so what do we have here - Loui

S-Gyderne
T-1.dec hen mod aften (17,05)
O-lidt mennesker her og der
P-et par bukser og en langærmet trøje og en tyk jakke
V-halv koldt


Razion var ikke den som bevægede sig ud meget i denne her tid, men han ville jo heller ikke bare være der hjemme og glo, så han havde taget sig sammen og var gået sig en tur ud i byen, bare gå der og kigge og man viste jo ikke hvordan dagen ville gå eller resten af den.
Han gik bare der stille og roligt der i byen og ende med at stå i starten af en gyde, og stilte sig op af muren, gyden kunne man godt se at den var faldet sammen lidt længere henne, så det var mere en blind gyde nu end det var før kunne det lade til.
Han stod roligt der og anede ikke hvorfor han stod der, men det gjorde han nu bare engang, han stod roligt der og kiggede på folk der gik forbi denne her gyde og så skam godt hvor opmærksom folk var og det var ikke ret meget, man kunne jo tage ting fra dem, hvis man var god til den slags der, for de lod ikke til at ligge mærke til det.
Han kørte en hånd over sit hår og anede virkelig ikke hvad han skulle lave lige nu, for han stod jo bare der og kiggede på folk kom gående forbi, der hvor han stod men hvorfor han stod der viste han ikke rigtig selv lige nu.
Han kiggede på folk og så en der slet ikke anede at han var der og roligt fik han fisket en pung fra denne her person og gemte den væk, under sin jakke så den ikke kunne ses på ham, men nu måtte han vente før han sådan gjorde mere, så folk ikke ville vække mistanke om ting, hvis der forsvandt mere fra folk og den slags ting der, og nu var han jo nok den første de ville mistænke, når det var men nu måtte man man jo se hvad der kom til at ske, for han kunne skam godt finde på at få fat i noget mere end bare en pung hvis han kunne, men han skulle bare passe på det var alt.

Loui var gået fra hendes hjem. Dave og hendes mor holdte noget hemmeligt fra hende og hun kunne mærke det. Hendes mor arbejdede sent, hverdag og det var så sent at hun først så hende igen om morgen. Loui spurgte tit ind til hvorfor hun arbejdede så meget og hvad hun lavede, men måtte få det samme svar igen og igen. 'Så vi kan bo i et pænt hus en dag'. Loui sukkede ved hendes tanker, hvorfor ville de ikke svare hende? Hvorfor ville de ikke fortælle hende sandheden? Det værste af alt, var at Dave ville holde hende i kort snor, efter hun var blevet fuldt hjem af en fremmed.
Loui så op, og det gik op for hende at hun havde gået i hendes egne tanker så længe at hun ikke kunne se hvor hun var hende, sådan lige på første indtryk. Hun vendte sig rundt et par gange for at, hun måske kunne genkende noget, så hun kunne finde vejen hjem igen.
Loui tog sig til hovedet. "Det var dog.." Loui sukkede endnu en gang "typisk.." sagde hun med en skuffet tone. Hun fjernede hånden fra sit ansigt og fortsatte med at gå lidt endnu. Hun trak hendes jakke længere op, det var godt hun havde hendes lange vinter jakke på her til aften, da det var en smule koldt.

Som Razion stod der og kiggede på folk som gik forbi ham mens han var her i gyden og den slags, han kiggede kort rundt og fik øje på en der så ud til at være faret vild, lignede det i hvert fald for ham, men han var dog ikke sikker på om hun var, men man kunne jo altid spøge og se om denne kvinde ville reagere.
Han kiggede på hende "Hey du der tøsen med hånden for ansigtet"sagde han højt nok i håb om at hun hørte det, men hvis hun ikke hørte det så var der noget galt med hendes hørelse eller noget.
Han stod der i gyden og puttede sine hænder ned i sin jakkes lommer og ventede bare på at se om der kom nogen form for reaktion fra hende af, dog var han ikke ligefrem den der ville hjælpe folk, men han gjorde det af og til, men om han ville lige nu tja det var ikke sikkert, men nu måtte han jo først se om hun hørte ham eller om han skulle sige det igen eller hvad han sådan skulle gøre lige nu.
Mens han stod der og ventede med hænderne i sine lommer kiggede han rundt på resten af, de folk som gik der bare for at kigge lidt for han kunne jo ikke lave andet lige nu, eller kunne han for han var ikke den der var mest aktiv, han kunne godt virke som en doven person når det var, men man skulle ikke ligefrem lade det snyde en, når det var ham man havde med og gøre.

