The reason I love you - Jackson

---

De havde ledt og ledt efter den krystal - eller Hayley vidste hvad de ledte efter. En krystal ville virke så simpel og ude af værdi af alligevel. Måske var det mere følelsen. Følelsen af hun havde brug for at se sit gamle liv i øjnene, og holde sig selv på mærkerne. Hun havde vist ham laden. Hendes gamle hjem. Ikke noget hun havde været specielt stolt over. Hayley havde lært det hårdt og kontant her. Udtrykket i hendes ansigt ændrede sig hvor hvert sekund hun bevægede sig dybere ind i området- blev mere og mere følelsesløs. Det var i hendes stil at tilpasse sig hvor hun var, og her havde hun lettest ved at vende tilbage. Desuden ville det være dumt at tro, at det gode liv ville vare evigt. Jackson kunne blive træt af hende hvert sekund, og det var nok det, som hun var mest bange for.

Stanken her var voldsom. Af stoffer og røg af mærkelige former. Hayley kunne ikke fordrage den stank, det havde hun aldrig kunne. Hayley forsatte bestemt igennem de smalle mørke gader.
"I know that there is probably a million other things, you rather wanna be doing right now. But.. I'm happy you are here." Lykkedes det hende så at sige og derefter sank hun en klump. Følelse og Hayley var ikke en god cocktail og hun prøvede at forbedre sig hver eneste dag. "What you are going to see.. I don't want you to see it. So If you want you can wait outside... or come with me inside. But it might end up brutal." Tilføjede hun og sank en klump. Så stoppede hun op og kiggede Jackson i øjnene. Det var hendes dagligdag. Det var ikke fordi, at hun mente at Jackson ikke kunne klare det. Han havde også gennemlevet en masse shit. Men hvis noget skulle ende voldsomt galt, så havde Julia brug for en af sine forældre. Også ønskede hun heller ikke at han skulle ændre syn på hende i en mere negativ retning. Det var lige blevet bedre. Måske ville han forstå hende lidt bedre, men det kunne også gå den anden vej. Hayley stoppede op foran døren til det gamle hus. Der var skænderi indenfor, mest af en mand der råbte. Let sank hun en klump.

Han havde fulgt hende i stilhed siden de havde forladt den faldefærdige lade som engang havde været hendes hjem. Spændingen mellem dem på nuværende tidspunkt var nærmest så tyk så man kunne skære den med en kniv, det var tydeligt at de kom fra to forskellige lag i samfundet men det virkede af og til som om hun mente han ikke kunne klare den barske side af livet, at hans liv havde været en dans på roser hvor han fik alting serveret på et sølvfad men det var ikke sådan virkeligheden havde været for ham, langt fra. Jovist var han bedre stillet end de fleste, faktisk langt bedre stillet men hans liv havde ikke været mindre hårdt af den grund, måske havde han aldrig skulle bekymrer sig for at få mad, have tøj på kroppen og et tag over hovedet men der havde været andre ting han skulle bekymrer sig om, andre ting han skulle tage ansvar for... Og han havde fejlet noget så fatalt på mange af punkterne...

Jackson løftede blikket og kiggede på hende som de stod foran døren, så det var her hendes adoptivforældre boede.... Han kunne tydeligt hører skrigene, den hævede stemme og truslerne om tæsk og hvad ellers hvis tingene ikke skete som der blev sagt men han kommenterede ikke på det. "Lad være med at sætte det sådan op Hayley... Lad være med at tro at jeg ikke holder af dig... Nok er tingene ikke en dans på roser for os for tiden men tror du virkelig jeg var taget med dig havde du ingenting betydet for mig, havde det her ingenting betydet for mig?"... Det var ikke ham der skulle undskylde, det var ikke ham der burde forsvare sig selv, hun burde ikke blive ved med at stillespørgsmålstegn ved ham men gjorde det alligevel.... "Jeg har ikke tænkt mig at lade dig gå derind alene.... Hvad end der sker derinde ændre det ikke mit syn på dig...", sagde han let inden han bankede på døren, han vidste godt at hun sikkert ikke selv ville kunne få sig til det, så han gjorde det for hende.

Hayley var ikke just bange for sine adoptivforældre, men alligevel havde de en magt over hende. Ord. Ingen andre udover Jackson havde levet sig ind og kunne bruge ord imod hende. Hayley var ikke ligefrem typen som lukkede folk ind og på trods af alt så var Jackson lukket ind. Da han begyndte at snakke holdt hun vejret. Selvfølgelig vidste hun godt, at han ikke hadede hende og var ligeglad med hende. Det var blot lettest for hende at tænke den vej, hun kendte intet andet end den vrede og had.
"I'm sorry." Fremtvang hun fra sin stædighed, følelserne ville gerne frem men hjernen gik i forsvar. Dog var hun alligevel stærk nok til at bryde igennem. Hayley var i det mindste blevet bedre til at se når hun trådte på nogle - bare lidt i hvert fald. "It's just not... easy. It's on me not you." På den sank hun en klump. I det mindste var hun ærlig, det var fremskridt. Det næste han sagde fik hende til at flytte blikket over på ham og her sank hun kort en klump. Ikke fordi hun ville modsige ham eller noget. Det betød blot noget for hende. At han faktisk sagde, at det ikke ville ændre måden han så på hende. Han bankede på døren før hun nåede at bevæge en eneste muskel. Det føltes kort som om, at hendes hjerte stoppede. Hayley vidste det ville blive voldsomt. Hendes adoptivfar var alt andet end venlig udover, hvis han sov.

