke lang tid om at sætte koppen på bordet igen. Man følte sig nok altid lidtt dum, når man på grund af utålmodighed brændte sig på tungen på en varm drik - Men når man som Cassidy kun havde en enkelt evne, og den tilfældigvis viste sig at være, at kunne opvarme og nedkøle væsker, måtte man næsten føle sig mere dum.

Cassidys tanker vandrede igen tilbage til hvordan Camille havde reageret. Selvom hun havde benægtet at være synsk, var han nok ikke helt på det forkerte spor, siden hun havde gjort så meget ud af at forsøge at overbevise ham om, hvad hun i hvert faldd ikke kunne.
"Jeg er faktisk heller ikke sikker på at synsk helt nøjagtig var det ord han brugte, ved nærmere eftertanke.." han rynkede tænksomt panden, og flyttede så blikket hen mod hendes ansigt, inden han nikkede bestemt en enkelt gang, "Men jeg er helt sikker på at han sagde noget om at du kunne et eller andet med fremtiden?"
Han løftede det ene bryn let spørgende, men inden han rigtig nåede at vente på  et svar, nærmest afbrød han sig selv.
"Nå nej - fra begyndelsen!"
Han løftede den ene hånd og kløede sig i nakken, og prøvede at finde ud af hvordan han bedst fortalte det hele.
"Jeg mødte denne her gut i går.. På kroen.. - du ved, Det Vilde Svin..  faktisk var ha dæmon... egentlig ikke nogen særligt charmerende fætter.." han rynkede let panden over sig selv - sikke han plaprede. Det var egentlig ikke hans mening at trække tiden ud, ham og ord havde bare aldrig været perlevenner.
"Det kan også være ligegyldigt... men han talte om dig - om at du havde fe-gener og en helt  unik evne, til at se noget fremtids-halløj?" Han løftede igen øjenbrynet. Var han virkelig helt skævt på den? Hun hed trods alt Camille, så dæmonen havde i hvert fald ikke løjet om alt..
"Han havde vist fået fat i sådan en fil-mappe-agtig ting om dig, hvor der åbenbart stod alt mulige ting" Han rynkede igen pannden og bukkede brynene ind mod hinanden. "Jeg ved egentlig ikke om det var meningen at det skulle være hemmeligt med den fil, der, det tror jeg faktisk lidt det sku' - men han kæftede forhelvede op omkring den til enhver der gad ligge øre til det."

"Så det var egentlig bare derfor jeg opsøgte dig... Jeg troede at du måske ville kunne hjælpe - at det ville være et forsøg værd at opsøge dig?" Han gjorde et let skuldertræk og smilede skævt. Han førte koppen halvt op til læberne, men stoppede midt i bevægelsen.
"Nå ja, forhelvede... Jeg bør nok også sige, at han virkede pænt tosset på dig og snakkede om alle mulige hævnaktioner, og andre ret grimme ting han ville gøre ved dig... så hvis du tilfældigvis skulle modtage en kurv honningbagte æbler, vil jeg stærkt råde dig til at holde dig fra dem."
Han smilede mildt til hende. Selvom planen virkede latterligt, var det i hvert fald en af dem den fulde dæmon havde haft oppe og vende - og nu havde han da i hvert fald gjort sit, med at sige det videre.

De små markerede vandrette fure der trådte frem i Cassidys pande ,da Tristans navn blev nævnt , indikerede at han ikke var en ven ... Eller en bekendt af ham.
Han anede ikke hvem Tristan var, forbyder var hverken genkendelses glæde -eller spor af anspændthed at skue.
Camille var en opmærksom type, både når det kom til at opfange folks følelser og små signaler - og selvfølgelig læse  deres nonverbale sprog.
I hendes egen dimension , den normale verden , havde hun været i træning som læge, og især arbejdet på skadestuen og når hun behandlede de små børn , havde skærpet hendes evne til at observere. At hun så var totalt dum døvstum og blind , kom det til hende selv .... Ja det var en helt anden sag. Camille var klart bedre til at tage vare på andre , end på sig selv...ikke at man nogensinde ville høre hende indrømme det højt .
Og alligevel var hun stadig med i det 'store løb' ( kaldet livet ) , og havde endnu ikke opgivet at komme først over målstregen , trods et par pitstop undervejs.