Imens Loui var længst væk i hendes egne tanker, blev hun forstyrret. Hun vendte sig om og fik øje på en herrer. Hun var dog ikke sikker på om det var hende som han råbte efter, da hun aldrig havde set ham før, så hvorfor skulle han råbe efter hende? Loui kløede sig i nakken og vinkede med den anden hånd, som en reaktion og spørgsmål på samme tid.
Hun gik forsigtige skridt hen mod den unge herrer, da hun blev mere sikker i sin sag, at det faktisk var hende som han ville have fat på. Hun kunne ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet i, hvorfor. Hun har jo ikke ligefrem haft held med at mode nye venskaber, hvis man altså spurgte hendes papfar, hendes mor havde hun ikke set i et par dage nu og hendes papfar, Dave ville ikke afsløre hvad der forgik.
Loui stod nu foran den fremmede herrer, "Var det mig de kaldte på?" spurgte hun forsigtigt, da hun stadig kunne tage fejl.

Han stod roligt der og kiggede på denne her kvinde, som han sådan set havde kaldt på og den slags der, og roligt så han at hun var begyndt og komme hen til ham og alt det halløj der.
Han kiggede på hende da hun endeligt var kommet hen til ham "ja det skulle jeg meget gerne mene at jeg snakker til dig du så ud til at du vist ikke ved hvor du er endt henne eller noget i den retning har jeg ret eller er jeg forkert på den"sagde han roligt og stod bare der med sine hænder i sine lommer og kiggede på hende.
Han kiggede på hende *hmm menneske*tænkte han bare for sig selv, da han jo godt kunne mærke det på hende bare nu, da hun ikke virkede til at have sådan noget overnaturligt eller noget, så han ville mene at han var i sikkerhed når det kom til hende og den slags der.
Han kiggede lidt rundt og så bare de folk der gik forbi dem og den slags der, og efter lidt tid vente hans blik tilbage på hende og smilte roligt til hende, lige nu var han bare afslappet og alt det, men det kunne jo godt ændre sig fra det ene sekund til det andet, men sådan var han jo bare, da han var dæmon jo og den slags ting der.

Loui trak sig lidt på skuldrene. Det var sandt nok at hun ikke vidste hvor hun var, men hun var jo heller ikke på vej nogen steder hen. I virkeligheden var hun ked af det, hun havde ikke nogen steder at tage hen, udover hjem men der kunne hun jo heller ikke blive ved med at være. Loui sukkede dybt. "Jeg ved ikke hvor jeg er.." svarede hun og tog hænderne i lommerne, som en copycat. Han lød som om han ville hjælpe men hans kropssprog talte anderledes. Hun trådte et enkelt skridt tilbage og vidste ikke om han råbte efter hende for at hjælpe, eller tage benyttelse af at hun var alene og faret vild. "Kender de da området godt?" spurgte hun og bed sig i læben. Hun var utryg ved situationen, hun vidste ikke hvem han var og hvilke tanker han havde om hende.

Han kiggede på denne her kvinde og smilte roligt "det da ikke godt at du ikke ved hvor du er men ja kender skam godt området her og ja det meste af byen"sagde han roligt, og kiggede på hende "hvordan kan det være du er her ude når du ikke kender stedet"spurgte han og var bare nysgerrig lige der, og roligt tog en hånd op fra sin jakke til at køre den gennem sit hår også røg den ellers tilbage i jakken, men om han ville hjælpe hende det vidste han ikke lige nu, men måske hvis hun var heldig lige nu.
Han kiggede på hende "hvad Hedder du hvis jeg altså må få det at vide"sagde han så han i det mindste vidste hvad han kunne kalde hende og alt det, dog havde han jo heller ikke fortalt hende hvad han hed, men okay hun havde ikke spurgt ham, men det kom nok ville han da selv tro at det gjorde, siden han nu spurgte og alt det halløj der, men han måtte dog sige han kunne ikke lide når folk gjorde det sammen som ham, som fx hende og hendes putten hænderne i lommen bare fordi han havde gjort det den slags ting der.
Han kiggede lidt rundt også tilbage på hende og så en mand gå forbi, som havde sin pung lige til at tage, roligt sneg han sig om bag manden og snuppede pungen, og før han blev opdaget gik han væk og tilbage til hende "så hvor kommer du fra her i verden"spurgte han, og regnede endeligt med at hun havde et eller andet sted og tage hen, men det kunne også være at hun ikke havde jo.

