A Warrior is Not Born But made, in The fire of War //Faye//

@Faye

S The Caves of Sand
O Folk der går omkring for at holde vagt, de er nok omkring 30 til 50
V Da de er kommet meget langt væk fra Domsville er det meget varmt, derudover fordi det er Ørken
Tid 22,00
P bare overkrop og et par bukser på.
Skriget fra en ung drenge kunne høres i hele grotten, hvilket der medførte at James reageret. det var blive helt normalt men denne gang var det femte dræb på denne dag. James sukket højt, hvorefter han så op da han hørte hans navn blive nævnte, hvorefter han blive taget med dem og over mod det kors de ville hænge ham op på for, at afhøre ham. James mærket hans hænder blive smidt på, hvorefter han mærket hans hænder og bene  blive strammet fast med Reb, hvorefter manden kom hen mod ham med en kniv, hvorefter James så ham an, "Så, hvor er det sted du fik din evne, hvis du svare med det samme kan vi få det sluttet af, med mindre du er dum nok til og tro din veninde redder dig, hun er død vi stak hende ned som vi sagde, så sige det nu, med mindre du regner med nogen andre, som kan redde dit skind herude, James bare gi op og gi Edward, hvad han vil ha så kan vi komme væk fra alt dette lort." James så ham kort i øjenet , hvorefter han spytte ham lige i synet, hvilket, medførte at han hamret kniven ind i James ånd, hvorefter der lød det smerteskrig fra ham, hvorefter han så ham i øjenet, men fik et par slag af ham som til sidste smadret hans ansigt, så han faldt sammen igen. De lod ham dog bare hænge da det ikke skulle bruges før næste dag igen og som en slags straf, hvor han ikke kunne ligge ned eller noget andet. Da Lød der pludseligt en masse råbe fra de mennesker af som, havde bortførte ham, hvilket fik ham til og åbne, øjnet, en gruppe havde startet et oprør af menneskerne og han stormet hen til James, hvor han så skulle til og skade ham af, men inden han kunne nå det blive han skudt i ryggen, hvor James så ham falde ned, Der var stadig kaos men, efter lidt tid, havde de fået fangerne på plads igen, hvorefter han hørte en masse råbene udefra. Der gjorde at de fleste som holde vagt omkring ham begynde og løbe ud, hvilket der var lidt mærkeligt, han var blive helt øm i sin venstre hånd, hvilket der havde gjorde at han nærmest ikke kunne klare mere smerte, de havde leget med ham lavet flere ar på ham, men til sidste, havde de hamret en kniv i hans venstre hånd og trukket den ud, det havde gjorde ondt. Men nu var han ved og blive, klar på den næste dag, hvis ikke de gjorde noget for at stoppe dem og befri  ham, han ville sikkeret dø her, han var lige så stille ved og falde i søvn, hvilket han ikke skulle gøre, da det bare ville gøre alt værre men det ende, med og ske om han ville det eller ej.

