Ways to say I love you - Jackson

Det var noget af det første de gjorde efter de var stået op og havde spist. Alison så efter Julia nu. Hayley havde overtalt Jackson til at lade hende vise ham noget. Hun vidste ikke, om han blot regnede med, at hun havde været van til at have, hvad hun kunne tjene til. Eller hvor han regnede med, at hun kom fra. I dag, var dagen, hvor hun ville give hans syn en klarhed for, hvor hun var fra. På grund af hun vidste, hvor de skulle hen havde hun fundet et par normale bukser på, som havde en hvis bevægelse. Når de kom derhen skulle hun som altid være klar på en kamp. Så hun ville ikke gå ind til noget uforbedret. Hayley havde derfor også taget en tank top på som sad ind til hendes krop. En fin jakke over. Håret sat op i en hestehale, også var hun klar til at tage afsted. Hun havde fortalt, at hun ville vise ham, hvor hun boede før hun flyttede ind ved ham. Det ville ikke blive et kønt syn for nogen af dem. Hayley havde advaret ham om, at det ikke var ufarligt. Men man kunne jo tro, hvad man ville.

Så den første del af formiddagen gik med at gå der overimod. Det var ikke ligefrem fordi, at hun ønskede at gå tilbage og leve der. Men hun havde altid gjort alt for sin egen overlevelse, til hun mødte Jackson og de fik Julia. Før det var der kun hende selv. Noget mange ikke forstod. Hayley vidste, at Jackson nok inderst inde stadigvæk var lidt irriteret over, at det første Hayley ikke havde gjort var at fortælle ham om sin graviditet så snart hun vidste noget om det. Hvis hun havde været en kvinde der havde haft lidt mere at leve for før det. Hvis hun ikke havde været en som ikke kendte til omsorg, eller forpligtelser for andre end sig selv - så havde hun måske ikke været bange og havde opsøgt ham før end hun havde gjort. Hendes liv havde aldrig givet mening og hvordan det havde lykkedes hende at holde sig selv ud var sommetider en gåde.

De kom frem til indgangen af kvarteret. Man kom ikke herind, hvis man havde det godt. Lugten af røg, var allerede stærk ved indgangen. Det var en vej for sig selv og uheldigvis ikke i ruiner. Hayley pustede ud. Så drejede hun blikket over imod Jackson og sank en klump. Så gik hun ind. Så snart hun passerede indgangen som var formet som en port kunne hun mærke det. Måden hun spændte op i musklerne. Fordi at hun var klar på, hvis nogen skulle angribe. Det var en følelse hun var van til. Og mange års vaner forsvandt ikke blot ud i det blå. Så kiggede hun efter Jackson, og let greb hun fat i hans arm. Så førte hun ham stille med sig. De passerede en masse forskellige typer. De passede heldigvis blot sig selv. De kom til laden. Den så ud som den altid havde gjort. Først der slap hun Jackson.
"Så er vi her." Sagde hun og sank en klump. Hun åbnede døren for ham. Så han kunne komme ind.

Det første man ville bemærke var, hvor ødelagt og utæt der var. Der var ganske små ting som et lille bord og to stole. Siden Hayley ikke havde været der i langtid nu. Så havde rotterne taget maden. Længere henne kunne man se halmballerne som hun havde haft brugt som seng. Et spejl som var i stykker, så man kun kunne se sig selv i en helt bestemt vinkel. Der var ikke meget, ikke i forhold til hvad Jackson var van til. Hayley havde levet et helt andet liv end ham. Og det var ikke altid til at forstå før man så det med egne øjne.
"Jeg har boet her siden jeg var 13 år." Sagde hun og trådte lidt længere indenfor. Loftet var utæt nogle steder, og laden ville nok ikke overleve en ny storm eller jordskælv. Hun gik over til en kommode og kiggede sine ting igennem. Hun ledte efter et specielt smykke.
"Damnit" Vrissede hun og slog hånden ned i kommoden. "Det ser ud til, at jeg er nød til at besøge mine kære adoptivforældre efter alle de år alligevel." Sarkasmen og den klang i hendes stemme at hun virkelig ikke ønskede det kunne tydeligvis høres. Hayley var ret så sikker på, at de ikke engang kunne huske hende, ellers kunne de. Det måtte tiden vise.

