I'm a little lost >Larlii<

@Larlii

---

Natten var langsomt begyndt at trænge sig på. Hun kunne mærke kulden, samt sulten drage sig over hende. Hvordan var hun overhovedet kommet så langt ind i skoven her? Hun huskede knap nok nået, alt hun havde lavet var at spille en smule, mens Julio(Hesten) var gået af sted med hende. Hun følte sit hjerte slå nervøst afsted. Tænk at hun ville se verden, bare tage afsted, også var hun faret vild i en skov. Sådan var det, når man var vokset op med at være låst inde i et palæ hele livet. Hun oplevede aldrig noget, skole var der skam hellere ikke meget af, hun var undervist derhjemme og lærte enlig alt hvad hun havde behov for, hvis hun ønskede at være en hustru. Men se hende nu, en elver... En skide elver der var faret vild i en skov, hvor nederen ville det ikke lige være, hvis hun gik hen og sultede ihjel her i skoven.
Et suk slap hendes læber, i det hun stoppede Julio. Julio var en smuk sort hingst, som var gået hen og blevet hendes. Han var stadigvæk ung, men en god ledsager gennem byerne. Han skulle aldrig spændes fast, var kun smuttet fra hende to gange, på grund af fare... Typisk, men ellers plejede han at komme meget ydmygt tilbage til hende. Han havde en taske på hver side, fyldt med havre, samt halm. Han skulle helst ikke sulte. Hun havde bare glemt at tænke lidt på sig selv, der var dog også nogle værdi genstande i taskerne, da hun trods alt gik rundt og tjente penge.
Hun var selv iført en sort læder frække, med et par tæt siddende bukser. Hun vidste godt at hendes forældre var imod konceptet med kvinder der gik i bukser, men det var så meget nemmere at ridde i bukser, end en irriterende kjole. Hendes lange sorte hår var fiskehale flettet, det gjorde at håret virkede en smule kortere, men ikke meget. Hun så rundt i skoven, med de lysende sorte øjne, til hun måtte springe af Julio. "Lad os tage en pause... Vi finder ud, om lidt." Hun nussede kærligt hans mule, inden hun så sig rundt oppe i træerne. Måske der hang nogle frugter, bare et eller andet. Måske nogle bær? Hun var sulten.
Et kærligt suk slap hendes læber, mens hun her fodrede Julio med halm, som han glædeligt slugte i sig.

Larlii sad i en lysning og beundrede et par hjortekid, der legede rundt omkring deres mødre imens de græssede. Hun fandt sin harpe frem og slog et par toner an. Kiddene stoppede brat op og så på hende med lidt nervøse vejrtrækninger, imens deres mødre bare flyttede lidt på ørene. Hun smilede og begyndte at spille en vuggevise, kiddene trippede lidt imens de overvejede hvad de skulle. Deres mødre brummede beroligende til dem, hvorefter de begyndte at falde til ro og gav sig til at lege igen. De så kun over på hende et par gange, da hun begyndte at synge vuggevisen.

[ https://www.youtube.com/watch?v=TjUX3CeRUZI&list=PL690C0D3A97AB64CE&index=23 ]

Haru kunne høre den smukke melodi, mens hun ellers stod og fodrede Julio. Sangen var god, hun havde bestemt også en varm stemme. Burde hun tage hen og tjekke hvem der sang, det skadede vel aldrig. Hvorfor skulle en ond person også lige synge, det ville fortælle hvem de var eller hvad de lavede. Roligt gik hun længere ind i skoven, fulgte den søde lyd i buskene - Julio fulgte hende skam, han efterlod sjældent Harus side.
Da hun så kvinden sidde, med lyset i hendes hår, kunne Haru ikke andet end at smile varmt. Hun var altså ikke den eneste der var inde i skoven, det var vel også meget normalt at møde elvere inde i skovene. Hvorfor skulle skovene også være rolige.
De små kid der sprang rundt, veg skam ikke i det de så Haru. Det var nok den beroligende aura hun bar, der gjorde at hun ikke skræmte dem væk. Hun trådte forsigtigt mod kvinden, inden hun satte sig på en sten. Roligt trak hun sine ben op til sig, mens hun ellers lyttede til hendes blide stemme samt musikken.

