Meeting the Hunters//Faye// Afsluttet

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
S Ashen Wood Forest
V Det er koldt og det første sne er begyndt og falde.
O Mørke væsner, og James.
Tid 22,00
P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Kulden den forbandet kulde, hvorfor kunne hans og Fayes mødested ikke ha været et lidt mere varmt sted, Denne kvinde elsket og drille ham med stedet, hvor han ville være nød til og ha varmt tøj på sig. James gav et dybt suk fra sig, hvorefter han bevægede sig videre. Han, havde dog en opgave han skulle ha taget sig af inden.  En kult af en gruppe sindsyge vampyrer, hvorfor han gjorde det var vel simpelt penge og information. Han kunne godt vente lidt tid, inden han fløj hen til Faye. James bed sig svagt i underlæben, hvorefter hans fødder forsætte med og gå den vej indtil han ramte enden. James bandede svagt, hvorefter han så sig omkring og bevægede sig igennem det store sne bump. Da opdaget han nogen folk som ventet lidt længere fremme, de stod klar med alle de våben,som enhver anden jæger som beskytte verden. Da stoppet James op og så på dem op fra hans hat af, hvorefter han så deres mund åben og ordene." James Blake personen med solens energi i hans blod, vi vil gerne tale med dig, vi havde dog håbet vi kunne spørge Faye om dig, men vi kan ikke finde hende, så ved du, hvad vi skyder ikke dig.  Men vil du ikke gerne med indenfor i vores lille skjulested her, hvor vi kan tale om dig og,om du kunne være interesseret i at blive en Jæger, lige som Faye, du har jo en fantastisk evne til det." Da det var sagte stod de bare og ventet på hans reaktion, da James endelig reageret, træk de sig væk og han blive ledt til deres skjulested, med bind for øjne, hvorfor anet han dog ikke.  Da han endelig kom til deres skjulested, sad han bare og kigget ud i luften, hvorfor skulle det her os ske, han skulle jo mødes med Faye, dum ide og tro man kunne nå en Jagt mere.
//og så er der åbnet, du bestemmer selv, hvordan Faye finder ud af det. //

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Faye havde ikke set James i noget tid. Ikke at det gjorde så meget, hun ønskede ikke at hænge op af ham, og være afhængig af en mand som mange andre kvinder var. Modsat, ønskede hun heller ikke han hang op af hende. Men hun var begyndt at savne ham. Og selvom hun ikke lige ville indrømme det over for James - eller hende selv - så var hun begyndt at holde af ham. Faye gik igennem den forfrosne skov. Hun var ikke klædt på i voldsomt meget taget kulden i betragtning. Det havde bare aldrig påvirket hende så meget. Hun kunne i hvert fald ikke føle dens påvirkning, men kunne skade hendes krop som et hvert andet menneske.
Faye nærmede sig stedet de havde aftalt at mødes, da hun hørte svage stemmer. Hun fulgte dem, og så jægerne tale med James, hun kunne kun lige udgøre hvad de sagde. Man skulle ikke ønske at blive trænet op af de jægere. De var brutale og ligeglade. Faye kunne have været død flere gange på grund af dem. At de undervurderede hende fordi hun var en kvinde, gjorde hende ikke ligefrem gladere for dem. Da de begyndte at gå væk, fulgte hun efter dem næsten lydløst. Selvom hun ikke brød sig om jægerne, havde de stadig formet hende til den person hun var, og hun kunne godt lide sig selv. Bare ikke dem.
Hun stod foran deres skjulested, og ventede et øjeblik med at gå ind. Hun ventede på det rigtige øjeblik. Langsomt gik hun ind i deres skjul, som hørte hun hjemme der. Jægerne så på hende, nogle forbløffet over hendes entré, andre vrede. ”Det er ikke særlig pænt at bortføre folk uden at spørge om lov.” Hun gik rundt imellem dem, uden så meget som en snert af frygt. Hun frygtede ingen af dem, for de var alle lige gode jægere. Men fordi Faye var mindre, var hun også hurtigere end de fleste af dem. ”Det er smart af jer, at forsøge at gøre min nye partner til en af jer. Men helt ærligt, troede i jeg ville lade det ske?” Ham der havde talt med James går hen til hende. Han er både højere og bredere end hende, men Faye er stadig ikke bange. Hun skal bare skabe kaos og få James ud der fra, uden de opdager det.