Han var stadig bitter, han var stadig sur men det nyttede ikke noget at lade de følelser styrer ham, det ville ikke gøre deres situation bedre... Mest af alt havde han haft lyst til at råbe og skrige af hende flere gange... Hun havde jo indrømmet at hun var kommet fra fra faren et godt stykke tid før og det gjorde ondt at hun ikke var kommet til ham og Julia som det første... Meget ondt... Hun havde gjort en masse andre ting, hjulpet andre folk men hun vidste ikke hvor ondt det havde gjort at gå og ikke ane noget, han vidste jo godt at hun aldrig bare ville gå uden at sige noget så han havde fra starten vidst at sedlen ikke havde været fra hende og han havde brugt så længe på at lede efter hende.... Men til sidst var han stoppet, han havde ikke ville lade det gå ud over Julia og i bund og grund ham selv...

Jackson lod blikket glide omkring ham, han vidste godt at Hayley havde haft det enormt svært, at hun var vokset op på en måde som mange ikke engang kunne tænke sig til men det irriterede ham dog også at det virkede som om hun troede han var en eller en rigmandssøn som ikke anede hvordan verden så ud bag de store vægge omkring hans hus. Let lod han blikket glide over hende inden han kiggede frem for sig igen. Munden var sat i en lige linje, blikket var på en og samme tid ikke til stede men tilstedeværende. Han kiggede på hende da hun greb hans arm og styrede ham gennem den smalle gade, regnede hun med at han ville starte et slagsmål eller var hun bange for at de ønskede at starte et med ham? Ja rigtig nok var han klædt pænere end dem, var renere end dem men han kunne nemt tæve dem.
Han var klædt i et par mørke blå bukser, en sort tætsiddende t-shirt, over den havde han som altid sin læderjakke der var slidt og nusset samt et par fine blanke sorte læder sko.

Let lod han blikket glide over laden og som hun trådte indenfor lukkede han kort øjnene og tog en dyb indånding, det var vigtigt for Hayley det her og han kunne godt gemme alle sine frustartioner til senere, han måtte glemme dem lige nu..
Da han åbnede øjnene fulgte han efter hende ind i laden men stopper så snart han kom indenfor, nærmest bange for at taget ville falde ned over hovedet på ham. Han lod sine blege grønne øjne følge Hayley som hun for rundt og rodede i ting, hun ledte tydeligvis efter et eller andet? Men hvad?
Han vidste ikke helt hvad han skulle sige og valgte derfor ikke at sige noget men gjorde det dog stadig tydeligt at han havde hørt hende og ikke bare ignorerede hende. "Jeg gætter på det er dem der har taget hvad end det er du har ledt efter?", sagde han let og trådte så længere ind i laden og stillede sig ved hendes side. "Men så syntes jeg da at vi skal komme afsted? Du må endelig sige til hvis jeg skal brække nogle ben eller tage en finger eller to", drillede han med et skævt smil på læben. Han prøvede at lette humøret lidt, både mellem dem men også generelt hendes humør.