Larlii følte sig så afslappet og beskyttet at hun havde lukket øjnene imens hun spillede og sang. Hun fornemmede en ny tilstedeværelse, så hun åbnede øjnene langsomt og så en elverkvinde sammen med en smuk sort hingst. Hun sluttede sangen og slog de sidste toner på harpen.
"Vær hilset. Hvad bringer dem til skoven på en aften som denne?" Hun hørte en fnysen fra hjortene og så hen imod dem. De stirrede op i træet ovenover hende. Hun så op og smilede.
"Vær hilset aina'loki." En skygge med grønne øjne så ned på dem fra mørket imellem træernes grene.

Haru var nok kendt for at være en smule naiv, hun havde ikke kendt andre end sine slaver og familie. Men slaverne var som familie for hende, dog mere som arbejder med et lille smil på læben. Hun smilte kærligt til Larlii, i det hun hilste på hende. "Vær hilset.... Jeg er dersværre faret vild her i skoven." Hun rejste sig roligt op fra stenen, mens hun børstede støv af hendes sorte tøj. "Ser du, jeg er sanger... Rejser landet rundt, for at spille mine sange. Lige til jeg hørte din sang, var jeg ellers i gang med en lille pause.." Hendes mørke øjne løftede sig op mod træet krone, hvor hun her så de grønne øjne.
Hendes hjerte sprang et slag over. Dog hvis det ikke havde for kvindens rolige måde at hilse denne skygge på, ville Haru nok ikke have været der længe. Hvem vidste hvad det kunne være, hun kunne ikke engang mærke en aura slippe fra den, eller høre dens åndedræt. Hun tog en dyb indånding, der fik hendes krop til at løfte sig en smule. "Jeg tænkte... Ville du kunne lære mig den sang, jeg ville elske at kunne synge den til folk omkring landet. Du synger fantastisk, virkelig godt, jeg henrykt over at have fået den ære at høre din sang." Hun bukkede roligt, det var vel noget man gjorde? Ikke... Eller var det kun til de adelige i familiens omkreds hun skulle bukke til`? Hun skulle jo ikke bukke til de ansatte, så.... Lige meget, alt i alt, ville hun gerne lære sangen eller melodien.

Larlii smilede til kvindens ord og så beroligende på hende da hun blev nervøs.
"Må jeg præsentere en af de sjældne drager. Han blev nysgerrig, da jeg begyndte at synge. Hvad sangen angår, så skal det være mig en ære at lære den til en søster af folket." Larlii rejste sig og nejede smilende. "Mit navn er Larlii Valcyriel. Jeg er en af skovens vogtere."

En drage, så der var altså en drage i skoven. Hun havde aldrig set en drage før, kun hørte historier om dem, eller set nogle tegninger af dem. Men aldrig været i nærheden på dem. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun enlig regnet med at de ikke fandtes.
Hendes øjne spærrede op, i det hun sagde det. Det var fantastisk, hun var faret vild og mødte nu et mystisk væsen. "Fantastisk." Lød det lavt fra hendes læber, mens hun smilte kærligt til Larlii. "Virkelig, du vil lære mig den... Fantastisk... Ok, to sekunder, jeg finder min harpe." Hun vendte sig ivrigt om, i det kvinden sagde sit navn. Gud! Hvor var Harus maner, her spurgte hun bare om undervisning, uden så meget som at sige sit eget navn til denne kvinde. "Oh, undskyld... Mit navn er Haru Furukawa... En af de mindre elvere der enlig lever i skovene... " Hun smilte varmt til hende, inden hun hentede sin harpe hos Julio.
Hurtigt kom hun dog tilbage, hvor hun smilte stort. Hun kunne ikke vente til at lære noget nyt, specielt fordi sangen var så beroligende. "Ok... Jeg klar.. Jeg plejere at være meget lærenem, men jeg kan have lidt svært ved at ramme tonerne enkelte gange." Hun lagde sit hoved en smule på skrå, så det kul sorte hår gled ned af hendes højre skulder.

