Welcome human, who might you be? - Loui

Tid: Omkring lukke tid for de flest af butikkerne i byen
Vejr: Overskuet, træng til regn, en smule blæsligt
Omgivelser: Hyggelig kro, dog mange folk som har søgt tilflugt i kroen da mange huse og butikker er ødelagte, godt tændt op i starinlysene og kaminen.

Det havde været lidt af et kaos for Ancalagon at komme ind i byen, han var blevet stoppet flere gange på vej ind i byen og på gaden på vej mod kroen. Hvad der havde sket ved byen anede han ikke, men der var nogle ret store huller i den, som om noget eller nogen havde prøvet at bryde igennem den.
Der var lidt en blanding af humør hos folk i byen og folk prøvede at finde elskede der var mistet eller også prøvede de at finde et nyt sted at bo da mange folks huse eller butikker lå i ruiner.
Vagterne var endda en smule på overarbejde, mange af dem var igang med at hjælpe beboer eller holde styr på kaoset som blev holdt en smule nede.
Ancalagon passerede bare folk, gik lidt i sine egne tanker faktisk, det blev dog så afbrudt af endnu et par vagter som spurgte han hvad hans ærinde i byen var og svarede dem roligt tilbage at han bare var kommet for at få noget af drikke, dog var han opmærksom på at de ikke brød sig om hans øjne eller det at han bar våben, men de lod ham passere.
Ancalagon bar hans selvandlige varme [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Med sin ethåndsøkse siddende i sin højre side og en dolk siddende vandret bag på hans læderbelte, gemt væk fra folk. Med en stor kappe, med pelt på hvor skuldrene var og en hætte om hovedet.
Bevægede han sig mod kroen han efterhånden havde været på en god omgang gange efterhånden, dog under andre forhold.
Som han nærmede sig kroen, blev lyden af folk også større, kroen tilbød endda alkohol til meget billigere pris, da folk havde mistet alt eller meget og ikke havde råd til alkoholen, hvis de var normal pris.
Faktisk var humøret i kroen ikke speciel trist, der blev spillede musik af folk som lige havde et instrument med, folk snakkede og grinte så man næsten ikke skulle tro at der var noget galt i byen.
Lige i det at Ancalagon trådte indenfor, slog der et højt brag og så stod regnen ned, ikke den vildelse regn, men heller ikke støvregn.
Han fjernede sin hætte og to ravne poppede frem på hans skuldre, skrappede for sig selv og pudsede lidt deres fjer mens Ancalagon fandt sig et sted at sidde, et enkelt bord var ledigt, var sat op til væggen med et vindu ud til gaden. Da han havde sat sig ned, kom der en yngre mand ned med mjødet han havde fortalt kroværten at give ham.

Det havde ikke lige frem været den bedste uge for Loui. Hendes mor havde været væk det meste af tiden, og Dave ville ikke udtale sig om hvad der forgik i mellem dem. Loui sukkede, hun kunne næsten forstille sig Dave foran sig, med armene over kors 'Du skal bare være glad for du får mad på bordet'. Selvfølgelig var hun da glad for det, men hun forstod nu ikke han hentydning, som de holdte hemmeligt for hende. Hun var gået efter aftensmaden, som var brød, æg og vand - igen. Hendes mor og papfar var der ikke engang, der lå en besked til hende. 'kommer hjem senere'. Hun følte det som om de ikke mente hun var gammel nok til at hjælpe til, eller gammel nok til at være behjælpelig.
Loui trak op i hendes hætte. Hun var iført benklæder med en kjole og jakke med hætte uden på. Hendes hår var flettet og hang fra hendes højre skuldre. Loui stoppede brat op, da hun hørte det enorme brag. Hun gispede højlydt og så sig omkring. Hun kunne ikke genkende hvor hun var. Loui rystede på hovedet og blev i endnu værre humør, da hun kunne mærke regnen begyndte. Hun spidsede ører og hørte latter ikke så fjern fra, hvor hun var. Hun satte i løb, og fik øje på lyset og de glade mennesker på - hvad det så ud til - en kro. Hun fjernede hætten fra hovedet og så ind. Her ville da være stedet for at komme i bedre humør og hvert fald væk fra ansvar, hvis hun altså havde noget. Hun tog i døren og trådte ind, og fandt hurtigt ud af, hvor våd hun egentlig var blevet. Hun fik røde kinder, da varmen ramte. Hun begyndte at smile med det samme, da hun mødte de mange blik fra de glade landsbybeboer. Hun tog sin våde jakke af og hang den på stumtjeneren. Hun følte sig en anelse ung, men i aften ville hun modbevise sig selv, at hun kunne være lige så fornuftig som alle andre - og drikke alkohol. Hun satte sig i baren og kiggede på - hvad det lignede - manden som ejede kroen, "kunne jeg få noget at drikke?" spurgte hun selvsikkert men blev hurtig, usikker og nervøs da manden svarede, "Hvor meget har du at betale for?".. Hun bed sig i læben og trak sin kjole lidt op i siden, da hun skulle have fat i hendes mønter som var i en pose, syet fast i hendes benklæder. Hun roder lidt længe efter mønterne men får så fat. "Ehm, jeg har 3 kobber mønter" svarede hun manden. Manden grinte og rakte hende en stor krus, med skum på toppen. "Den første er vidst på kroens regning". Loui grinte og fik røde kinder, denne gang fordi hun rødmede. Hun nikkede tak tog kruset og vendte sig om. Hvad skulle hun nu gøre? Hvor skulle hun sidde? Nu følte hun sig malplaceret, da kruset virkede større end hende.