Det var svært for hende at vise det her, for ja hun var ikke stolt af sit gamle liv. Men det havde været hendes liv. Hun havde levet her og kæmpet for det her faldefærdige sted. Man skulle se det for at forstå hendes måde at leve på. Den kunne være svær at se i øjnene, og generelt at forstå Hayley var sommetider mere mentalt krævende end andet. Specielt efter Aria døde. Hayley havde kæmpet med at kende sig selv uden den del af sig selv og forene hvad hun havde lært af Aria, med sine egne tanker. Det havde taget tid. På trods af hvor træt hun var i hovedet om aftenen, kunne hun aldrig rigtig sove. Hun var bange for pludselig at blive taget væk fra virkeligheden igen. Men et par timers søvn om natten, så prøvede hun at klare den på det. Ikke at hun ville lade Jackson se, at hun virkelig var udmattet - specielt ikke Julia skulle se det. Det var en anelse rodet til her, mere end da hun boede der. Hayley drejede rundt på hælene da han snakkede. Hun var bange for han ikke ville sige noget, mere fordi, at hun godt kunne se han lyttede. Det var et svært emne. Der var forskel, og det var ikke fordi, at hun ikke vidste - at Jackson også havde været igennem en masse lort - derfor var han så svær at trænge ind til igen. Det faktum at hun kunne se den lille ting, var noget han havde lært hende. Normalt var samvittigheden ikke en der bankede på, men omkring Jackson gjorde den. For hun ønskede, at han skulle have det godt. Det kriblede koldt ned af ryggen på hende ved tanken om at besøge sine forældre. Der var en grund til, at hun ikke havde set dem i så mange år. Hun regnede lidt med de var døde af deres misbrug, men tydeligvis ikke. Eller måske var det slet ikke dem. Det var der vel kun en måde at finde ud af på. Jackson kom tættere på, og hun kiggede på ham i øjenkrogen til, at han kom helt hen til hende - først der vendte hun hovedet imod ham. Den næste kommentar han sagde, den drillende tone. Det fik hende til at smile let.
"Det kan være vi får brug for det.. men nu skal du ikke gøre noget dumt helteagtigt vel?" Sagde hun med samme drillende tone.  Hvis man lyttede godt efter, kunne man godt høre den smule usikkerhed der var - men hun prøvede virkelig at skjule den. Så gik hun imod døren igen og så sig kort tilbage. Denne gang var det et farvel forevigt til dette sted. Næste stop, helved.

På trods af at det var omkring 14 år siden hun sidst havde set sine forældre, så kunne hun vejen i hovedet. Det var en anelse dybere inde i dette miljø, og luften var tykkere her. Fyldt med alt muligt skrammel. Hayley bed sig en anelse nervøst i kinden. Folk genkendte hende her, hvis de så hende nervøs - så ville de slå til. Sådan var det her, den stærkeste overlevede. Hayley var ikke et sekund i tvivl om, at Jackson kunne forsvare sig selv - eller hende hvis det skulle komme til det. Men hun ønskede ikke, at han skulle komme noget til på grund af hende. Det var nok hun havde fået ham med herhen, men hvis han skulle komme til skade her, ville hun aldrig tilgive sig selv. Hayley stoppede op da hun fik øje på det lille hus. Hun følte sig så lille som hun så på det. Let lagde hun en halv rystende hånd på dørhåndtaget og gik indenfor. Den tykke stank af røg ramte hende. Så snart de var indenfor vendte hun hovedet om imod Jackson.
"Bare vent her.. det nok bedst lige først." Sagde hun med et svagt smil. Hayley vidste, hvorfor hun forlod stedet i sådan en tidelig alder. Det var et voldsomt sted at komme tilbage til.