Faye havde brugt noget tid på af finde frem til dem, der havde taget James. At hun var såret, gjorde ikke tingene bedre. Men hun havde ikke planer om at give op. Hun havde stadig overraskelseselementet, da de troede hun var død. Da hun endelig fandt frem til en grotte i ørkenen, begav hun sig derind, så lydløst som muligt. Under hendes hætte havde hun James’ hat med. Hun gik ud fra, han gerne ville have den tilbage når han kom fri. Faye var ikke kun såret, men også dehydreret og det gjorde, hun umuligt kunne præstere så godt i kamp som ellers. Hun fik dog slået et par vagter ned, før hun nåede ind til inderkredsen, hvor folk blev holdt fanget. Skrigene var ubærlige, og hvis Faye havde tiden, ville hun uden tvivl redde dem alle, men hendes prioritet var James. De havde lige erklæret deres kærlighed til hinanden, hun ville ikke lade deres historie ende på den måde. Hun formåede lige at snige sig omkring derinde, og nåede hen til et stort kors, hvor James var spændt fast. De troede hun var død, præcis som hun ville have det. Da der skete et opgør, havde Faye en chance for at komme længere ind uden at blive opdaget. Hun drejede sig rundt og så dem få de kidnappede på plads igen. Hun skulle slå til nu, hvor de mindst ventede det. Hun sneg sig hen til der, hvor kidnapperne holdt til, og kastede med vilje en pil fra sig, så den klingede og fik deres opmærksomhed rettet mod et andet sted end hende. Faye sneg sig om bag ham der blev tilbage, og lagde en kniv imod hans strube, klar til at skære den op, hvis ikke de andre vagter blev væk. Da manden der kort forinden havde afhørt James kom frem nød hun hans overraskende blik. ”Et lille trick, tjek for pulsen næste gang for at tjekke om nogen er død. Ikke at du kommer til at bruge til det noget.” Han ændrede ansigtsudtryk til forvirret, og Faye blev klar over, hvorfor han ikke var hjernen bag operationen. ”Du vil være død.” Han trådte nærmere, og Faye pressede kniven tættere mod hende, så der rendte dråber af blod ned af hans hals. ”Er du så egoistisk, at du vil lade ham dø?” Tydeligvis var han det, da han bare forsatte med at gå. Faye skubbede den blødende mand fra sig, ingen grund til at dræbe ham, han virkede ikke nær så ondskabsfuld som de andre. Faye kastede kniven imod manden, men han greb den, så han kun skar hans håndflade. Han brugte så hendes egen kniv til at stikke hende i maven igen, nogenlunde samme sted som sidste gang. Hun faldt til jorden, og kunne smage blodet på hendes læber, før hun blev samlet op og smidt ned på en hård jord. Faye så rundt og fik øje på James, før hun mistede bevidstheden.

James var helt væk, så han opdaget ikke, hvem de smed der ned, efter et par timer kunne han dog høre skrigene fra de mennesker han var blive bortførte af, hvorefter han hørte en velkendt stemme efter og få nogen slag på hans kind, hvor han så så en gammel ven, "James, forhelvede lang tid siden, jeg skærer dig lige ned," Kom det fra Duncan, hvorefter han så sig omkring, hans hånd, ville nok ikke klare at spæne en bue igen, hvilket gjorde ham lidt træt af det. James bed sig svag i underlæben, hvorefter han så på hans hånd, Duncan klappede ham svagt på ryggen, hvorefter han peget over mod en kvinde som de havde, behandlet der lå der. "Vi skal væk snart, men her du blive nød til og holde et sværd indtil din hånd blive helet igen, hvis den blive det da, ellers må du klare dig med din evne og et sværd." James smilede svagt, hvorefter han humpet hen mod Faye der var ved og blive lappet sammen, de havde ikke givet dem lov til og ilse på hinanden, mens de begge var skadet, hvilket var godt. James stoppet op bag hende, hvor han så hun sad med hans hat, James kunne ikke lade være med og grine blidt, "Hey, nogen elsker, hvis den hat gør de ikke." Lød det drillende fra James af, hvorefter han smilede til hende, inden hun sagde noget åbnet han dog munden igen, "den klær dig du beholder den bare, det var derfor jeg gav dig den." Lød det drillende fra James af, hvorefter han så hen på Duncan, " de her er venner, som du sikkert har lagt mærke til, vi skal væk herfra inden der kommer forstærkninger, Ducan har et sikkert sted for os, hvor vi kan holde os indtil dette er lettet, derudover skylder jeg dig os en forklaring om, hvor jeg kender Duncan her fra, og hvor jeg kender Edward fra, men det må vi tag os af lidt senere ikke." James vendte sin opmærksomhed mod Duncan, hvorefter han nikket, "vi har fået alle fanger med herfra, vi regner bare med og overaske dem, når de kommer her hen igen, så de aldrig kommer ud, de valgte selv den her krig," lød det fra Duncan. "I har fået alle de uskyldige ud ikke," Duncan nikkede. " ja mig og Thea har fået dem, ud nu er det bare og ligge vores gave da dette jo er satans sted, og disse folk stadig følger mørkets gud, tror du at du kan bruge en bue, en sidste gang inden, du nok mister den, hvis du gør det, for vi mangler en til og skyde den sidste flammen Pil, mod det sorte krudt." James stod og tænkte over, det hvor han så var ved og være sikker på han ville gøre det. Hvis ikke Faye, valgte og sige at hun kunne gøre, det var det James der gjorde det. Han smilede drillende til Duncan, "yeah Thea, i er sammen igen, i take it."