Ancalagon kiggede op med øjne på den nye ankommende med sine orange-rødlige krypdyrs øjne, en tøs, lige lovlig ung tøs. Hun virkede meget forvirrede, som om hun var placerede et forkert sted og ikke rigtig vidste hvor hun skulle være.
En af hans to ravne var hoppet ned fra hans ene skuldre og gik lidt rundt på bordet nappede til Ancalagons finger, da hans ene hånd var på bordet, da den ville lege.
Den anden ravn kiggede rundt og lettede så og fløj op på en af de mange træpæle som var bygget vendret i kroen oppe i loft højde.
Musikken var holdt op i kort tid, for de skulle lige skifte sang og blive enig om hvad for en slags sang det det skulle blive, men efter lidt indbyrdes snak, blev de enig og så startede [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som blev muntret efterfuldt af en violin, hvilket hurtigt fik folk til at enten klappe eller bare fortsætte med hvad de havde gjort før, snakke, drikke og grine.
Uheldigt nok for Loui, var det eneste sted hun kunne sidde, var ved det bord hvor Ancalagon sad og drak, det var et bord med en træbænk som endda også havde et ryglænd som gik til skuldrene på folk.
Endnu et krus mjød blev sat på bordet foran Ancalagon, da han allerede havde bundet det første, store krus han havde fået da han satte sig ned. Der var endda lidt kød for lidt ekstra bekostning, men hans ravne var blevet sultende og han gad ikke rigtig at rejse sig fra sin plads. Den anden ravn som havde siddet for sig selv op under loftet, fløj med det samme ned til bordet og skrappede lavt til Ancalagon som tegn på at de ville havde kødt, så Ancalagon tog stykket han havdet købt og rev mindre stykker og gav dem det som de tog hurtigt med deres næb.
De placerede kødet under deres små fødder og brugte deres næb til at rive endnu mindre stykker af, så de kunne sluge det.

Imens Loui stod der med et alt for stort krus, prøvede hun at drikke af det. Hun fik kun det meste skum med og lidt på overlæben også. Hun slikkede sin overlæbe og løftede hendes øjenbryn - i det musikken startede igen. Hun tog den ene hånd til munden af overraskelse at alle begyndte at hive deres makker, partner eller gode kammerat med ud på det fedtede gulv, som de dansede livligt på. Hun smilte op til begge øre bag hendes hånd. Hun så ned på hendes kæmpe krus og tog så kruset op til munden og begyndte at slubre i det. Den metalliske kolde smag, gled nemt ned i ædespalten - som Dave ville have sagt og som hendes mor blev mopset over. Der gik ikke længere end et minut før kruset var tømt. Hun tørrede hendes mund med hendes ærme med armen. Hun stilte kruset dramatisk på bar bordet. Hun måtte lige bøvse engang, da alt det væske havde givet hende meget luft i maven. Hun holdte sig for munden og gjorde sig så diskret som mulig. Hun vippede med foden i takt med musikken og hoppede så med ind i den store cirkel, hvor alle tog hinanden i armene og dansede. Louis latter var stor og hun havde det mægtigt sjovt, sammen med de mange fremmede.

Musikken blev hurtigere og hæftigere som sangen fortsatte da det var en lang sang, men det stoppede ikke folk fra at danse til sangen. Folk tog hinanden i hånden som de stod overfor hinanden og fortsatte ved så at tage en anden person i hånden og sådan fortsatte folk med at danse rundt om hinanden, ingen regler eller dansetrin som man skulle huske, som på et storslået bal, nej det her var ren og skær hvad folk nu lige fik lyst til at danse og endte bare med at man dansede rundt om hinanden på gulvet.
Manden med guitaren hylede op med et munter hyl og satte tempoet op, hvilket betød at en helt fjerde sluttede sig til med to skeer som han havde begge i en hånd og så slog han dem sammen ved at bevæge hånden op og ned, så skeerne ramte hiananden.
Det var som om alt kaosen udenfor i byen var vasket væk på folk i kroen og erstartet med glæde og latter, selv regnen lød som en blid tappen på kroens ruder som var langs væggen hen til døren.
Ancalagon sad og nød sit mjød og kiggede på folk og tøsen som var begyndt at danse med folk, dansning havde sku' aldrig været ham, men så igen, han havde aldrig haft brug for at danse i alt den tid han havde levet i.
Flere mennesker kom ind i kroen, jo senere det blev og endte med at kroen blev godt fyldt op, folk skulle nærmest mase sig frem og tilbage for at komme rundt i kroen, flere folk fandt alternative steder at sidde. Selv danse gulvet blev lidt mere tæt, dog stoppede det ikke folk fra at danse, nogen kravlede endda også op på et bord, til kroværtens mindre behag og prøvede at få den ret stive mand ned fra sit bord, hvilket var bare en smule svært.
Dog det eneste sted som folk ikke havde sat, var bordet ved Ancalagon, halvt var det begrund af ravne som legede med hinanden, men den anden grund var også fordi at hans øjne skræmte folk en smule, så de holdt sig fra hvor han sad, hvilket passede Ancalagon helt fint.
Dog nu var der lidt et problem, der var så mange mennesker at han, så han skulle til at rejse sig op for at hente noget mere mjød, men en af kropigerne som arbejdede der, kom ham i forhøbet og spurgte om han var tøstig, hvilket han var og fik hende til at hente endnu et krus til ham.