Larlii satte sig med sin harpe og smilede til Haru.
"Vi starter med melodien i et langsomt tempo, det virkede for mig da jeg lærte den. Og så gælder det ellers om at gentage den til ukendelighed." Hun spillede sangen i et langsomt tempo og holdte pauser ind imellem, hvor hun ventede til hun havde set om Haru havde fanget dem. Da hun havde spillet den færdig, så hun på Haru.
"Igen?"

Haru var som sagt ok lærenem, dog galte det om at huske de ting Larlii lærte hende. Hun fulgte hende stædigt med sine øjne, mens Larlii spillede. Dog forsøgte hun at spille det på samme måde. "Ok, det lyder næsten ens... Er jeg for hård ved C strengen?" Lød det fra hende, mens hun spillede en smule af sangen igen. "Det er måske ikke min stærkeste side." Hun smilte kærligt til Larlii, mens hun langsomt, samt tålmodigt forsøgte at lære hende sangen, samt melodien at kende.
Haru sad nok i omkring to timer, hvor hun skrev teksten ned i en lille håndbog, enkelte gange skrev hun noderne ned. Hun ønskede skam at lære denne sange, den var smuk. Hvis hun spillede den til folk, ville de udentvivl lytte til sangen. Hun kunne sikkert ikke synge den halvt så godt som Larlii, men hun ville i det mindste gøre et forsøg. Hvem vidste, måske hun kunne tjene bare en smule på at lære en lille sang at kende. Hun smilte varmt ved tanken, mens hun fjernede en lille tot hår fra ansigtet.
"Så.. Jeg tror jeg har den nogen lunde." Roligt så hun op imod himmelen, inden hun smilte en smule træt mod månen skinnet. "Det kunne næsten være en god ide at slå lejre et sted... Oh... Foresten.. Frøken, jeg er en smule faret vild, hvis det ikke er for meget besvær, kunne du så ved den først sols stråler vise mig ud af skoven." Hun smilte kærligt til Larlii. "Jeg ved jeg spørger om meget, men hvis det ikke er ok, så vil jeg selvfølgelig tage dit ord, ønsket ikke at tvinge dig ud i noget." Et lille gab slap hendes læber, inden hun så sig omkring.

Hun smilede til Haru. Det var sjældent at møde en som var så lærenem.
"En smule, men det skal nok gå." Imens de spillede, fornemmede hun hvordan dragen nærmede sig langsomt, men stadig holdte sig i skyggerne bag hende. Da Haru talte om at slå lejer, så hun på hende med lidt andre øjne. Og da Haru nævnte at hun var faret vild, blev Larlii en smule overrasket.
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig ud af skoven. Men i nat, vil jeg sørge for at du og din skønne hingst får hvilet ud." Hun rejste sig smilende.
"Kom med, jeg er sikker på at de er ved at have nattens måltid klar." Hun begyndte at gå imod nordøst, imens hun sikrede sig at Haru fulde med. Efter omkring ti minutter kom de til en anden lysning hvor en gruppe på tyve elver var i gang med brede tæpper ud på jorden og forberede mad bestående af bær, rødder og urter. De hilste på Larlii og nikkede til Haru, da Larlii præsenterede hende og fortalte grunden til hendes tilstedeværelse. En af elverne kom hen med to skåle mad og gav det til dem. Larlii tog imod og satte sig på jorden ved bålet. Snakken gik lystigt omkring lejeren. Hvordan dagen var gået. Mange af dem havde været rundt i skoven, andre havde været ved markedspladsen, som lå imellem skoven og Bronze of Time District. De have forskellig historier med fra markedet.