Loui trak sig på skuldrene. Hun havde ikke noget sted at være, hun var bare gået for at gå, hun havde det skidt derhjemme og det var ikke muligt at tage hjem til nogen, da hun ikke kendte nogen andre. "Jeg er her bare" svarede hun og havde ikke andet at svare, hun var her jo bare, bare gået og nu var hun faret vild og stod og talte med en fremmed mand. "Loui" svarede hun tøvende. Hun kunne ikke finde nogen undskyldning for ikke at give hendes navn, hun kunne hvert fald ikke finde noget farligt ved det. "Og dit navn?" spurgte hun, da hun nå havde sagt sit kunne han vel også udgive sit eget navn.
Loui så forarget på ham. Hun kunne ikke tro hendes egne øjne, hvad bildte han sig ind? Loui tog hånden til munden. Hun havde lyst til at råbe på manden, som lige havde fået stjålet sin pung, men hun holdte sig tilbage, da tyveknægte var voldelige og farlige - og hun stod og så på en. Hendes hjerte bankede hurtigere og begyndte at bakke bag ud. "Jeg vil aldrig se dig igen" sagde hun stammende og bakkede langsomt væk fra ham.

Han kiggede på hende og hævede sit ene øjenbryn "så du er her bare"sagde han roligt og hørte skam godt hvad hun sagde til ham til sidst, og før hun nåede og bakke alt for langt væk, greb han hende i hendes ene arm og trak hende tilbage, og fik hen længere ind i gyden, som han nu kunne.
Han kiggede på hende "du ligner en som ikke kan lide at jeg gør alt for at sådan set og overleve den mand der er en af de der rige mænd man ser gå rundt"sagde han og kiggede på hende og undrede sig over at hun ikke selv ville prøve og overleve "man gør jo alt for at overleve ikke sandt"sagde han roligt og tog fat i hendes anden arm og trak begge hendes arme over hendes hovede og stod tæt op af hende, og gjorde sådan at hun stod op af muren.
Han kiggede på hende "og mit navn er Razion"sagde han roligt og stod bare der med hende, og roligt trykkede han sin krop ind mod hendes "du vil da ikke fortælle mig at du ikke vil gøre alt for at kunne overleve om det så betyder at man er nød til at stjæle lidt her og der"sagde han roligt og trykkede sin krop ind mod hendes og den slags der.
Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber og slappede af mens han kiggede hende ind i øjne, og ventede nu på at hun ville svære ham på det, for han ville da mene at han havde ret i at man gjorde alt for at overleve i dette her samfund der nu var i verden her.

Loui gispede i det han greb hendes arme. Hun blev helt stum da han trak hende længere ind i gyden. Hun kunne se det nu, det var nu alle de uhyggelige historier som hendes forældre fortalte hende, med de farlige mænd, der findes ikke mange gode mænd og det var derfor de passede så godt på hende, men hun havde trodset de mange advarelser, og alligevel var hun her, med en fremmede mand, som havde styrken til at styre hende rundt. "Nej jeg vil ikke, stop" gispede hun og kunne mærke hans hænder holde stramt om hendes arme.
Da de stod der, langt inde i gyden, hvor hun kunne mærke hans krop så tæt på hendes, de stod nok så tæt at han måske kunne mærke hendes hjerte hamre løs som hjertet på en galop hest der var ved at vinde sit løb. Hun var så bange at hun var stum. Hun hørte hans navn, og ville nok aldrig glemme det igen. Hun ville aldrig glemme den første mand som var så tæt på hende, aldrig har hun været så tæt på en mand før.
Loui prøvede at svare, for at forsvare sig selv, men det var svært at få ordene ud. "Nej.. jeg.." prøvede hun at svare, hun vendte hovedet væk fra ham og græd. "vær sød at slippe" sagde hun stammende og var ved at hyperventilere af den stress hun var udsat af.