En person stiller sig bag hende, i frygt for hende måske ville flygte. Klogt træk, bare ærgerligt det ikke ville virke. ”Er det sådan i behandler gæster? Jeg troede i ville blive glade for at se mig.” Manden foran hende griber fat i hendes arm og skubber hende op imod en væg. ”Nu skal du ikke være så kæphøj tøs. Alle her ved, du aldrig vil blive en lige så god jæger som os, du er bare ikke bygget til det.” Faye så over på James og sendte ham hendes signatur smil, der betød hun snart ville lukke hendes indre jæger ud. Hun greb fat om mandens skuldre og svang sig over dem, hvilket betød han var nød til at give slip på hende, medmindre han ønskede at brække sit håndled. De andre var hurtigt henne ved deres leder, der var faldet til jorden grundet smerten i hans håndled.
Det gav Faye tid til at binde James fri. ”Godt at se dig igen Pretty Boy.” Faye smilede kækt til ham, og bandt det sidste reb op, så de sammen kunne kæmpe sig ud derfra, da jægerne nu var opmærksomme på dem igen.

James var blive taget som gidsel åbenbart, hvilket der gjorde at da en af dem ville tjekke hans særlig evne, blive de nød til og binde ham fast. Da han havde, skubbet dem væk fra sig, hørte han en velkendt stemme, men de ord som forlod munden blive han faktisk dybt chokeret over. *Hendes partner, hvad mente hun med det, ikke fordi han ikke ville være det, men dette her var meget mærkeligt, det så os ud til alle jægerne os var overasket.* Da lederen greb fat i hende, tabte han hans sten.  Som han, havde taget op af hans lomme, kort efter så han Fayes signatur smil, hvorefter han vidste hun ville slippe sit ændre dyr frem. Det der sket overasket ham dog stadig hun, havde stadig en masse træk han ikke, havde set.  Han fulgte hende med øjne da hun løb hen til ham og befriet hans hænder og bene. Alt der var undet, James skar en kort grimase. " pretty boy, damn Faye ku du ikke bare kalde mig mit navn for en gangs skyld." Lød det svagt fra James af, hvorefter han rejste sig op og sende hende sit charmerne smil.  Han dog at de alle kom op og stå med deres leder og var klar til kamp, hvor til James så over på Faye," hvad er de tyve vi kan klare dem, du tag højre side jeg tag venstre side." lød det svagt fra James af, hvorefter han sende hende et kækt smil. Derefter træk han hans knive, hvorefter han hørte et skrig,  da han vende sig mod det så han dem. Vampyrer, blodsugere og kæmpe edderkopper, great bare great. James træk sine knive op og kaste den ene i edderkoppen der lige var kommet ind, hvorefter dette sted blive angrebet, James hørte derefter et navn blive sagt hans. "Tag Mennesket over ved pigen, brødre og søstre, han har en evne som vi ikke må lade skade flere af vores slags." James sukkede svagt, hvorfor ville folk så gerne kende hans evne ja det var godt mod mørkets væsner og en trussel men intet andet, James bed sig selv svagt i underlæben og greb fat i Faye, hvorefter han sende hans pil op i loftet. Derefter fulgte han Faye, ud af huset eller, hvad det end var, hvorefter han holde sig til hjerte han måtte lærer og styrer denne evne helt, før han kunne gøre noget andet, "Så Faye, hvad var det der med din Partner." lød det drillende fra James af, hvorefter han så hende an.

