so what do we have here - Loui

Han kiggede roligt på hende med stille smil og lyttede til hende ”jamen jeg siger da tak”sagde han roligt og havde endeligt ikke forventet at få noget som helst svar på det, og roligt som de sad der og hun fik snakket færdig og alt det og han lyttede jo til hende og den slags der.
Han kiggede roligt på hende og nikkede stille hende, da hun sagde hun ville hjem og den slags efter alle de indtryk som hun havde fået og det kunne han endeligt også godt forstå, for han ville jo nok også være godt mør i hovedet, hvis det var ham der havde alle de tanker om ting som det her.
Han kiggede roligt på hende og rejste sig så op og bøjede armen let ”må jeg gøre æren i at følge dig noget af vejen hjem til dig selv mere så jeg også er sikker på at du kommer godt hjem”sagde han roligt med et stille smil på sine læber, men hun kunne altid sige nej for så vil de jo nok gå være deres vej og alt det, men hvem viste det kunne jo være at deres veje ville mødes igen, for man kende jo ikke ens fremtid på nogen måder, medmindre man var sådan en som kunne se frem i tiden og den slags der, men det måtte tiden jo vise om de ville, for der var jo ikke ligefrem nogen måder man sådan kunne komme i kontakt med hinanden, medmindre man sende en fugl med et brev eller noget i den retning af, men det havde han ikke rigtig gjort længe, men nu måtte han jo vente og se hvad hun ville gøre nu her, for der var jo ikke ligefrem andet han kunne gøre nu her.

Loui havde fået smilet tilbage. Hun var mere rolig i hans selvskab, selvom hun var udmærket klar over at han havde humørsvingninger. Måske havde hun mødt ham på en dårlig dag, det var hvert fald ikke et godt førstehåndsindtryk, men ham havde da vist sin gentleman frem, imens hun havde brug for hjælp. "Er vi.. venner?" spurgte Loui og følte sig straks akavet til mode, hun følte sig straks som en lille pige som lige måtte få afklaret noget her. Men hvem ville ikke spørge, når man tænkte på hvad Loui havde oplevet, ingen venner imens hun voksede op, det var til tider meget svært. Hun fandt hvert fald ud af man ikke kunne spørge sine forældre om alt.
Loui smilte lidt, "du må gerne følge mig på vej.. men ikke for tæt på mit hjem.. min papfar går amok hvis han ser dig.. eller bare generelt nogen jeg har bekendtskab med" svarede Loui og rejste sig fra bænken. Hun kunne næsten selv høre hvor vildt det lød, hun burde være voksen nok, til at bestemme hvem hun ville ses med.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber og lyttede til hvad hun sagde til ham og nikkede roligt ”ja det er vi da Loui eller det vil jeg da mene at vi er”sagde han roligt, og viste godt at det var lidt mærkeligt at hun spurgte ham om, for han ville da mene at de var og alt det.
Han kiggede på hende ”din papfar komme slet ikke til at se mig før jeg er væk det lover jeg dig”sagde han roligt og smilte til hende, han ville bare være venlig overfor hende og følge hende hjem og alt det, for efter det der var sket der i går mellem hende og de mænd hvor han blandede sig i stor still, så hvis de fandt dem igen så vil de nok være flere næste gang, men man kunne aldrig vide og den slags der, men nu måtte man jo se hvad der kom til at ske i frem tiden.
Han kiggede på hende ”hvis du har lyst måske kunne vi mødes igen engang hvis du altså vil”sagde han roligt og havde den der venlig tone over sin stemme overfor hende, så hun ikke skulle komme til at tro at han ville noget andet end bare og mødes med hende og den slags der, men han havde nu taget det første skridt til at ville mødes med hende igen, hvis det var at hun ville og alt det, men det var jo lige så meget op til hende som det var for ham, men der var jo en af dem som skulle tage det første trin til at ville mødes igen, og måske kunne de jo komme til at lære hinanden og kende bedre og det ville jo være godt efter hans mening, men nu måtte han jo se hvad hun ville sige til det.