Pulsen var høj og stedet var varmt. Loui grinte og dansede hoppende. En herrer svingede hende rundt og hendes fletning gik op, så hendes hår svingede løst rundt. Hendes hår var langt, fyldigt og havde en smuk blondt farve. Herren som svingede Loui rundt smilte til hende. Han var vidst rimelig beruset. Loui begyndte også at mærke at hun havde drukket et stort krus. Hun var ikke den som smagte meget på alkohol, da hendes forældre holdte hende i kort snor. Faktisk, hvis hendes mor fandt hende her aner hun ikke hvad hun ville gøre ved hende. Men Janni var her ikke, så sjovt skulle hun hvert fald ha' det.
Rundt og rundt igen, blev de ved med at svinge. Loui lukkede øjne i et øjeblik, men bumpede så ind i en dame, i det slap hun herrer hun holdte fast i, mistede balancen, gik tilbage og faldt.
Hun så op fra gulvet og holdt sig til hovedet. "av.." sagde hun, i det hun fik sit syn igen - så hun en herrer med farlige øjne. (Ancalagon) Hun gispede og holdt sig for munden, da hun ikke ville være uhøflig, men kunne heller ikke lave vær med, at lade sig påvirke - af hans særlige øjne. Hun rejste sig og børstede sig af. "Det må de undskylde.. hvis jeg ramte dem.." sagde hun og rømmede sig.

Ancalagon havde fuldt tøsen med sine øjne og da hun pludselig væltede ned på gulvet hvor han sad og gispede. Det kom ham ikke som en overraskelse at hun reagerede på den måde, altså hvor mange andre racer havde øjne som han havde, altså ud over hans egen race. Han sænkede sit krus fra munden og stillede det på bordet, tørrede lige noget mjød væk fra sit skæg. "No worries" svarede han og lavede et håndtegn til at hun kunne sætte sig ned på bænken overfor ham, hvis hun ville.
Ravne kiggede nysgerrigt på tøsen dog stadig på paslig med ikke at være for tæt på pigen, man vidste aldrig meget fremmet folk.
Sangen var ved at nå sin ende, da musikerne også skulle skulle havde lidt af drikke, hvilket var på husetsregning, da de tiltræk så mange mennesker til stedet, selv nogle enkle vagter kom lige forbi for at få sig et krus med alkohol mod kulden udenfor, før de fortsatte deres patrulje.
Tøsen var smuk, ret ung og så var hun menneske, den søde duft af menneske var stærk, stærkere end lugten af alkohol der hang i luften, dog ikke sukkersød duft som elvere har.
"Hva' dit navn tøs?" Spurgte han nysgerrigt og bundede sit tredje krus, uden rigtig at blive påvirkede endnu.
Han fik kropigen til at hente endnu et krus til ham da han ikke rigtig lige havde noget andet at lave denne nat. Det var en anden ting, tiden blev lidt en svækket faktor på en kro med god musik og muntre folk.
Specialt nu da musikken startede igen, hvilket fik folk til at råbe højt op med hævet krus.

Loui kunne ikke lade være med at smile skævt. Hun så at han tilbød hende at sidde, og hun kunne godt bruge en pause. Loui var en nysgerrige anlagt person, og hun havde faktisk ikke så mange bekendtskaber, eller venner for den sags skyld. Hendes arbejde med hendes far holder hende på plads, og hun har aldrig gået i normal skole, da hendes mor har holdt hende, for hende selv - da hun er hjemmeskolet. Hun satte sig overfor manden og sank. "tak" sagde hun, da han opførte sig høfligt.
Dog kunne hun ikke lade være med at tænke på, at han lignede de mænd som hendes mor altid beskrev for hende, som farlige og voldtægtsforbryder.
Tankerne satte gang i hendes puls, Loui havde en lille kniv, som hendes papfar havde snittet til hende, rundt om låret, sammen med hendes pose mønter.
Hun så på ham da han spurgte efter hendes navn. "Loui.. Loui Hege" svarede hun og smilte, "Hvad er deres navn hr.?" spurgte hun og begyndte at samle hendes hår og flette det igen.
Hendes øjne studerede ham nøje og hans to fugle, som adlød ham.