" arh ... Så der gemmer sig ingen hugtænder ...eller vinger på ryggen af dig ? Good to know "'smilede Camille og antog han var pure human, hvilke var fint med hende.
Væsner havde det med at puste sig en smule op og hun kunne være træt af hele tiden at skulle bevise sig god nok. Selv om der var fe gener i blodbanerne , så havde Camille nu altid tænkt på sig selv om menneske. Sikkert fordi hun var gammel , før hun fandt ud af at hendes evner stammede fra en mor.... En mor der var fe.
Det havde været meget dramatisk , da Camilles mor dukkede op.
Hun var jo død- ja , det havde Camille da blevet bildt ind da hun var omkring de 6-7 år.
Så det havde været noget af en øjenåbner at møde sin Ghost mor, der aflagde visit fra feernes land , og havde det mål at trække Camille med sig dertil.
Camille skulle forlade den normale verden, og gifte sig med en eller anden fe fætter og føde børn i flæng- da feerne var ved at uddø.
På Sådan på en tragisk komisk måde, havde det nærmest været hysterisk sjovt; var det ikke fordi det var dødsens alvor, og Camille ikke havde lyst til hverken en fe fætter , børn eller at forlade sit liv,....så Tristan havde fysisk måtte battle Camilles mor for at få hende væk.
Og SÅ kom de hertil, underworld.
Her kom moderen kortvarigt tilbage, og Mina // tidligere admin // måtte jage Camilles mor væk, og for evigt lukke døren til feernes rige, uden Camille var proppet derind.
Få kendte til al fe halløjsaet og Camille havde derfor stor nysgerrighed omkring fyren her....Cassidy .
Han fremstod venlig og tiltalende - harmonisk kunne hun fristes til at bedømme ham.... Men hvad ville han dog her , i hendes skole ? Med hende ?

Kaffen, skulle bryde det formelle, og få dem begge til at slappe af.
Hun ville have leet hjerteligt , havde hun kendt til  hans evne, og at Cassidy nu stod med en yderst følsøm og øm tunge.
Det var på en måde lidt a la Camille selv, sådan ....skrædderens børn har altid hul i tøjet agtigt.
Hun smilede istedet uviden og svarede ham , i en mild tone..
" det er vist mere fremtiden der kan noget med mig, jeg har intet kontrol over det whatsoever."
Men hun ville rigtig gerne høre nærmere omkring de omstændigheder ,der havde ledt Cassidy, til hendes dør.


Camille trak en høj trebenet taburet , af mørk træ over til sig, og placerede det ene lår på den, før hun VUPTI satte sig tilrette.
Hun trak kruset med kaffe til sig, og havde det i højre hånd, for at tage et lille tår.

" En dæmon ...med en FIL  om mig. !" Trommede hun med den frie hånd på køkkenbordet. Rasteløs.
" Sancheeessss" trak hun hans navn ud, ikke helt foruden en vis bitterhed.
" Well aint that great!" Lød det med et ironisk tonefald og et gavtyve smil.
Hun havde været oppe imod mangt og meget, og der skulle en del til at slå hende ud.
Derimod skulle der egenlig ikke så meget til at bekymre hende - hun var bare blevet 'god til bekymring og angst' kunne man sige.
" jeg må sige at det lyder ...vildt... men hvis han vidste alt dette om mig, så tegner det ikke spor godt" mumlede hun , efter at have lyttet færdig til Cassidy.
Camille gned med en lys hånd , hen over sin pande- prøvede at vurderer hvor meget press hun burde få, over de her nye informationer.
Det hele passede med brevet hun havde modtaget....truslen om at skade enten Camille selv, men med større risiko Tristan, da det ville ramme hende endnu mere hårdt at være skyld i der skete ham noget.
Cassidy sluttede af med hans æblekurve advarelse og fik lokket en lille latter , fra Camilles  læber, der nu havde smilende mundvige.
" damn.,.og jeg der elsker æbler" glimtrede hendes øjne kort mod hans.
Hun kunne godt lide humor, især den der kunne tage broden af en svær situation.
" ....point taken though" noterede hun sig.