Faye vågnede langsomt op, og mærkede end stikkende smerte i hendes side. Det tog et øjeblik, før det gik op for hende hvad der foregik. Heldigvis nåede hun det, før hun reagerede aggressivt, som var hendes sædvanlige reaktionsmønster. Da pigen var færdig med at sy hende, satte hun sig forsigtigt op. Hun så hen på hatten der lå på bordet ved siden af hende. Hun samlede den op og så sig omkring, før hun fik øje på James. En lettelse spredte sig igennem hendes krop, og hun var ikke nær så anspændt længere. ”Jo.” Hun så ned på hatten og skulle til at række den til ham. Det var hans, så selvfølgelig skulle han have den tilbage, men så tilbød han at hun kunne beholde den. Hun tog den på og rejste sig forsigtigt. Det gjorde ondt som bare fanden, men hun blev nød til at takke dem der havde hjulpet hende. Selv hvis det sårede hendes stolthed. Hun ville altid helst klare sig selv. Men det var ikke altid muligheden. ”Du behøver ikke forklare. Vi har alle en baggrund.” Hun så hen imod Duncan, og nikkede til ham for at anerkende hans hjælp, og også som en tak. Faye havde på sin vis fortrudt hun tog af sted. Det var alt sammen gået godt, men ikke på grund af hende. Havde Duncan ikke været der, var James og hende selv sandsynligvis stadig fangede. Jægerne havde lært hende, at man ikke skulle knytte sig til folk, og hun kunne se hvad de mente. Man traf irrationelle beslutninger, der ofte bare gjorde tingene værre. Faye så over på Duncan, da han nævnte noget med at bruge en bue. Det var hendes chance for at gøre op for det besvær hun havde skyldt. ”Jeg kan gøre det.” Vogterne havde taget hendes egen bue og pile, men hun skulle nok finde en anden på et tidspunkt. ”Hvis James bruger hans skadede hånd allerede, kan han risikere aldrig at skyde med en bue igen.” Hun havde set det før. Hvis man ikke lod en skade hele og hvile, risikerede man at miste chancen for at bruge et våben nogensinde igen. Det ønskede hun ikke for ham. Faye virkede ikke helt som sig selv. Hun var ikke så rap i replikken, hvilket i dette tilfælde ikke var en god ting. Hun havde mistet troen på sig selv, og tvivlede på hendes forhold med James. Hun bragte dem begge i fare, ved at elske ham. Var det så overhovedet det værd? Måske havde jægerne haft en pointe med lige netop det.