Faye var ikke sikker på, hvad jægerne havde af planer med James, men hun vidste bare, hun ikke ønskede ham i nærheden af dem. Det eneste de gode de havde gjort hende, var at lære hende at dræbe. Hvor godt det var nu, var hun ikke længere sikker på. Faye så på James med et let smil. At kalde ham andet end pretty boy virkede bare underligt for hende. Hun havde gjort det fra starten, og havde ikke i sinde at stoppe. ”Det tror jeg ikke du skal regne med,” hun så mod højre, da han instruerede hende til at tage den side. Det var ikke fordi hun ikke kunne, som sagt var hun bare lidt hurtigere end dem. Men ikke nær så stærk. Fysisk, i hvert fald. En sviende smerte spredte sig i en region nær hendes lænd, og da vidste hun, at de havde fået gæster. Før hun nåede at advare James, var stedet overrendt af vampyrer, edderkopper og hidsige jægere. Faye begyndte at tro, de måske ikke ville komme der fra i live. Faye gjorde en pil klar i hendes bue, men skiftede flere gange retning. Foran hende var der en kæmpe edderkop, ved hendes sider henholdsvis jægere og vampyrer. Alle fortjente en pil i kraniet, men hvem fortjente den mest? Hun nåede ikke at beslutte sig, før en pil blev sendt op i loftet, hvilket distraherede alle derinde. Hun var hurtigt ude af huset, og James var lige bag hende. Hun så på ham, da han drillede hende med at hun havde kaldt ham sin partner. Det resulterede i, at hun plantede en knytnæve på hans brystkasse med en del kræft, for en kvinde på hendes størrelse i hvert fald. ”Du skræmte mig.” Hun tog en dyb indånding, lagde hænderne i hendes nakke og så op på himlen. ”Du kan ikke stole på dem. De gør dig mere ondt end godt.” Hun vendte blikket imod ham igen. ”Bare lov mig du holder dig væk fra dem.” Faye var klar over, hun ikke kunne tvinge ham til noget, men hun ville ikke bryde sig om, at nogen gennemgik det samme som hende.

Alle de mørke væsner som havde, været der inde da sollyset gik af, kunne man øre smerteskrigene. Men som altid, havde James været for hurtig ude, hans krop, havde været på briste punktet, hvilket man ikke kunne se på ham. Med mindre man så efter hvor, han placeret sin hånd på hjertet. Man kunne nærmest ikke se, hvor smerten kom fra eller om der var en, hvis man så ham på længde da han mærket hendes slag på ham meget kraftfuldt blive han nød til og bukke sig sammen, hvorefter der røg lidt blod op. James faldt derefter sammen og lagede sig op af det nærmest træ, hvorefter han lige så stille fik flere kræfter. Da han hørte Faye, tale om dem kunne han ikke lade være med og grine, men smerten af at grine gjorde det ikke lige frem let, hvilket der medførte at han lod være med og sige noget. "Aldrig sagte jeg ville arbejde for dem, du kender mig godt nok til og vide, jeg ikke ville gøre det." James gav et støn fra sig, hvorefter han fik kæmpet sig op på bennene igen, hvorefter han så på hende igen. Han måtte vide, hvor de stod derfor lyttet han til det sidste hun sagde, hvorefter han åbnet hans mund og snakket ud til hende. "Faye er vi Partner so i partnere, hvad er jeg gået glim af, hvad er vi to siden du kalde mig en partner, for sidste jeg så efter var vi jo ikke sammen, så hvor står vi." Lød det fra James af, hvorefter han tog sig til hovedet. Da hun bede ham om og holde sig væk fra dem kunne han dog ikke lade være med og drille, "du bekymre dig for mig Faye, jeg skal nok lade vær med og gå den vej." Lød det svagt fra James af, hvorefter han så hende i øjne mens der røg lit blod op hans mund som han fortjente. Hvilket var en dum fejl. Han blive derfor fanget af hende, hvorefter han sætte sig stille sig godt op. Han kunne dog godt mærke den akavet stemning og da, han spurgte om hvordan de stod. Kunne man svagt se James rødme, hvilket der normalt aldrig skete, så dette var pinligt. James så på hende mens han vente på hendes svar om, hvor de stod hvorfor skulle denne kvinde Faye, gøre tingene så svært, hvorfor så hun så godt ud, og minde ham om sig selv på nogen punkter.