Ancalagon skulle til at svare hende, da endnu et krus mjød blev sat på bordet foran ham, hvilket fik ham til at skubbe de fire andre store krus til siden og tog om kruset. Han tog en ordentlig slurk og satte kruset ned på bordet igen og kiggede så på denne Loui som sad foran ham. "Ancalagon" svarede han mens hans ravne vandrede op af hans arm til de begge sad på hans skuldre og gik igang med at pudse sig selv igen for noget tid før de lettet begge og fløj op under loftet på en af de mange træpæle.
Ancalagon studerede Loui fra kanten af sit krus da han tog endnu en slurk af det men satte det så ned igen og kiggede på hende, "hva' distrikt er du fra by-pige?" Spurgte han hende, hendes stemme var bestemt fra denne by, men han var ik' helt sikker på hvilken del af byen, da han havde været i alle tre by-dele, men det var efterhånden så lang tid siden at han ikke kunne huske de forskellige accents i de forskellige distrikter der var.
Et pludselig krus med alkohol blev sat foran Loui af en af de to kropiger som gik rundt og servicerede folk, "det er fra den unge herre derover" forklarede hun Loui og pegede over ved et andet bord som var skråt over for hvor Loui og Ancalagon sad.
Ancalagon kiggede over mod bordet og på hvad lignede fire fyre på nogenlunde samme alder som Loui der sad over for ham.
Den der sad yderst med fronten mod dem kiggede hen mod Loui, helt bestemt interesseret i hende, da han havde fulgt hende fra afstand.
"Pfft teenagers drenge" kom det fra Ancalagon som bare rystede på hovedet, han glædte sig ikke meget til når hans egen datter ville blive ældre, hun er allerede besværlig nok i forvejen at holde styr på, sjovt nok var hans knægt komplet modsat sin søster, hvilket Ancalagon var glad for, en vild halvblods Drakuâ var besværlig nok i forvejen og endda en teenager bare for at gøre det endnu mere besværligt.
Han tog endnu en tår af sit krus og fjernede resterne fra sit skæg med den anden hånd.

Loui lod sig distrahere af fuglene som vandrende op og ned af ham og var dybt fascineret. Hun kom dog lidt ud af den, da han nævnte hendes navn. Det lod som et rigtig kriger navn. "rart at møde dem, jeg er fra Doomsville City" sagde hun så, og smilte kært og vidste ikke rigtigt hvorfor hun var havnet i den her situation. Det skulle jo ske før eller siden at hun måtte lærer andre at kende, end blot hendes forældre og det ville nok ikke skade at nævne hvor hun var fra, da vi alligevel var så mange her.
Hun så forbavset på øllen som blev sat foran hende. Hun så op på krodamen og vidste slet ikke hvad hun skulle svare hende, og næsten sagt "tak..". Hun så derhen hvor hun pegede og blev rød i hele hovedet. Hun så væk igen og gemte sit ansigt, 'oh nej, tænk hvis de..' - hun nåede ikke at tænke meget længere da Ancalagon piftede efter de yngre mænd, der var ansvarlige for hendes drink.
Hun vendte hovedet dramatisk og stirrede på Ancalagon, "De er vel ikke gået fra forstanden? De kan da ikke komme her.. de gav mig.. de.. jamen" sagde Loui og var ved at slå knude på sin egen tunge. Det var altid så nemt at tale med andre mennesker, som var lige dét ældre, da unge mennesker på hendes egen alder, oftest var lede og drillede. Loui måtte tænke positivt, de havde jo allerede givet hende en drink. Det er vel også en måde at sige det på, altså udover blomster.

Ancalagon kiggede lidt på hende med et hævet øjenbryn, mennesker var ham stadig nogle gange en gåde, hvorfor fanden rødmede hun, hun fik bare gratis øl?
Ikke desto mindre hævede han sit krus til den rødmende tøs der var ved at gå ud af sit gode skind af bare pinlighed, fyrene gjorde det vist heller ikke nemmere for hende, ved at blive ved med at kigge hen til hende, special den eneste som betalte for hendes øl.
"Skál" sagde Ancalagon da han hævede sit krus til Loui og bundede så sit næsten fyldte mjød krus og satte kruset så ned igen.
"Hey kro-tøs, en kande mjød!" råbte han til en forbi passerende pige som var en af de to piger som servicerede i kroen. Der gik ikke længe, dog skulle hun lige presse sig igennem folkemængden for at komme hen til Ancalagon og Loui.
Da hun endelig kom hen til dem, satte hun kanden og skyndte sig videre fordi andre kaldte på hende. Ancalagon hældte op fra den store ler kande med mjødet i og bundte hurtigt sit krus. "So tell me, er dette din første gang på en kro?" Spurgte han Loui, han kunne se på hende men også føle at denne aften var hendes første rigtige tur til en kro, hun virkede meget forvirret.
Med endnu en genopfyldning i sit krus fra kanden på bordet, skulle han til at drikke en tår, men stoppede lige inden, "husk at drikke din øl, ellers kommer en anden og drikker den for dig" sagde med et smørret drilsk smil og drak så en tår fra sit krus.