James smilede da hun valgte og beholde hatten og tag den på, kort derefter kiggede han på Duncan og skulle lige til og sige noget, hvor Faye dog brød ind og sagde hun skulle nok gøre det. James kiggede uforståt på hende, han kunne da sagtens gøre det, James bed sig selv hårdt i læben, hvor han kunne smage blod, hvorefter han hørte Faye tale til Duncan, som om han ikke var der og at han ikke kunne gøre det uden hans hånd ville tag skade. "Faye, jeg er her, hvad tænker du på jeg kan sagtens gøre det, det er ikke en så alvorlig skade, jeg skal nok gøre det, min hånd er stadig lige så stærk som den var før jeg kan stadig spænde en bue og skyde med en pil."Duncan vende bagefter tilbage til Faye og James, hvorefter han kiggede på dem. Han tog en dybe indånding, hvorefter, han kiggede på dem begge "har i fundet ud af, hvem der skyder, for det er ved og være tid." Inden Faye kunne nå og sige noget, kiggede James på Duncan og nikkede, "jeg gør det." James fulgte derefter med ham ud, hvor han peget mod tunnelen de skulle smadre. James nikkede, hvorefter han kunne se alle de mænd der var på vej der ned af Edwards mænd, hvorefter han sætte sig klar med buen. Han mærket smerten i hans håndled, mens han spænde buen, smerten var til og blive sindsyg af, han var derfor nød til og smide den fra sig. Han kunne se, hvor mange der så hen på ham da han skulle skyde dem af, hvilket der medførte at James fremkalde sin bue, hvor han sende pilen med solens lys og varme mod krudtet sammen med de andre ild pille. Idet samme han gav slip gav, han dog et smerte brøle fra sig, hvor man kunne høre braget bagefter og, hvor han miste hans våbenførelighed i hans venstre hånd, han kunne høre, hvordan Duncan viftede nogen over, men i det samme de skulle teste hans hånd som der var kommet et hul igen slog han dem væk med hans venstre hånd eller han var slet ikke stille overhovedet, han kastet sig rundt, så de ikke kunne komme til og se på den, hvilket der medførte de var nød til og hente Faye, for at kunne holde styr på ham, hvilket Duncan havde, opdaget for James ville ikke holde sig i ro mens, de prøvede og hjælpe ham. James holde om hans hånd, hvor han prøvet og holde dem alle sammen væk med sin kniv, de var nød til og gøre noget ved James og hans hånd, såret var jo sprunget op og hans hånd var i fuldkommen smerte. Men han nægtet og få hjælp han mente at det var lige som da han tog buen, han kende ikke sine grænser det var hvad alle talte om, James var sikker på han godt kunne men nogen måtte få ham til og forstå det her, og det kunne ikke være disse andre folk den eneste, som sikkert kunne få James til og lytte ville være Faye, hvilket os var derfor han havde skynd sig at gøre det inden hun kunne tale ham fra det.

Faye så mest på Duncan, da hun vidste James gerne selv ville gøre det. På det punkt var han lige som hende. Ingen skulle fortælle hende, hvad hun kunne og hvad hun ikke kunne gøre. Nu vidste hun hvorfor folk havde frarådet hende det. Ikke fordi de ønskede at hun var svag, men fordi de bekymrede sig om hende. ”Jeg kan ikke stoppe dig, men jeg har set den slags før James. Jeg tror ikke det er en god idé.” Hun skulle til at svare Duncan, at hun ville gøre det, men James kom hende i forkøbet. Før nogen af dem nåede at sige mere, var hun gået sin vej. Hun ville ikke se ham fejle, og hun var næsten sikker på han ikke ville kunne gennemføre det. Ikke med den hånd. Faye kunne høre et smerteskrig fra tunnelen, og hun var overbevidst om det kom fra James, så hun var hurtigt henne ved tunnelens munding, hvor der kort efter kom nogen for at hente hende. James havde brug for hende. Hun satte i løb efter dem, og stillede sig bag ved Duncan og de andre, der forsøgte at holde ham i ro. [b]”Jeg tager den her fra. I kan godt gå tilbage til jeres poster.” Da de var gået, satte hun sig ned foran ham. ”James, tag en dyb indånding.” Han blev nød til at være rolig, så de kunne fuldføre missionen, med eller uden ham. ”Det er okay James. Vi er kun mennesker, og ingen forventer at vi skal være stærke hele tiden. Nogle gange skal man bare acceptere, at man ikke kan alting. Det er virkelig styrke, at kende sin grænser og sine fejl. Du kan ikke skyde med en bue i dag, og det er heller ikke sikkert du kan i morgen, men hvis du sætter dig for det, vil du kunne det en dag. Men det kræver at du passer på, og accepterer når du ikke kan det du gerne vil.”