Loui smilte da han svarede på at de var venner. Hun kunne nu vide med sikkerhed, at hun havde fået sin aller første ven, uanset hvor trist det end må lyde. Selvfølgelig ville hun ikke fortælle ham, at han var hendes første ven, det ville bare blive alt for akavet. "det er jeg glad for" svarede hun med et kært smil. De kom skævt ind på hinanden, men snart skulle de nok komme nærmere ved hinanden, og hvis hun var heldig kunne hun præsentere ham for hendes forældre, altså måske. "Tak for dit ord.. lad os gå" svarede hun og smilte.
Imens de gik kunne Loui ikke lade være med at tænke på de sidste 24 timer. Hun følte sig så forandret og rimelige forvirret, hun måtte søge i kirken for at få nogen svar, hun kunne hvert fald ikke spørges hende forældre, eller hvert fald hende papfar, hun så dårlig nok hendes mor, hun arbejdede altid. "Jeg er glad for du ikke synes jeg er alt for mærkelig" sagde Loui og vidste egentlig ikke om han syntes det om hende. Hun var jo rimelig mærkelig, men ikke noget som hun selv havde været herrer over.

//Beklager de korte svar..//

Han kiggede på hende og smilte roligt mens han lyttede til det hun sagde og nikkede roligt til hende ”ja lad os det”sagde han roligt og gik der sammen med hende og hørte godt at hun sagde noget til ham og alt det, og roligt smilte til hende ”jeg syns ikke du mærkeligt på nogen måder altså vi alle har vores måder og være på og det jo kun godt på den måde for hvis folk var ens ville verden være pænt kedelig og alle ville ligne hinanden”sagde han roligt og kiggede på hende et stille smil på sine læber, og havde det på fornemmelsen, at hun ikke var den som havde mødt mange i sit liv eller det var sådan han syns det virkede som, men han var ikke på noget lige nu og ville ikke ligefrem sige noget omkring det, for han ville jo helst ikke ende med og fornærme hende eller noget, nu hvor de kom så godt ud af det med hinanden og den slags ting der, og det var jo godt at de gjorde det efter hans mening.
Dagene her havde været meget blandet for ham, for den måde hun var på have jo forskrækket ham noget så grusomt, at en kvinde som hende ville tro at han var ude efter samleje bare ved og røre ved hende og den slags der, men de fik det heldigvis snakket om det og den slags ting der, så det var jo godt og den slags der, men det kom jo bare bag på ham, da det sket og alt det men det var jo som det var, og hun havde nok ikke lige vist bedre end hvad hun havde fået fortalt der hjemmefra, så han kunne jo ikke andet end at smile af det og sådan noget det.

//går nok skal du se //

Loui lyttede til hvad han sagde. Han havde ret. Hvis alle var ens, ville der ikke være noget at lærer hos andre. Alle ville have de samme meninger og samme smag, nøj hvor ville det være grusomt hvis alle lignede hinanden. Hun fniste. "Det har du ret i, sikke en kedelig verden vi ville leve i, hvis alle var ens" svarede hun og smilte, imens de gik.
Mere de gik, jo tættere kom de på hendes hjem. Dagen var lys og fuglene pippede i hver deres træ. Loui var kvæstet efter den lange nat, hun kunne ikke vente med at komme hjem og sove. Hendes ben blev tungere og hendes øjne var tørre, det ville blive så skønt.
Loui stoppede pludselig op, "Oh.. ikke længere end her til." sagde hun. De var nemlig nåede tæt nok på, at hendes papfar ville få øje på hende, hvis han så ud af vinduet - hvilket man aldrig kunne vide sig sikker på. Loui trådte ind til siden og så på ham. "Så er det vel det.." sagde hun og smilte blidt. "Tak endnu en gang.. og tak for de forståelse.. vi ses nok igen" sagde hun vinkede kort til ham, imens hun rødmede. Hun gik baglæns væk fra ham imens hun smilte. Hun vendte sig op og satte farten op imod deres lille hus. Inden længe var hun indenfor. Loui ville aldrig glemme ham eller denne her dag.

// Out //