Haru gjorde skam sit bedste for at lære den nye sang, den var enlig ikke så svær. Hvilket nok var fordi hun havde så nemt ved at spille på harpen, samt det at Larlii var ok god til at forklare tingene. Det at hun sad og spillede ved siden af hende, fik hende til at adskille sine læber en smule. Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun mærke hvordan dragen nærmede sig bag dem. Dette fik hende til at føle sig en smule som et bytte dyr, som om den langsomt sneg sig ind for at angribe og æde hende.
Hendes hjerte slog en smule nervøst i hendes bryst, mens følelsen af lungerne der trak sig en smule sammen, i nervøsitet begyndte at kunne følelse en smule smertefuldt.
Tankerne forsvandt i samme øjeblik Larlii snakkede om at lade dem hvile ud, roligt så hun op på Larlii med et lille smil på sine læber. "Mange tak, jeg tror også jeg trænger til at få lidt søvn." Lød det kærligt fra hende, inden hun rejste sig op. Larlii skulle vel noget, hvilket gjorde at Haru bare kunne sætte lejre lige her, stedet var enlig også meget smukt og hyggeligt. Dog i det hun så sig om, for at finde et godt sted at ligge, hørte hun Larliis stemme, bede hende om at følge med. "O-Oh ok, jeg kommer..." Hun sprang ned af stenen, inden hun fulgte med Larlii, hvor hun roligt klappede til sin hofte, så Julio begyndte at følge med dem.
Han gik enlig bare rundt og græssede, mens de havde spillede. Han gik op til hendes side, hvor Haru roligt lagde sin hånd på hans hals, for at nusse ham en smule. Han var vel nok en af hendes forældres bedste hest, det var lidt underligt at de havde været ok med at give den ud til hende. Da de endelig kom til market, kunne Haru godt få en følelses af, at hun kendte nogle af dem. På den anden side, ville det sikkert godt kunne lade sig gøre. Hendes familie var rig, mødte mange elver, så helt umuligt var det nok ikke.
Da de fik sat sig, spiste Haru med glæde maden. Det var helt rart at få noget normalt at spise, i stedet for brød. Hun lyttede til folks samtaler, samt deres måder at more sig på. De arbejdede altså alle sammen her? Roligt så hun sig over skulderen, for at se på Julio, der her var i gang med at ligge sig i noget græs. Et kærligt smil, formede sig på hendes læber.

Et par af elverne gik over til hesten med gulerødder, havre og vand, alt sammen blev sat og lagt inden for rækkevide, så den ikke behøvede at rejse sig for at nå. Larlii smilede og spurgte til nyt fra markedspladsen. De fortalte blandt andet om at en gruppe af musikkere og dansere, som var på vej til Bronze of Time District. Et par elver så over på Larlii.
"Vi mødte nogle folk som spurgte efter din kusine. Hende som forlod skoven." Larlii stivnede som om nogen havde slåede hende, og så på elveren som havde talt.
"Hvad ville de? Jeg har ikke set Taliia i over et år." Elveren trak på skulderene.

Det var tydeligt at Julio nød dette. Det at få ordentlig opmærksomhed, og have lov til at spise liggende. Han nød det hele, hver eneste ting. Maden blev skam spist, mens han roligt vrinskede enkelte gange.
Haru havde aldeles intet at skulle have sagt i denne samtale, hun anede intet om disse folk. Hun spiste enlig bare med en fremmed gruppe elver.
Dog virkede det til at der var et problem, ikke et problem hun ville kunne hjælpe med. Haru var bare en smule nysgerrig, hvilket var den største grund til at hun bare spiste, mens hun lyttede til deres samtale.

Larlii sukkede. "Hvorfor skulle hun også være så anderledes? Havde hun bare være mere som resten af familien, så var hun aldrig kommet i så dårligt selvskab." Mange af elverne brummede sammentyggende, andre tav da de vidste at det intet ville ændre. Et par stykker begyndte at tale om forberedelserne til en af de store fester til ære for skovens væsener. Larlii lyste op og lyttede med, samt kom med forslag og ideer til hvordan festen kunne blive bedre end den forrige.