Braget der efterfulgte da Faye var kommet sammen med 5 af Duncans, mænd fik James til og rejse sig op da han havde hørte Edwards mænd, havde hørte braget. James sætte sig ned og lyttet til Faye hun, havde vel ret på nogen punkutur, han måtte lære og kende sine grænser. "Jeg forstår Faye, jeg må ikke bruge venstre hånd." ”Har i et ekstra sværd eller økse  eller andet jeg kan bruge med min højre hånd.” Han smilede svagt til Faye så hun forstod at, hvad han gjorde nu kunne han klare. Mændene så på Faye, hvorefter de ventet på at hun ville gi lov til det, af en eller anden grund mente de hun var lederen sikkert Duncans værk, var James sikker på den mand, havde heller aldrig stolet på James da han mente han var for uforudsigelig, hvor de havde lagt mærke til og Duncan havde lagt mærke til han Faye havde, lidt mere kontrol og reagere ikke på instinkt som James gjorde. James bed sig svagt i læben, hvorefter han så hen på Faye igen, ”det er åbenbart dig der vælger vi er 7 herinde, mod en gruppe af 20 andre mennesker, altså Faye jeg ved godt min venstre arm er smadret, men jeg kan hjælpe, min højre kan stadig bruges." "jeg kan ikke bare lade jer stå med det her Alene,hey det er jo dit valg.”  Lød det fra James af, hvorefter han rev noget af sit tøj af og forbandt det om hans hånd, mens han hørte Edwards mænd komme tætte på. Det var Faye alle soldater ventet på en komandoen fra udenfor, kunne man høre kampen mellem de andre, mens de stod inden i denne hul, hvor de ville være nød til og vente til Faye gav ordre, James så over på hende, han var måske lidt Jaloux. Da hun jo havde magten og styrte denne lille gruppe, der var stadig andre sprængstoffer de skulle ha tænd herinde, men det ville være umuligt og gøre noget, nu der kunne stoppe det. Kort efter lød der nogen stemme i nærheden, hvilket betød at, hvis de ikke snart gjorde noget ville de blive opdaget, hvorefter de alle sammen ville blive torturet, hvorefter de ville blive myrdet meget langsomt bare for at de kunne ha lidt sjovt ud af det, inden de døde. James åbnet hans øjne, hvorefter han så på Faye, hvis de skulle ha overraskelse momentet skulle de snart gøre noget, ellers ville de aldrig kunne gøre noget for at stoppe dem, eftersom de jo var mange flere og at de ikke havde, nogen flugtveje, hvor de kunne stikke af, derfor måtte de vente og se tiden an lige nu, mens Faye udtænke en plan som sikkert ville redde dem, hvilket der gjorde at James prøvet og slappe helt af, hvor han ikke bare skulle lade hans vrede gå ud over disse mennesker . En af soldaterne så på Faye og hoste svagt, "hvad er planen, frøken Faye."

Faye gik med James hen til de andre. Han havde nu forstået, at det ikke var en god idé at provokere en skade. Hun undrede sig først over, at de ventede på hun gav James lov til at få et våben eller ej. Hun havde kun lige mødt dem, så det virkede underligt at hun skulle tage en beslutning for dem. Ikke at hun havde noget imod det. Det kom bare bag på hende. Faye så rundt på dem, for så at se på James. ”James får et våben. Men kun til højre hånd.” Hun lød meget bestemt i sidste halvdel. Det ville bare gøre tingene værre, hvis han brød sammen midt i kampen, fordi smerten var for stor. Faye havde aldrig været en leder, men hun havde altid haft idéer til fælder, der kunne gøre kampen lettere, men aldrig delt dem med andre. Hun så sig omkring, i et forsøg på at finde den bedste mulighed for at overraske dem. Da en af soldaterne kaldte hende frøken, var hun klar over hun havde styringen for alvor. Det var ikke noget hun brød sig om, det virkede for højtideligt til hende, men det var ikke det rigtige tidspunkt at ændre det på. ”De to der er bedst med bue og pil stiller jer derop.” Hun pegede op mod et højere punkt. ”I er vores sikkerhedsnet, hvis vi får problemer.” Til enhver anden tid havde hun sendt hende og James derop, da de begge var gode med bue og pil, men James var skade og hun havde en anden rolle. ”I andre skal gemme jer. Lad dem tro jeg er herinde alene. Hvis der er en ting jeg ved, er at de vil undervurdere mig. Så de vil ikke se det komme.” Hun fik placeret sprængstoffet omkring hende, men dog en smule skjult så man ikke ville se det først. ”Når jeg giver tegn, skal i sende brændende pile ned mod sprængstoffet.” Lige som hun sagde det, brød Edward og hans folk igennem og stoppede op foran Faye. De andre var gemt godt væk, så forhåbentlig ville de ikke blive lagt mærke til. Hun fik øjenkontakt med James, og så så hen imod Edward. ”En mod 20 virker en smule unfair.” Da alle på nær Edward stod nær sprængstoffet trådte Faye flere skridt tilbage, og gjorde tegn til at, bueskytterne kunne sende pilene afsted. Der lød et kæmpe brag, skrig af smerte og på grund af lufttrykket var Faye blevet blæst tilbage. Der var nogle overlevende, og det var nu dem med sværd kom ind i billedet.