Faye bekymrede sig ikke om væsnerne. De fortjente hvad de fik. Mere faktisk. Men lige nu var det godt nok. Hun så væk et øjeblik, efter hun havde slået James i brystkassen, så hun ikke så da han først kastede blod op. Hun vendte sig imod ham, da han begyndte at grine. Hun kunne godt se, at han ikke havde det for godt, og hun var ikke helt sikker på hvorfor. Hun satte sig ned over for ham. ”Ja. Jeg vil bare være sikker. De kan være ret overbevisende.” Hun blev siddende et øjeblik før hun ligeledes rejste sig. Faye skulle til at spørge om han var okay, men han begyndte at tale først. Hun tog en dyb indånding og holdt den inde et øjeblik. Det var et spørgsmål, hun ikke var forberedt på. [b]”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Hun sukkede og gik tættere på ham. ”Jeg mente min partner når det kom til jagt.” Han rødmede en anelse, hvilket Faye fandt sødt. Det betød jo bare, det ikke var en fuldstændig afstødende tanke for ham, at være et par med hende. Det var i hvert fald sådan hun tolkede det. ”Men måske skal vi snakke om det.” Hun var langtfra komfortabel med sådanne snakke, hvor hun skulle ligge sine kort på bordet, afsløre hendes følelser. Hun vidste knap nok hvad hun følte selv, så at lade andre vide det var svært for hende. ”Jeg lukker sjældent folk ind hvor de kan få en betydning for mig.” Hun lagde blidt en hånd på hans brystkasse, der hvor hun før havde slået ham. ”Men du er kommet derind. Jeg holder af dig James.” Bare det at hun kaldte ham ved hans navn, indikerede det var en sårbar situation for hende. Hun var åben, og det var utrolig svært for hende. ”Godt.” Hun smilede og så ham i øjnene. Faye havde lyst til at sige noget mere, hun følte hun skulle, at hun havde noget på hjertet, men hun kunne bare ikke få det over hendes læber. Det satte sig fast i hendes hals og truede med at kvæle hende.

James kunne føle, hvor svært hun, havde det ellers var det måske fordi han selv, havde det sådan. James rynket hurtig hans øjnebryn, han havde aldrig været god til disse taller. James bed sig selv i underlæben, hvorefter han lyttet til hende da han mærket hendes hånd og Faye fortælle, hvor meget han betød for hende. Derudover da hun sagde godt, smilede James han, havde det stadig ikke helt godt, men det ville gå frem af på et eller andet tidspunkt. James så på hende, hvorefter han selv, prøvet og komme ud med nogen ord, men han var bare ikke den person som, havde let ved og sige disse ting, men det skulle ske. Han kigget på Faye, hvorefter han sende hende et kort smil, "Faye du betyder os meget for mig." Mens han sagde de ord lod han hanshøjrehånd lukke sig om hendes hånd, som hun havde lagt på hans brystkasse blidt igen, hvorefter han kysset den svagt. "Lyder som en god ide, lad os finde et mere sikkert sted, hvor vi kan tale i fred og gerne i noget varme." Da det sidste var sagt rejste James sig op, hvorefter han gav hende et kys på kinden og tog hende i hånden, hvorefter han kigget sig omkring de var nok mest sikker i en bar men den nærmest var jo i firewood. Derfor smilede han til hende, hvorefter han talte, "lad os tag til firewood, der kan vi altid snakke om det,"James tog drillende hans hat af og gav Faye den på, hvorefter han hoppet op på en hest, hvis hun ikke selv kunne ridde, ville han hjælpe hende op og ridde med hende, hvis hun dog på den anden side kunne ridde, kunne hun bare hugge en af jægernes heste os. James red derefter hen til den nærmest kro som lå i Firewood mente han da, hvorefter han sammen med Faye gik op på et værelse så de kunne snakke i fred, James havde selv lejret et andet værelse her under, et andet navn, hvor de kunne få varmen noget og drikke og så få snakket det igennem. Da de kom der op kiggede James ud af vinduet, hvorefter han vende sin opmærksomhed mod Faye, "så skal vi finde ud af, hvor vi står Faye." lød det charmerne og kækt fra James af, hvorefter han satte sig ned foran hende, så de kunne komme igang. James tog en dyb indåndning, hvorefter han så på hende, "vi skal måske fortælle om os selv inden, jeg er ikke Jæger som du selv ved, men jeg fik en evne da jeg gjorde noget for min Mentor engang, da jeg vende tilbage var han død, Mit fuldenavn er James Blake, og resten ved du vel, din tur Faye." Lød det charmerne fra James af