Han kiggede på hende og slappede roligt af, mens de stadig stod der og alt det halløj der, og roligt smilte han til hende "roligt lige nu ikke Loui"sagde han og tog sin ene hånd ned til hendes kind og nussede hendes kind, for at se om det ville hjælpe på at få hende til at slappe af og den slags.
Han kiggede på hende og stod stadig der tæt på hende og prøvede på at få hende til at falde ned, men om det virkede viste han ikke "fald ned ikke"sagde han roligt og smilte stille men dog også med en hvis charme over sig, men om hans charme virkede på hende, tja der var jo en 50-50 procent chance for at det ville.
Han kiggede på hende og slappede af mens han stod der med hende og han var ikke ude på at skade hende, han 'legede' bare lige nu, men han ville da ikke gøre hende bange, men ha hun skulle falde til ro, da han ikke selv lige nu ville mene at hun var i fare eller noget som helst, men det kunne jo godt være at hun følte det sådan, men det vidste han jo ikke lige nu og her, men nu måtte han jo se hvad der ville ske, om hun ville falde til ro eller om hun ville forsætte med og være uroligt som hun var og den slags ting der.

Da han slap sin ene hånd for at ae hende på kinden, tog hun hurtigt hånden til sig selv og havde hånden på hans brystkasse. Hun havde aldrig rørt en anden mand, og efter denne oplevelse kunne det godt være, det varede længe før det ville ske, af egen fri vilje.
"Hør nu.." gispede Loui og så på ham med hendes våde dådyr øjne, man kunne læse hende som en åben bog. Hun var bange, angst og desperat. "Jeg vil bare gerne ha' at du slipper mig" stammede hun og tog ikke øjnene fra ham. Hun ville huske denne mands ansigt, så hun kunne beskrive ham før alle. "Jeg lover ikke at fortælle andre at du stjæler" sagde hun ærligt, hun kunne ikke være mere ligeglad om han stjal, det hun var mest bekymret før, var om det var denne aften hun ville miste livet til en tyv.
Loui prøvede at presse ham væk, men uden held, han var så meget større end hende, så hun havde ikke en chance. "vær sød at lade mig gå" græd Loui og kneb hendes øjne sammen og græd endnu mere.

Han kiggede på hende og lyttede til det hun sagde til ham og stod tæt op af hendes "du bange for mig er du ikke men hvis jeg havde ville gøre dig fortræd så havde jeg allerede gjort det"sagde han roligt og slap hendes anden hånd "men du har brug for hjælp ikke og du siger bare du er her så det vil betyde at du ikke har noget sted og tage hen har jeg ret i det"sagde han roligt og slappede bare.
Han kiggede på hende og slappede roligt af mens han kiggede på hende "altså vi kunne se om den kro om den stadig har værelser til leje hvis du har penge men jeg ved ikke om du har jo"sagde han roligt og kiggede på hende, han havde jo ret i det først han havde sagt hvis han havde lyst til at gøre hende noget så havde han jo gjort det, men hun viste jo så heller ikke hvad hun lige stod overfor lige nu, hvis han havde ret lige nu ville han mene at hun tænkte at han bare var et menneske som hun selv var, men det kunne han ikke ligefrem sige at han var, men hvis hun spurgte lagde han ikke skjul på hvad han var, for han var jo hvad han var og alt det halløj der, men nu måtte han jo vente og se hvad hun gjorde og ikke gjorde, altså han havde givet slip på hende, og roligt gik han væk fra hende så hun kunne bevæge sig "men du kan også bare sige til hvis du ikke vil ha hjælp"sagde han roligt og kiggede på hende.

