Am I the one who is lost, or is it you? - Ellette

Tidspunkt: 23:44
Omgivelser: Et blødt grønt tæppe i form af træer, buske og græs samt nedfaldne blade. Det er næsten til at blive sneblind af... eller måske nærmere løvblind.
Vejret: Lidt køligt.

Silas trak hætten længere ned i panden, og kom med en brummen der lød mere som dyr end menneske. Han så sig om i det grønne, og rynkede panden i let irritation. Var der da ingen ordentlige sti systemer i denne... dyrehave. Han hostede diskret ned i sit ærme og fortsatte. Ha havde et ærinde at skulle nå, men med det grønne flor der forstyrrede hans blik, og med den afstand der var til næste by kunne han ligeså godt opgive. Han vidste udemærket der befandt sig andet i skoven, derfor brugte han ikke de sanser og evner han beherskede selvom det ville være ideelt at finde en sti ved hjælp af den skærpede lugtesans.
Han søgte ind imellem en klase træer der ikke stod så tæt som mange andre steder. Han kunne dog ikke lade være med at være vagtsom, og han kunne heller ikke dy sig for at snuse lugten af dyr... væsner.. ned i sine døde lunger.

Ellette sad ved det træ hun altid gjorde, hun begynde at synge den sang hun tit sang ved det træ, det var særligt til hende, hun passede på det, hun så op på det og smilede imens hun sang, hun sad på en af de store rødder der stak op af jorden, hun havde et gemt sværd på sig(se ava)

Silas stoppede op med et sekunds mellemrum. Han lod de kolde øjne hvile på omgivelserne, træ efter træ, busk efter busk. Han kunne høre hende. Han kunne lugte... hende..
Han stod stille i få sekunder før han gav pokker i det, og forsvandt med lynets hast ind mellem træerne. Der gik ikke længe før han stod et par meter bag elveren, og stirrede hende ind i det lange lyse hår der gemte hendes nakke. Elverblod.. smagte det godt? Havde han nogensinde smagt det? Det kunne han ikke erindre. Han blev stående, lyttede til et par få ord af sangen, ikke en han genkendte..

hun havde ikke hørt der var en bag ved hende, hun blev færdig med sangen, hun smilede lidt, hun rejste sig op, hun vende sig om og blev forskrækket over at der stod en, hun ikke havde set, hun falde ned af roden"av"sagde hun, hendes sværd falde lidt væk fra hende, hun rejste sig op og gik hen efter sit sværd

Silas betragtede hende køligt, med en vis afholdenhed. Han blev stående selvom hun fumlede rundt, og fik øje på ham. Det morede ham næsten at hun var så klodset. Det var noget lidt andet, end det han var van til... men klodsede væsners blod var vel ikke værre end andres? Han så sværdet, og trak svagt på smilebåndet, og bevægede sig i løbet af milisekunder hen så han stod foran hende, faktisk mere specifikt imellem hende og sværdet. "Hvor skal du henad?" spurgte han langsomt, katteblidt.. indsmigrende på bedste vis. Han var et rovdyr, hun var lige blevet degraderet til byttedyr.

hun så på ham"hey flyt dig, så jeg kan få mit sværd"sagde hun, hun ville gerne havde det tilbage igen, hun ville helst ikke undvære det for længe, hun følte sig forsvarsløs uden det, hun ville helst ikke være det, hun prøvede at komme forbi ham for at komme hen til sværdet

Silas så misbiligende på hende da hun bad om sit sværd, og kastede et kort blik over sin skulder på det lille stiksværd. Han vendte hurtigt blikket tilbage til det lille væsen foran sig, og trådte et par hurtige skridt baglæns og greb sværdet "Denne her lille kniv?" mumlede han for sig selv, og betragtede stålet med et køligt blik, og så på hende "Hvad skulle den stille op mod potentielle fjender?" spurgte han lettere hånligt, og blottede sine hjørnetænder i et grin og stak den smalle klinge i jorden og lænede sig mod den og lænede sig dermed hen imod den lille elver.