"Her," lød det svagt fra en af dem, hvorefter manden kastet et sværd til James. James greb det og sukkede svagt for sig selv, Faye havde ret han måtte ikke bruge hans venstre hånd, ikke hvis han ville kunne skyde og bare være smart igen. James svang sværdet prøvende, hvorefter han hørte Faye gi de andre ordre om, hvor de skulle hen hvilket han selv valgte og følge. Han kunne stadig ikke forstå at de, havde mere tillid til Faye, men sådan var det Jo. James stillede sig klar med sit sværd med en anden bag ham, hvorefter de ventet på Fayes signal. James så hende kort i øjne, da hun smilede til ham, hvorefter han kunne høre Edward komme op, hvorefter han så på Faye der stod helt alene, "hvad skal det her forstille, hvor er James henne." lød det vredt fra Edward af, hvorefter han bevægede sig frem med hans mænd. James så hen mod dem, hvorefter Edward gik lidt længere frem mod Faye." Opgiv det her frøken, du har blandet dig ind i noget du ikke forstår. James står i ledtog med en gruppe forræder, der er ledt af Duncan vi prøve bare og gi dem den straf de fortjener." James holde vejret, mens han ventet på Fayes tegn da hun gjorde et tegn så han de to skytter sende pille mod krudtet omkring Faye, hvilket der kunne høres at Edwards men, havde set, hvorefter de beskytte ham i det samme eksplosionen ramte, hvorefter James træk sværdet helt op, han så Faye blive kastet tilbage, hvorefter han stormet frem med de 2 andre mens en fik kastet et våben til Faye. Røget dækkede dem nok til da de sprang frem, gik nogen af dem i panik, hvorefter James slog et par ihjel inden han kunne se den person som alt dette her handlet om han kunne dog os se at nogen af dem de kæmpede sammen med var ved og blive slagtet, James stod et kort øjeblik, hvorefter han stormet hen for at hjælpe de uskyldige, hvilket gjorde at Edward fik rejste sig op, hvorefter han så sig omkring, hvor der lugtet brændt omkring ham og han havde selv fået en brandskade i ansigtet. ”JAMES DETTE ER IKKE OVER, VI SKAL NOK FÅ RAMT PÅ JER ALLE SAMMEN, INDEN DENNE TID ER OVER, VIL JEG FÅ MIN HÆVN.” Man kunne høre, hvordan de begynde og flygte, mens de bevægede sig ud gennem grotten, hvorefter James vente sig mod Faye, ”dette er ikke godt, jeg skulle aldrig ha lade dig blande dig ind i dette Faye, jeg må afslutte der her, jeg har en ide, men det betyder vi blive nød til og skilles for en tid jeg har en ide, hvor vi kan få flere mænd fra og vi bliver nød til og slutte dette af mod Edward, han for flere mænd jo længere vi venter.”