Loui gispede efter vejret, da han slap hende. Hendes ben var blevet bløde af hendes forskrækkelse. Hun faldt sammen ned på hendes knæ og så helt ned og sidde på jorden. Hun lænede sig op af muren og kiggede bange på ham. "Hvad tror du selv?" svarede Loui med et uforstået blik. Hvordan kunne han komme her og tro, at han kunne forskrække hende uden videre og så slippe af sted med det, ved et hyggeligt sted og sidde? Nej. Loui rejste sig og børstede sig let af. "måske gjorde du ikke vold, men hvis du tror at jeg glemmer det du har gjort sådan uden videre, tager du fejl. Jeg kan ikke lide dig" svarede hun stammende og prøvede at virke modigere end hun egentlig var. Men der var én ting han havde ret i, hun anede stadig ikke hvor hun var, men hun var sikker på at det ikke var ham, som skulle følge hende hjem. Hun begyndte at gå væk fra ham. Hun græd stadig og hendes krop rystede af forskrækkelsen, dette var måske hendes værste dag i hendes liv.

Razion kiggede efter hende og smilte stille og roligt "okay fair nok jeg skræmte dig og jeg undskylder for det men pas godt på dig selv"sagde han roligt og stod bare der, han ville jo ikke gøre hende bange, men det var sket og man kunne jo ikke lave om på det bare lige sådan der.

Lidt længere henne af den retning som hun var gået stod der en flok mænd, som var noget ligne Razion altså Dæmon og den slags, og roligt fik de øje på denne her yndige kvinde som kommer gående mod dem, og roligt som hun kom tættere på begynde de at kræse rundt om hende, nogen af dem gik og tjekkede hende ud, og de kom tættere og tættere på hende, så hun ikke kunne komme ud af denne her cirkel som de havde lavet om hende.
Roligt som de gik der var der nogen som af dem som klappede hende i røven og den slags ting der "så hvad har vi her en kvinde helt alene"sagde en af dem i cirklen og de alle havde sådan et lumsk smil på deres læber.

//smider lidt Npc ind håber det okay //

Som Loui gik væk fra Razion, kunne hun ikke undgå at se de flok mænd hun var nød til at gå forbi. Hun tørrede sine øjne og prøvede at holde ansigt. Da de så hende prøvede Loui at ignorere dem, men det var som om at denne gå tur bare ikke var nogen god ide længere, hun ønskede så inderligt at hun var hjemme og at hun var blevet hjemme. Hun blev meget forskrækket da en af fyrende klappede hende bag i. "Lad mig værre!" skreg hun og ranke hånden ned til hendes lår og hev hendes kniv frem, som hendes papfar havde lavet til hende, den havde hun altid på sig. Hun holdte den lille 10 cm lange kniv med hænder, som rystede. "hold jer væk, for ellers!" råbte hun imens hun græd og fik mere og mere røde øjne. Hun svingede kniven rundt og prøvede at gøre sig som en trussel til de mange mænd. "Hjælp!!" råbte hun højt, og håbede på en venlig sjæl ville komme og redde hende.

//Ja ja fint //

Mændene kiggede bare på hende med det der lumske smil på sine læber som de havde "for ellers hvad"sagde en af mændene til hende og en af dem sneg sig om bag hende, og fik fat i hendes arme bag hende "du jo bange"sagde den som havde fået fat i hende bagfra.
De var ikke normale mennesker jo, så de havde ikke den store frygt for hende, og roligt lagde en af dem en hånd for hende mund, da hun skreg om hjælp og den slags der, og roligt tvang de hende med sig ind i en gyde som var i nærheden, og skubbede hende ind der og lavede en mur så hun ikke havde en chance for at komme ud.

Razion var længere nede af vejen nu, men stadig havde han hørt et skrig, og hvis han havde ret var det den tøs som han lige havde ladet gå og den slags, så han gav sig til at følge den vej hvor skriget var kommet fra og alt det.

//super //

Loui kunne ikke lade være med at tænke hvor dumt hun nu måtte føle sig. Hvis hun nu havde været opmærksom hvor hun var gået hen, så var hun måske ikke endt her. Hun så hendes liv flyve forbi hendes øjne, tanken om at hun aldrig ville finde en mand, en sand kærlighed var så fjern fra virkeligheden. Loui kunne aldrig stole på mænd igen. Hun ville aldrig tilgive sig selv hvis hendes udskyld blev taget fra hende, søde Loui som var jomfru og gemte sig selv til den rigtige, det var måske alt sammen forgæves, hvis de usle mænd tog det fra hende. Hun bedte en bøn om at det ikke ville ske, alt andet end det.
Efter de havde trukket hende ind i gyden kunne Loui ikke se nogen anden ud vej, hun bed hårdt i mandens hånd som holdte hende for munden, hun fik et øjeblik til at skrige for hendes liv. "Hjælp mig, en eller anden!" råbte hun med alt hendes lunge kapacitet. Loui græd, hun var bange. Hun savnede hendes mor.