Kaffekoppen blev sat ned, en smult brat og hårdt og Camille rankede ryggen lidt.
Hendes klare øjne hvilede på Cassidy, og alvoren stod malet i hendes ansigt.
" Hør....jeg er nød til lige at advare dig. Jeg ved godt du ikke har et udestående med den dæmon, men hvis du blander dig i hans ting....hænger ud med mig, så kan du altså hurtigt få det . Og han er ikke en venlig sjæl, Cassidy.
Jeg har pisset ham af, ja.....jeg har befriet otte små børn, som han udnyttede på alle tænkelige grumme måder....og derfor er han mopset, men....han vil ikke tøve med at oprette hans ære igen, og slagte hvem end der står i vejen for det...tror jeg"
Camille lagde hovedet lidt på sned. Lod Cassidy smage på hendes advarelse.
Mange ville skynde sig væk , vidste de at det betød fare at hænge ud med Camille.
Og dæmonen var åbenbart lige på sporet af hende.

Hun tænkte over hendes flashes. Det ville virkelig være en STOR hjælp, kunne hun lære at styre og kontrollerer det- bare en smule.
Og måske også bruge det til gavn for dem hun holdte af. Beskyttelse af dem.
Måske kunne hun og Cassidy hjælpe hinanden, men at finde en vej til dette.
" Udover du risikerer at få huden flået af, demon style - hvad skulle du så bruge mit fremtids syn og mine flashes til ? Hvis jeg kan stå inde for hvad du ønsker, så...så tror jeg at jeg er villig til at FORSØGE , for du skal vide at det er et spædt forsøg ! Et skud i blinde , at jeg forsøger lægge arm med min gave...det 6 øje her" kom det med et svagt undskyldende smil.

Cassidy nikkede lidt akavet med hovedet som for at signalere at hun havde helt ret i sin antagelse om, at han hverken havde hugtænder, vinger eller andre freaky ting man ind imellem kunne løbe ind i, i Underworld. Hendes reaktion fik ham også til at smile let - det var sjældent at han som menneske blev mødt af et sådan synspunkt - de fleste antog ham bare som udgangspunkt som svag og uintelligent - ikke at Cassidy pure kunne benægte de egenskaber, men det var nu en helt anden side af sagen!
Han lod hende egentlig bare tale ud, uden i første omgang at afbryde, men da hun nævnte at der rent faktisk var noget med fremtiden, bredte hans smil sig blot. At hun dog påstod at det ikke helt forholdte sig som han havde håbet på var dog i øjeblikket underordnet - lige nu var han bare oplivet af tanken om, at han ikke var helt skævt på den.
Cassidy løftede koppen op til læberne igen og gav sig denne gang til at puste kraftigt på dens lune indhold, men han nåede ikke så langt som til at nippe af væsken, før kvinden, Camille, nævnte dæmonens navn, hvilket fik ham til at smække koppen tilbage på bordet. Han slog derefter, nærmest uvilkårligt sine hænder sammen og nikkede ivrigt.
"Ja, for helvede, de var lige præcis sådan han hed!"

Han kunne umiddelbart godt lide Camille. Hun virkede mild, venligsindet, munter og charmerende. Han var ikke sikker på at han ville have haft reageret lige så fredeligt og åbent, havde deres roller været byttet om, men for pokker, hvor  priste han sig lykkelig over, at hun gjorde.
Hans eget smil falmede dog en smule, da Camille gik fra leende at fortælle at hun ellers havde en forkærlighed for æbler, til at hendes ansigt pludselig blev alvorligt.
Han tabte nærmest underkæben da hun fortalt om de otte børn dæmonen havde holdt fanget og mishandlet. Dæmonen havde været ualmindelig usympatisk at både se og høre på, ja, men Cassidy havde dog alligevel ikke ventet dette.
Det var kun få uger siden at det rigtig var gået op for ham hvor meget der egentlig blev handlet med liv og mennesker i Doomsville. Han var lidt uheldigt og tilfældigt, blev rodet ud i en hel slavebefrielse sammen med en dæmon, og først da var det gået op for ham, hvor stort, omfangsrigt og organiseret noget af kriminaliteten i Doomsville egentlig var.
Selvom Cassidy så lidt forarget og chokeret ud over Camilles advarsel, så han ikke ud til at være yderligere skræmt over det, hvilket han i dette øjeblik heller ikke var. Normalt var han lidt af en en tøsedreng der undgik ballade og fare hvis han kunne komme til det, men han var derimod også ualmindeligt nysgerrig - og i dette øjeblik overgik hans nysgerrighed og den spæde tanke om at Camille ville kunne hjælpe ham hans frygt for hvad dæmonen ellers kunne finde på. Hvis han nu bare holdte temmelig lav profil - mon så ikke det hele ville gå?
"Klam fætter," mumlede han bare enigt med hendes udsagn, med et lille nik, "Men hvis det er et forsøg på at skræmme mig væk og slippe af med mig, er det ikke lykkedes helt endnu, Frøken" tilføjede han blot med et drillende, men venligt smil.
"Jeg er ikke altid sådan at slippe af med."

Det næste hun sagde, tolkede han som at hun som godt var gået med til at hjælpe ham - forsøg på det i hvert fald. Hvis hendes evner modarbejdede hende var der jo ikke noget at gøre, men bare dét at kun var villig til at give det et skud, fik ham til at smile oprigtigt. Han løftede igen koppen op til læberne, tog en tår af den nu noget bedre tempererede væske, inden han med en svag rynke i panden gav sig til at tale.
"Det her kommer nok til at lyde lidt fjollet," indledte an blot, og selvom han på ingen måde havde uddybet hvad han tænkte hun kunne hjælpe ham med endnu, var der allerede dukket en svag rosa farve op tværs hen over kinderne på ham.
"-men jeg tænkte at du måske kunne hjælpe mig med at finde min far... Eller.... i hvert fald se om jeg.. sådan møder ham.. eller.." Han satte koppen ned igen og gnubbede kort sin pande med ryggen af sin hånd. Det var sgu' sværere at få hans ord ud på en måde der gav mening... Et svagt suk forlod menneskemandens læber, inden han igen forsøgte at sætte ord på hvad han mente.
"Jeg har aldrig mødt ham... og ved sgu ikke engang om han lever og de få ting jeg ved om ham, har indtil nu ikke rigtigt ført mig nogen steder hen," han trak på skulderne. De eneste oplysninger han havde om faderene var fra et brev han mor havde efterladt ham, som lige nu lå i hans jakkelomme. Han havde været stiktosset da han havde fundet det - han mors kunne da godt have fortalt ham det da hun endnu var i live, i stedet for at efterlade ham et brev som hun udmærket godt vidste at han ikke var i stand til at læse. Han havde måtte bestikke sin bedste ven, Peter, til at læse det op for sig ~ og efterfølgende havde han bedende spurgt om ikke Peter kunne prøve at overstrege alle de steder hvor moren havde skrevet noget pinligt om ham, hvilket ikke havde været så få steder endda, men om Peter rent faktisk havde gjort som han havde forespurgt, kunne han grundet de manglende læsefærdigheder ikke bide sig sikker på.
"Jeg har ingen idé om hvordan dine evner virker.. men... Hvis du bare kunne se... noget... hvad som helst ville være brugbart, virkelig.." Han stak hende et skævt smil, endnu med lettere lyserøde kinder. En mand på hans alder burde nok ikke være så opsat på at finde sin far, men efter han havde fundet det brev, havde han slet ikke kunnet slippe tanken.

//OOC: Undskyld! Gange ualmindeligt mange! Jeg har ikke svaret i over et halvt år, og det har jeg det ret skidt med! xD ~ Hvis du har mistet kreativiteten eller lysten til dette emne på et tidspunkt undervej, må du endelig sige til, for så afslutter vi det bare på den ene eller anden måde, I guess. ~ Dog forsøger jeg nu, mere eller mindre helhjertet, at genoplive stakkels Cass her, som jeg ellers har forsømt.

//ooc. Cassidy ! Velkommen tilbage
Jeg er stadig game, så vi forsætter bare derud af, sålænge det giver mening for os

Efter at have fået bekræftiget at de talte om den sammen dæmon , at Sanchez nu var officielt ude med riven og havde til formål at luge haven Camille-fri, begyndte Camille at hvirvle sine egne tanker rundt .
Hvordan skulle hun lige forholde sig til det ? Offensivt eller defensivt?
Hun havde overlevet værre ting , men det havde bestemt været med rumpetten hængende helt nede i vandskorpen, og skulle sandheden presses ud af det blonde individ- så var det nok mest held...hjælp fra andre, end Camilles eget know how og skills,der havde trukket popoen op igen på sikker grund.
Hun havde ikke forsøgt glatte ud og havde ikke lagt en finger mellem den usminkede fakta og oplysning, så Cassidy burde havde forstået at dette var pure alvor, og ikke bare 'a childrens game'.
Det var vigtigt for Camille at han forstod dette, for hun havde bestemt ikke råd til flere hjertesorger , ikke som sagerne stod nu. Der var rigelig med røde tal på den konto. Og Cassidys liv skulle ikke tilføjes.
"Vi taler dirty, rotten and Lethal...klam !" prøvede hun igen! for at sikre sig at alvoren sev igennem, trængte igennem hva end motivation der nu drev Cassidy.
Men han virkede stålfast, gjorde han ikke ? Ingen forvirring at spore i hans blik, ingen tøven at udlede fra hans tale.
Så Camille smilede vagt, da han konfirmerede hendes observation, og meddelte han ikke havde tænkt sig at lade sig skræmme væk.
"Så lad os håbe du er ligeså sejlivet at få has med, hvis det bliver en kamp med livet som indsats" afspejlede hun hans smil, med et lille finurligt glimt i de klare øjne.

Hun ville ikke forsøge tale ham fra det, han var ikke Camilles ansvar og hun måtte formode at han havde sine personlige grunde. Gode grunde, for det var længe siden. Hun havde talt med en fyr, een der virkede så real og fattet som han fremstod, og det syntes hun vældig godt om.
Igen slog det Camille at hun nok var langt bedre til at give andre hvad de behøvede, lidt nu var det børnene hun forsøgte skabe bedre rammer, for et bedre liv...give dem et alternativ, og lære dem stå op for sig selv. Men det var ikke meget krudt hun brugte på sig selv- det kunne man ikke beskylde hende for. Så derfor skinnede det igennem, at hun nød det lille uventede besøg , nød at blive revet lidt ud af den daglige trummelum, at hun satte pris på en voksen samtale der omhandlede andet end...slaveri.

Camille var derfor lutter øre, efter at have indvilliget i at forsøge hjælpe.
Her var forsøge så med fed streg under.
Hun rakte ud efter en lille glaseret skål af blå og hvis keramik, og skubbede mod Cassidy. Den indeholdte småkager med brudstykker af chokolade i.
Argh....hun kunne ikke dy sig. Måske var det dårlige maner , og også helt malplaceret ? Men hun kunne altså ikke dy sig.." Så..det du siger er du er blevet væk, og skal have hjælp til at finde din far? Jeg skal være 'bilka stemmen ' der annoncerer at lille Cassidys far bedes henvende sig ved skranken ' " kom hun til at smile.
Der var intet nedladende over Camilles lille udbrud, kun varme i hendes stemme og lidt sol i hendes blik.
At hun så lige glemte at Cassidy sikkert ikke anede hvad 'en bilka stemme'var, det havde hun ikke tænkt over. Hun lod sig ofte bare bære afsted på bølgerne, og hans forklaring havde bragt denne bølge frem.
Hun skyndte sig dog at rømme sig, og tørre det fjollede lille smil af, ved lyden af hans suk.
" Undskyld...så du er ude efter information om din far? Jo mere jo bedre, er det korrekt forstået ? Hvad ved du om ham, Cassidy - kender du hans navn ?" spurgte hun forsigtig ind til.
Hans viden var jo selvklart meget begrænset om faderen, ellers sad han næppe her i en fremmed kvindes hus , og bad om 'at blive spået i kaffegrums'... Sådan metaforsik set.

"Jeg har ikke meget kontrol over min evne, og du må sltså ikke blive for skuffet, hvis jeg failer big time. Jeg har ikke kunne dettte før og de synes jeg får er oftest når jeg sover, eller er meget afslappet. Og så skal jeg advare dig. Indtil nu har de oftest været glimt af død, lemlæstelse og krig...shitty billeder af grusomme hændelser. Så det KAN være gode nyheder, hvis jeg ikke ser noget om din far !
Camille strøg sig på kinden, og man ville kunne se på hendes blik at hun blev mere fjer, imens hun prøvede at finde en vinkel at gå til dette udfra.
"Hvad med om vi finder et tæppe, noget at drikke og lidt frugt, og smutter lidt længere ind i skoven ? Jeg tror....afslappethed måske er et keyword her.
Så hvis vi laver en lille skovtur...vejret er fint og ...ja...så må vi se hvad vi kan vride ud af mig " så hun et øjeblik lidt betuttet ud.
Var Cassidy med på det lille eksperiment, og fortrak ikke en anden måde- ville hun hastig samle ting sammen, stoppe tæppet under hans arm, tage kurven selv - og efterlade en note til Tristan om hvor hun var- dog ikke hvad hun lavde. Det ville hun helst fortælle face to face, da han med garanti ikke ville bifalde hun begav sig afsted med en helt fremmed. Slet ikke oven på Sanchez brev.
Men Camille intuition havde sagt god for Cassidy, og planen var lagt.
Fortrak Cassidy en anden måde at lege med hendes evne på, ville Camille indvillige og føje ham, i første omgang.

Cassidys  blik flakkede kort ned mod keramikskålen inden det vendte tilbage mod Camilles ansigt, for blot igen at falde ned på småkagerne i skålen. Tøvende rakte han ud og tog en småkage op og nikkede med et smil mod Camille.
"Tak, " mumlede han blot, inden han løftede kagen op til sine læber og tog en bid. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde fået hjemmebag, eller i hvert fald hjemmebag han ikke selv havde hugget ved en bagerbod på markedet. Kager og kaffe? Han burde troppe op uanmeldt hos folk noget oftere.  

Cassidy var godt klar over at hans brændende ønske om at finde sin far i hans alder virkede fjollet, barnligt måske endda, og da ordene kom ud af Camilles mund blev han bare endnu mere bevidst om, hvor fjollet det nok i bund og grund var, og den rosa farve på hans kinder blot dybere - fandens. Hun lød på ingen måde nedladende, bare drillende, men han synes nu alligevel at hun ramte meget godt plet. Selvom han syntes at det var lidt småpinligt kunne han nu alligevel godt lide hende - hun forstod da at bryde isen.
"Jeg vil nu vove at påstå, at det er ham der er blevet væk," tilføjede han med et kækt smil, inden han tippede hovedet let på skrå, "Men hvad pokker er en bilka-stemme?"
Spørgsmålet var helt oprigtigt. Der var mange ord Cassidy egentlig ikke kendte, og normalt lod han egentlig bare som om, at han gjorde - Det var kun fordi Camille virkede så lidt fordømmende at han lagde sin stolthed på hylden og prøvede at få stillet sin nysgerrighed.

Han gumlede bare videre på sin kage mens han bekræftende nikkede til, at hun havde ret i, at nu mere information nu bedre. Han tyggede dog om munden inden han gav sig til at svare. En smule manerer besad han dog af.
"Han hed Willard, ifølge min mor, og var vist styrmand på et eller andet skib der hed Clarissa for en 27 år siden," han gjorde et let skuldertræk og lod bare sin frie hånd glide ned i lommen på sin las af en jakke, hvorfra han gravede et krøllet nusset papir op. Han glattede papiret lidt ud med håndfladen og skubbede det hen mod Camille.
"Jeg tror ikke der står meget mere end dét."
Det føltes nærmest som at blotte sig at række hende brevet - mest af alt fordi han ikke var hundrende procent sikker på, hvad der stod - han havde kun fået læst det op en enkelt gang. For helvede, hvor han håbede at Peter havde streget alle de små pinlige kælenavne, og hvad der ellers havde været af ting og sager, ud - For pokker, det kunne ligne ham at efterlade nogle bare for at provokere. Den idiot.

Han nikkede bare opmærksomt til det Camille fortalte om sin evne, og han var lykkelig over at hans egen evne havde knapt så meget, hvis ikke ingen, indflydelse på hans liv. Han vidste ikke om han ville kunne holde til at få sådanne negative syner, som dem hun beskrev.
"Bare dét at du vil forsøge, er mere end jeg havde turdet håbe på," han gjorde igen et skuldertræk og smilede venligt. Han glippede overrasket med øjnene over hendes videre foreslag, men han endte med at nikke lidt.
Han havde ikke selv noget bedre forslag, heller, og vidste ikke helt hvad han havde forventet, men bestemt ikke en lille skovtur i skoven. Men det lød da hyggeligt, langt mere hyggeligt end de scenarier han selv havde opstillet om hvordan det ville foregå, så han var ikke den til at protestere.
"Det lyder fint. Du kender trods alt din evne bedre end jeg gør," svarede han hende smilende og blinkede til hende.