Loui kløede sig i nakken og lavede et smøret smil. Hun så på sin øl og tog en dyp indånding. Hun tog om sin øl med begge hænder og tog øllen op til munden. Som før, dog hun den ene store slurk efter den anden, hun nåede halvdelen igennem øllen og stilte øllen fra sig igen. "ahh.." sagde hun og pustede ud. "Skål" svarede hun og grinte lavt med et roligt smil. Ham her ancalagon var ikke så slem, det var nu mest hans udseende som var en smule, barbarisk. Hun kunne heller ikke lade være med at tænke på hans øjne, hun var nysgerrige, men hun ville heller ikke træde på den store mands følelser.
Hun sukkede med et smil, "Altså.. nej.. jo" svarede hun. Det var første gang hun faktisk havde brudt reglerne i hjemmet, og hun ventede sig sikkert en stor balle, når hun engang kom hjem igen - hvis de altså fandt ud af hun havde været væk. "Min mor er meget.. bestemt" sagde Loui og rynkede lidt på næsen. Loui tog endnu en stor slurk af hendes krus. "Hvorfor spørger de?" spurgte Loui, hun ville heller ikke dele informationer ud, uden at vide hvorfor.

Han smilede smørret til hende imens han var ved at føre kruset op til munden men satte den ned på bordet, "De lignede en lille for tvivlede kylling der lige er fløjet for redde da de kom ind i kroen" svarede han og blinkede til hende for så at drikke af sit krus.
Dog blev de afbrudt af et højt brag, dog det var ikke torden, men en mand som var faldet, faldet ned fra et bord som han havde prøvet at komme op på stangstiv, det mest komiske var at han råbte op efter mere drikkelse, hvilket han også fik og så blev der ellers grinet af mandens klossethed. Det voldsomme regnvejr og torden blev nærmest overdøvet af kroens muntre højdepunkt, som om der var en grænse for hvor godt et humør kroen kunne være i.
Musiken var på sit højeste, humøret endnu højere, en af kro-pigerne blev endda hevet med ind på danse gulvet og derefter løftet op over skuldrende af en mægtig buff stangstiv mand mens der blev danset videre.
En lidt for tvivlede fyr fra gruppen på fire vågede sig hen til hvor Loui og Ancalagon sad, "H-øhm.. hey, du kunne.. øhm lyst til at danse? Hvis det altså okay med din far der!" skyndte han at tilføre til spørgsmålet da Ancalagon kiggede op på knægten, hans øjne skræmte ham men han var stadig interesseret i mandens datter, hvis det altså var hans datter, eftersom de sad sammen og manden så meget ældre ud end pigen.

Loui grinte til herrens svar. "Ja, muligvis" Han havde evig ret. Loui var virkelig en forvirret sjæl, som ikke altid vidste hvor hun skulle gøre af sig selv, men det var også noget hun ville gøre bedre, hun ville have det sjovt og leve livet, efter hun har været næsten indespærret i hendes mors klør i 19 år, men dette år skulle være anderledes! Loui var opdraget til at være kvinde i huset, i den betydning, at hun ville have en mand hun kunne opvarte og serverer mad for hver aften manden kom hjem. Den fantasi mand, ville jo aldrig komme i opfyldelse hvis hun sad der hjemme. - Og når Loui tænkte på solen så skinte den. "Godaften dem" svarede hun og fniste lidt, hun så hen på Ancalagon med et bredt smil. "Det er jeg sikker på at min fader vil have meget imod, godt han ikke er her i aften" svarede hun, rejste sig fra bordet og nejede fra den uge herrer. Musikken var godt i gang og stemningen hev lidt i Loui, hun tog fat i den uge herrers hånd og trak ham med ud på gulvet, hun glædede sig til at se hvad han var lavet af, til denne skønne aften.

Ancalagon rulede bare med sine krypdyrs øjne til det Loui svarede fyren og fortsatte med at drikke, hun skulle nu være glad for hun ikke var hans datter, så fyren fået et nej fra ham på hendes vejne, selvfølgelig, hans rigtige datter hørte fandme ikke efter halvdelen af gangene, hvilket kun var for at prøve grænser af og teste hendes fars tålmodighed.
Fyren som havde spurgt Loui op, bare en smule akavet da Loui trak ham med sig og da de begyndte at danse. "pfft.. mennesker" fnøs han lidt, men så igen, han endte faktisk sammen med en, som på den anden side nu var en drage som ham.
Fyren som dansede Loui blev pludselig klappet på skuldren, det var 'lederen af gruppen', "Jeg tror vist jeg heller må overtage herfra" sagde han med et charmerende smil, hvilket fik den anden fyr til bakke bagud og gå tilbage til sin plads på bænken. 'lederen' af gruppen havde et meget charmerende smil, han var et hoved højere end Loui, nogle meget lyse blå øjne samt blondt hår.
"Kunne du lide øllen? Det var den bedste de havde" spurgte han smilende og begyndte at danse med Loui.

Imens Loui gjorde sig mentalt klar på at hun skulle danse med det modsatte køn, kunne hun ikke ignorere at hun kunne mærke et svigt fra sin egen krop. Alkoholen var ved at tage over. Hun smilte meget og kunne ikke rigtigt stå stille, men hun var dog lige så dejlig i sit udsende, som da hun ankom.
Da de stod på danse gulvet og hun så op, og at det var en anden som tog over, blev hun en smule forbavset. "jamen hvis de, tager over.." - "Hvad så nu?" små grinte hun og kunne ikke lade være med at have det fantastiske. Alkohol gjorde at det var da mægtigt sjovt, og hun kunne ikke forstå hvordan folk kunne komme op og slås ved denne fantastiske væske. Hun grinte igen og nejede på en beruset måde, "Hvis de tager over, så vil jeg sige goddag til dem.. hr." sagde hun og holde sig selv for munden, da hun ikke kunne komme af med et kæmpe smil på hendes læber. At trodse hendes familie, var indtil videre det sjoveste hun havde prøvet.