Lyden af fodtrinende imod døren gjorde, at hun måtte samle sig. Hendes følelser var spredt over det hele ligenu, efter at have tvunget sig selv til at se tingene fra Jacksons synsvinkel. Hayley lukkede let øjnene og tog en dyb indånding før hun åbnede dem igen. Så gik hun hen til døren og løftede let hagen som den blev åbnet.
"Well well. Isn't that Aria we have here?" Det høje spektakel af en mand stod i døren, og fyldte den nærmest. Han så ikke ud til at gøre nogen forskel i om Hayley havde været alene eller ej, for ham var det blot morsomt at de havde motiveret hende til at komme tilbage. "This is so funny. Patricia come and look. The useless one is here.. and she has back up with her." Han lo let. Hvilket fik Hayley til at ryste let på hovedet. Let skælvede hun over til Jackson.
"Welcome to hell." Mumlede hun lidt, og vidste egentlig ikke om han hørte det eller ej. Når han hånede hende skulle der slås igen, og Hayley brugte ikke ligefrem ord. Hun trådte op imod ham og greb fat i hans krave for at skubbe ham tilbage i opgangen så hun kunne komme ind. Kort blev han kort overrasket , og det var også den eneste fordel hun havde der. Der stank uden lige inde i huset. Da hun var inde vendte hun sig imod stuen, dog uden at have blikket fra sin far mere end få sekunder.
"You have something that belongs to me. I want it back." Sagde hun tydeligt og hævede let et bryn. Han lo af hende.
"You? Oh dollface, you don't talk to me like that. Remember last time you did that?" Han var ikke ligefrem høj i sit toneleje, men hvis man så hans ansigt lignede han en - som ville kvæle en i deres søvn hvis de modsagde ham. Han gik imod hende og stod til sidst virkelig tæt på hende. Hayley stirrede ham ind i øjnene.
"Before or after I kicked your ass?" Spurgte hun vredt, men det var tydeligt på hende at hun var van til at være i sådan en situation. Der var en hvis selvsikkerhed over hendes kropssprog. Det næste sekund ramte hendes ryg væggen, og hun væltede det lille sofabord ved sit fald. Let førte hun hånden henunder sin næse for at tørre lidt blod væk.

Han kiggede kort på hende ud af øjenkrogen inden han kiggede frem mod døren igen, "Du bliver nødt til at prøve, lykken venter ikke for evigt". Det var lidt hans måde at sige på at han heller ikke ventede til evig tid på hende, han ville ikke presse hende men hvis hun ikke prøvede så ville han heller ikke prøve mere. Det var hendes tur nu, hun måtte tage styrringen nu og vise at hun kunne fordi ellers ville hun miste ham fordi der var ikke noget ved ensidige følelser. Han var brutal, han var ærlig men han håbede lidt på at det var det der skulle til, hans ærlighed og det faktum at hun ikke bare kunne blive ved med at udsætte det.

Jackson rettede automatisk ryggen da han hørte fodtrinene bag døren og et kort øjeblik greb han hendes hånd og klemte den let, han havde skam hørt hende, dog slap han hendes hånd inden døren gik op. Manden der stod i døren var stor, dog ikke stor nok til at skræmme Jackson, desuden så var Jackson langt ældre end ham og ikke mindst stærkere end ham. Han stod med rank ryg, han var ikke just noget skravl, han var høj og muskuløs... Derudover var han rolig, skræmmende roligt som han kiggede på manden med et blik der kunne fryse enhver til is, et koldt og lettere dovent smil lå over hans læber... Han virkede nærmest arrogant som han kiggede på manden.
Som Hayley skubbede sig vej ind i huset fulgte han efter hende, et enkelt puf med foden og døren lukkedes med et knald.
Egentlig havde han ikke tænkt sig at blande sig, han havde tænkt sig at lade Hayley tage sig af det men han kunne simpelthen bare ikke stå og se til så efter Hayley havde rejst sig stillede han sig mellem hende og manden, et køligt smil på hans læber og glimt i øjnene der skreg alt andet end ro. "Patetisk.... Bliver nødt til at tæve en der mindre end ham selv for at føle sig stor og mandig..... Hvad med at du slås med en på din egen størrelse?", inden manden havde mulighed for at svare greb Jackson fast om halsen på ham, ikke nok til at kvæle ham men nok til at han havde svært ved at trække vejret samtidig med hans talte hvorefter han i en flydende bevægelse bukkede ham forover og smadrede hans hoved ned i bordpladen, et højt knæk kunne høres da næsen brækkede og blodet begyndet med det samme at fosse ud... "Så lad os prøve igen.... Du har noget der tilhører hende og vi er her for at hente det.... Nu...", hans stemme var stadig lige så rolig og kold som den havde været tidligere.