Dette var seriøst en underlig stemning... Denne Larlii havde problemer med en søster, fordi hun var anderledes? Så hun var vel blevet smidt ud af stammen, som Haru kun havde hørt ske enkelte gange. Hun havde dog ikke rigtigt forstået sådanne ting, bare fordi man var en smule anderledes, kunne man vel godt være i en stamme? Der var ingen grund til at smide en væk, bare på grund af det. Et suk slap hendes læber, inden hun spiste nogle bær.
Roligt rejste Haru sig op, hvor hun gik mod Julio, der stadigvæk spiste nogle æbler. Hun satte sig op af ham, mens hun nussede hans varme hals. "Så... Er du klar på en hyggelig tur ud af skoven igen?" Lød det forsigtigt fra hende, mens Julio kort så på hende, inden han spiste videre. "Awww, come on, du kan ikke se sådan på mig. Det var dig der ville her ind, jeg sagde jo at jeg aldrig havde været her før.." Hun klappede roligt hans hals, hvor Julio lagde hovedet ned i græsset. "Ja ja, jeg har ikke været nogen steder før... Men det er derfor vi er ude, er du ikke glad for at du kan se verden, i stedet for at være inde i din stald konstant?" Hun snakkede med en hest, yup, sådan var hendes liv begyndt at blive. Ikke at hun ikke plejede at snakke med Julio, han forstod sikkert intet ved hendes ord, men hun havde aldrig rigtig haft normale folk at snakke med, så det med at snakke med Julio, virkede nu meget beroligende for hende.

Larlii så godt at Haru rejste sig og gik over til hingsten. Larlii smilede, rejste sig og gik over til dem. Hun nåede lige at hør den sidste sætning. Hun smilede, og talte roligt. "Der er intet mindre fornøjeligt at tale med væsener som forstår en. Du har en sand ven i denne skønne hingst." Hun så hurtigt ud over skoven og smilede. "Hvor vil du gerne hen i morgen?" Larlii satte sig ned og rakte hånden frem imod hingsten med et æble.

Da Larlii kom hen til hende, rødmede hun en smule. Hun havde altså lige hørt hende snakke med Julio, dog virkede hun meget o.k, på trods af at hun lige havde hørt hende snakke med Julio. På den anden side, var det noget elver tit gjorde, snakkede med naturen og var et med dyrene. Dog virkede det alligevel lidt underligt, da hun ikke forstod hvad Julio overhovedet sagde normalt.
"Helt enlig, jeg forstår dog ikke helt hvad han siger. Jeg tror bare han synes jeg er underlig, mens jeg  sidder og snakker med ham... Men det er skam meget hyggeligt." Hun smilte kærligt til Larlii, inden hun nussede Julios mule. "Men ja, han er skam en sand ven, som altid er der... når jeg har brug for det." Hun klukkede blidt af sine egne ord, inden hun så sig omkring. "Den nærmeste by. Jeg rejser enlig bare rundt fra by til by, hvor jeg spiller musik." Hun kørte en hånd igennem sit hår, for at rette det en smule. Julio tog glædeligt imod æblet.
"Så, denne søster.. Hvad har hun gjort, hvis jeg må spørger?" Hendes stemme var rolig, hun ønskede bestemt ikke at træde nogle over fødderne, så hvis Larlii ikke ønskede at fortælle hende det, ville hun ikke spørger mere ind til det.

Larlii så smilende på hende.
"Jeg snakker selv med skovens dyr og væsener. Og jeg er sikker på at de forstår os, på vores kropssprog, tonen og aura." Hun tænkte sig lidt om. "Det er Dragons Peak, som denne skov er en del af. Jeg kan tage dig med til Bronze of Time District, eller rettelse til den markedsplads som forbinder Districtet og denne skov." Hun så forundret på Haru, da hun spurgte hvad hendes søster havde gjort.? "Søster?? Det var min kusine vi snakkede om. Hun kom i dårligt selvskab og endte ud med at blive pirat, hvormed hun blev bortvist fra familien."