Ancalagon sad bare og fortsatte sit drikkeri, ikke rigtig blive påvirkede af den, hvilket ikke var noget nyt for ham, han skulle have helt ekstremt meget alkohol før han røg hen i hegnet. 'Lederen' som havde betalt for hendes øl begyndte at danse med Loui uden at fjerne sit charmerende og smørret smil. Dog som de dansede, begyndte der at blive en smule trængt som de dansede og endte med at danse tættere og tættere på hinanden, hvilket fyren bare så som posetivt.
Fyren greb Louis hånd og begyndte at snore hende rundt et par gange og greb hende i sine arme mens han lænede sig en smule tilbage så Loui endte med kort at ligge halv ned i fyrens arme. Fyren blinkede da han så løftede hende op igen uden at fjerne sit charmerende smil begyndte han langsomt at komme tættere på hende i deres danseri til han til sidst havde fået Loui løftet op så hun havde sine ben lige over hans hofter og hans ene arm under hendes røv og den anden på hendes ryg, så hun ikke ville falde bagover.
Det hele skete så hurtigt, men musikken der spillede på højeste humør og folk der råbte og grine, alting gik så hurtigt at før Loui nåede at reagere, var hun gået fra at danse med en normal random dansing, the and blive holdt op i den fremmede fyr som tog over for den som spurgte hende op til dans.
Fyren begyndte at danse med Loui op i sine arme, snorer en smule rundt, stadig med sit charmerende smil som han havde haft lige siden Loui så ham første gang i denne aften.

Loui havde det sjovt med denne person. Nogen gange var han en smule tæt på Louis grænser til at... være for meget. Men hun ignorere det. Musikken var så godt i gang og alle var bare så glade. Hun fik et kort flash back af hendes forældre, som havde opdraget hende til at opføre sit bedste og viste hendes pligtopfyldende-jeg. Alt det fløj igennem hende, da herreren kom tættere og tættere.
Pludselig føle Loui ikke at det var sjovt længere, men direkte grænseoverskridende. Loui var jomfru og har aldrig kysset det modsatte køn endnu, så gud måtte tænke sit, hvad der gjorde at hun var i denne situation nu.
Hun prøvede at sige fra, ved krop sprog i at rokke sig løs, men det lod sig ikke til at hjælpe. "Jeg har vidst fået nok nu.. " sagde hun, med en mindre panikken stemme. Hun følte ikke det sjove eller den uskyldige ballade længere, hun ville bare gerne sidde ned og være i fred, men det virkede som en umulige opgave i dette sekund. "Jeg vil gerne ned!" sagde hun bestemt, men kunne stadig mærke den unge herres hænder på hendes bagdel på en uvant seksuel måde, hun bestemt ikke brød sig om. Hun så efter Ancalalagon, den fremmede herrer som havde været så venlig mod hende indtil videre, et desperat blik i en desperat situation. Hvis han ikke kunne hjælpe, jamen.. hvem så?

Fyren ignorerede hendes udbrud om at hun ikke gad mere og begyndte nu at være ret grænse overskrivende, hans ene hånd gramsede lidt på hendes bagdel samt rykkede hans hånd på rykken bare en smule for meget seksuelt da hånden på rykken prøvede at komme ind til hendes bare skind.
Dog nåede han aldrig længere for et træ krus ramte ham lige i tændingen så han slap grebet på Loui og væltede til siden og ind over et bord med folk som ellers lige før havde det mega sjovt, men fik lige spildt alt deres mjød.
En af dem skubbede fyren hårdt væk, "hva' fanden er meningen knægt?!" råbte han irriteret da alkoholet havdet ramt dem ud over at havde ramt bordet. Fyren kom hurtigt op og så irriteret rundt, "hvem kastede det krus?!" spurgte han højlydt, men blev næsten overdøvet af musikken og folk der råbte og grine.
Dog vendte han sig mod Ancalagon som bare sad, dog uden sit krus, ham!
Fyren gik hen til Ancalagon og hamrede sin hånd ned i bordet, "hva' fanden gamle?! Hva' gjorde du det før?!" Spurgte han sur, men uden at reagere på fyrens spørgsmål, begyndte Ancalagon bare at drikke af kanden i stedet for.