Hun vrissede let og ville egentlig over for at give ham en eller to på skalden - men noget kom i vejen. Jackson stillede sig imellem dem. Hayley stoppede overraskende op. Hvis han havde set hendes ansigt så havde det været blandet med forskellige følelser ganske kort. Der var aldrig nogensinde en som havde blandet sig i en kamp af hendes. Eller jo det havde der, en på en negativ måde. Hayley vidste alligevel godt at Jackson ikke ville se hende få halv tæsk. Hun kunne holde til det, men om det var helt sundt kunne så diskuteres. Jackson tog kampen op for hende, ikke fordi han behøvede. Han vidste hun kunne klare sig selv langt hen af vejen - men i stedet for at tage kampen alene, så arbejdede de vel bedre sammen. Det havde hun indset. Dog efter de få minutter i halv beundring og egne tanker, så faldt hun tilbage i sin gamle vane. Hayley reagerede nok mest af alt på de hurtige bevægelser og derfor var hendes tanker rettet tilbage i øjeblikket. Hun hævede begejstret sine bryn da Jackson smadrede mandens hoved ned i bordpladen. Et skævt smil sneg sig ganske kort op på hendes læber. Men hun lod det falde lidt ned igen, for hun ville ikke virke som en sadist.
"Like I would give anything to a girl who can't fight her own fight." Stammede han let. Hayley rystede på hovedet og trådte derhen imod, hun var vred ingen tvivl omkring det. Til sidst stoppede hun op og rynkede på et bryn. Fornuft bankede på. Hvilket overraskede hendes vrede og vaner. Normalt så hun kun rødt og tænkte ikke over andre metoder. Så rystede hun let på hovedet.
"You don't have it." Så kiggede hun sig omkring for at se efter en bevægelse. Og ganske rigtigt. Hendes kære moder løb afsted så hurtigt hun kunne.
"Don't let him get away." Sagde hun hurtigt inden hun satte farten på. Et par ømme muskler var ingenting.


Hayley kendte huset bedre end de fleste. Genveje og skjulesteder. Så det tog hende ikke længe om at finde sin mor som gemte sig inde i skabet. Hayley trak hende ud direkte og greb fat omkring halsen på hende.
"You really thing you could get away with that?" Spurgte hun. Hendes øre var stadigvæk opmærksomt på, hvad der skete inde i stuen. Hun vidste hendes kære fader ikke ville lade nogle stå i vejen for ham. Og hun ønskede ikke Jackson skulle tage alle slagende.
"What happened to you Aria?" Spurgte hun igennem den næsten ikke eksiterende vejrtrækning. Hayley slap grebet let og rystede på hovedet.
"I became what you made me." Vrissede hun og slap hånden om halsen - alt for at svinge sin næve så hårdt hun kunne ind på hendes mors kæbe. "You did this to me." Hayleys vrede var voldsom og med et greb hun fat i de rødelokker på hendes mors hoved, og hamrede hovedet ind i nærmeste væg. Hun holdt hovedet presset imod en væg imens hun stod lænet ind imod.
"What? Are you hurt? Is that tears in your eyes? I don't buy it. You don't feel shit." Hviskede hun imod øret. Så slap hun og trådte et par skridt tilbage. Moren tog krystallen op af lommen.
"This is what you want?" Hayley gav et kort nik fra sig, men før hun nåede at få den havde hendes mor knust den i sine hænder. I Hayleys korte overraskelse over, at hun var kommet hertil for ingen verdens nytte - så sprang hendes mor på hende. Ryggen ramte jorden, og adskillelige slag blev placeret hårdt i hendes ansigt. Efter lidt besvær lykkedes det hende at få sat neglende i halsen så hendes mor ikke turde mere.
"Finish me." Hviskede hun til Hayley. Hun overvejede det. Hayley overvejede det virkeligt. På trods af alle de kampe hun havde taget og alle de slag hun havde givet. Så havde hun aldrig taget et liv. Aria havde holdt hende tilbage...
"I'm not you." Så placerede hun et slag i ansigtet på hendes mor, så hun besvimede. Så gik hun ud til Jackson.. En anelse haltende, og med blod smurt ind i hele ansigtet - men hun virkede ikke rørt af det. Let åndede hun ud.
"Are you okay?" Spurgte hun og sendte ham et halvt smil. Før hun overhovedet gav hendes far megen opmærksomhed.