Faye havde altid lært, at det var bedst at holde folk på afstand, at have folk der betød noget for en, var bare en svaghed der kunne udnyttes. Hun var begyndt at tro, at de tog fejl. Det var vigtigt at have folk man kunne gå til, når man havde brug for at få snakket ud om tingene. Hun smilede da han sagde hun også betød meget for ham. Det var rart at høre, selvom hun havde forventet det. De var blevet tættere over den seneste tid. Hun gik hen mod hesten med ham. Det lød som en god plan at tage til firewood. Hun så på ham da han gav hende hans hat. ”Nu beholder jeg den.” Hun skubbede let til ham med hendes skulder, blot for at understrege hun mente det i sjov. Faye kunne godt ride selv, men hun valgte at ride sammen med James i stedet. Da de kom ind på kroen og kort efter op på værelset, blev Faye pludselig nervøs. Hun skulle have en samtale om følelser, med en fyr hun måske havde følelser for. Det var ikke en let ting, men hun måtte bare tage den med ro. Det var James, hun kendte ham godt nok efterhånden, så hun skulle ikke have noget problem med at tale om den slags med. Hun satte sig ligeledes ned og så direkte på ham mens han fortalte. ”Okay.” Hun tog en dyb indånding og fandt mod til at tale om hendes fortid. ”Du ved jeg ikke bryder mig om jægerne, men du ved ikke hvorfor. Da jeg var barn, fortalte de mig historier om vampyrer og varulve der flåede deres bytte op, det skræmte mig. Jeg var kun en lille pige. De fortalte mig, at jeg var blevet efterladt af mine forældre. Men det var ikke rigtigt. De stjal mig. Jeg har altid lært at alle overnaturlige er urene og forfærdelige. Jeg tror ikke på det længere. For ikke så længe siden fandt jeg min familie. Eller noget af den. Jeg har den her kæmpe familie, hvor nogle af dem er overnaturlige. Det forvirrede mig, for jeg kan ikke dræbe mine søstre. Det fik mig bare til at indse, at ikke alle overnaturlige er onde og morderiske.” Hun så ned i jorden og tog endnu en dyb indånding. Det var første gang hun havde fortalt nogen om det. ”Jeg hedder Faye Thunder.” Hun fandt først ud af for nyligt, hendes efternavn var Thunder. Indtil da var hun bare gået under navnet Faye.

James lod hende styre hesten der hen, da hun jo sad foran ham. Han, havde ikke det støreste problem med det, men han ville nu helst ha folk selv redde så de ikke sad så tæt på hinanden. James fik satte sig og lytte til hende da hun begynde og tale, lige så stille faldt brikkerne på plads for James, mens han sad med hende og lyttet til hende. De virket ikke sådan men så igen, Faye og ham selv virket heller ikke til og være jægerer. James bed sig selv svagt i læben, hvorefter han så hende i øjene, hvorefter han nikket han forstod lide så stille, alt der var omkring det, hvorfor hun ikke, havde sagt noget omkring det før. Men da un nævnte hun, havde en familie begynde han og tænke over, hvilken familie det ku være stor og, hvad sagde hun til Sidste. Faye Thunder, alt dette gjorde intet let for ham men han forsøgte stadig, James rødmede sig med en lille hosten, hvorefter han så hen på hende. "Såå Thunder det er en af de rige familie i Domsville er det ikke ?" Kom det fra James af, hvorefter han sende hende et skævt smil, hvorefter han nikket til hende, "jeg kan se, hvorfor du hader dem nu de er racistiske og ser kun verden i sort og hvid, men det er jo det der er flere nuancer end bare sort og hvid." James bøjet s over mod hende da hun, havde sagt det, hvorefter han kysset på hendes pande. James vidste det os ville være tid til og snakke om det de var kommet her op for. Men det var ikke noget let og snakke om, for nogen af dem, hvorfor skulle det være så svært, "Faye jeg ved godt det her lyder mærkeligt, men jeg elsk." resten af bogstaverne kom til og sidde fast i hans mund, James rejste sig derfor op, hvor han så talte til hende igen. "Faye jeg holder vildt meget af dig, det håber jeg du ved, jeg ved ikke rigtig, hvordan man ellers skal sige det." James sukket, hvorefter han gik hen og kysset hende på munden og efter et par min gik han fra hende igen, "det var så letter og vise."

Faye var måske heller ikke den bedste med intimitet. Fysisk såvel som emotionel, men det virkede bare som en unødvendig risiko at stjæle en af jægernes hest. Hun havde ikke åbnet sig op for nogen, som hun havde gjort for James. Ikke engang Caroline eller Jo, vidste hvad hun havde gennemgået som barn. Det kunne have været meget værre, men også bedre. Hun ville bare gerne være fortrolig med James. Hendes søstre var hendes søstre. De ville altid have en plads i hendes liv, på den ene eller anden måde. Det var noget andet med James. Han kunne - hvis han ville - gå ud af døren og ikke se sig tilbage, og som tingene så ud, var det ikke noget hun havde lyst til. Overhovedet. Han var så vigtig for hende, men hun havde aldrig fortalt ham det. Hun anede bare ikke hvordan. Det ville kræve nogle ord, som aldrig havde lagt på hendes læber. Hun var ikke engang sikker på, om hun var i stand til at føle så stærk en følelse for nogen. ”Det er de vel. Jeg har ikke set dem så meget endnu. Det er stadig noget jeg lige skal forstå.” Hun havde altid set sig som enebarn, med kun jægerne som hendes familie, men tingene havde ændret sig over den seneste tid. ”Jo. Det gør de nemlig. Det værste er, jeg tænkte som dem. Jeg gør det stadig til en vis grad.” Faye så ned i gulvet. Hun skammede sig over det. At ændre hele måden hun tænkte på var en kæmpe udfordring, og en af grundene til hun havde holdt sig lidt væk fra James, så hun kunne få styr på hendes liv, inden hun fik styr på hendes følelser for ham. Da han var ved at sige de ord, hun aldrig selv havde været i stand til at sige. Men han virkede heller ikke i stand til det. Hun forblev stille. Hun prøvede at finde mod, finde styrke til at sige nogle ord for første gang, som hun aldrig havde troet hun ville sige. Da han havde kysset hende, blev hun siddende et øjeblik før hun rejste sig og gik hen til ham. Hun placerede sig foran ham og så på ham, men tvang ham ikke til at se på hende. ”Jeg ved det, og jeg tror…” Hun lod en portion luft bevæge sig igennem hende, før hun fik modet. ”Jeg ved at jeg også elsker dig.” Lige så snart hun havde sagt det gik hun væk fra ham, næsten som hvis hun skammede sig over det. Men det var bare utrolig svært for hende at udtrykke den slags.

James sad ned mens han ventet på hendes svar, da hun åbnet sig mere for ham, vidste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, hvis han kunne ville han smutte og ikke se sig tilbage, men hun var kommet til og betyde noget for ham og ville ha en særlig plads i hans liv. Da hun sætte sig foran ham, kiggede han svagt væk, hvorefter han lyttet til hende og kiggede på hende i det samme hun sagde det ord som han ikke selv kunne få ud af sin mund, hun var modiger end han var, det var han helt sikker på. Han, havde løbet hele sit liv aldrig set sig tilbage, på nær når han skulle finde sin søster, hans liv, havde kun været hævn og lede efter Talia og leve som en kæmper for menneskeligheden. Han, havde ikke selv haft en syn, men kun had, før han mødte Faye, hans liv ville sikkert være ændret sindsygt dårligt, hvis han aldrig havde været sammen med hende. James smilede svagt til hende, hvorefter han så på hende igen. Da hun gik væk, hvorefter han bed sig selv i underlæben, hvorfor kunne han ikke sige det, han var sikker på hun vidste det, men ellers var han ikke sikker på noget pludseligt hørte James en stemme råbe udenfor værelset, eller ude for kroen. "JAMES BLAKE, KOM UD ELLER VI DRÆBER ET MENNESKE FOR, HVERT MIN ELLER, HVIS DU PRØVER OG REDDE DEM, VI VED DU ER DER INDE, LAD OS AFSLUTTE, DET DU SATTE IGANG." James bed sig svagt i læben, dette var en gruppe mennesker han, havde vundet over i gambling. Mens han så hen på Faye, hvorefter han gik hen til hende, han kysset hende svagt på kinden, hvorefter han lukket sine øjne før, han åbnet dem og så på hende igen, "jeg er glad for at ha mødt dig Faye og jeg elsker dig." Det sidste skulle han lige bruge lidt tid til og sige, hvilket der medførte at han så hende an, hvorefter han kigget hende i øjne. "Nyd showet ikke, jeg ved ikke, hvad der kommer til og ske mig, så jeg sætter mig selv som forhandling jeg kan ikke ha nogen folk der kommer til skade på grund af mig." Da det sidste var gjorde forlod han Faye, uden og sige et ord mere, hvorefter han gik ud foran kroen, hvor de så var og ventet på ham, det første der skete da han trådte ud, gjorde at han blive flankede af to forbryder, som gav ham en mave pumper, som gjorde at James knækket sammen, hvorefter manden, som havde et gidsel så på ham, "lad drengen gå, du har hvad vil ha Edward, mig." Edward smilede svagt, hvorefter han slå drengen ihjel med sværdet, hvilket fik James til og råbe op, "NEJ," "du sagde de ikke ville komme til skade, hvis jeg kom ud, hvad vil du." Edward smilede og så på James, "jeg vil ha den evne og de ting du fik den gang du fik evnen, og jeg vil ha dig som en soldat, hvis jeg ikke kan få din evne." James så på ham med flammende øjne, "du er en død mand," " ohh hold din kæft." Lød det fra Edward, hvorefter han sende et signal der gjorde at de skulle til og slå ham, bevidstløs, James kiggede over mod Faye hurtigt, hvorefter han sende hende et smil, hun havde reddet ham og han var i gæld til hende. Derefter, blive Alt sort.

Faye brød sig ikke om at flygte fra noget. Hun ville langt hellere tage kampen op, hvis hun var sikker på hun havde en chance for at vinde, hvis ikke, ville hun måske overveje at stikke halen mellem benene. Men James havde åbnet hendes øjne. Han havde lært hende, at livet var ensomt hvis man lukkede alle andre ude. Så derfor havde hun lukket ham ind. Hun var blevet forelsket i ham, og det gjorde hende glad bare at se på ham. Hvad værre var, at det næsten gjorde ondt at være væk fra ham. Men det hørte med, og gjorde gensynsglæden meget større. Da nogen pludselig råbte efter James, blev Faye oprigtigt bange, for hun vidste James ville gå derud, og hun frygtede hvad de ville gøre ved hende. Hun kunne mærke hans læber mod hendes kind, selv efter han var gået. Det var måske sidste gang hun følte dem, og hun ville ikke glemme det. ”Jeg fortryder intet.” Sagde hun stille som han gik ud af kroværelset. Hun havde gjort nogle dumme ting på grund eller for James, men hun fortrød intet af det nu. Selvom Faye ikke ønskede at James døde eller kom til skade, vidste hun han skulle gøre det alene, så andre ikke kom til skade. Hun så med fra vinduet, og kunne næsten føle hvert et slag James modtog. Hun følte sig så forbundet til ham, og det gjorde ondt at se ham blive banket. Da drengen blev dræbt, vidste Faye Edward ikke var til at stole på, og hun blev nød til at hjælpe. Hun troede hun kunne slippe ham, men det kunne hun ikke. Hurtigt var hun nedenunder og udenfor. Da James så på hende, gengældte hun hans smil, før han blev slået bevidstløs. Faye kunne godt tage et par af dem ud. Ikke dem alle, men i hvert fald et par stykker. Hun begav sig ud i en kamp med dem der mødte hende. Efter at have alvorligt skadet et par stykker, blev hun stukket i maven med en kniv, hvilket fik hende til at falde til jorden. Hun vidste de ville dræbe hende, så hun lagde sig ned, så tomt ud i luften og forsøgte at stoppe hendes brystkasse for at bevæge sig. Da de havde erklæret hende ’død’ gik de med James. De var muligvis koldblodige mordere, men masser af hjerne havde de ikke. Så snart de var væk, gik Faye tilbage på kroværelset og lappede sig selv, før hun red ud for at finde James.