Loui havde fået nok, hun kunne næsten fornemme hendes mor, give hende en præken om hvordan umodne drenge var, og hvor meget hun skulle holde sig fra dem. Mænd og drenge, de fleste, var kun ude på én ting, og det var typisk det, man aldrig kunne få igen. Selvrespekt.
Loui fik et kæmpe chok, og faldt bagover i det at den unge herrer blev ramt af Ancalalagon. Hun kneb hendes læber sammen, men kom hurtigt på benene og skyndte sig bag hans ryg. Ancalagon havde allerede bevidst sig for Loui, at en rigtig mand kommer indefra og at det ikke betød hvordan man så ud. I det at hun gemte sig bag ved Ancalagon, gjorde hende allerede mere tryg. I det at den unge herrer vrissede af ham, gjorde hende utilpas. Det sidste hun ville starte, var et slagsmål. Det eneste hun ville var at have det sjovt og bare... ja, have det sjovt!
"Ancalagon.. Skal vi ikke gå tilbage til bordet" bad hun og tryglede, hun ville være grunden til at stemningen skulle ændre sig, hun ville allerhelst være usynlig lige nu.

Ancalagon kiggede ned på fyren og så provokerende han nu var, drak af kanden og vendte skubbede til Loui så hun endte med at sidde ind til væggen og med vinduet på sin venstre hånd og med Ancalagon til sin højre.
Han fortsatte bare med at drikke af kanden, uden at give fyren endnu et blik.
Hvorfor Ancalagon faktisk havde brudt ind i fyrens begribeligheder på Loui, viste han ikke lige, måtte være fordi at han nu var far til en pige selv og dog, han ville nok have reagerede meget voldsomere hvis nogen rent faktisk prøvede at begramse hans dakker.
Fyren kunne absolut ikke lide bare at blive ignorerede og han havde set sig på Loui og hendes uskyldighed, han var lidt af en skørtejæger, han fik stortset hvad han nu ville have og det at denne vildmand kom i mellem fyren og Loui, brød fyren sig selv ik' om.
Han gik hen til bordet og placerede sin hånd på bordet, "kom nu, vi var jo først lige begyndt" prøvede han at charmere sig ind til Loui.
Ancalagon sagde intet, for det havde han heller ikke brug for, for pludselig blev fyren løftet op af en stor hånd. Det var selve kroejeren som tilfældigvis havde overhørt Loui prøve og sige fra og fyrens toneleje. "Hov hov du, dame der gider ikke dit selvskab, så jeg giver dig to muligheder, enten så bugger du off eller også sætter du dig tilbage med dine små venner derover" fortalte han fyren som fik lidt af et shok, men valgte at sætte sig, dog surmule over at miste chancen for at få lidt ungdom på natten.
Kroejeren mindede lidt om en bamsefar, stor ølmave, kæmpe smil og nogle øjne varme rare øjne. Han var lidt af et brød, men man stødte nok ikke på et rarer og flinkere menneske i omegnen af byen.
Ancalagon fik et ny krus og kroejeren forsikrede Loui om at hvis de bøller prøvede på noget, skulle hun bare komme til ham og så skulle han nok sætte dem på plads, han forsikrede hende om at i hans kro var man kun her for at slappe af eller hygge sig og med disse ord forlod han Ancalagon og Loui til sig selv, da Ancalagon lignede en som tage sig af sig selv og beskytte en som Loui.
Som natten gik, blev den senere og senere dog uden at regnen og torden holdt op, hvilket betød at folk blev og sov i kroen, de ekstra værelser der var i kroen var allerede fyldt godt op så folk sov nu bare hvor de kunne sove henne.
Ancalagon var endelig blevet en ret beruset, klokken 5 om natten, ramte alkoholen ham og han endte med at dale hen på bordet med Loui inderst op til væggen.
Hans ravne sad allerede og sov oppe for sig selv på træstolperne, væk fra alle andres hænder.
gruppen af fyrer havde været en af dem som havde fået et rum i kroen, 'lederen' som havde gamset på Louis røv, havde penge nok til at betale dem som allerede havde et rum, så de kunne bruge det i stedet for, fyren tilbød endda Loui med et smug smil at hun var velkommen til at overnatte med dem til næste morgen, tydlige tegn på hvad han faktisk hentød til hvis hun gik med ham ovenpå.

Næste morgen vågnede Ancalagon med et snork og en dunkende hovedpine fra alt den alkohol han vil indtaget, dog fik han sjældent tømmermænd, kun en eller to gange i hele hans liv.
Ancalagon gabte og kiggede sig omkring, de fleste folk havde forladt kroen, hvilket betød at det nok ikke var tideligt om morgen. Ancalagon gabte en ordentlig omgang og kiggede så til sin venstre side for at se om Loui stadig var der eller om hun var smuttet.