Hayley trådte ind i den lille stue. Der sad de. Hun havde aldrig bemærket deres race da hun var barn. Men nu slog dæmonauraen nærmest benene væk under hende. Let løftede hun hagen da hun fik øje på sin såkaldte far.
"Jamen jamen.. er det ikke Aria vi har her." Mumlede han let med sin hæse stemme. "Patricia! Prøv og se. Den ynkelige er tilbage.. hun kunne sikkert ikke klare sig derude alligevel." Lo han så. Hayley sank let en klump og stirrede blot på ham. Hun prøvede ikke at leve sig ind i fortiden. Men det var så nemt at gå tilbage til en rolle man engang havde haft i dette her hus. Det var fra før hun overhovedet havde haft splittet personlighed. De havde ødelagt hende en gang, og hun ville ikke have det skulle ske igen.
"I har noget der tilhøre mig. Jeg vil have det tilbage." Sagde hun, og prøvede at undgå at lade stemmen knække over. Han rejste sig op, og det gav en kort knirkende lyd fra sofaen imens. Han havde altid haft det ledt med at blive vred på hende, og i sidste ende var det grunden til, at hun havde lært at slås. Han gik hen til hende, stod til sidst helt foran hende. I en fast bevægelse greb han fat i hendes hage og holdt godt fast i hendes ansigt.
"Du taler ikke sådan til mig dollface. Husk det." Pointerede han strengt. Så gav han slip. Hayley greb derimod fat i hans arm og så ham i øjnene.
"Jeg vil have det tilbage." Den næste lyd i rummet var da noget fløj ind i væggen. Hayley rejste sig op fra faldet og kørte en hånd igennem håret. Slåskamp havde altid været hans måde at se tingene på. Hendes moder kom ud. Hun så helt forkert ud i ansigtet, nok på grund af alle de ting hun var påvirket af. Hun havde den om halsen. Den krystal. Han gik over og rev den af halsen på Patricia. Så knuste han den til støv for næsen af hende. Vreden boblede inde i hende. Det var den lille ting hun havde trodset Assorian for at få fingrene i, og grunden til at de havde været uvenner så mange år. Hayley snerrede voldsomt af dem. Læben var flækket en smule og smagen af blod ramte hendes tunge ganske stille. Området var rødt af slaget. Hayley tørrede det let væk. Den side af hende som elskede kampens slag og brutalitet var vågnet op, og var klar på at vise ham, hvad han fortjente. Den anden vidste det ville være mest fornuftigt at gå væk fra det her - tage hjem igen. Måske var det derfor Jackson var med? For at stoppe hende hvis det gik forvidt for hende, eller hvis hun ikke klarede den. Så ville han vide hun ikke bare gik fra dem.
"Hvad bliver det til pigebarn. Løber du din vej igen nu eller bliver du og kæmper. Din lille hjælper derude kan ikke hjælpe dig her, det er en kamp mellem dig og mig." Hayley frøs kort fat da han nævnte han vidste Jackson var her. Det gjorde hende blot mere vred. I et kort øjeblik vendte hun ryggen til og ville gå. For det var det rigtige at gøre, ingen kom til skade på den måde.

Christian blev tydeligvis overrasket, at den lille iltre pige der stak af i sådan en ung alder - ikke ville slå igen denne her gang. På en måde fandt han sig ikke i det. Han løb imod hende og trak hende tilbage i hendes hår. Det ryk han gav hende lige før hun så Jackson i øjnene. Et overraskende gisp ramte hende. Men hun sprang hurtigt på benene. Hendes familie var varulve og shapeshifters, og selvom hun ikke var en af de to ting. Så lagde den dyriske side stadigvæk i hendes gener - blot på en anden måde. En mørkere måde, som stille blev trukket i lige nu.
"Jeg burde have vidst det. Du er en kujon." Fornærmede han hende. Vreden overskyggede hans ord. Så slog hun fra sig. Det var typisk hende ikke at kunne føle de slag hun fik. Hendes krop reagerede ikke på den fysiske smerte mere som den burde gøre. Smagen af blod på hendes tunge blev kraftigere for hvert fald han fik placeret i hendes ansigt. Hun var hurtig og erfaren, men det var han også - eller i hvert fald erfaren. Dog var det anderledes end de andre gange, hun følte ikke for det. Hun følte ikke for kampen i sidste ende, hvilket også var derfor han fik hende jorden til sidst. Grebet om hendes hals strammede sig.

//Jeg er så dramatisk når det er emner med dig.. sorry about it xD

//Emnet er afsluttet og nyt er blevet lavet (: