Even in fairytales, love is never assured ~ Jackson

T. omkring 20 om aftenen
S. Angerforge District, Eventyrenes Palæ

Det var sjældent at hun inviterede folk ind i sit hjem. Jo oftere hun gjorde det, des oftere fandt hun sig selv i en eller anden situation hvor hun nærmest ville ønske at hendes slægtsnavn stadig indgød frygt og rædsel. Men det krævede både at folk huskede hvem hun var og hvad hun var. Disse ting havde hun for længst gemt langt ned i hatten. Hun havde taget sig et nyt liv og en ny identitet. Enhver der kendte hende som Nemesis var enten i hendes fortid eller en essentiel del af hendes nuværende liv. Sean, som hun endnu ikke havde inviteret hjem i denne del af hendes liv ville tidsnok finde ud af hvordan hun levede efter den tid i kælderen hos hans fjender. Hun havde lovet sig selv at hun ikke ville være ulykkelig mere. Nej, hun var ikke med Sean, men de var fast inventar i hinandens liv. Hun var blevet lovet en fast plads i hans fremtidsplaner - om det så bare var som hans trusselsenhed, det kunne hun være ligeglad med.

Det var en dejlig nat, en smuk og vindstille mørk natur uden for palæet. Himlen var klar og afslørede de tusindvis af stjerner der glimtede over dem, mens der indenfor var tændt levende lys i hvert rum, i hvert hjørne. Selve festen forløb dog kun i det der var blevet kaldt Den Store Sal. Balsalen, om man ville. Der var umådeligt højt til loftet, hvor der strategisk var blevet placeret lysekroner som afgav de smukkeste kaskader af farvet lys ned mod festens deltagere. Et band stod i det ene hjørne af salen og spillede blid og rolig musik - den slags musik man gennem mange årtier havde danset til ved festlige lejligheder.
Enhver gæst til stede denne nat bar som anbefalet en maske der mindst skjulte deres øjne. Dette var en del af underholdingen, ved ikke at vide hvem man egentlig førte en samtale med før en time før festens afslutning. Det var udelukkende for at sørge for at gæsterne ikke havde fordomme om hvem de talte med denne smukke aften. Der var ikke mange, måske 30 gæster i alt. Rundt omkring gik tjenestefolk i smukt men passende tøj og tilbød gæsterne drinks, mad og blod af diverse racer. Hendes fester var kendt for dét - blodet. Ingen ankom til hendes fester uden viden omkring hendes store udvalg af blod. Som mærkeligt nok altid var friskt. Direkte fra donor til ampul.

Selv var hun nem at genkende, hvis man da kendte hende. Hun var iført en sort kjole der dansede om hendes krop som røg. For hver bevægelse lignede hun en sky af røg og lys der dansede rundt i lokalet. Hendes skridt var svævende og elegante. Hendes hår hang i bløde krøller ned langt hendes hals og afslørede det blodrøde smykke hun bar - en elegant kæde med et enkelt emblem i - det samme emblem som Sean McGivens bar på daggert, ring, kappenål og armbånd. Det var det eneste der knyttede dem sammen - de smykker hun havde fået kreeret til dem.
Hendes læber var ligeledes blodrøde, og makeuppen omkring hendes øjne - på trods af at den var skjult bag hendes maske der glinsede i et sølvmotiv mod den sorte stofbaggrund - afgav et køligt skær omkring hendes øjne der atter lignede flydende sølv med diamanter indblandet.
Skulle man beskrive Nephthys Storyteller, ville det på normal vis være som særdeles smuk. Enkelte havde beskrevet hende som guddommelig. Hun havde aldrig gidet tro på dem.

''Mine Damer og Herre!'' sagde hun med en silkeblød, dog myndig stemme.
''Jeg byder jer velkommen til endnu en festivitas her i mit hjem. Reglerne er som altid følgende; mine tjenestefolk er fredet. Min ejendom forbliver intakt, og ja, min. Den sidste gæst skal have forladt festen inden solopgang - vi ved alle hvorfor.'' hun tog imod et glas fra en af tjenerene.
''Husk nu, jeg er ikke et behageligt bekendtskab, hvis reglerne bliver brudt. Skål, og nyd nu natten!'' hun løftede glasset som en skål, inden hun tog en tår af den iskolde væske - rødvin, med en mild eftersmag af engleblod. Vidunderligt. Hun begyndte derefter at tale med en af de øverst stående tjenere, om hvor vidt der skulle fremskaffes mere blod eller ej inden natten var omme.
''Jeg er sikker på at det ikke bliver nødvendigt. Ingen grund til at vække dem for det, Symon.'' sagde hun med et varmt smil, inden hun tog endnu en tår af sin vin. Snakken overdøvede ikke musikken, og få var gået i gang med at danse. Nu var natten endelig begyndt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Bare en mørkegrå skjorte og rødt slips i stedet for).

Det var efterhånden ved at være et par uger siden han havde set Nephthys, hun havde haft travlt med at flytte.
Man kunne vel sige at efter deres møde havde de startet et venskab, om end ikke andet et lettere usikkert venskab da begge af dem var meget private. Ikke at det generede Jackson, egentlig var det måske det han havde allermest brug for lige for tiden. Noget anonymt men stadig virkeligt og ægte og det var det han følte han fik af hende.
I aftenens anledning var han klædt i et jakkesæt, tydeligt skræddersyet da det fremhævede hans muskuløse krop uden at det sad for stramt, det samme gjaldt for andet end hans muskler, der var sikkert et par kvinder eller 10 der havde kigget efter ham og han var ikke mere end lige trådt indenfor. Opmærksomheden generede ham ikke, det var altid rart at vide at folk fandt en attraktiv, selv som mand.. Hans mørke blonde hår var sat som det nu engang altid sad, en anelse rodet men det understregede blot det som det skæve smil allerede havde præsenteret, han var ikke en man skulle ligge sig ud med. På mange punkter mindede hans attitude og opførsel vel om den klassiske badboy men der var mere til ham hvis man først lige pillede et par lag væk.

Let lod han en tommelfinger glide over en guldring han bar på sin ene finger, han kunne mærke mønstret mod den rug hud der nu engang dækkede hans fingrespidser. Blikket faldt kort på ringen inden han løftede det igen og lod hånden falde tilbage i lommen. Med den frie hånd, hvor ringen sad greb han et glas der stod på et mindre bord han havde placeret sig ved. Han tog en tår af den røde vin, dog ikke lige så tyk som den vin mange af de andre drak, han var ingen vampyr, en af de få til stede der ikke var. De fleste var vampyrer men der var også en del skyggevæsner og dæmoner tilstede. Jackson placerede glasset mod hans læber som hans øjne faldt på Netphthys der i nettop samme øjeblik bød de mange gæster velkomne til villaen.
Det var en flot villa, det kunne mange ikke sætte en finger på. Ny men stadig ganske nydelig, nyt havde vel også sin charme?
Han stillede glasset fra sig efter at have taget en tår, det samme skæve smil som efterhånden var hans signatur lå stadig over hans læber som han betragtede Nephthys der snakkede med hvad han gættede var en af de ansatte.

Glasset der stod på bordet var nu tomt og da han ikke længere havde nogle grund til at opholde sig der begyndte han at bane sig vej mod aftenens værtinde, hans skridt var lydløse men dog indbød de stadig respekt, han havde en autoritær holdning og en aura der enten skreg at han kunne opfylde dine inderst drømme eller vække dine dybeste frygter i dig.
Da han endelig nåede frem til Nephthys var han allerede blevet stoppet af de første par sukkende piger der ønskede at danse med ham, men i aften havde han ikke lyst til at underholde dem, underholde deres dagdrømme og fantasier, i aften var han her af andre grunde. Han stoppede bag ved hende og lod et smil glide frem på hans læber, det var stadig det samme skæve charmerende smil men foran hende virkede det mere ægte.

"Nephthys", sagde han let, ikke et sekund i tvivl om at hun nok skulle høre ham.
Hans stemme var den samme dybe, musikalske og indbydende som hun efterhånden havde hørt et par gange.

//Håber det kan bruges (;

Nephthys var ikke i tvivl om at Jackson Moore var til stede. Udover at de mange piger sukkede efter ham, så havde Symon kort forinden advaret hende om at en ikke-blodelsker havde ankommet til villaen. Hun genkendte hans duft før hans stemme, og vendte sig automatisk om da hun hørte ham sige hendes navn. Mange blikke var rettet mod dem - mænd mod hende, og kvinder mod ham. De var i andres øjne sikkert et yndigt par - ikke at det nogensinde ville blive aktuelt.
''Hr. Moore.'' sagde hun roligt, inden hun hævede sit glas svagt som hilsen.
''Velkommen til Eventyrenes Palæ.'' smilede hun, et smil der afslørede hendes perlehvide hugtænder. Som trådt ud af en bog om prinsesser, drager og riddere stod hun rank og elegant.
''Jeg antager at du nyder opmærksomheden, om end blot en smule?'' sagde hun med et skævt smil, og så kort hen på nogle af pigerne der sukkede efter Jackson. Straks så den ene af pigerne ned og skyndte sig videre. Ingen tvivl om hvem der bestemte længere.
''Jeg beklager, jeg ville have introduceret dig til de to fantastiske lømler der navngav villaen - men de er hos deres far i aften.'' sagde hun roligt. Hun regnede med at han vidste hvem hun talte om. Hvis ikke, ville der vel ikke være så meget andet end hans forbandelse at tale om - hvilket han nok næppe var i humøret til.
Musikken spillede forsat, og flere var begyndt at danse efter hun havde budt velkommen. Med et par timer endnu indtil solen ville titte frem, lod det til at blive en yderst behagelig aften

Han kiggede hende i øjnene som hun vendte sig mod ham, hans øjne havde den samme mørke bitterhed i sig som de havde haft de sidste måneder men i aften var der også en snert af en charme og indbydendehed som hun ikke havde set før.
Jackson tog let hendes hånd og løftede den op til hans læber så han kunne placere et drillende kys mod hendes knoer, Nephthys vidste godt at Jackson kunne være en gentleman men foretrak at være mere afslappet omkring hende, dog havde han også sin drillende side som var mere fremtræden i aften end den længe havde været. Det var et eller andet sted befriende.

Jackson slap let hendes hånd og rettede sig atter engang op, han var en del højere end hende selv i hendes høje stilletter. "Mange tak Frk. Storyteller". Han tog et glas fra en bakke en tjener tilbød ham og sendte kort tjenestepigen et let smil som tak inden han rettede sig blik tilbage mod hende. Han havde altid behandlet tjenestefolk godt, andet havde virket forkert og nedværdigende. De var to store magter som de stod der overfor hinanden, begge to ikke til at overse både grundet udseende og status men alligevel var det tydeligt at ingen af dem udfordrede den anden, det ville jo også være til grin hvis de skulle.
Han havde opsøgt hende mere og og mere som tiden gik, tilbragte en del tid sammen med hende siden deres første møde men det var som om at han havde været der mere her de sidste par uger end før. De havde da også lært nogle få ting om hinanden men i virkeligheden nød de vel egentlig bare begge to at de ikke var alene når de var sammen. "Hvem nyder ikke lidt opmærksomhed i ny og næ.. Men jeg kan vel sige det samme om dig i aften, ikke at det er så underligt at så mange øjne hviler på dig. Du ser nydelig ud", sagde han med et smil på læben inden han tog en tår af vinen.

Et lille og lavt grin slap fra hans læber som hun sagde det, skuldrene slappede en anelse mere af men det var kun hende der ville kunne se det. "Mon ikke at jeg kan møde dem en anden dag?", sagde han let. "Men ville de gøre mig den tjeneste at danse en dans med mig?", spurgte han som han stillede glasset fra sig og rakte en hånd frem mod hende. Den store slidte guldring glimtede let i skærret fra lysene fra de mange lysekroner.

hun følte sig i en kort stund velsignet. Efter ti år hvor hendes liv havde omhandlet had, frygt, flugt og sorg - så var hun endelig landet et sted hvor hun følte at hun hørte til. Jackson var en bonus hun elskede, mere end noget andet. Hans drillerier, hans venskab - hans evne til at få Grace til at holde mund når hun var umulig (selvom det havde det modsatte effekt på Caleb).. Hun nød når Jackson var i nærheden.
''Du burde næsten vide bedre end at kalde mig frøken, Jackson. Det ender med at jeg tvinger dig til at kalde mig fru Moore'' hun blinkede drilsk til ham. Hendes forældre havde for knap 25 år siden snakket med familien Moore om muligheden, men få år senere døde hele hendes slægt - og hun var fritaget for ideen.
''De kommer hjem her ved frokosttid - du er velkommen til at blive og tage imod dem med mig - du ved at Grace bliver vild med at se dig.'' hun kunne ikke lade være med at blinke drilsk til ham igen.
''Din charmør!'' hviskede hun drillende, inden hun tog hans hånd. Normalt dansede hun ikke - ikke fordi hun var klodset eller følte sig utilpas ved det, men fordi hun aldrig var blevet spurgt af en ligemand. Ingen herinde, undtagen hendes tjenestefolk og Jackson kunne spørge hende og få et ja. Så da hun tog hans hånd og stillede glasset fra sig stoppede musikken, og skiftede over til noget der mindede mest af alt om en klassisk vals med undertoner af ballet. Mange stoppede med at danse, og så i stedet for Jackson og Nephthys - mange begyndte endda at hviske ting.
''Gad vide hvad de tænker om det her? Det kunne se så frygteligt forkert ud for andre!'' sukkede hun drillende. En romance mellem Jackson og Nephthys var mest af alt komisk. Første gang hun havde set ham, havde det været da han var slået helt ud på grund af sin forbandelse. Hun smilede svagt ved tanken om at de begge havde ting at skjule for omverdenen. Forskellen på dem var blot, at han aldrig ville få hendes hemmelighed at se. Kun Sean kendte til de mærker og ar hun havde, og mange af dem havde han end ikke fået en forklaring på.
Hun placerede sin frie hånd på hans skulder - en bevægelse der, samtidig med at den skabte en smule distance mellem deres kroppe, også var elegant og en smule kælen. En dans var en yderst sensuel ting for mange - men for Nephthys, der havde arbejdet med tilfredsstillelse af mænd i sine teenageår, var det lige så naturligt som at trække vejret (hvilket kun heller ikke gjorde mere). Hun smilede til ham, så ham i øjnene. Hendes øjne lignede flydende sølv, med små stykker diamant i. Hendes øjne var omkredset af en makeup der uden tvivl var professionel. Det lignede et røgslør der mesterligt skjulte hendes følelser - hvis hun fik brug for det.

Han grinede atter engang, det var rart, befriende og noget han ikke havde gjort længe. Hans grin var smittende og havde en skøn klang til sig. Smilet forblev på hans læber da han stoppede med at grine, han kiggede hende forsat i øjnene. "I så tilfælde havde det været min bror du var gift med da jeg stadig mentalt var en lille dreng... Og så ville dette blot være endnu mere skandaløst", sagde han med en drillende klang. "Men uanset hvad er jeg sikker på at du ville være en yndig Fru. Moore", sagde han og blinkede drillende til hende. "Lad os se hvordan aftenen forløber, ellers kommer jeg i morgen ved middagstid uanset hvad... Du ved jo at elsker at se Grace og Caleb", han havde trods alt sin datter at se til, ikke at hun vidste det. Han var ikke klar til at fortælle omverdenen om at det var hans barn. Der havde dog spredt sig rygter og den gravide kvinde der kom og gik hos familien Moore, dog havde ingen kommenteret på det.
"Du kender mig jo", hviskede han drillende som han tog hendes hånd og begyndte at lede hende ud på dansegulvet. Hans bevægelser var på en og samme tid dominante men også elegante og blide.
Jackson lod blikket glide rundt over de mange folk der var stoppet for at stirre på dem, det generede ham ikke, han var vant til at have øjne rettet mod ham, havde han været siden en ung alder. "Lad dem tænke hvad de vil og ærlig talt kunne jeg da sikkert have fundet en værre en at der blev spredt rygter om", han vendte sig mod hende da de stod på balgulvet. Han hev hende tæt ind til sig, ikke så deres kroppe rørtes men der var ikke langt mellem dem, den anden hånd som ikke holdt hende lagde han blidt om livet på hende så den hvilede mod hendes lænd.
Der var mange ting som de ikke kendte om hinanden, men det generede ham ikke, det var rart at kunne lære en person at kende for det de gjorde og ikke hvad de havde gjort. Da musikken passede til havde han havde tænkt sig begyndte han at føre hende rundt på gulvet, hans bevægelser atter engang stadig dominante men også elegante, han virkede ikke som om han ville kontrollere hende, egentlig bare dansen i det her tilfælde. Han kiggede hende i øjnene, de blege grønne øjne holdt en yderst charmerende glød og smilet på hans læber gjorde det ikke ligefrem bedre.
"Så fortæl Fru. Moore", startede han drillende hvorefter han forsatte, "Nyder du dit nye hjem?"

Hun smilede over hans drillende kommentarer. Han skulle bare vide hvad hendes far havde haft i tankerne dengang - selv Nephthys, der dengang kun havde været fem år - vidste at et arrangeret ægteskab ikke ville have været med Garrett. Han var voksen allerede dengang - det ville aldrig have fungeret.
Da han begyndte at føre hende rundt, lod hun ham helt overtage. Hun var opdraget til at være en dame. Manden havde ledelsen, og kvinden fulgte trop. Dog var det nok kun når det kom til Jackson at hun faktisk efterlevede den opdragelse. Hun var jo hverken gift, forlovet eller i et forhold - ingen mand havde kontrollen over hende mere.
''Hr. Moore. Dette har været min families ejendom i... snart et halvt århundrede. Det er ikke mit nye hjem. Jeg er bare vendt hjem. Og istandsatte hele møget - det var forældet!'' grinte hun varmt.
''Børnene skal have et ordenligt sted at vokse op'' sagde hun med et smil. Hans blik, hans smil og hans faste greb om hende havde vækket noget i hende hun for længst havde gemt væk. For knap ti år siden efterhånden. Hun kunne ikke længere lade sine følelser blive manipuleret sådan med.
Deres smalltalk under dansen var hyggelig nok. Men da musikken atter døde ud, trak hun sig lidt væk fra ham. ''Du må have mig undskyldt. Jeg... jeg har nogle småting jeg... undskyld..'' det kunne nemt tolkes som at hun flygtede fra en situation der havde gjort hende sårbar. Det var også sådan hun følte det. Hun følte sig mere eller mindre udsat, mens hun kunne mærke hvordan hendes trang og lyst til mere end bare en hånd på lænden voksede. Hun kunne mærke det sidste kys hun nogensinde fik endnu, det hang på hendes læber. Hun ville ikke vise ham hvor sårbar hun kunne være, specielt ikke når det kom til følelser og manglen på kærtegn. Hun så ham kort i øjnene, et blik der tydeligt afspejlede konflikten i hende. Hun bed sig i læben, og priste sig lykkelig for at Symon havde opfattet situationen og gik med hastige skridt hen til dem.
''Neph.. Er alt okay her?'' Nephthys nikkede kort. Man kunne se tydeligt på Symon at det ikke var sandt, men han beskyttede Nephthys for enhver pris når det kom til hendes følelser. Det var aldrig en del af hans job, men han følte sig tydeligvis som den eneste der kunne varetage beskyttelsen af hende. Symon, når man så ordenligt på ham, lignede Nephthys meget. Flydende øjne, bleg hud og langt blankt hår. Hans krop var slank og musklerne gemte sig godt. Hans uniform bestod af et sort jakkesæt. På trods af hans knap 40 år så han ungdommelig ud. Alle der ikke kendte Nephthys eller Symon ville nemt kunne tro at de var søskende eller et par. Sandheden var, at Symon afskyede sex, og aldrig havde været forelsket - han havde aldrig fået børn, og da han mødte Nephthys havde han valgt at vie sit liv til at beskytte hende. De var fortrolige. Han kendte til hendes frygt for at forelske sig, frygten for at blive knust, sådan som hendes veninde var blevet da hun efterlod børnene hos Nephthys og stak af.
''Jeg tror at du hellere må trække dig tilbage..'' sagde Symon roligt, men en smule bestemt - som en far til sin overtrætte datter. Nephthys så igen kort på Jackson, inden hun nikkede. Hvis Jackson vidste noget som helst om Nephthys efterhånden, så var det vel at hun gemte sine følelser dybt inde og sjældent lod dem komme op til overfladen.
''Der er et gæsteværelse De kan opholde dem i, og køkkenet kan sørge for mad hvis De bliver sulten, såfremt De ønsker at blive her efter festen er slut. Børnene ankommer omkring frokost i morgen, hvis De vil se dem.'' sagde Symon inden han lagde en arm om Nephthys og greb en flaske stærk sprut med fra ét af bordene da han førte hende ud i ankomsthallen så hun kunne få lidt frisk luft. Nephthys havde egentlig ikke lyst til at efterlade Jackson til en blodsugerfest, men hun var samtidig bange for at hvis hun viste ham at hun var ved at krakelerer. Døren var ikke lukket bag dem, og man kunne svagt se Nephthys tage en stor mundfyld af sprutten som Symon rakte hende, mens hun tørrede sine kinder for noget der ikke kunne være andet en begyndende tårer. En facade var der kun så længe hun kunne overskue det.
''Gad vide om hun er okay?'' Hviskede en af kvinderne til festen, mens andre begyndte at hviske om hvad der var sket - og en enkelt meget beruset kvinde skræppede op om at Nephthys tydeligvis havde hjertesorger og bare skulle drikke dem væk! Om det var sandt eller ej, vidste kun Nephthys.

//yeah, jeg er en dramaqueen! //

Han kiggede hende i øjnene som han førte hende rundt på gulvet, hans hånd lå forsat mod hendes ryg, grebet stadig blidt men dog stadig fast for at holde hende hvor hun skulle være. Det yderst charmerende men dog stadig varme smil lå over hans læber som han betragtede hende, han var godt opmærksom på at mange folk nærmest gloede på dem mens de dansede men ærlig talt var han ligelglad, de kunne glo alt det de ville, det rørte ham ikke. "Jamen så velkommen hjem Frk. Storyteller", han kiggede kort omkring sig som om han er kort øjeblik forestillede sig børnene bo her, "Det bliver et godt hjem, massere ting der skal udforskes", han kunne tydeligt huske da ham og Garret var små hvordan da havde løbet fra rum til rum for at finde skjulte rum med skjulte skatte.
Et lille smil bredte sig på hans læber men det virkede indforstået, privat.
Man kunne se at han blev overrasket, chokeret om hvordan hun pludselig trak sig væk og begyndte at fremstamme en eller anden undskyldning dog slap han hende helt frivilligt og gjorde ikke noget for at gribe ud efter hende, han respekterede hende og han kunne mærke at der var noget helt galt, gad vide hvad det var der var sket siden dette opstod? Det måtte være nogle gamle minder konkluderede han. Dog ville hun tydeligt kunne spotte den bekymring der ulmede i hans øjne, han ønskede at forstå hvad det var der lige var sket mellem dem? Det havde da ellers været så godt, havde det ikke?
Jackson rettede opmærksomheden mod Symon der trådte hen til dem, han virkede mindst lige så bekymret for hende som han selv var, det var tydeligt at de to betød noget for hinanden på et eller andet plan. "Selvfølgelig... Men vil du ikke nok sørger for at hun er okay?... Og at jeg er her skulle hun ønske det, jeg bliver indtil jeg har sagt hej til børnene", han sagde det så de andre ikke ville kunne høre ham, det ville kun være Symon og evt. Neph der kunne høre hans ord. Han nikkede til det sidste Symon sagde og som de forlod balsalen fulgte hans øjne dem indtil han ikke længere kunne spotte nogen af dem.
Let lod han blikket glide rundt og rømmede sig let, han trådte op hvor hun havde stået tidligere, han behøvede ikke engang at sige noget inden der blev helt stille, det var tydeligt at alle herinde havde fulgt med i hvad der skete. Jackson lod den vante maske glide på plads, det charmerende smil på læberne, de kolde øjne og den meget autoritære holdning som han havde, "Jeres værtinde havde er akut ærinde at se til men ønsker jeg er forsat god nat men selvom hun ikke er her gælder de samme regler som altid... Hav en forsat god nat", folk hviskede lidt i krogene men de fleste så ud til at købe den og forsatte blot deres aften, det samme gjorde Jackson, han snakkede med nogle af herrerne der var dukket op, ikke interesseret i kvindernes selskab...
Og da festen sluttede af sørgede han for at alle kom godt afsted og ingen var tilbage før han lukkede den store tunge dør i forhallen.

Han kunne ikke sove, han havde prøvet og det var den rodede seng i gæsteværelset et tydeligt bevis på.
Derfor sad han nede i køkkenet på en af barstolene der var, et glas whiskey i hånden og en halv tom flaske stående på bordet, den havde været fuld da han startede.. Heldigvis havde han aldrig ledet af tømmermænd. Let løftede han glasset og placerede det mod læberne så han kunne bunde indholdet i det, glasset blev sat på bordet med en let klinkende lyd mens han selv sad og så ud af vinduet, solens første stråler var netop begyndt at farve himlen helt blodrød.

Nephthys havde gennem et årti prøvet at leve med resultaterne af hendes valg. Et valg om at opgive dødelighed til fordel for en mand der nok aldrig blev andet end en ven som hun kunne have sex med. Hun havde drømt om et evigt liv med ham - et liv som nu igen ikke var så langt væk. Med den forestående rejse til Dragons Peak, og et nyt liv i vente når Sean og Assorian havde fået tingene på plads, var der ikke andet for end at vente.
Men ventetid bragte somregel minder med sig, minder som selv den stærkeste og koldblodige vampyrinde ikke kunne gemme væk når det hele blev for meget.
Symon havde hørt Jacksons bøn om at passe på Nephthys, men havde ikke svaret ham. I Symons øjne var Jackson årsagen til at Nephthys nu havde behov for at gemme sig og få det hele ud af systemet. Og kun meget få forstod hvordan hun gjorde det. Den flaske sprut som Symon havde påtvunget Nephthys var tæt på tom, da Symon endnu engang trådte ind til festlighederne. Ting var ødelagte hist og her, andre ting manglede og en enkelt tjenestepige sad livløs med et skrig malet i ansigtet i det ene hjørne. Han måtte tage sig af dette senere.
Nephthys havde sendt ham ned til festen, for at finde en ung mand. En der umuligt ville kunne overgå hende i noget som helst andet end udseende. Han bad en ung mand passende til den beskrivelse følge med ham, og mere så man ikke til dem resten af aftenen. Da solen var på vej op og den blodige himmel viste sig, var festsalen tom. En plørefuld Nephthys indsmurt i blod havde bevæget sig ned mod det tomme køkken, for på trods af hendes races trang til blod, så elskede hun te. Og det var hvad hun havde behov for lige nu. Hun havde sendt Symon i seng efter han havde ryddet op efter resterne af den unge mand i hendes gemakker, og den stakkels tjenestepige i festsalen. At Jackson sad i køkkenet havde hun ikke forventet, og det tydeligt at se, at det påvirkede hende lidt.
Hun fumlede med at få blusset op i varme - da hun var ret så fuld og faktisk ikke anede hvordan det hele fungerede. Da det endelig lykkedes hende fik hun sat vand over til at koge. Hun så kort hen på ham, derefter på hans sprut. Hun gik hen mod ham, med en smule balanceproblemer, og tog fat om flaskens hals. Hun tog en stor slurk, satte flasken igen og satte sig på bordet mens hun ventede på at vandet kogte. Hun turde ikke sige noget, i en blandet frygt for at hun enten ville tale i tunger eller bide resterne af sin egen tunge af.

//Mit svar bliver nok ikke så langt men pyt skidt (;


Jackson lod en hånd glide gennem det allerede rodet mørke blonde hår mens de lettere blege og blanke øjne hvilede på det tomme glas der stod foran ham på bordet, øjnene var som sådan ikke blanke fordi han var ked af det men fordi han havde drukket igennem, det mærkedes ikke rigtig på ham udover at han var usædvanligt stille som han sad der i køkkenets mørke, det eneste lys der var var månens sidste stråler som gav hans bare overkrop et nærmest svagt sølv skær.
Han greb flasken og hældet en anelse mere whiskey op, nu var han alligevel igang så kunne han vel lige så godt forsætte? Kunne han ikke? Let lod han sine lettere køllige fingre lukke sig omkring glasset så han kunne bunde det for blot at smække det i bordet atter engang, lyden af det hårde krystal der ramte bordets overflade gav genlyd gennem det store hus.
Let løftede han blikket da han kunne høre lette fodtrin nærme sig køkkenet, automatisk rettede han sig op da han ikke rigtig havde nogen idé om hvem det kunne være, hans bedste bud var næsten Symon eftersom Nephthys nok stadigvæk var spærret inde på hendes værelse, vel og mærket af egen fri vilje men hun havde virket så ødelagt i det ene øjeblik at han næsten ikke kunne forestille sig andet.
Chokket var tydeligt at se i hans øjne da det rent faktisk viste sig at være hende der trådte ind gennem døren men det forsvandt lige så hurtigt som det var dukket op og et passivt blik gled over ham som han hældte mere op fra flasken, den var næsten tom nu.
Atter engang drak han alt i glasset og endelig begyndte han at kunne mærke en svag fornemmelse af den længe søgte tomhed og ligegyldighed glide over ham. Han sagde umiddelbart ikke noget da hun satte sig på bordet ved ham men dog kiggede han op på hende, det var ikke hans plads at spørge, hun måtte fortælle det hvis hun selv ville.

Nephthys vidste godt, at hendes reaktion tidligere kunne være set som direkte stødende, men hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare over for ham at hun havde følt sig sårbar på den måde. Hun tog en dyb indånding og så kort på kedlen der endnu ikke gav tegn til at være ved at koge. Der kunne snildt gå fem minutter. Hun lukkede øjnene lidt, inden hun så ud på himlen. De sidste månestråler var ved at blive erstattet af solens lys - og så var det ved at være på tide at hun gemte sig i sit lystætte værelse igen.
''Jeg... Jeg har ikke været mentalt knyttet til en mand i... I et årti snart..'' mumlede hun stille, mens hun forsat så ud over himlen.
''En mands berøring er ingen ting, når man ikke føler noget... Jeg har ikke følt noget i... Ja, i mange år. Jeg har ikke turde forsøge, sidst jeg havde følelser for en dummede jeg mig og mistede min dødelighed..''
Hun lukkede øjnene lidt. Han havde vækket savnet, længslen og ønsket om at blive elsket, at elske igen. Hun turde ikke fortælle ham det - fortælle ham at hun endnu engang var faldet i en dæmons arme. Han kendte hende ikke, hun kendte ikke ham. De anede intet om hinanden, udover deres forbindelse til den tåbelige menneskepige Madeleine. Hun tog igen en dyb vejrtrækning.
''Jeg håber ikke jeg stødte dig tidligere, da jeg trak mig tilbage.. Hvis det er tilfældet, så undskylder jeg..'' - det var kun i situationer som denne, hvor hun følte sig så sårbar som hun kunne, at man kunne høre hvem hun egentlig var; den lille bange pige der havde besvær med at tale rigtigt grundet hendes manglende halve tunge. Hendes reaktionsmønster mindede mest af alt om når en hundehvalp eller lille pige var blevet tæsket hele sin barndom - hvilket ikke var helt ved siden af.

//Emnet er afsluttet efter aftale