Hele denne aften var fuld af nye oplevelser, både af de negative og det positive. Hun havde lært at man aldrig kan dømme andre på deres udsende og ulven nemt kan være klædt ud som får - i grov forstand. Hun havde dog svært ved at forstå hvorfor folk ikke havde respekt. Hvis der er noget som Loui havde lært af hendes forældre, så var det respekt. Elsk din næste. Som herren i skyerne råder os til i livet. Hvorfor, var det store spørgsmål.
Loui svajede lidt imens hun sad på stolen ved bordet. Hun havde aldrig drukket før, så det var helt nyt. Hendes krop reagerede ikke som normalt og det var svært at holde balancen, selvom hun gjorde sit bedste. Hun tog hænderne op til øjerne og var angst, angst for det uvidende. Hun fjernede hænderne og så op på den store mand. "Tak hr." svarede hun og smilte sødt og en smule imens hun gyngede lidt i stolen. Loui var beruset. Hun så hen på Ancalagon, og så hen lå hen over bordet. "Ancalogon!" sagde hun med en bestemt hvisken, imens hun hev ham i armen. Han kunne da ikke falde i søvn nu! Loui havde aldrig sovet andre steder end sin egen seng der hjemme, hvordan ville hun dog kunne overnatte på denne kro, imens de bøller stadig var her!
Hun krøb sammen ved siden af Ancalagon, da den unge herrer kom hen til hende, for at tilbyde hende en seng at sove i. Hun vrissede til den uge mand. "Lad mig værre, din bølle!" og greb rundt om armen til Ancalogon som tilsyneladende var langt væk i drømme land. Den unge herrer gik fornærmet derfra, og Loui så hvordan de få vågne mennesker så efter ham.
"Ancalagon, jeg ber dem. Vågn op!" sagde Loui bestemt og en lille tåre gled ned af hendes kind. "De må følge mig hjem, min mor finder ud af jeg er væk, når hun opdager jeg ikke er i min seng" viskede hun til ham, desperat - selvom der ikke var nogen god idé at våge sig ud i det voldsomme vejr, og slet ikke i den tilstand som byen var i øjeblikket.
Loui falder ufrivilligt i søvn, med armene om Ancalagons arm. Ganske beruset og langt væk fra omverden.

Ancalagon så hvordan Loui knugede sig ind til hans arm, hvilket havdet været derfor at han ikke lige kunne bevæge den, da han vågnede. Han trak langsomt armen ud af hendes favn for rigtig at strække sig og så råbte han efter kroværten som allerede var oppe for længst.
"Gi' mig lidt kød, brød og mjød" fortalte han kroværten og med det samme gik ud bagved for at hente rester, det var endda overraskende at kroværten stadig havde mad tilbage efter aften og natten igår.
En træbakke med lidt kød og brød på blev placerede foran ham og lidt efter kom han igen med Ancalagons krus. Ancalagon betalte kroejeren hvor mjødet igår og så for hans morgenmad og lige idet at kroværten gik væk, fløj Ancalagons ravne ned på bordet for skrappede til deres ejer om at de var sultne og ville have mad, ved at åbne deres mund og baske lidt med vingerne.
Som igår, rev han lidt af det større stykke kød og gav de mindre stykker til hans to ravne mens han selv gik igang med at spise og drikke af sit mjød.
Solen skinede ind gennem vinduerne og ramte Loui lige i ansigtet, flere og flere folk forlod kroen til det stortset kun var Ancalagon, Loui og kroværten som var tilbage.

Loui flyttede sig sammen med Ancalagons arm der flyttede sig og faldt til bordet ved siden af ham. "mmh.." mumlede hun af lyde. Loui var en køn pige, men der var ingen piger i verden der er smukke når de sover, det er noget en mand har bildt grimme piger ind. I det at Loui gled længere ned, kunne hun mærke en brændende fornemmelse på hendes øjenlåg. Hun kom langsomt til bevidstheden og hun kunne se et rødt lys bag hendes øjenlåg. "Eh.. træk for.." mumlede hun og begyndte at rette sig op. Hun gned sine øjne og gabte højt. I det hun fik synet tilbage fik hun et helt chok over, hvor tæt hun sad ved Ancalagon. Hun hev sig hurtigt tilbage på hendes egen plads, at hun var ved at falde i hendes hurtige bevægelse. "Uhg... Godmorgen" sagde hun og fik endnu et chok. "Nej nej nej, det er morgen! Det må ikke være morgen" gispede Loui og skulle havde været hjemme for mange timer siden. Hun rejse sig op i en hurtigt bevægelse og kunne mærke at hun rejste sig for hurtigt op og hendes øjne sortnede imens hun kunne mærke en bankende hovedpine og kvalme. "uh" sagde hun og faldt bagover på hendes stol igen. Hun tog sig til sit hoved "Jeg får så meget ballade"..

Ancalagon hævede sit venstre øjenbryn da Loui vågnede og panikket, "Slap af tøs, det bare en nat på en kro" svarede han, som om det var at gå sig en tur blandt butikkerne i byen. "velkommen til efter effekten af alkoholen" jokede han da hun klagede over sin hovedpine, eller han gik ud fra at det var hendes hovedpine fra igår nats drikkeri.
Da Ancalagon havde spist færdig, rejste han sig op og vendte hovedet mod Loui, "well, det var sanlig.. interessant møde tø-Loui, men jeg må heller se og snutte hjemad for min mage får et flip" fortalte han hende og begyndte at gå væk fra deres bord og mod udgangen.
"Hugin og Munin" kaldte han på sine to ravne, som kiggede på Loui en enkel gang og skrappede lidt og så lettede de fra bordet og landede på hans skuldre.
Da Ancalagon kom uden foran døren til kroen trak han lige en dyb indånding og pustede ud igen før han kiggede sig rundt.
Hm.. det ville komme til at tage lidt tid for at ham at komme hjem.. med mindre han selvfølgelig forvandlede sig og fløj hjem.