//Jeg har lidt ondt at Loui hehe //

Manden som havde fat i hende mærkede at hun bed ham i hånden, og han bandenede sig over den smerte han fik af hendes bid og gav hende en over hovedet med den anden hånd dog ikke alt for hårdt, da manden jo ikke ville ha hun skulle falde bevidstløs om, mens de stod der og kiggede på hende kom de tættere på hende og en af mændene fandt noget frem, som han tvang foran hendes øjne så hun ikke kunne se noget, og roligt kunne man høre en kniv blive foldet ud og den salgs og efter kort tid ville hun mærke at hendes bukser blev løse, da de var i gang med at skære dem i stykke og rev dem af hende.
Lidt længere nede af hovede gaden var Razion *tænk at jeg gør det her*tænkte han for sig selv og hørte hende skrige igen, og roligt med et godt tempo og det hele kom han hen til den gyde som de havde slæbt hende ind i "hvor er i dog ynkelige at gå efter dem som er alene og mindre end jer selv"sagde han bare koldt og en af mændene vente sig om og kiggede på ham "hvad var det du sagde"sagde manden tilbage og Razion løftede på sit ene øjenbryn, han grinte kort for sig selv "tror godt i aber hørte hvad jeg sagde"sagde han bare koldt og manden rejste sig op og gik mod ham. Han kiggede på manden som var kommet tættere på ham og roligt tog han sin jakke af og smed den på joden hvor den ikke blev vild beskidt, han kiggede på manden "kom så din tøs"sagde han og stod bare der og manden slog ud efter ham, dog skubbede han mandens hånd væk så han ramte ved siden af, og manden fik sig en skalle hårdt nok til at man kunne høre at hans næse brækkede på ham, manden vaklede tilbage og Razion så bare koldt på ham og gav manden et skub med en flad fod så manden røg tilbage i de andre fra hans lille gruppe.

(hopper lige lidt frem så jeg ikke skal til og forklare alt bliver for kedeligt i længden)

Hun ville kunne høre en masse som forgik omkring hende men det meste skete foran hende og den slags der og efter noget tid blev der helt stille og man kunne høre dem ligge rundt i gyden og ømme sig godt og grundig selv Razion som var godt smadret, men det var jo klart, dog tvang han sig selv til at komme op på bene og humbede hen til hende hvor hun var blevet sadt, og fik fjernet det for hendes øjne "er du okay"spurgte han roligt og kiggede på hende *hvorfor er hun uheldig først mig som er et fjols overfor hende også støder hun ind i et en flok spader*tænkte han for sig selv, man kunne se at han havde flænger her og der nogen dybere end andre, dog det væreste var at en af mænde havde ramt ham så at kniven sad i hans arm, dog tænkte han ikke over den lige nu, men han viste godt at den sad der, men efter lidt faldt han ned på sin røv og bed tænderne sammen i smerte og han sad bare der og kiggede på hende, i håb om at hun måske ikke flippede af i chok eller noget, for det magtede han ikke lige i hans tilstand.