"hey giv mig den!"sagde hun vredt, af en eller anden grund, hun viste ikke selv hvorfor, men træet hun havde en kontakt til, begynde at bevæge rødderne som en trussel imod Silas"se selv han syntes du skal give mig det tilbage"sagde hun og prøvede at få det tilbage.

Silas fornemmede jorden under sig bevæge sig. Han trak klingen op og kiggede ned, og hævede et øjenbryn. Silas så hurtigt på pigen der flaksede rundt for at få fat på sit sværd, og himlede med øjnene og lod hende tage det. Han så lidt på træet og overvejede hvor meget der skulle til for at få træet til at makke ret.

hun fik sit sværd igen, hun gik hen til træet, hun lagde en hånd på det"det er okay nu"sagde hun stille til det og det falde til ro igen, hun så hen på den fremmede"hvad skulle det til for at tage mit sværd, det har du ikke nogle ret til at gøre"sagde hun halv vredt, hun havde sværdet i hånden, hun holde det imod ham, så hun nemt kunne forsvare sig selv, hun havde ikke gjort ham noget endnu

"Generer det dig så meget?" drillede han let, og skulede til træet, der forholdt sig i ro... for nu. Han så kort på sværdet som hun holdt mod ham, og standsede op. Han fulgte klingen med blikket, og den lille hånd der holdt om skaftet. Hans alvorlige ansigt brød i en lav latter, der langsomt blev højere, truede hun ham. "Lille ven.." sagde han sukkersødt, og begyndte at gå mod hende, helt roligt og rakte hånden frem til han nåede klingens spids og den trykkede mod den tynde hud. Han fangede hendes blik med sit eget "Skal du ikke presse til?" mumlede han lavmældt, næsten hypnotisk. "Eller skal jeg hjælpe?" grinede han let og pressede håndfladen hårdere mod klingen så en svag stribe af blod tegnede sig fra klingens spids til hans håndled, og dryppede ned på jorden.

hun fjernede sværdet, hun tørrede det så af"hvad er du vil?"spurgte hun og så på ham"jeg har ikke gjort dig noget, jeg kender dig ikke engang"sagde hun og flyttede ikke sit blik fra ham, hun stod foran træet, hvis hun gik tilbage, ville hun være fanget imellem træet og ham den fremmede

Silas så efter klingen, så modig var hun dog ikke. Han smilede let til hende, og slikkede resten af blodet bort fra sin håndflade. Kønsløst, kedeligt... utiltrækkende. Han var mere interesseret i det der pulserede i hendes årer. "Jeg vil gerne kende dit navn, jeg fik slet ikke introduceret mig selv" sagde han, og smilede let og sænkede sin hånd. "Nej, du kender mig ikke.. og du har ikke gjort mig noget, du har ret.." sagde han og gik et skridt tættere på hende "men.. det kunne du jo komme til" sagde han og målte hende med øjnene "hvad er du for en? Alf?...Elver?" mumlede han, mest til sig selv.

hun blev lidt vred over det sidste han nok mumlede for sig selv"jeg er en Elver, jeg er bare ikke så gammel"sagde hun halv vredt, hun smed en sten efter ham"skrid med dig"sagde hun og gik hen til den rod hun sad på før, hun satte sig på den igen, hun lignede endelig meget en del af træet og ikke bare en person i sig selv

Silas nikkede langsomt, han hørte hende godt.. Han undveg stenen, og så efter den, han havde vidst tirret hende nok nu. Han smilede let til den sidste kommentar hun smed i hans retning "Som du vil.." sagde han roligt, og vendte sig for at gå. Han så ingen grund til pludselig at ligge fastspændt mellem trærødder hvis han kunne undgå det, og det her var helt bestemt hendes hjemmebane. Ikke hans.