Mange elver snakkede med dyrene, det var som om det var deres kende tegn. Elver var enlig bare hippier, der gik meget op i naturen og dyrene. Så meget at de måske virkede lidt skøre for andre racer, ikke at det gjorde Haru så meget. Hun var nok bare begyndt at vænne sig til, at folk så en smule sjovt på hende, når hun snakkede til Julio.
"Jeg tror også på at de forstår vores kropssprog, det er den måde vi får en forbindelse imellem dem. Hvis de overhovedet ikke forstod os, ville de sikkert ikke komme i nærheden af dem. Man ønsker trods alt ikke at omgås med en person, hvor man ikke engang kan læse deres adfærd bare en smule." Hun var langsomt begyndt at flette Julios manke, mens de snakkede sammen. Det var dejlig afstressende, samt det at han blev så fin når hun gjorde det. Hun smilte varmt for sig selv, mens Julio derimod bare virkede opgivende. "Det ville glæde mig, hvis de ville være så venlig at følge mig til markedspladsen, på den måde ville jeg kunne spille lidt der, inden jeg rejser videre." Hun kunne få lov at se en helt ny by. Tænk, hun anede ikke engang at der var noget der hed Dragons Peak. Det var vidst kun godt at hun var kommet udenfor døren, på denne måde kunne hun endelig se verden med sine egne øjne. Samt opleve den friske luft, i stedet for alt den parfume der konstant blev kastet på hende.
"Oh undskyld, jeg forstod det som om hun var din søster... Så... Hvorfor er det slemt at være en pirat?" Hun så på Larlii ud af sin øjenkrog, inden hun så ned på manken igen.

"Vi skovelver er tro imod naturen og lever sammen med den. Vi tager ingen liv uden det er yderste nødsituation. Vogterene, som jeg er en del af, kan være nød til det hvis skoven og dens væsener er truet." Larlii så roligt på Haru, inden hun rejste sig. "Jeg vil smutte til ro, du skal være velkommen ved siden af mig, hvis du vil have varme fra bålet. Og du kan være ganske rolig, der vil være vagtposter igennem hele natten." Hun gik hen og lagde sig på et af tæpperne.

Haru nikkede roligt til hendes ord, som et tegn på at hun lyttede til Larlii's ord. "I see... Jeg har mødt mange skovelver, og jeg kan ikke se de fleste forskellige som man siger vi elvere har. Jeg kan godt se lidt af dem, men ikke så mange. Vi går alle op i naturen, ønsker ikke at slå dyr ihjel og passer godt på miljøet." Hun trak blive på skulderen, inden hun tog nogle flere tottere fra Julios manke, mens hun flettede den mere. Roligt nussede hun Julio enkelte gange, inden hun flettede det hele sammen.
"Forståeligt, de er også begyndt at blive sent... Sov godt" Hendes stemme var beroligende, mens hun rettede ryggen en smule. Det var enlig meget rart at hun blev taget med så åbne arme. Det kunne godt ske, at det havde noget at gøre at de begge var elver, uanset hvad var det meget rart. Hun fugtede kort sine læber, inden hun lænede sig op af Julio. Normalt sov hun op af Julio, han var varm nok at sove op af, så det skulle nok gå, plus det er ikke vinter. Hvilket gjorde at nætterne ikke var så kolde, som de kunne have været.

Da solens første stråler ramte træernes toppe, hørtes en blanding af kvideren og brummen, som steg og faldt ligesom tale. Larlii vågnede og så smilende op i træerne. "Godmorgen aina'loki." De andre elvere begyndte at hviske sammen imens de så op imod træerne. Nogle var nervøse, andre bekymret. Men et par stykker smilede og grinede. "Hvor er det typisk at de følger dig, Larlii. Du er næsten sikker på at blive udvalgt til deres talerør ved næste års møde."

Da solens første stråler ramte træernes toppe, hørtes en brummen, som steg og faldt ligesom tale. Larlii vågnede og så smilende op i træerne. "Godmorgen aina'loki." De andre elvere begyndte at hviske sammen imens de så op imod træerne. Nogle var nervøse, andre bekymret. Men et par stykker smilede og grinede. "Hvor er det typisk at de følger dig, Larlii. Du er næsten sikker på at blive udvalgt til deres talerør ved næste års møde." Larlii så over på dem og rystede på hovedet. "Det har jeg intet ønske om. Så længe jeg kan få lov til at være healer og vogter, så er jeg tilfreds med mit liv." Hun så hen på Haru og smile. Hun havde lovet Haru at hjælpe hende ud til markedspladsen. "Haru, vil i to gerne have lidt morgenmad inden vi forsætter til markedspladsen, eller vil i gerne afsted nu?"