//håber det går ellers må du sige til :3 //

Hendes hjerte bankede så hurtigt at det føltes som om at det ville hoppe ud af hendes brystkasse. Hun hørte en stemme som hun havde hørt før, det var manden fra tidligere. Hendes første indskydelse var, at han ville joine dem. Men efter hun havde fået bind for øjnene, det eneste hun kunne gøre, var at sidde op af den kolde væg og prøvede at snuppe sig væk med benene, men alt var i vejen så hun valgte, som hun gik ud fra at det var, en affaldscontainer. Som hun gemte sig ved.
Hun hørte en slåskamp, en vild en af slagsen. Hun var så rad og kunne ikke lade være med at græde. Det var så frustrerende ikke at kunne se.
Da det begyndte at blive mere stille, kunne hun hørte at en mand var på vej hen til hende og hendes bind for øjnene blev fjernet. Hun så på manden fra tidligere med våde øjne og hun var helt i chok. Hun kunne ikke bevæge sig af hendes store angst tilfælde. "Du.. du.. hvorfor" stammede hun og kunne dårligt få flere ord ud af hendes mund. Hans ansigt var ødelagt, dybe flænger og blod over det hele.
Hun nåede ikke at opfatte mere. Hun himlede med øjnene og det hvide vendte ud af. Loui besvimede af denne traumatiske oplevelse.

// //

Han kiggede på hende mens han bare sad der og hørte hvad hun sagde kort før, han så så hende besvime og den slags der, og roligt himlede han med øjne *hyggeligt* tænkte han for sig selv og prøvede på at komme op, men havde svært ved det så det tog ham noget tid før han endelig var kommet op.
Han kiggede ned på  hende og så sig omkring *hvad fanden gør jeg nu*tænkte han bare før han bevægede sin nakke lidt og man kunne høre lidt knæk derfra og lidt efter tog and fat i hendes halv tunge krop, da når man var besvimet blev kroppen til det man kunne kalde dødvægt fordi den var slap og den slags, og efter noget besvær fik han hende op over sin skulder selvom det gjorde nas.
Roligt gav han sig til at gå stille ud af gyden og folk kiggede skam på ham med store øjne, men det var dog også forståligt sådan som han så ud og det i at han kom med hende over den ene skulder, og den eneste grund til at han havde det, var fordi han ikke ville ha overvægt som hvis han havde hende i armene.
Han kiggede lidt rundt og gav sig til at gå stille og roligt mod et sted hvor han viste hvor der var senge og en der kunne hjælpe ham med hans sår og den slags, og roligt som han gik der med hende jo nærmere kom han på stedet, selvom det gik langsomt, man kunne sige at han håbede lidt på at hun vågnede op, men det var nok ikke den vilde chance for at hun ville, så han måtte jo bare gå i det tempo han kunne, ellers ville han nok falde og den slags.
Han stoppede op efter lidt tid og smilte lidt for sig selv *endelig*tænkte han for sig selv og gik roligt ind selvom der stod lukket udenfor, men han var ligeglad lige der og gik ind med hende over skulderen og roligt stoppede han op og kiggede på en mand som var ved og sætte stole op på borderne, manden kiggede tilbage på ham "troede ikke du var omkring længere men jeg tog fejl"sagde manden og gik ud i et køkken og vinkede ham med sig, og roligt fulde Razion med og alt det, og fik hende langt ned på en sofa,
så hun ikke var øm eller noget af at ligge på et gulv og den slags, roligt så manden på Razion og gav sig til at finde vand og ting at rense med, og Razion satte sig ned på en stol, og efter en masser af smert fik manden stoppet de forskellige sår og alt det som Razion nu havde, Razion kiggede på hende også på manden "jeg har et værelse som i kan være i indtil i morgen"sagde manden, roligt nikkede Razion og samlede hende op fra sofaen og gik op på værelset, hvor han lagde hende i sengen og han satte sig ned i en stol og slappede af, mens han roligt falde hen.

//håber det her svar er godt nok og ikke alt for forvirrende eller noget ellers må du sige til :3//

Loui havde en fantastisk drøm om at møde hendes drømme prins, manden i hendes liv som altid ville være der for hende. Men hurtigt blev alt mørkt omkring hende, hun var omringet af røg og pludseligt så hun Razions ansigt, som sloges med de mænd som ville voldtage hende i gyden, det var som om det hun hørte med bind for øjnene, så hun nu i hendes drøm. Men i drømmen blev Razion dolket i maven og faldt på knæ imens blodet løb dramatisk hurtigt ud af hans mave. Hun rejste sig i senge med et stort gis. Hendes drøm var vidst noget værre rod. Det tog hende lige et par sekunder før det gik op for hende hvor hun var havnet henne. Hun så rundt og klappede desperat på lagnet i mens hun rodede rundt i sengen, som om hun så efter en udvej. Imens hun hyperventilerede og havde svært ved at fatte mod, fik hun alligevel stammede et par ord ud. "Hvad.. hvor.. Jeg.. De mænd.. hvad sker er!" skreg hun imens hun græd. Det eneste der gav mening var, at hun havde været besvimet og var blevet bragt her, men hvorfor. Loui satte sig hårdt op af væggen imens hun sad på sengen. Hun holdte om sine ben og græd hysterisk.