Camille lo sagte. "Jamen , så må vi se om han er til at finde igen"
Den afslappede krop, vred sig en smule da hun havde kviet sig.
Hun skar en lille grimasse og forsøgte så med en forklaring. Hvad pokker, han kunne jo ikke hale en mobil op af baglommen og få hende indlagt på røde papir, under tvang. Sådan fungerede underworld ligesom ikke.
Men ...hun var en pige der gik ind for ærlighed, og selv om visse ting var bedst skjult, så var der også tider hvor det faldt naturligt at tale om. Hun var sikker på at afslapning og fortrolighed var de nøgler hun skulle bruge til at låse op for hendes evne, skulle den adlyde. Alle vidste de ting ikke bare kom når man fløjtede , næææ nej ...de skulle opbygges. Og nu skulle hun så bygge meget hurtigt , da hun skulle bruge dem NU ....med en helt fremmed. Hvor typisk for hende at stille sig så store og næsten umulige mål - så store krav til sin egen kunne. Men hun havde lyst til at hjælpe ham, Cassidy. Så nu skulle hun forsøge stable lidt fortrolighed og tillid op- og så måtte man håbe det ikke ville vælte ned over dem.
"Bilka stemmen , Fakta er at jeg er fra en helt anden dimension, et sted der kun overgår din vildeste fantasi. Har du hørt beretningen om Sakref og det rejsende selvskab, der kom gennem portalen fra en anden dimension ...du ved Sakref hersker af Doomsville? Well...jeg er den blonde "menneskepige" der var blandt de udvalgte" hun markerer gåsestegen i luften med sin fingre og gav ham en pause for at tage det hele ind,før der blev forsat
"Der i den anden verden, er der store steder hvor alt kan købes. Ikke uden dørs men store butikker, som små børn bliver væk i. Der er verden meget anderledes og man kan tale igennem ting, apparater ...så lyden kommer ud et sted , selv om man er et andet. Der kan de efterlyse de små børns forældre...du ved - en af de store butikker hedder Bilka - 'lille cassidy er blevet væk fra hans far, han kan hentes ved udgangen '" prøver Ehud at i,lustrer ved at lave sin stemme om , mon det lød bare nogen Lunde til at forstå , at hun var Bilka stemmen.

Helt skræmt ham væk , havde hun dog ikke for også Cassidy viste tillid den anden vej.
Det mange gange åbnet og foldet brev, der nu så slidt ud kom hende i møde og hun var fuld af respekt overfor ham, at han ville dele dette med hende. Hun følte det var meget privat, især fordi han ikke kunne læse det selv. * tror da ikke der står andet end det*
Hun behandlede det nænsomt, passede på det ikke gik fra hinanden, løsnede sig i folderne og begyndt at læse... "selvfølgelig vil jeg hjælpe ja, det er sandt med navnet - så vi skal finde ud af hvor den sømand er nu, og hvad han lavede når han var i land Camille gjorde sit bedste for at skjule hun var meget fornøjet. Hun holde det inde så længe det var hende nu,og, men nu VAR hun altså en pige. En med humor og en smag for lidt drilleri.
Så da hun hurtigt havde pakket deres kurv , og de havde lagt huset bag sig, kunne hun da godt mærke hvordan det boblede i hendes mave. Som små champagne bobler, hoppede humoren rundt og til sidst kunne hun ikke dy sig mere ... "Så ... Kisscass.... Wow...din mor havde humor hva ? Hun må have elsket dig meget, havde du en god barndom .....Dede"
De to kælenavne fra mor til søn , var da kære. Kisscass og Dede. Men en voksen mand ville nok gerne krybe uden om KissCass var hendes bud, og netop derfor sev drilleriet ud som varm sirup, fra hendes smilende læber, imens hun begyndte at brede et stort tæppe ud, på et velegnet sted, hvor både sol og lidt skygge herskede over dem- efter de havde bevæget sig yderligere ind i skoven og fundet en lille lysning hun fandt egnet.