// Det var ganske fint, havde du en god jul og godt nytår? //

Han sad stille og roligt der for sig selv i stolen og halv sov og den slags ting der og roligt gav han lidt på sig, da han begynde og høre lyde komme fra hende af og fik sig noget af et chok og fløj ud af stolen "hvem hvad hvor"sagde han lidt hurtigt efter hinanden og sænkede sine arme efter at han havde set at det bare var hende, og han åndende lettet ud "det der sker er du er i sikkerhed"sagde han roligt og kiggede på hende.
Roligt så han på hende og smilte stille og roligt "men lige nu kan du altså godt være helt rolig der sker dig ikke noget"sagde han og kiggede på hende, da de mænd jo ikke anede en dyt om hvor de var taget hen eller noget som helst, roligt fik han sat sig ned på stolen og gabte lidt før han kiggede hen på hende igen og slappede bare af og ømmede sig lidt, da han jo havde ondt i kroppen efter det halløj der, men han skulle nok komme sig heldigvis, lige nu skulle han dog slappe af og alt det, for hans krop var nærmest tom for energi til sådan rigtig og hoppe alt for meget rundt og den slags ting der, og roligt kiggede han over på hende "men lige nu er du på en kro som ikke mange kommer på så den er nem og bruge som en slags skjul kan man vel sige"sagde han roligt og slappede bare af, og prøvede på at få kontakt til hende og nu måtte han jo vente og se om det virkede eller om han måtte prøve noget andet.

//sorry den lange vente tid mellem mine svar :3 har lidt travlt for tiden men ja har jeg skam hvad med dig?//

Loui fik hendes vejrtrækning stille ned til hvad der nogenlunde var normalt. Hun kunne stadig ikke forstå hvorfor hun kunne være så uheldig og heldig? Den mand som gjorde tvivlen om det andet køn, reddede hende for de mænd som var meget værre. Hvad skulle det nu til at betyde. Alt det var meget forvirrende for Loui. Hun tog en dyb indånding. "De redede mig. Hvorfor? Hvorfor fortjente jeg at blive reddet?" Hun så op og lod blikket falde hen på Razion. Han kunne havde været ligeglad og gået sin vej, så ville Loui havde ligget i gyden nu og sikkert smurt ind i blod og måske døende. Men den mand som hun var så bange for, havde reddet hendes liv og givet hende en chance til at tro på mænd. "Er de okay?" spurgte hun og tørrede hendes egne øjne og kravlede ud på enden af sengen. Hun så hen på ham fra sengen af, og var stadig en smule utryg, men det var der vel også grund til. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle at det hele var hendes skyld.

// Jamen jeg har haft en dejlig jul og nytår jeg har heller ikke været så god til at svarer, da jeg har stået i stort flytterod, men det er heldigvis overstået nu //

Han kiggede på hende og slappede roligt af "ingen kvinde eller noget har fortjent og blive udsat for sådan noget"sagde han roligt og så på hende mens hun sad der over og den slags ting der.
Han så på hende og slappede bare af "jeg har det okay skal bare lige komme mig over det her mest min energi lige nu hvad med dig er du okay"sagde han roligt og kiggede på hende, han ville bare være sikker på at hun var okay, for han viste at han skulle nok klare den, det var mere hende da han jo kunne mærke på hende at hun havde ikke noget overnaturligt over sig som han jo havde, men dog han kunne skam dø, dog var han nok svære end hende.
Han kiggede på hende "fik jeg endeligt nogensinde dit navn og omvendt?"spurgte han roligt og så på hende, for han kunne endeligt ikke huske det lige nu og her, så hun måtte da lige huske ham om det for lige nu var han ikke den der huskede godt lige nu og her.

//det var godt //